Til seters [03-libretto-1.akt]

Til Sæters.

Dramatisk Idyl med Sange

Af

C. P. Riis

Christiania.

Feilberg & Landmarks Forlag

Berner & Comp.s Tryk.

1850

[2]

blank side

[3]

Til Sæters.

[4]

Personerne.

Sigrid.

Ragnhild.

Asmund.

Nordal, student.

Steenby, student.

Busk, student.

Skoleholderen.

Peer og Halvor.

[5]

(En Sætervold omgiven af Granskov. I Baggrunnen Snee-

fjelde. Til Høire Sæterhytten. – Aften.)

Første Scene.

(Asmund sidder paa en Steen i Baggrunden. Fjerne Luurtoner).

Asmund:

(Mel. Jeg veet en liten Jente.)

1.

Jeg var saa fuld af Glæde

En Hjertenskjær jeg vandt;

Nu maa jeg Stakkel græde;

Mit bedste Haab forsvandt.

2.

Gud hjælpe den herneden,

Som har et ærligt Sind,

Og troer paa Kjærligheden,

Og Jentens glatte Kind.

3.

Hvorhen skal jeg mig vende?

Jeg øiner ingen Sti –

O Gud forlade hende;

Med mig er det forbi!

[6]

Anden Scene.

Asmund. Skoleholderen.

Skoleholderen:

(afsides).

Hvad er det? – sidder han ikke der endnu?

(høit) Asmund!

Asmund:

Er det Dig Skoleholder – god Kveld!

Skoleholderen:

Hvad gjør Du her?

Asmund:

Jeg vilde blot see hende endnu engang; jeg

vilde dog saa gjerne sige hende Farvel, førend jeg

reiser bort.

Skoleholderen:

Hvortil kan det hjælpe? reis uden at see

hende; det er det bedste. Du kan tro mig Asmund,

jeg har Erfarenhed. Kaldes ikke Kvinden i Bi-

belen Slangens Afkom? Have de ikke Alle deres Ex-

trakt fra Eva, som ved sin store Ugudelighed bragte

[7]

Synd og Fordærvelse ind i Verden? Er det ikke

dem, som forføre os til Øienslyst og Kjødslyst og

Dands og Bordkjørerspil og Fraadseri og Druk-

kenskab, og alle Laster! – Jeg ønsker ofte i mit

stille enfoldige Hjerte, at de aldrig havde været skabte.

Asmund:

Saa havde jo Du heller ikke været til.

Skoleholderen:

Gid det var saavel, at mine Øine vare for-

blevne lukkede for denne syndige Jords Elendighed.

Er det ikke dem, som ved deres djævelske Fag-

ter og Miner afvende den unge mandlige Slægts

Øine og Tanker fra Præstens Opbyggelse i Kirken

om Søndagene? Er det ikke dem som lokke Unger-

svendene til Sæters hver Lørdagskveld?

Asmund:

Men – hvad bestiller Du her?

Skoleholderen:

Jeg – jeg – vil Du ha’e mig til Nar?

Mener Du at jeg er en Natteløber? – Du kan

gjøre for mig hvad Du vil. Naar du ikke troer

[8]

mig, kan Du gaae ind, hvis Du har Lyst til at see

med egne Øine hvor hun lefler med Halvor.

Asmund:

Gaae ikke bort fra mig; jeg skal gjøre Alt

hvad Du vil.

Skoleholderen:

Det er tungt for en Mand, naar han er i sit

lovlige Kald, – naar han gaaer omkring for at

advare de Uerfarne mod deres vederstyggelige Lyster,

– at udsættes for en saadan oprørende Behand-

ling. Du brude takke mig for at Dine Øine ere

opladne. Jeg har revet Din Sjæl ud af Djæve-

lens Kløer ligesom Moses, da han førte Jøderne

ud af Ægypten, og strakte sin Stav udover det røde

Hav, saa at Pharo og hele hans Hær druknede paa

Bunden. Jeg har advaret Dig da jeg mærkede at

hun bedrog Dig, – jeg har – –

Asmund:

Hvormed skal jeg forskylde Dig alt det Gode

Du har gjort mod mig`?

Skoleholderen:

Verdens Børn have deres syndige Begjæringer

[9]

henvendte paa det fordærvelige Mammon, men hvad

jeg gjør, gjør jeg for Din egen Skyld – for at

redde et fortabt og vildfarende Lam.

