Tyrving [04-libretto-2.akt]

Anden Akt.

(Det er en vild Bjergegn ved Gardalands Grændser. Det er en Sommernat imot gryende Dag. Langt nede sees Dalen som et blaanende Gab i Fjeldvidden, ned imellem skogklædte Aase. Bjerget, som stiger imod høieste Top og brat Væg tilvenstre, er aabent, og Svartalferne sees ved sine Esser og Amboldte i fuldt Arbeide med aa smede Vaaben og Smykker.) 

Svartalferne: 

Daainn og Dvalinn, Dværges Behersker,

rist os i Runer Ragnaroks Sæd!

Svartalfer smeder Sværdeggens Lue:

Mannheim fra Mørket hugger vi ned.

Valkyrier:

(nær ved)

Aa, vi det ved og værger!

For Helte den Helvei vi herjed.

Kom kun ikast med Kvinder,

der Brynjen brast vi binder!

Svartalferne:

(spodsk)

Herlig er Helten helst hos sin Kvinde,

Skjæbnen forsøder Skjoldmøers Favn.

Ha, ha, ha, ha, ha, herfra vi hersker,

Mannheim* fra Mørket meier vi ned! (*Jorden og Menneskene)

Valkyrier:

Aa, vogt Jer vel og viger!

Den Fyrste vi følger, fanger Jer,

da skal I skue Skjoldmøens Daad,

Kræve og kue kan han paa vort Raad. 

Svartalferne:

Daainn og Dvalinn, Dværges Behersker,

rist os i Runer Ragnaroks Sæd.

(Daainn og Dvalinn kommer frem, fulgt af Svartalferne.)

Daainn: 

Vor Gunst vi galdrer i Guldets Lød,

vor Kunst vi knader i Kul og Støv.

Dvalinn:

Kom Bror, vi bringer den bedste Skat,

 jeg tror vi tvinger dens Trods inat.

(De gaar ind i Bjerget, længer tilvenstre for Svartalfernes Smedjer. Bjerget aabner og lukker sig som Lynkjæver, som sluger dem.)

Svartalferne:

Af Kattefjeds Døn, af Kvindeløgn,

i List og i Løn vi let hvert Døgn

her binder de Baand, som ei brister,

hid fører vi Fjed som vi frister.

(Langt borte ifra, siden nærmere og nærmere høres Jagtfølgets Sang. Der bliver lyttende, følgende Stilhed iblandt Svartalfeflokken – slig, at den tilsidst forsvinner ind i sine Værksteder, hvis Væg lukker sig efter dem – samtidig som Jagtfølget kommer ind)

Jagtfølget:

(som det toger ind i følge med Kong Svafrlane og hans to Fostbrødre)

Svafrlane, Svafrlane! 

I Lykke og Sorg 

vi Dig følge fra Gardalands Borg.

Svafrlane, Svafrlane!

Hil Dig vor Drot!

Alle lyder,

hvor Du byder

uden Falskhed eller Svig.

Hil dig, hil dig vor Drot, vor Drot,

Jagtens Diser vi ser. 

Kvinder:

Som Svaler vi svinger høit imod Sky

de fjærlette Vinger i Morgengry,

og høit skal vi bære hver Manddoms Ry.

Svartalferne:

(dæmpet, mens de viger imod sit(?))    

Af Kattefjeds Døn, af Kvindeløgn,

i List og i Løgn 

vi let hvert Døgn 

her binder de Baand, som ei brister,

fører vi Fjed, som vi frister.

Mænd:

(Svar til Kvinderne)

Vi følge fra Livet den Vei I bød,

og stiger i Livet mod Himlens Glød,

vort Eftermaals Drapa fra Kvinder lød. 

Svartalferne:

(spodsk, dæmpet; men det stiger truende imod de sidste Ord,

hvorunder de forsvinder.)

Herlig er Helten, helst hos sin Kvinde,

Skjæbnen forsøder skjøldmøers Favn.

Ha, ha, ha, ha, ha, herfra vi hersker,

Mannheim fra Mørket meier vi ned.

(Svartalferne forsvinder.)

