Tora på Rimol [03-libretto-1.akt

Første Akt.

Første Scene.

Thora:

Tunge Tanker trykker Nordmænds

Sind, saa længe lovløs tilstand lænker

Landets Ørnekræfter. Frækt fra

Folket røver Jarlen Gods og Guld,

Kvinder kues; føres med Magt til

Jarlens Gaard. Slet og skamløst

Skjøtter Haakon Norges Rige. Tider

Var, da gjæve Konger hersked; da

Var Norge frygted, ingen brød vor

Fred; og sikker Velstand gjorde

Folket frit og freidigt. Haralds Æt

Har Aser signet paa dens Færd. End

Et Skud af samme stamme lever:

Olav Trygvason har krævet Norges

Krone. Sejerrig drog han frem, mens

Haakon feigt har flygtet. Norske

Mænd og Kvinder! Hvem tykkes

Eder være værdigst Høvding; Olav

Trygvason af stolte norske Kongeæt,

Som kjæmper for sin Arv, eller

Haakon Jarl, som uden Ret beholder

Riget og ei engang tør slaa ?? sin

Egen Sag?

Folk:

Olav Trygvason være Norges Konge;

Jarlen fly fra Landet, fulgt av vor

Foragt!

Thora:

Som I mener ogsaa jeg; om Olav

Maa vi fylke os, saa enigt Norge atter

Kan bli’ agtet og Frihed for Folket

Bevaret.

Olav vil vi hylde, Haralds ædle

Ætling; Olav vil vi elske som vor

Konge og Beskytter. Trofast følger

Vi ham, om Modgang formørker

Hans tapre Sind; trofast følger vi

Ham, til sejerrig han sidder paa

Kongestol. Trofast for ham be’r vi

Vor Bøn; Glæde straale ham i møde,

Hans Lykke være Landets Liv og

Lyst; som vor Fører ham skjærme

Sit Folk!

Folk:

Olav vil vi hylde, Haralds ædle

Ætling; Olav vil vi elske som vor

Konge og Beskytter. Trofast følger

Vi ham, om Modgang formørker

Hans tapre Sind; trofast følger vi

Ham, til sejerrig han sidder paa

Kongestol. Trofast for ham be’r vi

Vor Bøn; Glæde straale ham i møde! ??

Andre Scene.

Thora:

Bittert Bæger tømmer Thora nu,

Smertesting, lig hvasse Sylestik opriver

Blødende snart mit Hjerte ved

Tanken paa det Svig, som tvinger

Mig hadsk at ønske Hævn over

Haakon og dræbte den Kjærlighedens

Lykke, som var mit Liv, min Lyst.

Hvor var jeg dog frejdig og frydefuldt

Stemt i de vaarfriske, dejlige Dage;

Haakon behersked’ min hele Hu til

Ham stod alt mit Haab.

O herlige Tid, lyksalige Drøm; at elske

Og elskes frydefuldt føres med saligt

Beruset Sind til Kjærlighedens solrige,

Sorgfrie Land.

Dog længe ej lokket mig Livsglædens

Lyst, og Freden forsvandt fra mit

Freidige Sind, mens higende Uro

Forbittret mit Liv; thi Haakon forlod

Mig, han vendte bedragersk mig arme

Ryggen og kom aldrig, aldrig mer

Tilbage, etterlod mig kun den Skam

Og Skjændsel, som vraget Kvinde

Tvinges at taale. Kun Haakons Fald er

Mit Begjær, at se ham død for meg er

Eneste Helsebot, dog derved er ogsaa

Mit Liv forspilt. Dyr er den Hævn,

Som dræber en selv.

Bittert Bæger tømmer Thora nu.

Tredje Scene.

Thora:

Hvem trænger ind i Thoras Hal?

Haakon:

Modige Mænd, som misstemte

Vandrer, vil hilse paa Rimols

Mægtige Mø.