Asmund:

Farvel da. –

Skoleholderen:

Det er Ret. – Bryd Dig ikke om hendes

Utroskab. Jeg skal endnu bevise Dig en Billig-

hed. Jeg skal kjøbe Din Gaard for at Du hurtigere

kan komme bort herfra – til Amerika – hiint for-

jættede Land, hvor Guldet groer som Potetes –

hvor der hverken finde Skydslov eller Veilov eller

andre Tyngsler. Men – her er ikke godt for Dig

at være; – Du kunde let møde hende: – jeg

skal følge Dig et Stykke paa Veien, saa kan vi

snakke sammen derom. (de gaae).

[10]

Tredie Scene.

(Sigrid kommer ud af Sæterhytten; siden Ragnhild).

Sigrid:

(Mel. Jeg seer Dig ut for Gluggen.)

1.

Til Fjeldet maa jeg flytte,

Naar Gæsset spirer frem;

I Dalen staaer min Hytte,

Den er min Glædes Hjem.

Men nu hviler Solen sig mat paa Aasen,

Og nu vaagne Nattens kjølige Vinde,

Og Studen staaer inde

Og brøler i Baasen; –

Nu er det Lørdagskveld.

Suril, suril, suril surillil.

2.

Paa Fjeldet Storme hvine

Henover Ur og Myr;

I Dalen gamle Stine

Fortæller Eventyr.

Men nu har jeg lavet Dravle og Myse,

Og nu er jeg pyntet med Søljer og Ringe

O hør hvor de klinge,

Og see hvor de lyse.

Nu er det Lørdagskveld.

Suril, suril, suril, surillil.

[11]

3.

Paa Fjeldet Bamsen springer,

Og lusker sig omkring;

I Dalen Gutten svinger

Sin Jente rundt i Ring; –

Men nu ere Fyrene alt paa Veien;

Saa hurtigt som Svalen kan bruge sin Vinge

De flyve og springe

Omkap over Heien:

Nu er det Lørdagskveld.

Suril, suril, suril, surillil.

Men Ragnhild – vil Du ikke klæde Dig om?

See bare paa mig, hvor gild jeg er.

Ragnhild:

For hvem skulde jeg pynte mig?

Sigrid:

For Skoleholderen.

Ragnhild:

Det er ikke vakkert af Dig at Du skal spotte

med min Sorg. Veed Du ikke hvor lei jeg er paa

[12]

ham; jeg er vis paa at det er ham, som har vendt

Asmunds Sind fra mig.

Sigrid:

Troer Du det var min Mening? Jeg vilde

ikke længer ha’e Dig til Søster, hvis Du tog den

sære Skoleholderen.

Ragnhild:

Hvorfor snakker Du da bestandig om ham?

Sigrid:

Det er bare for Løier, – men lad Asmund

løbe sin Vei. Naar han glemmer Dig, kan Du

glemme ham igjen.

Ragnhild:

Uf – det kan Du sige, som endnu ikke har

prøvet nogen Hjertesorg.

Sigrid:

Mener Du det? Har jeg ikke allerede to Frierer,

og det ovenikjøbet troværdige Karle, som ikke løbe

bort fra mig. Men Du maa aldrig troe at jeg vil

[13]

ha’e Nogen af dem; det er bare saa morsomt at

gjøre lidt Nar af dem .

(Mel. Møllervisen)

1.

Og jeg vil ha mig en Hjertenskjær –

Jaja Hertenskjær!

Men en lei, eller sint, eller suur,

eller gjærrig og gammel kar,

Som drikker sig fuld,

Og falder romkuld –

Ham svarer jeg: nei!

Pak Dig bare din Vei!

Selv om han en drabelig Lensmand var.

2.

Men jeg vil ha’e mig en Hjertenskjær –

Jaja Hjertenskjær!

Som er stor, som er stærk,

som er kjæk, som er trofast og vakker ja

Som alltid er mild,

Og venlig og snild,

Som elsker for Gud

Sin egen lille Brud;

See, saa skal han være, som jeg vil ha’e!

3.

Og han skal være min Hjertenskjær –

Ja min Hjertenskjær!

