Lajla [03-libretto-1.akt]

«Lajla»

Opera i 2 Akter

Digtning og Musik

af

Ole Olsen

(Teksten er fridt behandlet efter Professor Friis’ Fortælling «Lajla».)

[7]

Handlende.

Laagje, lappisk Stammeförer, Bas

Lajla, hans Datter, Sopran

Mellet, hans Brorsön, Tenor

Jaampa, Laagjes Renvogter, Bas

Olav Lind, Nordmand, Baryton

Præsten, Bas

Nordmænd og Lapper af begge Kjön.

1ste Akt foregaar paa Höifjeldsvidde i Finnmarken.

2den Akt paa en norsk-lappisk Markedsplads.

Mellem 1ste og 2den Akt et Tidsrum af nogle Maaneder.

[9]

1ste Akt.

(Fjeldvidde, – af og til lövtæt Dværgbirk, – enkelte store mosbegroede

Stene, – langt borte i Baggrunden – med Dalströg imellem – Tinder og

Snebræer. Klar Höstmorgen för Solopgang.)

Mellet:

(i lappisk Sommerdragt, Kniv og Slynge ved Siden)

Lad Renen paa Vidderne vandre alene,

Lajla!

jeg speider bag Birkens bölgende Grene,

Lajla!

alt længe jeg venter paa Vidderne heroppe,

snart Solen gaar op bag de snelyse Toppe,

Lajla!

#

Lad Fuglen i sittrende Elskov lokke,

Lajla!

lad kalde hver Hjordens klingende klokke,

Lajla!

lad Slyngen hvile i Fold ved Belte,

jeg söger kun dig bag de lyngvaade Telte,

Lajla!

#

[11]

I Længsel jeg lytter mens Tankerne flomme,

Lajla!

du har ikke glemt det, – jeg ved du vil komme,

Lajla!

Naar Blomsterne blusse i Solbads-branden

paa Vidden blir Vaar, – vi har fundet hindanden,

Lajla!

Lajla!

o min Lajla!

(ser udover)

Jeg ingen öiner, –

Vidden ligger taus og tom, –

Solen stiger, –

Hvad er det jeg ser!

– en Vandrer i Dalen

Kommer opover

i Darodragt.

Hvem er han?

Hvad mon han vil?

Hvem mon han söger?

[13]

Olav Lind:

(fra Dalströget i Baggrunden ifört norsk Bondedragt,

– Randsel, – Stav i Haanden)

Guds Fred! god Dag!

Mellet:

Hvem söger du Vandrer?

Lind:

Jeg söger Ættens Ældste, Fader Laagje, –

Mellet:

Jeg hörer til hans Slægt,

hvad vil du ham?

Lind:

Vinde hans Vendskab,

lytte til hans Raad

i Salg og Kjöbmandsfærd, –

Alt længe har jeg hört om Fader Laagje

og endnu mere om hans Datter Lajla,

hun nævnes som sin Stammes Pryd.

Mellet:

Spörg ei om Lajla, – hun er alt længst en andens Brud.

Lind:

Hvad hedder han, som Lykken saa tilsmiler? 

[15]

Mellet:

Det faar du ikke vide Nordmand!

Lajla:

(bag Stenen)

Renen traver med tunge Tag

over Vidden,

Hunden halser, er lige bag

bort paa Vidden;

hugger sig fast i Renens Has

Au! sa Renen. –

Mellet:

Lajla!

Lajla:

Gutten lusker saa listig om

over Vidden,

söger Jenten, som slet ikke kom

bort paa Vidden.

ser hun ham faar han et Slyngerap

au! sa Gutten. –

(Lajla inde paa Scenen, hun er ifört broget lappisk Sommerdragt,

– hilser Mellet, betragter Lind.)

[17]

Mellet:

Hun glemmer mig og stirrer

kun paa den lyse norske Mand.

Lind:

Hvor hun er lys og fager,

mon om hun er af Lappeæt?

Lajla:

Hvor han er djærv og mandig,

i Blikket tindrer Trang til Daad.

(til Mellet)

hvem er det, Mellet?

Mellet:

(tier, til Lind)

Hvad hedder du Daro?

Lind:

Mit Navn er Olav Lind.

Lajla:

Hvor er du fra?

Lind:

Fra Ringerike ved Tyrifjord.

Lajla:

Er det langt herfra?

– er din hjemstavn skön?

[19]

Lind:

For mig den fagreste paa Jord.

Lajla:

Fortæl mig om dit fagre Hjem.

