Tyrving [05-libretto-3-akt]

Tredie Akt.

(Kong Sfafrlane og hans Sønners Gravhaug paa Øen Samsø. En Birkelund er omkring Haugen, som dog ligger frit med vid Udsigt til al Fjord – og Havnaturen ved Kattegat. Det er Sommermorgen i August, lige i Solrennings Stunden. Snart stiger også Solen, øst i Havet, forgylder Gravhaugen med dens store Bauta og Birketrærne rundt omkring. Straks kommer da Lysalferne yrende frem ifra Krat, Busker og Stammer – og danser og synger i den nye Dags Straaler.)

Lysalferne: 

Nu Delling* har lukket (*I norrøn Mytologi Dags Far)

op Dagens Porte

og Solen har stukket

al Nattens Sorte

i Brand.

Vi springer og sprænger

det Stængende;

vi bringer det længer

det Fængende,

som strømmer i Blomsterblods Brus,

som stiger fra Birkeløvs Sus.

Vi søger og stænger

for Larverne –,

og Pupper de fænger

i Farverne,

og brister i Sommerfugl Flugt,

hvor Blomsternes Vinger blir brugt.

Vi danser og synger

i Bækkene

med Sandser, som gynger

sig gjækkene –

med hele Foryngelsens Bud – 

paa Blomsterkronernes Skrud.

Vi stimer i Strimer

berusende,

i Timer paa Timer 

mod Huserne;

og finder med Solstraaler ind

til Alle med Spirer i Sind. 

For Delling har lukket

op Dagens Porte;

og Solen har stukket

al Nattens Sorte i Brand.

(Lysalferne forsvinder, da Hjalmar Frøkne, nordisk Sjøkonge, kommer ind, fulgt af Skalden og sine Hærmænd.)

Hjalmar: 

Saa her er Stedet,

hvor den store Kamp

har blodvarm raset,

hvor Mænd i Mængde

sig for Kvindelunet offret.

For Kvindens Gunst

til Livets Langfærd

ruster man sin Skude.

I hendes Navn

blir hver en Mandefald til Ly

i Eftermæle.

I Livet selv –

det samme Intet,

som nu til Støv

bag Haugens Brysthvælv smuldrer,

bød hun som Alt.

Og Livet videre frem,

med Nakken spodsk hun kneiser,

og bryster sig

med Bautan hun

som stenhaardt Varsel

op mod Livets Drømme reiser.

Skalden: 

Der siges dog, at hun,

som Kampen gjaldt,

som elsked’ Sfafrlane,

at hendes Hjærte brast,

da hun fik Budskab 

om hans Fald.

Det er dog skjønt,

min Konge,

til Et at mødes

i Dødens Favn,

om Livet skiller.

Hjalmar: 

Javist – !

Slig ser I Skalde

med Jert Diktersyn paa Sagen.

I Livet ei,

ei mindre for det,

hun vovede at friste Valget.

Hun lod saa heller Mænd

til Døden kjæmpe

for den Pris, hun var.

Nei! Stille dristig sig

ved Mandens Side

og vove Livet –

straks!

Det ingen Kvinde tør

i Døgnets Hverdagsdønning.

Først alt i Verden 

maa dem skille,

helst Døden, størst og mest.

Da brister hendes Hjærte,

fortæller saa I Skalde os,

fordi I trænger Blomster til

en dødfødt Elskovs Ligfærd.

Men selv –

hun ved at trøste sig

og finde Andre,

som reiser eller falder for

det skjønne Skind,

indtil hun blir

en gusten, bodstærk Vala,

som spaar om Ragnarokk

for Jordens unge Søn

og Datter.

Skalden:

Du aldrig elsket har,

som vildt du tramper

i Sjælens Blomstermuld

med haard Foragt!

Du ved ei, at hvert Ord,

som ildfuldt klinger,

blev født

paa Mandens Tunge,

ved et Kvindes Smil.  

Hjalmar:

Er Ordets Blomst end smuk,

dets Rod er dog som Løgen.

Skal Alting af,

hvert Lag paa Lag saa lige,

og inderst – Intet!

Nei! Jeg har trængt

til klare, skarpe Øine,

som ei i Taarer flød,

for Løgens Saft og Rødme – trods Blomsterne.

