Gram og Signe [05-libretto-3.akt]

[75]

Tredie Optog.

(En Kongelig Sal forestilles med adskillige Lys og

Tafler oplyset; adskillige Tienere staaer omkring i

kostbare Klæder; Kong Sumble leder sin Dotter,

som er pyntet i sin fulde Brude-Stads, ind i

Salen.)

Første Optrin.

Sumble, Signe, Humble.

Sumble:

See her min Dotter! er det Sted

Hvor Grundvold legges skal til mit Gemyttes Rolighed.

Jeg seer med Lyst den Time at fremtræde,

Paa hvilken du, til min og Folkets Glæde,

Skal favnes af en Kiereste,

Som dig beskikket er af Guderne.

Signe:

Min Fader! du har giort alt, hvad du kunde,

Til din og min Fornøielse;

Men Himlen, som bestyrer Hierterne,

Vil mig den rette Smag udi min Lykke, ikke unde.

Hvor glad jeg havde Aarsag til at være,

Saa nødes jeg dog at ernære,

[76]

Desvær! en Orm udi mit eget Bryst,

Som blander Gift i al slags Lyst.

Min Trøst er, at derpaa den mørke Vinter kommer,

En desto mere yndig Sommer.

Sumble:

Din Lydighed fordobler her min Glæde;

Lad af min Dotter! kun at græde.

En dødelig Maa ei om skiulte Ting bekymre sig.

Vi veed ei selv, hvor hastig vores Sorg og Glæde

For Døren heel uventet er tilstede.

Den Lykke, som afvexles med en liden Plage,

Er vi i Stand med desto større Lyst at smage.

Signe:

Ja vist, min Fader! jeg maa selv bekiende,

At alt hvad Himlen mig endnu har ladet hende,

Er ikke værd at væde dine Øine for.

Alt hva jeg haver paa at anke,

Er maaskee ikkun en ugrundet Tanke. – – – – – –

Dog er min Angest meget stor.

Du veed jo selv, hvad du Kong Gram har lovet;

Du veed, hvad han for mig har vovet,

Da han af Fiende blev en Beilere,

Og af en tapper Helt blev den Elskværdigste.

[77]

Sumble:

Jeg intet mere høre vil om ham.

Signe:

Langt fra min Fader! at jeg nævner Gram,

Fordi at jeg for hannem Elskov bær.

Nei. Tvertimod jeg vil med Flid udslette

Udaf mit Hierte blot Erindringen af dette.

Jeg dig adlyder. Det en Lov mig er.

Jeg sier ikkun sligt,

For dig at vise, hvordan jeg mit Hierte tvinger,

I det jeg vise vil min Pligt.

Sumble:

En slig Erklæring, som fra Hiertet har Oprindelse,

Udi en Faders Øre bedre klinger,

End som den meest Veltalende,

Og sminkede Tilstaaelse.

Signe:

En Dotter, som vil have Navn af dydig,

Maa først og fremst dem være lydig,

Som hun for Livet pligtig er.

Sumble:

I mine gandske Leve-Aar

Jeg ingen Time har oplevet,

[78]

Som i mit Hierte staaer,

Med større Lyst anskrevet. – – – –

See der din Brudgom, som os udi Møde gaaer,

Han Dig skal sige hvad jeg ei formaaer.

ARIE.

O! høist lyksalig Hyrde!

Som, uden Sindets Byrde,

Den sande Lykke har just i din ringe Stand.

Naar Regn og Solskin gives,

Og saa din Hiord kand trives,

Du glædes kand.

DA CAPO 

Andet Optrin.

Sumble, Humble, Signe, Henrich, Guttorm.

Guttorm:

Der staaer din Brud, din Elskelige Signe,

Ret saasom Solen, naar den længste Skygge kaster

Og op fra Øster-Havet haster.

En Soel jeg med den andren vel tør ligne.

[79]

Henrich:

Ja vel.

Min Lykke er fuldkommen stor.

Jeg Ord ei kand udfinde for

Den Glæde, som sig yttrer i min Siel.

O søde Øieblik!

Velsignet Time! Da jeg fik

Den første Glands af hendes Deilighed at skue,

Da Dyd og Skiønhed tændte fælles Lue;

Men endnu mere søde Stund,

Da jeg af hendes egen Mund

Det visse Pant paa en Gienkierlighed skal høre,

Som mig for evig skal lyksalig giøre.

Sumble:

Nu er det Tid at være lystige.

Enhver af Brøllups-Giestene

Er alt tilstæde,

For over fælles Velfærd sig at glæde.

