Gram og Signe [03-libretto-1.akt]

Gram og Signe

eller

Kierligheds og Tapperheds

Mesterstykker

Et Synge-Spil i trende Optog,

forfattet af

Niels Krog Bredal,

Til Fæderne-Sprogets Ære Opført

Blant

Kiøbenhavns Studentere.

Kiøbenhavn, 1756.

[3]

[blank side]

[4]

Til

Forfatteren av det Danske Synge-Spil,

Edle Hr. Bredal.

           Jeg haver med største Fornøielse igjennem-

læst den Prøve paa et Dansk Synge-Spil,

som De har behaget at meddele mig.

           Jeg finder, at Materien er fuldkommen dra-

matisk, og saa vidt, som min Skiønsomhed stræk-

ker sig, synes mig uforgribeligen, hele Indretnin-

gen er aldeles overensstemmende med Dramatiske

Regler.

           Forfatteren har nøie fulgt Saxonem; men

hvor en tilladelig Opfindelse bliver hans egen, finder

jeg den meget overensstemmende med Omstændig-

hederne, og meget anstændig til de Personers

Caractere, som have samme at forebringe.

[5]

           Hvad Musiken er angaaende, saa have de

Nie Søstre, som udi alle Videnskaber, saa i sær-

deleshed udi Tone-Konsten, været mig mangfol-

dig ugunstige, saa jeg om samme ei fordrifter mig

at skiønne. Derimod har Naturen plantet udi

mig en brændende Attraae og Nidkierhed til alt,

som under denne vores lyksaligste Regiering ved

vor Store og Elskværdigste Friderich kan

geraade til Nationens Hæder.

           Jeg tviler ingenlunde paa, at jo denne Prøve

vil geraade forfatteren til største Berømmelse; og

ønsker jeg hannem under Hans Høi-Grevelige

Excellence Hr. Grev Moltkens høie Patrocinio

alle slags Opmuntringer til at give Publicum

igientagne Beviis paa hans Fortienester udi

Skialdre-Konsten.

Kiøbenhavn, d. 23. October

1756

O. M. v. Ranzau

[6]

Deres

Høi-Grevelige Excellence

Høi- og Velbaarne Herre

Hr. Adam Gottlob Moltke,

Ridder af Elephanten,

Greve til Grevskabet Bregentved,

Friherre til Friherreskaberne Lindenborg

og Høgholm,

Herre til Tryggevelde og Allsløv;

Hans Kongel. Majests. Høitbetroede

Geheime Raad og Ober-Hof

Marschal,

Forstander for den kiøbenhavnske Banco,

Præses for Det Kongel. Octroierede Dan-

ske Asiatiske og Vestindisk-Guinesiske

Compagnie,

Saa og Præses og Ober-Forstander

For Det Kongel. Maler- og Tegnings-Academie

Naadige Herre!

[7]

Naadige Herre!

Den høie Gunst og Bevaagenhed,

som Deres Høi-Grevelige Excel-

lence stedse har behaget at udvise

mod dem, som paa nogen Maade har 

kundet og vildet giøre noget til det Dan-

ske Folks Hædere og Ære, har drevet

mig til at tage mig den Frihed at nedleg-

ge nærværende ringe Skrift for Deres

Høi-Grevelige Excellence. Thi da mit

Hoved-Øiemerke dermed har været Kier-

lighed til mit Moders Maal: saa ved

Jeg paa den ene Side ingen bedre Dom-

mer, og paa den andre Siden ingen be-

[8]

dre Beskytter end en Herre, der i al

sin Tid har viist sig saa god Dansk, at

han har agtet saadan Titel vigtigere end

den største Ære, hvortil Fortienester har

banet ham Veien.

Da jeg allerførst var i Begreb med

at skrive dette allerførste Danske Synge-

Spil, blev mit Forsæt af adskillige vig-

tige Opmuntringer bestyrket. Naar jeg

nu tillige alene kan opnaae den Ære og

Lykke, at dette mit ringe Forsøg maatte

uden Mishag blive læst af Deres Høi-

Grevelige Excellence, er det mig mere

end Belønning nok.

Jeg tør ei opholde Deres Høi-Gre-

velige Excellence med en vidløftigere

Tilskrift. Deres Fortienester af det

[9]

Danske Folk i særdeleshed, ere alt for

vigtige til at omtales af mig, og alt for

skinnende til at berøres af saa uhældig

en Pen. Jeg vil derfor afbryde, ud-

bedende mig den Lykke stedse at henleve

Deres Høi-Grevelig Excellence,

Naadige Herre!

Deres

underdanigste Tiener

Niels Krog Bredal.

[10]

Fortale

til den velmenende Læser.

Adskillige Ting som en Tid lang ere

blevne holdte for ugjørlige, har man

seet med Tiden at blive gandske mue-

lige. Erfarenhed og Slumpelykke haver lært i

et Øieblik hvad Flid og Umage i nogle hundrede

Aar haver fundet vanskeligt.

Havde en for føie Tid siden fortaalt en

Anden, at man ved hjelp av en Steen, hvor-

med en liden Jern-Naal skulde bestryges,

[11]

kunde finde Vei over Havet, var han uden

Tvivl bleve til Latter for den hele Verden.

Havde der i Kong Ptolemæi Tider op-

reist sig en Konstner, som i nogle Dage kunde

forfærdige flere Bøger end alle Kongens

Haandskrivere i mange Aar, var han vist

enten bleven brændt, som en Hexe-Mester, eller

sat i Daarekisten for hans Forslag.

Havde en i Tone-Konsten vel erfaren

hos de gamle Græske vildet paatage sig at

forsvare og bevise at der i samme Konst gaves

flere end de syv da bekiendte Toner, havde alle,

som anstaae sig for Kiendere, agtet ham for en

Kietter og Drømmer.