Skalden: 

Vær ei saa viss,

du Isbjerg af en Konge,

som ene, stolt  

du seiler frem paa livets Hav.

Du ved ei, hvad –

og hvor de bringer

alle Vinde.

Et Isbjerg selv maa smelte hen 

i Havets varme, ubekjendte Strømme.            

Hjalmar:

Den Kvinde tror jeg ei

er født af Kvinde,

som magter bære Havets Længsler 

af mit Sind.

Hun maatte da bli Havet selv,

i Storm, i Stille.

Hver Bølge pantsret,

som til Væddekamp.

Orkaner maatte lege kun

med hendes Lokkers Flom.

Og hendes Sind –

det maatte jernhaardt

trodse Døden selv,

naar der var Noget,

som hun vil.

Vær derfor trøstig, Skald:

Jeg har set mange skjønne Kvinder;

men kun om Hjemmets Vandpytt

Alle minder!

(Hervors Vikingeskib kommer glidende ind imod Landingssted i Baggrunden.)

Hervors Vikinger:

Vi Bølgehesten rider

i Braatt og i Brand.

Dens Mule mæktig bider

i Stormtøilens Rand

og styrer fremad dristig

med Dragestavn.

Fra Hildres(?) Leg til Havnen

er Hærmandens Lyst.

Mod Havets Bryn gaar Stavnen,

saa sporløst og tyst.

Men først i land vi hugger

vor Bautasten!

Hjalmar:

(som Hervors Drageskib fortøier, og hun og hendes Mænd saa gaar iland.)

Hvor sælsomt!

Dragen, Sangen, hele dette

mig tykkes før oplevet.

Og dog – jeg ved,

det ukjendt er.

Skalden:

Ei Noget sker tilfældig.

Hjalmar: 

Og han –

med Hjælmen paa det gyldne Haar,

slig Høvding, saa jeg aldrig før,

saa rank og lys

som Birken hist.

Og dog –

jeg synes kjende ham,

ved første Blik.

Skalden:

Er Øiet klart,

hvor selv du styrer;

du blindt maa lyde der,

hvor Visdomsøiets større Syn

din Skjæbne leder.

Hvem ved, om ei –

Hjalmar: 

Tilside! Lad os her

forsigtig se og høre,

hvem Skjæbnen os 

til ukjendt Møde, vist

har villet føre.

(Han gaar ind paa Øen fulgt af Skalden og sine Mænd. Hervor og hendes Vikinger kommer frem til Gravhaugen. Hervor er en saare fager Kvinde, klædt i Hærklæder fra Top til Taa. Hun har Guldhjælm paa det gyldne, rødblonde, udslagne Haar.)

Hervor:

Vær hilset Samsøs lyse Strand,

du Blomsterfugl i Bølgefavn;

snart jeg din Redes lune Skjul

maa plyndre for mit eget Gavn.

Der ruger i dit Moderskjød

en Skat som er min hele Arv;

mit Liv det er – ; for Andre Død;

jeg vinde maa det Skjultes Marv.

Vær hilset da i Somrens Flor

af Vikingsmøens hele Hu.

Saa ofte hid i Drøm jeg for.

I dag først rinder Daadens Nu.

Hervors Vikinger: 

Fra Hildres Leg til Havnen

er Hærmandens Lyst.

Mod Havets Bryn gaar Stavnen

saa sporløst og tyst;

men først i Land vi hugger

vor Bautasten.

Hervor: 

Min Faders Haug jeg hilser

med Bautans Finger strakt

til Peg mod høie Valhal,

saa Heltens Vei blir sagt.

Men Sværdets Sang forstummet

i Haugens raadne Gift.

Snart skal den atter klinge

om Heltefærds Bedrift.

Dit «Tyrfing» vil jeg eie,

den dværgesmedne Skat.

Min Far! Ræk den fra Leie,

det galdrer jeg inat.

Hjalmar og hans Mænd:

(inde fra Øen, men nærmere og nærmere)

Sfafrlane, Sfafrlane,

din Datter det er,

i Hækleder kommen

til Haugen hist.

Hun skal ofre og hædre

og hævne deg vist.

