Kosakkene [06-libretto-4.akt]

[42]

FJERDE AKT.

(Stor søjlesmykket forhal i vojvodens hus i Dubno.

Den er festlig pyntet. I baggrunden indgangsdøren, til højre

dør ind til festsalen, til venstre døre til de øvrige rum.)

Scene I.

Kor. Siden Marylka, vojvoden.

Kor: (udenfor scenen)

Du friheds lyse morgen

med straaleblik, med smil om mund,

du dag, som slukker sorgen

i hjertets dybe grund, –

som sænker sol i hvert et sind

og gyder haab og mod det ind, –

vi hilser dig,

vi hilser dig

med tak og pris evindelig!

(Under sagen er vojvoden og Marylka komne ind

fra højre.)

Marylka:

Lyt, fader!

Vojvoden:

Ja, mod himlen svinger

sig deres tak for hjælpen, som

i dybest nød til byen kom.

[43]

Marylka:

Hvor smukt det klinger! (iler til baggrunden og

aabner indgangsdøren, saa den følgende strofe klinger fuldt ind.)

Koret:

Du gyldne dag, som vælder

om hus og slot og hytte ned,

som nattens rædsler fælder

og skjænker os din fred, –

i frydfuldt sind, med lov og pris

vi hilser dig paa fædres vis:

hav tak, o Gud

hav tak, o Gud,

som fried os af mørket ud!

(Naar koret er slut, lader Marylka døren atter falde til

og kommer frem i forgrunden.)

Vojvoden:

(som imens atter er gaaet ind tilhøjre og kommet tilbage).

Ja, nu min lille, i bedste skik

er alt, som du ser, om et øjeblik, –

saa kan vi da fejre gemytlig og flot,

slig som det sømmer min stand og stilling

og den, der ej trænger se paa en skilling,

din bryllupsfest, – saa er alting jo godt?

Marylka:

Ja, far, – og du er saa sød og snil,

en far som du er der ikke til.

Vojvoden:

Visvas, min lille! Naa, det er jo saa,

bedst var det altid, det kan du forstaa,

om Rodion hørte fra fødslen til os;

men adelig er han, gemytlig og bra,

[44]

Polsk vil han bli’, – og skulde jeg da

nægte jert ønske bare paa trods?

Men nu, min lille, maa jeg afsted

og høre, hvad nyt man i byen ved.

(Ud.)

Marylka:

En stakkels blomst kan bygge

og rødder slaa i stenet bund, –

er end den sat i skygge

og trængt af nesler stygge,

den gror dog frem fra stund til stund.

Men vil du dig forbarme,

da skaf dens vækst en bedre muld,

skjænk sollys den og varme –

da breder sine arme

af livslyst og af mod den fuld.

Hvor svulmer da dens blade!

Se, blomst paa blomst sig folder ud!

Og alle dufter glade,

Som om i fryd de bade

en stille takkens bøn til Gud.

(Under slutningen af sangen er Rodion ubemærket

kommet ind indgangsdøren. Naar den er slut, lister han

sig nærmere og slaar med ét armen om hende).

Scene II.

Rodion, Marylka. Siden vojvoden.

Rodion:

Der fanged jeg dig, du søde,

i lænker jeg holder dig fast,

med et kys du nu faar bøde –

[45]

Marylka: (idet hun smutter fra ham)

Der ser du dog, lænkerne brast.

Endnu, min strenge hr. ridder,

Du holder mig ikke i bur, –

før fangen derinde jeg sidder,

maa bedre du ligge paa lur.

Rodion:

(som forgjæves har søgt atter at faa fat paa hende).

Nuvel da, min sødeste pige,

Jeg skal dig ej lægge i baand! –

som falken mod himlen du stige,

vil du hvile blot paa min haand!

Marylka:

Se, det var en anden tale,

den lyder beskeden og net –

jeg naadig skal til dig dale –

Rodion: (drager hende ind til sig)

Og jeg kan faa favne dig tæt.

(Kort pause).

Og nu er du glad, du kjære?

Marylka:

Ja, lykkelig, stolt og rig, –

den lykke jeg knap kan bære,

at jeg har dig evindelig.

Begge:

Det vaaren er, som vaagner

i ungdomsblod, i ungdomssind,

det vaaren er, som vælder fram

i barmen og paa kind.

[46]

Se, isens dække sprænges

om alle elves fyldte barm,

og tvangens lænker kaster de

i lystig trods og harm.

