Klippeøyene [03-libretto-1.akt]

Klippeøerne 

Opera i 4 Afdelinger 

af 

Ole Olsen 

Handlende: 

Kongen. 

Dronningen. 

Dronningens Ledsagerinde. 

Ypperstepræsten. 

Søfareren. 

Øboere (Mænd, Kvinder, Børn), Prester, Søfarere

Sted: Ø i Atlanterhavet. 

Tid, omkring 3000 Aar tilbage.

1ste afdeling.

(Aaben, græsbevokst Plads, rik Træ- og Plantevækst paa begge Sider, bag Udsyn mot  det aabne Hav. Solklar Dag ved Eftersommertid. Paa Pladsen(Grønsværet) Grupper af siddende og staaende Mænd og Kvinder, – de Fleste lyse og storvoksede. Drakt, foldrike Kjortler og Gevandt i forskjellige Farver, – nærmest med ægybtisk-græsk Tilsnit. Mændene vaabenløse. Til høire for Tilskueren en græsbevokset Forhøining  hvorpaa Kongen og Dronningen siddende, begge unge. Ypperstepræsten, gammel,  nedenfor Præsterne og Folket.) 

Kongen:

(reiser sig)

Stevne jeg satte, manet til Møde 

Mænd og Kvinder af mit Folk. 

Fulgt har I kaldet uden Nølen, 

fredsæl blir Stunden ved Gudernes Gunst, 

hvis de Vældige naadig sig nærmer, 

sender den Søgende Trøst i sin Tvil.-  

Signet var Landet gjennem Slægter, 

lykkelig Folket, fredsælt og frit, 

kjendte ei Hadet, fostret ei Harmen, 

levede Livet i Fryd og Fred. 

Markerne om os gav Gro og Grøde, 

Trærne bugnet af frodigste Frukt. 

Vandløb og Elve gav Aakrene Væde, 

Solen gav Varme, Natten gav Dugg. 

Vaarvinden varslet Sommerens Sødme, 

Høsten hegnet mod Vinterens Vold. 

Kort var de kolde Havstormsnætter, 

lang var den lyse Solgangstid. 

Signet var Øen gjennem Sekler, 

Fyrster i Følge herskede mildt. 

Fremsynt i Forsorg fæstnet de Freden, 

styrket ved Folkets Tillid og Tro. 

Venskab var Værnet mod Spottens Spydsodd,  Kjærlighed Skjoldet mod Trudsel og Tvist. 

Fiendskab fylket ei Mænd under Mærke, 

Vaaben ei ventet kaldet til Kamp. 

Vaaben til Værge aldrig vi kjendte, 

kun det ene, Tryllebuen, 

den som blev jordlagt ved Fædres Grave, 

den som har Frasagn og Trudselsarven,

Varselsvaanden om Dom og Død, 

– thi hvis den spændes, nær er da Nøden, 

Faren i Følge for Folkets Fald. 

Pilen som hvisler fra Buestrengssnoren, 

følger Forbandelse hvor den slaar ned. 

Folket blir fældet, Land lægges øde, 

Sorgen faar Seier, Glæden faar Grav. 

Alt som i Livsmod længtet mod Lyset, 

synker og stivner, dømt til Død. 

Endnu har ingen, nødte af Nøden, 

fulgte af faren, Buen brugt. 

Hvergang Landet fagnet en Fyrste, 

vidste vi Alle, saa kunde ske. 

Drømme mig varslet i sorgsvangre Nætter, 

«du blir den Dømte som døder dit Land; 

Skjæbnen har tvundet Sorgspindstraade, 

lagt om dit Leie, ringslaatt dit Land; 

Intet dig frelser, Vanheld dig venter,

Fare dig følger til sidste Stund.» 

(Synker sammen i stærk Bevægelse.) 

Dronningen:

Saart har jeg sukket, grublet og grundet, 

hvor findes Frelse, hvor reises Raad? 

Nærmer sig Nøden, hvorfor skal Skjæbnen

følge og fælde en skyldløs Mand? 

Kongen:

Jeg er den Skyldige, Skjæbnemærkede, 

Vanheldsfulgte, hvis Færd blir Fald. 

Blev det ei bedre om jeg mig ofret,

brugte min Bue til Soningsdød? 

