Kjærlighet uten strømper [08-libretto-epilog]

[89]

Epilogue

til

Kierlighed uden Strømper.

Mercurius:

(kommer ned fra Olym-

pen under Basuners lyd, og siger:)

Jeg er Mercurius, og gid jeg var det ikke!

Man mig i Sinde faaer hvert Øyeblik at skikke

Snart hid, snart did.Det Fad, som just paa Bordet stod,

Da jeg min Ordre fik, jeg nødigen forlod;

Det var min egen Ret, det var boeuf à la mode;

Nu skal du, tænkte jeg, ret giøre dig til gode,

Da Jupiter (thi hvad kand han ey falde paa,

Naar han beskænket er, og han er ofte saa)

Mig den Befaling gav: løb ned til dem paa Jorden.

Spørg, om de har forglemt al gammel Skik og Orden.

[90]

Spørg, hvad Formastelse dem kunde bringe til

At udelukke os af høye Synge-Spil,

Og spørg Forfattere, som binde faste Knuder,

Hvordan de løse dem foruden hjelp af Guder,

Den Jupiter har og Spioner overalt;

Jeg gad nok engang vidst, hvem der har ham fortalt,

At man nu skulde her et Syngestykke spille;

Det værste er endnu, jeg kommen er for silde;

Jeg ser den hele Troup har faaet Banesaar.

Om med den Tidende til Jupiter jeg gaaer,

Han som en rasende da vist afsted vil tage,

Og vidste jeg endda, der var lidt Mad tilbage,

Saa reyste jeg dog strax; men kiender jeg Vulcan,

Saa er alt Bordet reent; Mars ogsaa som en mandag

fortære kand sit Foer, det faaer jeg nok fornemme.

(Meget ynkeligen til Orchestret.)

O! vidste I hvor jeg maa lide Sult der hjemme,

I ey fortænke mig, ifald jeg Eder bad,

Jeg maatte nyde lidt i dette Erte-Fad.

(Han spiser Erter og snakker som følger:)

Tyvs Privilegium jeg har blant Guder ene;

Men derved er der nu ey meget at fortiene,

[91]

Man nu ey finder meer, hvorvidt man søge vil,

Et Skriin, en Kiste, Skab, som jo er lukket til;

Man lukte ey for Guld udi den gyldne Alder,

Nu alting hiemmes skal. Hvor sielden forefalder,

At man kand treffe på en Trøye, et par Skoe.

Naar sligt skal feyes ud, saa bliver en mark, høyt to

Den hele stads.

(I det han seer paa Ligene.)

Men hvad? er jeg afsindig bleven?

Jeg, som saa lang en tid min Profession har Dreven,

Fordyber mig i Fjas, naar Lykken byder mig

En skiønne Leylighed at plyndre dissse Liig.

(Han setter Skaalen fra sig.)

Jeg her begynde vil.

(Han begynder paa Jesper.)

Jesper:

(Som troer det er Johan,

som vil plyndre ham.)

Johan i Dødens Rige.

Jeg seer, du ey engang fra din Natur kand vige;

[92]

Hvad nytter saadant nu?

Mercurius:

Du tager feyl min Ven.

Jeg er Mercurius.

Johan:

(Som endnu ligger og pines,

igientager af sine sidste Ord.)

En Tyveknægt.

Mercurius:

(Troer, det er Jesper.)

Igien?

Forvovne!

Jesper:

Straf ey mig; det Echo er, som græder;

Den falder, som de seer, lidt plump paa disse Steder.

Mercurius:

At tale uden Liv, det lader meget slet,

Og røber en Poltron, som ey har dræbt sig ret;

Dog dette var en feyl, som kun angik Parterre;

Men naar du snaksom vil paa min Bekostning være,

Jeg Publicum og mig paa eengang hævne bør;

Nu skal du døe tilgavns og ey på Skrømt som før.

(Han slaar ham med sin Stok.)

Jesper:

Jeg lever op.

[93]

Mercurius:

Just da en fræk Forræders Brøde

Jeg give vil sin Løn, jeg vækker ham af Døde,

Og glemmer, hvad et Slag af denne Stok formaaer.

Jesper:

Saa jeg behøver ey at takke dig derfor;

Fortryd da ikke paa, at Jesper holder inde

Med den Taksigelse, han havde just i Sinde

At giøre dig. Men hør, fortæl mig dog engang:

Gaaer Tyverie, som her hos Guderne i Svang?