(Hjalmar med Skalden og sine Hærmænd kommer ind. Hervor i Spidsen for sine Vikinger viger sammen om Gravhaugen. Truende Holdning Flokkene imellem.)

Hjalmar: 

Du er Hervor, en Kvinde –

Hervor: 

Du kjender mit Navn!

Hjalmar: 

Ingensinde

jeg hidtil saa sværdrustet Favn.

Skalden:

Ei iblinde 

din Skjæbne hid styret din Stavn.

Alle de Andre: 

Hvad skal det betyde,

om Fald eller Hild?

Hvem lystre, hvem byde

paa Øen ikvæld?

Hervor: 

Jeg er Hervor, hans Datter,

med Hærmænd i Flok.

Du nok fatter,

jeg syr ei, jeg spinder ei Rok.

Ei jeg glatter

med Haanden en hjælmprydet Lok.

Hvem du er, jeg ved ei,

men vig for ikvæld.

Hvis ikke jeg spaar dig

din hauglagte Tjæld.

Hjalmar:

Ei for Mand, ei for Kvinde

jeg viger et Haar.

Hervor:

Du skal finde,

at første Gang sker det iaar.

(hun trækker sit Sværd)

Hjalmar:

Ingensinde

til Tvekamp mod Kvinde jeg gaar.

Hervor:

Saa frem, mine Kjæmper,

med «Saarflammers Vaand»,

vi Mundsveiret dæmper

og kvæler dets Aand.

(Alle – undtagen Hjalmar – har trukket Sværd og venter bare paa Vink for at begynde Kampen; men Hjalmar staar helt betagen af den skjønne Skikkelse, som Hervor danner, med løftet Sværd og klare, modige Øine, som straaler ham imøde – som hun staar der i Spidsen for sine Mænd, færdig til at tage Kampen op imod ham.)

Hjalmar:

Hun er fager som Dagen,

med Øie i Sol.

Bag Skarlagen

paa Kindet er en Isviljes Pol.

Rinder Dagen

med Valmø i Høvdingestol?

Alle de Andre: 

Hvad skal det betyde

om Fald eller Held.

Hvem lystre, hvem byde

paa Øen ikvæld?

Hjalmar:

Hør mig, fagre Skjoldmø stærk,

Hjalmar Frøkne viger,

ei af  Angst for Sværdets Værk;

Thor mig aldri sviger.

Men der blaaner i dit Blik

Viljens Isblinks Flammer;

og din Færd har den Musik,

som fra Valhal stammer.

Sig mig da – jeg ber som Ven –

hvad for dig det gjelder.

Hjælm paa Lok og Sværd ved Lænd

Saga skjøn fortæller.

(Han gaar nærmere imod hende tilslut lige hen til hende.)

Aldrig før jeg fattet Freir,

da sit Sværd han skjænket,

for at vinde Elskovs Seir

og til Gerd* sig lænket!

(*Gerd var Nordlysets Dise eller Gudinde, hvem Solguden Freir fattede en heftig Elskov til. Han sendte Skirne, sin Svend, for at hente hende; men det kostede Freir hans uovervindelige Sværd at vinde hende, hvilket under Ragnarokk Kampen skulde blive hans Død.)

Hervor:

(har sænket sit Sværd, uvilkaalig ogsaa nærmet sig ham og lyttet. Nu ser hun op, møder hans Blik og viger like uvilkaarlig tilbage for det):

Hjalmar Konge, Havets Drot

spar alt Overmod og Spot.

Drag dit Sværd og spar dit Ord,

det er Vikings Lov ombord.

Vig!

Hjalmar: 

Jeg viger for dit Blik –

Hervor: 

Ti!

Hjalmar:

– jeg tied, da jeg gik.

Men ved Brage sværger jeg:

atter mødes skal vor Vei.

Hervor:

Vov at –

Hjalmar:

– komme! Ja; for sandt

Norner disse Traader spandt.

Hervor:  

Søg at vinde, om du kan.

Hjalmar:

Kvinden ja. Men ei som Mand.

(Han vender sig til sine Mænd.)

Mine Mænd, tilhavs vi gaar.

Større Maal for Øiet staar.

