Klippeøyene [06-libretto-4.akt]

4de Afdeling. 

(Sceneri som i 1ste Afdeling. Ude paa Vandet, Søfarerens Skib, udenbords smykket  med blanke Skjolde, – paa Dækket Solseil, paa Skibssiderne, Faner og Bannere. To  Baade ved Skibssiden. (mod Land) Sollys Morgen.) 

Kongen:

(til Dronningen)

Har han dig krænket, min nye Fostebror? 

Sligt jeg ventet mindst af ham. 

Han neppe taalte at jeg min Hustru 

fra Stedet fjernet før han kom til Land.

Var han uhøvisk? 

Dronningen:

Vist ei, – blot dristig, da han os mødte 

og siden freidig spurgte. 

Kongen:

Du svarte?

Dronningen:

(omfavner Kongen)

Det eneste som svares kunde, 

«Jeg vet kun et, jeg ser kun et, 

og det er Kongen, – min Gemal, 

hvis Kjærlighed og høie Sind 

har fyldt mit Liv med fagre Foraarssyner». 

Kongen:

Vær evig signet for hvert Ord, 

som troskabsbaaren min Sjæl beruser. 

Dronningen:

Som Herskerinde i dette Land, 

jeg sa, hans Færd var ikke Høvdings: 

«Aldrig har Høvding budt hvad du bød, 

til ukjendt Kvinde som streifet hans Sti.» 

Ledsagerinden ham haanet høit, 

hun bød ham at drage med sine Mænd, 

og bad ham at mindes at Ed er hellig 

for den som svor. 

– Du ædle Husbond stod mig for Tanken, 

jeg jublet ud af Hjertets Grund: 

«Du er mit Lys, du er mit Liv, 

om dig slaar al min Længsel Værnevagt; 

jeg daares ei af fremmed Mand.» 

Kongen:

Min elskte Hustru! 

Dronningen:

«Mit Haab er du i drømfyldt Stund, 

min Helt naar Drømmen vige maa for Dagen.» 

Kongen:

Saalænge Troskab og Kjærlighed 

er mødebundet i mit Land, 

skal Minde melde i Sagn og Sange 

om dig, min Hustru. 

Dronningen:

Om Tvendes Lykke! 

Kongen:

I Fred og Fryd! 

Dronningen:

Om Livets Lyst! 

Kongen:

I Kjærlighed! 

Dronningen:

I Kjærlighed! 

Kongen:

I Stundens Glæde, vi maa ei glemme 

han, som har brudt sin Broderskabspagt.

– Hvad sa den mørke Sydbo til dine Flammeord? 

Dronningen:

Han studset stille, bøiet skam- og angertagen 

sit Knæ, – bad bønlig om Tilgivelse. 

Kongen:

Blev den ham sjænket? 

Dronningen:

Han fik den, da han lovet at drage bort herfra. 

Saa kom vor gamle Præst, i Varselsord han manet 

den Fremmede til Fred, og dadlet ham at svigefuld 

han glemte Ed og Pligt imod den ædle Fyrste, 

hvis Venskab nys han vandt. 

Det syntes os som Anger slog ned, hvor før var Trods; 

 han høvisk bad os Alle, at vise sig en Gunst. 

Kongen:

En Bøn om Gunst, i slig en Stund! 

Dronningen:

Den Gunst, han sig udbeder, er at vi Tvende 

vil møde ham til Afsked, og for sidste Gang. 

Kongen:

Vi Tvende! Hvor? 

Dronningen:

Ombord paa sit Skib han Afskedsfest vil give 

for Konge, dronning, for templets høie Præster, 

og Landets Mænd og Kvinder. 

Kongen:

Min elskte, er du sikker, at der ei øves Svig? 

Dronningen:

Hvor Mænd og Kvinder møter, der krænkes ikke Fred. 

Vi alle tør gaa trygge til Færdesmandens fest. 

