Eremitten [03-libretto-1.akt]

Eremiten,

Et

Musikalsk Hoved-Stykke

indrettet som en Pastorelle,

Udi tvende Afhandlinger,

I Anledning af

Vores allernaadigste Arve-Herre og Konge,

Kong Friederich

den Femtes

høistvelsignede Fødsels-Fest

Som til alle troe Undersaatters Glæde

indfaldt

den 31. Martii 1758.

I allerdybeste Underdanighed forfattet

af

Niels Krog Bredal.

Til den Kongelige Danske Skue-Pladses Brug.

Andet og forbedrede Oplag.

København, trykt hs Nicolaus Møller.

[2]

blank side

[3]

Den

Stormægtige og Allernaadigste

Konge,

Kong Friderich

den femte,

Konge

til Danmark og Norge,

de Venders og Gotheres,

hertug

udi Slesvig, Holsteen, Stormarn

og Dichmarken,

Greve

udi Oldenborg og Delmenhorst.

[4]

Allernaadigste Arve-Herre

og Konge!

En ringe Bonde fordristede sig en-

gang til at bære frem for en af

de største Konger under Solen en

Haandfuld reent Vand, da hans ringe

Ævne ei tillod ham at give andet.

Gavens Værdie blev af denne mæg-

tige Konge ei anseet saa meget, som Gi-

verens Hierte; Og han, som endog vil-

de vise sig stor i det mindste, optog den

allerringeste Skienk med allerhøieste Naade.

[5]

Allernaadigste Konge! i det

Haab fordrister jeg mig at nedlægge for

Deres Majestæts Throne dette rin-

ge Forsøg til en Dansk Pastorelle. Dan-

nemarks og Norges trohjertige Ønsker

have lagt mig hvert Ord i Pennen, og

Sproget var i sig selv rigt nok til at udfø-

re hvad Hierterne tilsiger, hvis ikke De-

res Majestets glimrende Fortienester

paa den ene Side, og Forfatterens slette

Erfarenhed i den høie Skialdre-Konst paa

den anden Side, havde voldet, at de beste

og ivrigste Ønsker til Deres Maje-

stæts allerhøieste Fødsels-Fest vare

blevne begravne i de Hierter, hvor de til

yderste Blods-Draabe skal staae indgravne.

Dersom Deres Majestøt af

sær høi-kongelige medfødt Mildhed vilde

værdiges i Naade at ansee dette mit ringe

Forsøg, ei i Henseende til Værkets Vær-

die, men Forfatterens Hierte-Løn, saa

[6]

vil en dyb og henrykkende Taknemmelig-

hed oplive min Geist til, min hele Livs-Tid

at synge om en Konge, hvis værdige Ære-

minde skal blive vor Tids og Efterslægtens

Skialdre et forgieves Arbeide. Jeg henle-

ver i allerdybeste Underdanighed

Allernaadigste Arve-Herre

og Konge!

Deres

kongelige Majestæts

allerunderdanigste troe

Undersaat

Niels Krog Bredal

[7]

Fortale

til den velmenende Læsere.

Hermed overleveres den gunstige Læsere et nyt

og forbedret Oplag af det musikalske Hyrde-

Stykke, som jeg i forrige Aar forfærdigede i Anled-

ning af vor allernaadigste Konge, kong Friderich

den femtes velsignede Fødsels-Fest. Det blev paa

samme Dag, samt tvende Gange derefter, opført paa

hr. Casper Peter Rothes og min Bekostning,

og udi vore egne Værelseer, af lutter musikaliske Lieb-

[8]

habere. Da det nu efter adskilliges Forlangende

skal opføres paa den Kongelige Danske Skue-Plads,

haver jeg formedelst Personernes Omvexlings Skyld,

samt for at give tvende nye velfortiente Sangerinder

Plads udi samme, maattet forandre og forbedre det,

og sætte det i den Stand, i hvilken jeg nu har den

Ære at overlevere det til den gunstige og velmenende

Læsere.

