Klippeøyene [05-libretto-3.akt]

3die Afdeling. 

(Skov og blomsterbevokset Dalsænkning, svakt opadstigende Bergskraaninger paa  Siderne, i Midten en Kilde, flytende ud mod Havet, der ikke er synbart. Stille,  maaneklar Eftersommeraften.) 

Dronningen:

(med Ledsagerinde (ældre) fra Baggrunden)  

Her er saa stille og fjernt fra de Fremmede. 

Her vil vi hvile og samle vore Tanker, 

der før saa stredt og viljevekt 

har famlet om i fredløs Flugt. 

Her er saa tyst,

i Duggfald dirrer Blomst og Blad 

og Skygger sænkes over Skov, 

men Maanen kold og klar i Sølvglans

sittrer gjennem Skyer med Speiderøie, udsynsblankt. 

Hvad nys jeg saa med sælsom Undren mig ombølger. 

Den sorte Svane med de hvide Vinger, det stolte Skib,

de mange mørke Mænd, den høie Høvding,

som med hævet Stemme, bød Fred og bad om Landgangslov. 

Hans Røst lød tit saa tillidsvarm, 

dog klang den ofte kold og herskerhaard, 

den bølget som naar Fagerhet og Falskhed, 

faar Stevnemødeds Følgeflugt i samme Stund.

Min Herres Vilje ved vi ei, 

vi maatte Offerlunden tyst forlade, 

saa snart den Fremmede sig nærmet Land. 

Ledsagerinden:

Hvis han dig saa, min ædle Dronning, 

da maatte han, som Alle der dig møder,

i taus Tilbeden synke for din Fod. 

Det klarsynt var, at Tempelpræsten 

bød dig og alle Kvinder bort sig fjerne. 

Hvis han kom hid, den høie Høvding, 

hvis han dig saa, jeg rædselsbindes alt ved Tanken. 

Dronningen:

Jeg ser kun et, jeg ved kun et, 

og det er ham, min stolte Fyrste, 

hvis Kjærlighed og høie Sind, 

har fyldt min Færd med fagre Foraarssyner, 

han er mit Lys, han er mit Liv, 

om ham slaar al min Længsel Værnevagt; 

han er mit Haab i drømfyldt Stund, 

min Helt, naar Drømmen vige maa for Dagen. 

Jeg ser kun et, jeg ved kun et, 

mig daarer ingen fremmed Mand. 

Søfolkene:

(i det fjerne)

Usle Ø, som ikke kjender Kjød til Føde! 

Frugten vi fik, var ei som vor i Syd.

Vinen vi drak, var baade emmen, svag og blandet, 

gav ikke Rus, som baader ærlig Mand.

Ohe! Ohei! Ohe! Ohei! 

Vand!Vand! Vand, er ens i alle Land! 

(Dronningen og Ledsagerinden gaar tilside,op imod Bergskraaningen. Fra  Baggrunden Søfareren og hans Mænd, de Fleste berusede, alle med Vandkrukker,  som de fylde ved Kilden.) 

Søfolkene:

Lumpne Land, som ikke kjender Krig og Kvinder, 

har ikke Sværd at slaa sin Uven med;

har ingen Hall, med Løvtag, Leg og lystne Piger, 

har bare Vin, som gir en raadløs Rus. 

Ohe! Ohei! Ohe! Ohei! 

Vand!Vand! Vand, er ligt i alle Land! 

Dronningen:

(oppe ved Bergskraaningen) 

Hør denne Sang, som stiger i uhøvisk Haan, 

og spreder Latter, Letsinds Spot, 

om alt, hvad her er høit og hellig.  

Ledsagerinden:

Ædle Dronning, hør ei drukne Farmænds Skraal. 

Se, hvor vekt og vagt de raver, 

Vinen har dem hjernesløvt. 

La dem fylde sine Krukker, 

Kilden kjøler hede Hoder. 

Dronningen:

Du har ret! Jeg ser i Flokken den mørke Mand, 

der stod i Stavnen og vinket mod Land, 

da Præsterne os førte bort. 

