Tronfølgen i Sidon [04-libretto-2.akt]

[34]

Anden Handling.

Förste Optrin.

Agathocles, Offer-Præster, siden Evphemia.

(Udi det inderste af Skuepladsen seer man et Tempel;

midt derudi et Alter for Gudinden Venus. Paa Al-

teret brænde tvende Hierter med adskilte Luer. Of-

fer-Præsterne staae ved begge Sider af Alteret, og

forrette Ofringen. Agathocles kommer og kaster sig

paa Knæ for Alteret).

Agathocles:

ARIA.

Milde Gudinde! som Himlen har kier,

Afgrunden dyrker, og Jorden tilbeder,

Som til dens Öiemed Skabningen leder,

Hvortil den dannet af Guderne er;

Her en oprigtig og elskende Aand

Önsker sig Hielp af din mægtige Haand.

(Imidlertid Agathocles synger denne Arie, beröres

de to brændende Luer, og forenes i et).

[35]

Agathocles: (som reiser sig og seer den Forandring,

som er gaaet for sig paa Alteret.)

Mægtig Kierligheds Gudinde! jeg syntes at for-

nemme din Nærværelse …. Ja vist, hine Luer, som

brændte adskilte, og nu ere forenede, antager jeg for

et got Forvarsel …. Min Bön er hört, og mit Offer

har været Dig behageligt.

Evphemia: (som kommer i det samme.)

Jeg kommer Agathocles! for at sige Dig noget,

som mit Hierte er færdigt at briste ved, naar min Mund

skal udsige det.

Agathocles:

Hvad har Du at forkynde mig, dyrebare Elskede!

jeg föler en indvortes Glæde, som tröster mig mod alt

det Onde, som truer mig … tael Evphemia! … hvad er

det Du har at sige mig?

Evphemia:

Et evigt Farvel …. inden et Öieblik skal den Höi-

tidelighed gaae for sig, hvorved min Fader skal indse-

tes som Konge i Sidon, Cleobulus være hans Svigersön

og Tronarving, og Evphemia for evig være skilt fra

Agathocles …. Selv dette hellige Sted er bestemt til den

grueligste Meeneed …

[36]

Agathocles:

Himmel! hvilket Tordenslag midt i al min For-

tröstning! Mægtige Gudinde! Du, som böd mig at haabe,

indskyd mig selv et Middel, til at undgaae en truende

Uhæld, som jeg ikke er stærk nok til at overleve.

(Han gaaer hastig ud af Templet.)

Evphemia:

Retfærdige Guder! … og Agathocles forlader mig

just naar hans Nærværelse var mig allermest fornöden …

Det var og det sidste Stöd, som min forbittrede Skiebne

var i Stand at tilföie meg …. Men der er min Fader.

Andet Optrind.

Abdolonimus, Evphemia.

Abdolonimus: (uden at see Evphemia.)

En overnatulig Skræk betog mig, saasnart jeg satte

min Fod inden for Templets Mure …. Naar tænkte jeg

vel paa i min Livstid at skulle opleve et saa betydeligt

Öieblik som dette? I Guder! som beboe dette Sted, I

som kiende mit Hierte, være selv mine Vidner ….

[37]

Evphemia: (som imidlertid nærmer sig, og kaster sig

paa Knæ for hendes Fader.)

Min Fader! … tör vel en ulykkelig Datter endnu

nævne Dig med dette dyrebare Navn? …. ja …. dit

kierlige Öiekast befaler mig at troe, at Blodet endnu ta-

ler for mig i dit ömme Hierte …. Du er bevæget ….

Tael, og lad mig höre min Dom af en Mund, hvis Ord

altid have været mig de helligste Love.

Abdolonimus:

Elskelige Datter! Guderne skulle vidne med mig,

at jeg ikke af Ærelyst imodtager Herredommet over Si-

don, og at jeg ikke heller af Letsindighed tilbagekaldte

det Löfte, som jeg engang havde giort Agathocles. En

brændende Begierlighed til at være mit kiere Fædreneland

gavnlig, og at befrie det fra en overhængende Ödeleg-

gelse, hvormed det truedes, er den sande Aarsag til,

at min Rolighed og Din Kierlighed naa maae være et Of-

fer for det almindelige Beste.