Saaledes er man efterhaanden kommet

efter alle Ting. Vi beskæmmer Alderdommen

med Opfindelser, og Efterslægten vil uden

Tvivl betale os med samme Mynt.

[12]

Jeg vil, uden at bebyrde Læseren med

et længere Omsvøb, ligne dette mit ringe For-

søg med de ovenanførte.

De fleste haver hidindtil holdt det for en

umuelig Sag, og saa at sige, for et musikalsk

Kietterie at kune bruge et andet slags Sprog

til et Synge-Spil, end det Velske, som der-

udi næsten over den hele fornemste Deel af

Verden har erhvervet sig denne uindskrænkede

Myndighed. Som mig er bekiendt, haver de

Franske, Engelske og Tydske for kort Tid siden

forsøgt at synge i deres eget Sprog paa Skue-

Pladsen; men de fleste og berømteste Synge-

Spil haver dog overalt været opførte i Velsk

Sprog, og med foreskrevne Italienske Tunger.

Naar en Konge, Første eller Jarl i de  

ældgamle Tider hos vore Forfædre reiste ut for

at giøre sit Navn udødeligt ved Helte-Gier-

ninger, førte han altid sin Skiald med sig,

som i Riim og Sang maatte udføre hans

Manddoms Bedrifter. Saaledes saae det ud

[13]

med vore ældste Danske Synge-spil. Den

Tid var Konsten ædel og eenfoldig. Det var

hele Karle, som foretoge sig utroelige Ting,

og hele Karle førte dem ud i muntre, skiønt

ukonstlede Sange.

Jeg har i nærværende Verk forsøgt om

det var mueligt at tilegne vort Danske Sprog

det Fortrin samme, uden at hykle, fortiener for

mange andre Sprog baade af Skialdre- og

Tone-Konsten. Kunde jeg alene derved be-

væge en beqvemmere Geist og Pen til at for-

søge det samme, haaber jeg, at vort Danske

Sprog endog paa Skue-Pladsen igjen skal

erlange sin forlorne Borger-Rettighed, og da

var det mig en hundrefold Belønning for

mit ringe Arbeide.

Ligesom jeg paa den ene Side haver med

Flid søgt at undgaae alle fremmede Ord, saa

har jeg paa den anden Side ikke dristet mig til

at betiene mig af noget, om hvis Borger-

Rettighed i deet Danske Sprog jeg i nogen

Maade kunde tvivle. Jeg haver kaldet en Act

i et Skue-Spil et Optog og en Scene et

Optrin, hvilke Ord jeg har laant og fordan-

sket av vore Naboer de Tydske, som i deres

Sprog kalder samme Aufzüge og Auftritte.

Naar jeg undtager disse tvende Ord, hvilke

jeg ikke engang uden forespørsel hos vittige

Folk har tordet benyttet mig af, haaber jeg at

Dansken er overalt reen og forstaaelig. Min

gode Ven, den af det Danske Sprog saa vel-

fortiente hr. Casper Peter Rothe, har givet

mig den første Forsmag paa denne mit Moders

Maals Renselse. Jeg giør mig en Øre af, at

følge saa ædle Fodspor, forestillende mig i min

Eenfoldighed at enhver god Dansk har samme

Tænkemaade; skiønt de ikke af Frygt for den

herskende Vane offentlig vil ud dermed. Jeg

tænkte selv i Førstningen, at det var umueligt,

at skrive tre Linier Dansk, uden af Fornøden-

hed at flikke fremmede Skiøn-Pletter derpaa,

med ved en liden Umage har jeg fundet det let;

skiønt jeg langt fra ei giør mig saa dristig at

paaabyrde det som en Regel.

[14]

Skulde ikke Verkene overalt være saa

flydende og rene, som de burde og kunde være,

vilde den gunstige Læser behage at betragte,

at jeg foruden de sædvanlig Vanskeligheder i

Skialdre-Konsten, endda i nærværende Verk

har havt en anden at drages med, som maa-

skee er vigtigst, nemlig Reglerne af Musiken.

En som skal forfærdige et got Synge-Spil og

dertil betiene sig af laant Musik, maa baade

være en heldig Skialdrer og vel forfaren i

Tone-Konsten. Og da jeg langt fra ei tør ud-

give mig for nogen af Delene, har jeg ei fore-

stillet mig at kunde bringe noget Mester-

stykke frem.

Inholdet til mit Synge-Spil har jeg

taget af Saxo Grammaticu for endogsaa

deri at være Dansk. Tildragelserne i vores eget

Fædrene-Land ere sandelig baade saa mange

og saa skinnende, at vi gierne kune forsyne

baade vore egne og fremmede Skue-Pladse

dermed. De store Skioldungers Be-

drifter fra Navnets Stifter af indtil den nær

[15]

værende Danmarks gyldne Alder, var nok

værdige at bemøie vore Penne med, om ellers

nogen Pen var værdig og færdig nok til et

saa stort Foretagende.

Jeg maa endelig med faa Ord søge at

retfærdiggiøre mig for adskillige Dommere,

som enten af Begierlighed til at imodsige, eller

af en selvgiort Hellighed, dømmer al den Tid

spildt og unyttig Hendrevet, som anvendes paa

den af saa mange Vise saa høitagtede Musik.

Jeg ønsker enddog mine Fiender got, og derudi

viser mig en bedre Guds-Dyrker end mine

Dommere. Ja: Jeg ønsker dem deres forud-

fattede Meningers Udryddelse og deres For-

nufts Renselse. Slige smaa og intet bety-

dende Dommere haver ei min mindste Maade kun-

det strekke mig. Thi hvem vilde ei (at jeg skal

Bruge en Lignelse), laste den Skipper, der midt

i aabent Farvand lod sig afskrekke i sin Seilads

af et enkelt Skier eller Holm, den han dog let

kunde undgaae at rage ind paa, naar han ei

selv søgte ind paa den.

