Klippeøyene [04-libretto-2.akt]
Klippeøyene (opprinnelig stavemåte «Klippeøerne») er en opera i 4 akter («Afdelinger») av Ole Olsen med libretto av komponisten.
ANDRE AKT
2den Afdeling.
(Offerlund, Slyngplanter og vældige Trær paa Siderne, i midten stensatte Kongegrave og lange, moslagte Borde, hvorpaa Blomster og bundtede Kornaks i rik Mængde, – længere nede, aaben paa grønsværdækket Legeplads,- længst tilbake Udsyn mod det aabne Hav. Kongen og Dronningen paa en svagt opadskraanende Forhøining til høire, Ypperstepræsten og Præsterne paa Siden af Forhøiningen til høire og venstre for samme. Mænd, Kvinder og Børn festklædt, – de sidste med Blomsterkranse om Haaret, Mændene med bugnende Kornaks og brede Planteblade. – Klar Eftersommermorgen med stigende Solopgang.)
Kvinder:
Agrene bølge i foldfyldt Fald,
Bierene sværme og summe,
Bregnerne sittre i Efteraarssol,
Blomsterne duggdrukkne drømme.
Tiden er inde, Takkens Tid,
Høstens herlige, hellige Gud,
lydt vi i Lovsang hylde.
Mænd:
Aksene Bundtes med Bast og Baand,
fyldt staar de lukkede Lader.
Rankerne rødne i Bladsvøbsskrud,
Druerne drysse i Vidjekurv.
Tiden er inde, Takkens Tid.
Høstens givende, gavmilde Gud,
lydt vi i Lovsang hylde.
Mænd og Kvinder: Kvinderne kranse hvert Offerbord,
Mænd, hver en hauglagt Høvding.
Hellige Lege holdes i Lund,
Høsten at hilse og hædre.
Tiden er inde, Takkens Tid,
Høstens herlige, hellige Gud,
lydt vi i Lovsang hylde.
( Langsom Dans, hvor Offerbordene og Kongegravene kranses med Blomster og Bregneblade.Leg, hvor mænd og Kvinder, under Haandskifte, mødes og skilles,- saa kredsende Kjæder, med Kvinderne til ene Side, Mænderne til den anden, til sist Kjædekrets foran og rundt Kongen og Dronningen.)
En Mand:
(fra Bakgrunden, – mod Kongen)
Høie Hersker!
Ude fra havet et selsomt Syn mit Øie har mødt.
En vældig Svane med hvide Vinger,
nærmer sig Kysten.
Kongen:
En Svane!
(Ringdansen slutter, – alle ser ud mod Havet)
En Olding:
De hvide Vinger er spændte Seil,
Den svømmende Svane er et Skib.
Folket:
Et Skib! Et Skib!
Oldingen:
Et sligt jeg saa en gang i Ungdom,
det strøg saa stille forbi vor Ø.
Folket:
(om hinanden)
Sælsomt snor sig de bugtende Bølger
op i mod Svanens skumvaade Bryst.
Langsomt løftes de vældige Vinger.-
Oven, – Glimt i Luften i Luehav.
Oldingen:
Glimtet, som lyner og lyser i Luften,
er Mastens gyldne Top;
af Masten bæves de svulmende Seil.
Ypperstepræsten:
Paa Skibet staar Mænd i gyldne Kjortler,
med Hovedet dækket af blinkende Hjelme;
de luer i Solen og varsler om Fare.
(til Præsterne)
Før Kvinderne bort, her faar de ei færdes;
det Ukjendte daarer let Kvindeøine.
(Præsterne fører Dronningen og Kvinderne bort,
der med stille Undren stirrer ud mod det sig nærmende Skib.)
Kongen:
Et Bud fra Havet sagte sig nærmer.
(For sig selv)
Er det et Vanheldsvarsel fra Guderne?
(Skibet nærmer sig mer og mer, Seil og Anker falder. Skibet svaier op, – Langsiden ind mod Land.)
Kongens Mænd:
(om hinanden)
Fra Svanen stirrer mørke Mænd.
Høit over alle en sorthaaret Høvding i skinnende Skrud.
