Tronfølgen i Sidon [03-libretto-1.akt

TRONFÖLGEN

I

SIDON

EN ORIGINAL

LYRISK

TRAGI-COMEDIE

UDI TO HANDLINGER

TIL DEN KONGEL.DANSKE SKUE-

PLADSES BRUG

FORFATTET

AF

N. K. BREDAL

KIÖBENHAVN

TYKT HOS NICOLAUS MÖLLER

KONGEL. HOF-BOGTRYKKER

1771

[3]

TIL

HERR JUSTITS-RAAD

JOHAN GEORG

PAULI,

DIRECTEUR I DET KONGEL. GENERAL-POST-AMT.

[4]

Höistærede Ven!

Da nærværende Stykke efter al Anseende

bliver det sidste af mit Arbeide for

Skuespladsen, allerhelst efersom heel uventede

Hindringer have voldet at det nu först er kom-

met saa vidt dermed, at det skal opföres, uag-

tet det fra mig for henved tre Maaneder siden

til Skuepladsen var overleveret; og da det des-

uden aldri havde blevet af mig forfærdiget,

langt mindre nogensinde seet Lyset, dersom

min Herres Overtalelser ikke havde formaaet

saa meget hos mig; saa anseer jeg det for en

Pligt, som jeg er mig selv skyldig, at overgive

det hermed offentlig i Deres Hænder, for at

[5]

tvinge Dem til at tage Deel i det Ansvar, som

jeg er det retsindig Publicum skyldig, for min

Formastelse, i at ville paa nye betræde en Vei,

der förer saa faa Angenemheder med sig.

           Vores berömmelige Jomfrue BIEHL ha-

ver holdet op at give os Pröver af hendes mod-

ne Talenter for Skuepladsen; mange have for-

undret sig derover; jeg derimod forundrer mig

mere over at hun haver holdet saa længe ved,

end over at hun haver standset midt paa Ba-

nen. Hr. WANDAL haver i de senere Tider le-

veret os en Original, alt for god til det förste

Prövestykke, men ikke, om jeg maa sige det,

god nok til at være hans sidste Mesterstykke;

fra hans Pen havde vi ikke heller seet noget vi-

dere siden. Og hvor meget kunde vi ei have

at vente os af en EWALD, naar han ble op-

muntret til at stemme sin Lire i de höie Lyriske

Toner?

[6]

           Ikke destomindre have alle Skribentere for

Skuepladsen, siden vor udödelige HOLBERGS

Tid, været Luftsyn. Vor Skueplads haver alt-

saa maattet zire sig med fremmede omgiorte

Klædedragter, hvilke, da de ikke ere giorte efter

Kroppen, passe sig undertiden slet nok dertil,

og ere hos os ofte lige saa brugbare, som en Al-

menak, der er skreven for et forbigangen Aar,

og for et langt bortliggende Land. Om Aar-

sagerne dertil ligge i Skuepladsens Bestyrelse,

som den hidindtil haver været, eller i andre

forborgne Ting, synes mig at være en grundig

Undersögning værdigt. Vist nok er det, at der

gives i Konsternes Rige visse Slags brödlöse Ta-

lenter, som maae opelskes, opmuntres og belön-

nes, hvis de skulle skyde Hovedet frem blant

det Ukrud, som rundt omkring qvæle dem og

betage dem Næring.

[7]

           I övrigt maae dette være nok baade til at

retfærdiggiöre mig selv, og til at kaste al Skyl-

den paa min Herre, for nærværende Stykkes

Bekiendtgiörelse. Jeg haver holdet Venskab

og Höiagtelse et saadant Offer værdige, og giör

mig en sand Ære af at tilstaae offentlig den

stærke Indtryk, som en agtbar Vens Opmun-

tring have giort paa mig.

Kiöbenhavn den 17. Martii,

1771.

Niels Krog Bredal

[8]

Personerne:

Abdolonimus, Urtegaardsmand, siden Konge i Sidon.

Evphemia, Abdolonimi Datter.

Agathocles, Euphemiæ trolovede Brudgom.

Hephæstion, Alexandri M. Stridsanförer.

Cleobulus, en ung Person af fornem Byrd.

En Herold fra Sidons Borgere.

Stumme Personer:

Offer-Præster.

Hephæstions Drabantere, förende de Kongelige Rigs-

Klenodier.