[14]

Og jeg skal være god imod ham,

jeg skal elske ham evig tro, –

Og klappe hans Kind,

Og kvikke hans Sind,

Og bage hans Brød,

Og koge ham hans Grød, –

Og saa skal vi leve saa godt vi to! –

Ragnhild:

Du skulde ikke være saa stor paa det, der kunde

nok komme den Tid, da Du vilde fortryde det.

Sigrid:

Jeg er ikke stor paa det; jeg forlanger ikke

at han skal være riig, – men Liv skal der være

i Gutten. Du skjender paa mig, som om jeg

var en liden uvittig Jente, men stod jeg ikke paa

Kirkegulvet ivaar, – og Du er jo ikke mere end

to Aar ældre. Hvorfor skal jeg græde saalænge

jeg kan lee? – Kan jeg hjælpe for at jeg er

glad?

Ragnhild:

(falder hende om Halsen).

Vær ikke vred paa mig.

Sigrid:

Gud velsigne Dig Ragnhild, hvor kan Du

[15]

snakke saa. Det er jo mig som er ond mod Dig,

istedetfor at trøste Dig. Men nu skal jeg gjøre det

godt igjen, naar du blot ikke vil see saa bedrøvet

ud. Jeg skal gjøre Alt hvad Du vil. Skal jeg

synge en Vise for Dig?

Ragnhild:

Tys!

Sigrid:

Det er Skoleholderen; jeg kjender ham paa

Gangen. Gjem Dig.

Ragnhild:

Hvor?

Sigrid:

I Sætren; jeg skal nok vise ham Vinterveien.

Skynd Dig, der er han.

Fjerde Scene.

Sigrid. Skoleholderen.

Skoleholderen:

(smaasnakkende med sig selv).

Det var en Guds Lykke at jeg traf ham; han

[16]

kunde jo let i sin Ubetænksomhed have ødelagt mit

hele Anslag, men man narrer ikke mig saa let.

Snart er baade Asmunds Gaard og Kjæreste min.

Nu vil jeg ind og besøge min kjære Ragnhild.

Sigrid:

Pirum!

Skoleholderen:

Hvad?

Sigrid:

Pirum!

Skoldeholderen:

Hva er det for et Sprog?

Sigrid:

Pirum!

Skoleholderen:

Jeg er ikke klog, at jeg giver mig i Snak med

den taabelige Jente. (vil ind i Sætren).

Sigrid:

(snapper Nøglen af Døren).

Skoleholderen:

Giv mig den!

[17]

Sigrid:

Pirum!

Skoleholderen:

Strax hid med den uden Indvendinger!

Sigrid:

Pirum!

(Mel. Klæggen tala aat Flugo si.)

1.

Skoleholderen: 

Sigrid, vær nu et artigt Barn!

Sigrid:

Pirum!

Skoleholderen:

Vil Du Lystre mig strax Dit Skarn.

Sigrid:

Pirum, parum og pirium

Lirum, larum og lirium,

Og pirum.

2.

Skoleholderen:

Jeg mener Jenten er reent besat!

Sigrid:

Pirum!

[18]

Skoleholderen:

Vogt Dig Sigrid, faaer jeg Dig fat!

Sigrid:

Pirum, parum og pirium,

Dirum, darum og dirium,

Og pirum.

(Musikken gaaer over til en Springedands, udner hvilken Skolehol-

deren forgjæves søger at fange Sigrid. Omsider saætter han sig træt og

stakaandet paa Dørtærskelen).

Skoldeholderen:

Ak! det er en Tidernes Fordærvelse vi leve i!

Sigrid, kan Du bære det over Dit Hjerte at drille

Din gode Skoleholder, som har lært Dig baade at

læse og stave.

Sigrid:

Og som slog og luggede mig, og gjerne havde

slaaet mig fordærvet, hvis han havde faaet Lov.

Skoleholderen:

Kom hen til mig; jeg kal ikke gjøre Dig no-

get ondt.

Sigrid:

Pirum!

[19]

Skoleholderen:

(trækker en Tobakspibe frem).

Slip mig bare ind, at jeg kan faae tændt.

Sigrid:

Der er ikke Varme paa Peisen.

Skoleholderen:

(banker paa Døren).

Ragnhild! – Svar mig strax, er hun derinde?

Sigrid:

Du kan jo see efter.

Skoleholderen:

Vil Du svare mig anstændigt. Veed Du ikke

at der staer i Din Lærebog at Du skal agte og

adlyde dine Lærere og Foresatte! Hvor er Ragnhild?

jeg vil vide det.

