Gram og Signe [04-libretto-2.akt]

[50]

Andet Optog.

 

Første Optrin.

Gram allene.

Gram:

O mægtig Elskov!

Som er himmelens og Jordens Dronning,

Siig, hvad kand du os ei forlede til?

Du giør Umulighed til Børne-Spil,

Og Malurts Bitterhed til Honning.

Du viser Veien over steile Bierge,

Fra hvilke Jætter er at see, som Dverge;

Igjennem dybe Dale du kand Gienstrie lære,

Hvor aldri Soel og Lys kand være.

Du Guder giør til Mennesker og Mennesker til Guder;

Ved hielp af dig en Træl for Herre sig anseer;

Ved dig en Konge snart en Slave er.

Du hvasse Torne giør til Silke-Puder.

Du klæder Viisdom udi Narre-Kaaben;

Og gier Fornuft i Daarers Bryst.

Du spæger Helte, og gier de forsagte Vaaben;

Du tvinger Konger, og gir Trælle Lyst

Du legger Ord i Munden paa Vanvittige,

Og giør at selv Veltalendhed blier stammende.

Jeg selv til Prøve tiene kand

Paa alt hva Elskov er i stand,

[51]

Os at veilede til;

Den haver mig forført til mangt et vovsomt Spil:

Uagtet at Kong Sigtrugs Datter Gro

Var alt bortlovet til en Kiempe,

Saa fæl Medbeiler mig ei var i Stand at dæmpe.

(En Prøve paa Elskov, som man knap kan troe)

Jeg mødte ham, jeg tvang ham til at lære,

At tapper Elskov ei kand underdanig være.

En anden Ild nu tænder an mit Bryst,

Jeg paa et fremmed Land,

Hvor ingen Ven mig hielpe kand,

Nu træde tør med Lyst.

Det Maal, som Haabet langt fra viser,

Giør, at min Elskov sig, som Seierherre, forud priser;

Og hvorom alting er,

Saa er en Signe værd,

At man igjennem Ild og Vand og Sværd

Og Helte-Gierninger

Til Maalet søge bør,

Foruden hvilket man ei derpaa tænke tør.

En frygtsom Arm maa aldri falde paa,

At blive værdig, til en Signe at omfavne.

Kort sagt: Det maa mig Skade eller gavne,

Saa vil jeg gaae, hvor Elskov byder mig at gaae.

[52]

ARIE.

Elskov for mig Fanen fører,

Lyst til Hevn mit Hierte driver;

Mod og Elskov man sielden hører,

At de bange for Magten bliver.

Skiebnen ei kand Helte bøie;

Vil just Lykken ei altid føie,

De dog altid Haabet har.

Haabet aldrig blier skibbruden;

Alleting maa Elskov tiene.

Intet, uden Døden eene,

Mig min Elskov mig betaer.

Andet Optrin

Gram, Thron:

Thron:

Nu gielder det o Konge! at

Du legger Mod, og tager List i den sted fat.

Det Rygte om en saa berømte ankommen Læge

Har ikke kundet andet end bevæge

Hver Mand, at ville see

En saa berømt og nyttig Konstnere.

[53]

Du for Kong Sumble dig ret strax skal forestille;

Han kommer hid;

Men glem du ei imidlertid,

En Læges Rolle, ei en Konges, bør du spille.

Ved dette Puds du let kan Tiden vinde;

Man i en Time meer, end i et Øieblik, dog kand          udfinde.

Tillad o Konge! at jeg underetter dig,

Da du ei har behov, at undervises udaf mig.

Gram:

En slig Meeneeder jeg dog neppe kand anskue,

Førend mit Hierte af retmæssig Iver staaer i Lue.

Har Gram Taalmodighed,

At see paa den, som haver ham foragtet?

Thron:

Den Leilighed, som du har eftertragtet,

Ei gives dig endnu.

Kom Konge! dog ihu:

Den sikkerst vinder, som at vinde Tiden veed.