Kark:

Træt er vor Fod og sultne er vi; husly hos

Thora søger vi.

Thora:

Hvad Rimol har at byde, skjænker Eder

Thoras Trælle.

Haakon:

Ei trænger vi Trælle, ei heller tigger vi,

Trøst i vor Længsel trænger vi hos

Thora; du er vort Haab i høieste Nød.

Thora:

Sorgfuld Kvinde sikkert skaffer sine

Gjæster Sorg.

Haakon:

Sniger Sorgen i dit Sind, skal Solen

Sprede den. Glad give Thora sine Gjæster

Glædens Gave, lad os ei uden Trøst

Forlade dit Hjem!

Kark:

Mjøden mægter ?? jage mismot bort; drikke-

Hornets første Draaber dræber drabeligste

Sorg.

Thora:

Ørkesløshed aander ud af Eders Ord;

Thora trives ej ved træg, unyttig Tale;

Kraftig Daad kræves af Kraftig

Kvinde.

Haakon:

Med modig Daad skal møde dig modig

Mand, hvis modig du fremmer hans

Maal.

Kark:

Ædle Thora, hjælp os i vor Nød;

Forstødt af alle tyr vi nu til dig.

Haakon:

Naar Herren taler, skal trælen tie!

Thora:

Haakon Jarl?

Haakon:

Ja, Haakon Jarl!

Kjærlig kommer jeg til elsket Kvinde;

Kjærlig kysser jeg din Haand, du kjære.

O elskte Thora, tag mig i den Favn,

Hugsval mig længtende Stakkel med

Kjærlighedens Styrkedrik.

Thora:

Ei huer mig din sledske Tale; falskt

Og feigt er Haakons Hjerte!

Haakon:

Hvad? Thora haaner Haakons Troskab?

Hvad er i vejen? Hvorfor skyr du mig?

Thora:

O uskyldsfulde Høvding; dydige

Haakon Jarl, højmodig og høvisk

Er hele din Færd! Naar ræd for at

Miste din Magt retvis du styrede Riget,

Mens Folkets trykkende Tvil tvang

Dig at tæmme dit Sind; hvorfor

Skulde du ei, naar fast du dig tro’de

I Sadlen. Rasende svinge Svøben

Til Løn for fordums Retfærd? Naar

Tro du elskte Thora i Trængselens

Trykkede Tider, da andre Kvinder

Haaned’ din dumme utidige Bejlen;

Hvorfor skulde du ej, naar Magten

Laa dig ihænde, røve dig Kvinder med

Vold til Løn for fordums Troskab!

Naar længe du maatte hykle Retfærd,

Højmot og Anstand for frækt at føre

Folket, som fulgte dig, bag Lyset; hvorfor

Skulde du ej, naar Listen syntes dig

Lykket; vise dig som Skurk til Løn for

Fordums Hykleri?

Hil dig store Haakon Jarl, Norges ypperste

Mand; højmodig og høvisk er hele din

Færd.

Kark:

Alle Aser staa mig bi; Thora er os ej

Længer tro!

Haakon:

Haarde Ord maa Haakon høre, bittert

Bøder han for bramfrit Virke. Skjønt

Ej av Kongeæt, svang jeg mig til

Norges Hersker; ved tapre Bedrifter,

Gavmildhed og høvisk Vandel

Vandt jeg Folkets Hjerte. Men

Rænkefulde Jarler misundte mig

Min Magt vrangvillig vægred’ de

Sig at lyde sin Hersker Vilje; dog

Tapreste norske Daad tvang de

Truende Taaber at tie; da Haakon

Havde hævned de frygtrede Jomsvikingers

Hærjen, turde ingen kny mod Norges

Mæktige Hersker, da var Magten hel

Og holden Haakons.

Hva under, at jeg da bøjed’ de stiv.

