Stallo [06-libretto-epilog]

[34]

Epilog

(Kjøbenhavn. Ebbe Urnes Bolig. Høit, rummeligt Værelse, Døre

til høire og venstre, Vinduer til Gaden.Værelset er en Mel-

lemting av Laboratorium og Arbeidsrum, langs Væggene, mellem

Vinduer og Døre, Hylder med Bøger, optiske Instrumenter, Smelte-

Digler og Kolber, Stenarter, Dyr- og Menneskeknogler o. s. v.

Tilvenstre et Bord hvorpaa Tæppe, en stor Blomstervaser, Bøger,

Optiske Brilleglas m. m. I Hylderne mellom Instrumenterne

og Bøgerne er som til festlig Modtagelse anbragt

Blomster, Kranse og Løvkviste.)

(Ved Tæppets Opgang Aftenskumring, siden en tændt Armstage

Og en Studerlampe.)

Audne:

(i Tidens dragt ældet og hvidhaaret, – Blomster og Kranse i

Haanden)

Der Nord, ved Hjemmets stille Strand

Nu ligger Isen lunt om Land

Og Syden drysser vart paa vei

Med Rimfrostblink paa Hede, Hei.

Nys Skovens Skarer drog mod Syd

Med Vingesus og Vandrefryd,

Nu tier hver en Fuglerøst,

Her falder Løvet, – her er Høst.

Men i mit Sind er Sol og Vaar,

i Gjensynsjubel glad jeg gaar,

paa Bordet Blomst og Krans til Tag,

– min Mogens kommer jo i dag. –

(hænger op Kranse, tænder Armstagen og sætter den paa Bordet)

[35]

Ebbe:

(gammel og graa, kommer ind, ser sig om)

I Hylder, mellem Sten og Støv,

Nu titter Blade, Blomst og Løv.

Audne:

Hos Forskeren der feires Fest,

Vor Søn i dag er Hjemmets Gjæst.

Ebbe:

Han drog saa lang, han fór saa vidt,

Audne:

hvor jeg som Barn har drømt saa tidt.

Begge:

Fra Kirken ved den fjerne Fjord

han bringer Bud til far og mor,

Audne:

Fra Graven med Vuolles Ben,

Ebbe:

fra stammens Telte, Viddens Ren,

Audne:

med Minder fra en svunden Tid

Ebbe:

om Stallos Hevn, som ei rak hid.

(En Vogn høres udenfor.)

Audne:

(hen til Vinduet)

Det er ham!

– Sære Sager har han med i Vognen!

Ebbe:

Bud fra Laplands Folk og Fjeld!

Mogens:

(ung og kraftig, – reiseklædt, – omfavner sine Forældre)

Far!

Mor!

[36]

Audne:

Velkommen!

Ebbe:

Farende Forsker!

Velkommen til dit Fædrehjem!

Mogens:

(ser sig om)

Hvor her er lunt, hvor her er stilt,

Bag Kolber nikker Blomster mildt.

Ebbe og Audne:

Hvor han er solbrændt, stærk og sund,

Med Lys i Øine, Smil om Mund.

Ebbe:

Sæt dig!

Fortæl!

Hvor fór du?

Audne:

Hvad saa du?

Ebbe:

Hvad søgte du?

Hvad fandt du?

Mogens:

Ifølge med vor Konges Grændsemaaler

Jeg drog langs Norges Kyst opover. –

Han lodded Havdyb, maalte Top og Tinder,

Jeg streifed vidt rundt Strand og Fjeld,

Traf Malm, som bugted sig i Berget ind,

Fandt Kobber, Kis i brede Leier.

(til Ebbe)

– Min Reisefælle mente tidt som du,

At Landet eide skjulte Skatte, – blot de nyttes ud,

[37]

saa vil de gavne begge Riger,

der trykkes saart af Krigens Tyngsler.

Ebbe:

Søgte du aldri Sølv?

Mogens:

Søgte, – fandt det først i de fjerne Trakter

Som du mig skildret har saa mangengang,

– der nord i Lapland, – ved Vuolles Leirplads,

der Sølvet laa i Aarer under Renmosdækket. –

Ebbe:

Sælsomt!