Adskillige Haugearbeidere af begge Kiön.

Skuepladsen er i Sidon:

Tildragelsen skeer tilig om Morgenen ved Solens Op-

gang.

Musiken hertil er af nye sat ved vor berömmelige Hr.

Ober-Capel-Mester SARTI.

[9]

FÖRSTE HANDLING.

Förste optrin.

Abdolonimus:

(alene)

ARIA.

Dagens Forbud er nu oppe,

Morgen-Röden spiller alt

I hiin frugtbar Dug, som faldt

Paa forgyldte Bierge-Toppe.

Bien brummer, Fröen qvækker,

Hanen galer, Kukuk giekker,

Duen kurrer, Lerkes Slag

Vidner om den klare Dag.

Morgenstund! hvor er du prægtig!

Liflig Soel! hvor er du mægtig

til at skaffe Liv og Kraft

I hver mindste Blomsters Saft.

(Han gaaer frem og tilbake i Haugen.)

[10]

Saa op til Arbeide, mine Venner og Staldbrödre!

til Arbeide. Staae op, og takker Guderne for denne

overstandne Nats Rolighed; og derpaa vil enhver af

os forföie sig til vor Forretning…. Hver Vinkel

af denne Hauge skjuler Rigdomme i sig; men skulle

vi vente en riig Höst, maa ingen af os lægge Hænderne

i Skiöden. Foraaret varer kun kort. Naar Sommeren

kommer, og den brændende Soel begynder at stikke; da

er man ikke nær saa beqvem til Haandarbeide; da

ville vi söge Skyggen, og ved det klare Vand betragte

de unge Poder, som vi have plantet og opelsket, som

staae rundt omkring os, og aflægge Vidne om vor

Arbeidsomhed i Foraaret.

(Han blæser adskillige gange i et Horn, og en heel Deel

Haugearbeidere komme ind, forsynede med Hak-

ker, Spader, River. De dandse en Gartner-Ballet.)

CHOR.

(af alle.)

Morgenstund! hvor er du prægtig!

Liflig Soel! hvor er du mægtig

Til at skaffe Liv og Kraft

I hver mindste Blomsters Saft.

(De fordele sig hver til sit Arbeide.)

[11]

Andet Optrin.

Abdolonimus, Evphemia, Agathocles.

Evphemia:

Min Fader! Jeg kommer nyelig fra det Træe der

nede i Haugen, hvorudi Agathocles for tre Vintere siden

skar mit Navn; Det voxer og trives meget vel. Vi

have begge med Henrykkelse betraget dette lykkelige

Forvarsel; og dette er Aarsagen, hvorfore vi have tö-

vet saa længe.

Agathocles:

Jeg haver imidlertid lagt Giödsel om det syge

Træes Rödder, og jeg har vandet de unge Planter…

Men.. Himmel!Min Fader! Du staaer Tanke-

fuld.

Abdolonimus:

Værer ikke bekymrede, mine elskelige Börn!

over at se mig i en Tilstand, som er mig usædvan-

lig…. Jeg gav en Tanke for et Öieblik Rum i mit

Sind… Den qvælede mig… Ja med Undseelse til-

staaer jeg det; Men Guderne være lovet! Eders An-

koms haver fordrevet min ugrundede Bekymring.

(Han omfavner dem begge, og drager et dybt Suk.)

[12]

Evphemia:

Dette Suk, min Fader! gik fra et Hierte, som

sörger over noget… Ikke skulde Agathocles eller jeg

have fortörnet dig paa nogen Maade?...Dog nei,

det forbyde Himmelen!...Men ikke desto mindre

seer jeg at du drages med en Sorg, som du stræbere at

skiule. (for sig selv) Nu hvor har dog en redelig Mand

Umage med at forstille sig!

Agathocles:

Denne Dag, som den allerlykkeligste af alle de Dage

jeg har oplevet, bliver mig kun halv behagelig,

naar jeg maae see min elskelige Evphemiæ Fader være

bekymret…… Erindrer du dig ikke, dyrebare

Fader! at det var denne Dag som du bestemte til den

saa længe forönskede Foreening imellom mig og din

dydige Datter?... Og hvor vil jeg stræbe paa at

fortiene en saadan Godhed! skiönt min Lykke er saa

stor, at jeg neppe kan see mig i stand til at fortiene den.