Gram:

Min Hensigt synes mig er alt for reen.

Til at den i et fremmed Navn sig skulde forestille;

Min Elskov, som er tændt af Himmelen,

Skal uden Nedrighed til sidst dog Mester spille.

[54]

Thron:

Du giver det et Navn af Nedrighed,

Som i sig selv kun er en tilladt Listighed.

Man Meeneed hevne bør ved List,

Og Svig med Svig giengielde,

Saa troer jeg Himlen ganske vist

Skal Dommen efter Ønske fælde.

Gram:

Jeg vil da stræbe paa, dit Raad at følge,

Skiønt jeg min Lyst til Hevn knap kand fordølge.

Der kommer han – – – – –

Jeg mærker alt, mit Blod at blive koldt.

Mit Sind knap er i Stand,

At holde ud den Dyst, som dette Syn har voldt.

Thron:

ARIE.

En hyrde sin Fløite i Skovene rører;

Sligt Fugle anhører,

Og svarer med Sang.

Imedens han spiller,

Og Echo med Røsten i Biergene triller,

Blier Tiden ei lang.

[55]

Tredie Optrin.

Sumble, Humble, Gram, Thron.

Humble:

Her seer Du Konge den berømte Mand,

Som Himlen selv har sendt til dette Land.

Jeg tvivler ei, at han sig jo paatage tør,

At tage bort den Orm, som dit Gemytte uroe giør.

Sumble:

(for sig selv)

Hans Væsen og hans Aasyn spaaer mig noget stort;

Jeg tvivler, at jeg er udi mit Haab bedraget;

Hans Mine mig har slaget;

Han har en underlig Forvirring hos mig giort.

(til Gram)

Kom vise Mand! og viis en Prøve paa din Konst;

Jeg dig forsikrer, at du det ei giøre skal omsonst.

Af Landet du skal faae Taksigelser i det største Skok.

Gram:

At jeg mit Ønske naaer, er mig Belønning nok.

Sumble:

Han taler meget fort;

Men sligt tilfælles er for alle Vise.

(til Gram)

Jeg Dig, som Mester i din Konst, vil prise,

Hvis Du mit Sinds Bekymring tager bort.

[56]

Gram:

Naar Guderne fortørnes over Mennesker,

Da bør den Deel, som ædelst er

Af Mennesket, sin Deel i Straffen tage.

En jordisk Konge kand kun Kroppen plage;

Men Himlens Hevn til Sielen trænger ind,

Og rører det meest følesløse Sind.

I Guders Dyrkelse

En Konge altid bør sit Folk et Mynster være;

De af ham, som et Speil, bør lære,

At frygte og at ære Guderne.

Har du o Konge! selv ei voldet,

At Guderne dig har strafværdig holdet?

Sumble:

Jeg veed ei noget, som

Mig har paadraget en saa grusom Himlens Dom.

Guds-Dyrkelsen jeg har haandhevet,

Som Kongerne, der for mig havet levet.

Gram:

Tal ikke saa. Thi Himlen er retfærdig;

Den straffer den, som er strafværdig.

Ja meer – – – – – – – – – – – –

(i det samme kommer Printsesse Signe)

[57]

Fierde Optrin.

Sumble, Humble, Gram, Thron, Signe.

(Kong Gram i Forvirrelse løber imod hende,

og kaster sig ned for hendes Fødder.)

Sumble:

(i Forundring.)

Hvad er det jeg her seer?

Humble:

Hvad slog ham? Han jo uden for sig er!

Thron:

Det med os ude er desvær!

Sumble:

Den vise Mand!

Humble:

Jeg troer han taber sin Forstand.

Gram:

(efterat han er kommet til sig selv.)

Ja. Du Konge! maa forundre Dig;

Du vist maa tænke noget underligt om mig.

Men naar du kun Aarsagen faaer at høre,

Da du derom en anden Tanke Dig skal giøre.

Paa denne Jomfrue, som jeg her saa at anstige,

Jeg saae et Ansigt uden lige.