           Min svage Pen og matte Geist haver herudi, saa

godt som de har formaaet, søgt at udføre begge Ri-

gernes trohiertige Ønsker itl denne Glædskabs Dag;

Dette har været mit Hoved-Øyemaal. Den anden

Hensigt herved har været, at søge at skaffe Sproget

den Ære, som det med Billighed fortiener. Jeg har,

undtagen paa et par Stæder, overalt betient mig

af laant Musik; hvilken Omstændighed visselig kan

undskylde en uhældig Poet, der giør det til sin Sag,

uagtet alle forekommende Vanskeligheder af Tone-Kon-

[9]

stens Regler, dog at bringe sit Vers frem saa fly-

dende og utvungen, som mueligt; I een og den samme

Arie kan tidt og ofte een Mening, eet par Ord, een

halv Linie igientages hele Snese Gange, og det stedse

med nye Afdelinger, nye Udvigelser, og nye Tone-

fald, saa at det tidt kan hende sig, at en Linie kan

passe sig de første nie Gange, men den tiende Gang

kommer den reent forkeert, saa at man er nødt til

igien at begynde paa nye, og giøre den hele Strofe om.

Jeg har og ligesaavel her, som udi de tvende andre af

mig forfærdigede Synge-Spil, Gram og Signe,

samt den vovelige Prøve, altid, uden undtagelse,

lavet det saa, at alle de Stæder, hvor en Stavelse

længe skal udholdes, eller hvor de saa kalde Roulla-

der, Cadencer o. s. v. indfalder, samme altid ere

komne til at staae paa et A, som den beqvemmeste

selv-lydende Bogstav, efter de for Synge-Stemmen

fastsatte Regler.

[10]

           Disse er allesammen Vanskeligheder, som ei kan

ophæves, førend den Tid kunde opleves, at en hæl

dig Poet, og en Capel-Mester, færdig ligesaa vel i

Sproget som i Tone-Konsten, forenede deres Kræf-

ter tilsammen, saa at Naturen kune blive iagttaget,

som bestaaer udi, først at giøre Verkene, og derpaa

at sette en beqvem Musik dertil.

           Dette er noget, som jeg har fundet mig skyldig

til at give Underretning om; Og for Resten har den

Ære at henleve

Den velmenende Læseres

tienskyldigste Tiener

Niels Krog Bredal

[11]

Historien, som er Forfatterens egen Opfindelse, varer

fra tilig om Morgenen til midt paa Dagen.

Musiken til Arierne er, et par undtagen, alle af vores

velfortiente Kongelige Danske Hof-Capel-Mester

hr. Joseph Sarti.

Musiken til Recitativerne er af hr. Johan Christopher Kleen.

[12]

Personerne i Synge-Spillet.

1.) Philedor, en Eremit, som skyer alle Menneskers Sælskab

2.) Licander, hans Ven.

3.) Melisse, Licanders Syster og omsider Philedors Brud.

4.) Daphne, en Skov-Nymfe.

5.) Gud for Rygtet.

Skue-Pladsen forestiller en dunkel Skov

med tykke Træer, inden for hvilke

man kan skiemte en vild Grotte, som

er Eremitens Bolig.

[13]

Eremiten

et musikalsk Hoved-Stykke

Første Afhandling

Første Optrin

Philedor:

(alene)

Ensomme Stæd!

Uskyldig Tilflugt for landflygt i Sindets Rolighed – – –

Lad Fyrsters Slot sin Pragt kun prise

Og Jordens Daarlighed for himlen vise;

De Spire blive dog som Dverge

Mod mine Kiæmpe-store Bierge. – – –

[14]

En ringe Priis paa eget Got,

Misundelse for det som andre haver,

Lyst til Anseelse, og Frygt for Spot,

Og al Slags anden Gift blant Lykkens søde Gaver,

I min ensomme Hule ei har Sted. – – –

En rolig Nøysomhed

Og nøysom Rolighed for hva der skeer i Morgen

Udi Landflygtighed fordriver Sorgen. – – –

Den konstigste Musik paa Fyrsters Sal

Ei kommer op mot min aarvaagne Nattergal,

Naar den, ledsaget af et Chor lidt mindre ædle Sangersker,

Ophøyer i sit Sprog sin Skabers Gierninger – – –

Hva er den falske Venne-skog

Mod slig uskyldig Fugle-Flok?

Hvor en er Menneske, er ingen Fiende.

Jeg ved en Aae beskygget af de grønne Linde,

Eer meer fornøyet, mere sikker end som Mogol, naar

Han midt iblant en Skok Drabanter gaaer. – – –

Den grønne Busk mod Heden nytter,

Og mig for Regn beskytter.

Ja, skiønt af Skovens Træe det ringeste,

Giør mig dog dobbelt Tieneste. – – –

[15]

Enfoldigt, mageligt, ukonstlet her mit Levnet er.

