Marsk Stig [04-libretto-2.akt]

[18]

2den Akt Scene 1.

Aaben Plads paa en af Skovsletterne ved

Harestrup. Klar Hösteftermiddag. Rast af

Kongen og hans Mænd – Jægere og Hornblæsere

Bag. Længst borte Svende med feldet Vildt.

Handlende:

Kong Erik.

Drost Peder.

Rane Jonsen.

Aage og 2den Kertesvend.

Chor af Jægere.

[19]

(Jagtsignaler fra höire og venstre. Ved Teppets

Opgang indtager Hornblæserne Baggrunden, – en

gjevn opadskraanende Skrænt. Under

Forspillet strömmer Jegerne til fra alle Sider

af Skoven. Kongen, Rane, Drost Hessel

og Kertesvendene kommer sidst og indtager

Forgrunden)

Jægerchor

I Blæst og Regn, 

gjennem Skov og Hegn,

der ligger Veien for oss,

i stormsust Nat, 

over Skrænten brat, 

Alt, – byde Jægerne Trods, –

De raslende Pile

som hvislende ile, 

gaa som et Forbud for Jægernes Spær,

det dræbende Staal, 

der söger sit Maal, 

finner sit Offer i Busk og Kjær;

– da höres der Jagtraab og Hundes Gny

[20]

det dödsskræmte Bytte söger et Ly

i Krattet, og bævende venter sit Fald,

ved Klapjagtens Larm og Hornenes Skrald.

Hundene tude, 

Hornet gjalder –  

Byttet falder, 

Jægerne synge, 

sammen i Klynge –

herlige Liv, skiftende skovfriske Liv!

Kongen:

Ja herligt er Jagdens skovfriske Liv, 

just for en Fyrste et Tidsfordriv,

og Sinnet blir lettet, styrket og kvæget, 

for bange Anelser blir man læget

(til Drosten)  

Sig mig Drost Peder, hvi er du saa stille? –

nys gjennem det dæmrende Morgenskjær

du nynned’ en Sang om din Hjærtenskjær, –

tidt sang du naar Dronningen lyttende sad,

syng og for Kongen et Elskovskvad.

Drost Peder:

Ak Herre Konge, hvi kan jeg synge naar mörke Anelser Sindet mig tynge,

husk at I nu i denne Stund, staar paa Jyllands – paa Marskens Grund,

glem ei hvad Stig i Viborg har sagt, han hviler ei för han sin Daad har fuldbragt,

Kongen:

(mörk) 

Mind om hin Foræders Löfte, 

i Rigets Ret vi den Sag vil dröfte.

Tror du at nogen tör Kongens Bane, 

naar jeg har dig – og den trofaste Rane?

Lad dine Sange med Længselstoner 

lyde gjennem Bögenes Kroner,

digt os en Vise, – tidt nok jeg bad, 

syng os et kjælent Elskovskvad.

Drost Peder:

Naar min Herre og Konge det byder.

Kongen: 

(utaalmodig)  

Javist! Du skal synge Drost Peder!

Drost Peder: 

Jeg lyder –   

(Ballade, oversat fra Tydsk av des Knaben Wunderhorn)

Ei er det længe siden at jeg min Elskte saa, 

hun bad meg nys en Aften ved Borgerled  at staa.

Sakte hun hvisked «kys mig», da ved mit Bryst hun laa,

«det ingen faar at vide» – dog Moderen det saa.

Ak, har du alt en Beiler min Datter var derpaa,

hvis du din Tro ham skjænker, – din Fred det koste maa,

thi naar de andre Piger i lange Rækker staa

med deres grönne Krandse og fro til Dansen gaa,

da maa du, unge Kvinde, saa bleg i stillen Vraa,

imens dit Hoved smerter, ved Vuggen stedse staa,

og synge tidt med Taarer, imens de Gjænger gaa.

Sov ind, sov södt, og luk de öine smaa.