Evphemia:

Min min Fader! End om denne Din grusomme

Beslutning allerede har kostet den fortvivlede Agathocles

Livet, og end om dette Öieblik er det sidste …. som Du

maaske seer din Datter.

[38]

Abdolonimus:

Det forbyde Guderne, som altid begave de höie

Siele med Kræfter nok til at bære den Uhæld, som

de tilskikke dem. Vi ville indflye til deres Biestand;

De indsee bedre, end vi selv, hvad som er os tienligt.

Og hvor handlede de ikke ubilligt, om de lod tusinde

Mennesker lide, for at opfylde nogle faa Personers Ön-

sker? … Der maae være Guderne et angenemt Syn, at

see den Dydige kiempe mod Vanlykken, men endnu be-

hageligere maa der være dem, naar den Dydige opofrer

alle sine egne Fordele, for at opfylde de ædleste Pligter,

som Naturen har indprentet i de Dödeliges Hierter. San-

delig, skal nogen Dyd have Belönning i Vente, maa det

være denne. Lader os derfor gaae de udödelige Guders

Beslutning uforsagt i Möde; svarer da ikke altid vore

Handlingers Udfald til vores Önsker, velan! det maae væ-

re nok, at vore Handlinger selv have nöiagtigen svaret

til vore Pligter.

Evphemia:

Det er nok min Fader! jeg mærker at din Beslut-

ning er uforanderlig … Jeg vil endnu engang forsöge at

anraabe de uforsonlige Guder … Jeg vil oppebie det

Öieblik, som skal være mig det grusomste af alle de jeg

haver levet.

[39]

(I det hun gaaer hen til Alteret.)

Og naar saa mit fortvivlede Sind haver kun en ene-

ste Rædning tilbage, da skielv unaturlige Fader! ved et

Forsæt, som Du tvinger en beængstet Datter at gribe til.

Abdolonimus:

ARIE.

Naar Pligter Krig mod Pligter före,

Og Dyden er mod Dyd i Strid,

Hvo kan paa Pligt da Regning giöre?

Hvo kan til Dyden sætte Lid?

Tredje Optrin.

Hephæstion, ledsagende Cleobulus, klæd som Brudgom.

Abdolonimus, Evphemia, Offer-Præster,

Hephæstions Drabantere.

(Hephæstion overleverer Abdolonimus Rigets Klenodier, sette

et Kongeligt Smykke paa hans Hoved, og lader ham

iföre det Kongelige Purpur.)

Hephæstion:

Paa den uovervindelig Alexanders Vegne indsætter jeg

Dig herved til Konge over Sidon, og det hele Land her

[40]

rundt omkring. Din Regierungs Glands være som So-

lens, naar den skinner ved en klar Morgen! Dine Fien-

der Skielve ved at höre, at Asiens Behersker er Din Ven,

og at Guderne ere Dine Beskyttere!

(Et Frydeskrig höres.)

Længe leve Abdolonimus Konge i Sidon!

Abdolonimus:

Nu hvilken igiennemtrængende Röst for mit fölen-

de Hierte! … Velan! Enhver af disse Munde, hvis eens-

stemmige Frydeskrig jeg nu hörer, være min Anklager

naar jeg forlader Dyden, og glemmer, at jeg foresatte mig

mere at være Fader for et elsket Folk, end deres Beher-

sker og Konge!

Hephæstion:

En saa ædel Tale er Abdolonimus værdig. Din

Regierungs Begyndelse er mig sikker Borgen for, at A-

lexander vil være fornöiet med, at hans Befalinger saa vel

ere efterlevede. Det staaer alene nu tilbage, at Du an-

tager Cleobulus af min Haand, som din Sön, som Arving

til Sidons Trone efter din Död, og som din Datters

Brudgom.