Friet for Misundelse, og friet for Sinds Besvær.

Jeg ey min Armod bytter om

For alt det Guld fra Peru kom.

Begierlighed, den Lokke-Mad paa Lykkens Angel,

Er Gud skee Tak! min største Mangel – – –

Du Skov! Du blomster-klædde Mark!

Du Fugle-Chor! Du kiølig Park!

I Eders Sælskab synes mig jeg haver

Den beste Deel af Lykkens Gaver.

ARIA.

I Enlighed er fundet

Hvad jeg i Sælskab savner,

Mig Rigdom her ei gavner,

Jeg har min Hule kier.

Her Lykkens Kaste-Vinde

Kan ingen Tilgang finde;

Den bliver ei misundet

Hvis Lykke ukiendt er.

(Da Capo).

[16]

Andet Optrin.

Licander, Philedor.

Licander:

(I det han langt fra bliver Philedor vaer, som han ei kiender.)

O! Himmel! Hvad er det jeg seer!

At her kan findes Mennesker

I slik Udørken, paa saa enligt Sted,

Som synes være skabt for vilde Dyr alene.

Philedor:

(I det han seer ham.)

Skal jeg da aldrig have Fred!

Ensomme Ørk! Kan du ei tiene

Mig til en sikker Tilflugts-Sted,

Jeg da i Verden ikke veed

En Plads, hvor jeg kan være frie

For Venners Overhæng og Fienders Raserie.

(Han vil gaae.)

Licander:

Min Ven! Philedor! er der dig!

Ak! Hvilken Skiebne førte mig

Til denne Skov for at omfavne

En Ven, som jeg saa tidt har maattet savne?

[17]

Philedor:

Min Omgang er Dig kun besværlig;

Du er beleven, munter, kiærlig;

Jeg derimod har vant mig til udi min Hule

For hele Verden mig at skiule.

Licander:

Jeg ey forlader Dig. Min dyre Venskabs Pligt

Tillod mig langt fra ikke sligt.

Jeg har forladt mit Hiem, kun for Dig at oplete.

Philedor:

Slig Omhue maae ret usædvanlig hede;

Hvis jeg ey vidste, at du var et Menneske,

Jeg kaldte Dig min Ven.

Licander:

(hæftig.)

Din Ven Philedor! Ja jeg svær ved Himmelen,

Hvis du mig kaldte saa, jeg det fortienede.

Philedor:

Du er et Menneske, og altsaa min eedsvorne Fiende.

Licander:

(bestyrtet.)

Hvor kan slig Tanke Dig i Sindet rinde?

[18]

Philedor:

Fordi jeg kiender Verden alt for vel.

Licander:

Men see dog til, min Ven! At du gjør lidt Forskiel.

Fordi et træ en raadden Qvist kan være,

Skal hele Træet derfor skyldig være?

Naturen selv af alle Stiftelser

Har Sælskab først indsat blant alle Skabninger.

De vilde Dyr, som af de blinde Sandser drives,

Blant sine lige glædes, trives,

Arbeydsom Myre, konstig Bie

Har Sælskabs Love, som foreener deres Kræfter.

Philedor:

Et Menneske for saadan Lov er frie,

De Dyrene kan ikke gjøre efter.

Et sminket Had, og Evig iført i Venskabs-Klæder

Blant Mennesker fortrolig Venskab ey tilstæder.

Licander:

Du maler Mennesker, de store Guders Billede

Med saadan Farve, som om det af Guderne

I Vrede saa var skabt.

[19]

Philedor:

Det første Verdens Foraar alt er tabt;

Den gyldne Tid, da endnu ey var blevet

En blodig Lov i haarde Tavler skrevet,

Da Mit og Dit, den egentlige Kilde

Til alle Laster, ikke kunde spilde

Det stærke Venskabs Baand;

Du Haand mod Haand,

Og trofast Venne-Ord var bedre end som Eed.

Nu derimod, da Verden mod sin Aften hælder,

Da Venskab lidt mod Egennytte giælder,

En Broder i den andens Arm ey sover trygt;

En Fader for sin Søn nu haver frykgt;

Nu gaaes Venskab ind, kun for desmere frie

I Venskabs Kaabe at begaae Bedragerie.

Jeg derfor, klog af egen Skade,

Vil Verden reent forlade.

Giør Du og ligesaa. Vu vuk ydvælge hver en Hule,

Hvor vi fra Verden midt i Verden os vil skiule.