Hjalmars Mænd:

(som de og Skalden følger ham ud):

Hjalmar Frøkne, Hjalmar Frøkne

vi følge tilhavs.

Vor Bølgehest steiler,

hun vil fra Land.

Skal for Tøilerne løse

snart skumme fra Strand.

Hervor:

(ser efter ham, grebet)

Sligt Aasyn,

slig Tale

er Høvdings af Sind.

Hvad var det han sagde

om Nornernes Spind?

Han vilde

mig vinde

som Kvinde, ei Mand.

Vov bare 

at friste 

et Ulvesinds Tand.

Han voksed’

til Kjæmpe.

Det var som han drog.

To Øine

som Ørnens

sine Klør i mig slo.

Hvad er det

mig feiler herinde,

som banker saa saart i mit Bryst?

Hvad er det som hvisker mig i sinde:

Flygt braat fra Samsøs Kyst,

flygt braat ifra Kyst.

(river sig løs)

Nei aldrig, aldrig, – afsted!

Alt Dagen lider

og mangt vi har at tage vare,

før Natten kommer.

Hervors Vikinger:

Vi Bølgehesten rider

i Braat og i Brand.

Dens Mule mæktig bider

i Stormtøilens Rand.

(Solen synker mere og mere. Alt bliver tyst omkring Gravhaugen, som nu ligger som et Billede paa Fred med sin Bauta og sine Birketrær omkring – tilslut badet i Aftensol. – Nu kommer atter Lysalferne yrende frem ifra alle Krat, Busker og Trær. De synger og danser, mindre overgivent, men mere intens hengivne, end de gjorde i Solrenningsstunden.)

Lysalferne:

Dagens Daad

og Nattens Drømme

finder Raad 

at sammenstrømme,

det er Solen, som i Glød

tænder, hvad i Nattens skjød

frem af Graad.

Drømmes Graad

som Blomsterduggen

smiler vaad

bag Solskinsluggen,

som i tavset Straalevæld

staar om Aas og Bakkeheld,

kjender Raad.

Kjender Raad

for Nattens Drømme.

Dagens Daad 

skal Drømmen dømme.

Det er Solen, som i Glød

tænder, hvad i Natten gjød

duggfrisk Graad.

(Solen gaar ned. Lysalferne forsvinder med dens sidste straaler, under hendøende Sang.)

Nu Solen maa svinde

i Noatuns* Egn.

Vi synker iblinde 

bag Blomsternes Hegn

i Drøm!

(*Noatun var Havguden Njords Borg hvor Solen blev Lukket ind om Natten.)

(Det bliver Nat. Maanen kaster snart sit klareste Lys over Sfafrlanes Gravhaug. Dybeste Mørke og Skygge er der inde imellem Trærne i Lunden tilhøire. Herifra kommer henimod Midnat Hjalmar og Skalden tilbage. De har kun roet rundt Øen og er atter i Hemmelighed landet.)

Hjalmar:  

Nu gaar du vel 

og føler dig fra Fod til Top

og bredsker dig

saa kry som nogen Hane, Skald!

Du tror, du nylig gol

for mig den nye Dag,

som synes rinde.

Men feil du tager.

For mig hun netop er 

nu ikke som for Andre.

Skalden:

Nei vist. Det siger hver

som paa Elskovstien vandrer.

Hvem har vel slige Blik,

hvem Lokkerne saa bløde,

skjønt Haar er altid Haar

og tusind fagre Kvindeøine

med vel saa lyse Blik,

dog før et traf sit Maal,

det Hjerte som du Trodsig –

Hjalmar:

(afbryder ham)

– Min Valmø vist hun er.

Fra Drømmes Syn

til Livets Møde kommen;

men har fra hendes Øine

Sjælens Længsler i mig luet,

jeg ved, min Lykkes Fylgje jeg

til Had og Død har skuet.

(En Lur høres langt inde paa Øen. Hjalmar ser – bag Gravhaugen – ind over Øen. Han kommer tilbage til Skalden.)

Tilside nu!

Som Nattens Dise

kommer troldstærk hun,

og dog saa rig

paa Lysets Daad

og Dagens Blomstringsgrund.

