Kosakkene [03-libretto-1.akt]

KOSAKKERNE

OPERATEKST

 I FIRE AKTER

FRIT EFTER GOGOLS FORTÆLLING

«TARAS BULBA»

VED

E. H. B.

KRISTIANIA

AKTIESELSKAPET BIGLERS FORLAG

1897

 [2]

S & JUL SØRENSENS BOGTRYKKERI.

[3]

Dette lille arbejde er skrevet som operatekst for min

Ven Catharinus Elling.Den fortælling, hvorfra stoffet er

hentet, er, som enhver ved sammenligning vil se, benyttet

med den største frihed. Dette viste sig under udarbejdelsen

at være ganske nødvendigt. Som operaen nu foreligger, kan

egentlig ikke stort mere end forhistorien og slutningskata-

strofen siges at hidrøre fra fortællingen. Disposititonen skyldes

forøvrigt i det væsentlige komponisten og min ven Bjørn

Bjørnson, hvilken sidste jeg maa bringe min bedste tak for

den kyndige og redeonne hjælp, han under arbejdet har

ydet mig.

Forf.

[4]

PERSONERNE

Taras Bulba, kosakkhøvding.

Awdotja, hans hustru.

deres sønner.

Ostap

Rodion

Schilo, kosakkhøvding.

En kosak.

Koschevojen.

En kvinde.

Kosakkiske mænd og kvinder.

En vojvod.

Marylka, hans datter.

En tjenestekvinde.

En polsk officer.

Unge polske piger.

Vojvodens øvrige gjæster, hans tjenere,

Polske soldater, mænd og kvinder.

(1ste akt foregaar i Taras Bulbas hjem, 2den i kosakker-

nes lejr udenfor Dubno, 3die og 4de i denne by. Mellem

1ste og 2den akt ligger nogle uger, mellom 2den og 3die et

par timer, mellem 3die og 4de nogle uger.)

[5]

FØRSTE AKT.

(Tunet udenfor Taras Bulbas hus. Huset er pyntet med

blomster og kranser. Kvinder strør blomster paa indgangs-

trappen og tunet).

Scene I.

Kvinderne.

Dagen vi hilser, dagen, som bringer

sønnerne til det ventende hjem.

Frydfuldt imod Jer tanken sig svinger,

brændende ønsker følger Jer frem.

Festlig til velkomst huset vi smykker,

blomsternes hær skal møde Jert blik.

Naar Eders mor i favnen I trykker,

de skal Jer sende vendlige nik.

Hilsen fra steppen skal de Jer bringe,

hilsen og bud fra barndommens tid,

hjemmets velkommen deri skal klinge,

klinge med røst, alvorlig og blid:

Frit lad Jert blik om synskredsen svæve,

Frit som paa steppen i solbrand og regn, –

frie som steppens sønner I leve, –

selv er I steppens værnende hegn!

[6]

Festlig med blomster huset vi smykke,

festlig velkommen vi ønsker Jer hid,

blomster Jer vier til fremtidens lykke,

vier Jer og til kommende Strid!

(Kvinderne ind i huset. Scenen er et øjeblik tom.

Derpaa Taras, Ostap og Rodion ind fra den anden side.)

Scene II.

Taras, Ostap, Rodion, derpaa Awdotja.

Siden gjæster.

Taras:

Hej, mor, kom ud, her har du dine sønner!

Awdotja: (ilfærdig ud)

Aa, er I der! – saa kom I dog tilslut!

Velkommen, aa velkommen,

(til Rodion)

du, min gut!

(til Ostap)

og du, Ostap! – Saa har dog mine bønner

Maria hørt med trofast modersind!

Men lad mig ret faa se paa mine gutter.

Ja, I er kjække, raske, – gamle mutter

Kan intet ønske mer, naar Jer hun slutter

I favn, – al jordens fryd er min.

Ostap:

Ja, bra nok er det, kundskab at samle –

Rodion:

men bedre at lægge bøgerne hen –

[7]

Ostap og Rodion:

og komme tilbage til Jer, I gamle

og hjemmet og steppens frihed igjen.

Aa, godt er hjemmet til alle tider –

Awdotja:

naar ly det giver for solens brand –

Taras:

naar sneen stænger til alle sider –

Ostap og Rodion:

og pejsen samler kvinde og mand –

Awdotja:

naar sangen mod kveld i stuen klinger –

Taras:

naar praten gaar frit om løst og fast –

Ostap:

naar jenterne vi i dansen svinger

med hvirvlende fart og kast i kast.