Kongen:

Med dig jeg gaar til Fest, til Liv, til Død, 

naar blot du følger. 

(Sang fra Skibet og Baadene) 

Dronningen:

Hør, – Sangen stiger!

(ser udover) 

Det er de Fremmede som vil os hente, 

og fremst staar Høvdingen i første Baad. 

(Søfarerne, alle festsmykkede i lange hvide Kjortler, lægge fraborde i Baade. I den  ene Baad, Føreren. Paa Skibet og i Baadene løftes og svinges hvide Bannere.) 

Søfarerne:

(i den første Baad)

Vi føre til Fest, paa vor Høvdings Bud, 

han vil paa sit Skib, hylde Dronning og Drot. 

Under skjærmende Seil, skal de hvile saa trygt,

under Rosernes Regn, møde Bud fra sit Land. 

(i anden Baad) 

Vi hilse den Ø, som saa eventyrlys, 

er steget af Havet i Uroldstid. 

Vi hilser det Land, hvor det færdes et Folk, 

som trygt ifra Fortid har fæstnet sit Liv  i Tillid og Tro. 

Søfareren:

Vær hilset den Fyrste, der Gjæstvenskab bød, 

som fagnet de farende, stormslagne Mænd! 

Søfarerne:

Hil dig, Fyrste! 

Søfareren:

Vær hilset hans Dronning og Kvindernes Flok, 

som undte os Møde til Afskedsord! 

Søfarerne:

Hil dig, Dronning! 

(Baadene nærme sig Land, Kongen, Dronningen, Ypperstepræsten fulgt af Præsterne og Øboerne, s – alle festsmykkede, – samler sig efterhaanden, og gaar ned til Stranden.) 

Ypperstepræsten:

(til Søfareren)

Vi kom paa din Kalden, du gav os dit Ord.

(til Søfarerne)

Vis i Jer Færd, at Gjæstvenskabs Love 

ukrænkelig er. 

Kongen:

Hvad Høvding har lovet, hans Mænd vil holde.

Dronningen:

Fred over vort Møde! 

Kongen:

(til Søfareren)

Fred over dig selv! 

Øboerne:

(til Søfareren)

Fred over vort Møde. Fred over dig selv!

Alle:

Sol over dagen, Lys over Stunden! 

(Baadene lægger ind ved Stranden, Søfareren, fulgt af endel af sine Mænd, gaar  hilsende mod Kongen og Dronningen.) 

Søfareren:

(til sine Mænd)

Grib Dronningen! Før henne ombord! 

(Søfareren og hans Mænd kaster Kjortlene, der dækker deres Rustninger, – gjør et  hurtig, voldsomt Anfald paa de vaabenløse Øboere, støder Kongen og Ypperstepræsten tilside, griber Dronningen og slæber hende ned i Høvdingens Baad, – støde fra Land, og begge Baade ro ud til Skibet.)

Ypperstepræsten:

Svig var i din Tale, Falskhed i din Færd!

Præsterne:

Ve dig! 

Søfareren:

(med Dronningen i sine Arme) 

Ikke Svig! I enfoldige Daarer! 

Gudernes Gunst, gav mig Rovets Ret, 

de har mig lovet den deiligste Kvinde, 

som under Solen er set. 

Nu holder jeg hende fast i min Favn!

Dronningen:

Hjælp! Hjælp! 

Kongen:

(der er kommet til Besindelse) 

Giv mig min Viv ukrænket tilbage! 

Hun er mit Livs, alt Landets Haab! 

Hør mig, Høvding! Jeg skjænker dig Skatte! 

Hør mig, Høvding! Jeg byder dig Guld! 

Giv mig min Viv! 

Søfareren:

Kan ikke, Konge! 

Hun skal bli min Dronning,  

herske med mig i Fædres Land! 

(Baaderne er naaet Skibet, Dronningen løftes ombord, Søfarerne følge, Baadene  bordsættes, Ankeret hives, Seil heises, – Skibet glider sakte udover.) 