Sindede Jarlers Ryg? Deres Gods tog

Jeg som sold for deres Svig; deres

Kvinder vanærte jeg som Straf for

Deres Trods; kraftig kræved’ keg

Kronens retmæssige Krav. Men de

Tugtede Jarler pønsed paa nye

Rænker; forrædersk stifted de

Forbund med Olav Trygvason

Som siger sig være af Harald

Haarfagers Æt, og som heller end

Gjerne puster til Ilden som Jarlerne

Mener, skal ødelægge mig.

Ved listige Løfter og lumpne Løgne lokker

De Folket at kjæmpe for deres Løsen

Klogt fortiende, at Olav negter Åserne

Hyldest og dyrker en Sydens afmægtig

Gud. I store Skarer bevæbnet med Spyd

Og Sværd, drager de søgende om for at

Finde sin Hersker, som ude af Stand til at

Holde dem Stangen skyndsomt maatte

Rømme i sit eget Rige.

Ej af Frygt har Haakon flygtet

For frækt forfølgende Fiende;

Modig møder jeg Jarlernes

Mægtige Flok, naar først jeg

Har samlet de Mænd, som endnu

Er mig og Aserne tro. Til Rimol

Styred’ jeg først mine Skridt,

At Tjora skulde skjule mig for

Overmægtig Fiende. Thora tyktes

Mig troest af alle, villig at

Tilgi’ om Haakon har feilet.

Thora har sveget mig; Thora

Sviger ogsaa Aserne.

Thora:

For de mægtige Aser maa Olav bøje sig,

Dertil tvinger ham Norges Jarler.

Haakon:

Aserne elsker ikke tvungen Frygt.

Thora:

Endnu mindre elsker Aser ryggesløse

Laster; ubønhørligt fælder de enhver,

Som uden Maal og med lever margløst

Liv.

Haakon:

Thora, Thora, er da intet tilbage af

Din Kjærlighed? Husker du ej længer

Den herlige Tid, vi fordum tilbragte

Sammen?

Tænk, o Thora, paa den Tid, vi i

Varmeste Venskab var, Dagene drog

Forbi som de dejligste Drømme, mens

I Kjærligheds Lænker vi levede Livet i

Stigende Lykke.

Haakons Heltedaad var Thoras Stolthed.

Thoras Bifald egged’ Haakon til nye

Bedrifter.

For os gik Solen aldrig, aldrig ned; for os

Var evig Sommer; hver vinterlige Tanke

Maatte afmægtig vige; thi i vort Sin og

Vor Sands straalte og varmed’ vor

Kjærlighed.

Thora:

Forstødt blev jeg af dig; forstødt være du

Af mig!

Olavs menn:

Hei, hohei, hohei, hohei, hohei! Svinger

Sværdet stærke Svende til Seir for Norges

Sag, Olav Trygvasons Krigsmænd!

Kjæmper kraftig, kjæmper kjærlig for

Konge gjæv og god! Broderskabsbaandeet

Binder os samme, til Døden bringer

Budskap om, vi raabte til vor sidste

Stund. Hil dig, Olav Trygvason, Hil dig

Norges stolte Drot! Trodser Faren tapre

Frænder i Tro paa Kongens Ret, Træder

Takten tro og trøstig med Tanke paa vor

Ret!

Thora:

Olav Trygvasons Krigsmænd.

Haakon og Kark:

Olav Trygvasons Krigsmænd.

Thora:

Fældt blir Haakon, finder han Olav;

Sidste Solstraale var da svunden; redder

Jeg Haakon, vinder jeg atter hans Hjerte;

Ej under jeg Olav saa rigt et Bytte; derfor

Jeg klogt bytter mod Hævn min Lykke og

Lyst.

Kark:

O ædle Thora, skjul os for fienden,

Som rastløs forfølger Haakon og mig!

Hørte du deres blodtørstig vilde

Sang; som ildevarslende lød fra det

Fjerne? O ædle Thora, beskyt os i Nøden!

Giv os ei til Bytte for rov-

Begjærlig Fiende; Liv og Lemmer

Redder du os, som kjærlig du under

Os Gjemmested.