[58]

Ved visse Tegninger

Hvorved Naturen gier tilkiende

I Folkets Ansigt alt hvad dem skal hende,

Blier mig bekiendt, hvad dig forborgen er.

Jeg seer, hvem hun end er,

I hende en, som vil med Tiden være

En Boldt for de Afvexlinger,

Hvorved os Lykken sin Ustadighed kand lære.

Sumble:

Men vise Mand!

Du om min Dotter noget spaaer,

Som mig for nær til Hierte gaaer,

At jeg mig dermed nøie kand.

Gram:

Din Dotter: Jeg da ønsker dig til Lykke;

Thi Skiebnens sidste Mesterstykke

Dit Ønske krone skal, og giøre mig og Dig

Fornøiet hver for sig.

Just midt i Malurt skal selv Lykken blande Honning,

Og giøre hende til en stor og mægtig Dronning.

Sumble:

(for sig selv)

Af hvad han hidindtil har sagt

Har han sin dybe Viisdom saa for Lyset lagt,

[59]

At jeg ei tvivler meer.

Jeg alt en Ende paa min Kummer seer.

Gram:

Eens Fald en andens Opkomst er,

Og naar man tænker mindst, er Faren nær.

Sumble:

Siig mig, hvad skal de Ord betyde?

Gram:

At man for Tiden sig skal ikke fryde.

Sumble:

Hvis hun som Dronning skal mit hierte glæde,

Da er min Lykke snart tilstede;

Det er opfyldt alt hvad jeg ønskede,

Du hende selv, som Brud, i Dag skal see.

En mægtig Konge sig med Hende vil forbinde.

Gram:

Hvor tit maa ei en dødelig befinde,

At i et Øiebli kand skee,

Hvad han mindst ventede?

Jeg Dig og Hende ønske vil til Lykke.

Gid Himlen alles Haab med et forønsket Udfald smykke!

[60]

ARIE.

En Viis i Medgang bæver,

Og udi Modgang leer;

Han Raad mot alting seer,

Som forefalder.

En Daares Haab kun svæver

For ubestandig Sind,

Og alt, hvad da slaaer ind,

Han Lykke kalder.

Femte Optrin.

Sumble, Humble, Gram, Thron, Henrich,

Guttorm, Signe.

Henrich:

Har Du O Sumble! da Taalmodighed,

At høre al den Snak? og kiedes ei derved?

At Børn og Giekke kand ved Drømme-Verk forblindes,

Derfor kand dog Undskyldning findes;

Men at erfarne Mænd ved Næsen tages,

Og midt i deres Øine kand bedrages

Af en utidig Drømmere,

Dertil kand jeg ei Grunden see.

Og du Bedrager! hør – – – – – –

[61]

Gram:

(i Bitterhed.)

Jeg slige Ord ei hørte før – – – – –

Betænker du til hvem du taler?

Henrich:

Hvad holder mig, at jeg forhaler

Den velfortiente Straf for din Formastelse?

Dog. Saadan Straf er alt for lind.

Du først skal see,

Din Spaadom at gaa op i Vind,

Og siden for din Dristighed

Opofres til en Straf, som jeg selv grues ved.

Gram:

Retfærdig Sag til Forsvar ikke trænger.

Min Geist seer forud hvad dig overhænger,

Naar den foragtede skal krones,

Og Gudernes Foragt skal med sit Blod forsones.

Henrich:

Du Giek! er det da at foragte Guderne,

At man ei hører en vanvittig Drømmere?

Gram:

Dersom du vidste selv din Skiebne,

Mod hvilken du omsonst dig skal bevæbne,

[62]

Du zittrede af Frygt.

Et Skib er ei i Havnen altid trygt.

Sumble:

Jeg veed ei selv hvad jeg herom skal tænke.

Henrich:

Lad en saa nedrig Frygt dig ikke krænke.

Signe:

Mit Sind forvirret er.

Henrich:

Og jeg med Flid bortjager slige Angester.

