Marsk Stig [05-libretto-3.akt]

3die Akt.

( Möllerup Borg. Stor Stue. Nat. Lys fra en Armstage.)

Handlende:

Marsk Stig

Ingeborg

Chor bag Scenen af Sammensvorne og Marskens Mænd.

Ingeborg: 

(ved Bordet syende paa et Liglagen)

Aldrig er nogen Dag saa lang, 

som for en ventende Kvinde, 

ei har hun Ro, kun stedse Trang

til Tröst og Hjælp at finde.

Nu har jeg længtes i lange Aar, 

ventet paa Strid – saa Fred,

men naar Gjerningstimen staar

för, mat jeg synker i Stövet ned.

(Hun sænker Hovedet i stum Sorg. Lang Stilhed.)

Han blir Længe min Æres Hevner, 

mon han sin Död i Striden har faa’t?

Mon han ei snart mod Hjemmet stevner, 

eller er han af Venner forradt?

(bevæget) 

Forraadt? O nei, – paa Bibelens Bog  

svor de jo Samhold paa dette Tog.

(stille) 

Jeg er saa vankelmodig og træt, 

fattes fast Troen paa Sandhet og Ret, 

kan ei holde paa tanke fast, 

kuet af Vold og Overlast,

styrtet i Stövet ned, 

rövet all jordisk Fred,

(i stigende Bevægelse)

dræbt hvert et Glædeshaab, 

har kun om Hevnen Raab,

pint af mit Hjærtes Saar, 

træt af hvert Trængslens Aar.

(paa Knæ)

Herre du Himlens Gud, 

fri mig fra Trængslen ud,

tag mig fra Jordens Jammer, 

lad mig i Likkiste-kammer

lægges i Uskylds Klædebon ned, 

vaagne hos dig til Salighed.

(Hun beder stille og inderligt. En lang horntone fra Borgmuren.) 

(I Bevægelse)

Et Horn lyder, – det er ham! O Gud! 

(gysende)

Hunde tute, – det er Dödens Bud,

som man mig bringer, 

min Svaghed jeg tvinger,

(Iler til Vinduet)

Ja det er ham min kjække Stig, 

(i Angst) 

hvor er min Fader i Skaren,

[Alternativ: mat lyser Fakklen, ei Fader jeg skuer]

mon han er dræbt? I Angst jeg gruer, 

thi Hævnen hörer jo Himlen til.

(med Kraft) 

Jeg er stærk! Lad komme hvad komme vil.

(Hun gaar til Bordet, stötter sig paa dette med Ansigtet vendt mod Ingangsdören)

Chor: 

(udenfor) 

Kongen er slagen, 

Hevnen er tagen, 

grufuld var Natten, 

grum var Daaden.

Straffen kom retvis, 

strengt skal der dömmes. 

Hevnen er tagen,

Kongen er slagen.

(Ved Chorets Slutning træder Marsk Stig ind, hans Hjelmvisir er nedslaaet,

Rustningen blodig.)

Marsk Stig: 

Det er fuldbragt! Min hevn er tagen, 

Niddingen er til Döde slagen,

frelst er din Ære du Palles datter, 

hils din Husbond, hyld ham atter. 

(Mildt)

Bort fra det Ansigt med Skammens Slör, 

la mig skue dit Aasyn som för,

lad os vor sorgtyngte Fortid glæmme, 

skjul ei dit Blik bag Slörets Gjemme.

(Duett)

Ingeborg:

Saa tilslut er Tiden kommen, 

Tiden jeg har ventet paa, 

som i Længsels-taare-flommen, 

för jeg haabet ei at naa.

Marsk Stig: 

Slægten Hvide, – adelsbaaren,

Æresreisning nu skal faa,

som en Helgen himmelkaaren, 

ren for Verden skal du staa.

Begge: 

Nu kan jeg/du mit/dit Hoved hæve freidigt,

fridt med Frænder hen,

af min/din Samtid kan jeg/du kræve 

fordums Hæder, ny igjen.

Ingeborg: 

thi igjennem Blod-daabs-tvætten 

frelst min Ære renset gaar,

tvunget frem af Hevn-daads-retten, 

Skjændselsmindet Ende faar.

Taus jeg gjennem Prövetiden 

baaret har mit Længslens Haab,

taus jeg under Retfærds-striden 

kvalte mangt et Smertens Raab.

Begge:

Nu kan först med fulde Lunger 

sjunges ud at jeg/du er fri,

nævnes skal det saa det runger, 

Trængselstiden er forbi,

væk er Skammen, Usseldommen, 

glemt er svundne Dages Sorg,

solklar Sommer atter kommen 

paa vor glædestængte Borg.

Fri som Fugl, der Morgenstunden 

hilser glad med Kvad i Munden,

jubler jeg/du i Luftnings-draget

Seierssangen efter Slaget,

Stridens Rædsler er forbi, 

frelst min/din Ære, jeg/du er fri.