Sfafrlane:

Mig ble bebudet i denne Nat

af Skjæbnens Magter en herlig Skat.

Men, hvis jeg ikke greb rigtig til,

 mit Liv, min Lykke stod paa Spil.

Jagtfølget:

(som trækker sig tilbage for at efterkomme hans Ønske.)

Sfafrlane, Sfafrlane!

I Lykke og Sorg vi Dig følge,

vi Dig følge fra Gardalands Borg.

Sfafrlane:

(til sine to Fostbrødre)           

Ja, her er Stedet, hvor Skjæbnen bød

jeg skulle møde for Liv, for Død.

Lad mig alene, og venter hist,

jeg skal nok kalde, hvis det er List. 

(Svafrlane gaar hen og skuer ud over Dalen, derfra gaar han længer bort, bag Bjerget tilvenstre.Saa aabner Bjerget sig igjen, og Svartalferne sees under samme Sang og Arbeide som før.Svafrlane kommer tilbage, opdager dem. Han nærmer sig dem forsigtig, forbauset og sagte.)

Sfafrlane:

Det Svartalfer er jeg skuer,

hvad Tanke bag det mig truer?

Tys, stille, hvem kommer saa snigende,

grib varsomt og fang ind det Vigende,

hvis ikke, saa lyder din Skjæbne,

din egen Død vil Du væbne.

(Han drager sit Sværd og trækker sig lidt undaf, følger i vagtsom Iagttagelse Dainn og Dvalinn, som nu kommer tilbage ifra Bjergene tilvenstre. Imellem sig bærer de en kostelig Guldurne, hvori Ild flammer og spiller i alle Fargeovergange. De sætter Urnen varsomt ned.) 

Daainn:

(synger herunder)

Ilden, som inderst i Jordens Involde brænder,

bær vi som Barnet paa bange, bævende Hænder.

Dvalinn:

Ilden, som inderst i alle Ting spiller, gløder,

tog vi fra Dybet, hvor Livet Ophavet møder.

Begge: 

Ilden, som tænder sin Brand over Tinder, bandt vi.

Ilden, som brænder i Hjerte og Kinder, vandt vi. 

Alle Dværge:

Det er Ilden, Ildens Gnister,

hvad den binder aldrig brister.

Løs kun op i sterkest Flammer,

det gir Livets Hjertekammer.

Alt, som jamrer,

her vi hamrer

om igjen for større Stammer. 

Kom med Ilden fra det Indre,

nu vi vil den lade tindre

overalt, hvor der skal glødes,

og hvor Jordens Liv skal gjødes.

Svafrlane:

(samtidig)

Det er Ilden fra det Indre,

nu jeg vil den lade tindre,

slig at aldrig det kan ødes,

som ved den snart mig skal fødes.

(Daainn og Dvalinn tager atter Urnen imellem sig og vil gaa ind i Bjerget til sine med den. Da springer Svafrlane frem imod dem, besværgende.)

Stat(?) i Stok, og stat i Sten!

Ragnarok først frir Jer Ben.

Alu*. Alu! Vidnefast (*Gammel nordisk Trylleformular.)

blir Sværdets Tryllekast.

(Han svinger og kaster hermed sit Sværd henover deres Hoder. Det falder klingende ned imellem Stenene paa den anden Side. Bjerget lukker sig i et Skrall. Urnens Lys skinner stærkere og lyser klart op rundt omkring. Daainn og Dvalinn staar manet i Sten paa hver sin Side af Urnen. Samtidig kommer Fostbrødrene og hele Jagtfølget styrtende til, kaldet hit af Braket, da Bjerget lukkede sig. De iakttager forbløffet det Syn, som venter dem.)

Jagtfølget: 

Herre Konge, hvad betyder dette Nattens Styr?

Hvad vi ser og hører, klinger som et Æventyr.

Tal, forklar os – disse Dværge, som i Sten du maner,

ei vi aner hvad det Alt betyr.

Sfafrlane: 

Fra min Borg i Gardaland 

drog jeg hit paa Lykkejagt,

thi inden Nattens Brand

var mig som Varsel sagt,

at hvis jeg her ei greb til,

mit Liv og Lykke stod paa Spil.