Lind:

Min Röst blir ringe naar jeg Hjemmets Pragt vil prise,

en skald har skildret det i Sang og Ord.

Lajla:

Saa lad mig kvadet höre.

Lind:

Tyrifjord!

– Du ligger der og glittrer

i brede Bygders Favn

en Sagnglands om dig sittrer

og lyser om dit Navn. –

#

Mens Blad og Blomster dugger

I Sus af Höifjeldsdrag,

Du vinker og du vugger

Hver solvarm Sommerdag.

#

En strand, hvor Fortid hviler

I hauglagt Sagamagt,

Et Vand, hvor Brælys smiler

I fjernsyns-fager Pragt. –

[19]

Lajla:

Hvor dit Hjem maa være skjönt.

Mellet:

(haanlig)

Hvorfor drog du bort ifra dit skjönne Hjem?

Lind:

Jeg reiste hid i Haab om Ven at vinde

Som kunne Frasagn gi’ mig om min tabte Slægt.

– Min Faders Bror kom hid til disse Trakter,

Han vandrede ud med Viv og Barn.

For længst et Rygte meldte de var död paa Fjeldet,

En Snestorm r’ovede dem Ly og Liv. –

– Nu ved du Lap hvorfor jeg kommer.

(med Blik paa Lajla)

Men ei du ved naar atter bort jeg gaar. –

Lajla:

En Skjæbne tung din Slægt har fristet.

(i Tanker)

Jeg kalder gamle Jaampa, – spörger ham derom, –

Han fór med Far og Farfar her paa Fjeldet

Og mindes meget, af de Andre glemt.

(raaber ud – tilhöire)

Jaampa! Jaampa!

(kort Taushed, derefter Svar nedenfra)

[23]

Jaampa!

Hohe! Hohe!

(Jaampa fra höire, han er gammel og graa, – Slynge i Haanden)

Lajla:

Dere staar en Nordmand, taler om sin tabte Slægt,

Om Thorolf Lind, som omkom her paa Fjeldet. –

– Sig Gamle, – har du hört derom?

Jaampa:

Jeg mindes dette fra svundne Aar, –

Men Fader Laagje ved nok mer end mig,

Han gammel er, har Mange kjendt.

Lajla:

För denne Mand til Fader Laagje

Og bed ham melde hva han ved.

(hvisker)

Gaa langsomt foran, – jeg fölger efter

Naar Mellet mig forlader og samler Ren paa Vidden.

(Lind og Jaampa ud tilhöire.)

Mellet:

Hin Daro fik dit varme Blik,

Har mig du glemt for ham.

Jeg sögte dig för Sol gik op,

I Længsel langt jeg ledte.

[25]

Lajla:

Du söger for ofte, du længes for tidt kjære Mellet.

Mellet:

Jeg elsker dig!

Jeg fulgte dit Fjed fra de tidligste Dage

Og redte dit Leie i Teltets Ly,

Mit Haab, mine lönligste Længslers Klage

De toned paa Vidden ved Kvæld og Gry. –

Far Laagje gav Löfte jeg skulde dig vinde

Og före som Brud dig for Altret frem,

Lajla jeg ber dig, – giv mig dit Minde

At tjoelde vort Telt mellom Lyngrosers Hjem.

Lajla:

Som Dröm er min sollyse Vaardag svunden

Og Tanken paa Slægtens sluttede Ragt,

Jeg var jo et Barn da vor Skjæbne blev bunden

Og kjendte ei Kjærligheds dragende Magt.

O bed mig ei længer, – lad Kravet fare,

Lad tiden tolke hvad Hjærtet vil,

Naar jeg dig elsker, da vil jeg svare,

Vente som Viv vd din Arnes Ild.

Mellet:

Lajla, – du elsker mig ei mer.

[27]

Lajla:

Mellet, jeg om dit Venskab ber. –

Mellet:

Venskab give, – Kjærlighed miste

Svigfuld Skjæbne maa Mellet friste.

Lajla:

Tungere end, hvis ei mer du tör længes,

Mellet:

Tifold Svigfuld, hvir Haabet mig stænges. –

Lajla:

Hvem vil vel stænge? – jeg ved det ei,

Mellet:

Vandreren, – han som nys krydsed vor Vei,

Normand volder tidt Skade og Skam,

Lajla:

Tror du saa lavt, – saa usselt om ham. –

– Sögdine Ren! Lös Slyngen fra Siden!

Hjorden maa gjætes! Nu er det Tiden.

(nedover mod Baggrunden, – forsvinder bag en Sten.)