[16]

Kierlighed til mit Moders Maal har

været den eneste Spore, der har drevet min

Geist og ført min Pen. Det er umueligt at

behage alle. Jeg tænker ei paa at behage een

eeneste. Jeg har fundet en uskyldig Tidsfor-

driv heri, og Villien maa for Resten optages

for Gierningen. Skialdre- og Tone-Konsten

have fra Barns-Been af været mine Hoved-

Forlystelser. I nærværende Verk har jeg fun-

det Leilighed til at fyldestgiøre begge Deele. Har

jeg tillige kundet fyldestgiøre min Læsers Op-

mærksomhed, er det mig alt Ære nok. Naar

det for resten alene optages med det Sindelag,

som deet af mig er skrevet, er det mere end jeg

forlanger, som i det øvrige har den Ære stedse

at henleve

Den velmenende Læsers

Dienstforbundne Tiener

Niels Krog Bredal

Kjøbenhavn d. 8. Oct.

1756.

[17]

Historien til Synge-Spillet er tagen

af Saxo Grammaticus.

Musiken til Arierne er af den berøm-

melige Kongelige Danske Hof-

Capel-Mester hr. Sarti.

Musiken til Recitativerne er af hr.

Jacob Soltau.

[18]

Indholdet

af

Synge-Spillet.

Kong Gram i Danmark var Kong

Skiolds Søn sammesteds. Han var en Herre af

de ypperligste Sinds og Legems Gaver; stod ogsaa i

saadan høiagtelse hos Efterkommerne, at de ældgame

Skialdrer pleide at kalde de Kongelig Printser efter

hans Navn.

           Da denne Kong Gram til Efterretning om

at den Svenske Kong Sigtrugs Daatter Gro var

forlovet med en Kiæmpe eller Jætte, holdt han det for

et uanstændigt Giftermaal, og lavede sig til Krig mod

Sverrige. I samme overvandt han Kong Sigtrug,

som han dræbte med en Guld-Kølle, giorde sig

Sverige underdanig, og tog Printsessen Gro til ægte.

           Finnernes kong Sumble havde vildet

hjelpe den Svenske kong Sigtrug imod Gram:

Han vendte derfor sine Vaaben imod Sumble; men

da han fik hans deilige Daatter Printsesse Signe at

see, blev han saa forelsket i hende, at han holdt inde

med alle Fiendligheder, og i det Sted friede til

Printsessen. Derpaa lover han at fortryde sin

Gemalinde Gro for at faa Signe, hvilket Kong

Sumble indgik.

[19]

           Endnu sad Grams gamle Fader Kong

Skiold paa Thronen i Dannemark; men ved denne Tid

antog han Gram som Med-Regent. Gram reiser

Derpaa hiem, og erfarer at den Norske Konge Svib-

dager havde krænket baade hans Søster og Daatter.

Han paafører derfor de Norske Krig, og imedens

han har nok med dem at bestille, begik Sumble den

Utroskab, at forlove sin Datter Signe med Kong

Henrich af Saxen.

           Da Gram fik Efterretning om saadant, var

Kierlighed til Printsessen stærkere hos ham end Lysten

til Krigen; han forlod derfor sin Krigs-Hær i al

Stilhed i Norge, og skyndede sig over til Finland,

hvor han just ankom paa Brøllups-Dagen. (Og

her begynder just Synge-Spillet).

           Han klædede sig ganske slet, og satte sig paa

det nederste Sted, og da man spurte ham om hans

Ærinde, ga han sig ud for en Læge.

           Tilsidt da alle de tilstæde-værende vare

glade, og drak lystig omkring, trinte Gram frem,

og gav sig tilkiende. Derpaa gik han løs paa

Kong Henrich, som han dræbte, og førte Signe

bort med sig til Norge.

[20]

Forandringer

af

Skue-Pladsen.

Det 1ste Optog forestiller en Hav-Bred med Fisker-

Huse, og andre dertil hørende Indretninger.

Det 2det – – forestiller et Kongeligt Slot eller Huus

efter de Tiders brugelige Maade.

Det tredje – – forestiller en efter de Gamles Maade

prægtig Kongelig Sal, bestemt til et Brøllup.

Personerne.

1) Sumble, konge i Finland.

2) Humble, hans fornemste Tiener.

3) Signe, Kong Sumbles Datter, først lovet til

Kong Gram, og siden trolovet med Kong

Henrich.

4) Gram, konge i Danmark.

5) Thron, hans Vaabendrager og troe Tiener.

6) Henrich, Konge i Saxen.

7) Guttorm, hans Tiener.

Skue-Pladsen er i Finland, og Tildragelsen

varer efter Reglerne fra Morgen til Aften.

[blank side uten sidetall]

[side uten sidetall med illustrasjon og billedtekst:]

Opfunden af Cramer Stukket af I Haas – Kong: Univ: Kaabst: i Kiöbhv.

Kong GRAM forklæd udi en Læges Dragt stiger i Land i Finland

medens Kong SUMBLE, fordybet i Tanker, sidder og sover.

[21]

Gram og Signe

eller

Kierligheds og Tapperheds

Mesterstykker,

Et Synge-Spil

Første Optog.

 

Første Optrin.

Sumble, Humble.

(Kong Sumble forestilles i dybe Tanker og gandske

Sorrigfuld at spadsere ved Hav-Bredden med sin Tiener.)

Humble:

Tillad O Konge! mig,

En trofast Tiener, at begiære

Deelagtig i din Sorg at være,

Som nu paa en langvarig Tid,

Uagtet al vor Konst og Flid,

Saa høit har qvælet Dig.

Betænk, at Undersaatterne

Sig retter efter Kongerne.