Sigrid:

Søg hende op.

Skoleholderen:

Er hun i Fjøset?

Sigrid:

See efter.

[20]

Skoleholderen:

Jeg faaer gjøre det, – men jeg skal ikke glem-

me Dig, – naar Ragnhild er min –

Sigrid:

Pirum!

Skoleholderen:

Hu! kom ikke med den forbandede Lyd! den

toner for mit Øre som en Helvedes Ged; men den

leer bedst, som leer sidst! – Naar Ragnhild er min

jager jeg Dig bort; jeg vil ikke ha’e et saadant

ugudeligt Barn i mit Huus. (Gaaer).

Femte Scene.

Raghild. Sigrid.

Sigrid:

Ragnhild, kom ud!

Ragnhild:

Er han borte!

Sigrid:

Ja, han gik ned i Fjøset for at see om Du

[21]

var der. Nu skal jeg liste mig efter, og lukke Kro-

gen for, saa kan han staae der; hahaha! (hun løber ud).

Sjette scene.

Ragnhild.

Hvor lystig hun er. Saa var jeg ogsaa en-

gang, men nuj er det for stedse forbi.

(Mel. Aa Ola, Ola min eien o. s. v.)

1.

Den raske Gutten jeg kan ei glemme;

Uf! hvorfor ble han dog ei her hjemme?

Hvad har jeg syndet, hvad har jeg gjort,

At med min Lykke han reiste bort?

2.

Jeg skal ei klynke, jeg skal ei sukke,

Ind i mit Bryst skal jeg Sorgen lukke;

Og jeg skal smile, og jeg skal lee,

Paa Jorden ingen min Sorg skal see.

3.

Naar Alle sove, min Graad skal flyde,

Den tause Nat skal min Klage lyde;

Der kan gaae Dage og lange Aar, –

Min Sorg vist aldrig en Ende faaer.

[22]

Syvende Scene.

Ragnhild. Sigrid

(kommer leende ind).

Sigrid:

Nu har vi ham under Forvaring, hør hvor

han skraaler.

Ragnhild:

Bare han ikke slipper ud!

Sigrid:

Nei, det kan Du være tryg for.Men lad

ham komme! Jeg skal forsvare Dig om det saa var

mod ti Skoleholdere.

Ragnhild:

Hvad var det for et underligt Ord Du sagde

til ham?

Sigrid:

Pirum!

Ragnhild:

Hvad betyder det?

Sigrid:

Jeg veed ikke; det faldt mig i Munden just

[23]

som han kom. Du kan ikke tro hvor sint han blev.

Kom!

Ragnhild:

Hvor vil Du hen?

Sigrid:

Lad os drille Halvor og Peer lidt, nu har vi

dem strax. Tænk hvor flau de vil blive naar de

finde Sætren tom! Vi gaae hen til Ingeborg paa

Sør-Sætren og fortæller hende hvad vi have gjort

med Skoleholderen. Kom! (De gaae).

[23]

Ottende Scene.

Nordal. Steenby. Busk.

Chor:

(uden for Scenen).

(Mel. Urvägen for gamla o. s. v.)

1.

Til Sæters nu synker Solen ned;

Skyggerne blive dunkle og lange,

Fremad vi gaae med lystige Sange,

Een to! – hold Takten – raskt afsted!

(Nordal, Steenby og Busk, Alle i Vandringskustumer, træde ind).

[24]

2.

See Sætren! hurra! der vil vi bo!

Marschen er endt, derinde os venter

Hundrede Løier og deilige Jenter,

Holdt, holdt! her slaee vi os til Ro!

Busk:

Er det her?

Nordal:

Ja!

Busk:

Det elendige Huus derhenne?

Nordal:

Ja!

Busk:

Er det der Du vil vi skal ligge?

Nordal:

Ja!

Busk:

Hvormange Værelser er der?

Nordal:

Eet.

Busk:

Hvormange Senge er der?

[25]

Nordal:

Een.

Busk:

Men, saa er der jo ikke Plads til os Alle.

Skal Fruentimmerne ogsaa ligge der?

Nordal:

Naturligviis.