Ak Ilden kan man tæmme, hvor vidt og vildt den gaar,

men Kjærlighed ei glemme, saa længe Hjertet slaar.

Kongen:

For rörende var mig din Kjærlighetssang, ha, ha, ha, ha!

Rane Jonsen: 

(samtidig) 

Ha, ha, ha, ha!

Chor: 

(samtidig) 

Ha, ha, ha, ha!

Drost Peder:

(samtidig) 

De haane hver Higen, – hver edel Trang, 

de spotte min Kjærlighets-længselssang,

med Spot og Haan ei dysses Kvadet ned.

Fra Gry og til sildige Kvæld, i Tanken og Tonernes Væld

jeg löfter i Længsel, – jeg glemmer Tid og Sted,

trods Harme og Haan, – mit Hjærte fanger Fred. –

Dig Elskov jeg vier min Sang, 

min slumrende Længsel, min Trang.

Rane Jonsen: 

(samtidig) 

Med Haan man möde maa den kjælne Trang

som du har lagt i Kvadet – i din Sang. –

Den sande Elskovsild 

er aldri blöd og mild,

föl Kvindens hede Favntak, og din Vise blir til Spot,

ei kjender du til Elskov, – du aner den blot.

Syng helst et saadant Kvad, 

som Jægerflokken glad

kan stemme i af fulde Bryst 

og tolke Jægerlivets Lyst, –

Ved Vin og Bægres Klang, 

ei spottes da din Sang.

Kongen: 

(samtidig) 

Din Skjaldekunst og Sang om Elskovsild,

den er for vek for Mænd, for smagtende og mild.

Vel ba jeg dig at synge, – dog ei om Elskov blot,

du hörer selv din Vise kun mötes her med Spot.

Jeg önsker helst et Kvad, 

som Jægerflokken glad

kan synge ud af fulde Bryst 

og tolke Jægerlivets Lyst.

Ved Vin og Bægres Klang, 

ei spottes da din Sang.

Chor: 

(samtidig)

 Din Sang er ei for Jægersmænd som os, 

 hvis Lyst det er at byde Faren Trods,

 vi önske helst et Kvad, 

 som Jægerflokken glad, 

 kan synge ud af fulde Bryst,

 og tolke Jægerlivets Lyst. 

 Om Hundes Halsen, Hornets Klang,

 om Rov i Skov, om Vagt paa Vang, 

 saa lyde maa din Sang.

 Til Hornets Klang vor Jægersang 

  skal lyde höit i Skov, paa Vang.

Kongen:

(alene) 

Det var en rörende Kjærlighetssang 

just ei et Kvad, – som mig behager.

(til Rane Jonsen) 

Ung Rane, syng du en Vise engang, 

du kjenner dem, som din Konge smager.

Rane Jonsen: 

Ret gjerne min Konge, – men först vil jeg höre, 

om I Alle til Visen vil legge Jert Öre.

(Drosten vender sig foraktelig bort)

Kongen: 

Du synger din Vise alene for mig, 

vil jeg den höre, undslaar man sig ei. –

(smilende) 

Min Ven – jeg beundrer, hvor fiffig du ter dig,

syng du min Rane, – din Konge ber dig. 

(Jægerne slaar Kreds om Rane, Kongen nærmest, Drosten gaar tilbake)

Rane Jonsen:

(Kjæmpevise)

Ridder Oluf paa Jagten drog, 

lystelig var der at fare,

Guldsporen gnistret, Gangerne slog, 

Jubel laa over den Skare, –

Han tænkte paa Elskov, paa Kjærlighetstro, 

«de Kvinder gi’ en ei Rist, ei Ro»

ha, ha, ha, ho, ho, ho. –

Mörk var Skoven, vild han for,

vovelig var der at være, 

Taagen laa tung, ei Sti, 

ei Spor kunde ham Veien lære. –

Silde i Solblink han skimted’ en Borg, 

væk var hans Kvide, endt var hans Sorg.

Ha, ha, ha, ho, ho, ho.