I aller træer brister

de vintergjemte knoppers skal,

og op mod lyset higer de

med spirer uden tal.

Og luften, hør den dirrer

af tusend fugles jubelskrig,

og marken, se den dækkes tæt

af blomstervrimmel rig.

I unge, rige kræfter,

som elskov skabte ved sit bliv,

med jubel vi Jer hilser nu, –

I vakte os til liv!

Vojvoden: (ind fra baggrunden)

Se her, min lille, du har mig tilbage,

og nu skal du høre, – se Rodion, du her!

Ja, I har det godt, – det er vel dage,

naar ung og brud og brudgom man er!

Men hør nu! – af alle kræfter de slaa’s,

og sejren utvilsomt tihører os.

Vi er dem for mange, – de kan ikke staa sig,

jeg tænker, de grundig børst skal faa sig.

Marylka:

Ja, gid til sit hjem I kunde dem jage!

Først da kommer lykkens fredfyldte dage.

Men Rodion, elskte, – du blegner og skjælver!

[47]

Rodion:

Jeg bange for alt, for dig, for mig selv er.

Du fatter den ej, den pine,

som greb mig i dette nu –

at høre om kampen med mine,

at høre, du glædes, du!

Der er ej det nag, som ej hjertet mig slider

der er ej den kval, som min sjæl ej lider, –

jeg vaandes i endeløs gru.

Hvor har jeg dem kundet forlade,

hvor kan jeg dog blive her?

Jeg skulde Jer alle hade,

min plads er jo der, jo der!

Og dog min elskte, ihvad jeg maa lide,

jeg maa bestandig staa ved din side –

men mørkt er det, hvor jeg ser!

Marylka:

(samtidig med Rodions sidste strofe).

Du kan mig ej, elskte, forlade!

I dig kun min lykke jeg ser!

Lad kun dine landsmænd mig hade,

naar blot jeg beholder dig her!

Og husk, min elskte, ihvad du maa lide,

jeg deler din smerte, jeg staar ved din side,

hvor mørkt det og om dig er!

Vojvoden: (ligesaa)

Du kan os ej længer forlade, –

betænk det, – fornuftig dog vær!

Snu om i en anden gade, –

for sent det for længst for dig er!

Vær bare gemytlig, – du kan jo dog vide,

at alt vil sig jevne, – du derpaa kan lide, –

om og nu lidt mørkt du det ser!

[48]

Vojvoden:

Ja vist, du det ta’r for alvorligt, min kjære, –

et lidet, gemytligt basketag, –

vi jager dem hjem, – den hele affære

kan dermed bli ordnet endnu i dag.

(Under denne replik er fra baggrunden kommet ind en

flok unge piger, bærende kranse og blomster).

Vojvoden:

Men der har vi alt de kjære smaapiger, –

gemytlige, søde – goddag, goddag!

Nu skal her bli moro – ja, som jeg siger,

et rigtig gemytligt bryllupslag!

(Vojvoden og Rodion ud i forgrunden til venstre).

Scene III.

Kor. Marylka.

Pigerne:

Vidt har vi vanket,

søster, vi sanked

blomster til dig og din fest.

Lad deres smykke

dig i din lykke

hilse som hyldende gjeæst!

Vel deres væren til dagen er bunden, –

O, men hvad gjælder det timen og stunden?

Ej vil de klage,

vil du dem tage, –

søster, det huer dem bedst.

[49]

Dybt i de dunkle

granskove funkle

stjerner – de smykke dit haar!

Liljer fra bølge,

o, lad dem følge

barmen, som bølgende gaar!

Disse, som kommer fra enge og høje,

vil om den smidige midje vi bøje.

Du dem besjæle!

O, de vil dele

lykken, ihvor du og gaar.

Marylka:

Saa dejlige blomster! – fra dig! – og fra dig!

Jeg ved ej at takke, – for god er I alle!

I blomsterstrør mig min livsensvej!

Der er ej den lykke, jeg min ej kan kalde, –

kun godhed og lykke, saalangt jeg ser.

Aa, kjærlig at mindes, – hvor godt det dog er!

Scene IV.

Vojvoden, Marylka, Rodion, gjæster. Siden

en officer.

Vojvoden:

(idet han og Rodion kommer fra venstre, efterfulgte af

tjenere, som bringer vindkander og bægere).

Saa, endelig alt er i orden bragt,

og nu skal vi rigtig – men det maa jeg sige,

du ta’r dig da straalende ud, min pige!

Ja, ja, det faar sagtens dig Rodions sagt.