(De gaar ind iblandt Træerne, hvorifra de er Tilskuere til den kommende Galdrescene. Hervor kommer uden Vaaben indefra Øen – hen foran Gravhaugen, som ligger i Maanelysets sterkeste og klareste Skind.)

Hervor:

Det Midnat er, og Timen just er inde,

da «Tyrfing» jeg af Jordens Dyb kan vinde.

Bær Dværgstemmen saa, den falder

med sikker Lyd til dem i Haugens Indre.

Min Fader, vaagn! Din Datter kalder,

og vil du hendes Arv og Krav forhindre,

hun stævner dig til Ret ved Galder. 

(Hun venter forgjæves.)

Det nytter ei! Stem Thurser* sammen (*Jotun.)

alle Nattens Klange,

saa maner jeg til Møde

ham med Groas Tryllesange.

(Maner og kalder nu imod Haugen med Groas Tryllesange.)

Lang var Færden.

Lang var Farvei,

Kvindelængsel længre.

Vorder det da saa,

jeg min Vilje faar?

Skjæbnens Gang kun gaar.

(Maanen slukker ifra Haugen. Der vokser Uro rundt omkring; den samler sig om Gravhaugen.)

Galdre jeg gol,

god for gjæve

Glavinds* Gave (*sverd)

Dødens Is nu tør,

Dagens Daad ei dør,

dæmrer djærv fra Grave.

(Der vokser Uro, som stiger mere og mere inde fra Haugen.)

Vaagn! Jeg vækker

Vei og Vove,

virke mig tilgode.

(Uveir kommer som et Stormstryg over Øen.)

Man mig Møde

Mand fra Dybets Døde!

(Maanen er svunden bag kulsort Sky. Haugen aabner sig. Dens Indre sees i et eget grelt, overjordisk Lys, hvori der Intet bestemt kan formes ud.)

Sfafrlanes Stemme:

Hvad Ve er voldt

dig, vene Datter?

Hvad Kval dig knuger,

da Far du maner,

i Mulde lagt,

fra Verden vandret?

Hervor:

Al Ve det volder

mig Verdens Ene:

Det Sværd jeg savner,

skal Slægten tjene,

jeg stanser ei med Groas Galder,

før «Tyrfing» for mine Fødder falder.

Sfafrlanes Stemme:

Blot Ve det volde dig, vene Datter.

Lad Haugen holde dets Hævn i Eie.

Med Nastronds Nid

det Niddingsdaad øver.

Var dig, Datter,

dets første Id* (*gjerning)

i Fred og Færd 

din Fremtid røver.

Hervor:

(høit og vildt)

Galdre jeg gol,

god for gjæve 

Glavinds Gave.

Dødsens Is nu tør;

Dagens Daad ei dør,

dæmrer djerv fra Grave.

(Et stort, nyt Uveirsstryg vokser over Øen. Paa det Høieste slynges Sværdet «Tyrfing» ud af Haugen, hen foran Hervørs Fødder. Haugen lukker sig igjen; og snart skinner atter Maanen lyst og fredelig over den.)

Hervor:

(griber «Tyrfing», som er i Skede. Jublende frem med det)

Sværdet, det er 

Sfafrlanes Vaand.

«Tyrfing» jeg bær,

Thursemagts Aand.

«Tyrfing», kostelig Gave fra Grave.

Mit det nu er,

Marvknusers Magt.

«Tyrfing» en hær

tvinger i Vagt.

«Tyrfing», arveligt Eie

til Daad ifra Leie.

Hjalmar: 

Hervor!

Hervor: 

Hvem kalder?

Hjalmar: 

Din Skjæbne!

Hervor: 

Træd da frem, 

har du Mod eller Lyst, nævn –

Hjalmar: 

– Navnet det aldrig kan væbne,

men jeg vover den ulige Dyst.

(Hjalmar træder ubevæbnet frem. I samme Øieblik Hervor ser ham komme imod sig, river hun «Tyrfing» af Skede og viger tilbage imod Gravhaugen. Da «Tyrfing» saa ubesindig blottes – klingrende, for der som et Lyn ifra det. Der luer rødt i Sværdklingen, og inde fra Gravhaugen syntes en dyb Haanlatter at høres. Hervor staar med det i Haand – som lammet – og ude af Stand til at finde sig igjen.)