(Imidlertid nærmer sig Evphemia alt mere og mere,

med et Aasyn, som udviser Skræk og Forvir-

relse.)

[41]

Cleobulus:

Ja, min retmessige Konge! tillad mig at kalde Dig

med det dyrebare Navn af Fader …. Jeg skal stræbe at

giöre mig værdig til din Godhed ved at fölge dit priis-

værdige Eksempel, og ved dine Raad og under din Un-

derviisning vil jeg giöre mig værdig til at arve dit Sted,

naar du först i en velsignet Alder haver grundfæstet den

nærværende Slægts Lykke. Himmelen give, at den

Dag maatte være langt borte, paa hvilken jeg skal favne

min Ledsager, min Fader og min Konge! … Og Du

elskværdige Evphemia! som opofrer din Tilböielighed,

dit Löfte og din förste Kierlighed, for at være dit Fæ-

dreneland gavnlig, din Fader lydig, og for at giöre mig

lyksalig … vær forsikret …

Evphemia:

Hold inde Forvovne! jeg har givet Agathocles min

Kierlighed, jeg har giort dette hellige Löfte med min Fa-

ders Samtykke; men skal min Eed brydes, maae det

skee höitidelig; Agathocles maa være nærværende, og

see, hvorvidt mit Hierte kan giöre sig skyldig i Meen-

eed. Dette er den sidste Gunst, som jeg udbeder mig,

nemlig at vor Skilsmisse maae skee i Overværelse af min

Fader, og for det samme Alter, hvor vi tilsvore hinan-

den en bestandig Kierlighed.

[42]

Abdolonimus:

Ingen Ting er billigere, min kiere Datter. Naar

Agathocles elsker Dig oprigtig, er det hans Pligt at op-

ofre sin Kierlighed, naar han derved kan giöre Dig lyk-

salig; allerhelst da Skiebnen ei tillader ham selv at blive

det.

Hephæstion:

Hola Drabantere! man opsöge Agathocles, og före

ham hid til os i Templet.

Evphemia:

ARIA.

Naar intet meer at haabe staaer tilbage,

Hvo vil da Suk omsonst mod Himlen drage?

Man uforsagt da Faren gaaer imod.

Min elskede skal selv mit Vidne være,

Hvordan jeg var i Stand hans Tab at bære …

Det iisner alt af Skræk udi mit Blod.

[43]

Fierde Optrin.

De forrige. Agathocles.

(Agathocles kommer löbende ind i Templet med stor

Forvirrelse, er klæd i hvide Klæder, med udslagne

Haar, og en grön Krands om Hovedet, og haver en

Dolk i Haanden, som han skiuler.)

Agathocles:

Til en saa höitidelige Fest, som denne, hörer et höiti-

deligt Offer … Sidon har faaet en Konge, og Evphe-

mia en Brudgom … Agathocles alene, har for sin oprigtige

Kierlighed intet andet faaet i sin Lod, hvorved han kan

giöre sig navnkundig for sine Medborgere, end et Hier-

te, som er for stort til at overleve Vanære.

(Til Abdolonimus.)

Farvel Abdolonimus! … At jeg ikke, som för,

kalder Dig Fader, skeer for at spare Dig en Bebreidelse,

som Du aldrig mere skal faae at höre af min Mund.

(Til Hephæstion.)

Reis hen til Alexander, tapre Helt! og fortæl ham,

at Du faae i Sidon et ungt Menneske, som var en be-

dre Lykke værdig.

[44]

(Til Cleobulus.)

Lad ikke mit Aasyn forskrække Dig, alt for lyksa-

lige Cleobulus! Endnu et Öieblik, og Din Medbeiler

skal ingen Urolighed mere forvolde Dig.

(Til Evphemia.)

Jeg forlader Dig, höitelskede Evphemia! .. Gu-

derne kiende mit Hierte … Jeg veed, hvad Deel Du

haver derudi, at Dit Löfte mod mig skal brydes ….