Se, da kom fra Nattens Dyb,

Dværgene med denne Ild,

det var den, som Jordens Kryb

længtede bestandig til, 

og jeg kasted’ galdret Staal –

at naa min Lykkes Maal.

Hør nu Dværge, der I staar

manede i Stok og Sten.

Vil I have gode Kaar,

lyd da flux, og vær ei sen:

Jeg vil have denne Ild,

skabt for mig til Lykkens Spil.

Daainn:

(uden at røre Led eller Lem)

Guddomsgnisten først blev givet

Glød for Sjæl og Sindets Hele.

Ask blev Mand, og Embla Kvinde,

Odin gjød den ind i Kjødet.

Arven du og dine eier:

Aand, som lyser,

om i Muld du fryser.

Himmellys og Himmelvarme,

Himmelild gav Gnist til Men'skebarme.

Dvalinn:

(ligesaa) 

Jordens Ild er bunde Jætter,

gjærer kun i Dværges Kunster.

Brunstens Ild i Dybet bryder

bunden Pragt, som vi kun magter.

Os den tjener op at drage

al den Vorden,

som er Livets Orden.

Men som Magt blandt Jordens Mænder

Mørkets Dyb sit Lys ei tænder.

Bægge:

Sfafrlane! Livets Saga søger ei mod Dybets Leier.

Bryd ei paa det Dulgtes Baner,

Brist faar Lykken, som du maner. 

Sfafrlane:

Kloge Ord er Dværges Sæd,

naar de tror at fri sin Sved.

Nei, to sjældne Fugl som I

slipper ei mit Skjul forbi.

Tag den Ild,

hvis Flammers Dunst,

sat i Stil,

er Eders Kunst.

Giv mig saa det Heles Værd

med som Magt paa Livets Færd. 

Ellers nok

i Stok og Sten,

Ragnarok

først frir Jer Ben. 

Stat i Stok, om saa I vil,

eller frir jer ud herfra,

ja frir Jer, med Jer Ild. 

Daainn: 

Vi har varet dig mod Ve!

Som du vil, din Vilje ske!

Dvalinn:

Løs os, Døgling*, da du vil, (*Navn paa Drotten.)

vi skal virke Lykken til!

Begge: 

Uden Svig – ! Og sig kun frem;

Lykken gir vi dig med hjem!

Jagtfølget: 

De skal lyde, som du byder,

uden Falskhed eller Svig.

Sig, hvordan du selv da tyder

Lykken, som gjør Livet rig. 

Sfaferlane! Grib nu til!

Lykken byr dig, hvad du vil.

Dværgene i sælsom Ild

rister Livets Runespil!

Sfafrlane: 

Et jeg ved, som kun er Lykke:

Eftermælets Ry og Rang.

Vidt og bredt mit Navn skal lyde,

rigest Klang for Skaldesang!

Bind mig da i Haandens Eie

blinde Magt for Sværdets Id.

Ilden løs og smed mig Sværdet,

som til Stordaad kun blir hærdet.

(Sfafrlane tager ifra sit Bælte en Hammer. Han gaar ret bag Daainn og Dvalinn, svinger Hammeren over deres hoveder. Besværgende) :

Løs dine Kræfter,

lynstærke Hammer!

Livet kom efter

stentunge Jammer!

(Herunder aabner Bjerget sig igjen; Daainn og Dvalinn, løste af Sten, styrter ind til sine igjen – med Guldurnen imellem sig. Jagdfølget trækker sig hen omkring Kongen og iagttar nyskjærrig Svartalferne under Arbeide.)

Svartalferne:

Af Kattefjeds Døn,

af Kvindeløgn,

i List og i Løn

vi let hvert Døgn

her binder de Baand,

som ei brister!

Hid fører vi Fjed,

som vi frister!

Jagdfølget:

Sfafrlane, Sfafrlane,

i Glæde og Sorg

vi dig følge, vi dig følge

hjem til Gardalands Borg.

Sfafrlane, Sfafrlane,

vogt dig vor Drot!

Sfafrlane,

vogt dig!

En Valkyrie:

(nær over) 

Sveg jeg nogensinde,

Sfafrlane?