Bannere løftes og bølge i Luften,
Farve de bærer som Svanens Vinger.
Ypperstepræsten:
Lysets Farver ved Mørkets Mænd.
Søfareren:
(bag paa Høiskibet, – vinker mod Land)
Oho! Ohe! Oho! Ohe!
Faar en Fremmed Leide og Lovsagn,
til at færdes fridt i Land?
Ypperstepræsten:
(til Kongen og hans Mænd)
«Færdes en Fremmed, fjern ham i Venskab,
byd ham at drage og fare i Fred.»
Søfareren:
Oho! Ohe! Oho! Ohe!
Faar en Ukjendt for sit Følge,
Vand til de Tørstende paa sit Skib?
Ypperstepræsten:
(til Kongen og hans Mænd)
«Fly alt Ukjendt som stanger Jer Sti,
da blir I løst fra Forbandelsens Fald.»
Kongen:
(til Søfareren)
Hvis du kommer og kort du dvæler,
da tør du færdes fridt i mit Land.
Vand til de Tørstende skal vi dig bringe,
har du Hunger, skal den bli stillet.
Ypperstepræsten:
(til Kongen)
Maa den korte Mødestund,
ei faa Ufred i sit Følge.
(Fra Skibet landsættes i Baade den fremmede Søfarer og hans Mænd, – alle vaabenløse, uden Hjelm, og i korte Kjortler. En Del af Søfolkene bærer kostbare Fade, hvorpaa skjeldne Frugter, Føreren selv en sølvvirked Pude, hvorpaa et kort Sværd. Alle betragtes af de Indfødte med sky tilbageholdt Undren.)
Søfareren:
(hen til Kongen, knæler og lægger Sværdet for hans Fødder)
Dit Aasyn siger mig, du er Herskeren!
Jeg hilser dig Herre og ber om din Gunst.
Som Gave jeg bringer mit bedste Sværd.
Kongen:
(avviser Gaven)
«Aldrig vi kjendte Vaaben til Værge,
Venskab er Værnet mod Trudsel og Tvist.»
(Søfolkene ser forundrede paa hinannen)
Søfareren:
Und mig Leide og Landliggerfrist,
jeg blir kun kort, maa vidre fare.
Min Vei gaar nord mod lyse Lande;
jeg søger Rav ved steile Strande.
Stormen slog os langt ud i Havet,
da Stille kom, vi øinet din Ø.
Mine Mænd blev mødig af Stormens Styrke,
og Tørsten dem plaget, vi eier ei Vand.
Mit Mandskab blev mat af Frugt til Føde,
og Hungeren Hærjet, vi har ikke Kjød.
Kongen:
Her veides ei Vildt, her dræbes ei Dyr;
vi dunkelt kun ved det fra fjerne Frasagn.
«Markerne om os gir Gro og Grøde,
Træerne bugner af frodigste Frugt.
Vandløb og Elve gir Akrene Væde,
Solen gir Varme, Natten gir Dugg.»
(Stigende Forbauselse mellem Søfolkene.)
(til Søfareren)
Vand kan du hente og fylde Fade,
Korn at knuse dig bringer mit Folk.
Frugter til Føde vi gjerne dig under,
vil du, saa tag dem fra Træerne ned.
Søfareren:
Tag mine Frugter til broderligt Bytte,
de modnet er under Sydens Sol.
(Søfolkene bringer sine Frugter til Kongen og hans Mænd, der modtager dem.)
Med Glæde ser jeg, at Gaven ei vrages; nu vokser vaart Venskab,
– giv mig din Gunst.
Lad vaare Mænd i Tillid mødes,
søk deres Venskab, fjern al Frygt.
Ypperstepræsten:
(til Kongen og hans Mænd)
«Færdes en Fremmed, fjern ham i Venskab,
byd ham at drage og fare i Fred.»
Søfareren:
(til Kongen)
Hvem er den uglade gamle Graaskjæg?
Kongen:
Mit Folks og Øens Ypperstepræst.
Godt han mener om strengt han taler.
