Kjærlighet uten strømper [03-libretto-1.akt]

Kierlighed

uden

Strømper.

Et

Sørge-Spil

i Fem Optog.

Andet Oplag.

Kiøbenhavn, 1774.

Trykt udi det Kongelige Universitets-Bogtrykkerie

hos A. H. Godiches Efterleverske, ved F. C. Godiche.

[2]

Personerne.

Johan von Ehrenpreis, Skreddersvend.

Grete, Johans Forlovede.

Mette, Gretes Fortroelige.

Mads, Gretes ulykkelige Elskere.

Jesper, Madses Fortroelige.

[3]

Første Optog.

Første Optrin.

Grete: (allene sovende paa en Stoel, vogner

op, og siger:)

«Du aldrig bliver gift, hvis det i Dag eyskeer!»

O! Alt for fæle Drøm! Mig synes, at jeg seer

Endnu den sorte Geist, at jeg ham hører true

Med samme Torden-Røst. Saa skal jeg aldrig skue

[4]

Det Haab opfyldt, hvorpaa jeg byggede saa tryg,

Da paa min Skredders Skiød, med Haanden om hans Ryg,

Jeg hørte ham saa tidt med kiælen Stemme sige:

Jeg var hans eeneste, hans allerbeste Pige,

At mine Øyekast sig trængte til hans Siæl,

Og at han uden meg ey kunde lide vel.

Troeløse! Jeg gad vidst, hvordan du naa maa lide

En Diævel skulde dig ey kunde fra mig slide,

Min Smiil din Vellyst var, og mine Vink din Lov,

Det svor du paa, og løy, og denne Løgn var grov,

Thi over tiden nu det er alt otte Dage,

Som du mig lovede at komme her tilbage

Forbandet den Major! hvis Buxer gik i tu;

Dog ney utroe Johan, forbandet være du!

Det Bud som foregav, at en Major ham sendte,

For at berette dig, de Buxer, som du vendte,

I Fior, var nu i tu, og at et andet Par

Ham maatte giøres strax, thi han i Knibe var,

Han for at skuffe mig med dig var sammensvoren,

I kiørte Pokker I! og ikke til Majoren.

Hvor kunde vel hos mig Mistanke finde Sted?

Jeg var godtroende og blind af Kierlighed;

[5]

Stokblind jeg vist nok var, som kunde ey begribe,

At aldrig saadan Mand, en reen Major i Knibe

For Buxer være kand; jeg nu for silde seer.

(efter nogen Taushed.)

«Du aldrig bliver gift, hvis det i Dag ey skeer!»

Viig fra mig sorte Aand! som tordner i mit Øre,

Dog ney, Jeg hører ey, Jeg synes kun at høre.

Andet Optrin.

Mette, Grete,

Mette:

Hvad nye Fortræd masør! forvolder disse Skrig?

Hvor ængste de min Siæl!

Grete:

Jeg er ulykkelig!

Veninde hør og skielv! et fælt fortagtigt Væsen,

En Diævel uden Tvivl med sorte Haar på Næsen,

[6]

Mig nu, jeg sad og sov, i Drømme forekom,

Og grumt og brølende afsagde denne Dom:

«Du bliver gift i Dag, skal du det eengang blive!»

Mette:

Man bør ey altid troe, hvad Drømme os indgive,

Grete:

Du veed, en Helte-Drøm har aldrig feilet før.

Mette:

Lad det end være saa, du dog betænke bør,

At til en rigtig Drøm der Seng og Nat udkræves;

Om Dagen i en Stoel – –

Grete:

Du trøster mig forgieves.

Det Indtryk, som min Drøm har giort udi mit Brøst,

Desværre trodser din og hele Verdens Trøst.

Jeg seer min visse død.

Mette:

Men den seer ikke Mette.

Din Drøm, var den end sand, den siger jo kun dette;

Du aldrig giftes skal.

[7]

Grete:

Og den, som siger det,

Han siger, jeg skal døe. Thi jeg har nogen Ret,

Hvis tusind Vidnesbyrd mig nogen Ret kand give,

At troe, jeg ikke bør blant Grimme regnet blive,

Og naar man ey er grim, og er ey heller død,

Man for at blive gift ey pleyer lide Nød.

Mette:

Forlad mig, jeg tilstaaer, at jeg mig har forløbet.

Grete:

Du veed din Tale kun Eenfoldighed har røbet,

Og den er alt forladt.

Mette:

Forlad da ligesaa,

At jeg dig endnu tør et Middel foreslaae,

Hvorved du lykkelig, og Drømmen sand kand blive:

Gift dig i Dag med Mads.

Grete:

Min Haand jeg skulde give

Til den, jeg før forskiød? den Kaal jeg spøtted’ i

Jeg skulde søbe selv? Gid før – –

[8]

Mette:

For alting tie!

En ubetænksom Eed man ofte maa fortryde,

Og mine Grunde dig maaske kand overtyde,

Du ey forsværge bør at blive Madses Brud,

Sandt nok ved saadan Eed en Siæl sig mærker ud,

Som ikke tænker lavt, men jeg tør endnu sige:

Den Siæl hveranden maa i Høyde overstige,

Som kun af Lydighed imod sit Kald og Pligt

Nedlader sig til det, som den er væmmeligt.

Men vores Kald og Pligt, saa mange, som i ere,

Er at udvælge os en Mand i Tugt og Ære.

Grete:

Hvo kand vel staae imod den rene Sandheds Sprog,

Det har udi min Siæl oplyst den mørke Krog.

Fornuften i dit Raad er villig at samtykke

Kun maatte Hiertet ey Fornuften undertrykke!