Abdolonimus:

Ja vist erindrer jeg mig mit Löfte; jeg önsker

intet heller end at opfylde det. Ja vist skal denne Dag

foreene to dydige elskendes Önsker. Det var ikke heller

det, som satte mit Sind i Bekymring…. Og maa-

ske kun en ugrundet Frygt, en utidig Mistillid til de

[13]

milde Guders Forsyn giorde mit Syn saa forvoven, til

at ville kige ind i tilkommende Tider, som de Dödeliges

Öine ere for svage til at oversee.

Agathocles:

Men hvad mon vi kunne have at frygte for? Det

som udgiör vor Lyksalighed, kan ingen betage os, Lyst

til Arbeide, Tarvelighed, Nöisomhed og et fornöiet

Sind…. og det som mere er: Vi frygte Guderne og

staae under deres Beskyttelse.

Abdolonimus:

Men I Viide, lige saa vel som jeg, mine elskelige

Börn! at en fordærvelig Krig truer os paa alle Sider;

Seierherren, den uovervindelige Græske Konge Alexan-

der haver indtaget vort kiere Fædreneland, han har

afsat vor retmæssige Lands-Regent Strato, der ingen

anden Forseelse havde begaaet end den, at han var troe

mot Darius, efter Pligt og Skyldighed. End om han

fik at vide, at der endnu var nogen tilovers af det Sido-

niske Konge-Blod, og at jeg, som her taler med Eder;

Jeg, som intet andet önsker, end at leve og döe her

med Eder, ubekiendt inden for denne liden Hauges

Grændser, at jeg er en af dem, som efter Blodets,

Slægtskabs og Lovenes Rettigheder, kunde giöre ham

det Herredömme stridigt, som hans seierrige Vaaben

[14]

have forskaffet ham over Sidon…. Himmel! jeg

gruer ved at forestille mig Fölgerne heraf.

Evphemia:

Seierherren kunde da lære at kiende en dydig

Mand, der havde ret til Tronen, men tillige Mod nok

til at forskyde den.

Abdolonimus:

Men han vilde knap troe om mig, at jeg var i stand

til saaledes at fornægte al Ære-Lyst. Man dömmer

gierne andre efter sin egen Tænke-Maade. Uretfær-

dighed ledsages altid af en ond Samvittighed, som

föder Mistanke af sig. Hvo veed, om han ei, forledet

af samme, kunde faae i Sinde at ödelegge vor liden

Hauge, og at bortföre os langt fra vort kiere Fædrene-

land, i et haanligt Slaverie?

Agathocles:

Men hvortil skulde det vel nytte ham? Hvad

Fordeel skulde han vel have af at ödelegge vor Hauge?

Vi ville tilbyde ham de allerbeste Frugter deraf, og for-

doble vor Flid, for igien at erstatte det… Og

hvad ret haver han vel til at giöre os til sine Slaver?

Nei, min Fader, saa stor Uretfærdighed kunne Guderne

ei tillade.

[15]

Abdolonimus:

Vor Skiebne, mine elskelige Börn! staaer i Guder-

nes Haand. De have aldrig lovet os at belönne os fordi

vi ere dydige, eller at afvende Ulykker fra os fordi vi

handle efter vore Pligter. Dyden haver sin egen Be-

lönning i fölge med sig, der i ingen Maade er forbun-

den med den blinde Lykkes Styrelser i vore udvortes

Omstændigheder. Men vi ville haabe til det beste;

Den Vanlykke, som man ængstes for, föler man for

Tiden. Velan mine Börn! vi ville i Dag frembære et

behageligt Offer for Sidons Skyds-Guder, vi ville ud-

zire Pomonæ Alter med Foraarets yndigste Frugter,

og derpaa skal Hymens Fakler antændes…

Evphemia:

Og det i Dag min Fader! … og du vil være til-

stede ved vor Forening, med dit sædvanlige milde Aa-

syn? …

Abdolonimus:

Jeg svær ved Guderne, at ingen Dag har været

mig gladere, og at ingen Dag skal være helligere i min

Erindring, end denne, paa hvilken jeg finder Leilighed

til at giöre to Dydige lyksalige.