Øboerne:

Ve dig, Foræder! 

Ypperstepræsten:

Fædres Guder! Vis os Retfærd! 

Støtt os i Straffen! 

Sted os til Møde i Nødens Stund! 

Hevn over ham, som troløs os sveg! 

Kongen:

Hevn! Hevn! Hvem raader Hevnen!

Ypperstepræsten:

Guderne! De gav os Buen! 

Kongen:

(i Vildelse)

Tryllebuen! Tryllebuen! 

Den som har Frasagn og Trudselsarven, 

Varselsvaanden om Dom og Død!  (til Ypperstepræsten) 

Tryllebuen! Tryllebuen! 

– Hent den fra Fædres fredede Gravlund!

(Ypperstepræsten gaar raskt ind i Lunden, kommer kort efter tilbage med en stor  guldvirket Bue med fyldt Pilekogger.) 

Ypperstepræsten:

(til Kongen)

Brug Buen! La Straffen suse 

over det flygtende Følge! 

(fra Skibet høres Latter og Sang) 

Kongen:

(spænder Buen og skyder en Pil ud mod Skibet.) 

Pilen som hvisler fra Buestrængssnoren, 

følger Forbandelse hvor den slaar ned! 

Alt, hvad der rammes, stivner til Sten. 

(Idet Pilen berører Skibets Side, forstummer Sangen og Latteren, Skibet og de  Ombordværende forvandles til en i Havet opskudt Stengruppe, hvor Dronningen staar høist, omgivet af knælende Krigere.) 

Kongen:

(udskyder i Fortvilelse Pile mod sit eget Folk, hver Truffen forvandles til Sten, – de Andre flygter.) 

Død over Alle! Over mit Folk! Over mig selv!

(griber en Pil, borer den i Brystet, – falder tilbage og dør) 

Øboerne:

(i Flugten)

Den sidste Stund er inde! Ve, vort arme Land! 

Ypperstepræsten:

(tar den sidste Pil)  

Jeg, er den Skyldige! Jeg, raadet Fyrsten! 

Vanheld og Skade fulgte mit Raad. 

«Folket blev fældet, Land lagt øde, 

Sorgen fik Seier, Glæden fik Grav. 

Gudernes Vrede har vi fornummet, 

Gudernes Sandsagn har dømt os til Død. 

Døden har fostret Tiders Forbandelse.» 

Her, hvor jeg vaandes, som Sidste af Stammen, 

tusinde Skyldløse Skibbrud skal lide. 

Her, hvor af Havet sig Stentoppe hæve, 

her, er Dødens stormstærke Stade. 

Dog, – hvor de tvende Klippeøer 

stirrer i Stenro stillt mod hinanden, 

her skimtes Syner i syndsonet Fremtid. 

«Hvis, efter Seklers Verdensomvæltning, 

Øerne nærme sig, møde hinanden, 

da, skal Forbandelsen løses og løftes, 

vingeskudt vige.

Frem skal der stige, gjenreist af Havet, 

nyskabt, et Land, hvor Fred har sit Stade, 

hvor Glæden skal herske, 

og Lykken skal lyse til sildigste Tid.» 

(borer Pilen i sit Bryst) 

Alt er tyst paa domsmærket Val! 

Alt er Død! Alt blir Sten! 

(Dør. Det mørknes, – under Tordenbrag, synker alt i Havet, – tilbage blir kun to smaa  Klippeøer, – paa den ene (i forstenet Skikkelse) Dronningen, omgit af knælende  Mænd, – paa den anden, Ypperstepræsten og Kongen, der holder Tryllebuen i venstre  Haand, høire, udstragt, som hævet i Bøn mod den anden Ø, – Ypperstepræsten  ligeledes, med hævede Hænder. Mørket fordeler sig, – en disig Taagelysning stiger  efterhaanden over Havet, hvor Skibsvrag flyder, omgivet af kredsende, sorte  Søfugle.) 

Tæppet.