Søfareren:
Han ikke os under Freden vi søger,
og hidser Jer alle til Mistro og Tvil.
Vi vil ikke Strid, vi kommer med Bøn,
snart drager vi bort og farer med Fred.
Vi vil Jert Venskab en stakket Stund,
gir gode gaver til Vederlag.
Und Sydens Sønner din Godhed og Gunst.
Den Kjærlighed som selv du priser,
du nægter de stormslagne Langfærdsfolk.
Kongens Mænd:
Tillid er i hans Tale, fagre Ord i hans Mund,
Frygten for Fryd sig fjerner.
Øbo og Fremmed maa mødes,
bænkes ved Bord i Fred.
Kongen:
(tillidsfuld til sine Mænd)
Bring Krus og Kander med festlig Drik.
Hent Høibordshynder til Hvilens Ro.
(Kongens Mænd bringe Drikkehorn, Krukker og Kander, hente Hynder og Bænke, – alle sætte sig ned ved de lange, blomstersmykkede Offerborde, Kongen og Søfareren i Midten. Øboere og Sømænd give hinanden Haandslag, veksle Gave og Armringe.)
Kongen:
(reiser sig med hæved Drikkehorn.)
Høit hæver jeg Hornet i Tillid og Tro,
og hilser dig Høvding med dine Mænd.
Mit Venskab jeg skjænker, til Velkomst vi byder,
Hil og Sæl I fremmede Mænd!
Søfareren:
Høit hæver jeg Hornet i Tillid og Tak, og hilser dig Konge med dine Mænd. Det Venskab du bød mig jeg høilydt priser. Hil og Sæl, du gjæstgjæve Drot!
Søfolkene:
Vi Hornene hæve i Tillid og Tak,
og hilser dig Konge med dine Mænd.
Det Venskab I bød os vi høilydt priser,
Hæder og Hild for Fyrste og Folk!
Søfareren:
(for sig selv)
Et sælsomt Land!
Jeg øiner ingen Kvinder,
der spreder Blomster og kranser Bægret
til Fryd for Mænd.
Ypperstepræsten:
(bag Kongen, – med Sideblik paa Søfareren)
Var dig Herre! Jeg tror ham ikke.
Byd ham imorgen bort at drage.
Søfareren:
(til Kongen)
Venskab styrkes naar Broderbaand bindes.
Vil du følge mit fjerne Lands Skik
og Hornet fylde til Broderskabs Baand?
Kongen:
Skik og Sæd fra Urold vi kjender,
den pligtende Pakt er os høi og hellig,
af Venskab vakt den baader og binder.
(De armkredse Hornet, drikke, giver Haandslag og favner hinanden.)
Kongen og Søfareren:
Brødre for Samtid i Sorg og Savn,
Brødre for Fremtid, i Fare og Fred.
Frænder for altid i Liv og Død.
Kongens Mænd og Søfarerne:
Skjæbnen har signet, sat Stevnestund,
høibaarne Mænd har mødt hinanden.
(ind af Kongens Mænd)
Hæv dem paa Hynde og Hædersstol!
En af Søfarerne:
Løft dem mod Lyset til Hyldningssyn!
(Kongen og Søfareren hæves i Høiden, – deres Mænd i Kreds rundt dem.)
Kongens Mænd og Søfarerne:
Hil Jer, herlige Færdbundne Fyrster,
signet er Stunden, høitidstændt.
Fører for Ømænd, Fører for Farmænd,
broderligt bundne i Venskabspagt.
Nu gløder Glæden lyst over Landet,
nu stiger Solen høit over Hav.
Hil Jer, herlige høibaarne Høvdinger,
Frænder for Fremtid, fra Fest til Fald,
i Fare og Fred, i Sorg og Savn,
i Liv og Død, til sidste Stund,
hil Jer, høiborne Fostbroderpar!
(Sterk Jubel og Hyldning mellem Mænderne)
Tæppet.
Informasjon
(Objekt ID 154525)Objekttype | Originalverk |
Originaltittel | Klippeøyene |
Verktype | Musikk |
Publiseringsdato | 1919 |
Språk | Norsk |
Originalspråk | Norsk |