Paa Borgmur stod der en deilig Maard, 

yndig var hun at skue,

Kvældsol lyste (dalte) bag Slottets Gaard, 

Tagspir blinked i Lue.

Roserne blussed i Maaneskins-skjær, 

Oluf favned sin Hjærtenskjær.

Ha, ha, ha, ho, ho, ho.

Kort er Elskovs söde Nat, 

Lærken kviddrer, – det dages,

Hornene kalde i Skov og Krat, 

Salighetsdrömmen forjages.

Den Jomfru gav Oluf sin Kjærlighetstro, 

«de Kvinder gi’er en ei Rast, ei Ro»,

ha, ha, ha, ho, ho, ho,

dog, lystelig var der at være. –

(Kongen og Jægerne ler)

Kongen: 

(til Rane)    

Det var en lystig Sang, – paa min Ære, 

just saadan skal en Vise være. –

Du sang jo noget om Elskov, – jo, jo! 

Og noget om Dyd, ha, ha, – ho, ho!

(til Jægerne)              

men Dagen skrider, (lider) det mörkner i Vest,

blæs Musikanter, – avsted! Til Hest.

Rane Jonsen:

(til Kongen)     

En Kronhjort er sporet ved Finnerup By.

Kongen:

(til Jægerne)

Saa træffes vi der ved Morgengry.

Rane Jonsen:

(dæmpet)         

Til Laden du lokkes, – i Marskens Vold, 

för Sol gaar op, er du död og kold. 

(Kongen og hans Fölge fjerne sig, Jægernes Raab og Hornsignaler stilne efterhaanden.)

Tæppet falder.

2den Akt. Scene 2.

Finderup Hölade. I Baggrunden Halmdynger. 

(nat)

Handlende:

Erik Glipping.

Marsk Stig.

Palle Little

Drost Peder.

Rane Jonsen.

Aage.

En Kertesvend.

Sammensvorne.

(Kongen kommer ind i Laden fulgt av Kertesvendene og Rane. Den Sidste bærer en Lygte.)

Kongen:

(ser sig ængstelig om) 

Luk Porten Rane, stæng den vel, 

slip ikke ind en eneste Sjæl. –

Du förer os hid, – skal vi hvile i Laden, 

hvi gaar vi ei heller ind i Staden? –

Jeg saa gjennem Taagen et kutteklædt Fölge, 

en hvisked’ til dig, det kan du ei dölge.

Rane Jonsen: 

(sætter en Stang for Ladeporten og hænger Lygten under Taget) 

Nu er der lukket og Stangen sat for, 

Laden er sikker, her ingen os naar.

Kongen: 

(indsmigrende) 

Tak min Ven, min trofaste Rane, 

(ængstelig mod Porten) 

kan ingen sig gjennem Porten sig bane?

Aage og Kertesvenden:

(deltagende) 

Hvil Eder ud min Herre og Drot.

Kongen: 

O gid jeg var hjemme paa mit Slot! 

(med ængstelig fortrolighed)

Naar jeg mindes Marsk Stig paa Viborg Thing, 

ei skulde jeg saa silde, silde jeg fare omkring.

Stig Hvide er dristig i all sin Færd, 

han truer med Oprör, med Hævn og Sværd,

jeg ængstes for mine Börn de svage, 

jeg mindes dem ofte i disse Dage.

Rane Jonsen:

(beroligende)

Den dristige Marsk, han sidder vel nu 

og drikker ved Höibord med venner glade,

han aner vel neppe, at Konge du 

maa hvile i Nat i en ussel Lade,

glad kan han være, at han har Fred 

og höilydt sin Konges Mildhet prise,

thi, hvis Jer lyster, hans Borg rev I ned, 

huske han skulde den gamle vise.

Kongen: 

Hvad staar der da i Visen, Rane?

Rane Jonsen:

(Folkevise)    

Viben vil værge for det Sted 

som ud i Marken mon staa,

den kan ei værge den lille Tue 

som den skal bygge paa.