Tør jeg trodse Gudernes Vrede, 

naar jeg mig fælder for Folkets Fred?

(til Ypperstepræsten)

Du som tjener de Høie i Himlen, 

raad du den sorgtunge, raadløse Drot. 

Sig, tør han Buen bryde og brænde, 

fæste Forbandelsen kun paa sig selv? 

Svar, faar han Frelse for Farens Følger, 

naar han villig later sit Liv? 

Ypperstepræsten:

(knælende)

Guder, som gav os Lyset og Livet, 

Guder, som skjænket os Frihed og Fred, 

vis Eders Vælde, visdomsomhylled, 

raad os det Rette, raad mig selv.

Alle:

(knælende)

Send os Solstreif i Tvilens Taage, 

Dæmringens Daggry i Mørkets Mulm. 

Ypperstepræsten: Høibaarne Guder, hør Jer Tjener, 

vis os et Varsel, lyt til vaart Raab. 

Tolk os i Torden, som ruller og runger, 

vældige Varsler i luende Lyn. 

Man os af Mørket, Sandsagns Syner, 

løft dem til Lyset i solsendt dag. 

(Det mørknes. Lyn gjennemkredse Luften, Tordnen ruller) 

Gudernes Stemme:

(fra oven)

Skyt Eders Sind for Had og Nag, 

da er I skjærmet mod Skjæbnens Slag; 

fly alt Ukjendt der stænger Jer Sti, 

da blir I løst fra Forbandelsens Fald. 

Skræmmende Syner sendtes Jer Fyrste, 

det, han forkyndte var Gudernes Bud. 

(Gjennem Mørket skimtes der, i mat Belysning, ragende op af Havet, to smaa  Klippeøer, paa den største sees i forstenet Skikkelse, Dronningen, omgivet af  knælende Krigere, iført fremmede Dragter, længere ud i Havbrynet, paa den anden Ø, Ypperstepresten og Kongen, der holder en Bue i venstre Haand, høire udstrakt, som i  Bøn, mod Dronningen, paa Vandet, Skibsvrak, og store, sorte, flagrende Fugle.) 

Gudernes Stemme:

Spænd ikke Buen, om Nød skulle byde, 

alt, hvad der rammes, stivner til Sten.  

Vaaben som værger, faar I ved Freden, 

Baand, som binder, ved Kjærlighed. 

(Øerne svinde efterhaanden i Taagedunst, lidt efter lidt stiger Lyset, og Hav og Land  ligger i Sollys som før.) 

Gudernes Stemme:

Færdes en Fremmed, fjern ham i Venskab, 

byd ham at drage og fare med Fred.  

Øen, som ensom stiger af Havet, 

eies af Eder fra Urtidsold. 

Elsker hinanden, da vil I herske, 

salig og signet til sildigste Slægt. 

Ypperstepræsten:

(til Folket)

Gudernes Stemme har I fornummet, 

værnet ved Varsler, er Fyrste og Folk. 

Gaademulmet er brudt af Lyset, 

vishedsvundne vi knæle Bøn.

Kongen:

Trøst i Trængselen dalte fra oven, 

styrket af Stunden jeg knæler i Bøn. 

Alle:

Himmelens Røster frygtløs vi følge, 

Gudernes Budskab fylder vort Sind. 

Sign os i Naade, I, som har hegnet 

Haabet, der tindrer mod dæmrende dag. 

Kongen:

Mød mig imorgen, til fest som vi feire, 

helliget Høstens gavmilde Gud. 

Mød ham med Sange i frydfuldte Følger; 

Stevne jeg setter i Offerlund. 

Folket:

Hil dig, vor Drot! Hil dig vor Dronning! 

Mørkeste Møde blev lifligste Lys. 

Budskabsombølget, glad tør I drage, 

Folket Jer følger, trøstet og trygt. 

Sangen skal stige, jubelbudbaaret, 

tolke i Toner, Gudernes Pris. 

De løste Gaaden, fremmet i Forsyn, 

Fred for vor Fyrste, Fryd for vort Folk. 

Hil dig vor Drot! Hil dig vor Dronning! 

Skjæbnegunststøttet føres Jert Fjed! 

(Kongen og Dronningen, fulgt af Præsterne og det hyldende Folk, ud til venstre.)

Tæppet.