Blot et fornøiet Syn udaf en Konges Øie

Kand Rige, Land og Folk fornøie;

[22]

Men naar som Landets Soel sig dækker,

Og Sorrigs sorte Skye sig for den trækker,

Hver ærlig Undersaat maae blegne, bæve

Og blive kjede af at leve.

Sig Konge! er din Magt ei stor?

Dit Folk dig ærer, og din Fiende frygter Dig,

Man agter Dig af Magt, men meer af Naade, rig.

Sumble:

(opvaagnende af dybe Tanker.)

Prøv Sorgen Selv, for Du den ringe troer.

(for sig selv)

O! Lykkelig!

Som kiender ei det Nag, som mig har saaret,

Som boer i Støvet, hvori han er baaret.

Just for jeg Konge er, det gjelder mig.

Humble:

Jeg tilstaaer Byrden, som en Konge bær,

Skiønt jeg den mindste Part deraf knapt kiender,

Jeg lærer udaf deres Angester,

At Lykken stedse Dem ei bær paa Hænder.

En Bonde tidt ved Ploven leer

Udi det Land, hvor Kongen paa sin Throne sukker.

Ja! Naar en ussel Slave under Trældom bukker,

Hans Suk for ham alene skeer.

[23]

Men Thronen, skiøndt den er forgyldt,

Er ofte inden til med Angest fyldt.

Men Du O Konge! har jo alt,

Hvad Du, som dødelig,

Vil ønske Dig.

Den rare Lod jo dig tilfaldt,

At, skiønt Du Konge er, ja meer, fortiente det at være,

Hvis Du det ikke var,

Kand Navn af Høit-Lyksalig bære.

Er saadan Lykke ikke rar?

En mægtig Svigersøn skal nu snart glæde Dig,

Du er som Fader og som Konge lykkelig.

Sumble:

Tie stille, jeg befaler – – – – – – – –

Humble:

Jeg tier. – – – – – – –

(for sig selv)

Jeg gaaer – – – Jeg veed ey selv hvorhen;

Men kommer jeg igjen,

Jeg tale skal, og om det til mig stod

Beseglede jeg slik min Troskab med mit Blod.

(han gaaer bort)

Sumble:

(efterat han længe har gaaet i Tanker)

[24]

ARIE.

Nogle i Haanden faaer Lykken i Blinde,

Andre i Steden for Lykken maa finde Skyggen deraf.

Hvor er en Dødelig som sig kan prise

Retskaffen lykkelig, før han kan vise

Sligt i sin Grav?

DA CAPO

Andet Optrin.

Sumble, Signe.

Signe:

Jeg kommer, Fader! for

Paa mine knæ mig ned at kaste,

For Himlens Skyld! Du med mit Brøllup ei maa haste;

Betænk hvad Du den tappre Gram tilføer.

Kong Henrich, jeg tilstaaer, er værd min Kierlighed;

Men dette Du og Jeg tillige veed,

At intet Menneske, langt mindre Konger, bør

Det løfte bryde, som de eengang giør.

Betænk den Tid, da Gram kom hid, opfyldt af Mod,

Og ingen var i Stand hans Arm at hindre,

Før Himlen lod en Straale tindre

Udaf mit Øye i hans Helte-Blod.

[25]

Hvor Løven stod, vi faae et Lam,

Da ikke Krigens Ild, men Elskovs, spægte Ham.

Bør sligt da hans Belønning være,

At man i hans Fraværelse ham skal vanære?

Sumble:

En lydig Datter bør en Fader blindt adlyde,

Det Hende blier en Lov, hvad han vil byde.

Gram reiste bort;

Maaske han nu i Krig

Har alt forglemt for lang Tid Dig.

Et tappert Hierte vel er snart til Elskovs Fange giort;

Men det er kun det Øieblik,

Da Hiertet først Anstød fik,

Som siden Mod og Mandom qvæler.

En Helt tidt knæler

For et par smukke Øine i den første Lyst,

Som han dog siden selv med Flid udrydder af det Bryst,

Som han befinder skabt til noget ædlere,

End til at huse der Vellysterne.

Hvem veed, om ikke Gro

Har kommet hannem til sin første Elskov at erindre,

Og lært ham, at hans Pligt bør hindre

Ham fra at være saa utroe.

[26]

Har ei den første Kierlighed

En uindskrænket Magt paa vore Hierter?

Og om man i en studs deraf endskiønt bliver kied,

Den tvinger Os dog til Fortrydelse og sande Smerter.

Det er alt nok, han er fraværende.

Hvem veed, om han er mere til;

Thi Krigens Lykke er et uvist Spil,

En Helt maa med en Fei sin Grav der ofte see.

En Konge bør jo før jo heller ved sin Datter

Bestyrke sine Stater.

Signe:

O! ulyksalig Stand!

Skal en Printsesse da Naturen reent afsige?

Skal Blod, skal Dyd, skal Elskov vige,

Naar De skal bindes til en Mand?

Naturen, som dog ældre er,

End ældste Lov i Steen og Klippe gravet,

Har Os med samme Drift, som andre mennesker begavet,

Og dog forbydes vi at være Mennesker!

En himmelsk Magt selv Elskov os indskyder,

En jordisk Lov Os Sligt forbyder!

Sumble:

Det giør mig ondt – – dog – – Nei Jeg Dig ei kan fornøie,

Hold min Befaling Dig for Øie.

[27]

Signe:

ARIE.

Haarde Fader! din Datter zittrer,

Skiæbnen Du mod dig forbittrer.

Gid den Time var forbandet,

Da jeg Lyset fik at see!

Jeg mig søger selv at trøste;

Men desværre! Trøsten spildes,

Hvor Gemytterne forvildes

Mellem Haab og Græmmelse.

DA CAPO

(hun gaaer.)

Tredie Optrin.

Sumble allene.

