Kosakkene [04-libretto-2.akt]

[21]

ANDEN AKT.

(Kosakkernes lejr foran Dubno. Kosakker, kvinder.)

Scene I.

Kor, en kvinde, Rodion, Ostap. Siden Taras.

Kosakkerne:

Blinkende druer,

blodrøde luer,

gjerne Jer daarende magt vi vil hylde!

Men naar vi tømme

bægret, I fylde, –

naar Eders bølger af flydende ild

jagende os gjennem aarerne strømme,

Eder ej prise vi vil!

Dejlige kvinde,

dig vil vi vinde,

dig, hvem vi kalde ved ømmeste navne!

Bankende barme

ville vi favne, –

Bades vi ville i brændende blik,

suge vi ville af læberne varme

elskovens skummende drik.

[22]

Kvinderne:

Vil I os fange,

ej er vi bange,

rustede krigere byder vi trods!

Piger, skjønt svage,

la’r sig ej tage, –

ak, men med elskov besnærer man os!

Attraa, som brænder,

kjælende ænder,

læber, som hvisker om kjærligheds glød, –

magten de stjæler,

daaret vi dvæler,

taber os selv i fortryllelse sød!

Kosakkerne:

Dejlige kvinder, som drage og lokke,

kom, vi med Eder i dansen vil træde!

Kvinderne:

Ak, I det ved, at for kvindernes flokke

dansen er livet, – dansen er glæde!

Kosakkerne:

Kom da, vi kalde!

Kvinderne:

Her er vi alle!

Alle:

Fast vil vi favnes i vuggende takt.

Kosakkerne:

I, som vi kaarer, –

[23]

Kvinderne:

I, som os daarer, –

Alle:

Alting vi glemmer for elskovens magt!

Kosakkerne:

Dansen skal hvirvle som stormen, der bruser

fælder for fode træernes kroner.

Kvinderne:

Mildt skal den vugge, som strenge der suser

sagte til kjærligheds smeltende toner.

Alle:

Saa skal vi hvile med mund ved mund,

tæt skal vi favnes i knugende arme,

læskes skal længslen i higende barme,

stilles begjæret i elskovens stund!

(Dans.)

En af kvinderne:

(til Rodion, som har staaet udeltagende og seet til)

Du smukke ridder, hvi ser du kun til,

hvi deler du ej vor glæde?

Hvis engang med mig du danse vil,

saa ved jeg nok, hvem der er rede!

Og vil du mig skjænke denne nat,

Saa kom til mit bryst, du søde –

for dig, for dig kun, min egen skat,

de brændende kys skal gløde!

Rodion:

Gaa fra mig! vig! jeg vil intet høre!

Med kvindfolk som dig vil jeg ej ha’ at gjøre!

[24]

Ostap:

(skyder Rodion til side)

Nej, kom til mig, min sødeste ven!

Se, jeg skal dig klappe og kjæle.

Hvert eneste kys jeg gi’r dig igjen,

for intet jeg vil dig bestjæle.

Med lyst skal jeg favne dit slanke liv,

med lyst ved sin barm søge hvile –

jeg fæster dig til min vaardags viv –

du siden til andre kan smile!

Kvinden:

Nuvel, og du er en vakker svend –

og blodet i dig dog brænder –

saa vil du bare være min ven,

jeg ta’r dig med begge hænder.

Ostap og kvinden:

Saa kom lad os glide i dansen ind,

Vi mellem dens rækker os blande –

i dansens vuggende vande

skal kjøles den attraa, som gløder vor kind.

Men kommer den saa den søde stund,

da natten sig sænker stille,

med jubel vi tømme ville

det vinkende elskovens bæger til bund.

Rodion: (samtidig)

At nogen kan ville sig blande

med væsner saa frække i bund og grund!

Gid Gud dem i vrede forbande

fra nu af til livets sidste stund!