Gram:

Jeg gaaer. Men Tiden snart skal lære,

Hvo udaf os skal sandrue være.

(Han gaaer tilligemed Thron.)

Henrich:

Jeg kiedes ved at see

En saadan ubegrundet Frygt og Græmmelse.

Min Skat!

Det giør mig ont, at et forvoven Menneske,

Ved blot Spilfægterie, har sat

Dig, som min halve Siel, i saa uventet Ængstelse.

[63]

Signe:

Jeg gruer, og ei veed, hvorfor jeg gruer,

Min matte Geist mig med et Tordenslag dog truer.

Forgieves aldrig Guderne

Saa kraftig dog paaminde vil et Menneske.

Henrich:

Stræb selv dit Sind fra en ugrundet Sorg at lette,

Saa vil alt andet sig med Tiden rette.

Signe:

Jeg streve vil; men hvor jeg gaaer,

De fæle Billeder mig dog for Øine Staaer.

Sumble:

Jeg mig til Skiebnen overgiver.

Med Tiden maaske alting bedre bliver.

(Han gaaer med Humble.)

Henrich:

ARIE.

Bort vaarlige Griller!

Forsagtes Udflugter!

Jeg mig forestiller,

Langt sødere Frugter

[64]

Af Elskov, end de som min Frygt mig indgav.

En Skipper i Havnen sig glæder ved Landet,

Og leer kun av Vandet,

Naar han slap deraf.

(han gaaer bort.)

Siette Optrin.

Signe allene.

Signe:

O! Guder! I som alleting regierer;

Retfærdig Himmel! som bestyrer alting, hvad

Et Menneske giør trøstesløs og glad;

Du Skiebne! som i beste Anleg Viisdom selv Besnærer;

Paa hvilken Maade er det mueligt, at undgaae

Jer Riis, naar I en dødelig vil flaae?

Naar Udyd gaaer ustraffet hen,

Og Dyden svøber sig i Sørge-Klæder?

I en Meeneeder ofte glæder,

Og lader Gudsfrygt staae med Skam igien.

Er Himlen da retfærdig,

Som straffer godt, og lønner en strafværdig?

[65]

Dog – – – – hvad har jeg at klage?

Bør jeg med Nøisomhed ei imodtage

Min Skiebne, som mig her i Dag

Saa høit vil føie til Behag?

Hvem saa man paa sin Brøllups-Dag at græde,

Og midt i Lyst sit Øie væde? – – – – – – – – – – –

Men et indvortes Hierte-Nag,

Som sig formerer Dag fra Dag,

Har al slags Trøst fra mig bortdrevet.

Hvi er jeg da just en Printsesse blevet?

Var ei en ringe Stand mig meget bedre her,

Som fri fra Høihed og er fri fra Sinds-Bekymringer?

Hvi saa jeg da Kong Gram?

Hvi skiulte ikke Bølgen ham,

Før han sin Fod paa Land fik sette? – – – – – –

Jeg selv, jeg ene selv er skyld i dette.

Hvi lod jeg mig saa hastig overtale?

Hvad kunde mig, at elske ham, befale?

Hvad drev min Fader, ja mig selv at sige ja,

Som tusende nei nu ei kand hielpe fra?

Og strax, da jeg ei for opofret har mit Hierte,

Skal det opofres til en dobbelt Smerte,

At blive utro, og at tvinges til en Mand! – – –

Hvi blev Kong Henrich ikke borte,

[66]

Da de Forpligtelser alt vare giorte?

Hvi skal jeg være Aarsag i

En Meeneed, som dog aldrig kand

For Straffen blive frie?

Men har jeg mig saa høit forsyndet derudi,

At jeg mit Hierte gav til Gram i Ubesindighed,

Retfærdig Himmel! giør du da min gamle Fader fri;

Straf ene mig, som dog desuden kiedes ved

Et Live, som mig langt fælere end Døden er.

