En musikalsk prolog [03-libretto]

En

Musicalsk Prologus

I Anledning af

Hans Kongelige Høihed,

Kron-Prints

Christians

Velsignede

Fødsels-Fest

den 29. Januar. 1759.

Til den Kongelige Danske Skue-Pladses Brug,

forfattet

af

Niels Krog Bredal

Vice-Borgemester udi Trondhjem.

Kjøbenhavn, 1759.

Trykt hos Nicolaus Møller.

[2]

Personerne i Synge-Spillet

1.) Jupiter.

2.) Apollo.

3.) Pallas.

4.) De 3. Gratier, (hvoraf de to ere stumme

Personer.)

Musiken til Arierne er af Adskillige Mestere.

Musiken til Recitativerne er af herr Johan Christopher

Kleen.

[3]

Første Optrin

Jupiter. Apollo.

Apollo:

Tillad mig Gudernes Behersker! at forklare

At visse Helte, som vi toge op blandt

           Guders Orden,

Naar man vil tilstaae Sandhed, ikkun var

En Skræk, en Pest, en Ødeleggelse for Jorden.

Hvert Seiers-Tegn, som de sig efterlode,

Var byggeet paa en Grundvold af de døde Mennesker

Som maate falde ned for Fode,

Paa Byers Aske, og paa skiønne Stæders Levninger;

Og paa det at en Dødelig først skulde blive til en Helt,

           og siden til en Gud,

En Skok af Helte maatte reddes ud,

Som ved at følge bag Begierlighedens Fahne

Den visse Vei til eens Udødelighed maatte bane.

[4]

Jupiter:

Den Skik, Apollo! haver du og vel fornommet

Hvor meget den blant os af Brug er kommet;

En Olie-Green skal efterdags i større Ære være

End Laur-Bær-Krandse, naar

De laane Skal udaf Sypresser ders Ære.

Apollo:

Jeg herudaf en ny Anledning faaer

O! Jupiter! at prise din Regierungs-Kunst:

En Helt, som Dyden skal udi hans Land beskierme,

Og stedse vaager for at Lasters Anfld sig skal ikke nærme,

Er vist nok større, end den, som kun stolende paa

           Lykkens Gud,

Gaaer frem, og tvinger Indiander

At sværge ubekiendte Fahner.

Jupiter:

Ja vel; den Slutning fast skal staae,

Vi mangler og jo ei Exempler paa

De Helte, som foruden Krig at føre,

Den hele Verden sig til Ven kan giøre,

Og som forskaffer sig et evigt Navn og Rygte

Derved, at hundrede maae elske dem

For hver, som deres Magt maa frygte.

Apollo:

Vi har Exempler nok deraf paa Jorden;

Ja denne Tid os viser frem

Den femte FRIDERICH i Norden

[5]

Ret som et Mønster af det Udkast, som du har afmalet.

Hans Skin er som Nord-Stiernens, det ei taaler

At Nordens Pol et Øieblik undvære maa dens

           Straaler,

Endog, naar andre Stierner er i Vester-Havet dalet.

Jupiter:

Hans Ære-Støtte skal og evig holde Stand

Imod Misundelsen, mod Tidens graadig Tand.

Men Himlens Omsorg og til Eftertiden strekke maae;

Den haabefulde Søn, som slegter saa sin store

           Fader paa,

Prints CHRISTIAN, et Ønske-Maal for tvende

Riger,

Som moeden før i Dyder end i Aar

Hver Dag til moeden Alder fremstiger,

Og uden for sin Alders Grændse gaaer,

Han øiensynlig ved vor Omhue bør at lære

At Himlens Gunst med Fædres Dyder arvelig kan være.

I Dag fremskinner just den Dag paa Jorden,

Som tændte denne Stierne an i Norden,

Jeg forud seer det opfyldte, som toe Riger haaber,

Jeg til den Ende dig, Apollo! overdrager,

At du dig Hans Opdragelse antager,

Og det med saadan Flid,

Som Viisdoms-Gud, Apollo, være vil bekiendt.

[6]

Apollo:

Jeg allerede i den forbigangne Tid,

Fra denne unge Heltes Vugge af, at Møie derpaa

           har andvendt,

Med det mig nu saa meget mere glæder,

Da jeg paa Jupiters Befaling saadant Embede antæder.

Jupiter:

Bliv ved Apollo! udi dette.

Hans Siel, som alt ved Fødselen til Dydens Bolig

           dannet er,

Skal saadan Møie for dig lette.

Hans Lære-Mestere, hvoraf enhver

Opfyldes af den Viisdom, som Apollo dem indskyder,

Skal ikkun have nødig ham at forestille

Et evigt Ære-Minde af Forfædres-Dyder;

Han da ved saadant Speil skal lære af sig selv at skille

Et indbildt Gode fra det virkelige,

Den ægte Sielens Vellyst fra den sandselige.