(Dansen, hvori Ostap og kvinden nu deltager, fort-

sættes endnu en stund).

[25]

Taras:

(kommer, bliver et øjeblik staaende som forstenet, derpaa).

Saa død og djevel! – raser I?

Kosakker, hvad ta’r I Jer til?

Naar saa i lejren kvinder vi?

og drik og svir? Og dans og spil?

(Kosakkerne har sluppet kvinderne, staar skamfulde).

Taras (til kvinderne).

Af lejren, kvindfolk! pak Jer ud!

Til helved hjem, hvorfra I kom!

Og gid, saasandt der er en Gud,

I føle maa hans vredesdom!

(Kvinderne lister ud).

Taras (til kosakkerne).

Og I, har Gud Jer rent forladt,

saa I fra vid og sans er gaa’t?

I raver jo i vanvids nat!

Jer tro er da et mundsvejr blot!

(Kosakkerne tier skamfulde).

Og Ostap, Ostap, ogsaa du!

Hvad har dig, søn, dog daaret nu!

(Kort taushed).

Ostap:

Aa, noget maa man da ta’ sig til –

og naar koschevojen slaa’s ej vil,

naar her vi bare skal ligge og vente,

til byen for sult sig give maae –

da maa vi ha’ lov til kvindfolk at hente!

Men lad os bare faa lov at gaa paa!

Mange kosakker:

Ja, lad os bare faa lov at gaa paa!

(Imidlertid er flere og flere kosakker strømmet til, blandt

dem koschevojen).

[26]

Scene II.

De forrige (undtagen kvinderne), koschevojen,

høvdinger.

Koschevojen:

Saa, I vil slaas?

Mange kosakker:

Det vil vi, javel!

Koschevojen:

Men det har I gjort saa ofte og vel –

Ja, husk den herlige tid, som svandt,

da liv i suged i kampens strømme –

da staalet vejen til fienden fandt,

og fuldbragt blev Eders ungdoms drømme!

Ja, husk, Eders hævn over landet for

med tilfold gjengjæld for rædsler grumme –

saa brændte byer i syd og nord

om straffedommen er vidner stumme!

Ostap:

Men hvad har vi her?

hvad tænder vor hu?

Ej kampenes gru,

ej brandenes skjær!

ej fredens den frie, løsslupne skik,

ej daarende kvinder, ej ildnende drik!

Man under os blot

en dvaletung ro –

vi tømrer ej bro

til hæderens slot!

Kun lammende længsler i lukkede lejr,

kun sugende savn for den straalende sejr!

[27]

Kosakkerne:

Ja, løs paa byen, nu skal det bli’ slut!

Nu vil vi atter i kampens tummel!

Og ned med koschevojen og hans summel!

Koschevojen:

Tillad mig, herrer, hvad har jeg forbrudt?

Kosakkerne:

Vi er led og kjed af dig –

Koschevojen:

Maa jeg faa tale?

Kosakkerne:

Nej, nej, hold mund! Du skal ej mer befale!

Læg køllen ned!Vi dig taaler ej mer!

Og tak din Gud, du slap uskadt her!

(Koschevojen lægger køllen ned, bort i mængden).

Høvdingerne:

Hvem vil I saa til koschevoj ha’?

Mængden (om hinanden).

Kirdjaga! – Nej! – Barodati! – Ja!

Tag ham! – Nej, Schilo vi heller vil ha’!

Nej, Bulba! – Javel, Taras Bulba er manden!

Høvdingerne:

Vil Bulba I ha’?

Nogle:

Nej, heller en anden!

[28]

Andre:

Jo, Bulba er én, som straks vil gaa paa!

Mange:

Ja, Bulba vi ta’r!

Andre:

Naa ja – lad gaa!

Alle:

Ja, Taras Bulba koschevoj skal være!

Taras:

Nej, herrer, det er for stor en ære!

Jeg duer dog til koschevoj ej.

I hæren findes saa mangen bedre.