Hjalmar: 

Jeg ene kommer hid

foruden Sværd og Svig,

ak, gjør min Skjæbne blid

paa Kamp og Handling rig.

Kast Brynjen om din Barm

min Fred i Livets Larm.

Hervor: 

Ja, vov kun at komme med din Spot,

og tro du med Ord kan lokke.

Se Hjalmar, berømt som Havets Drot

vil spinde ved Hjemmets Rokke,

uden Kamp, uden Strid

vil han sovne saa blid

i hjemlige Sengestokke.

Hjalmar: 

Forsøg ei at svige,

din Skjæbne imod,

vi mødtes som lige

og straks du forstod,

min Valmø du være,

dit Sind er jo mit,

vort Rige er Havet

saa vældig og frit.

Hervor: 

Vi mødtes som lige, hvilken Fryd!

Og straks jeg forstod, min Herre!

Ja, lige vi er, hvor Sværdets Lyd

er Svar, naar man frækt vil sperre.

Straks jeg  mødte dit Blik

jeg forstod paa en Prik

mig Ingen har villet værre.

Hjalmar: 

Saa hør da, mit Liv –

for første Gang og sidste

af sit eget Bedste truet!

Inat skal Odin, eller Freia,

runemærke Dommen.

I Bjarmland født og baaren,

min Byrd er bold og stor.

Min Far var Kongekaaren,

af Thursers Æt min Mor.

I Skogens Dyb jeg ammet

Ulvindens Modersaft.

Af Jætters Sind jeg flammet,

som blev til Bersærkkraft.

Paa mig blir Vaaben sløve,

af Gift og Seid jeg ler.

Kun et kan Lykken røve,

naar jeg min Skjoldmø ser.

Hun var min Legesøster,

af samme Sind og Hu,

mod Vest jeg dro, hun øster,

blev skildt i samme Nu.

Og naar det Skildte mødes

som Mand – og Kvindedyst,

vort Liv for evig ødes

af Flammen i vort Bryst.

Men kan inat jeg tvinge (*også Sjavn, en

med Sjøfnas* milde ord, kjærlighetsgudinne)

da vil paa Troldomsvinge                                        

jeg Lykken faa ombord.

Hervor:

Forsent du kom

hvis slig var Skjæbnens løndomsfulde Veie.

Vend derfor om,

en anden Magt er tvunget mig i Eie,

Sværdets Magt.

Hjalmar: 

Nu ved du, min Hervor,

hvorfor jeg kom hid,

hvorfor jeg dig her spør

om Ly for min Strid.

Du min Skjoldmø skal være,

du skal staa i min Stavn,

ser du Stjernernes Hære,

de nu blinker dit Navn.

Giv mig da Sværdet, dets Flamme

skal vi drukne i Havet;

og vil du se! I det samme

som dets Magt er begravet

er du min –

min herlige Hervor,

som til Alt mig gjør.

Kast da Sværdet, som hindrer!

Jeg skal værge dit Liv.

Al min Hæder den tindrer

om min Stjerne, om min Viv!

(Hervor river sig løs ifra ham, da hun føler, han holder paa at liste Sværdet ifra hende. Hun tager atter fast Greb om dets Hjalte; han om Skeden.)

Hervor:

Nei, nei, stans! Jeg kan ei svige,

jeg er bundet ved Nattens Daad.

Hjalmar:

Jo, du skal! Du maa ei vige.

Her er spundet ved Nornens Traad.

Du skal! s – –

Hervor: 

– – – nei, nei, jeg kan ei,

jeg frygter dit Øies Glød!

Hjalmar:

Ak, lyd mig nu, og stans ei,

hvor Skjæbnen os Lykken bød.

Duett.

Hjalmar:

Kast da Sværdet som hindrer!

Jeg skal værge dit Liv.

Al min Hæder den tindrer

om min Stjerne , min Viv.

Hervor:

(samtidig)

Kaste Sværdet forhindrer

Alt som nu er mit Liv;

om all Hæder end tindrer

om min Vei som hans Viv.

