Stallo [04-libretto-1.akt]

[7]

1ste Akt.

(Lappisk Leirplads. Telte i Baggrunden. Sommeraften, – senere

Halvskumring.)

Audne:

(i lappisk Sommerdragt)

Solen synker, Vidden damper i Dis,

Røgen stiger om Teltenes Toppe,

Lyngblomster sittrer i Solfaldets Bris,

vugge de vajende dugfyldte Knoppe.

Skyggerne skjælve, Skyerne svømme,

sænkes og samles, skifte og glider,

svæver og svinder i lysmætte Strømme

taagevarm, soltræt fra Snebræens Sider.

(I Tanker.)

Hvem var han,

Lappen som lurte,

han som jeg mødte?

(Ser udover.)

Leddet løftes, – Renen gjærdes i Hjord,

Slyngen suser om Hornenes Takker,

Hundene halser fra Fjære og Fjord,

knittrende Hovslag og kneisende Nakker.

Simlerne snøfter, Gjæterne skriger,

fremover farer de fodrappe Flokke,

støder og stanger i Flugten og viger,

veirer mod Vinden hvor Jenterne lokke.

Det mørknes!

Kommer han ikke,

[8]

han som jeg venter?

Tanken trætner, – Tvilen tærer mit Sind.

Hvor mon han færdes den søgende Samler?

Finder han frem fra Snebrææens Tind

hid hvor i Uro jeg magtstjaalen famler?

Han kom som Fremmed til vore Telte,

varm som et Vaarbud fra Længslernes Land,

saa ei de Taarer i Taushed jeg fældte

naar jeg ham ventet paa Vidden, ved Vand.

(I berhersket Fryd.)

Han kommer!

Jeg ser ham,

Han, som jeg elsker.

Ebbe Urne:

(fra venstre, ung og kraftig i mørk Vandredragt, om Livet et

Belte, hvori Hakke og Hammer.)

Vel mødt igjen.

Fjeldets Forsker,

tomhændt kommer,

søgte Sølvet,

øined ei Aaren,

søgte Audne

ude paa Vidden.

Intet vant han,

Ingen fandt han,

saa bare Hjorden

som haster mod Gjærdet,

hastet saa selv. –

Hvor var du?

Audne:

Ved Enare vand.

Ebbe:

Mødte du mange?

[9]

Audne:

Kun En!

Ebbe:

Hvem?

Audne:

Ikke dig!

Ebbe:

Hvem?

Audne:

En fremmed Lap.

Ebbe:

Var han ung?

Audne:

Fræk og fager,

sort og skarpsynt,

spurgte om Vuolle,

frittet om dig.

Ebbe:

Om mig?

Audne:

Vilde vide

om du fant Sølvet

frem fra Fjeldet

paa din Forsken,

lo saa lumsk,

mente at Skatten

eies av Adja,

synes blot dem

som lyder hans Lov.

Ebbe:

Sælsomt!

[10]

Audne:

Mer end sælsomt.

Borte blev han,

svandt som en Skygge

under Uren,

hørte en Susen

lig flygtende Fugls.

Ebbe:

Sælsomt!

Audne:

(i angst.)

Det er Stallo!

Ebbe:

Tror ei paa ham.

Audne:

(I stigende Angst.)

Det er Stallo

som dig følger,

Adjas Aand

som runerustet

søger Strid.

Fly ham!

Ebbe:

Flygte! – nei!

Har Værn.

Audne:

Hos hvem?

Ebbe:

(viser opad)

Hos ham!

– Min Gud er værn, min stærke Borg,

mit Skjoldtag og mit Værge.

[11]

Han støtter mig mot Svig og Sorg

som Mørket kan herberge.

Audne:

Flygt! Jeg ber dig!

Ebbe:

Hvorfor ber du?

Audne:

Tør ei si’e det!

Ebbe:

Hvorfor ei?

Audne:

Kan ei!

Ebbe:

(i Fryd.)

Du elsker mig!

Audne:

(bøiere Hovedet i Taushed.)