Farvel …

(Han stikker sig og falder om.)

Evphemia:

Himmel! han forekom mig i det Offer, som jeg

var Kierlighed skyldig! … Du döer for min Skyld Aga-

thocles! … og jeg kan overleve Dig …..

(Hun falder om ved hans Side.)

Abdolonimus:

Hvilken græsselig Fortvivlelse! hvilken grusom

Dag!

Cleobulus:

Nu! hvo skulde have formodet en saa skræksom

Tildragelse? Jeg vidner for Eder, i alseende Guder!

[45]

at om jeg kunde kiöbe igien denne trofaste Elskers Liv

for mit eget, jeg skulde giöre det, for at forsone en

Ugierning, som jeg alene har været Skyld udi.

Agathocles: (med en svagere og afbrud Stemme.)

Ædelmodige Medbeiler! … jeg merker, at Du

tager Dig min uhældige Skiebne nær … jeg vil altsaa i

Dödens sidste Stund udbede mig en Gunst af Dig ….

Alle mine Önsker havde været opfyldte ved at forenes

med Evphemia …. Afstaae Din Ret til mig for et Öie-

blik …. lad mig döe som Evphemiæ Brudgom, og min

Dödsstund skal blive mig den behageligste af alle de jeg

har oplevet …. Jeg havde önsket at leve og döe med

hende; der staaer nu i Din Magt at fyldestgiöre den hal-

ve Deel af mine Önsker i min Död, da min umilde

Skiebne haver nægtet mig det i levende Live ….

Abdolonimus:

Hvilken sælsom Begiering!

Hephæstion:

Saa vidt som det staaer i vor Magt, bör paa denne

höitidelige Dag ingen være misfornöiet. Lad hans Be-

giering blive opfyldt, paa det han kan döe fornöiet.

[46]

Cleobulus:

Da Du skal döe, da döe som min Ven, dydige

Agathocles! behold Evphemia, hun er din Brud … giv

hende din döende Haand … og give Himlen, at jeg

var i Stand at bringe dig igien til Live, saa vist som jeg

vilde giöre mig selv til et Offer, for at belönne en saa

usædvanlig Dyd.

(Agathocles og Evphemia give hindanden Haand, og

imidlertid Agathocles synger den fölgende Aria,

svinge Præsterne Hymens Fakler, og Luerne

brænde paa Alteret.)

Agathocles: (som döende.)

ARIA.

Det Suk, som drages fra mit Hierte,

Er ikke Frugt af Skræk og Smerte,

Men af en söd Henrykkelse.

En Lykke önskte jeg i Livet,

Men nu er mig i Döden givet

Alt hvad mit Hierte önskede.

[47]

Femte og sidste Optrin.

De forrige. En Herold.

Herolden: (til Abdolonimus.)

De samtlige Borgere i Sidon have udsendt mig for at

lykönske Dig, mægtige Konge! med en Trone, som

efter Blodets Ret og Lovens Forskrift var dig tilfalden.

Alle Munde ere fulde af Din Berömmelse, alle Ansigter

udvise Glæde, og alle Hierter takke Guderne for Din

Ophöielse, hvoraf vi have Aarsag at spaae os de aller-

önskeligste Frugter.

(Til Hephæstion.)

Og Du, tapre Anförer! igiennem hvis Foranstalt-

ning den store Alexander haver beviist Sidon den aller-

störste Velgierning, hvorved hans og dit Navn skal giö-

res udödelige i vore Templer, tillad mig at fremföre en

Begiering for Dig, i de samtlige Borgeres Navn: Abdo-

lonimi Datter er Arving til Tronen i Sidon efter hen-

des Faders Död, hun har i Templet engang givet sin

Haand og sit Hierte til Agathocles, der i Byrd og For-

tienester ingen eftergiver i det hele Land; læg derfor

endnu denne Velgierning til den forrige, at ingen maae

udraabes til Tronfölger, uden den, som den dydige Ev-

[48]

phemia dertil udkaarer. Lad hendes Haand bestemme

Efterslægtens Lykke, lige som hendes Faders Ophöielse

paa Tronen haver forvisset den nu levende Slægt om var-

agtig Lyksalighed.