Alle:

Ja, herligt det er, naar alle kjære

kan samles under det hjemlige tag!

Du dejlige dag, du priset være,

du længselsfuldt ventede hjemkomstens dag.

(Taras ud).

Awdotja:

Men tys! alt kommer vore gjæster!

[8]

Ostap:

Ah –

der kommer gjæster hid til gaarden?

Awdotja:

Ja,

Jer far har bedet nogle venner sammen, –

han dagen fejre vil i glans og gammen.

(Ud.)

Ostap:

Hvor morsomt, at vi samme dag,

vi kommer hjem, i muntert lag

skal mødes med de gamle venner.

Nu føler først jeg ret, at vi

tilslut blev bogens trældom fri!

Taras: (kommer med gjæsterne)

Se der, – I knap igjen dem kjender!

Som unge gutter herfra sendt

er voksne karer hjemad vendt!

(Der hilses.)

Men lad ei tiden gaa til spilde!

Et muntert drikkelag vi vilde.

(Der skjænkes vin og drikkes.)

Og saa vil til vor bægerklang

vi ha’ en sang.

Scene III.

KOR.

Alle:

Du steppe fri,

vort barndomshjem, –

i sang stig frem!

dig hilser vi!

[9]

Mændene:

Dig skygger ej fjeldes kjæde,

dig rækker det ej, det skummende hav –

kun stormenes vældige vrede

en tumleplads fri du gav.

Kvinderne:

Men solens milde magt

dig kysser elskovsvarm

Og dækker ømt din nøgne barm

med tusen blomsters pragt.

Mændene:

Du jubler med fuglesangs vrimmel,

du gungrer for vilde gangeres hov,

og højt mod din aabne himmel

ser høgen du spejde paa rov.

Kvinderne:

Men kommer natten saa,

du sænkes dybt i blund,

og store stille stjerner kun

blir tændt mod himlens blaa.

Mændene:

Du herlige steppe, du vilde!

i dig at færdes, det er vor lyst –

ved dag som i natten den stille,

i fred som til krigersk dyst.

Alle:

Du er vort alt, vor vugge, vor grav

med lyst vi dig vier det liv, du os gav.

(Under sangen har Rodion fjernet sig fra de øvrige

og sat sig i forgrunden. Lidt efter kommer Awdotja ud

af huset og hen til ham).

[10]

Scene IV.

Awdotja, Rodion. I baggrunden Taras, Ostap

og gjæsterne.

Awdotja:

Hvorledes? Skal jeg her dig finde? Er

du nu alt træt af selskab?

Rodion: (med et smil)

Som du ser!

Awdotja:

Alvorlig talt, jeg synes, gutten min,

du er saa stille. Du er dog vel frisk?

Rodion:

Ja, kjære mor, det er jeg – som en fisk.

Awdotja:

Men noget der dig fejler –

Rodion:

Nei, mor, din

bekymring kan du spare. Ingen kan

ha bedre helbred i det ganske land.

Awdotja: (efter en pause)

Men noget er i vejen. Nægt det ej!

(Med overgang, – spændt.)

Og hvad det er, – skal jeg det sige dig?

Rodion:

Aa, hvis der noget er, – saa tror jeg dog,

at ikke du – saalidt som nogen anden

forresten – skjønner –

[11]

Awdotja:

Jo, en aaben bog

er nu dit indre mig. Jeg ser, at manden

har hos dig afløst gutten.

(Rodion tier.)

Jeg forstaar,

at første plads hos dig jeg vige faar

til fordel for en fremmed.

(Spændt.) Rodion, du –

du er forelsket, – ikke sandt?

(Rodion nikker.)

Og nu

vil du vel sige mig, i hvem og naar

du blev det?

(Rodion tier.)

Aa, min gut, din gamle mor,

hun holder mer dog af dig, end du tror.

Jeg vil jo kun din sorg, din lykke dele, –

aa, Rodion, gutten min, sig mig det hele!

Rodion:

Ja, hovedsagen du har mig fortalt, –

og resten? – Vel, nu siger jeg dig alt!

Hvem hun er, det skulde du vanskelig gjætte, –

kosakkernes folk hun tilhører ej,

hendes hjemstavn er milevis fjernt fra vor slette, –

hun er polsk –

Awdotja:

Aa, Rodion, Rodion, dog – nej!!