Ebbe:

Nu lokker Livet,

kjærlighetsløftet,

Lysguld og Glød over solstængte Stier.

Tanker, som fødtes,

Skjæbner, som mødtes,

to, som tar Striden til Stormene Tier.

Audne:

Lykken som lyser,

Længslen, som luer,

spreder sit Skjær i de mørkeste Gange.

Alt, som er fundet,

kjæmpet og vundet,

sittrer som Jubel i seirende Sange.

[12]

Ebbe:

Nu kan Stallo møde!

Audne:

Jeg gaar til Strid!

Ebbe:

Med mig!

Audne:

For dig!

Begge:

Tvende i Lykke!

Tvende i Lyst!

Vuolle:

(bag Scenen.)

Irjan! Ibbas!

Mathis! Mikko!

Kom til Teltene!

Gjør op Ild!

Kvinder kom!

Hæng op Gryder!

Ebbe:

Din Far kalder!

Audne

(hvisker)

Siden!

Ebbe:

Siden!

(gaar bort til sit Telt. Audne bliver. Vuolle med Slynge i Haanden.

Mænd, Kvinder og Børn kommer efterhaanden.)

Lapper:

Leddet er lukket!

Lappekvinder:

Simler er malket!

[13]

Lapper:

Rakken faar Ro!

Lappekvinder:

Mathis og Miko

søger Søvn!

Lapper:

Kjød er bedre,

gramse i Gryder

det sydende Sodd,

– tænde sin Pibe

rundt om Baalet.

Vuolle:

(samler Mændene om sig)

Dagen var varm!

Mændene:

Renen fór vidt!

Vuolle:

Nede ved Fjord

beiter den saa tidt!

– Myggen var slem!

Mændene:

Klæggen var snygg!

Vuolle:

Renen er ræd,

blir aldri tryg.

Mænd og Kvinder:

Skraas imod Skaret, op under Kammen,

lokket vi Dyrene, drev dem tilsammen,

Mose de mimrer i Mag bag Teltene,

Mændene:

Slyngen vi løse og Kniven fra Beltene.

(Kvindene har hængt op Gryder og kogt Kjød, Mændene tændt

[14]

Baal, – alle Leire sig om Baalene.)

Ebbe:

(kommer fra sit Telt)

God Kvæll!

Vuolle:

Fandt du Sølv

fremmede Forsker?

Ebbe:

Intet!

Sten og atter Sten!

Vuolle:

(spøgende)

Gjør som gamle Spjettsje!

Ebbe:

Hva gjorde han?

Vuolle:

Spjettsje hadde fanget en Lus,

Alle:

(i latter uden Ebbe og Audne)

Vuoi! Vuoi!

Vuolle:

holdt den paa Neglen.

«Svindt skal du syne mig Stallos Hus».

Alle:

Vuoi! Vuoi!

Audne:

Spøg ei med Stallo!

Vuolle:

Lusen lystret, krabbet mod Nord.

Alle:

Vuoi! Vuoi!

[15]

Vuolle:

Spjettsje fandt Sporlag,

rodet i Røsen hvor Stallo bor.

Alle:

Vuoi! Vuoi!

Alle:

Lusen fik leve, Spjettsje fik guld.

Alle:

Vuoi! Vuoi!

Vuolle:

Punge og Poser,

Stallo blev stenet og stukket i Muld.

Alle:

Vuoi! Vuoi!

Vuolle:

Slig gjorde Spjettsje med Lusen!

Alle:

Lusen som lurte en Stallo!

(Under de sidste Strofer af Vuolles Sang er Stallo kommet fra

Baggrunden, gaar hen til Vuolle og hilser.)

Stallo:

Faar en Fremmed Ly i dit Telt?

Audne:

(med et svagt Skrig)

Stallo!

Vuolle:

Hva hedder du?

Stallo:

Gabe!

Vuolle:

Hvorfra kommer du?

[16]

Stallo:

Karesuando!

Vuolle:

Søger du Ren?

Stallo:

(hvisker)

Søger Fjeldets skjulte Sølv!

Vuolle:

(peger paa Ebbe)

Forskeren gjør det samme!

