kosakkene [05-libretto-3.akt]

[33]

TREDIE AKT

(I Dubno. Nat. Maaneskin. En have, tilvenstre be-

grænset af et anseligt hus med veranda og trappe ned til

haven. Huset strækker sig bagover ind til midten af scenen.

Herfra fremover til højre afgrænses haven mod en bagenfor-

liggende gade ved en mur med port. Bortenfor gaden stiger

terrænet. Temmelig højt i mellemgrunden ligger en oplyst

kirke med bred, anselig trappe ned til gaden. Kirken er

fuld af folk; enkelte staar eller knæler ogsaa udenfor paa rampen

og trappen).

Scene I.

Kor:

(af den i og udenfor kirken samlede menighed).

Du, som styrer verdners skjæbne,

Herre, Herre, vær os god!

Vil din haand mod os du væbne,

knust vi ligger for din fod.

O, men naar din mildheds aande

stille stryger os om kind,

dulmes hver en haabløs vaande,

læges alle syge sind.

Tungt paa os din haand har hvilet,

sænket os i angst og gru.

Længst du aldrig til os smiled,

bort dit aasyn vendte du.

[34]

Skjænk os, Gud, din naade atter

hør vor bøn fra dybest nød –

du, hvis veje ej vi fatter,

herre over liv og død!

Svarlig har vi syndet alle,

brøden fyldte alle maal, –

O, men hør os, naar vi kalde,

fra os tag din vredes skaal!

Frels os, Gud, fra dødens vande,

lad din naades hjælp os naa!

Før os, Gud, mod lysets lande!

Frels os, frels os, vi forgaa!

(Efterat sangen er slut, begynder folk at strømme fra

kirken – mens dog en del endnu bliver liggende en stund i

stille bøn. Porten fra gaden til haven aabnes, og Marylka

træder ind).

Scene II.

Marylka:

Hvi skal dog mit hjerte hænge

bestandig ved ham, ved ham kun fast?

Nu troed jeg dog saa længe,

at troldommen endelig brast.

Men blot fra volden jeg øje fik

i aftes paa ham i fiendens hær,

Da nytted mig intet, intet mer, –

Det var, som min vilje ifra mig gik,

Og mit stakkels hjerte, det hamrer og banker, –

Jeg faar ikke fred

Hverken dag eller nat for de higende tanker –

Urolig og sanseløs om jeg vanker, –

Jeg finder ej hvile, ej blivende sted.

[35]

O, pigetanker og drømme,

hvor styrter i grus Eders slotte brat!

O, længsler, stærke og ømme,

hvor rinder den snart, jer nat!

Om nok saa stolt sig lukker vor mund, –

saa godt vi dog ved det,

at livet er gledet

forbi os tidt kun et kort sekund.

Hvor livsløbet sagte skrider,

og dag efter dag er bestandig sig lig,

et livshaab for alle tider

til et møde kan knytte sig.

Men manden, som sprænger i verden sig vej,

hans sind ej længe

ved hende kan hænge,

som engang hans ungdom kaared sig.

Men kunde jeg blot ham møde

endnu en eneste gang paa min vej,

hans kjærlighed fra de døde

paany skulde rejse sig!

Aa kom, mine lønlige tankers ven!

Fik blot jeg dig finde,

Jeg skulde dig vinde

og aldrig, aldrig dig slippe igjen!

(Marylka ind i huset. Maanen er imidlertid gaaet ned.

Det er i graalysningen. Porten til gaden aabne paany, og

en tjenestekvinde kommer ind. I samme øjeblik trænger

ogsaa Rodion – i forklædning – ind gjennom porten).

Scene III.

Tjenestekvinden. Rodion.

Kvinden:

Hvad er det dog?Slip mig!

[36]

Rodion:

Nej stop!Jeg saa

dig engang – ej sandt? – i Kjev hos hende!

Kvinden:

Hos hende? hvad mener du?

Rodion: (slaar forklædningen tilside)

Kan du mig kjende?

Kvinden: (udbrydende)

Ja vist, du er jo –

Rodion (afbrydende).

Raab ikke saa!

Men svar mig: hvor er hun – din herskerinde?

Kvinden:

Hvor hun er?

Rodion:

Ja vist!

Kvinden (pegende):

Hun bor jo derinde!

Rodion:

Derinde?! Men hun jo fra Kovno var?

Kvinden:

Ja, der var dengang vojvod hendes far;

men nu –

[37]

Rodion (afbrydende):

Du mig til hende skaffe maa!

Kvinden:

Hvis jeg kan –

Rodion:

Ja vist! Hun imod mig ta’r!

Jeg maa hende træffe – skynd dig blot! gaa!

(Kvinden ind i huset. Dagen bryder mer og mer frem).

Rodion:

Hvorledes kan dette gaa til?