Busk:

Men – jeg mener Du er forstyrret. –

Nordal:

Du faaer tage tiltakke med Leiligheden. –

Vær nu ikke grætten! Paa en Fodvandring maa

Du finde Dig i Mangler og Ubekvæmmeligheder,

vaade Klæ’r og saadanne Bagateller. Det er jo

netop dem som bidrage til at gjøre den pikant.

Desuden er det ikke saa galt som du troer. Komn

bare ind i Sætren, skal du see hvor peent og reent det er.

Busk:

Fy, hvilket Mørke!

Nordal:

Hvad gjør det?

[26]

Busk:

Der er jo ingen Folk.

Nordal:

Nei, Jenterne ere muligens ikke komne hjem

endnu.

Busk:

Finder Du maaske ogsaa det morsomt?

Nordal:

Ja, jeg gjør. Jeg finder Glæde i alt muligt.

Det er ligesom jeg er bleven et nyt Menneske siden

jeg kom ud og fik rystet Bystøvet af mig.

(Mel. Zeit Vater Noah im Becher goss o. s. v.)

1.

Den friske Vind og den milde Luft

Har vakt mit freidige Mod,

Og fyldt mit Hjerte med vaarlig Duft,

Og let bevinget min Fod.

Nu er jeg i mit Element!

Jeg svinger med Hatten og synger og jubler tralalala.

Hurra, hurra!

Hurra, jeg er en Student!

[27]

2.

Tilfjelds, tilfjelds, hvor den vilde Reen

Med Vinden løber omkap!

Tilfjelds, tilfjelds, over Stok og Steen

Til Vardens øverste Knap!

Jeg stiger fra Skrænt til Skrænt,

Men kommer der Nogen og spørger:

hvem er den forvovne Gjæk?

Jeg svarer kjæk:

En reisende norsk Student.

Busk:

Jeg for min Deel vilde ønske at jeg aldrig

have ladet mig forføre til at være med paa denne

forbannede Tour.Nu har jeg kastet en heel Uge

bort, og hvor langt kunde jeg ikke have læst i den

Tid. Det er mig desuden umuligt at indsee hvad For-

nøielse der kan være i at gjøre disse halsbrækkende

Vandringer mellem Fjelderne, som ikke give andet

Udbytte en Saarbenthed og revne Frakker (Til Steen-

by, som imidlertid har siddet og skrevet) Hvad Siger Du?

Steenby:

Jeg, jeg synes det er fortræffeligt. Nu skal

jeg forelæse Eder et Digt:

Det var en glitrende Morgenstund.

Naturen lignet en søndagsklædt Kirke.

[28]

Narhanerne spilled af Hjertensgrund

I skjæggede Graner og tindrende Birke.

Det toned igjen af Lok og Luur

Fra Klippevraa og fra Jetteur;

Og alting dirred i Duft og Klang

Med underlig, sælsom Fortoning.

Jeg synes det klinger langt mere norsk end Fremtoning.

Men Huldresukket og Fuglens Sang

Fyldte mit Brys med en salig Forsoning.

Nordal:

Var det alt?

Steenby:

Ja, her er et Andet.

Nordal:

Nei stop, jeg har heller Lyst til at vente indtil

Dit Værk kommer ud i Trykken. Er det Skillings-

magasinet Du agter at lyksaliggjøre med dine Rei-

seskisser. Det bør du gjøre, saa kan du ogsaa faae

dem illustrerede.

Steenby:

Kan hænde! Jeg skal ialfald ikke glemme at

give Dig et passende Skudsmaal.

Nordal:

Vil su sætte mig ind i Reisen?

[29]

Steenby:

Ja, hvorfor ikke?

Nordal:

Jeg protesterer.

Busk:

Jeg ogsaa.

Steenby:

Men jeg nævner Eder blot med Begyndelses-

bogstavet.

Nordal:

Det faaer du heller ikke Lov til. Jeg forlanger

at see Korrekturen, og foretage de fornødne Foran-

dringer.

Busk:

Jeg forbeholder meg samme Ret.

Steenby:

Nei. Jeg underkaster mig ingen Sensur.

Nordal:

Aaja. Det kan ogsaa i Grunden være lige-

[30]

gyldigt. Du faaer alligevel ingen Forlægger

til Dagbogen.

Steenby:

Hvor Du er ufordragelig med Din Egoisme.

Busk:

Ja det siger jeg ogsaa. Fordi han har Lyst

til at brække Halsen, kan han dog ikke med Billighed

forlange at vi skulle dele samme vanvittige Tilbøie-

lighed.