Han da ved Hykle-Roes skal lære sig at skamme,

Og lære, at den rette Roes bør fra Fortienester nedstame.

Aria.

Envher af de nu levende,

I haabet forud spaaer

Lykke for Efterkommerne

Som saadan Konge faaer.

Da skal i Danmark kiendes

At Kongen aldrig døer;

Thi Navnet kun omvendes

Og alting er som før.

(D. C.)

(Jupiter gaaer.)

[7]

Andet Optrin.

Apollo. Pallas.

Pallas:

See her Apollo!Skal jeg og i Dag antreffe dig paa

           Jorden?

Er nu en ny Coronis dig i Øiet faldet,

Som dig til denne Lund har kaldet?

Har du da alt forglemt hvordan Leucothoe

Blev for din Elskovs-Skyld fra Menneske

Omdannet til en lil-løs Urt?

Apollo:

Jeg tænker vel, at jeg dig uadspurgt

Tør efter eget Lykke mine Gierninger indrette? – –

Jeg ellers skikker er af Jupiter i Dag til Norden;

Han mig behager haver at indsættre

Som den, der ene have skal indseende

Med en vis Konge-Søns Opdragelse;

Det var paa denne Dag den store Nordens

           Friderich

En Støtte for sit Huus, og Arving til sin Tvilling-

           Krone fik.

Pallas:

Saa er det altså dig, som Gudernes Behersker har

           udkaaret

Til den Forretning? jeg som haver baaret

Saa megen Omsorg for Ham i de spæde Aar,

Jeg da slet ingen mere Ære for min Møie faaer!

[8]

Men du betænker ei, Apollo! at din Viisdom meget

           lidt kan nytte;

Kan du med al din Klogskab Ham mod Fienders

           Overlast beskytte?

Kan du ham gjøre sikker for Misundelse,

Og alle de slags Torne, som ved Siderne

Af Dydens Roser allevegne groer?

Apollo:

Men hør Gudinde! jeg mig noksom mægtig troer

Af hele Verdens Kreds saa elsket Ham at giøre,

At Ham sin hele Leve-Tid det navn af Uven ei skal

           faae at høre;

Og hva Misundelsen angaaer,

Den er et hastig Luft-Syng, som udaf sig selv fortæres.

Pallas:

Ved høiste Middags-Tid den tykke Skygge følger

           Legemer.

Det ved Erfarenhed jo læres,

At Dydens største Glands for Avind ikke sikker er.

Du veed jo at jeg ved mit Skiold formaaer

At skabe alle dem til Steen, som tør opsætte sig

Mod dem, som haver fundet Gunst hos mig.

Jeg selv udaf Misundelsen vil skabe Ham en Ære-

           Støtte,

Som tid og Glemsomhed ei være skal i Stand til

           at Bortfløtte.

[9]

Apollo:

Men jeg er bange for, Gudinde! at det krigske Mod,

Som du indprenter Ham, vil fæste Rødder i det un-

           ge Blod;

Naar du opregner for Ham dine Seiervindinger,

Han da, som af Naturen til en Helt udkaaret er

Let kunde faee en Afskye til den gyldne Fred,

Som nu udgiør den store Deel udaf hans Lands Lyk

salighed.

Pallas:

Jeg haaber dog Apollo! vel

At du giør stor Forskiel

Paa Mig, og paa hin uregierlig Mars, som drevet

           blindt af indbildt Ære

Paastaaer, at intet Seiers-Tegn kan ham for kostbart

være.

Hans Ære-Støtte skal ei være saa forvisnelig,

Som den der kun af Laurbær-Krandse bryster sig.

Jeg ved mit Raad han lære skal en Borgers Blod

           at Spare.

Apollo:

Jeg indseer Nytten af alt hvad du haver dermed vil-

           det sige;

Jeg nu godvillig overlader dig tillige

[10]

Med mig at tage Deel udi en Helts Opdragelse,

Som ved vor fælles Omsorg engang i sin Tid skal give

Et Mønster og et herligt Billede,

Paa det fuldkomneste af hvad en Dødelig kan blive.

Pallas:

Aria.

Bort Harnisk og Vaaben! bort blodige Fahner!

Til Æren jeg baner

En sikrere Stie.

Vil Mars midt i Haabet sin Yndling ei spare,

Han leer til al Fare

Naar jeg staaer ham bie.

(Pallas gaaer.)

Tredie Optrin.

Apollo, de 3. Gratier.

Apollo:

Saa kommer, da Gudinder! for at imodtage

Et Embede, som vil eder overdrage,

Giør femte Fridrichs Søn i Norgen

Til den lyksaligste og Yndigste paa Jorden.

Af eders Velstands Horn Velsignelse skal til

           Ham flyde;

Forhielper Hannem til den hele Verdens Kunst at

           Nyde.