Humble:

Et Brude-Par, som dette, vel er værd

Den prægtigste og glædeligste Brøllups-Færd.

Sumble:

Et herligt Gieste-Bud

Skal slette al slags tvungen Angest ud.

[80]

Henrich:

Kom du min Allerdeiligste!

En tvungen Bludsel dig ei nu anstaaer,

Hvorved du giør i fælles Glæde Skaar.

Betænk, at denne Time er den alle ønskede.

Signe:

(for sig selv)

Om jeg mit Hierte skulde ret randsage,

Da ønskte jeg, at denne var den sidste udaf mine Dage;

Men jeg mig seer nødtvungen, til

At giøre alt, hvad Skiebnen af mig fordre vil.

(til Henrich.)

Der er min Haand.

Jeg med Ærbødighed min Lykke gaaer i møde.

Henrich:

Nu fik en ret forelsket mand

Alt hva, som livet kand forsøde.

ARIE.

Trods Helter! trods Kiemper!

Trods Krigshær! trods Luer!

Og alt hvad mig truer,

Min Lykke nu dæmper.

[81]

Min Elskov forsøder

Alt, hvad mig tilstøder,

Fra denne Tid af.

Mit Haabe er alt kronet,

Og Skiebnen forsonet,

Som alt, hvad jeg ønskte, i Signe mig gav.

Tredie Optrin.

Humble, Guttorm.

Guttorm:

Hvad er dog vel en dødelig?

En Bold for Skiebnen og for den uvisse Lykke.

En Tid behager de vort Haab reent at opprykke,

Og gunstige derpaa strax viser sig.

Humble:

Ja det er sandt.

Den som af dette ei Anledning fandt,

At mærke Himmelens alvise Domme,

Maa vist til kort paa Sind og Sandse komme.

Først kommer Gram som Fiende hid,

Enhver er bange for hans Navn.

Man spaaede Landet intet Gavn

Af saadan Giest. Men see imidlertid,

[82]

Mens Spyd og Sværd, som ingen Grændser kiender,

Sig tumlede, og man paa Fred ei tænkte,

Blier Skiebnen tredje Mand og Bladet vender,

Saa den for Fiende os vor Konges Svoger skienkte.

En Signe saae paa Gram,

Og udi Øieblikket gjorde ham

Udaf en Helt til hendes Øines Fange.

Vi større Lykke kunde den gang ei forlange.

Han reiste bort,

Saasnart Forlovelsen var giort.

Han agtede det alt for skiendigt,

Og for en Konge uanstændigt,

At føle sig i Vellyst, naar

Hans Folkes Velfærd udi Stikken staaer.

Imidlertid, da han saa længe borte blev,

En ukiendt Drift din Herre drev,

At see vor skiønne Signe, som

Hver dag alt meer og meer i Rygte kom.

Han kom, han saae hvad han begierte,

Men uformærkt sit Hierte saa besnærte,

At han af Giest blev en uventet Beilere.

Der blev da ikke tænkt paa den fraværende;

Han vores Signe til sin Brud begierte,

Og var saa lykkelig,

(Hvad han mindst kunde vente sig)

At vinde Sumbles og hans Dotters Hierte,

Saa blev Kong Gram forglemt,

[83]

Og i hans Sted Kong Henrich blev bestemt,

At være Brudgom til vor elskelige Signe.

Guttorm:

Mod slik Tildragelse jeg intet veed at ligne,.

Man seer heraf hvor Skiebnen os omvelter,

Og spiller Bold med store Helter.

Tit den, som pløier Ageren,

Maa til en fremmed lade Høsten hen.

Hvem kand sig altsaa lykkelig,

Hvem ulyksalig prise,

Før Døden melder sig,

Og Udgang paa vort Liv og Skiebne skal udvise.

Humble:

ARIE.

Et Billede i Speilet

Kand Lykken lignes ved.

Hvo som dens Søe har feilet,

Seer med Bestandighed

Dens Lokke-Gaver.

Var Lykken en Morgen blid;

Den, inden Aften, dunkler,

Da Haabets Gnist, som funkler,

Er ene det vi haver.

[84]

Fierde Optrin.

Gram, Thron, Humble, Guttorm.

Humble:

Og du er endnu her?

Betænker du da ei hvad dig tillavet er?

Betragt din falske Spaadom, som

For nys saa ubeleilig kom.

Pak dig,

Du maaske andensteds er mere lykkelig.

Jeg for en ulyksalig stedse Medynk bær.

Gram:

Ynk den, som meer end jeg, ynkværdig er.