Rodion:

Det er sandt, mor; men lad mig rolig berette.

Hendes navn er Marylka, – hvad klang det dog har!

Vojvod i Kovno er hendes far.

[12]

Awdotja:

Aa, gutten min, hvor mig det alt gjør bange!

Rodion:

I Kjev jeg traf hende. Alt i alt

jeg saa hende dog kun trende gange, –

og éngang kun jeg med hende har talt.

En dag, jeg omkring i tanker drev,

jeg over mig hørte en latter klar, –

i hast saa jeg op, – jeg hende blev var,

let over vindueskarmen bøjet

med sol over haaret og solblink i øjet, –

det var, som med ét jeg forvandlet blev.

Aa, moder, – hvilket billed

staar for mit minde nu!

Mod dunkel baggrund stillet,

af sollys blødt omspillet

hun lever i min hu.

Awdotja:

Men hvordan gik det saa siden?

Rodion:

Jeg sløsed ikke med tiden.

Før næste dag gik tilende,

var jeg paa vejen til hende.

Over gjærder jeg krøb,

gjennom haver jeg løb –

kom saa let op paa taget

og fik det saa maget,

at vinduet mig

til hende gav vej.

[13] 

Hun var skræmt og sky,

Og jeg selv var bly.

Men med ét hun atter

brast ud i latter.

Som lunefuld vind

hun skiftede sind.

Hun var ellevild,

hun stased mig til

med klæder, med smykker,

var fuld af nykker, –

men straalende glad

som et morgenkvad.

Det bruste, mit blod, –

men tryllet jeg stod, –

hver attraa i stunden

var tæmmet og bunden:

som engel ren

var hun skjær og ven.

Met ét hendes træk

dog stivned i skræk:

I huset vi hørte,

en støj der sig rørte, –

da var det forbi,

da skiltes vi.

Awdotja:

Men du jo en tredje gang hende saa?

Rodion:

Ja vel men kun fra det fjerne. Det var

i kirken. Med engang jeg øje fik

paa hende. Jeg ser hende stille gaa

mod et helgenbilled med sænket blik.

[14]

Da løfter hun pludselig ho’det og har

i samme nu mig øjnet, – hun smiler,

smiler og nikker, – aa, endnu jeg kjender

det blik og det smil, – hvor det alt i mig tænder!

Et øjeblik efter i bøn hun hviler.

Jeg saa hende mer ej, – hjem var hun vendt

den næste dag, – det hele var endt.

Awdotja:

Og endnu altid du elsker hende?

Rodion:

Ja, mor, min kjærlighed aldrig vil ende.

Jeg mindes aarle, silde,

hvordan hun stod for mig stod:

snart alvor, sart og stille,

snart smil, som skjælmske spille

i blikkets overmod.

Og end mig altid fange

vil samme tryllemagt:

det er, som vaarens sange,

dens duft af blomster mange

til liv med ét blev vakt.

(Awdotja og Rodion ud. Fra baggrunden noge af

drikkelaget i ivrig samtale.)

Scene V.

Schilo, Ostap, Taras, kor. Siden en kosak.

Ostap:

Ja, det er vel nok. Men du huske maa,

der gives mer fornødne ting end klæder

og mad og sligt, – af alt er vigtigst hæder!

[15]

Schilo:

For den at søge skal i krig vi gaa?

Ostap:

Ja, netop derfor!

Schilo:

Tal dog ikke saa!

Hvis krigens griske flamme

vil over os slaa ud, –

søg fienden hvast at ramme,

saasandt dig kraft gav Gud!

Lad sværdets malm faa synge

de vilde fienders tætte klynge

dødens beske bud!

Men krig skal kun beskytte

vor sande, rene tro,

hver enkelts hus og hytte,

vort alles frie bo.

Kun slig en kamp tilvisse

vil og tilslut omkring vor isse

ærens kranse sno.

Ostap:

Skal de da, de skjønne kræfter,

Gud kosakken naadig gav, –

skal de nyttes ej herefter?

ubrugt lægges i vor grav?

Kamp, som adled vore fædre,

du, som skjænked dem en grav,

du vort liv kan ene hædre,

du det ene mening gav!

[16]

Nogle:

Ja, vist har Ostap ret!

Taras:

Ej sandt? – Se der

paa begge mine sønner. Sig mig, er

der nogen mening i, om de saa unge,

ret ej havde sit gode sværd at føre

mod fienden? Mon sin pligt de vilde gjøre,

om rolig de hjemme sad, – dvaske og tunge?