Men skal du aftsted?

Marylka:

Ja, far, det er silde.

Min brudedragt venter.

(omfavner ham heftig).

Aa far!

[50]

Vojvoden:

Min lille!

Nu faar du ikke med hovedet hænge!

Og skynd dig saa lidt! Ja, farvel saalænge!

(Marylka tager stumt afsked med Rodion, ud i baggrunden

til venste).

Vojvoden: (til pigerne).

Imens faar vi andre saa godt, vi kan,

more os sammen – det gaar vel an?

(Flere gjæster kommer).

Men der har vi flere – goddag, goddag!

Velkommen under mit ringe tag!

Det er mig en glæde at se Jer, kjære, –

med dette glas vin I hilset være!

Fyld bægrene rask og lad rask os drikke!

Stunden, som spildes, gjenvindes ikke!

Kor:

Vin, som i glød

perlende skummer

livet du rummer

gjemt i dit skjød.

Aanden, den bundne, ved vinen befriet,

stiger mod himlen i svævende flugt,

tungen faar ord, om i mismod den tied,

hjertet sig aabner, om længst det var lukt.

Indvi vor fest,

aand du forjættede, aand du beskjærmende,

festlig dig nærmende

vær du vor gjæst!

(Der drikkes).

(Dans.)

(Et trompetsignal høres udenfor. Dansen stanser).

[51]

Vojvoden;

Hvad var det? (Et nyt signal høres.)

Ah, hæren kom alt tilbage, –

og sejrende, – deri vi fejl ej kan tage!

I hvert fald vil straks vi faa fuld besked –

(skynder sig til udgangsdøren, mødes af en officer, som

ilsomt kommer ind denne.)

Nu?!

Officeren:

Sejren blev vor, – vi jog fienden afsted, –

vildt paa flugt har vi hjemad ham sendt.

Vojvoden og gjæsterne:

Bravo, hurra! saa er krigen endt!

Officeren:

De fornemste fanger hid vil bli’ bragt, –

staute karle, det vil I nok finde.

Jeg tænker, at – naa, de er alt herinde.

(Fangerne, hvoriblandt Taras, føres ledsagede af vagt

ind fra baggrunden).

Scene V.

De forrige. Taras og andre fanger.

Vojvoden:

I sandhed, I har ej formeget sagt.

(Fangerne føres frem til midten af scenen. Rodion,

som under det foregaaende har været i stærk sindsbevægelse,

farer sterkt sammen, idet han ser Taras. Ogsaa denne, som

samtidig bliver opmærksom paa ham, viser paa sin side tegn

paa voldsom bevægelse.)

[52]

Vojvoden: (til Taras)

Naa, hvordan er det, du gamle dig ter?

Du kjender kanske min svigersøn der? –

min svigersøn, ja! – de har bryllup idag,

du kommer lige i bryllupslag.

Taras: (mørk)

Jeg kjender ham, ja!

Vojvoden:

Naa, det var jo vel!

Saa faar du en skaal til hans ære drikke,

en skaal for hans og for brudens held!

Taras:

En skaal for ham, – den drikker jeg ikke!

Vojvoden:

Naa, gjør som du vil, du gamling graa!

Paany over tilje lad dansen gaa!

(Dansen gjenoptages og sluttes).

Taras:

(idet vagten staar i begreb med at føre fangerne bort).

Tillader I mig, før vi herfra os fjerne,

at synge en vise?

Vojvoden:

Det maa du gjerne!

Taras:

Længe fik kosakkens lande

under nødens svøbe lide, –

hjemmefra paa Dnjeprs vande

lod en svend sin snekke glide.

Hvo, som sveg sit land, skal dø!

[53]

Han tartarers rige gjæsted,

der han blev af elskov bunden,

og sin hjertenskjær han fæsted,

tanken paa hans folk var svunden.

Hvo o. s. v.

Til tartarers høvding kaaret

han i leding rask dem førte, –

mod sit eget land han, daaret,

engang drog, de trommen rørte.

Hvo o. s. v.

Til hans lejr en aften silde

kom en kriger, krum af ælde,

høvdingen han søge vilde,

vigtigt nyt han skulde melde.

Hvo o. s. v.

For den unge høvding stedet

mælte han: «Lad alle fjerne!

Taushed trænges, – selv du ved det,

manges viden spredes gjerne.»

Hvo o. s. v.

Men da alle bort var gangne,

retted han sin ryg, den gamle,

mælte saa: «I daarskab fangne

yngling, nu dit sind du samle!»