En Livløs alle Ting vel skiælner ey saa nøye,

Men, om jeg turde troe mit Øre og mit Øye,

Du i vort Erte-Skab først bød dig selv til Giest,

Og siden, syntes mig, min Kalemankes Vest

I Fare var.

Mercurius:

Saavidt jeg seer af denne Sludder,

Du tænker Tyverie saavel vanærer Guder

Som Mennesker, men viid, du tænker som en Nar.

Biid, Skiebnen hver en Gud sit Væsen givet har;

At stiele blev nu mit, jeg Skiebnens Love følger,

Og at du ey skal troe, at jeg mit Haandværk dølger,

Jeg strax vil øve det, og du maa see derpaa.

[94]

Jesper:

Antag mit ringe Raad; du siden skal tilstaae,

At det dig gavnlig var: i Steden for at Stiele

De døde Heltes Tøy, saa giv dem nye Siele;

Hvor høyt du ogsaa vil vurdere hver en Pialt,

Galdt deres Klæder knap 5 Daler alt i alt;

Men naar du derimod dem Livet gav tilbage,

Saa glemte de vist ey at lønne din Umage.

De vist nok bragte da af skiulte Giemmer frem

En tung Taksigelse til den, som vækked dem.

Mercurius:

En tung Taksigelse? din Bøn skal opfyldt blive.

(han rører dem med sin Stok, og de lever op

under Musiqve.)

Det er Mercurius, som bragte jer til Live.

Jeg veed, I tænke høyt, og at I ey omsunst,

Som den gemene Hob, modtage nogen Gunst.

Jeg ved Anmodninger ey vil fornærme Eder,

Men Eders ædle Mod mig vist en Løn bereder,

Som langt Mercurii Forventning overgaaer;

(De slaaer op en stor Latter.)

Jeg for Velgierninger Spot til Belønning faaer?

Grete:

Den liden Billighed, som du Velgierning kalder;

Den vises os omsunst, saasnart Forhænget falder,

Vi bruge ey eengang at sige Tak derfor.

[95]

Mercurius:

Med bittre Klagemaal til Jupiter jeg gaaer;

Jeg skal fortælle ham, hvordan I Guder drille.

Mette:

Men først fortæl, hvad har en Hedning at bestille

Blant gode Christenfolk? og kand en Hedensk Gud

Her andet vente sig, end at han pibes ud:

Mercurius:

Jeg dig besvare vil udi en Vaudeville;

De Herrer Musici behage nu at spille.

VAUDEVILLE.

I. Mercurius:

En Romersk gud og Siellandsk Skredder

Costumet ikke just tilsteder

At mødes i et Skuespil,

Men udi dette Syngestykke,

Som for sin Galskab kun giør Lykke,

Jeg til mit Forsvar sige vil:

Jo galere, jo bedre. (han gaaer.)

CHORUS.

Jo galere, jo bedre.

2. Grete:

De Moralister, som beklage,

At Fias og Galskab alle Dage

Meer Overhaand i Verden faaer,

De vide ikke hvad de sige;

I klogt og galt den voxer lige.

Vel os, naar den gaaer galt, den gaaer

Jo galere etc.

[96]

3. Mette:

Skal man sig levende begrave,

For Navn af kloge Folk at have,

Saa slet mig ud av Kloges Tal:

Er det Fornuft, som vil forbyde

Uskyldig Tidsfordrig at nyde,

Farvel Fornuft! jeg helst er gal,

jo galere etc.

4. Johan:

En mere Viis der nevnes neppe

End Socrates, han reed paa Kieppe,

Og dog ey fra sin Viisdom reed.

Vi heraf drage denne Lære:

Man viis, som Socrates bør være

Og gal, som han til Tid og Sted,

jo galere etc.

5. Mads:

De Gamle, skiønt de gierne laste

Kand vores Valsprog ey forkaste;

Aarsagen den er ligefrem:

De ord: jo galere jo bedre

Til Ordsprog blev hos vore Fædre,

Og vi kun sige efter dem:

jo galere etc.

6. Jesper:

Om de, som ey vort Spøg biefalde,

Os Daare-Kiste gale kalde

Og Author gal for alle fem,

Tilskuer, tør vi vel formode,

Du legge vil et Ord tilgode

For alle sex og svare dem

Jo galere etc.

(Alle igientage det sidste Vers.)