Hvor Øinene lyse med sælsomt Skimt, 

dog synes han rolig og førerfast. 

Det er, som han stirrer hid, hvor vi staar; 

kom, lad os varlig vige tilside. 

(Søfolkene har fyldt sine Krukker og gaar under Latter og Sang nedover. Føreren blir. Stigende Maanelys.) 

Søfareren:

(ser opover)

Hvad er det jeg skimter i Skovens Skjul! 

Der bølger Kjortler hvor Tjørnen(?) tykner! 

Ei! Ei! Min nyvundne Bægerbror har snedigen skjult 

for fremmede Færdsmænd at Landet har Kvinder – skjønne Kvinder! 

Hvor er den Ene frisk og fager, 

hvor lyser Haaret i flommende Fylde, 

hvor falder Kjortlen foldrik og blød 

og dølgedækker den bølgende Barm, 

mens Blikket brænder saa dronningstolt, 

dog jomfrukydsk. 

Jeg vidt har faret i fremmede Lande, 

jeg tit har mødt de fagreste Kvinder, 

– dog ingen som denne, hun er den skjønneste, 

og er hun end Dronningen, maa hun bli min. 

Mit Sind omsuses af lokkende Længsel, 

og vugges af vaagnende Elskovsjubel.

Dog, – vil jeg naa Maalet maa varlig jeg fare. 

Først Bøn, – saa Magt, og vil hun ei følge, 

saa Træskhed og List. 

(Gaar henimod Kvinderne, bøier Knæ for Dronningen.) 

Jeg vet ei hvem du er, Gudinde eller Dronning? 

En Lysalf varsomt hvisker, at du er begge Dele. 

Dronningen:

Reis deg, Fremmede! 

Du bøiet har dit Knæ for dette Rigets Dronning. 

Jeg spørger, som du selv, hvem er du, og hva vil du 

i Skovens Skyggeskjul, hvor jeg paa Kongens Bud

har taget taus min Tilflugt? 

Søfareren:

Hvem jeg er! Hør mig, høie Herskerinde! 

– Der fjernt i syd hvor Solvæld gløder, 

og sittrer Streif om Søilehall, 

mens Vinløv vugges af den varme Vind 

og Palmer svaie stillt i sagte Sus; 

der fjernt i Syd, hvor Uroldselven rolig vinder 

med Skyggespeil fra Strandens Stentaarnstinder, 

hvor Seklers Saga slumrer taus i Dvaledrøm 

og hvælver om et Folk, hvis Vælde brobandt Verdner,

 – fra dette Folk jeg arvet Udfærdskrav. 

Min Æt var ahnekaaren, – den stolte Stamme, 

hvis Sønners daadstrang higet over Hav, 

fik Guders Løn, – i Guders Gunst. 

For daglys Daad, i Strid, som Fredens Virke, 

 jeg fik de Høies Tilsagnsord, 

at vinde mig en Viv, – den Skjønneste som under Sol er sæt. 

Min Færd gik fjernt, fra Land til Land jeg ledte, 

og blev en veitrædt Vandrer, – syg i Sind. 

Saa kom jeg hid og saa dig, høie Dronning, 

du gir mig Dom, – til Daad, – til Død!

(stigende Bevægelse) 

Nu staar jeg her og signer Stunden, 

da du mig mødte, høi og huld, 

da al min vage Længsel vaagnet, 

og tændte Ord, som Tanke, Tunge bandt.

(knælende) 

Jeg elsker dig, som Stjernen elsker Hvælvet,

hvorfra den tindrer gjennem Skyers Skrud, 

med Haabets kjærtetændte Drømme, 

i Blinkbuds Straaledaab mod Morgengry. 

Jeg elsker dig, som Duggen elsker dagen, 

naar den faar Glimt i Solens Glød,

og dirrer, drømmende og angstbetagen 

i Vemodsvaande mod sin Lyshavsdød. 

Min høie Dronning, – jeg elsker dig! 

Kun dig! Kun dig! 