Haakon:

Thora, min Træl tigger dig om

Tilflugt; tag ham trofast i din

Varetægt! Han vi hue dig bedre

End Haakong. Men Haakn gaar

Med Liv og Lyst til ærlig Heltedød;

Baaren af herlige Valkyrjer vender

Jeg hjem til Valhal.

Thora:

Stands! O bliv hos Thora! Bliv hos din

Elskede!

Gjerne gjemmer jeg dig, du Rimols

Gjæveste Gjæst; skjærmende skjuler

Jeg dig, du mit Hjertes eneste Attraa!

O Haakon, under mit Had ulmer den

Stærkeste Kjærlighed! Altid længtes jeg

Efter som Livets højeste Lykke at nyde

Haakons Nærhed.

O Haakon, Haakon forlad mig aldrig

Mere!

Haakon:

O Thora, herligste Kvinde; tak for

At du følger dit Hjerte! I kjærlig

Enighed skal herfra vi altid leve

Sammen.

Kark:

Hav Tak, o ædle Thora, tak at du

Bringer os Trøst.

Thora:

Haakon, hos din Brud har du sikker

Havn; thi der findes ej et Offer saa

Stort, at jeg ej skulle bringe det.

Fundet har jeg Fred; atter er Haabets

Fakkel tændt. Hvad Sorg du end

Mig beredte, hvad Smerte du end

Mig voldte, du gav mig eneste Helse-

Bod; Haakons og Thoras nyfødte

Kjærlighed.

Haakon:

Frydefulde Stund, da jeg atter fandt den,

Som ejer al min Tanke og Tro og

Udgjør hele mit Begjær. Thora er

For mig alt, hvad jeg trænger til

Min Trøst. Lad saa ej Fortidens

Skygge formørke Fremtidens Løykke;

Husk, nu er atter vor Ejendom;

Thoras og Haakons nyfødte

Kjærlighed.

Kark:

O, hvor føler jeg mig glad, naar jeg ved at

Fra Faren jeg frelst er og fri.

Thora og Haakon:

Lokkende Elskovsrus, lad mig legende

Ledes af dig! Dragende Kjærligheds

Magt, lad mig drømmende drives af

Dig! Thi der, hvor du er Enehersker,

Der er Glæde, der er Lykke, der er

Altid Fryderaab, Sagte sænker

Straalehavet sig i Sindet, spreder

Lysglands over Livet fra Kjærlig-

Hedens Sommervarme Sol.

Kark:

Ja, jeg synger med de to, lig en Fugl

Som fra Snaren har reddet sit Liv.

Atter skal jeg sove Trygt under Tag;

Thi af Thora beskyttet jeg er;

Mine Taarer har rørt hendes

Hjerte; ej vilde hun lade mig

Falde i Fiendens Klør. Atter skal

Jeg blive mæt, atter drikke Thoras

Mjød, atter leve som det sig en

Kongetjener hør og bør.

Thora, Haakon og Kark:

O højeste Glæde, og herligste Fryd,

O skjønneste Lykke saligste Lyst;

I frydefuldt Forbund at finde

Hjertets Fred. O smilende Vaarbrud,

O gudesendte Lys, o Glimt af Valhal,

Himmelske Haab, en Verden fyldt

Med Lykke og Fryd; Haakons og

Thoras nyfødte Kjærlighed.

Anden Akt.

Olavs menn:

Stævner frem med staalsat Styrke,

til Sejren sikker er! Skjærmer frejdig

Fædres Fridhed med fri og frejdig

Daad! Vidrigste Vejen vandrer vi

Gjerne; thi Modgang matter ej vort

Mod, naar mandig Konge med os gaar.

Hil dig, Olav Trygvason. Hil dig, Norges

Stolte Drot!

Første Scene.