Licander:

Sligt skrider mod vor Pligt som Mennesker.

Naturen har jo plantet i enhver

[20]

Den Drift, at Mennesket bør søge

Hinandens Beste at forøge;

Du er ey eene skabt for Dig, men og for andre;

Om alle vilde i dit Fodspor vandre,

Da blev snart Verden en Udørken lig.

Philedor:

Slik Tale ikke rører mig;

Jeg søge vil i Enlighed

Det jeg blant Mennesker at finde ikke veed.

(Medens Licander synger efterfølgende ARIA,

gaaer Philedor rundt omkring og seer sig

om indtil han faaer Øyne paa Melisse, som

kommer ham i Møde, hvilken han med

forundring betragter.)

Licander:

ARIA.

Bort med særsindet Tanke!

Med Verden at forlade

Og alle Fok at hade

Imod Naturens Lov.

Hvem vilde vel omvanke

Og eensom Sorrig sanke

Udi en vildsom Skov.

[21]

Tredie Optrin.

Licander, Melisse, Philedor

(afsides.)

Melisse:

Jeg længe blev ved Aaen siddende,

Hvor Du mig nys forlod;

Men da Du mod Dit Løfte tøvede,

Jeg gik, til Skiæbnen haver ført min Fod

Igjennem Skoven hen til dette Sted.

Licander:

Min Søster! Stedets Enlighed;

Det smukke Syn af Blomster-klædde Egne

Og blandet Lyd for Øret allevegne

Af Fuglers Qviddren og af Kilders Brusen,

Som her fra Biergene med en fortryllet Susen

Nedfalder i de dybe Dale,

Har giort, at jeg har ladet mig forhale;

Jeg her desuden nok en Ting har vundet,

I det jeg en forloren Ven har fundet,

Han her omkring i Skoven vanker,

Der er han søster! – – – – See! Han gaaer i Tanker.

[22]

Philedor:

(som kommer efterhaanden nærmere.)

O! Engel-Syn – – – – – dog hvad!

Jeg lader mig saa hastig overvinde!

(Han vil gaae.)

Licander:

Philedor! kom dog nærmere,

Du her skal ingen fremmed see;

Den Ven Du med hans Søster her skal finde.

Philedor:

Din Søster? – – – – – –

Licander:

Ja. – – – – –

Melisse:

Maaske jeg er til Hinder.

(Hun vil gaae.)

Philedor:

Die Deyligste af jordiske Gudinder!

Saa angenemt Besøg mig kunde let forføre,

At jeg et Skaar udi mit Forsæt kunde giøre;

[23]

Jeg hader Sæskab, men kun for jeg haver lært

At det blant Mennesker er ikke meget værdt;

Men da jeg finder hos mig selv en Tanke, som undtager

Dig fra den store Hob, vil jeg, som Du behageer,

Et Forslag giøre Dig:

Vi tre vil lettelig

Et lidet og uskyldigt Sæskab her oprette;

Jeg af det beste Løv vi Dig en hytte flætte,

Og næst ved en for mig;

Din Broder selv kan bygge en for sig.

Melisse:

Det var en artig Tanke.

Skal vi da her som vilde Dyr i Skoven vanke?

Philedor:

Langt hellere blant dem, end som blant Mennesker

Dem veed vi hvad de er;

For dem kan vi os tage vare

Og med Forsigtighed er uden Fare.

Jeg derfor har udvalgt mig dette Sted,

Som beste Middel til Fornøyelse og Rolighed.

[24]

Men Deyligste! Den Afskye, som jeg vær for Mennesker

Langt fra tilstrækkelig ey er

At hindre mig at see de Sinds og Legems Gaver

Hvormed Naturen Dig beprydet haver;

Ja hvis det Dig anstod, jeg strax begierte

Af Dig, o! Skiønneste! Din Haand og Hierte.

Melisse:

Det kalder jeg at tale reent; Men hvis saa var,

At efter Dine Ord Du Elskov for mig bar,

Og jeg santykte det, hvor vi du da begiære

At jeg min hele Tid skal avskilt være

Fra alle Mennesker?

Rey ?, hvis din Kierlighed retskaffen er,

Saa – – – – – – – –

Philedor:

Jeg vil giøre alt kun for Dig at behage;

Men tillad, at jeg her maa ende mine Dage;

Vil Du med mig tilfælles Skiæbne bære,

Da seer jeg en hvor jeg kan meer lyksalig være.

