Stallo [05-libretto-2.akt]

2den Akt.

(Det indre af en liden Landskirke. Prekestol, Alter og Døbefondt

Tilhøire, Sidedør i Baggrunden, nærmest Hoveddøren (tilvenstre)

Bænkerader. Sidedøren og Kirkens nederste Del

(Tilskueren nærmest) aabent Rum.)

(Søndagsformiddag. Udenfor Uveir, af og til fjerne Lyn og Tor-

den. Ved Tæppets Opgang Præsten foran Alteret, Klokkeren

tilhøire ovenfor [paa Siden]. Bænkeradene tæt besat med Lap-

per, Mænd, Kvinder og Børn i Sommerdragt.)

(Kort Præludium. Slutningssalme.)

Menigheden:

O Herre Krist, dig til os vend,

Din Helligaand ned til os send,

Med Miskundhed du os regjer –

Audne:

Styrter ind fra Sidedøren i Baggrunden.

Hjælp! Hjælp!

[27]

Hjælp for en væregeløs Kvinde!

Hjælp for en hevnfulgt Mand!

(Menigheden reiser sig.)

Præsten:

Fare maa dig følge

Siden du krænker

Andagt og Kirkens Fred.

Hvem er du?

Audne:

Audne, Lappen Vuolles

Eneste Datter!

– Leved i fred

Hos min Stamme,

Kjendte ei Længsel,

Havde ei Sorg.

– En Sydens Søn

Kom som Fremmed

Til vore Telte

Søgte i Fjeldet

Det skjulte Sølv.

– Han vandt mit Hjærte,

Jeg gav ham Løfte,

Bandt mig som Brud,

Haabed Vuolle

Vilde os signe

Give sit Minde

Til vor Pagt.

Præsten:

Fik du ei

Vuolles Minde?

– Hvorfor drog du hid?

Audne:

Mørkets Magter,

Undte ei Audne

Den som hun kaared,

– sendte en Stallo

Falsk og Fager.

Præsten og Menigheden:

En Stallo!

Audne:

Han daared Vuolle,

Synte ham Sølv,

– han solgte sit Barn.

Stærk Bevægelse.

Raadløs i Rædsel

Vennen jeg varsled,

Han gav mig Mod

Til Langfærd og Flugt.

Præsten:

Blir du forfulgt?

Audne:

Frænder blev hidsed

Med Runers Rædsel,

Stallo samlede

Stammen med List,

Fulgte paa Flugten

Vidder og Vande

Forrest som Færdens

Hevnsendte Bud.

Præsten:

Hvor er din Fæstemand?

Audne:

Veien han viste,

[29]

Tog mig paa Armen,

Bar mig paa Benene

Brændte af Saar,

Segned af Træthed

Udenfor Kirken,

Indenfor rak jeg

Søgende Ly.

Paa Knæ.

Hjælp mig, du som er

Altrets Vogter,

Hjælp ham, som ligger

Bange og brudt,

Tag ham inden

Hegnede Mure,

Skyt os mod Stallos

Afgudskraft.

Bind med Ordet

Mørket som møder,

Løft til Lyset

Trætte som tror!

Menigheden

Til Præsten:

Hjelp dem som søger!

Skyt dem for Satans

Rænker og Raad!

Præsten:

I Bøn

Du som er Kjærligheds værnende Vælde,

Staa mig som Støtte

Mod Mørkets Magt!

Gaar ned mod Sidedøren, der stedes op, Ebbe Urne udenfor

Paa Knæ.

[30]

Ebbe:

Hjælp!

Stallo er nær!

(Han forsøger at slæbe sig indenfor men stanses af den frem-

stormende Stallo, der holder ham tilbage, en vild Kamp

Opstaar i Kirkedøren.)

Stallo:

Adja! Hør mig!

Akko! Støt mig!

Berg Eders Bytte!

(Fjern torden.)

Audne:

(fremover mod Kirkedøren.)

Ebbe! Min Elskte!

Præsten:

Himlens Hersker!

Send os Seier!

(En flok unge Lapper iler ned og forsøger at drage Ebbe ind

i Kirken.)

Præsten:

(Paa Knæ.)

Vor Gud han er vor stærke Borg,

Vort Skjoldtag og vort Værge.

Menigheden:

(paa Knæ.)

Støt os i Strid mod Seid og Sorg

Som Helved vil herberge.

Stallo:

(holder Ebbe i Strubetag under sig og slaar Lapperne fra sig)

Adja!

Fædres Gud!

Stig ned!

Knus Taarn og Tag!

[31]

Præsten:

Altets Herre!

Lynets Lov!

Vis din Vælde!

Slaa den Onde!

(Et lyn ledsaget af vældige Tordenbrag slaar ned, splintrer

Kirkedøren og rammer Stallo. Ebbe og de Nærmeste synke

i Bedøvelse. Alle i Rædsel. Kort Stilhed.)

Præsten:

(reiser sig)

Herren har talt. –

Vældig i sin Vrede

slog han Mørkets Magter.

Stallo:

(i de sidste Dødstrækninger.)

Nu seired Korset,

Siden Hevnen!

(rallende til Ebbe)

Over Hei, over Hav

Braatt og Bølge

Vil jeg dig følge

Hinsides Grav.

(Falder tilbage og dør. Ebbe og de nærmest liggende vaagner

Efterhaanden af Bedøvelsen.)

Præsten:

(pegende paa Stallos Lig)

Red ham i Røsen

Mosgroet Leie.

Hevnen ere Herrens,

Han raader Alt,

(Stallos Lig bringes bort. Bevægelsen stilner.)

Præsten:

Før den Fremmede

Op til Koret,

[32]

Kvæg ham med Kildens

Læskende Vand.

(Ebbe føres, støttet av Audne, op til Kirkens Kor. En Flok Lapper

Ført av Vuolle styrter gjennem Sidedøren ind i Kiren.)

Vuolle:

Audne!

Min Datter!

Mit tabte Barn!

Præsten:

Tabt for Dødens

Kjæmpende Magter,

Vundet for Livet

Og dem hun har kjær,

Fundet af Faderen

Som hende solgte,

Bundet af Baand

I Kjærligheds Pagt.

Vuolle:

Saart har jeg syndet,

Sølvet mig lokked,

– kjendte ei Stallo

Som søgte min Leir.

Audne:

(til Vuolle)

Tilgiv os Flugten,

Tag os til Naade!

Ebbe:

Giv mig min Datter,

Hun er mig kjær.

Lad os saa drage

Frem mod det Fjerne,

Til mine Fædres

Løvkranste Land.

[33]

Vuolle:

(til Præsten idet han lægger Audnes Haand i Ebbes)

Hellige Fader,

Vil du dem signe,

Give dem Kirkens

Luttrende Ord.

Præsten:

Det vil jeg!

(Gaar op foran Altret, Audne og Ebbe, ført av Vuolle, stiller sig

Ved Knæfaldet, Folket tar Plads paa Bænkeraderne. Efter Uvei-

Ret er Solen brudt frem og lyser i stigende Straaleskiftning

Gjennem den splintrede Sidedør og Kirkens Vinduer.

Orgel intonerer Brudesalmen.)

Menigheden:

Du ledte dem frem ved Almagts Bud

Til første Mand, den første Brud,

O Ægtestandens Herre.

Se fra din Throne ned til dem,

Som træde for dit Aasyn frem,

Led du dem selv til Ære, –

Saa de, I ve,

Vel og Vaade

Finde Naade

Til at vandre

Hjærtebundne til hverandre.

(Tæppet falder langsomt.)