Send, store Odin! dog en Torden-Straale

Paa mig, som uden Frygt vil taale

Min Straf for mine Overtrædelser. – – – – –

Jeg alt et Forbud for den visse Død fornemmer!

Jeg mærker, at

Min Geist blier mat,

Og med Fornøielse sin Svane-Sang istemmer.

ARIE.

Naar alt Haab er reent forsvundet,

Har man og en Ende fundet

Paa sin Jammer og sin Qval.

Naar man intet haver meer,

Til at haabe, man da leer

Til alt hvad, som hende skal.

(Hun setter sig ned, og falder i Søvn.)

[67]

Syvende Optrin.

Signe (som sidder sovende),

Sumble, Humble.

Sumble:

(med et Brev i Haanden.)

Kom Humble! for at see

Et Brev, som mig Kong Gram tilskriver.

Humble:

Jeg iisner alt af Ængstelse!

Sumble:

Han mig deri tilkiendegiver,

Med Trudsler uden Tal, sin Vrede.

Hvo veed hvor snart han er tilstede,

Og fører ud den Hevn, han truer med?

Jeg kiender ham. Han er i Stand vor Brøllups-Lystighed

Til Ligfærd at forvandle,

Og med mig som en Grov Meeneeder handle.

Læs Brevets Indhold. Der – – – –

(Han giver ham Brevet, og Humble

læser det for sig selv.)

[68]

Humble:

Hans Skrivemaade er, som han for mig beskrevet er.

Han gruer ei for Ild og Sværd,

Men altid lige uforfærd

Gaaer som en lynild frem.

De Danske Folk! hvem kiender ikke dem?

De taaler ei, at see sin Konge saa vanæret,

Han, næsten som en Gud, blant dem har været:

Og hvordan skulde de nu see

Hans Brud udi en fremmeds Arme?

Sumble:

Vil Himlen sig ei over mig forunderlig forbarme,

Jeg da blant Konger er den ulyksaligste.

Humble:

Jeg seer ei andet Raad, en at du skynder paa,

At Brølluppet kand hastig for sig gaae.

Skyld siden paa, at Brevet kom for silde,

Da du, hvor gierne du end vilde,

Ei kunde bryde overtvert en Ægte-Pagt,

Hvorved Kong Henrich alt din Dotter var tilsagt.

Lad Himlen raade for hvad siden skeer;

Jeg bedre Raad ei i saa slibrig Tilstand seer.

[69]

Sumble:

Kom an! jeg følge vil en trofast Tieners Raad –

Men. Hvi har jeg mit første Løfte overtraad? – –

Nu maa jeg da af toe Medbeilere

Meest frygte for Kong Henrich, som nærværende.

Han er min Dotters Mand.

Før skal en Time ei til Ende gaae,

Før hun ham skal til Brudgom faae.

Jeg mig mod Skiebnen ikke sette kand.

ARIE.

Paa en glad og yndig Sommer,

Som dog ikke længe varer,

Seer vi Vinteren fremkommer,

Fuld af Mørke, fuld av Kuld.

Men midt i de mørke Dage,

Luften ofte sig opklarer,

Og kand da desmeer behage,

Naar enhver er Længsel-fuld.

[70]

Ottende Optrin.

Sumble, Humble, Signe,

Henrich, Guttorm.

Sumble:

Kom her min Sviger-Søn! Jeg dig leverer

Det Kiereste, som i min Eie er.

Den Skiebne, som enhver af vore Gierninger regierer,

Skal krone dette Forbund med Velsignelser.

Du efterdags min Dotters Mand skal hede.

Henrich:

Mit Hierte ikke kand opleve

Et Ord, som svare kand til den Erkiendlighed,

Som jeg er pligtig, men ei at udføre veed.

Tag for Veltalenhed en dig hengiven Siel.

(til Signe.)

Og Du min Skat! min Verdens Deel!

Giv mig dit Hierte med din høire Haand,

Som Pant paa dette dyre Baand.

Signe:

(i det hun giver ham Haanden)

Endskiønt jeg neppe kand min Angest dølge,

Vil jeg min Skiebne dog i Blinde følge.