Jeg merker vel, at Skiebnen vil min Spaadom reent omstøde.

Jeg desuagtet gaaer min Fare uforsagt i møde.

Har Himlen for min Dristighed bestemt mig Straf,

Hvad hjalp det da, at jeg paa Flugt mig gav?

Hvem kand for Guderne sig skiule?

Den dybeste Afgrundens Hule,

Det meest vildsomme Hav,

De høie Himle selv i Stand ei er,

At redde den, som Skiebnen engang overgav

Til Straf for hans Misgierninger.

Humble:

Man ved Forsigtighed dog kand undgaae

Der, man ved Dristighed sig ellers drager paa.

[85]

Gram:

Mit Mod er aldrig vant at skrekkes,

Min muntre Geist kand aldrig svekkes.

Er du min Ven, du mig tilsteder

Den sidste Bøn, jeg af dig beder.

Humble:

Om det er noget, som staaer i min Magt,

Da tænk, at det er giort saasnart, som sagt,

Jeg stedse Medynk med en ulyksalig haver.

Dog Raader jeg dig forud, at du det saa laver,

At du undgaaer saa mægtig Haand.

Gram:

Jeg grues ei for Ild, for Sværd, for Baand.

Guttorm:

Uhørte Dristighed!

Gram:

Tillad da blot, at jeg et Sted

Ved Døren staaer blant Brøllups-Giesterne.

Humble:

Min Ven! du beder om en Tieneste,

Som er dig alt for farlig;

Om du dig skiulte end saa varlig,

Det let dog kunde skee,

At en fortørnet Brudgom dig fik see.

Du løb jo da midt i den visse Fare,

Han dig i første Hidsighed ei vilde spare;

[86]

Du veed jo selv, hvor let du havde giort et Skaar

I hans, ja hele Landets Glæde.

Gram:

Jeg svær, jeg ei af Stedet gaaer,

Før du min Bøn mig vil tilstede.

Min muntre Geist alt tager af,

Og stunder til sin Grav;

Min Spaadom aldrig feilte før;

Nu merker jeg, at Guderne

En saadan Gave mig ei mere undede,

Hvorfor jeg og med Glæde døer.

Humble:

Jeg med min Villie dig maa føie;

Men eftertænk det endnu nøie.

Kand det ei hielpe, og du bliver ved

Udi din Dristighed,

Og du den siden vil fortryde,

Da kom ihu, at du mit Raad ei vilde lyde.

Gram:

Slet intet Raad kand virke der,

Hvor Døden kierere, end Livet er.

Jeg Skiebnen uforsagt i møde gaaer.

Den faaer jo alting, som sit Ønske naaer.

Humble:

Velan! da du mit sunde Raad vil ikke høre,

Vil jeg dit Ønske fyldestgiøre.

[87]

Gram:

ARIE.

Et Skib blant Storm og Vinde

Kand Vei til Havnen finde.

En Fugl, som er i Snaren,

Har Haab, at undgaae Faren.

Alting Forandringer er underlagt.

Lykken sit Hiul omdreier.

Haabet, som ei kand svekkes,

Og ei af Faren skrekkes,

Staaer altid lige fast.

Femte Optrin.

(Det inderste af Skue-Pladsen aabnes, hvor Brølluppet

forestilles. Alle Brøllups-Giesterne sidder om Bordet

etter gammel Skik og Sædvane, hvoriblant Kong

Henrich og Signe sidder øverst. Imidlertid lader en

stærk Musik med Pauker og Trompeter sig høre, som

varer saa meget, som et par Minuter. Imidlertid faaer

Kong Henrich øie paa Gram, som i sine slette Klæ-

der staaer nederst ved Døren.)

Henrich, Signe, Guttorm, Sumble,

Humble, Gram, Thron.

(Brøllups-Giesterne.)

Henrich:

(i det han bliver Gram vaer.)

Forvovne Drømmer! tør du komme her?

Har du da ei Undseelse for mig?

[88]

Er du ei bange for den Straf, som bier dig,

For dine smukke Hierne-Spind og Gisninger?

Det selsomt er, at ei din Geist dig kunde forud sige,

At du og dine Lige

Faaer ikke længe Lov at blive ved,

At giekke Folk ved uforskammet Dristighed.

Dog skal min Hevn dig endnu spare,

Til du tilfulde faaer erfare,

At Guderne ei strax tilrede Staaer,

At føie Drømmeren i hvad han spaaer.

Gram:

Den Himmel, som mig gav Indskydelsen,

Kand giøre lettelig Forandringen.

