Tora på Rimol [04-libretto-2.akt

Andre Akt

Olavs menn:

Højt og lavt har vi ledt efter

Haakon, flygtende Jarl ej findes

Paa Rimol.

Olav:

Saa hør, I norske Mænd og Kvinder,

Hvad Olav har at sige Eder!

Længted ’ jeg længe at leve for

Landet, hvor Harald Haarfager

Haandhæved’ Magen; vilde jeg

Virke for Vikingeætten, som stolt

Har slaaet de strideste Slag. Thi

Er jeg Harald Haarfagers enestee

Ætling kommer som Konge til

Kongeløst Land, kræver Kronen

Som Fædrenearv! Ej har i høstet

Gode Frugter af Haakons Hersken;

Slemt blir I plaget, jer Ejendom

Plyndret, som var I et lydrigefolk.

Sligt er Styre, til Spot og Spe for

Landet, stjæler Styrken fra stærkeste

Stamme. Fældes maa Fienden som

Frækt har fraadset i Misbrug af Magten

Den han egenmægtig har ranet.

Hvor er Haakon? Ingen vet det.

Feigt har han flygtet, forfulgt af

Folket. Dog findes ej saa farlig

Flygtning; slu vil han søge endnu

At samle Norges Bønder om sit

Banner; Norges Storhed var da

Svunden. Men jeg skal skaane Jer for

Trællekaarets Skjændsel. I skal bli fr,

Jeg skal Eder frelse saasandt mig

Kongekaldet kroner. Troskab tilsvor

Tvangfrit I mig; nu træner jeg første

Troskabstegn; hver en Mand i hver sit

Virke vende sine Vaaben mot den onde

Vette. Ingen unde den Fredløse Ly, og

Den, som bringer mig Jarlen fangen om

Levende eller død ham lover jeg alt, hvad

Haakon ejed: Hlade Gaard med ganske

Tilbehør.

Olavs menn:

Hør, her vilket Løfte, et kongeligt

Løfte, Atter en høvisk Høvding

Har vi.

Hil dig, Olav Trygvason! Du, som

Kommer lig Sole paa en skyet Høstdag.

Hil dig, du Norges stolte Drot! Du som

Vil vie dit Liv for vort Land og dets

Love, Gudsendte Kongsætling, dig

Er Aserne huld og skjærmer din

Færd.

Olav:

Ej tør vi længer hos Thora

Vigtigt Ærind vinker os sydpaa.

Til opbrud, mod Nidaros, til

Ørething!

Og i, mit Folk, som venter, I skal aldrig

Forbryde det Forbund I har sluttet, naar I

Sander efterhvert at Olav Trygvasons Ord

Staar fast som Fjeld.

Olavs menn:

Svinger Sværdet, strærke Svende,

Til Sejr for Norges Sag! Kjæmper

Kjærlig, Kjæmper kraftig for

Konge gjæv og god! Broderskabs

Baandet binder os sammen til

Døden bringer Budskab om, vi

Raabte til vor sidste Stund.

Hil dig, Olav Trygvason!

Hil dig; Norges stolte Drot!

Folk:

Hil dig, Olav Trygvason! Frejdig skal

Vi føre Kampen for vor Konge,

Hyldet skal han hæves til hele

Norges Hersker; thi han er vort

Haab i Trængselstid, Norges

Stolte Drot!

Thora:

Drag bort, Olav Trygvason, at fælde

Haakon Jarl! Men vogt dig, hvor

Du gaar, vogt dig for Haakon og

Thoras List!

Tredje Scene

Haakon:

Kark, hvad fejler dig?

Mørkt er dit Aasyn, skummelt dit Blik.

Hvad for Tanker gjæster dit Sind?

Kark:

Herre, ej har jeg anden Tanke end dig at

Tjene i Troskab.

Haakon:

Heldigt har da du tænkt at handle.

Ilde lønned’ dig Olav, lod du dig

Lede af hans lumske Løfter til at

Forraade mig. Er du mig tro?

Venter dig større Hæder;

Frigiven blir du; hæves til

Hirdmand, alle skal ære den

Mægtige Kark.

Saadan tænker Haakon at handle.

Kark:

Naar skal det ske, hvad saa længe du

Lovte?

Haakon:

Hva længe jeg lovte, skal indfries

Da, naar tro du har vist dig i højeste

Nød.

Kark:

Var jeg da trøløs i alle de Aar, du vægrede

Dig at opfylde Løftet?

Haakon:

Tro mig Kark, ej pønser jeg paa

Svig. Naar Magten atter er mig

Ihænde, tør frit du fordre din

Frihet til Løn.

Kark:

Hvem er fri naar du har Magt?

Ondt er det nu at lide Nød, dog

Værre var at døje dit Vælde;

Haakons Lyst er at Hundse

Sit Folk.

Haakon:

Ser du mit Sværd? Sikkert rammer

Det hver som vover byde mig Trods.

Kan du ej vindes ved høvisk Vandel,

Skal jeg til Troskap tvinge Trælen.

Læg dig til Ro og sov mens du kan!

I morgen venter os megen Møje.

Ve dig vover du ægge min

Vrede!

Fejge Træl, for dig er Svøben mere gavn-

Lig end Hirdmandsære.

Odin: ??

Afsted for at fælde Olav Trygvason!

Haakon:

Kark! Hvad er det for lysende Kors som

Kringsætter Himmelens Hvælv.

Kark:

Herre, her er jeg; skal vi alt gaa i den

Mørke Nat?