[16]

Agathocles:

Nu! kan vel nogen dödelig være lykkeligere end

jeg! …. jeg kan ei med Ord udtrykke min Glæde, min

Taknemmelighed og min Fölelse …. Min elskværdige

Evphemia skal i Dag blive min Brud, og den dydigste

Mand paa Jorden værdiges at kalde mig sin Svigersön!

Nu hvilken uforskyldt Lykke for saa ringe Fortienester!

Abdolonimus:

Jeg gaaer bort for at föie Anstalter til Ofringen.

Mod Aftenen ville vi forföie os hen til Gudernes Tempel,

og da skal Alterne ryge af en behagelig Lugt, som skal

opstige til de Udödeliges Boliger.

(Abdolonimus gaaer.)

Evphemia:

ARIA.

Naar Stormen paa Biergene Træer oprödder,

Den sparer smaae Qviste ved Biergernes Födder,

Og Svageste Siiv.

Vor gunstige Skiebne i alt os har föiet;

Hvor ædelt, hvor roeligt, hvor födt og fornöiet

Er dette vort Liv!

[17]

Tredie Optrin.

Hephæstion, Evphemia, Agathocles, Cleobulus,

Hephæstions Fölge, med Rigets Klenodier.

Cleobulus: (seende sig rundt omkring.)

Han pleier at opholde sig i denne Hauge uden for

Byen. Ved hans og hans Families Flid indbringer den

saa meget, som de have fornöden til nödtörftig Livs

Ophold. Enhver Borger i Sidon kiender og ærer ham,

hvor meget han end stræber at leve ubekiendt.

Evphemia: (til Agathocles.)

Hvad mon troe disse fremmede Folk have her at

Bestille? Deres Dragt er heel besynderlig, og deres

Aasyn forskrækker mig. Saavidt som jeg seer, maae

de lede efter nogen her i Haugen.

Hephæstion: (som kommer alt nærmere og nærmere.)

Jeg seer hist et ungt Fruentimmer staae og tale med

en af Urtegaardsmændene. De kunde maaske aller-

best skaffe os Oplysning om den vi söge efter. Hör

unge Karl! jeg maae tale med Abdolonimus, som er Eier

af denne Hauge; kan du sige mig hvor han er at finde?

Mig er sagt, at dette skulde være hans Tilholdssted.

[18]

Agathocles:

Ædle Stridshelt! (thi din Anseende og Dragt viser

at Du er det), tör jeg være saa dristig at spörge, i hvad

Anliggende Du vil tale med Abdolonimus, en Mand, der

söger at være ubekiendt for alle og allermest for Fremme-

de? …..Han er ikke her nu … og jeg veed ei … om

jeg som hans Tiener tör fordriste mig til at anmelde en

Fremmed for ham. Han gik hen i Templet, for at berede

et Offer til Guderne, og han har befalet os at blive her

til han kommer tilbage.

Cleobulus: (til Hephæstion.)

Seer jeg ret, saa er det unge Fruentimmer, som

staaer der afsides, Evphemia, Abdolonimi Datter ….. ja

visst er det hende …. Om Du saa vil Hephæstion, kunde

vi först giöre Datteren glad over den uventede Lykke

som er hendes Fader tiltænkt. Derved kunde Du og

finde en önskelig Leilighed til at bringe det Forslag paa

Bane, hvoraf min Lykke beroer, og som Du har tilsagt

at være mig behielpelig udi ….

(For sig selv.)

Jo mere jeg seer paa hende, jo mere opröres mit

Hierte; Dyd og Elskværdighed skinner frem af hendes

Aasyn.

[19]

(Til Evphemia.)

Her er Hephæstion, den store Alexanders Strids-

Anförer, som vil forkynde din Fader en betydelig Lyk-

ke, der er ham tilfalden, og som hans bekiendte Dyd

og Fortienester længe siden have giort ham værdig til.

Hephæstion:

Ja sæt al Frygt til Side Evphemia! jeg selv med det

Fölge som du seer mig have hos mig, ere vel Strids-

mænd, men vi ere komne hid som Venner. Tronen i

Sidon er ledig; Den store Alexander, som overvinder og

indsetter Konger efter eget Velbehag, og som Oraklet

haver udseet til hele Asiens Overvinder, haver meddelet

mig den Magt, paa hans Vegne, at indsette en Konge

over Sidon; Og da Eders gamle Lands Love tilholde,

at ingen Fremmed maa bestige Tronen, saa længe no-

gen af den Kongelig Stamme er tilovers, og jeg haver

erfaret, at din Faders Byrd er af den Kongelige Slægt,

saa indfinder jeg mig nu her, for at overlevere ham de

Kongelige Klenodier, som jeg lader bringe med mig, og

at indsætte ham til Konge over hans Fædreneland, som

han er saa vel fortient af.