Der dog endnu en Ting for Hovedet mig staaer;

Om jeg dig lyde vil, hvem staaer mig inde for,

At Mads foragter ey, den ham har før foragtet?

Mette:

Du hans Høyagtelse for evig har forpagtet,

Det staaer jeg inde for og til Beviis herpaa,

[9]

For Solens Opgang han for mine Fødder laae

I Morges Taarefuld, og med en ydmyg Mine

Bad om Tilladelse at kaste sig for dine.

Han har en vigtig Sag at foredrag dig,

Som han fandt raadeligt at holde skiult for mig.

Hvis du tilsteder det, og du det bør tilstede,

Jeg strax vil hente ham,

Grete:

Lad din Forstand mig lede,

Giør hvad dig synes best, min Siæl indviklet er

I Sorgers mørke Skye, du dens Veyleder vær.

(Mette gaaer.)

Tredje Optrin.

Grete: (allene)

Saa er jeg da fordømt til Madses Brud at blive,

Jeg give skal min Haand, og kand ey Hiertet give;

De skulde begge to saa venlig fulgtes ad,

Hvis den utroe Johan ey værdig var mit Had.

[10]

Fierde Optrin.

Grete, Mads.

Grete:

Seigneur! Indgangen hid jeg vilde dig ey hindre;

thi af en Mand, som du, jeg venter intet mindre,

End smaa Bebreydelser, som giør os begge Skam.

Mads:

Enhver, som kiender Mads, bør tænke saa om ham.

Vel fandt du mig forskiød, men det er kun en Skiæbne,

Mod hvilken du om sonst, og jeg, mig vilde væbne;

Det ingens Brøde er og altsaa ikke din.

Een Brøde veed jeg af, og denne bliver min;

Jeg en Misdæders Navn med Rette burde bære,

Jeg har fordriftet mig din Skiønhed at vanære;

Du tog din Haand igien, og jeg har endnu Liv,

Jeg ey mit Hierte strax hiemsøgte med en Kniv;

Din Skiønhed jeg til Trods endnu tør drage Aande;

Du Aarsag har om mig at tænke allehaande,

[11]

Men tager jeg ey feyl, en Skiæbne eller Aand,

Jeg veed ey hvem af to, tilbageholdt min Haand,

Da jeg Madam forladt og straffet med din Vrede

Besluttede at døe, min Kniv var af sin Skede,

Min Arm alt udstrakt var, jeg manglede ey Mod,

Døe var min fulde Agt, flyd! raabte jeg, mit Blod!

Men ingen Draabe flød. Man er som uden Sandser,

naar man sig dræbe vil. Om derfor med et Pandser

Mod dette grumme Stød een dækkede min Barm,

Hvad heller nogen Geist tilbageholdt min Arm,

I den forvirrelse jeg kunde ey erfare.

Grete:

Nu min Beskedenhed befaler mig at svare;

Jeg kiender mig for vel til mig at bilde ind,

At hele Verden var udi et Kalve-Skind,

Fordi jeg byttet bort en Elsker for en anden;

Vel har jeg ofte hørt, naar jeg skal sige fanden,

At nogle Skiønheds Træk mig gunstig Skiæbne gav,

Men saa hovmodig jeg dog aldri blev deraf,

At mig i sinde kom at holde for en Brøde,

Om ved mit Hiertes Tab, min Elsker strax ey døde.

[12]

Mads:

Ved din Beskedenhed, min Brøde voxer meer,

Jo meere jeg dit Værd ved den foræget seer.

Grete:

Nu nok om dette talt, vend dig igien til Sagen.

Mads:

Jag har da tydelig, mig synes, lagt for Dagen,

Hvorlunde at en Aand, en Skiæbne eller sligt,

Har Aarsag, at jeg før ey efterkom min Pligt.

Men Skiæbne, Aand og sligt giør intet hen i Taaget,

Og med at frelse mig de vist nok meente noget;

Det noget gietter jeg, men om jeg gietter ret,

Et Ja, et Ney af dig skal snart afgiøre det.

Jeg troer, min gode Aand mit Liv har vildet spare,

Fordi den saae, min Nød ey skulde evig vare,

Fordi den saae, Johan tilsidst ved nedrig Sviig

Dig skulde lære ret at sette Pris paa mig.

Herom at sige meer var kun at spilde Tiden,

Og at fornærme dig, som alt for længe siden

Min Meening fattet har; beær mig med et Svar

Hvoraf jeg fatter din.

[13]

Grete:

Hvad Skiæbnen budet har,

Var en Forvovenhed af mig at vilde hindre;

Jeg har i denne Sag kun dette at erindre,

I fald jeg giftes skal ,da maa det skee i Dag,

Det ellers aldrig skeer.

Mads:

Min Tunge er for svag

Til min Erkiendlighed og Glæde at udtrykke;

Læs af mit Øye-Syn min Elskov og min Lykke.

Jeg galopperer hen, at tage Klæder paa,

Hvormed jeg værdigen kand som din Brudgom staae.

(han gaaer.)

Femte Optrin.

Grete: (allene)

ARIA.

Skiæbnen bød mig først Johan,

Nu mig giver Mads til Mand.

[14]

Naar dig nogen Karper byder,

Og du faaer kun tørre Jyder,

Bliver du lidt flau derve;

Men har en sulten Mave,

Og ey anden Mad kand have,

Gaaer den tørre Jyde ned.

Skiæbnen bød mig først Johan,

Nu mig giver Mads til Mand.

Hvor nødig Hiertet vil dog for Fornuften vige!

Jeg hører dennes Røst alvorligen at sige:

Mads blive skal din Mand, men Hiertet siger: Ney –

Dog, hvorom alting er, saa gaaer jeg nu min Vey.

Ende paa første Optog.