Stallo:

Finder han?

Vuolle:

Nei.

Stallo:

Jeg finder. –

Vil du dele?

Vuolle:

Fordrer du Løn?

Stallo:

Din Datter!

Vuolle:

(til Lapperne, der har trukket sig tilbage)

Natten er nær,

gaa til Ro!

Jeg viser den Fremmede Telt.

(Alle gaar til sine Telte. Audne lister sig siden bag Vuolle og

Gabe og paahører deres dæmpede Samtale.)

Vuolle:

(til Stallo)

Du loved mig Sølv!

Hvor er det?

Stallo:

(peger ned)

Her!

[17]

Vuolle:

(tvilende)

Der?

Hvor ved du det?

Hvem lærte dig det?

(mistænksom)

Er du en Stallo?

Stallo:

En søgende Svend

som sled i Tsjudernes skjulte Skakter,

– der lærte jeg Kunsten. –

søger nu siden

for at finde

Sølv og vinde

Telt og Viv.

Tror du mig?

Vuolle:

Vis mig din Kunst!

(Stallo river op en Lyngkvist, skjærer den som en spids Trekant,

tar Kvistens begge nederste Grene, en i hver Haand og bøier

den mod Jorden. Han hvisker nogle utydelige Ord, gaar frem-

over, Kvisten bøier sig mod Jorden, Mosdækket skydes tilside

i en Stribe, smaa blaa Flammer hvisle og fordeler sig lysende

paa en Bred Sølvaare dere ligger i Fjeldet og fortsættes ud til-

høire forbi Teltene.)

Stallo:

Tror du mig nu?

Følg Aaren,

den bugter sig

bortover Berget.

– Faar jeg din Datter?

Vuolle:

(ud tilhøire følgende Sølvaarens Gang)

[18]

Vil hun,

saa tag hende.

Stallo:

(staar op, og mødes af Audne)

Du her!

Audne:

Du er Stallo!

Har seet din Troldom,

Saa dig i dag

ude paa Vidden

du svandt som en Skygge!

Stallo:

En Lap som du. –

Længsel lærte mig

skjulte Love,

Længsel lokket mig

hen til dig.

Bliv min!

Følg mig!

Audne:

Aldrig!

Stallo:

Telt skal jeg tjelde,

Njalle reise,

Audne skal skue

Sletter som svulme

mættet af Mos

for gnavende Ganer,

Hjorden skal bølge

vidt over Vidden.

Følg mig!

Audne:

Aldrig! 

[19]

Aldrig!

Sølvsynende Stallo!

Stallo:

(peger paa Ebbes Telt)

Han – derinde

følger du gjerne!

Audne:

Han har mit Løfte!

Stallo:

Jeg har din Fars!

Audne:

Vi skal vinde

Gud er vort Værn!

(Slaar Kors for sig, Stallo viger tilside.)

Vuolle:

(udenfor tilhøire)

Gabe!

Gabe!

Sølvet svinder!

Flammerne slukke!

Stallo:

Jeg skal dem tænde!

(til Audne)

Tænde din Tvil

paa Ham, som jeg hader!

Vent til i morgen!

Da blir du min!

(ud til høire efter Vuolle)

Audne:

I Stallos Vold blir jeg tagen,

han daarer de sløve Sind,

Jeg vil ikke vente paa Dagen

og Skjæbnens skiftende Spind.

[20]

(paa Knæ)

Jeg raaber i Ve og Vaande

paa dig, du kronede Krist,

send dine Engle tilhaande

og skjærm mig mod Mørkets List.

(opover mod Ebbes Telt)

Han maa vækkes,

han, som sover

(ved Teltet, hvisker)

Ebbe!

Kom herud!

Audne venter!

Ebbe:

(ud fra Teltet)

Silde du kalder

i Nattens Time!

Audne:

Gabe, den vandrende Lap, er en Stallo!

Det var ham jeg mødte i dag!

Ebbe!

(tvilende)

En Stallo!

Audne:

Han viste Vuolle Sølv,

for Sølv er jeg solgt til Stallo!