Mellet:

Gjæte vil jeg paa Hede og Hei,

Vee vil jeg volde paa Daroens vei,

Han maa ei stad mellem mig og hende,

Varsles skal Venner, – kaldes hver Frende.

[29]

(raaber ud tilvenstre)

Ohe! Ohe!

Frænder hid!

Venner hid!

(Lapper, – mest unge Mænd, – alle med opskudte Slynger, – samles efterhaanden.)

Lappegutter:

Veirer du Varg?

Andre:

Ser du Stallo?

Andre:

Er nogen i Nöd?

Mellet:

Fare lurer i Lappens Leir,

– Nordmand er kommen,

Splid vil han vække

Kvinderne lokke,

Död over Daroen!

Send ham susende Slyngekast,

Vogt paa hans Veie,

Hids paa ham Hunde,

Stæng hvert et Telt.

Död over Daroen! 

[31]

(tager en liden runeristet Stav frem af Kuften.)

Sværg ved Forfædres Runestav!

Lapperne:

Alle vi sværge!

Mellet:

Möd ham med Knivodd!

Lapperne:

Möd ham med Knivodd!

Mellet:

Staal stöd i Strube!

Lapperne:

Staal stöd i Strube!

Mellet:

Död over Daroen!

Alle:

Död over Daroen!

Mellet:

Naar han sig lusker fra Laagjes Leir

Flok Jer i Stilhe,

Lur da i Lyngen.

Kom naar jeg kalder.

Död over Daroen!

Lapperne:

Sted til Stene,

Alle lyder,

Fölge faar du

Naar du byder.

(Alle ud tilvenstre. Lajla har skjult sig bag Stenen paahört Mellets Opraab.)

[33]

Lajla:

(frem paa Scenen)

Mit Hjærte banker

Af Rædsel brudt

Mit Ord, mine Tanker

er vingeskudt.

(ser ud tilhöire)

Jeg tör ikke haabe

Min Röst bliver hört,

Jeg kan ikke raabe

Min Strube er snört.

Kom han, lösned min Tunges Baand,

Maatte jeg end min Slægt anklage,

Saa han et Vink af min viftende Haand

Da vil han stanse, – vende tilbage.

(vifter ud tilhöire)

Han kommer! han kommer!

(paa Knæ)

Herre tag Lajlas Tak!

(Lind og Jaampa kommer.)

Lajla:

(til Jaampa)

Jeg har et Ord at sige Daroen,

[35]

Vent paa Vidden, – jeg kommer snart.

(Jaampa gaar.)

Lind:

(til Lajla.)

Du vinked mig og Jaampa,

Du viftet, – hvad vil du?

Lajla:

Tale maa jeg,

Tör ikke tie,

Vares maa du,

Tör ikke bie.

Lapper lurer,

Fölger dit Spor,

Fælde dig vil de,

Nylig de svor.

Fare dig truer,

Mellet har Had.

– Nu ere du varet,

– nu skilles vi ad.

Lind:

Ensom jeg vandred

Viddernes Vei,

Sögende var jeg

Til jeg saa dig.

[37]

Lajla:

Længsler som lokked,

Lister sig ind,

Viger og lægger

Sorg over Sind.

Lind:

Lajla vær signet

Tak for dit Raad,

Nu löftes Syner,

Dag vækker Daad.

Lajla:

Syner som suse

Soltændt og ny,

Sænkes i Savnet

Da du maa fly.

Lind:

Lysnende Livshaab

Dæmrer for to,

– tvente i Længsel,

Tör jeg det tro?

Lajla:

Her har du Haanden,

Hjærtet gir Ret,

Svigted end Lajla

Slægten, sin Æt

[39]

Lind:

Mandstærk jeg mödere

Vintersolhverv,

Stötte skal Stevnet

Frændernes Sværd.

Træder som Beiler

Frem for din Far.

Lajla:

Nægter da Laagje,

Lajla gir Svar.

Lind:

Möd nu med Mildhed

Mellet som ber,

Lajla:

Vindes hans Vendskab,

Fölger der fler.

Drag saa mod Syden,

Bær mig i Sind,

Lind:

Vinteren venter,

Da blir du min.

[41]

Begge:

Nordlys skal blinke,

Vinterdags Ro,

Haabet skal vinke,

Tindre om To.

Lajla:

Vinteren!

Lind:

Vinteren!

Begge:

Signede Tid

Signede Stund.

Lajla:

Olav!

Lind:

Lajla!

(Lind ud mod Baggrunden.)

Tæppet.