Sværd foruden Kvinde

sviger dig!

Valkyrier:

Vi er Mandens Vilje,

Valmø – Vei til Hæder.

Uden Sindets Lilje

Sværdet Sorg kun spræder!  

Svartalferne: 

(ledet av Daainn og Dvalinn, arbeider rastløst paa Sværdet.)

Nu smeder vi Sværdet 

i jordbunden Lue;

snart skal det bli hærdet

ved Dværgenes Grue –

Rædsel i Odd

med ormstungen Braadd;

men Lynet, som blaaner langs Eggen,

vi hvæsser fra Ilden med Slæggen. 

Den ene Fostbror:  Vogt dig, Ven,

for Værgets Gave!

Dværges Daad

er Døglings Grave.

Kom, min Konge, hjem herfra!

Klog er Venskaps Tale. 

Jagdfølge:

Sfafrlane, Sfafrlane,

vogt dig, vor Drot!

Vogt dig!

Den anden Fostbror:

Flammer snor i Slangeslyng

Staalets Hæder!

Følg os fri for Favners Bane,

Livsforræder!

Jagdfølget:

Sfafrlane, Sfafrlane,

vogt dig, vor Drot!

Vogt dig!

Sfafrlane:

Nei, nei, nei, nei, nei, nei!

Se min Skjæbnes Vei!

Niddingsdaad at nægte

Nornens Spind for ægte.

(Sværdet «Tyrfing» er nu færdigt. Daainn og Dvalinn kommer frem med det, fulgt af Svartalferne, som flokker imod Indgangen til sin Bopæl, i Lys af Essens Flammer. Kongen gaar dem imøde, nogle Skridt foran sit Følge.)

Daainn: 

Her er hærdet

Helveis Øder.

Vældig Værket 

vi dig bøder. 

Hjemmekløgt og Kunsters Snille

i dets Flammetunger spille.

Blir det Dværgene en mager Vinding,

du skal mindes os og «Tyrfing».

(Daainn rækker Sfafrlane Sværdet, som er i Skede, kostelig indlagt med Guld. I Hjaltet funkler ædle Stene. Kongen blir staaende i stum Henrykkelse over dets Skjønhed, indtil han vækkes av Svartalfernes Forbandelse over Sværdet. For – imidlertid har Daainn og Dvalinn med sine Svartalfer trukket sig ind i sit Hjem igjen. Herinde strækker Daainn sine Hænder besværgende ud imod Kong Sfafrlane med hans nye Sværd. Daainns Stemme klinger høi, truende og manende, og hele hans Skikkelse synes at vokse til Jættestørrelse.)

Boden, vi til dig har bødet,

bedre var det, du gik klar den!

Egen Kraft gik Eftermæle,

ei den Kløgt, som Dværge røgter.

«Tyrfings» haarde, skarpe Tunge

tvende Niddingsværk fremtvinge:

Svinger du dets Staal av Skede,

se, det kræver Blod i Vrede!

Alle Svartalferne:

(høilydt, skingrende)

Tvende Niddingsværk skal «Tyrfing»

tvinge dig, din Æt i Eie!

Ha, ha, ha, ha, ha, ha, ha, ha, ha!

(Sfafrlane river Tyrfing av Skede, rasende –, og springer i Hug imod dem. Da forsvinder Svartalfernes hele Flok efter at have sat i en gnistrende Haanlatter, da Tyrfing blottedes –, og Kongen blir staaende med det ude av sig selv, som egget av onde Magter, han ikke kan rive sig løs ifra. Det er Forbandelsen, som første Gang kommer. Under det Følgende dæmrer det mere og mere av Dag.)

Jagtfølget:

(med Fostbrødrene i Spidsen, imod Kongen med overtalende, indtrængende Røster)

Sfafrlane, Sfafrlane, 

i Lykke og Sorg 

vi dig følge, vi dig følge

hjem til Gardalands Borg.

Sfafrlane:

Det syder i Blodet,

det skjælver i Hu,

det sprænger i Hodet,

mit Sind er i Gru!

Nidhugger* borer sin Tand (*Helvedesormen)

i mit Kjød! 