Hvo o. s. v.

«Du, som har mod fædres fane

kunnet fienders flokke væbne, –

nu forræders usle bane

venter dig, – saa tag din skjæbne!»

Hvo o. s. v.

[54]

Og den unge livet mister

uden modstand, uden bønner,

og idet hans øie brister,

hvisker han: «Jeg end din søn er!»

Hvo, som sveg sit land skal dø!

(Efter sangens slutning falder der en usikker stillhed over

tilhørerne.)

Taras: (til vojvoden.)

Tillader I mig endnu en bøn?

at tale med – Eders svigersøn?

Vojvoden:

Hvis Rodion vil? –

(Rodion gjør en samtykkende bevægelse.)

Nuvel!

(til Rodion)

men du

faar altsaa svare for ham nu!

(Paa et vink af vojvoden føres de øvrige fanger ud døren

i baggrunden. Vojvoden og hans gjæster ind til højre.)

Scene VI.

Taras. Rodion.

Taras:

Hvad er dog dette, Rodion? Svar!

Det er dog alvor ej? Du har

som spejder her kun brudgom spillet?

Ej sandt? Det er, hva du har villet?

Rodion:

Jeg kan ej andet, – kan ej, far!

[55]

Taras:

Du kan ej? –

Rodion:

Far, jeg elsker hende.

Taras:

Du elsker? – Det er sandt?! Nej, nej,

saa haard en straf kan Gud dog ej

en fader sende!

Rodion:

Jeg elsker hende, – jeg har hende vundet, –

hos hende jeg livets lykke har fundet.

Taras:

Aa, ti, vanartede! – Himlen det knuse,

dit hjerte, som slige tanker kan huse!

Har da vanvidet tvundet

om dig sit natsorte spind?

Glemsel af alt, – har du fundet

den i en lidenskab blind?

Mindes du aldrig hjemlandets egne,

steppen, den dyre, som du skulde hegne?

Er den da svundet,

troens den hellige glød af dit hjerte?

Sluktes den brat, dens straalende kjerte,

søn, i dit daarede sind?

Rodion:

Ret har og jeg til at leve!

Død er mig fortidens krav!

Lov har og jeg til at hæve

skatten, som himlen mig gav!

[56]

Taras:

Bedre det var dig af jorden at svinde,

bedre paa timen din grav at finde!

Herren, vor Gud dig forbande,

skjænke dig spot og spe!

jage dig fredløs om lande,

knuget af endeløs ve!

Angerens helvedskvaler dig slide,

til du forsmædelsens død faar at lide!

Herre og bande

mig, din far, at jeg livet dig skjænked!

bande din mor, at hans godhed hun krænked,

dengang du lyset fik se!

Rodion:

Nej, – aa nej! Min mor! min mor!

Hende ramme intet ord!

Har du da hjerte? Jeg taaler det ej!

Gjør, hvad dig tykkes! Stæng for min vej!

Tramp mig i støvet saa meget, du vil!

Hende blot intet maa komme til!

Taras:

Vaagner dog angeren nu tilslut?

Husker du dog, hvad hun har lidt?

hvordan for dig hun har grædt og stridt?

Skjønner du, det bliver hendes død,

hører du engang, hvad du forbrød?

End kan det sones dog, min gut!

Endnu der naade i himlen bor,

var end din brøde aldrig saa stor!

[57]

Før os frelst gjennom fiendernes folk!

Let du det magter, det ved jeg nok.

Ræk mig din haand!

Rodion:

Aa, far!

Taras:

Naa, naa!

Lad mig din hat og din kappe faa!

Saa skal jeg til de andre gaa.

Frelsens budskab jeg skal dem bringe.

Snart du os fører af byen ud.

Saa har du sonet din brøde mod Gud.

Send ham din tak paa bønnens vinge!

(Taras ud i baggrunden).

Scene VII.

Rodion, derpaa Marylka.

Rodion:

Saa skal jeg elskte, dog dig miste!

Det er, som skulde hjertet briste!

Men kan jeg andet? Mor, aa mor!

Du dræbte glæden mig paa jord!

Marylka: (brudeklædt ind fra venstre) 

Min elskte, jeg dig ene finder!

Hvor er jeg glad! Et kort sekund

i dine arme, – alt mig svinder

som i en salighedens blund!

(Han trykker hende heftig til sig).

Men du er sorgfuld! Rodion, sig,

hvad mørkner endnu himlen dig?