De fleste:

Nej, vor pligt maa ene være,

Gud og fædreland til ære,

mod tartarer og polakker,

Guds og landets fiender begge,

hvor de færdes, hvor de flakker,

vaaben sent og tidlig bære

øde deres lande lægge!

Kamp, som adled vore fædre,

du, som skjænked dem en grav,

du vort liv kan ene hædre,

du det ene mening gav!

En kosak: (kommer styrtende ind)

I herrer, min stakkels stamme

Jer ydmyg om bistand beder!

Os utalte rædsler ramme, –

jeg kommer som flygtning til Eder!

Alle:

Hvad er det da? Tal ej i gaader!

[17]

Kosakken:

Nej, herrer, laaner mig øre,

og rædsler skal I faa høre –

Nogle: (afbrydende)

Til sagen! Det bedst dig baader!

Kosakken:

Polakkerne hærger vort arme land.

Saa talrige som det fygende sand

de brød ind over vore græner, –

de skaaner ej kvinde, barn, mand,

og intet som helligt de anser.

Vore høvdinge har de til Warschau sendt

vor hetman der i en kobbertyr brændt, –

de andres hoved og hænder

– aa, herrer, aldrig er saadant hendt! –

omkring i landet de sender.

Vore hellige kirker plyndrer de ud,

og saa – slig ærer de Herrens bud! –

til jøder de dem forpagter!

Af messeklæder, viet til Gud,

jødinderne syr sig dragter!

Katolske præster der farer om

i vore stæder og holder dom, –

Og vognene lader de frække

– slig skjændsel aldrig for øret kom! –

af troende kristne trække!

Aa, landsmænd, hører vort angstens raab!

Til Eder sætter sit eneste haab

kosakkiske mænd og kvinder.

Erindrer vor fælles, hellige daab

og de fælles, de store minder!

[18]

De fleste:

Ja, værne skal vi den fælles sag!

Vi drager afsted endnu i dag.

Taras:

Men sendtes til andre stammer bud?

Kosakken:

Ja, melding til alle der straks gik ud.

Og overalt, hvor budet kom frem,

forlod kosakkerne hus og hjem

at stride for fædreland, frihed og Gud.

Taras:

Velan vi griber alle til vaaben!

De talløse rædsler vi straffe vil!

Alle:

Nu hævnen, den søde, stunder til!

Og dem, som falder, staar himlen aaben.

Til kamp hver mand

nu samle sig,

til kamp for dig,

vort elskte land!

Taras:

Og saa enhver til opbrud ruste sig

med vaaben, proviant, med rappe heste!

Hvad nogen manlger, skal han faa hos mig.

Af alt mit forraad vælger Jer det bedste!

[19]

Scene IV.

Finale.

Taras: (til Awdotja, som kommer)

Men nu, mor, før til kamp vi drage,

du maa velsigne dine sønner!

Løft højt mod himlen dine bønner,

at de, naar kræves, alt forsage!

At stedse de maa tappert stride,

sin ridderære tro bevare –

at ej dem skræmmer dødens fare,

om de for land og tro skal lide!

Hvis ej – at himlens straf dem finde,

saa de elendig gaa tilgrunde –

at de maa dø som usle hunde

og deres spor af jorden svinde!

Awdotja:

Du, Guds hellige moder,

O, naadig du dig forbarme!

Hør, hvad jeg beder, jeg arme!

Du dem skjærme, bevare,

fra nød dem fri og fra fare!

Du i naade dem give,

i troen faste de blive!

Du dem varligen lede,

dem selv og Gude til glæde!

Skulde fra naaden de falde,

du tilbage dem kalde!

Truer dem himlens domme,

o, lad over mig dem komme!

[20]

Du, Guds hellige moder,

o. naadig du dig forbarme!

Hør, hvor jeg beder, jeg arme!

Kor:

Og saa til kamp, til hellig krig

mod løgn og vantro, vold og svig –

for fædres haab, for fædres tro,

for arvet frihed, arvet bo!

Lad krigen, vild som stormens sus,

faa lægge øde fiendens hus!

Den hærge grisk som steppens brand!

Den døde kvinde, barn og mand!

O, Herre, hvor vi saa slaar lejr –

dit navn til ære skjænk os sejr!

Vor tro gjør varm, vor haand gjør stærk,

saa vi fuldbyrde kan dit værk!

(Tæppet falder.)