Sumble:

Et Skib udi det vilde Hav,

Som overladt til ustadig Vind og Bølge,

Som ei sit Roer og Styrmands Anleg meer vil følge,

Bliver oftest til et Rov for den bundløse Grav.

Nu løfter Bølgen deet paa de Skum-hvide Rygge,

Saa Stierner neppe for sligt Anfald synes trygge;

Nu staaer Afgrundens Svælg med aaben Strube,

For at begrave det udi en fæl og skræksom Grube.

[28]

Mit Sind ei uligt er

Et Skib paa saadant vildsomt Hav;

Hver Tanke som en Bølge for mig synes her,

Som truer med den fæle Grav.

Gud selv. – – – – – – – –

(Han setter sig ned paa en Græsbænk

Og falder i Søvn.)

(Imidlertid spilles en traurig og stille

ADAGIO, under hvilken et Skib an-

kommer Landet, hvoraf Kong Gram

i slette Klæder tilligemed sin Vaaben-

drager stiger i Land. NB. Dette skeer

paa den eene Side af Skue-Pladsen,

medens Konge Sumble sidder ved den

anden og sover.)

Fierde Optrin.

Gram, Thron.

(Efter den gamle Maade falder De

Begge næsegrus ned, og kysser Jorden.)

Gram:

Tak store Guder! som har bragt mig over Vandet!

Tak Himmel! Som har bragt mig her til Landet!

Her Mod og Elskov skal forene sine Kræfter;

Enhver af dem for Overmagten ei gier Efter.

[29]

Hvor disse Toe vil trænge frem,

Maae Ild, maae Vand, maae Sværd selv vige dem.

En tapper Siel,

Naar Blodet af anstændig Elskov brænder,

Er ikke bang for hvad ont der siden hender:

Men haaber intet uden vel.

Thron:

O! lykkelige Tienere!

Hvis Herres Mod dem er bekiendt.

Om saadan een blev til Afgrunden sendt,

Han da med Glæde gaaer sit ærinde.

Desuden hva har vi at frygte her?

Den store Odin selv maa føie vore Gierninger;

Den store Odin, som al Troløshed mishager,

Han sikkert Deel udi at straffe Meeneed tager.

Kom Konge! See Begyndelsen er giort;

I denne Dragt vi ikke har at frygte stort.

Gram:

Gram skulde frygte! som

Blant Pilers Sværm, blandt Vaaben-Brag og Sværd

Var altid lige uforfærd.

Mon nu hans Hierte først paa Prøve kom?

Nei udi mig skal min Medbeiler see en Løve,

Fra den man Ungerne vil røve,

[30]

En Biørn, som ei Skuddet agter stort,

Men til at hevne sig kun render fort.

Hvis jeg ei giorde saa,

Var jeg ei værd, at være avlet af en Fader,

Som mig til Arv sit Navn og Fodspor efterlader,

Hvori jeg vandre maa.

Thron:

Hvis du behøvte det,

(Men du det langt fra ei behøver;

Thi jeg derved din Dyd sin Glands berøver)

Jeg skulde meget let

Opmuntre Dig end meer, naar jeg Dig forestilte

Din Fader Skiold;

Han i sin Ungdom Kiæmper selv ved Livet skilte.

Toe Jætter faldt, og han var i behold.

Erindrer Du hvad han fortælte,

Da han paa Jagten med sit Bælte

En Biørn bandt, som paa ham satte an,

Og maatte see i ham sin Bane-Mand.

Den Tydske Første State, som

Ei undte ham den Ære

Med sig udi Alvildes Kunst at være,

Befandt at han til den urette kom.

Fra saadan Fader Du nedstammer,

Ved en saa Værdig Søn han sig og ikke skammer.

[31]

Du selv for føie Tid har viist

Paa Gothlands Første, som med List

Dig tænkte at besnære,

At du var ikke Den, der giekker kunde være,

Da Du i Kamp mod femten eene mødte.

De slap dem ei, for De sin Dristighed med Livet bødte.

Dog hvortil nævner jeg de Helte-Gierninger?

For en Begyndelse Du Dem anseer;

Endskiønt jeg vel tør sige frit

At mangen Helt sin hele Tid ei kommen er saa vidt.

Gram:

Mit Sind behøver ei Opmuntringere at gives.

Den ædle Tid hvoraf det drives,

Er nok for mig.

Mit Blod af en retmæssig Iver brænder.

Men – – – – – Der er en, som vi ei kiender.

Tie. Jeg befaler Dig.

Thron:

ARIE.

Toe Ting giør Konger lige

End med den Ringeste;

Elskov og Døden; see

Menneskers Skiæbne.

[32]

Ild, Sværd og Magt maa vige,

Hvor Elskovs Dom er sagt;

Hvo kan mod Dødens Magt

Sig vel bevæbne?

Femte Optrin

Humble, Gram, Thron.

Gram:

Siig Landsmand! Hvo Du er,

Hvad Land og Folk man finder her?

Hielp tvende Ulyksalige,

Paa hvilke Lykken har sin Ugunst ladet see.

Den flygtig Lykke vi den hele Verden om

Forgieves haver søgt, indtil vi herhid kom;

Her Himlen ligesom ved Tegn har vildet vise,

At vi for al vor Uro vist skal nyde Lise.

Vi før paa Landet ikke satte Fod,

Før sig en Ravn tilsyne lod,

Som sig for vore Fødder lagde,

Og efter gammelt Mærke Os tilsagde,

At vi paa dette ubekiendte Sted

Skal treffe Lykke, held og Rolighed.

Vi i den dovne Ørkesløshed her,

At leve, ei begierer;

Vil nogen prøve vores Tienester,

Vi Os paa ærlig Maade vel ernærer.