[58]

Rodion: (rivende sig løs)

Jeg maa bort!Jeg maa hjem! Aa, alt er forbi!

Marylka, elskte! her skilles vi!

Marylka:

Forlade mig – !

Rodion:

Blind har jeg været, blind!

Hvis her jeg bliver, jeg min moder dræber!

Jeg hørte det nys af min faders læber!

Og jeg føler det selv! Du blir aldrig min!

Marylka:

Og du tror, at jeg saa vil dig miste!

at rolig jeg derpaa vil se,

at mit dyreste livshaab skal briste,

at du af min favn dig vil vriste!

Nej, det skal ikke, skal ikke ske!

For jeg vil ikke lykken forsage!

Den er ej en boble, som brast!

Jeg har ventet i aar og i dage,

Men om nu dug mig fra dig vil jage,

Jeg for altid vil holde dig fast.

Har jeg engang din kunnet blive,

Saa kan vi ej skilles saa!

Jeg skal gjerne mit liv for dig give, –

Men saa længe jeg end er i live,

saa faar du ej lov til at gaa!

Rodion:

Marylka, jeg andet ej kan eller tør

Bliver jeg, min mor af kummer dør.

[59]

Marylka:

Kjender du en moders tanker?

Kjender du en moders bøn?

Ved du, hvordan hjertet banker

Hos en mor for hendes søn?

Saa du tror, at hun sin glæde

Suge kan af sønnens ve?

Tror, en mor i sorg vil græde,

faar hun sønnens lykke se!

Var din mor her, jeg det kjender,

hun mig trykked fast i favn,

signed mig med mund og hænder,

kjærlig gav mig datternavn.

Var hun her! Hun vilde finde

ord, som brød til hjertet vej, –

tvilens blaalys skulde svinde,

dagen gryr for dig som mig!

Rodion:

Aa, Marylka, tør jeg tro,

hvad jeg, ak, saa gjerne vil?

Er det ej blot blændværks spil?

Kan os endnu lykken gro?

Marylka:

Kjærlighedens rige under,

end du fatter ej dets magt!

Hvad i kjærligheden bunder,

har for evig sluttet pagt.

Hadet kampens fakkel tænder, –

Far mod søn og bror mod bror!

Kjærligheden knytter hænder,

Søskenkredsen fast den spænder

om den hele, vide jord.

[60]

Rodion:

Du har ret! Hvor kan jeg tvile?

Kjærlighedens guddomsret!

Atter tør jeg til dig smile,

atter favner jeg dig tæt.

Tvilens klamme islag svinder

under elskovs straaleblik,

bækken løst i jubel rinder, –

vejen den til havet finder,

did, hvor vintrens længsler gik.

Begge:

Kjærlighed, din vælde viser

hver en rede, bygt i skjul, –

Kjærlighed, din almagt priser

jubelfyldt hver fattig fuglt.

som en hymne sangen toner

over jordens vide rundt,

suser over skovens kroner,

rækker stjerners millioner

som et kys fra jordens mund.

(Under sangen er Taras kommed ind fra baggrunden.

Staar en stund slagen).

Scene VIII.

Finale.

Taras:

Nu, Rodion, er du rede?

Rodion:

Nej, aldrig jeg gaar fra hende.

Her er mit liv, min glæde,

Her er min plads paa jord

til mine dagers ende.

[61]

Taras:

Er det dit sidste ord`

Rodion:

Det er det.

Taras:

Fyldt er dit maal.

(Har ved de sidste ord revet Rodions sværd ud af

skeden og støder ham ned.)

Rodion: (synker sammen)

Jeg dør!

Marylka:

Aa, Rodion, elskte, – nej!

saa grusom er dog himlen ej!

Vojvoden:

(kommer fra højre, gjæsterne følger efter, saa scenen efter-

haanden fyldes).

Hvad skrig? – Er Rodion saaret? Svar!

Fordømte gamle, til helved far!

(vil støde ham ned).

Rodion:

Nej, skaan ham, hør min sidste bøn!

Jeg har ham forraaadt, – og jeg var hans søn!

Gjæsterne:

Hans søn!

Vojvoden:

(lader vaaabnet synke.)

Saa far da i fred!

[62]

Rodion:

Far, hils min mor!

Marylka:

Aa, Rodion, Rodion!

Rodion:

Marylka, du elskte!

(dør).

(Idet tæppet falder, ser man Taras, som hidtil har

staaet i stum betragtning, gaa langsomt mod baggrunden.

Alle viger tilside.)