(Han gaar i Vildskab imod sit Følge, med Tyrfing løftet.)

Ha! Hvad vil I?

Er det Liv eller Død!

Den ene Fostbror: 

Du kjender vel Venner?

Den anden Fostbror:

Vær rolig og lov...

Sfafrlane:

(river sig løs ifra dem)

Ha! Vil I slippe mig!

I brænder av Mordlyst og Rov!

Jagtfølget:

Sfafrlane, Sfafrlane,

Følg os, vor Drot!

Følg os!

Den ene Fostbror: 

Husk, Fosterbror, vor Færd

i Vest – og Austerveg.

Vor Skjæbne var jo en,

Vort Ry blandt Skalde steg.

Din Fosterbror du tror;

et Liv, en Død vi svor! 

(Sfafrlane stirrer halvt forvildet paa ham, søger at tage sig sammen, riste af sig de Magter, under hvis Indflytelse han er. Tyrfing synker i hans Haand. Fostbrødrene ser dette, derfor endu mere indtrængende, som de søger at tage Sværdet ifra ham.) :

Den ene Fostbror:

Aa, tro os, som kjender 

din Manddom og Daad.

Den anden Fostbror: 

Kast Sværdet, som brænder,

før fins ikke Raad!

Svartalferne:

(Stemmer, som enstonigt Døn inde fra Bjerget)

Svinger du dets Staal af Skede,

se, det kræver Blod i Vrede!

Svafrlane:

(bliver atter revet op ved denne Lyd, ha løfter paa ny Tyrfing imod dem – i fuld Vildskab):

Hvad vover I, Frække,

at true mit Liv?

Fostbrødrene:

(brydes med ham)

Som Venner vi kjække

vil vove vort Liv!

(Men de tumler undaf for hans Bersærkkræfter i Nuet.)

Svafrlane:

(springer tilside –, der luer som Blod i Sværdeggen, høit løftet.

Jagdfølget staar forstenet under den Raskhed, hvormed det Hele 

udvikler sig)

Saa Nastrond* Jer tage! (*De absolut Fordømtes Tilholdssted.)

Nu Tyrfing syng op.

Ja – Blod skal du faa

af hver segnende Krop! 

(Han hugger dem begge ned, men vaagner straks efter til Besindelse igjen.  Han slipper Sværdet af Haand.)

Hvad var det? Der slap mig

en brændende Klo! 

Forbandet! Nu ved jeg –;

jeg faar ikke ro!   

Svartalferne:

(dominerende, som om de Alle med en Haand, en truende Finger pekede ud imod den sammensunkne Konge)

Nu er veidet,

hvad vi viet!

Mordulvs – Mærket,

Niddings – Værket

jager dig fra Lysets Riger!

Mørkets Magter ved dig stiger!

Stiger!

Stiger!

Evig Slegten ved dig synder!

Tyrfings Fristelser begynder!

Jagdfølget:

(som imidlertid – straks Fostbrødrene blir hugget ned – er flygtet i Forfærdelse, høres nu nedover imod Dalen, fjernere og fjernere):

Sfafrlane, Sfafrlane

fra Lykke til Sorg

maa du drage, maa du drage

ifra Gardalands Borg.

Sfafrlane, Sfafrlane,

fredløse Drot!

Sværdets Riser

vi ser!  

Valkyrierne:

(først nære over ham. Siden de ogsaa mere og mere svinnende

bort ifra ham):

Vi sveg ei! Du sveg os!

Vi veg ei! Du sveg os

for brammende Pryd.

Kom atter og bed os

at staa for din Ære

i blussende Fryd!

Du fredløs maa være

for dræbt er vor Dyd!

Sfafrlane: 

Ei jeg agted Visdoms Tale

Vokted mig ei for Dværges Daad.

Lykken kun drog mig

fra mer og til mer!

Men Nornen grumt slog mig!

Der sker, hvad der sker!

Jagdfølget:  

Sfafrlane, Sfafrlane,

fra Lykke til Sorg

maa du drage, maa du drage

ifra Gardalands Borg.

Sfafrlane, Sfafrlane,

fredløse Drot!

Sværdets Riser

vi ser!

Tæppet falder langsomt.