Om du det synes, er det derfor just ei vist,

At af os begge du ere lykkeligst.

Henrich:

(griber til sit Sværd, og løber mod Gram.)

Jeg styrer mig ei længere,

Jeg den Forræders Hierte-Blod maa see,

(Tienerne løber til, for at undsette Kong Henrich.)

Jeg har aldeles ingen Hielp fornøden,

Han ved min egen Haand skal smage Døden.

(Han forfølger Gram til yderst paa Skue-Plad-

sen, hvor Gram vender sig mot ham, og frem-

trekker sit Sværd, som han til den Ende havde

skiult under sin Kappe, og dermed stikker Kong

Henrich, som raaber inden for.)

Ach! Du Forræder! ach!

[89]

Gram:

(Efterat han i største Hast har kastet sine slette

Klæder, og staaer igien i andre kostbare, som han

Havde derunder, kommer strax frem blant Brøllups-

Giesterne med Sværdet i Haanden.)

Jeg tænker, at jeg udaf Guderne fortiener Tak,

I det jeg skilte Verden ved et Dyr,

Som gruedes ei for hva Dyrene afskyer.

At legge sig, som han, imellem Bark og Træ,

Er aldrig hørt iblant umælet Fæ – – – –

Enhver, som vil ei være Grams Uven,

Maae hielpe mig, at faa min Brud igien,

Saa kand enhver, som vil sig føie til min Side,

Paa mig som sin Beskytter lide.

(Medens han saaledes taler, og løber om med det

blodige Sværd blant Brøllups-Giesterne, tager

nogle Flugten, (hvoriblant den gamle Sumble

og hans Dotter) andre setter sig til Modværge,

andre staaer sig til han Partie; og imidlertid la-

der man det inderste Dekke falde.)

Siette Optrin.

Sumble, (med en Deel Hof-Betientere) Humble.

Sumble:

Jeg, mens jeg lever, nogenlunde

Kand aldrig saadant syn forvinde.

Nu Himmel! hvor forblinder ei udvortes Skikkelser?

Hvem skulde falde paa, da han kom her,

[90]

At det var Gram?

Dog eftertænker jeg, at jeg dog udi ham

Blev noget usædvanlig vaer,

Som forud mig Betegning bar

Om hvad, som skulde skee.

Humble:

Forunderlige Hændelse!

Jeg staaer forgabt!

Sumble:

Og jeg har Sands og Mæle tabt.

Humble:

Fra Læge, fra en slet foragtet Drømmere,

Seer vi en Konge i den fremmede,

Ja, det som mere er, hva vi mindst ventede,

Istedenfor en Læge en Medbeilere,

Som vil med Sværd sin Ret udføre.

Sumble:

Hvad er i saadan slibrig Sag at giøre?

Den Mand som jeg min Dotter agtede,

Var maaske hende ei tiltænkt af Guderne;

Nei vist. Kong Gram har ret.

Hans Sag er alt for reen,

At han ei nyde bør Belønningen,

For saadan Tapperhed, som neppe før er seet.

Jeg min Forseelse vil snart udslette,

Og hvad jeg mod ham syndet har oprette.

[91]

Humble:

Din Dotter er slig Brudgom dobbelt Værd;

Først fik han ja af dig, og derpaa med sit Sværd

Har hende kiøbt saa dyrt, at jeg knap seer,

At hannem andet, end hvad han fortiente, skeer,

Tillader du o Konge! at vi hannem gaaer i møde?

Sumble:

Ja vist. Det er ei Tid, en Helt at støde

Fra den Belønning, som

Med Retten ene ham fra første Tid tilkom.

Jeg tænker da, ved dette

Mit brudte Løfte at oprette.

Humble:

Der er han. Og din Dotter følger ham;

Der seer vi en elskværdig Gram,

Hans Ansigt alt formildet er;

Hans Øine Tegn til Fred og glæde bær.

Den Helt, som nylig var saa bister,

Hvis Aasyn funklede af Gnister,

Er nu antændt af idel Kierlighed,

Som veier op imod hans Tapperhed.

Sumble:

ARIE.

Nyelig vidste mit saarede Hierte

Ei af Trøst og af Glæde at sige;

Jeg er glad nu saa traurig jeg var.

[92]

Himlen, som har udslettet min Smerte,

Mig tillige

Her trøstet og har.

Syvende Optrin.

Sumble, Humble, Gram, Signe, Thron:

(Gram kommer ind paa Skue-Pladsen med Printsessen

ved den ene Haand og sit blotte Sværd i den anden,

hvilket han nedlegger for Sumbles Fødder.)