Evphemia: (forvirret.)

Ædle Helte! Din Ædelmodighet mod min Fader

giör mig som hans Datter beskiemmet … Jeg veed ikke

[20]

at finde mig udi at anhöre et Budskab, som paa engang

er mig baade behageligt og skrækkeligt …. Min Fader

skulde forlade dette rolige Sted, og i hans Alderdom ind-

vikle sig i Bekymringer som fölge med saa stor Ære og

Værdighed! Nei hans Lyksalighed er nu saa stor, som

han har önsket den. Du kan her med et Öiekast over-

see hans hele Formue, Lykke og Eiendom. Du seer i

mig hans eneste Barn, vel fornöiet i min nedrige Stand;

og her (pegende paa Agathocles) seer Du den, som min

Fader haver udkaaret til min Brudgom, og til Medhielp

i hans Arbeide paa hans tilstundende Alderdom. Den

store Alexander selv, som vi, Guderne være lovet! kun

kiende af Navn, er ikke i Stand til at formere en Lyk-

salighed, som er indskrænket inden for Tarvelighed og

Nöisomhed.

Cleobulus: (for sig selv.)

Himmel! hvilken höi Siel! hvilken ukonstlet Een-

foldighed!

Hephæstion:

Abdolonimus er baade föd og fortiener til den Vær-

dighed som Lykken tilbyder ham; og Du, som hans

Datter, der nu herefter er en mægtig Fyrstes eneste

Barn, bör ikke mere tænke paa den Brudgom, som blev

udkaaret Dig som en ringe Urtegaardsmans Datter.

[21]

Stands Forandring udkræver andre Pligter, som man för

ei kiendte; og, da Cleobulus er af anseelig Byrd her i Si-

don, og folket endnu i din Faders Levendelive bör kien-

de deres Tron-Arving, saa ….

Evphemia:

Lad min Faders Stand og Lykke forandres, saa er

jeg dog altid vis paa, at han er den samme dydige Fa-

der mod mig som han altid haver været. Jeg har en-

gang med hans Samtykke givet min Haand og mit Hier-

te til Agathocles, som her staaer, og intet i Verden kan

giöre mig berettiget til at bryde et Löfte, som er giort

for de hellige Guders Aasyn.

Hephæstion:

Det vil i saa Fald ikke her være den förste gang,

at en enkelt Persons Önsker maa opofres for den hele

Stats Beste. Jeg svær ved Asiens Gud, og ved den

uovervindelige Phalanx, som er Jordens Undertvinger,

at jeg ikke reiser herfra, förend Abdolonimus er indsat

som Konge i Sidon, og Cleobulus erkiendt for hans ret-

messige Tronfölger.

Agathocles:

Din Eed blive hellig, tapre Helt! thi den indehol-

der intet, som giör Skaar i Foreningen imellem mig og

Evphemia. Jeg kiender hendes Siel stor nok til at

[22]

foragte Lykke og Ære som skal ledsages af Meeneed og

Utroeskab; Jeg tör desuden smigre mig med, at Ab-

dolonimus, endog som Konge, ingen Skam kan have

af at foreene sin Datter med mig; thi foruden hans en-

gang givne Löfte, som bör være helligt, er min Slægt

af de allerbeste her i Sidon, og intet, uden Venskab for

ham og Kierlighed for hans dydige Datter, haver for-

anlediget mig til at gaae ham til haande i hans ringe

Vilkaar, som hans Dyd og Fattigdom have sat ham

udi … Uden at giöre mig saa dristig, at undersöge,

hvad Ret en fremmed Græsk Konge kan have til at af-

sætte og indsætte Konger over et Folk, som ikke ere

hans Love undergivne …

Hephæstion:

Tie stille Forvovne! og lad ikke din dumdristige

Tale höres af de retfærdige Guder. Orakler havde fra

gamle Tider spaaet, at den skulde beherske Asien, som

oplöste den Gordiske Knude; Alexander oplöste den,

og Oraklets Spaadom er opfyldt.