Har du Prøver!

Mogens:

Kister, som bugne av Sølverts og Stene,

Vaaben og Dragter fra Lappernes Hjem.

Audne:

Din Mors Hjem!

Vandrefolkets Hjem!

– Saa du Kirken, hvor Pagten blev knyttet,

Stenen, hvor Stammen er stedet til Ro?

Mogens:

Kirken er nedbræmdt, – blev plyndret av Tsjuder,

Mostæppet dækker de smuldrende Ben. –

Frasagn gaar der vidt over Vidden,

melder om Ebbe, den fremmede Forsker,

han, som tog Audne til Danmark som Viv. –

Audne:

Er er ingen av Ætten tilbage?

Mogens:

Ættens Ældste er Mathis og Mikko,

begge sender dig Hilsen og Gaver.

[38]

(til Ebbe)

En kostelig Gave har jeg til dig!

Ebbe:

Til mig!

Fra hvem?

Mogens:

Fra Kongens Grændsemaaler.

– Ei langt fra Stedet, hvor Kirken fordums kneiste,

Han fandt i Uren Sølverts, fyldte Punge

med slidte Mynter fra en svunden tid,

ved Siden et Skelet, – helt vel bevaret,

de blege Knogler var ei tært af Tidens Tand.

Audne:

Sælsomt!

Ebbe:

En Tsjude vistnok, som paa Hærjetog blev dræbt!

Mogens:

Saa mente ogsaa Kongens Grændsemaaler!

«Tag Skatten, – Benene til Danmark,

– en sjelden Gave for din Far, den kjente

Forsker!»

– Det var hans Ord, – og fulgt jeg har hans

Bud.

Jeg bringer Tvende Kister med, –

den mindste gjemmer Skatten og de blege Ben,

den andren er til Mor fra gamle Mathis.

Audne:

Kan jeg ikvæll faa se hvad Mathis sender?

Mogens:

Det kan du kjære Mor, men Kisten hvor din

Gave ligger

er stor og tung og kan ei Føres gjennem Døren,

[39]

Men Fars er mindre, – jeg vil den bære Ind.

(ud Døren tilvenstre, kommer tilbage med Kisten og sætter den

Op i Hjørnet tilhøire, til Ebbe:)

Nu fryd dig Forsker, – thi her er fortid skrinlagt!

Audne:

Kom Mogens! Vis mig mine Gaver,

mens Far beser de gamle Mynter!

(begge ud tilvenstre, Audne tar Armstagen, Ebbe har tændt Lampen)

Ebbe:

(aabner Kisten, ser ned)

En vakker Benrad – af Mogens rigtig samenføiet,

med Traade bindes Led til Led.

(tar op en Pose, aabner den, udsøger en Mynt og gaar hen til Bordet)

En gammel Mynt med sjeldent Præg –

Hvad var det?

Det lød som Klang af Knogler!

(gaar hen til Kisten, ser ned)

Jeg har mig skuffet!

Det var ei saa!

(tar op et Stykke Sølverts, gaar hent til Bordet, anbringer en

Skjærm over Lampen, sætter sig ned og betragter

Sølvertsen opmærksomt gjennem en Lupe)

Nu faar vi se om Mogens fandt

Hvad fordums jeg forgjæves søgte.

– Sølv! I Sandhed! Sølv!

(Benraden i Kisten reiser sig langsomt og stille, gaar ud paa

Gulvet, lister sig bag Ebbes Stol.)

Benraden:

(langsomt og hviskende)

Adjas Seier!

Stallos Hevn!

(slaar med lange Knoglefingre et raskt Tag om Ebbes Hals og

kvæler Ham. I de sidste Dødstrækninger udstøder han et ral-

lende Skrig – Mogens og Audne styrter ind, Sidste med

den tændte Armstage i Haanden.)

Audne:

(skrigende i Rædsel)

Stallo!

(taber Armstagen, falder bagover, Benraden slipper Taget og synker sammen.)

Tæppet falder.