Gram:

See her Kong Sumble! Jeg nedlegge vil for dig

Det Sværd, som giorde mig saa lykkelig,

At jeg min Signe fik igien.

Det forbigangne vi nu lader fare hen,

Og ikkun tænker paa, om du behager,

Hvordan vi reise skal de faldne Sager.

Har jeg fortient, at straffes, see da staaer jeg ene her,

Men om jeg derimod rosværdig er,

Da lad mig faa den Løn, som jeg fortiener,

Jeg, nok derfor at have vovet, mener.

Signe:

Min Fader! hvis en Bøn af tvende Munde

Udretter mere, see! her ligger jeg for dig.

(hun falder ned for hans Fødder.)

Kong Gram den Brudgom var du først bestemte mig.

Sumble:

(i det han hielper hende op)

Jeg taaler ingenlunde,

At jeg anmodes om det, som jeg skyldig er.

[93]

Selv Himlen haver fældet Dommen her.

Min Sviger-Søn!

Min graae Haars Alders Løn!

Fortryd ei paa, at jeg ei kunde før betænke,

Hvor kostbar Sviger-Søn mig Himlen vilde skienke.

Gid tusende Velsignelser

Herefter følge med dig hvor du er!

Da en saa fæl og blodig Brøllups dag

Skal blive Kilden til enhvers Behag.

Og du min Signe! Lev du vel

Med ham, som Himlen dig

Bestemte, for at blive lykkelig;

Saa har jeg af min Lykke alt min Deel.

Gram:

Jeg en retskaffen Læge blev dog her tilsidst,

Jeg Byrden, fra dit Sind at lette, haver vidst.

Kong Henrich fandt, at jeg en Spaamand var,

Alt hvad jeg sagde, just indtruffet har.

Nu staaer jeg her igien,

Som Konge, ja som Beilere.

Lær heraf, at, naar Kierlighed er reen,

Til alting den omdanne kand et Menneske.

Gram:

ARIE.

Det største Las kand velte

Ved ganske ringe Tuer.

De allerstørste Helte

[94]

Et Rov for Skiebnen er.

Det størte Spiir paa Jorden

Har meest at frygte Torden.

Naar Stormen Eegen truer,

Man Busken sikker seer.

Ottende Optrin.

De forrige. Guttorm.

Guttorm:

Jeg kommer, for med Underdanighed

De sidste Ord at sige dem,

Som min afdøde Herre bad mig bringe frem,

De han udsagde med en stor Standhaftighed.

Saae, sagde han, siig at jeg nu for silde

«Fortryder, at jeg ubesindig vilde,

Mig sette mod hvad Himlen vilde have frem.

Men gaae du hen til dem,

Som lykkelige ved mit Fald er blevet,

Og siig, at Dødens Qval har ei fordrevet

Den Kierlighed, som jeg endnu for Signe bær

Da Aanden mig på Læben er.

Dog, (lagde han dertil,) kand det mig ei fortryde,

Da hun en anden Mand, end mig, skal nyde,

At da saa værdig Helt skal hende favne,

Hvorved hun ei min Kierlighed skal savne.»

Derpaa han i al Stilhed drog

Det sidste Suk.

[95]

Gram:

Hans sidste Tale er saa smuk,

At jeg fortryder, at jeg ikke anden Afskeed med ham tog.

Jeg skamtes ved at kalde ham min Fiende,

Hvis han ei havde været nødt desværre,

At still dig ved en saa elsket Herre,

Da byder jeg dig til,

I fald du med mig følge vil,

At jeg erstatte skal det Tab du leed.

Jeg dig antager i min Tieneste.

Guttorm:

Jeg neppe Ord, som svarer til min Tanke veed,

Som kand udtrykke min Taksigelse.

Gram:

Paa denn Glædskabs Dag

Maae ingen misfornøie være.

For en saa vel udfalden Sag

Vi Odin Lovsang vil frembære.

Gram og Sumble:

DUETTO:

Gram: For en saa vel udfalden Sag

Vi Tak til Himlen vil frembære.

Sumble: For en saa høit velsignet Dag

Bør hver og en fornøiet være.

Vor fælles Glædskabs Klang

Mod Himlen føre skal vor Sang.

CHORUS A TUTTI:

Gid selv Himlen opamme

Skioldungernes Stamme!

De Helte fra Norden

Skal være, som Torden,

En Skrek overalt.

Men blant Folket, som de skal regiere,

Skal Kierlighed være

Et pant paa en frygtet og æret Gevalt.