[33]

Humble:

Hør fremmede! I hvor du end maae være,

Enhver kan noksom af dit Aasyn lære,

At Skiebnen haver dannet Dig til noget andet,

En som landflygtig at omvanke udi Landet.

Vi har en naadig Konge her,

Hos hvilken duelige Folk i ære er;

Sig mig Jer Ærinde;

Jeg Eder melde skal for Kongen med Fornøielse.

Gram:

Ved Hielp udaf utrettet Flid og Møie,

Ved at betragte Stiernernes Kraft og Urter nøie,

Jeg i Naturens Kræfter har den Indsigt naaet,

At ingen fra mig trøsteløs er gaaet.

Jeg veed ei Lægedom for Legemet alene,

Min skiulte Videnskab mot Sindets Svaghed og kan tiene.

(Forborgne Egenskaber, som

Kun sielden i de dødeliges Hierne kom.)

Den uerfarne Hob, som kun med Skallen spøger,

Og ikke Kiernen i den ædle Konst opsøger,

Har dristet allevegne sig at giøre mig saa sort,

At jeg i alle Land fast er landflygtig giort.

Saa skiønner Verden paa Velgierninger.

[34]

Humble:

I dette Stykke

Jeg dig af Hiertet ønske vil til Lykke,

At Du er kommet her.

Jeg paa min Herres vegne Dig i Haand vil tage,

At saadan Konstner ei fra Landet med Fortrydelse skal Drage.

Naar du bevise kan din Konst,

Du her det ikke giøre skal omsonst.

Vor Konge nu paa nogen Tid

I en Os ubekiendt Sinds Svaghed er bested;

Det hele Folk pa Knæ for Dig skal falde ned,

Hvis Du ham hielpe kan ved Konst og Flid.

Han, som var før saa munter og beleven,

Har nu al Lyst og Glæde plat fordreven.

Han sukker; og for hvert et Ord er Taarerne tilstæde.

Ja. Hvis det ikke uanstændigst var at græde,

Han svømte bort i Graad.

Gram:

Maaske Han noget haver overtraad

Af Himlens Villie og Befaling?

Hvis saa; han uden videre Forhaling

Den store Odin maa med Offringer forsone;

Derved kan Himlen let bevæges til at Skaane.

[35]

Humble:

I Dag, en Dag som alle burde glæde,

Seer man dog Folket for sin Konge Øinene at væde.

Printsessen Signe, som for Dyd og Deilighed

Er allesteds bekant,

Indgaaer i Dag en Pagt paa fælles Kierlighed,

Som hende til Kong Henrich bandt.

De Saxers Konge, som enhver af Rygtet kiender

I alle Verdens Ender,

Opnaaer i Dag den af saa mange ønskte Ære:

Vor Elskelige Signes Brudgom han i Dag skal være.

Gram:

(for sig selv)

O! Ord! Som mig til Hiertet brænder,

Jeg iisner – – – – – – – – – – – – – –

Humble:

Enhver, som Ham og Hende kiender,

Saa høit-velsignet Par

For længe siden i sit Hierte Lykke ønsket har.

Gram: 

Og jeg – – – – – – – – –

Thron:

(afsides til Gram.)

Du Herre! det for Dig endnu er ikke Tid;

Pas Leiligheden, men fordølg Dig med den største Flid.

[36]

Humble:

Jeg har ei mere Tid. Jeg gaaer

For eders Ærinde til Kongen at frembære.

Gram:

Og jeg, jeg svær saa sandt som Gram her staaer,

At jeg skal tredje Mand i Leegen være.

ARIE.

Jeg skulde frygte Faren?

Jeg som var aldrig bange,

Naar jeg som een mot mange

I Striden gik, og vandt.

Jeg træde vil paa Snaren

Som Skiebnen for mig setter;

Min Elskov Sindet letter,

Og er min Seiers Pant.

(Gram og Thron gaaer bort.)

Siette Optrin.

Sumble, Humble.

(Kong Sumble, som hidindtil har siddet paa Græs-

Bænken og sovet, vogner op heel forvirret).

Sumble:

O! Himmel! O! Retfærdig Skiebne!

Vil Du da stedse Dig mod mig bevæbne?

[37]

Mit Blod er iisnet og den kolde Angest-Sveed

Fremviser Prøver paa mit Sinds Uroelighed.

O! hæslig Syn! O! fæle Drøm! O! Spøgelser!

Som end i Søvne mig i Roe ei lader være,

Skal jeg da mine Angester

I Liv og Død til Graven med mig bære?

Humble:

O! Konge! Siig hvad nye Tildragelser

Formeret har din Qval?

Du synes i din Siel at føle Angester

Og Piinsler uden Tal.

Sumble:

Den kolde Gysen qvæler snart min Tale.

Dog vil jeg Tiden for en troefast Tiener ei forhale.

Hør Humble! Da jeg mærkede,

Mit Øie udaf Sorg og Søvn og Mattighed at slæbe,

Jeg ikke længere da vilde Stræbe

Mod den tilbudne Roe og Vederqvægelse.

Mit Hierte, fuldt af Tanker, gav

De matte Øine Lov at lukkes,

(Et sødt Forbillede paa den forønskte Grav,

Hvor med vort Liv, vor Sorrig, slukkes.)

Dog Sielen som en Gnist udaf Gudommens Ild,

Som ei indslumrer, naar et jordisk Legem sover,

[38]

Men da sig just udaf de trange Skranker vover,

Naar ingen Byrde, som den qvæler, meer er til,

Den strax med Tanker var i fuldt Arbeide;

Frygt, Haab og Trøst i Sindet syntes føre Feide.

Udi det mindste Øieblik,

(En Tid, som knapt en dødelig som Tid sig forestiller)

Vel tusind Tanker for sig gik,

Ledsagede udaf Bekymrings Griller.