[71]

Sumble:

Den Himmel, som har stiftet Kierlighed,

Som giør, at Elskovs Lue brænder

I tvende Hierter, som en Ild antænder,

Skal krone denne Pagt med Glæde, Lyst og Fred,

(for sig selv)

Jeg mig nu noget lettet finder.

Gid intet uformodentligt i Glæden giøre Hinder!

Henrich:

ARIE.

Kierlighed Seier vinder;

Dens Magt maa alle ære,

Og underdanig være,

Kierlighed Jordens og Himmelens Lyst.

En Klippe giør ei Hinder

For Strømen i dens Susen:

Saa er og Skiebnens Brusen

For et forelsket Bryst.

DA CAPO

[72]

Niende Optrin.

Henrich, Guttorm.

Henrich:

Mit Skib i Havnen seiler,

Jeg intet i min Lykke feiler.

Guttorm:

Men Konge! tænker du ei paa,

At du ved dette Ægteskab vil en Medbeiler faae,

En Helt, en Gram?

Henrich:

Det alt for nedrigt var, at tænke meer paa ham.

Han reiste bort,

Og tænkte ikke meer paa Tro og Love,

End at sin Brud han turde saa i stikken vove.

En slig Medbeiler ikke gielder stort.

Vil han i Tydskland siden Bruden hente,

Kan han et blodig Afslag vente.

Guttorm:

Maaske du ikke kiender ham?

Thi havde du hørt tale om en Gram,

Du var dit Sind dog ei saa trygt.

Jeg for din Skyld, O Konge! ængstes af en Frygt,

Som jeg selv ønskte, ilde grundet var.

[73]

Henrich:

Jeg nu langt andet at betænke har,

End en ugrundet Rædsel at ernære;

Hvo som for alting vi frygtagtig være,

Han ei en Signe værdig er.

Guttorm:

Forlad o Konge! at jeg mig den Frihed tager her,

At sige hvad et got oprigtigt Sind,

Af Kierlighed til dig, mig skyder ind.

Du veed, at jeg i spæde Ungdoms Aar

Fra Dannemark mit Føde-Sted gik bort;

Men aldrig mig af Minde gaaer,

Hvad Gram for Helte-Gierninger har giort.

Han var et Barn endda, og gik i Strid, ja fældte

De største Helte.

Hans Navn, fast fra hans Vugge af,

En Skræk udi hans Fiende gav.

Du veed jo selv, som Rygtet gaaer,

At han har giort sit Navn alt Større Aar for Aar.

Du da o Konge! kand betragte,

At slig Medbeiler er ei at foragte.

Henrich:

Hold Guttorm! op med saadan Tale.

Det synes at du hannem vil afmale

[74]

Fast som en Gud, og ei som Menneske;

Din Tale volder mig ei mindste Ængstelse.

Guttorm:

Jeg, som en ærlig Tiener, vil

Dig i dit Forsæt ønske Lykke til;

Men hvis det siden mod Formodning gaaer,

Erindre da, hvad Guttorm spaaer.

Henrich:

Jeg paa Fortræd ei meer vil tænke;

En uvis Frygt skal ei mit Hierte krænke. – – – –

Jeg gaaer, for i min Signes Arme at forsøde

Den Skiebne, som mig efterdags vil møde.

Guttorm:

ARIE.

Fuglen i sit trygge Reede

Zittrer dog for Slangens Tænder,

Naar han hvisler neden for.

Sikkerhed os kand forlede,

At di udaf Veien render,

Naar vi har paa Lykken Spor.

DA CAPO

Ende paa det Andet Optog.

[blank side uten sidetall]

[side uten sidetall med illustrasjon og billedtekst:]

Opfunden av P. Cramer Stukket af O. H. v. Lode det Kongl: D. S. Kobbrs.

Den forklædte Kong GRAM giver sig tilkiende

i Brude-Salen og nedlægger Kong Henrik.