Nordal:

Tys, hør bare!

Busk:

Jeg hører ingenting.

Nordal:

Hører du ikke Luren i det Fjerne. Tager det

sig ikke guddommeligt ud. See hvor smukt Solen

forgylder Fjeldtoppene! O, jeg føler i dette Øieblik

en uovervindelig Lyst til at omfavne Alt, som paa

nogen Maade lader sig omfavne; især alle de dei-

lige Jenter vi møte paa vor Vandring (omfavner Busk).

Busk:

Slip mig, er Du gal? anseer Du mig for et

Fruentimmer.

[31]

Nordal:

Herregud, Du kan dog altid taale en venskabelig

og velment Demonstration. Vær nu i godt Humør.

Busk:

Siig mig oprigtigt; skal vi bli’ e her inat?

Nordal:

Javist.

Busk:

Men – sæt nu at Sætren er ubeboet.

Nordal:

Saa tage vi den i Besiddelse som herreløst

Gods, saa tænde vi Ild paa Peisen og gjøre os

lystige. Tænk bare hvilken udmæret Situation.

Men hør Steenby, nu skal Du være lidt selskabelig!

Væk med Dagbogen.

Steenby:

Her er jeg.

Busk:

Tys, jeg hører Fodtrin, bare det ikke er en –

Steenby:

Hvad mener Du? troer Du maaskee det er en

Røver?

[32]

Busk:

Nei, men en Bjørn.

Nordal:

Ja, hvad vilde Du saa gjøre?

Busk:

Jeg vilde naturligvis løbe. Gudskee Lov, det

er et Menneske.

Niende Scene.

De forrige. Asmund

Asmund:

(afsides).

Jeg maa see hende.

Nordal:

(gaaer hen til ham).

Godaften!

Asmund:

Slip mig.

Nordal:

Hvad? er det Svar paa høflig Tiltale?

[33]

Asmund:

Lad mig gaae.

Nordal:

Nei, stop lidt Kammerat! Lad os nu godsnakke

med hinanden. Vi ere reisende Studenter fra Chri-

stiania, mit Navn er Nordal, hvad hedder du?

Asmund:

Asmund.

Nordal:

Hvor skal du hen?

Asmund:

Til Amerika.

Nordal:

Hvad for noget! har Du vel betænkt det Skridt

Du der gjør!

Asmund:

Ja, kom og vær med.

Steenby:

Han faaer ikke Lov at reise; faaer han vel?

Nordal:

Nei, det er klart.

[34]

Busk:

Hvad kommer det os ved; kan ikke Manden

gjøre som han vil?

Steenby:

Er det ikke vor Pligt at rive ham ud af hans

Vildfarelse? Naar Du seer et Menneske, som er nær

ved at drukne, vi Du da ikke idet mindste forsøge at

redde ham?

Busk:

Det er noget ganske andet. Jeg deler ikke

Eders usunde poetiske Patriotisme. Naar et Land

er overbefolket maa Nogen flytte ud.

Steenby:

Kan Du sige at Norge har for stor Folke-

mængde? Jeg gad vidst om der nogetsteds kan være

bedre Plads end netop her.

Busk:

Ja, naar Du kunde skabe Fjeldene om til Agre

og Enge. Nei, reis De Herr Asmund.

Steenby:

Tro ham ikke.

[35]

Nordal:

Maa jeg faae et Ord med i Laget.

(Mel. Bor jeg paa det høje Fjeld.)

1.

Hvorfor styrer Du din Gang

Fra Din Fædrenebygd mod de fremmede kyster?

Er det Viinlands gylde Vang

Som Dit Øie saa sælsomt forlyster?

Er Din Barndomsegn ei smuk?

Om dens Fred er Du sat til at vaage og værne.

At hvormangt et Længselssuk

Vil Du sende her hjem fra det Fjerne.

Norge er saa kjærlig en Moe’er,

Hende vil vi prise i Chor;

Hende elsker Du min Bro’er,

Meget meer end Du aner og troer.

Chor af Studenterne:

Norge er saa kjærlig en Mo’er o. s. v.

Nordal:

2.

Svulmer ikke stolt Din Barm,

Gjør ei Fædrenes Daad dig begeistret i Aanden?