Haakon:

Det er Hel, som vil hente Haakon fra

Sotteseng.

Kark:

Er du da syg, som du taler

I søvne?

Haakon:

Skam er for Høvding Sottesengsdøden.

Hjælp mig Kark, Gejrsodd at riste i

Døende Bryst!

Kark:

Ej tør Trælen røre sin Herres

Vaaben.

Haakon:

Truende trækker Uvejret op, mens

Lamslaat jeg ligger til Offer for Hel.

Frels mig Kark! Rist med mit Sværd

De reddende Runer!

Kark:

Din Træl er dig tro og træffer

Dig sikkert.

Haakon:

Kark, Morder!

Din Vej gaar til Galgen.

Kark:

Hohej, hohej, hohej! En Heltedaad

Værdig den højeste Høvding har

Fuldført den modige Kark,

Hladejarlen Kark! Hvor skal

Jeg blandt Jarlerne prange og

Prygle hver opsætsig Træl, thi

Herfra er Kark i hele Norge Kong

Olavs ypperste Mand.

Fjerde Scene

Thora:

Haakon, Haakon! Hører du

Ej din elskedes Røst mane dig

Op af Drømme, kaldende dig

Til Alvorsdyst? Haakon,

Vaagn af din Søvn!

Haakn, vær ej saa sen,

Og lat ej din elskede vente!

Eller er du? Død?

Nu henter Hermod Haakon til

Valhal, henter til Odin den falne

Helt, Venner ej vogted’ at værge

Han Liv, kun Thora græder ved

Høvdingens Grav. Thora, du

Sared’ med sværeste Slag. Thora

Nu savner dig stærkest af alle.

Thora, hvis Troskab du løned’

Med Svig. Thora nu lider det

Tungeste Tab. Thora som fraadsed’

I Hævnlyst og Had. Thora vil væde

Din Gravhøj med Taarer; thi did,

Du nu drager, følger mit Hjerte

Dig hen; Jorden er øde for sørgende

Kvinde.

Olav:

Hvor har du skjult din myrdede

Herre?

Kark:

Hist i Laaven finder I Haakon, Kark har

Dræbt den skjændige Jarl.

Olav:

Se atter efter om Jer Søgen

Var slet!

Olavs menn:

Livløs i Laaven ligger Haakong; Thora

Vogted’ den dræbtes Lig.

Folk:

Thora, Thora har skjult ham? Hun

Vilde redde ham? Thora som hidsed’

Til Had, til Had mod Haakon? Hun

Som fra først af vendte vort Sind, vor

Sind til Olav? Thora har skjult ham?

Hun vilde redde ham? Hun vilde redde

Ham?

Nu har vi tabt al vor tiltro til Thora;

Skuffet vi staar og beklager vor Tillid.

Thi hun var ej ærlig mod os; hun har

Kun brugt os som sit værktøj. Forbi

Er nu, forbi er vor Tiltro, forbi vor

Tillid, forbi!

Olav:

At Thora sveg os, vidste jeg vel og

Ej vil jeg straffe den ulykkelig

Kvinde; thi hun gjorde kun, hvad

Hun maatte.

Kark:

Store Konge! Falden er nu din

Farligste Fiende. Kark er den Kjæmpe

Som Banesaaret gav ham, derfor

Jeg frejdig fordrer min Løn, ophøj

Din trofaste Tjener og hæv ham til

Ærens Top!

Olav:

Troløse Træl, du som myrded’ din

Herre, til Straf for dit Svig vil jeg se

Dig i Galgen der kan du selv hente dig

Din Løn.

Kark:

Er det slig, du hold dit

Ord? Husker du ej at du

Lovte den som fældte Haakon

Hæder og Ære?

Skjændigt da er det, om du bryder dit

Løfte.

Olav:

Ha, frække Skurk!Du vil skjæmme

Mig? Som Haakons Træl du

Pligted’ ham Troskab; da ham

Du dræbte dømte dig selv du

Til Døden; derfor ej gjælder mit

Løfte for dig. Før ham bort til sin

Velfortjente Straf.

Kark:

Ve! Ve!

Olav:

Endnu kun et inden vi gaar,

Bring mig det Sværd som

Haakon bar!

Olavs menn:

Forgjæves søgte vi Haakons Sværd; ej var

Det at finde ved Jarlens side.

Olav:

Saa har Thora ta’t det til sig.

Giv det til mig!

Olav:

Hans Sværd! Ej har jeg set det.

Folk:

Her paa Marken fandt vi det.

Thora:

Giv det til mig!

Olav:

Jeg er Haakons Arving og fordrer

Hans Sværd.

Thora:

Dit skal det ogsaa blive, vær uden Frygt!

Se hvor det straaler stænket

Av blod, dyreste Draaber af

Dræbte Helt. Funklende fór

Det i mangen Fiende, bragte

Og Bane for brautende Uven.

Sidste Stordaad var dog den

Største. Aldrig slikked’ det

Stærke Staal saa ædelt et Blod

Som Høvdingens eget; aldrig vandt

Det en større Sejr end sende til

Valhal sin egen Herre. Dog end

Er ej Sværdets Saga sluttet. Sidste

Møde med Haakon spildtes,

Slagen laa han, kunde ej høre

Mit Komme. Sværdet som stak

Ham straaker af Blod, dyreste

Draaper af dræbt Helt. Halv

Dog kun var dets Gjerning at

Kalde, traf det ej ogsaa Thora,

Hans trofaste Brud. Lad blande

Mit Blod sig med Haakons Blod!

Folk:

Ve! Thora er død.