Thora:

Her er sikkert Skjulested. Her skal ej

Olav finde Jer. Vær sorgløs Haakon,

hvil dig, og hent friske Kræfter til nye

Slag for Norge; Thoras Tanker følger

dig.

Haakon:

Glad ser jeg nu min Fremtid imøte,

elsket af Thora, mit Hjertes dyrebare

Herskerinde.

Kark:

Mad og Mjød styrker mit Mod, saa ej jeg

Ændser frygteligste Fare.

Thora:

Ved Mørkets Frembrud mødes vi igjen,

naar Olav Tryvason er dragen bort

og indtil da, lev vel, lev vel, min elskte

Ven!

Haakon:

Lev vel, lev vel, o elskte Thora!

Thora:

Mænd og Kvinder, forsamle Eder!Olav

Trygvason komer til Rimol; Festligt

Følge faar I at se; forsamler Eder, og

hilser Olav!

Folk:

Olav Trygvason? Kommer han hid?

Kommer han hid? Hvor?Hvor? Olav

Trygvason? Hvor? Hvor?

Hvad er det for Mænd, som stævner

mod Rimol? Glinsende Vaaben glitrer

i Solen, Spyddene spreder Straaler i

Luften. Olav Trygvason kommer til

Rimol.

Anden Scene.

Olavs menn:

Bryder Baner, bolde Brødre for

Kongebanrets Sejr! Vover alt,

og viger ikke, for Riget vundet er!

Hil dig, Olav Trygvason. Hil dig,

Hil dig, hil dig!

Folk:

Hil dig, Olav Trygvason. Fryder Jer ved

Synet af den stolte Konge; fryder Jer ved

Synet af hans stolte Følge. Hilser ham,

vort Haap i Trængselstid, Norges stolte

Drot!

Olav:

Sværger I mig Troskab, Norges stolte

Bønder, skal tro jeg være Eder til min

sidste Stund og skjærme Jer med Kongens

fulde Kraft.

Folk:

Troskab sværger vi dig.Troskab i Liv og

Død.

Olav:

Trøstet takker jeg Eder, Norges

stolte Bønder, for trofast Sindelag

mod Norges Tronearving. Træffer

jeg ogsaa Thora som trofast

Tjenerinde?

Thora:

Thora træffer du her; hvad Tjeneste

fordres af mig?

Olav:

For at finde Haakon Jarl kommer jeg i dag

Til Rimol. Hvis Thora ved, hvor Haakon

Er, fortælle hun det til Olav!

Thora:

Hvem kan vide, hvor Haakon vanker?

Flygtning frygter at færdes blandt

Fiender.

Olav

Naar blev Haakon Thoras fiende?

Thora:

Da Haakon hærjed’ i eget Rige, ønsked’

Thora Hævn over ham.

Olav:

Ønsker du Hævn over Haakon er du da

Olavs ven?

Thora:

Norges ven er ogsaa min; Thora ønsker

Kun Folkets Lykke.

Olav:

Ej aabent og ærligt svarer du mig; liden

Tiltro har jeg til Thora.

Folk:

Thora er Olavs ven, lige saa vi

Alle. Haakon er hadet, Haakon

Er hadet, er hadet af hele

Norge.

Olav:

Varsomt vælger Olav Venner.Thoras

Tale tvinger til Mistro; thi til Haakon

Staar hendes Hus, og om haansk han

Brød hendes brændende Haab,

Kan elskende Kvinne kun følge

Sit Hjerte.

Træde frem min Mænd! Og spar Jer

Ingen Møje! Spejder over alt paa Rimol;

Om Thora huser Haakon.

Kark:

Vaar Mat og Mjød er hjemfalden Olavs

Mænd; ej engang vort Liv levner de os,

Hvis her de finder os flygtende Stakler.

Alle Åser staa mig bi, jeg skjælver fra Top

Til Taa.

Haakon:

Kark, du taabelige Træl, gjem dig

I Høet, og hold din Mund, hvis ikke

Det huer dig hænges af Olav.