Hephæstion:

Ak! om Agathocles endnu var i Live, saa skulde

jeg paa engang forsone min Overilelse, og tillige giöre

mig et heelt Folk forbunden!

Abdolonimus:

Himmel! hvorfor lod jeg mig forföre af en falsk

Stats-Klogskab til at opofre tvendes Lyksalighed, som

jeg selv havde lagt Grundvold til!

Cleobulus:

Hvilke forunderlige sammenstödende Tildragelser!

Jeg sværger ved det Alter, som jeg staaer hos, at om

jeg kunde rædde Agathocles fra Döden, som han for min

Skyld saa ubesindig haver styrtet sig udi, jeg skulde giö-

re det ved Forliis af mit eget Liv …. Men des-

værre! …. han er död, og min Ugierning kan

ikke forsones.

(Han vil gaae.)

[49]

Agathocles: (reisende sig meget hastig.)

Nei jeg lever, og Din Ugierning er forsonet, jeg

forbeholdt mig at give mig Hiertestödet til det sidste

Öieblik, naaer jeg saae mig for evig skilt fra Evphemia.

Alt hvad som i denne Time er talet, er anhört af de

almægtige Guder; Men for at vise, at min Ædelmodig-

hed er utvungen, saa behold Du kun Tronen i Sidon

efter Abdolonimus, min Lykke er stor nok, da jeg er

forenet med den jeg elsker.

Cleobulus:

Nei ædelmodige Ven! tillad mig herefter at kalde

Dig med det Navn; Din trofaste Kierlighed og prövede

Dyd fortiener en uindskrænket Belönning; lev fornöiet

med Evphemia som fortiener at være lykkelig med

Dig, og jeg afstaaer fra al Fordring paa at arve Tro-

nen i Sidon, naar Hephæstion vil tillade, at den Vær-

dighed, som var mig tiltænkt, og som jeg erkjender

Dig mere fortient til, maa falde i Din Lod.

Hephæstion: (for sig selv.)

Ere alle Borgere i Sidon saa dydige, som disse jeg

her haver forefundet, da kunde de endogsaa beskjem-

[50]

me Grækerne …. Velan Cleobulus! Du giver mit Löf-

te tilbage; Jeg bliver derved i Stand til at föie et heelt

Folk i deres eenstemmige Anmodning. Ingen anden

end Evphemiæ Brudgom fortiener at være Tronfölger

efter hendes Fader. Jeg indsætter Agathocles dertil,

da han tilforn har faaet hendes Haand og Hierte.

Agathocles:

Saa bar dog Himmelsens Bistand Medynk over en

lidende oprigtig Kierlighed.

Evphemia:

Lover være de almægtige Guder! som have vidst

at lave alting bedre, end vi haabede og önskede.

Abdolonimus:

Kom hid, og lad mig omfavne Eder, mine Elskeli-

ge Börn! lader os glemme den Sorg som truede os.

Vor Glæde er nu fuldkommen. Nu hvor ofte see vi ei

at de udödelige Guder kunne just da giöre Udfaldet ön-

skeligst naar alle Önsker synes frugteslöse og alt Haab

forgieves. Paa denne almindelige Glædes Dag i Sidon,

[51]

skulle Alterne ryge af Offere, som skal give en behage-

lig Lugt mod Himmelen.

(Et almindeligt Frydeskrig höres.)

Chor: (af alle.)

En Urtegaardsmand og en Konge bör nöie

De samme Slags Regler sig holde for Öie,

Om Haugen og Staten skal komme sig vel.

De ædleste Planter bör trives og giödsles;

De ædleste Borgere æres og födes;

Alt Ukrud bör rykkes op uden Forskiel.

Ende

paa

SKUESPILLET.