Dronningen:

Har Høisind og Hæder hellig Hævd 

i det Rige, som du kalder dit, 

saa staar der et Herskerstade tomt, 

og selv er du menmærket Mand! 

Ledsagerinden:

Aldri vil Høvding handle som dig, 

han hidses af Haan – han høines af Haab! 

Dronningen:

Aldrig har Høvding budt, hvad du bød 

til ukjendt Kvinde, som streifet hans Sti! 

Ledsagerinden:

Jeg ber dig, Farmand, – søg dine Mænd 

og Svanen, som svaier ved Strand! 

Dronningen:

Jeg byr dig, Fremmede, – gaa som du kom 

og lad mig fare med Fred! 

Søfareren:

Min høie Herskerinde, – du er haard, 

du aner ei den dulgte Magt, 

som om din Vei, og om dit Væsen bølger, 

som stemmer Sjæl og Sind til Haab, 

og gyder Glemsel over Sorg og Savn. 

Ledsagerinden:

Gyde Glemsel! Farmand! Din Færd er falsk! 

Dine Løfter er løgn, dit Minde er kort! 

Som stormslagen Mand, du kom hit nys, 

dig fagnet en Fyrste i Tillid og Tro. 

Dronningen:

Vel veg vi Kvinder paa Bøn og Bud, 

dog hørte vi Jublen af møtende Mænd, 

mens skjult vi skimtet et Festfærdstog 

og Sangen steg stærk mod synkende Sol. 

Ledsagerinden:

Mens Solen sank, strømmet Æd fra din Mund, 

da Maanen steg, var dit Løfte brudt. 

Dronningen:

Vort Land aldrig fostret en edbrudt Mand! 

Ledsagerinden:

Vor Ø aldrig eiet en troløs Kvinde, 

og tror du mig ikke, – spør Præsten som kommer,

han sikkert dig sier, min Tale er sand.   

Ypperstepræsten:

(kommer langsomt nedad Bergskraaningen) 

Jeg søgte dig, Dronning, da Festen var ferdig. 

Dine Kvinder sa’ mig, du gik til Kilden. 

Jeg finder dig her, – i Lag med den Fremmede.

– Sig, – søgte du ham, – eller søgte han dig? 

Ledsagerinden:

Haardt du dømmer, – Tempelvogter! 

Dronningen:

Vi gik, som du bød,

blev fjernet fra Festen, og søgte hid. 

Ledsagerinden:

Vi søgte Fred; den Fremmede fant os, 

han krænket min Dronning, med skamløs tale, 

hun blegnet i Bludsel, gav harmfyldt Tilsvar, 

som du, som Præst, maa støtte og styrke. 

Dronningen:

Sig ham, om Landet fostret Mænd, 

 som brød sin Ed, naar Løfte bandt? 

Ypperstepræsten:

Aldrig! 

Ledsagerinden:

Sig ham, om landet eiet Kvinder, 

 som svigtet den ringbundne Troskabspagt?

Ypperstepræsten:

Aldrig! 

Dronningen:

Ligger ei Landet sondret, – men signet, 

lyser ei Lykken fra Hytte til Hall?  

Ypperstepræsten:

«Signet var Landet, gjennem Slægter, 

Fyrste og Folket, fredsælt og fridt.» 

Du har brudt Freden, falske Fremmede, 

slynget ind Tvilen i Skyldløses Sind. 

Kvinder, du krænket, Mænd har du svigtet, 

bøi dig og bæv for Gudernes Dom! 

Søfareren:

Guderne! 

Ypperstepræsten:

Stærk i sin Straffedom vil de dig følge, 

jeg, deres Tjener varsler det nu. 

Søfareren:

(for sig)

Lidet jeg ændser Gudernes Vrede, 

er de som Sydpaa, saa mildnes de let. 

Klogt jeg mig klæder i Angerskjortel,

– lykkes ei Listen, vover jeg Vold.

(til Dronningen) 

Sorgbetagen, jeg ber dig tilgive, 

angerstynget, jeg knæler i Bøn. 

Glem den Fremmedes flygtige Tale, 

Sydens Sønner tit veier ei Ord. 