Humble:

Det hender ofte at vi i Søvne Seer,

Hvormed vort Sind udi Arbeide daglig er.

Sumble:

Da slige Tanker tumlede sig af og til,

Jeg saae et gruesomt Syn for mine Øine svæve,

Et Syn, hvorfor jeg nu, skiønt vaagende, maa bæve,

Et Syn, som jeg uvillig selv udtyde vil:

Jeg syntes, af en Hendelse

En Skat at have faaet udi Eie,

En Skat saa stor, saa at den kunde veie

Mod al den Rigdom, som i Verden er at see.

Jeg fik ei længe Roe, at eftertænke dette Stykke;

Ja Skiebnen end i Søvnen mig misundte saadan Lykke;

Toe grumme Dyr, en Ørn og Løve,

Kom begge, for mig Skatten at frarøve.

[39]

Jeg lærte Strax af deres Øines Bisterhed,

At Krigen mellem dem om Skatten var forkyndt,

Og mens jeg tænkte det, var den begyndt,

En Strid saa fæl, som jeg ei at beskrive veed.

Rov-Fuglen syntes størst, ved hielp af Kloe og Vinge,

Sin grumme Fiende snart at tvinge.

Jeg selv, som fast ei tvivlte mere,

Stod færdig for ham Skatten at levere.

Men i det samme vendtes Bladet om,

Saa Ørnen under Løven kom,

Og med sit Blod slig Dristighed fik lære

Med Dyrets Konge en Medbeilere at være;

Ja den halvdøde Fugl tilstod ham gispende den Ære,

At ene han berettiget til Skatten burde være.

Sligt Syn jeg tager mig vel noget nærmere,

End det udi sig selv fortiener.

Ja meer: Jeg sikkerligen mener,

At Himlen, som omsonst ei lader noget ske,

Mig har i Drømme viist, hva mig skal hende.

Jeg staaer i Tvivl, hvortil jeg skal Udtydningen henvende.

Humble:

En Drøm er kun en Dunst, der for vort Øie

Afmales af de Ting, som vi betragter nøie.

Vi veed ei hvad vi gir med lukte Øine-Laager;

Da kroppen er i Søvn, men Sielen vaager.

[40]

Men man dog sikkert ei kan bygge paa

Den mening, som de fleste følger,

At alle Drømme noget vigtigt i sig dølger,

Som ved slik Aabenbaring vi at vide faae.

Er Drømme det, hvorved

Os Guderne vil lære hvad, som Os skal hende,

Hvi skal de i forblommet Syn sin Mening da forvende,

Hvorved vi settes i Usikkerhed?

Tit paa den verste Drøm den beste Glæde møder,

Og naar vi drømmer best, os noget Ont tilstøder.

Sumble:

Jeg dog et saadant Syn mig tager nær;

Jeg veed ei selv hvordan det er;

Jeg stræber, mig at forestille,

At saadant kun er en ugrundet Grille.

Men ach – – – Kong Henrich kommer der,

Jeg maa fordølge lidt mit Sinds bekymringer.

Humble:

ARIE.

Tumlende blinde Lykke!

Hvor har Du ei Behag,

Mennesker just at nedtrykke

I best anlagte Sag!

[41]

Daaren dig kun maa ære,

Og Offer dig frembære.

Hans svage Skib, som driver

For dine Vinde, bliver

Paa dine Skiær til Vrag.

Syvende Optrin.

Henrich, Guttorm, Sumble, Humble.

Henrich:

O! Svigerfader; (thi jeg haaber, Du tillader,

At dig din Datters Brudgom nævne tør for Fader)

Tilgiv, at jeg dig beder, lidt at sette

Din Sorg til side, og dit Sind at lette.

En Dag, som denne, er ei skabt til Misfornøielse

Da alle og enhver blant Undersaatterne

Snart kappes om, sin Glæde at fremvise.

Sumble:

Jeg Aarsag Himlen har at prise;

Men Skiebnen, som tit finder Lyst,

At blande Bitterhed i vores største Glæde,

Har nedlagt noget i mit Bryst,

Som mig tilbørlig Roe ei vil tilstede.

Jeg haaber, at det Onde, som truer, kyser mig,

Er ikke noget virkelig.

[42]

Henrich:

Naar vi en bitter Tanke selv ernærer,

Som paa en uvis Grund opkommer i vort Sind,

Den efterhaanden saa vor Siel besnærer,

At vi Os alle Ting kan bilde ind.

En times Grille tit kan avle det Ukrud,

Som mange Aars Fornuft ei rydder ud.

Man i Indbildnng tit for virkeligt anseer,

Hvad vi derefter strax beleer.

Humble:

See Konge! paa enhver af dine Undersaatter,

Og mærk om Du ei Aarsag har til Sinds Fornøielse;

Hvert Aasyn Dig stiltiende tiltaler,

Og ligesom til Glæde dig befaler.

Sumble:

Gud veed, jeg vilde – – – – ja jeg vil i Dag

Mig rette efter hvers Behag.

En Fader, som omfavnes af saa kier en Sviger-Søn,

Hvori han seer sin Graa-Haars Alders Løn,

Han kan og vil og bør sig glæde.

(for sig selv)

Min Mund skal lee; men Hiertet græde.

Humble:

Tak Himmel for saa glad oplevet Dag!

Guttorm:

Kron den med Lyst og alles Velbehag!

Humble:

Gid Fred og Hæld om Henrich og om Signe sveve!

[43]

Guttorm:

Gid saa elskværdigt Par maae længe leve!

Humble:

Gid Himlen kun hver Underdaners Ønske maae

Opfylde! saa kan det ei bedre gaae.

Henrich:

ARIE.

Naar det tunge Skib maa synke,

Kan den lette Baad opholdes;

Naar en trøstesløs maa klynke

Er den Vise uforsagt.