Agathocles:

Men om nu en Röver havde hemmelig indsneget sig

i Templet, og sönderhugget denne navnkundige Knude,

mon da Himmelen kunde være saa uretfærdig at tillade

at en Voldsmand skulde forstyrre rolige Folk, forme-

[23]

delst en Spaadom, som kunde opfyldes ved List og

Underfundighed?

Hephæstion:

Din Tale opirrer mig, dumdristige unge Menneske!

kom Cleobulus! lader os gaae hen og opsöge Abdolo-

nimus; Hans prövede Forstand og Erfarenhed er mig

Borgen for, at vort Forslag skal faae et önskeligt Udfald.

(Hephæstion med Fölge og Cleobulus gaae bort.)

Agathocles:

ARIA.

Nyelig var jeg min elskedes Lige,

Nu skal hun udi Værdighed stige,

Men jeg styrtes des dybere ned.

Jeg gruende mig forestiller,

Det fæle Svælg, som os adskiller,

Men haaber alt af Kierlighed.

Fierde Optrin.

Evphemia, Agathocles.

Evphemia:

Min störste Tröst i denne uformodentlige Tildragelse

er, at min Fader, som i saa lang Tid har opofret sig

[24]

til Rolighed og Eenlighed, vist nok ikke lader sig for-

blinde af det glimrende Tilbud, som giöres ham. Du

veed selv, kiere Agathocles! hvor ugierne han vil höre

at han er af den Kongelige Stamme, og hvor ofte han

imellem os selv haver önsket til Guderne, at maatte

leve og döe ubekiendt. En redelig Mand er sig altid

selv lig, og hans Tænke-Maade er altid bestandig.

Agathocles:

Mit Sind er deelt imellem Fölelser af Haab og

Frygt. Abdolonimus kan meget let lade sig forblinde

af den Glands som omgiver Tronen; ja endog hans

Menneskelighed og Nidkierhed for hans Med-

borgeres Velgaaende, kunde maaskee friste ham til at

giöre et Skridt … Og hvor var det Land ei lykkeligt,

der blev behersket af en Fyrste saa dydig som Abdoloni-

mus! Jeg skulde selv forföres til at önske Hephæstion

Lykke i hans Forehavende, naar hans Forslag ei gik

ud paa andet end at indsætte din Fader til Konge i Sidon.

Evphemia:

Min kiere Agathocles! der staaer i min Faders

Magt at antage Hephæstions Tilbud; det er endogsaa

hans Pligt, ikke at forskyde det, naar han derved kan

giöre sine Medborgere lykkelige … Men at tvinge

mig til Meneed .. Nei saa vidt strækker sig ikke den

[25]

faderlige Myndighed …. og en saa Gruesom Tanke

kan ikke et Öieblik giöre min Fader tvivlraadig.

Agathocles:

Men forlad mig elskværdige Evphemia! mit Sind

beherskes af en Urolighed, som jeg ei selv er i Stand til

at undertvinge. Min Frygt er saa meget des större, som

den Forliis jeg frygter for, er vigtig …. Og hvad For-

tienester haver vel jeg at sette imod saa viktige Grunde,

som en Faders Myndighed, en Datters Lydighed, et

anseeligt Ægteskab og en Kongelig Trone?

Evphemia: (med Heftighed.)

Dette Hierte, som hörer Agathocles til, og som ik-

ke Guderne selv ere mægtige nok til at löse fra en Eed

og et Löfte, som begge bör være ugienkaldelige.

Agathocles:

En saa dyrebar Fortröstning fordriver al Tvivl fra

mit bekymrede Hierte …. Jeg gaaer hen i Templet, for

at anrette et Offer til den milde Kierligheds Gudinde, der

selv haver antændt den Lue, som brænder i vore forene-

de Hierter. Himmelens og Jordens Herskerinde!

mægtige Venus! Du alene er den Guddom, som min

Siel ærer; fra Dig venter jeg den Bistand, som en dydig

Kierlighed bör giöre sig Haab om.’

[26]

Evphemia og Agathocles:

DUET.

Agathocles:

En Löber, som paa Banen render,

Og synes Maalet ganske nær,

Tidt, naar han störste Kraft anvender,

Ved en Medbeiler skuffet er.