Venter jeg her til Dagen dæmrer

maa jeg bli Stallos viv!

Ebbe:

Flygt!

Drag med mig!

Audne:

Tør ei!

Stallo hidser til Hevn!

[21]

Ebbe:

Hevnen naar ei,

Gud skjærmer os!

Flygt!

Audne:

(i Sorg)

Min Far!

Min Stamme!

Ebbe:

Alt maa du levne!

Flygt!

Audne:

Jeg følger!

(Begge ind i sine Telte, kommer kort efter vandreklædt tilbage)

Audne:

Hvorhen?

Ebbe:

I Uren, ved Bredden af Bræen

ligger en Baad i Bugt.

Audne:

Maanen som titter bag Skyen

skal vise os Fodsti paa Flugt.

Ebbe:

Baaden som bærer os begge,

den gjemmes ved Enare Vand,

de som vil hevnende følge

faar søge langs Søens Strand.

Audne:

Tag mig med over Fjeldet

til Kirken i Syd ved Fjord,

der skal os Præsten signe

med Herrens hellige Ord.

[22]

Ebbe:

Følg mig saa langt i det Fjerne

hvor Bølgerne brydes mod Ø,

hvor Bøgene svinge og svaje

og Borge sig speiel i Sø.

Audne:

Til Danmark!

Ebbe:

Til mine Fædres Land!

(Begge ud tilvenstre. Senere Vuolle og Stallo fra høire.)

Stallo:

Har du set nok?

Har du nu Tro?

Vuolle:

(nikker)

Stallo:

Faar jeg din Datter?

Vuolle:

Du faar hende!

Stallo:

(gaar bort til Audnes Telt.)

Vuolle:

Min Datter sover,

vent til i morgen!

Stallo:

(løfter Teltforhænget varsomt tilside.)

Teltet er tomt!

Vuolle:

(tvilende)

Tomt!

Stallo:

(løber til Ebbes Telt, ser ind.)

Den Fremmede borte!

[23]

Vuolle:

Borte!

Stallo:

(i Raseri)

Vuolle!

Audne er rømt med Ebbe;

Flygtet med Forskeren!

Vuolle:

(løber rundt til Teltene)

Irjan! Ibbas!

Mathis! Mikko!

Vaagn!

Ud af Teltene!

Alle ud!

(Lapperne ud af Telterne, spænde Kniv og Slynge ved Siden.)

Lapperne:

(til Vuolle)

Du kalder!

Er Vargen paa Vidden?

Kvinder og Børn:

(ud fra Teltene)

Er Vargen paa Vidden?

Vuolle:

Vargen er Ebbe!

Han tog Audne!

Ranet som Rov

mit eneste Barn!

Stallo:

Efter dem!

Vuolle:

Hids Hundene!

Søg ud paa Heien!

Ro rundt Vandet!

[24]

Baaden ligger

bundet i Bugten!

Efter dem!

Lapperne:

(Mænd og Kvinder)

Vi skal følge!

Vi skal finde!

Vuolle:

Død over ham som vi hade!

Lapperne:

(Mænd og Kvinder)

Død over ham!

(Alle ud tilvenstre, Stallo blir tilbage, – bag Scenen Skrig og

Hundeglam.)

Vuolle:

(forbi Stallo)

Følger du ikke?

Stallo:

Jeg ruster mig til Færden

og følger efter.

(Han tar en runestav frem af Kuften, slaar Kredse og Tegn

i Luften.)

Ganer og Galdrer!

Kogler og kalder!

Adja!

Adja!

Tordenens Gud!

Hør mig!

Akko!

Akko!

Aandernes Mor!

Hør mig!

Følg paa Flugten

med Jer Vælde!

[25]

Sus om Sletten

Lyn fra Luft!

(Svag Torden i det Fjerne, blaa Flammer hvisle op fra Jorden

og kringslaar ham.)

Nu gaar Stallo

runerustet,

Staalsat til Hevn!

Vár dig flygtende Forsker!

(ud tilvenstre efter de andre)

Teppet falder.