(Under denne Kamps Slutning faar Hervor revet «Tyrfing» af Skede og viger da tilbage imod Gravhaugen. «Tyrfing» saa uforvarende blottes – klingrende, for der som Lyn ifra det. Der luer rødt i Sværdklingen; og inde ifra Gravhaugen synes en dyb Haanlatter at høres. Hervor staar med det i Haand, som lammet, og ude af Stand til atter at finde sig selv.)

Hervor: 

Det syder i Blodet,

det skjælver i Hu,

det sprænger i Hodet,

mit Sind er i Gru.

(Vildskaben faar Magt over hende, med Tyrfing løftet, imod ham)

Vig bort! Hvor det luer

dit Øie i Fryd.

Med Døden du truer

min Ungdom og Dyd!

(Hjalmar bøier Knæ for hende, griber med begge sine Hænder om hendes vendstre Haand. Atter synker Tyrfing i den anden – viljeløst. Hun skjælver, det er som hun bare ønsker at kunne kaste sig i hans Arme, men kan ikke. Usynlige Hænder ifra Gravhaugen synes at holde hende tilbage. Da Hjalmar slig merker, hvor hun vakler imod ham, hvor lige paa Nippet han er til at seire, forsøger han det tilslut helt, ved at ville gribe hendes anden Haand med og – vriste Tyrfing ifra hende.)

Hjalmar:

For Død jeg selv ei flyr,

men bøier for dig Knæ!

Det Livet er jeg byr,

dig Ry mod Spot og Spe.

Kast Sværdet og dets Magt,

for Elskovs store Pagt.

Du min Valmø skal være,

dit Sind er jo mit,

vort Rige er Havet,

saa vældig og saa frit.

Du min herlige Hervor

som til Alt mig gjør.

(Men nu kjender og forstaar Hervor, at han vil Tage Tyrfing ifra hende. Da er det, som hendes Haand knuger sig med overnaturlig Kraft om dets Hjalte. Hun river sig løs ifra ham. Vildskaben kommer som Fos over hende, uimodstaaelig. Hun viger ifra ham, som bliver liggende med Armene strakte imod hende.)

Hervor: 

Hvad vover du, Frække,

at true mit Liv?

Hjalmar: 

Nei! Jeg vilde vække

dit Sind som min Viv.

Hervor: 

Saa Nastrond dig tage, 

nu Tyrfing syng op.

Ja, Blod skal du faa 

af hver segnende Krop.

(Hun hugger ham ned. Han falder død for hendes Fødder, uden et Ord eller Smertens Udbrud. Hervor staar en stund, som hun ikke fatter, tager sig sammen fra sin Vildskab. Hun ser forfærdet paa Hjalmars Lig, skriger i):

Forblindet! Forblændet!

(Ifra den ene Kant af Øen kommer Hervors Vikinger styrtende til, ifra den anden Hjalmars Mænd, anførte af Skalden.)

Hjalmars Vikinger: 

Hvad er skeet?

Hvem er falden?

Hvad er foregaaet her?

Hjalmar Konge –

uden Vaaben –

Niddingsværk det Hele er!

Svar os, Hervor!

Hvis er Skylden?

Kongen svømmer i sit Blod.

Hvem har øvet dette Snigmord?

Svar os du, som her jo stod!

Hervor: 

Nei, Intet, Intet ved jeg,

de onde Magter drev mig.

Paa Knæ han laa

og hvisked’

han elskede mig.

Hans Blik jeg saa

som Stjerne,

der vinkede.

Hans Syn var frit og vidt,

hans hele Liv var mit.

Han elskede mig!

Han elskede mig!

Og jeg – jeg hug ham ned,

af Had –, af Kjærlighed?

Nei! Intet, Intet ved jeg,

de onde Magter drev mig.

(Fortabt foran Hjalmars Legeme.)

Men lykkelig er du.

Mig venter Livets Gru!

(Hun synker sammen.)

(Hjalmars Mænd laver raskt en Baare for at bære hans Legeme. Hervors Vikinger giver ærbødig Plads.)

Skalden og de Andre:

Lykken drog dem fra mer til mer –

men Skjæbnen slog dem,

der sker, hvad der sker.

Tæppet falder.