Føler Du Dig ikke varm,

Naar Du trykker en Landsmand i Haanden?

Har du aldrig kjendt den Trøst,

Og den Kraft, som er lagt i de hjemlige Toner?

Kan Du glemme deres Røst

Om Du drog til de fjerneste Zoner?

[36]

Reis mod Nord, mod Syd og mod Vest,

Kort og stakket varer Din Fest;

Ude er Du kun en Gjæst,

Bliv herhjemme, her har Du det bedst.

Chor af Studenterne:

Reis mod Nord, mod Syd o. s. v.

Nordal:

3.

Norge, elskte Fødeland!

Med de stolte og herlige Fortidens Minder;

Med den vilde Klippestrand,

Med de høie og svimlende Tinder;

Med de klare Kildevæld,

Med de trange, og dybe og yndige Dale, –

For Din Hæder og Dit Hæld

Skal vi kjæmpe med Daad og med Tale!

Trodse Savn og Trængsler og Nød!

Bryde Glad vort møisomme Brød!

I Dit moderlige Skjød

Skal vi slumre saa sødt i vor Død!

Chor af Studenterne og Asmund:

Trodse Savn og Trængsler og Nød o. s. v.

Nordal:

Bravo, det kan jeg lide; men, hvad gaaer der

nu af Dig igjen? hav Tillid til os. Tal ligeud

hvem veed om vi ikke idetmindste kan give dig et

[37]

godt Raad! Hvad er det som ligger Dig paa Hjerte,

er det Kjærlighedssorger?

Asmund:

Ja!

Steenby:

Nu bliver Eventyret interessant. Det kan blive

en smuk Episode i Reisen.

Nordal:

Er hun bleven Dig utro?

Asmund:

(sukker).

Ja!

Nordal:

Hvad hedder hun?

Asmund:

Ragnhild.

Steensby:

Er hun vakker?

Asmund:

Ja, det er den gildeste Jente i Dalen.

[38]

Nordal:

Hvad hedder Din Rival?

Asmund:

Hvad er det?

Nordal:

Din Medbeiler, forstaaer Du det nu?

Asmund:

Halvor.

Nordal:

Er han peen?

Asmund:

Nei.

Nordal:

Er han riig?

Asmund:

Nei, det er en Huusmandsgut.

Nordal:

Er han da godlidelig?

Asmund:

Nei, jeg kan ikke sige at jeg lier ham.

[39]

Nordal:

Og saa skulde Ragnhild foretrække ham for en

Fyr som Dig. Hvor boer hun?

Asmund:

Her.

Nordal:

Og veien til Amerika gaaer her forbi?Du er

altsaa ikke vis i Din Sag. Er hun alene?

Asmund:

Nei, Sigrid, Søsteren hendes er her ogsaa.

Nordal:

Men saa kan det jo let være hende Halvor

frier til.

Asmund:

Ak – nei! Kvinden er Slangens Afkom.

Nordal:

Hvad er det for taabelig Snak.

Steenby:

Hvem har lært Dig det?

[40]

Asmund:

Skoleholderen.

Steenby:

Saa er Skoleholderen en Slyngel.

Asmund:

Troer ikke Du heller det er sandt?

Nordal:

Nei, Gud være lovet, det gjør jeg ikke.

Asmund:

Troer Du at Skoleholderen –

Steenby:

Er en Skurk!

Asmund:

Troer du virkelig han kunde have løiet.

Nordal:

Jeg haaber det ialfald.

Asmund:

Gid det var saa vel! Jeg skulde forære Dig

[41]

den bedste Qvie jeg har paa Stalden, jeg skulde

holde et dundrende Lag for hele Bygden i otte

samfulde Dage tilende; jeg skule slaae Skoleholderen

fordærvet, jeg skulde –

Nordal:

Hvor vil du hen? til Amerika?

Asmund:

Nei, ind til hende.

(Man hører Melodien til den følgende Sang bag Scenen).

Nordal:

Bravo, men tys, hvad er det?

Asmund:

Det er Halvor; han kommer altid syngende.

Nordal:

Det gaaer fortræffeligt! Nu kan Du faae Over-

beviisningen i hænderne! Sætren er tom; vi gaae

derind og skjule os. Nu vil Du let erfare om Sko-

leholderen har narret Dig eller ikke. Skynd Jer,

kom med Busk. Stille!

(de gaae ind i Sætren).