Tyrving [03-libretto-1.akt]

Tyrfing.

Opera

i tre akter.

Text af

Balthazar Schnitler.

Musik af

Johannes Haarklou.

Roller: 

Hjalmar Frøkne, nordisk Sjøkonge – baryton

Sfafrlane, Konge i Gardaland – bassbaryton. 

Hervor, hans datter – sopran.

Sfafrlanes to Fostbrødre – tenor og bass.

Skalden – tenor.

Daainn og Dvalinn, Dværgenes Beherskere – bassbarytoner.

Svartalfer, Lysalfer, Valkyriestemmer, Jaktfølge av begge Kjøn.Hærfolk.

Handlingen foregår:

1. Akt: Tunet paa Sfaferlanes Kongsgaard.

2. Akt: I de vilde Bjergegne paa Grændsen af Gardaland.

3. Akt: Paa Øen Samsø i Kattegat.

«I det Land, som siden blev kaldet Gardariket, raadede en Konge Sigrlane, Odins Søn, der blev fældet av Jotunen Thjasse. Hans Søn Svafrlame herskede efter ham. Engang overraskede denne paa Jagten to Dværge ved deres Stenbolig og «viede dem uden Stans» ved at kaste sit Sværd over dem. For at løse sit Liv maate de smede ham et kosteligt Sværd. Men da Svafrlame havde mottaget Sværdet, og Dværgene følte sig sikre, lagde de den Forbandelse paa det, at det skulde blive en Mands Bane, hver Gang det blev draget, at tre store Nidingsværker skulde blive øvede med det, og at det skulde vorde Svafrlames Bane. Dette Sværd blev kaldetTyrfing.»

Af «Hervarars saga.»

Første Akt.

(Tunet paa Sfafrlanes Kongsgaard. Vid Udsigt over et skogrikt og fjeldsterk Landskab. Midsommerfest hvor Dagens Festligheder staar paa sit høieste ledet af Skalden som Forsanger. Svafrlane og hans Fostbrødre omgit af sin Hird danner en interesseret Tilskuerskare paa Scenens venstre Side. Forsangeren alene paa et høit Stade, hvorifra han leder Dansen.)

Forsangeren:

Gud Freyr sad i Lidskjalv og skuede did,

hvor Jotunheims Mørke sig strækker.

Da saa han en Ungmø saa bjart og saa fin

til Jomfrubur gange saa smækker.

Det var ung Gerde som Is saa kold,

hun bygget Gjerde om Mandens Vold.

Men Freyr sendte Bud med sin Skirner afsted,

og bar frem sin flammende Kjærlighed.

Mændene: 

Vi kommer som Skirner med rungende, rungende Drøn,

og byder Jer Rigdom som Kjærligheds, Kjærligheds Løn.

Aldrig løi jeg, aldrig løi jeg, 

ak føi mig, føi mig, føi mig!

Pigerne:

(inde i Ringen, hver til sin Beiler)            

Lev selv paa dit Gods og behold kun dit Guld,

thi selv har jeg Kisterne fuld. 

Ha, ha, ha, ha, ha, det var Frier aa ha!

Forsangeren: 

Men Gerde lod haansk om det lystne Bud,

hun lukked sin Glød bag Isbrynjens Skrud.

«Gud Freyr mig skjænke sit gyldne Sværd,

Lige for Lige er Gerdes Færd». 

Mændene:

Ja ud vil jeg drage i Solrennings Gry,

men jeg kommer tilbake med Høvdingens Ry.

Aldrig løi jeg, aldrig løi jeg,

ak føi mig, føi mig, føi mig!

Pigerne:

Drag bare afsted for en Konge at bli,

min Far han var Konge for ti, ja for ti.

Ha, ha, ha, ha, ha, det var Frier aa ha!

Forsangeren: 

Gud Freyr hende rakte sit Glarinds Guld:

Jeg skjænker mit Sværd om du bliver mig huld.

Mig baader lidet dets blanke Staal,

hvis du ei vier det Kampens Maal.

Mændene:

(trækker Dolkene)         

Jeg vil, Du skal lyde, se Dolken og vælg!

Vil Elskov Du byde, se da blir der Helg.

Aldrig løi jeg, aldrig løi jeg, ak føi mig, føi mig, føi mig!

Pigerne:

(vender sig stolt mod dem)             

Stød til, ja stød til, for jeg frygter det ei,

min Far bærer Vaaben som I.

Ha, ha, ha, ha, ha!Det var Frier aa ha.