Evphemia:

Men naar han ikke giver efter,

Saasnart han mindste Formon faaer,

Hvert Spring ham skaffer nye Kræfter,

Til han omsider Maalet naaer.

(Begge.)

Hvo midt paa Banen vil beklage

At alt for meget staaer tilbage,

Han vist nok glip af Maalet gaaer.

Saa pröves to dydige, elskede Hierter

Igiennem Forhindringer, Anstöd og Smerter,

Saa synes os Morgenen allermeest klar,

Naar Natten meest dunkel og taagefuld var.

(Agathocles gaaer.)

[27]

Femte Optrin.

Abdolonimus, Evphemia, Hephæstion, Cleo-

bulus, Hephæstions Fölge.

Abdolonimus:

Ja viid Hephæstion! at naar jeg antager det Forslag,

som Du har giort mig, da skeer det ikke af Forfængelig-

hed, eller af nogen Lyst til den skinnende Ære, som

fölger med det Kongelige Purpur, men alene af en sand

Begierlighed til at giöre det Folk lyksaligt, blant hvil-

ket jeg er opföd. Jeg indseer en Deel af en Landsfyr-

stes Pliger, og maaske de fleste af dem ere mig endnu

ubekiendte; men jeg indseer tillige meget vel, at den

Byrde som jeg paatager mig, giör at jeg herefter maae

mere leve for andre end for mig selv, og at jeg, naar

jeg skal handle efter mine Pligter, ikke for min Lykkes

Skyld, bör misundes af den allerringeste Borger i Si-

don …. Himmelen give kun, at jeg kunde saa vel finde

mig i at regiere, som jeg har fundet mig i min Fattig-

dom og ringe Stand! Guderne giöre, at jeg ikke maae

komme til at fortryde, at jeg forlod disse Vilkaar, i

hvilke mine Hænders Arbeide var tilstrækkeligt til alle

mine Önskers Opfyldelse, og jeg aldrig har manglet, just

fordi jeg aldrig har eiet noget!

[28]

Hephæstion:

Din Tale, ædle Abdolonimus! svarer fuldkommen

til den Tanke, som jeg tilforn havde fattet om Dig.

Et Folk maa være lyksaligt under en saa dydig Beher-

sker …Men, at den Velgierning, som jeg paa den sto-

re Alexanders vegne beviser mod Borgerne udi Sidon,

maae blive ret fuldkommen, da er det tillige nödven-

digt endnu paa denne Dag at udnævne en Tronfölger,

der, ved at forenes med din Datter, kunde vedligehol-

de den Kongelige Stamme paa Tronen. Cleobulus er af

anseelig Byrd, og bær desuden Kierlighed til din Datter

Jeg havde allerede udkaaret ham til Konge, men han var

ædelmodig nok til at forskyde mit Tilbud, og gav mig

allerförst Anslag paa Dig, der efter Landets Love dertil

var berettiget. Foruden saa mange andre bevægende

Aarsager, udfordrer altsaa Erkiendlighed af Dig, at Du

giver Dit Samtykke til hans Forening med Evphemia,

hvorved Du endogsaa kan giöre dit Navn udödeligt hos

den sildigste Efterslægt i Landet.

Evphemia:

Dyrebare Fader! Jeg venter at höre af Din Mund

en Beslutning, som er overeenstemmende med den Op-

dragelse, som Du haver givet Din Datter.

[29]

Cleobulus: (for sig selv.)

Himmel! hvor nær er jeg ved at blive det lyksa-

ligste Menneske paa Jorden!

Hephæstion:

Asiens Behersker taler igiennem min Mund. Mit

Forslags nöiagtige Opfyldelse er det eneste Budskap som

jeg tör tilbringe den store Alexander, hvor igiennom jeg

tör love, at han vil tilsidesætte sine seierrige Vaabens Ret

mod Borgerne i Sidon.

Evphemia: (paa Knæ for sin Fader.)

Min Fader! Du staaer forvirret og tankefuld ….

See hvor allerede det allerförste Trin, som Du giör paa

denne slibrige Bane, giör Dig dit Liv besværligt! … for-

skyd Tronen min Fader! vær lykkelig med os, og vi

skulle ingen have at takke for vor Lyksalighed.

Abdolonimus:

Tapre helt! Din ædelmodige Tænke-Maade frem-

skinner i enhver af Dine Handlinger … Men paa de

Vilkaar, som Tronen i Sidon tilbydes mig, er det mig

umueligt at antage den ….