[11]

Det vel ei nødigt er, for eder at opmuntre meer,

At sige, at just Jupiters Befaling derved Skeer.

1st Gratie:

Det glæder os at faae Bekræftelse

Paa en Forretning, som vi os har taget paa.

Fra den Tid, da Han endnu udi Vuggen laae,

Vi paa vor egen Haand os har opofret til en saadan

           Tieneste;

Men nu, da Jupiters Befaling os en større Vished

           Giver,

Vil vi med samlet Magt fordoble vores Iver.

Det efterdags skal plat umueligt være

At see Ham, uden Kierlighed for Ham at bære.

Apollo:

Den høihed, som udaf Hans Øine tindrer, ingen

           tør forskrække,

Hans Aasyn ikek Frygt, men vel Forundring bør

           opvække.

1ste Gratie:

Det er og just vort Forsæt med den Yndest, som vi

           ham anskaffe vil,

Og som vi alt har lagt en saa forønsket Grundvold

           til.

Tænk selv, Apollo! Hvor det ikke var for os en

           Lykke,

At Han ved vores Hielp skal føre Navn udaf Natu-

           rens Mesterstykke.

[12]

Vi ofte med en kildrende Fornøielse har hørt,

Naar kun hans Navn alene er paa Tale blevet ført,

At hver en Tunge strax er blevet stum, og i det

           samme

Stod selv veltalendhed for Mængde udaf Ord til

           Skamme.

Apollo:

Selv Himlen har besluttet til et elsket Tvilling-Ri-

           ges Tarv.

At Faderens Velsignelse med Thronen skal til Søn-

           nen gaae i Arv.

1ste Gratie:

Hans Yndest vore Skal for hvert et Øieblik,

Som Skiæbnen Ham at leve vil for godt befinde;

Saa, naar den silde Eftertid faaer høre tale om et

           Æreminde

Af Nordens femte Friederich,

Den da i Tvivlsmaal ikke længere skal svæve,

Man Friderich ska lsee i Christian at

           leve.

[13]

Aria.

Naar Negliken fremspirer

Vi os alt glæder over

Det haab, som Knoppen lover

Os til den næste Dag.

Den Urte-Bedet zirer

Og strax sin Nytte giver,

Som til en Vellyst bliver

For Syen, for Lugt for Smag.

(D. C.)

Fierde Optrin.

Jupiter, Apollo, Pallas, de 3.Gratier.

Jupiter:

I denne Dags Fornøielse den hele himmel Deel har

           taget,

Enhver af Guderne forlader de Forretninger

hvormed de ellers altid i Arbeide er,

Undtagen Parcerne; de med en dobbelt Lyst nu spinder

Og Printsens Leve-Traad med stærke Knuder tvinder.

Apollo:

Jeg dog den første var,

O! Gudernes Behersker! hvilken du betroet har

At have Opsigt med Prints Christians Opdra-

           gelse.

Jeg tog jo derimod, saasnart det var mig overdraget.

[14]

Pallas:

Min Fader! du kan letterlig indsee,

At saadan helt kan ei man Hielp undvære;

Jeg og Apollo denne Byrde vil paa fælles Skuldre bære.

1ste Gratie:

Apollo lærer Ham paa Fædres Dyd at slegte;

Gudinden Pallas med sit Skiold skal for hans Ære

           fegte;

Men vi, O Jupiter! tilbyder vores Tieneste

I at forskaffe det, som giør et Scepter nok saa glim-

           rende

En Mildhed, og en Konst til Hierterne at drage,

En Maade, Mennesker og Guder at behage.

Jupiter:

I derfor allesammen bør forene Kræfterne;

Apollo skal sin Viisdom ham indprente,

Ved Pallas og ved hendes Omgang skal Han Raad

           indhente.

Som skal forskaffe Ham almindelig Anseelse.

I Gratier! skal Hannem elsket giøre

Af hver som Hannem seer, og som om Hannem faaer

           at høre.

Imidlertid paabyder jeg, at denne Dag, som blev

Hans Fødsels-Dag, skal være

Med Helters Fester i en lige Ære.

[15]

Apollo:

Aria.

Livsalig Prints i Norden!

Arv med din Faders Throne

Den Kierlighed, som Jorden

Frembyder som en Skat.

Velsignet graae-Haars Alder,

Som paa din Isse falder,

Bestyrke skal den Krone,

Som Dig er foresat.

D. C.

Corus:

Kom da du Nordiske Folk at betænke

All den Vesignelse Himlen kan skienke

Mennesker, naar det dens Yndest opnaaer.

Kom, og ansee den velsignede Stamme,

Som mod hver Konge-Slægt billig kan bramme,

Stræb at fortiene den Lykke du faaer.

Ende paa Synge-Spillet.