Dronning, tilgiv mig, jeg drager imorgen, 

tar med mig Mindet om Fyrsten og Folket 

paa Klippeøen, hvis ædle Dronning i Vanheldsstund, 

jeg mod min Vilje kom til at krænke. 

Tilgiv, Fyrstinde, jeg angrer, –

jeg drager, og ber dig saa bønlig,

– lyt til mit Ord! 

Dronningen:

Du reiser imorgen? 

Søfareren:

Ja, Fyrstinde! 

Ypperstepræsten:

Du levner vort land for alle Tider? 

Søfareren:

(til Dronningen)

Jeg heiser mit seil, min Færd gaar mod Nord; 

men lad os forinden, mødes til Afsked, 

ombord paa mit Skib. 

Dronningen:

Paa dit Skib? 

Søfareren:

Jeg ser i det Møde, Tilgivelsens Gunst.

Ypperstepræsten:

En sælsom Gunst! 

Søfareren:

Ypperstepræst! Du trygt kan tro mig! 

Bed Dronningen møde, i Kreds af Kvinder, 

bed Kongen komme, fulgt af sit Folk. 

Kom selv med det hellige Tempels Præster, 

og vis at I under de Langveisfarne 

et villigt og venligt Afskedsord. 

Ledsagerinden:

Sig os, Fyrstinde, tror du hans Anger?

Ypperstepræsten:

Sig mig, min Dronning, tror du ham selv?

Dronningen:

Jeg tror ham! 

Ypperstepræsten:

Tungest at tro, lettest at tvile. 

Søfareren:

Ei skal I tvile, ei mig beskjæmme, 

tro idetmindste dog mine Mænd;

de vil imorgen vaabenløs vente 

nede ved Stranden, hvor landsat blir Baade, 

færdig at føre Drot og Dronning 

til Færdmandens fest. –

Den svømmende Svane skal bugne af Blomster, 

det skyggende seil, for Sol sjænker Ly, 

blot Ømænd og -Kvinder vil tage tiltakke 

 en stakket Stund. 

Ypperstepræsten:

Hva mener du Dronning?  

Følges vi Alle til Baadfart og Fest?

Dronningen:

Vi følges Alle! 

Søfareren:

Tak, ædle Dronning! Vel mødt imorgen! 

Dronningen:

Jeg tror hans Anger, og møder modig 

hans Skib at skue, det vingede Under 

fra fremmet Land. 

Jeg beder Kongen, min høie Herre 

at følge til Festen, hvor Fostbroderværnet 

al Svig forstummer. 

Ledsagerinden:

(samtidig)

Om før han feilet, den fjerne Farmand, 

nu aander Anger i hans Ord.

Hans Blik er bønligt, Stemmen skjælver 

sorgomslørt. 

Vor Tempelvogter med vagtsomt Øie, 

vil fast ham følge, om Svig ham huser 

og Ufred fremmer. 

Søfareren:

(samtidig)

De tror min Anger, og følger trøstig 

til Afskedsfest; 

men først skal Baad paa Strand dem bie 

og Mænd skal møde, kjortelklædt. 

Hvad Kjortlen dækker, aner ingen, 

men hvad jeg ved, er at du, Dronning 

skal blive min. 

Ypperstepræsten:

Jeg raader Kongen til festlig Møde, 

hvor selv jeg dvæler med Speiderblik. 

Min Præsteskare, skal vagtsom følge 

de fjerne Farmænd i deres Færd. 

Selv vil jeg agte paa Skibets Høvding; 

– jeg blendes ikke, ser koldt og klart.

Søfareren:

Vel mødt til Fest ved Solgangsgry! 

Dronningen, Ledsagerinden, Ypperstepræsten:

Vel mødt! 

Søfareren:

(nedover, mod Havet)

Ved Solgangsgry skal Listen lykkes, 

ved Kvællsolsfald, mit Skib er langt. 

Naar Solen synker i Havbrynsranden, 

da hviler du Dronning, fast i min Favn. 

Tæppet