Forsangeren:

Ung Gerde i Høisædet reiste sig, reiste sig frank.

Hun vidste, at Elskov var stedse, stedse rank,

ham bygget en smilende, smilende Solskinsbro.

Du ene kan bygge mit Hjertes, Hjertes Tro.

Mændene:

(slipper Dolkene og synker iknæ for hver sin opprørte Pige)        

Det suser i Løvet, jeg elsker, jeg elsker blot dig,

blir evig bedrøvet, forlater Du mig.

Aldrig løi jeg, aldrig løi jeg, ak føi mig, føi mig, føi mig!

Pigerne:  

Se det var den Gnist, som kan tænde, tænde min hu.

Min Far holdt sit Bryllup som Du. 

Ja, ja, ja, ja, ene Dig vil jeg ha, ene Dig, ene Dig vil jeg ha.

Forsangeren:

Gud Freyr fik det Budskab, 

at Gerde hun kom til Møde i Lunden den lune.

Der favnet de Lykken og drømmede om,

at evig er Elskovens Rune.

Alle: 

Det er Maaneskinskvæld, det er Sommernat.

Ifra Skog, ifra Fjæld, ifra Busk og Krat,

det hvisker, det hvisker saa lindt.

Tag os fat, tag os fat, og vi følger Jer blindt,

denne Nat den er vor, Ungdommen, Ungdommen raar. 

(Alle de dansende Par i lang Kjæde ud af Scenen. Kongen, Skalden og Hirden samler sig nede paa Scenen.)

Sfafrlane: 

Underbar er Festens Rune,

Skjuler mer enn Digtets Lune.

Forsangeren:

Ja visselig gaar Livets Strømme

(Skalden)

gjennem Skaldens Digterdrømme.

Lysalfs Lek fra Skog og Krat

byr dig hele Livets Skat.

Men saa kommer Svartalfskaren,

lokker dig med List i Snaren, 

gjøgler in i al din Hu,

Sværdets Lykke, Sværdets Gru.

Sfafrlane: 

Høvdings Færd gaar uden Krykke,

uden Gru er ingen Lykke.

Dværges Kløgt kan aldrig kvæle

Høvdings Ry og Eftermæle. 

Mørkets Magt kan ei befale

Lysets Daad og Sværdets Tale. 

Skalden:

I det fjerne Gardaland 

vilde Fjælde Nakken løfter.

Svartalfs Esser staar i brand 

mellem Afgrunds dybe Kløfter.

Kan Du naa til disse Sprækker,

galdre Dværgen i hans Færd,

tvinge kan Du, at han rækker

Dig et evigt Seirens Sværd. 

Agt Dig dog for Saarets Flamme,

falsk blir gjerne al dets Daad.

Listig Ondskab fra Dværge stammer,

søg dem ei, søg dem ei, det er mit Raad.

Sfafrlane:

Under al din tale frister 

dine Ord med sælsom Magt.

Du som Skjæbnens Rune rister

har mig som et Budskab bragt.

Jeg vil vove Færdens Fare.

Skalden:

Vil Du vinde Dværges Skat,

Valhals Guder Dig bevare.

Sfafrlane:

Eller møde Dødens Nat.

Skalden:

Jeg Dig følger.

Sfafrlane:

(til sine Fostbrødre og Mænd)           

Aarle Morgen skal vi paa en Langfærdsjagt, –

rust Jer godt.

Jeg gaar i Borgen for en Færd af Høvdingmagt.

Kommer vi med Seir tilbage,

Festens Pragt blir uden Mage.

(Fostbrødrene, Skalden og Hirden har imidlertid sluttet sig om ham, ivrig bevæget over denne Meddælelse. Herunder kommer den dansende Kjæde jublende ind paa Tunet igjen, syngende hvori alle deltar med stort Slutningskor.)

Alle: 

Det er Maaneskinskvæld, 

det er Sommernat.

Ifra Skog, ifra Fjæld, 

ifra Busk og Krat

det hvisker, det hvisker, 

det hvisker saa lindt.

Tag os fat, tag os fat, 

og vi følger Jer blindt.

Denne Nat den er vor, 

hvor al Ungdommen raar.

Lyt til Bækkens Sang 

og til Skogens Sus,

se mot Blomstervang, 

og hør Bølgens Brus!

Slig er Elskovens Ret, 

spinder Skjønhedens Bliv

over svaiende Siv.

Der hvor To bliver Et,

kommer Lys over Liv.

(Danserækken bevæger sig lidt efter lidt mod Baggrunden, og først under sidste Akten, falder tæppet.)