Klog i Medgang, frek i Fare;

Derved ofte kan forvoldes,

At en ellers farlig Snare.

For os blier forgieves lagt.

[44]

Ottende Optrin.

Sumble, Humble, Henrich, Guttorm, Signe,

Henrich:

Ælskværdigste!

Den Lue, som udi mit Hierte brænder,

Allene giør, at jeg mig værdig kiender

Til saadan Lykke, hvormed jeg mig skal beæret see.

Vil Du i Steden for Fortienester

Et Hierte tage her imod,

Som, medens det har Liv og Blod,

Skal stræbe til at blive værdigt, hvad der ikke er.

Tag mod den Haand,

Og med min Haand mit Hierte.

Hør endnu nok engang hvad en forelsket Mand

Af dig begierte.

Tænk ei min Tunge kan fortolke let

De Sinds indtagende Henrykkelser,

De for en Elskende bekiendte ikkun er;

Den føler dem, som elsker ret.

For flere Ord at spare,

Vil jeg mit Liv og Død udaf din Mund erfare.

Du tier Signe! og jeg staaer forvirret.

Maaske min Tale haver Dig opirret?

[45]

Signe:

Jeg nægter ei, din rene Elskov mig har rørt,

Den Tale, som din mig bekiendte Mund har ført,

Saa ædel er, saa fuld udaf Oprigtighed,

At jeg mod saadant intet, ad indvende, veed.

Men har Du Himlens Raad avspurgt i denne Sag?

Er Du og vis paa Odins Velbehag?

I en saa vigtig Sag, for der for noget andet sørges,

Bør Guderne om deres Villie først avspørges.

Henrich:

Den Himmel, som en trofast Siel

Fra falske Kræfter kiender,

Har selv i slig Anmodning Deel;

Den tændte Luen, som udi mit Hierte brænder.

Din Fader det tillod.

Du selv ei sagde noget derimod.

Siig, om det kunde mere være,

Som man udaf en Elsker kan begiere?

Signe:

En saadan Sag man overveie bør med Flid,

Hvorav vort Lives Held og Lykke hænger.

Sumble:

Jeg tiet har for lang en Tid.

Gud veed, hvor haardt jeg selv mit Hierte trænger!

[46]

Men hør en faderlig Befaling,

Kong Henrich er din Mand, brug ikke meer Forhaling.

Saa trofast ja saa ædel Brudgom er

Langt mere værd, end hvad han vederfares her.

Elsk ham – – – – – brug ingen Omsvøb meer,

Lad Himlen raade for hva siden skeer.

ARIE.

Frygt Du Dig for en Fader,

Som nu alvorlig taler,

Jeg Dig ei meer befaler,

End hvad Du skyldig er.

Lad kun saa Himlen true,

Straffe med Torden og Lue!

Lad Hagl og Svovl nedregne,

Og vor Ulykke betegne!

Aldrig mig værre Skeer.

DA CAPO

(De gaar alle bort, uden Signe.)

Niende Optrin.

Signe allene.

Signe:

Hvad Ord skal jeg i denne Tilstand bruge?

Beklemte Hierte! vil du da hvert Ord opsluge?

Det er jo dog en Trøst for de Elendige,

At De kan tale selv om Deres Ængstelse.

[47]

Dog hvilke Ord kan her forslaae?

Veltalenhed skal her til Skamme staae.

Hvormed har jeg i Moders Liv dog syndet,

At der, da det min Fader blev forkyndet,

At jeg var til, jeg da paa engang ei var fød og død?

Hvi sparte Skiebnen mig til en saa grusom Nød?

Om Fødsels-Stiernen noget til vor Skiebne giør,

Hvi blev jeg da ei fød en Time siden eller før?

Skal da et Menneske,

Udydig eller dydig,

Mod Guderne ulydig eller lydig,

Alene udaf Stiernene

Sin Skiebne hente,

Og ingen Straf for Last, og Løn for Dyd forvente?

Nei. Jeg kan ikke troe, at det,

Som tænkes saa om Guderne, er ret.

Det som mig hidindtil er hendet,

Er maaske kun en Prøve, som

Skal tiene til at see, om jeg i Nød af Frihed kom.

Hvo veed, hvor hastig Bladet er omvendeet?

Ja vist.

Jeg mig forlader til,

At Guderne et Sørge-Spil,

Til desto større Glæde, skaber om til sidst.

[48]

Hvis man bestandig havde Sommer,

Man skiønnede ei paa, naar denne smukke Tid af Aaret kommer.

Dog!

Hvilken indbidlt Trøst indtog mit Hierte,

Og i et Øieblik min ganske Smerte

Mit Sind betog!

Ret ligesom, naar Lynild farer hen,

Og i et Øieblik giør Himmelen,

Til lutter Dag,

Men strax derpaa med grusom Tordenslag

Giør Lys til Mørke og vort Haab til Vind.

Vi seer Forskrekkelse, hvor vi os bildte ind,

At see vor glæde;

Den fæle Nat er strax tilstæde,

Undtagen naar den vexles af med fæle Luer,

Saaledes lod og denne gang mit Sind

Sig ved en Glimt af Trøst snart tage ind.

Fortvivlelsen er nu desværre! derved større blevet.

Mit Haab var kort;

Og da det i et Øieblik, som Lynild, gik i Tanken fort,

Har den al Trøst fra en desuden trøsteløs fordrevet.

[49]

ARIE.

Brist dine Øine ud i Taare-Flod;

Den Sorg mit Sind her saarer

Er værd de salte Taarer.

O himmel! kræv ei mit Hierte-Blod.

Brist Hierte! Suk ei meer.

Jeg tænker, og kun fortvivler – –

Trøst kun mit Hierte opirrer!

Raad mit Gemytte forvirrer!

Ach! Ach! jeg Graven aaben seer.

Ende paa det første Optog.