Marsk Stig [06-libretto-4.akt]

4de Akt.

(Byen Ribe – stort Torv. Slotsborgen i Baggrunden, – Husrækker paa Siderne. Hösteftermiddag.)

Handlende:

Marsk Stig.

Mads Jyde.

Drost Peder.

Inge.

En kongelig Herold med Fölge.

Riddere. Krigsfolk. Borgere og Bönder af begge Kjön.

(Broget Folkevrimmel. En Herold fulgt af Drabanter og Hornblæserebane sig Vei gjennem Masserne der efterhaanden vige tilside saa at Herolden og hans Fölge indtage forgrunden. Hornblæserne opstilles til venstre.)

Herolden:

(med en Pergamentsrulle. Trompetfanfare) 

Da Erik Glipping, som Cæcilia Nat blev myrdet 

Nu skrinlagt er, saa har hans Dronning nys fuldbyrdet 

sin Dom imot hans frække Drabsmænd, 

(aabner Pergamentsrullen og læser)

og Dommen lyder som fölger; –

hin Ridderskare der Kongen vog 

skal fredlös ud af Landet fare og 

dræbes, hvis de sætte Fod paa Danmarks Grund.

Det Rykte gaar, – at Marsken her i Ribe til Oprör hidser, –  

hver ærlig Kongeven ham flux mon gribe, 

og give ham til Rigets Raad ivold; –

med Hærmagt Drosten skal hans Borg omringe, 

til Sverrig gaar som Sendebud den ædle Jomfru Inge, 

hun söge vil Prinds Erik der – en fager Brud, 

thi ham har Rigets Stænder sat paa Thronen, 

som Glippings ældste Sön  med Ret han bærer Kronen, 

og bringer dette Budskab nu det danske Folk. –

(ruller Pergamentet sammen)  

Nu feires skal hans Kroningsdag ved Glædeskvad at sjunge, 

med Dans og Spil vi hylde vil Kong Erik unge. 

Ung Erik leve!

Chor af Folket: 

Leve! Leve Kong Erik unge. –

Mandschor:

Længe leve Erik hin unge 

som til Konge er valgt og kront,

Jubelraab gjalde, 

Hornene skralde, 

Stemmer skal lyde mæktig lovtön't.

Barnedrot kjære, 

tro vi dig være,

sværge dig Troskabs dyreste Ed,

vi skal dig værne, 

Fiender fjerne,

stötte din Throne i Strid og Fred. 

Kvindechor: 

I Kongefesten Skalmeierne klinge,

i lystige Danse vi os svinge,

Begge Chor: 

og freidig vil vi din Pris udsjunge, 

hil dig! Hil dig Kong Erik hin unge.

(Mænd og Kvinder danne en lang Danserække, Hornblæserne til venstre, Choret til höire, i Midten frit Rum for de Dansende.)

Begge Chor:

Til Dans! Til Dans! –

(Folkedans. Vals) 

Og der gaar Dans i Ribe by, 

Glæden skal runge,

vor Sang skal lyde höit mod Sky, 

for Erik Kongen hin unge.

Mandschor:

Og der gaar Dans paa Ribe Gade, 

Kongen til Ere,

der danse de Riddere fro og glade, 

for Drotten, Erik hin kjære.

Kvindechor:

Saa danse vi os i Livet ind, 

tro er hver Kvinde,

naar Börnene fostres til Borgersind, 

Seier vi vinde.

Begge Chor:

Mens Öine tindre i Hjærtedans, 

Folket skal sjunge,

og flette om Thronen en Troskabskrans, 

for Erik Kongen hin unge. –

Hil dig! Hil dig Kong Erik hin unge.

(Hornblæserne ud til venstre, de Dansende og Folkemassen efter. Ved Mellemspillets Slutning, tom Scene.) 

Mads Jyde:

(fra höire, – er væbnet, – ser sig forsigtig om) 

Som Speider Mersken har sendt mig hen 

at vogte ham Veien,

mod Overfald værne, –  

skjön Inge just her skal træffe sin Ven 

Drost Peder, – saa meldte mig nys hendes Terne, 

stolt Jomfruen drager som Dronningens Bud, 

ved Afskeden Drosten sukker og sværmer, 

saa drager i Leding mod Marsken han ud,

vi mödes forinden, – der nogen sig nærmer. 

(hurtig ud til venstre)

Inge: 

(fra höire, – reiseklædt)

Og jeg kan föle mit Hjærtes Slag, 

Barmen bölger i bævende Banken,

hil dig du heldende, höstklare Dag,

solrunden salig ved Gjensynstanken. 

(i overströmmende Glæde)

Ömt omslynget af hans Arm 

ind i det elskede Aasyn jeg skuer,

salig hvilende ved hans Barm,

tindrende Blik fra hans Öie luer.

Her er det Höst, i mit Indre Skjærsommer,

himmelske Fryd! – der er han, – han kommer!

Drost Peder: 

(fra venstre) 

Inge!

Inge:

Elskte!

Begge: 

Elskte! 

(stormende Omfavnelse)

Drost Peder: 

Min Inge, min Elskte, jeg favner dig atter, 

trygt tör du hvile ved trofaste Bryst. –

Inge: 

Mit Sind er berust, min Tanke ei fatter

vor dæmrende Kjærligheds Lykke og Lyst.

Drost Peder:

Min Lyre, min Landse, det Stamskjold jeg eier,

er viet til Værn, til Værge for dig.

Inge:

Mit stigende Livsmod faar Syner om Seier,

jeg öiner min Lykkes sollyste Vei.