Ingeborg:

(med stormende Glæde) 

Hil dig min Husbond, du daadkjække Mand,

stærk var din Arm, stort er dit Værk,

Rygtet skal runge fra Land til Land,

hædres skal Stig, den Helt saa stærk, 

der i Leding drog, en Konge vog, 

og i Krig, i Fred for min Ære stred.

Hil dig o Helt, hil dig Marsk Stig, 

kjække Kjæmpe fra Konge-krig,

hil dig höie Hevner-helt, 

hyldet fra Öe, fra Strand og Belt,

hil dig Marsk Stig.

(kaster Slöret, – Marsk Stig viger tilbage)

Marsk Stig: 

(stille og sorgfullt)

Er det min hustru, som i fordums Aar, 

stod i Skjönheds Blomst, i Ungdoms Vaar,

dette Aasyn som Kummer fure, 

det matte Blik, hvor Feber lurer,

det er min Hustru Ingeborg?

Ingeborg:

Ja det er hende, böiet av Sorg, 

(i Angst)

men hvor er Fader? 

Hvad er ham hændt?

Marsk Stig: 

(dumpt) 

Han er falden, död og indebrændt.

Ingeborg:

(forfærdet)

Falden! – Död og Indebrændt! 

Saa har Himlen sin Hevn os sendt,

den har knust os, men tilsammen 

vil jeg ham fölge i Skjærsild-flammen

og træde lutret, renset frem 

for Herrens Throne, Fredens Hjem.

(svagt) 

Jeg er saa dödstræt, saa syg og mat

jeg föler det blir min sidste Nat,

med Himlen jeg stunder Plads at berede, 

og for vore Sjæles Frelse bede.

(synker mat og afkræftet sammen)

Marsk Stig:

(mildt og tröstende) 

Tal ei saa min elskte Viv, 

styrk dig, vaagn op til fornyet Liv, 

fölg mig hvor i Verden jeg gaar,

stöt mig i Kampen naar ensom jeg staar. 

(bittert)

Min gjerning gjör mig til fredlös Mand, 

forfulgt maa jeg flakke fra Land til Land.

Mine Venner vil flygte, har mistet sit Mod, 

de ræddes for utgjydt Kongeblod,

og gaar du og bort, da er jeg forladt, 

uden Ven, uten Viv, forhaanet, forhadt.

Ingeborg: 

(med opblussende Kraft)

Er det en Ætling af Slægterne Hvide,

der modlös klager sin Kval, sin Kvide,

blev du nys af Frygt betagen, 

har Daadens Gru dig med Rædsel slagen?

Ei er det saa, – af Heltestammen 

et Skud, som du, ei synker sammen,

(med Kraft) 

nei! Mand dig op, grib atter dit Sværd, 

de kommende Slægter skal prise din Færd.

Sög dig et Ly mellem norske Skjær, 

flygtende Venner du treffer der, 

Norges Drot gi'er dig Skibe og Mænd, 

selv har du mangen trofast Svend.

Byg dig paa Hjelm en Borg saa fast, 

der staar for Skud og Blidekast,

med stolte Mure, kneisende Taarn, 

der kan du huse de Sammensvorne.

(med aftagende Kraft) 

Lev vel min Husbond, jeg föler nu,

at Döden er nær, – dog har jeg ei Gru.

Jeg Himlen ser aaben hvor Engle sig svinger,

jeg föler et Pust af de dunhvide Vinger,

de vifte en Kjöling af Længsel og Fred, 

der ser jeg min fader, – han vinker herned.

(svagt) 

Hils vore Börn, de deilige kjære,

Tak, du som værnet min jordiske Ære. 

(mat) 

Tanken blier tungere, Kræfterne svige, 

snart skal din Hustru fra Himlens Rige

ned til dig svæve med signende Haand

löfte din Længsel, luttre din Aand, 

lev vel, – lev vel. –

(Falder i Marskens Arme og dör. – Han lægger hende stille og forsiktig paa en 

nærstaaende Löibænk.)

Marsk Stig:

Stor er min Smerte, – sterk er min Nöd, 

(fortvilet) 

Dommen er kommen, – min Hustru er död.

(roligere)

Lunt skal hun lægges i Uskylds Klæde,

sörgende Smaa staa ved Baaren og græde,

dem skal jeg vie de kommende Dage, 

end har jeg Livsmod og Kraft tilbake.

(med stigende Kraft)

Paa Hjelm vil jeg bygge de Smaa en Ride,

der vil jeg om de Morlöse fride,

reise en Borg ved de brusende Bölger

Svende i Pantser og Plade mig fölger.

(Hæver hænderne som anraaber han Himlen om Kraft, knæler derpaa ved sin Hustrus Lig og kysser hendes Hænder.)

Tæppet faller langsomt.