Mængden:

Nej, nej! – nu vil vi ha’ netop dig.

Og tak saa til, med vort valg vi dig hædre!

(En af høvdingerne rækker Taras køllen, som han efter

gjentagen vægring modtager).

Mængden:

Bulba, dit sværd

længe os lede!

Glans der sig sprede

over din færd!

Rovsyge ravn

aadsler du skjænke!

Æren du lænke

fast til dit navn!

Skjæbnen du tvinge!

Sejr du os bringe,

sejren og hæderens krans!

Ry af dit navn over lande sig svinge,

Straale med stjernernes glans!

[29]

Taras:

I herrer, først jeg takker Jer.

Og dernæst hør mit herskerord!

Af lydighed kun heldet gror –

og lydighed jeg fordrer her.

Forlænge alt vi laa i ro,

For byens hjælp er maaske nær –

Saafremt vi da kan rygtet tro.

I hvert fald er det nu mit bud:

I morgen alt vi løs skal slaa.

Ved solopgang vi drager ud

Og saa i storm mod byen gaa.

Alle:

I hellig krig

for land, for Gud

vi følger dig,

vor høvding prud!

Er fjernt maal,

vi nøler ej –

det blanke staal

os bryder vej.

Din haand stræk ud,

vor høvding stærk –

og fluks dit bud

blir sat i værk!

Taras:

Men nu til hvile! Den korte blund

I trænger for kampens nære stund.

[30]

Scene III.

Taras, Schilo, Ostap.

Taras:

(til Schilo, mens de andre fjerner sig).

Du, Schilo, forklædt som kjøbmand maa

i byen ind inat dig snige,

og inden morgen du maa til mig sige

besked om, hvordan sagerne staa.

Ej sandt, du kan?

Schilo:

Jeg mit bedste skal gjøre.

Taras:

Du kan! Før morgen jeg fra dig maa høre!

Jeg sender ogsaa Rodion afsted.

Naar blot jeg vidste –

(til Ostap, som kommer)

Ah, Ostap, du ved

maaske, hvor Rodion er – han skal gaa

som spejder inat i byen ind.

Ostap:

Aa, far, lad mig denne hæder faa!

Taras:

Nej, Rodion!

Ostap:

Men Du har brug for tvende!

Taras:

Ja, han og Schilo – du kan da forstaa,

mine begge sønner kan jeg ej sende!

Men hvor er Rodion?

(Alle tre bort til højre).

[31]

Scene IV.

(Mørket har efterhaanden faldt paa. Maanen er kommet

frem. Scenen et øjeblik tom. Derpaa fra venstre:)

Rodion:

Hvad stiger atter for syner frem?

Hvad fylder paa ny mit bryst?

Jeg til mig selv havde fundet hjem –

de sorgløse dage, jeg gjenfandt dem

i slagenes blodige dyst.

En steppens rensende vind

der fór gjennom mit tunge sind

og gjorde mig karsk og glad.

Men nu, da kampen er stilnet af,

de stiger paany af mindets grav,

de tusen elskovskvad.

Saa spejler søen i stilheds fred

den dybe himmels blaa.

Men kaster stormene vildt sig ned

og jager de skummende bølger afsted,

maa billedet brat forgaa.

Da dør den, hver stemning blird,

da sortner søen, da fraader den hvid

og rummer kun død og skræk.

Og dog, naar atter stormene dør,

den viser, den stille sø, som før

en blaanende himmels træk.

Min elskov med al din kval og lyst,

Jeg hilser velkommen dig!

Hvem engang du fyldte det higende bryst,

vil altid søge din tryllende kyst

fra livets banede vej.

[32]

Min sti blive stejl og glat,

min vandring gaa i den mørke nat

og krydses af rædslers gru –

engang maaske, i en stille stund,

et ord fra den elsktes signede mund

vil svale min brændende hu.

(Tæppet falder).