Evphemia: (reisende sig.)

O! I almægtige Guder! jeg kiender min Fader igien.

[30]

Cleobulus:

Himmel! mit Haab er ude!

Abdolonimus:

Min Datter er ikke længere i min Magt.

Hephæstion:

En Konges Datter tilhörer ikke saa meget hendes

Fader, som den Stat i hvilken hendes Fader er Konge.

Alle særdeles Pligter i det borgerlige Liv maa tilsideset-

tes for de almindelige, hvorpaa et heelt Lands Velfærd

beroer. Som Urtegaardsmand lovede Du Din Datter til

en Person af hendes Lige; Saa længe Du forblev udi sam-

me Din nedrige Stand, kunde intet Löse Dig fra Dit

Löfte; men nu, da nye Pligter forbindes med Din

nye Værdighed, bliver det endogsaa en Mishandling,

som tilforn var en Fortieneste.

Abdolonimus:

Paa ingen Maade troer jeg at Meeneed kan blive

tækkelig for de almægtige Guder.

Hephæstion:

Tael Abdolonimus! Et Ord af Din Mund skal nu

bestemme det hele Lands Ödelæggelse eller Lyksalighed.

[31]

Cleobulus:

Betænk, hvor sielden den Leilighed gives en dydig

Mand, at kunne med et Ord afvende en overhængende

Fare fra hans Fædreneland.

Evphemia: (heftig.)

Tael min Fader! og lad dog ikke tvende uskyldige

Personers Död være den förste Handling, som skal giöre

Din Kongelige Magt navnkundig.

Abdolonimus: (for sig selv.)

Himmel! hvor qvæles mit Sind af stridige Bekym-

ringer! Og hvor dyrt maae jeg ei kiöbe den Vellyst, at

være mit Fædrenelands Velgiörer! naar det skeer med

min Redeligheds Forliis og ved at opoffre en kier Datters

Lyksalighed!

Evphemia: (afsides.)

Han vakler i sine Beslutninger .. I Guder! … Aga-

thocles! … hvilken gruelig Tanke, at bære Afskye for

en Fader, som jeg elskede over alting i Verden!

Abdolonimus:

Velan min Datter! Mit Fædrenelands Velfærd ud-

fordrer et kostbart Offer. En retskaffen Mand haver

vigtigere Pligter, end de Blodet ved Födselen have ind-

[32]

prentet. Jeg var Borger i Sidon længe för jeg var Ev-

phemiæ Fader. Cleobulus er Din Brudgom …. De al-

seende Guder maa vidne med mig, hvad det koster

mit fölende Hierte, at tage denne Beslutning.

Evphemia:

Retfærdige Guder! og Eders Tordenstraaler töve

endnu, naar Eders Navne og Helligdomme bespottes!

gruesomme Dag! den jeg skulde opleve for at ansee min

Fader med Skræk, og min Skiebne med Fortvivlelse.

(Hun gaaer hastig bort.)

Cleobulus:

Hendes Dyd og Troskab giör min Kierlighed end-

nu mere brændende. Hvor var ikke min Lykke fuld-

kommen, naar jeg kunde tilskrive det gode Udfald me-

re hendes Hiertes Tilböielighed, end den faderlige Myn-

dighed!

Hephæstion:

Jeg gaaer bort for at foranstalte alting til den fore-

staaende dobbelte Höitidelighed .. Derpaa ville vi sam-

les i Templet, hvor jeg i Paasyn af det glade Folk vil

overlevere Dig de Kongelige Klenodier, samt være over-

værende ved Evphemiæ og Cleobuli Forening.

[33]

Abdolonimus:

Guderne lyksaliggiöre denne Dag, paa hvilken jeg

saa dyrt kiöber Sidons Rolighed for min egen og mines

Urolighed.

(Hephæstion og Cleobulus gaae bort.)

Abdolonimus:

ARIA.

Ret som en Baad paa Havets grumme Bölger

Den lige Vei til Havnen aldrig fölger,

Men tumles op og ned;

Saa veed min Siel i et saa grumt Tilfælde,

Ei til hvad Pligt den drister sig at helde

I dens Tvivlraadighed.

Ende

paa

FÖRSTE HANDLING.