Og er det da virkelig sandt? –

Ja, ja, jeg se hende vil,

det føler og ved jeg grant.

(Længer i forgrunden).

Nu natten snart er omme,

nu slukner hver en stjerne,

en lysning i det fjerne

bebuder dagens komme.

En susning gaar i løvet,

men fuglesangen tier, –

paa solens opgang bier

naturen halvt bedøvet.

I morgnens vindpust milde

sin aande tungt den henter, –

i frydfuld bæven venter

den nu sin ilddaab stille.

Saa skjælver, elskte kvinde,

og jeg ved dette møde, –

Jeg ser min morgenrøde,

Jeg ved, min sol vil rinde.

[38]

Scene IV.

Marylka. Rodion.

Marylka:

(er, uden at Rodion mærker det, kommet ud paa verandaen

og ned i haven – drillende).

Det er i sandhed til tider sære,

du gjør mig ridder, den sjeldne ære

at søge mit selskab, – du har vel grunde,

aom jeg kun hidtil ej udgranske kunde?

Rodion: (besværligt)

Jeg finder ikke ord. Hvad skal jeg sige?

Ak, i din nærhed alt mit mod vil vige!

(Stigende.)

Jeg kjender ej ord og tanker,

som bruges i hoffernes kredse,

hvor konger og fyrster vanker,

og selv du vel færdes stedse –

kun én ting jeg kan besinde;

du er ej som alle vi andre,

som Gud med dig lader vandre, –

som du er ej nogen kvinde.

Du er min høje herskerinde:

hvad kræver af din tjener du?

Befal mig, hvad du faaer i sinde, –

det fuldbragt bli’r i samme nu.

Og vilde som mit maal du nævne,

hvad der laa over jordisk evne –

jeg gjør, hvad ingen kan formaa,

skal jeg og selv i døden gaa.

[39]

Marylka: (for sig)

Regn over tørstende blade

er I, hans ord, for min sjæl, –

alt, hvorom sanserne bade,

rummer en kjærlighed hel.

Luk dig, mit lidende øje,

bad dig, min sjæl, i hans ord –

sug dem – lig blomster, der bøje

stille i regn sig mod jord!

Sagte paa glidende strømme

viljeløs føres jeg med,

dyssende, dulmende drømme

vugger mit hjerte til fred.

Rodion:

Kan jeg tro det? Laaner du øre

til min kjærligheds ydmyge bøn?

Er det sandhed? Skal jeg faa høre,

du dit hjerte mig skjænked i løn?

Da skal intet i verden os skille,

da er sollys vor fremtids vej –

naar blot sammen vi vandre den ville,

da er alting –

(vil drage hende til sig).

Marylka: (forskrækket fra ham)

Nej, dog, o nej!

Skuf os ikke begge to!

Pligt dig binder, pligt og ed.

Altfor godt jeg kun det ved,

ej du kan mig elske jo.

[40]

Fader, fædreland du har,

Om dig dine venner er, –

du i os kun fiender ser, –

Nej, min elskov haabløs var!

Rodion:

Hvad er mig fader og fædreland?

og hvad kameraternes skare?

Hvis ej du det ved, jeg dig sige det kan:

i verden har dig jeg bare.

Ukræne mit fædreland aldrig var, –

hvo har det mig dertil givet?

Vort fædreland er, hvad os fangen ta’r

og holder os bunden for livet!

Mit eneste fædreland du kun er,

til dig gaar min higen og stræben:

jeg dig i mit hjerte til døden bær,

og dig jeg bekjender med læben.

Og dette mit elskede fædreland,

det ingen skal fra mig rive!

For det vil jeg kjæmpe, saalænge jeg kan,

for det jeg mit liv skal give.

Marylka: (kaster sig til hans bryst)

Jeg evner ej mere,

Jeg er jo alt din, –

Du elskede, kjære,

til dig tag mig ind!

Hos dig kun jeg vinder

min lykke, min ro,

hos dig kun jeg finder

min hjemstavn, mit bo!

[41]

Rodion:

Jeg aldrig det fatter, –

o, er det dog sandt?

jeg drømmer ej atter, –

min elskte jeg vandt!

O, maalløse lykke,

som ender hvert savn,

den elskte at trykke

i knugende favn!

Marylka:

Ej afgrundens stemmer

skal ængste mig mer,

ej døden mig skræmmer,

naar din kun jeg er!

Rodion:

Som natduggen svinder

paa solkongens vej,

min sorg jeg forvinder,

o elskte, hos dig!

Begge:

Hvad skjæbnen vil sende,

vi trøstig det ta’r, –

til dagenes ende

vor lykke vi har.

Et solskin der fylder

det bankende bryst,

en dagglans der skyller

om fremtidens kyst.

(Tæppet falder).