Drost Peder:

Jeg öiner min Lykkes sollyste Vei,

den hegner i Haabet, i Tanken om dig. –

Inge: 

Min Længsel har löftet de stormstærke Vinger

kun higet did hvor jeg vidste du var,

ei Magtbud, ei Savn min Kjærlighed tvinger,

jeg elsker dig, – det er mit eneste Svar. –

Jeg ser dig i Drömme, jeg ser dig om dagen

at værne om Thronen som Troskabsvagt,

naar landet er frelst, – de Fredlöse slagen,

skal Dronningen signe vor Kjærlighedspagt.

Drost Peder:

(varmt)            

Du elsker mig?

Inge:

(stille og inderlig)      

Ja. –

Drost Peder:

Lyksalig hvert Haab der ei stænges,

lyksalig hver Sjæl der tör længes,

thi en Gang de skiftende Skyer maa fly,

i Glöd höiner Himlen sig klart paany.

Inge:

(samtidig)

fra duftende  vaarvarme Nætter,

hvor Tankerne Skjæbnespind fletter,

hvor Sjælene mödes for atter at fly,

der tog vi vort Kjærligheds, Sol-haabs-gry. –

Begge: 

O lader os haabe fortröstningsfuld trygge,

at Fremtiden sender os Lykke og Fred,

at Sorgen ei kaster sin Taageskygge

over vor unge Kjærlighed. –

Vor Glædesdag er saa klart oprunden,

Drost Peder:

nu löses hver Smerte, hvert Savn hvad vi led,

Inge:

og Fortiden glemmes i Gjensyns-stunden,

Begge:

vi elske i Tid og i Evighed.

Inge: 

(mildt og alvorlig)          

Et Pligtens Bud mig byder 

at drage til Sverrig hen,

jeg Dronningens Villie lyder, 

til Sommer vi sees igjen.

– O gid hin Tid hensvinder 

at Længslen os holder fast,

til Gjensynstimen oprinder, 

og knytter de Baand som brast.

– O glem ei din Inge fra denne Stund, 

i Mindenes Magt der dvæle,

Tankerne fuglelet fly'er over Sund, 

og lænker de elskende Sjæle.

Drost Peder: 

Lev vel, min Inge, min Brud, mit Alt, 

din Bön, dit Billed mig fölger;

naar Vaarvinden vifter fra Östresalt

din Vei gaar paa skummende Bölger;

jeg ser dig i Stavnen, du vinker mig fro, 

Fred aander fra Bögved Sund,

ung Erik har seiret, Landet har Ro,

vi favnes i Fryd paa Fædres Grund. 

Begge:

Da Maalet er naaet, Kampen bestaaet,

Sorgen svunden, Glæden funden,

Drost Peder:

drag min Brud som Dronningbud,

lev vel, – vi mödes atter, lev vel, – lev vel.

Inge: 

Min Ridder, – min Elskte, lev vel min elskte Helt, lev vel.

Drost Peder:

Lev vel min elskte Brud, lev vel.

(De omfavne hinanden, Inge ud til venstre tilvinkende Drosten et kjærlig Farvel. – Det mörkner efterhaanden. Marsk Stig og Mads Jyde fra höire, begge bevæbnet.)

Mads Jyde: 

(til Marsken) 

Der staar Drosten, væk ham af Drömme,

Sværdet skal dömme, Hug skal der skiftes. 

(Drosten stirrer fremdeles efter den Bortdragende Inge.)

Marsk Stig: 

(lægger Haanden paa Drostens Skulder)  

Drost Peder!

Drost Peder:

(farer tilside og drager Sværdet)       

Ha! Höiforæder! 

(Marsken slaar ham med en kraftig 

Armbevægelse Sværdet ud af Haanden.)

Marsk Stig: 

(stolt og rolig)  

Ei efter dit Blod jeg tragter, 

din Ridderlighed jeg ærer og agter. –

(bittert) 

Du tror du kan værne om Kongekronen,

nei, værgelös, vaklende vek staar Thronen

hvis Erik hin unge og hans Bro’r,

fölger sin usle Faders Spor. –

Du valgte at stötte et Dynasti,

hvis Slægt vil dö ud, hvis Glands er forbi;

– det ormstukne Stamtræ har vissen Rod,

mit Hverv blev at hugge det om for Fod. –

– Du tror dig at være Slægtens Hevner,

for vekt er dit Værge, – den Daad du ei evner.

– Mit Ord vil i Tiden du bittert sande,

ved Hjelm, – naar du ligger med blodig Pande.

Drost Peder:

(med trodsende Lidenskab) 

Jeg Thronen vil værge og værne dens Fred,

Marsk Stig: 

jeg Frihed vil sværge min dyreste Ed. –

Drost Peder: 

Med Sværd vil jeg dække ung Eriks Bryst,

Marsk Stig: 

mit Folk vil jeg vække til Retfærds Dyst.

Mads Jyde: 

Til Kamp er jeg rede for Stig og hans Et,

hans Ord vil mig lede til Sandhedens Ret,

hver Stund vil jeg vise mig tro mod hans Sag,

da skal han mig prise paa Seirens Dag. –

Drost Peder:

(samtidig) 

Til Kamp er jeg rede for Kongeet,

mit Folk vil jeg lede til Sandheds Ret,

– din Borg vil jeg rive og jævne med Jord,

af Landet dig drive for Kongemord,

mit Sværd skal bevise  min Sandheds sag,

mit Land skal mig prise paa Seirens Dag.

Marsk Stig:

(samtidig) 

Til Kamp er jeg rede mod Kongeet,

mit Folk vil jeg lede til Friheds Ret,

mit Sværd skal bevise min Sandheds Sag,

mit Land skal mig prise paa Seirens Dag.

(Drosten ud tilvenstre, Marsken og Mads Jyde tilhöire)

Tæppet falder hurtigt.