[25]

Licander:

Men tænk Philedor! – – –

Philedor:

Let vide hvad Du mig at sige er i Stand:

Men tænk: At jeg som vel-erfaren taler,

Naar jeg Dig Verden med sin rette Farve maler.

Licander:

Men naar Du til min Søster Elskov bær,

Da sig: Hvad er Din Tanke med slig Kierlighed?

Philedor:

Dens Sødhed kiendes best i Ensomhed.

(til Melisse.)

Befal Melisse! Hvad Du vil at jeg skal giøre,

Du et ulydigt Ord udaf min Mund skal aldrig høre;

Alene byd mig ey at søge Verden meer.

Melisse:

Ved Din Standhaftighed jeg ret bestyrtset er.

[26]

Du elsker – – – og jeg i mit Hierte finder

En Drift, som mig til Dig forbinder.

Jeg gaaer – – – for best at eftertænke ene

Hvad Raad os begge helst kan tiene.

ARIA.

Gyldene Tid! da ikke

Guld var af Muld opgravet

Og Perlen endnu i Havet

Laae sikker i sin Skal.

Navnet sig bedre nu kan skikke,

Da Guldet Dronning heder

Og udi gyldne Kieder

Vor Lykke holdes skal.

(Da Capo).

(Hun gaaer.)

Fierde Optrin

Licander, Philedor.

Philedor:

Nu staaer det til Din Søster ret at giøre mig

Min hele Livs-Tid lykkelig.

[27]

Med hende jeg ey vilde da min Hytte

Mod hele Verdens Guld forbytte – – –

Lyksalig Hyrde! Som reent uden for al VerdensLarm

Kan med et roligt Sind i sin Hyrdindes Barm

Snart glemme at Han ere en dødelig,

I det han uden Sorg er næsten Guder lig.

Licander:

Sandt nok; Forgiæves søger Mennesket

Ved Vold, ved List, ved Konst

Den Sindets Roe, som man erhverve kan omsonst,

Naar man sit Levnet sig vil giøre mere let.

De Mægtige paa Jorden, som de kunde

Indsee en Hyrdes lykkelige Kaar

Der i sin Frihed driver sine Faar

De Ham hans Skiæbne skulde snart misunde.

Om al slags Lykke kunde paa os regne ned,

Hvad var det vel mod Sindets Rolighed,

Som nøyet med sig selv og med sin egen Stand

Kan Lykkens Soel med tørre Øyne skue an.

[28]

Men skal vi derfor just al Fælleskab opheve?

Man midt blandt Verden dog kan skilt fra Verden leve.

Philedor:

Hvor saae er det, som midt paa Lykkens glatte Iis,

Blant Verdens Sværm, blant Tummel og blant Larm,

En avler Ormen i sin egen Barm,

Der giør, at Vi paa eget Got ey Sætter Priis.

Den Lod tilfaldt ikkun de rare Vise,

Udag hvis Mængde Jorden sig kan ikke prise.

Den Verden, hvor enhver

Med sit fornøiet er,

Og i sin Lykkes Dæmring ey faaer Griller,

Naar andres Middags-Soel udi hans Øye spiller,

En saadan Verden, som man sig nok ønske vil,

Men som, foruden Tanken, ingensteds er til.

Licander:

Lyksalig den, der i en stille Roe

Tør alle troe; men ingen sig betroe,

[29]

Foruden den, som han har lært at kiende

Naar Lykken Bladet vilde vende,

Og som med alle i en kierlig Enighed

Men kun med faae staaer i Fortrolighed!

Licander, og Philedor:

DUETTO.

(Musiken hertil er sat af Hr. Haugsteen.)

Licander:

Ved Ild skal Guder prøves:

I Nød skal Venner kiendes

Som svarer til sit Navn.

Philedor:

Naar Svig og List forøves

Og Venskab dermed endes

Hvad er da Venskabs Gavn?

Licander:

Venskab.

Philedor:

Enlighed.

Licander:

Venskab.

[30]

Philedor:

Ingen slags skiulte Snarer

Enlighed med sig har.

Begge:

Man først skal kiende i Farer

At trofast Ven er rar.

Naar Solen Skyer for sig trækker,

Det Vendskabs Hede snarlig svækker,

Der før som stærkest svar.

Ende

paa første Afhandling.

Her imellom forestilles en Dands av hyrder.