Kongen:

(mörk)       

Din Vise er tröstlös, –

passer paa mig, 

Viben er værgelös, 

saa ogsaa jeg,

tidt jeg vaandes i varslende Drömme, 

mig blodige Syner til Hovedet strömme,

de Munkekutter jeg kan ei glemme, 

 hin ludende Spaakvindes hæse Stemme

 der meldte min snarlige Rædselsdöd. 

 Hör Rane, – hör hvordan Spaadommen löd.

 «Konge, agt paa de Graabrödres Færd, 

 de ride med Dolk ved Bælte,

 og Kappen som gjemmer det hvasse Sværd, 

 den skjuler saa raske Helte.

 Var deg for den blinde Far 

 hvis Datters Ære du pletted’,

 var dig for Stig, der ennu ei har 

 i Blod sin Skamplet aftvættet.

 Ende skal du dit Liv saa brat, 

 Hevnesværdet dig venter,

 Blod vil der flyde Cæcilia Nat, 

 da Dödens Engel dig henter.» 

(Stillhed. I det Fjerne höres Hovslag og Vaabenrassel, Kongen og Rane Jonsen lytter, Kertesvendene kige ud af en Sprække i Porten.)

Aage: 

Der kommer væbnede Mænd til Hest, 

jeg kan dem Skjelne i Maaneskinslyset.

Kongen: 

(forskrækket) 

Jeg skjuler mig flux som jeg kan bedst, 

mit Hjærte sig vrider i Dödsangstgyset,

lad dem ei komme! Jeg blier saa mat, 

(lyttende) 

red de forbi?

O jeg er saa bange, forladt, 

hvad er det for en Nat? 

værre har jeg ingen oplevet.

Aage: 

I vor Helgenkalender staar skrevet, 

at det just nu er Cæcilia Nat.

Kongen:

Cæcilia Nat? O hvilken Gru!

Aage:

Lad os den hellige Cæcilia bede, 

at hun os Hjælp og Tröst vil berede.

Kongen: 

Bed du min Dreng, –

aldrig jeg yndet Salmesang, –

bed du min Dreng,

aldrig jeg elsked’ Klokkeklang, 

jeg vandred’ alltid Syndens Vei,

mig hjælper den hellige Cæcilia ei. 

Aage: 

(knælende i Bön)

Hellige Cæcilia, bed for vor Konge, 

skyt du vor Hersker, tröst ham i Nöd,

var ham i denne Nat, svæv om hans Leie, 

vogt ham for Fare og Död,

værn du hans Krone. 

Stöt du hans Throne,

gyd ham i Sindet din Fred,

tag ham i Trösterarm 

saa han fra Verdens Larm

freidig kan skue paa Fiender ned.

Aage, Kertesvender, Kongen:

Hellige Cæcilia for os du bed.

Rane Jonsen:

(i Baggrunden idet han ubemerket aabner Porten)

Skjalm Hvides Skygge, – til Hevn du mig led.

(Heftige Stöd paa Ladeporten)

Marsk Stig: 

(udenfor) 

Kong Erik, staa op og kom herud til os!

Kongen: 

(dödsræd)     

Det er Marsk Stig! Jeg er forraadt!

Rane Jonsen: 

(pegende paa Halmdyngerne) 

Skjul Eder, – end er ei Marskens Sværd Jer naa't,

jeg vil Jer værge mod Död og Fare,

hvi skulle jeg ei min Drot forsvare,

(med et uhyggelig Smil)

og vise jeg tror paa hans Löfters Værd.

Aage:

Jeg vil og Hjælpe, – havde jeg kun et Sværd.

Kongen:

(til Rane)      

Jeg gi'er dig Guld og min Söster til Viv 

hvis du mig værger og frelser mit Liv,

o stirr ei saa ræddsomt, smil ei saa stygt,

Rane Jonsen: 

– vær I kun rolig, – skjul Jer kun trygt.

(Kongen skjuler sig, Kertesvendene tildække ham med Halm og sætte sig foran Dyngerne, Rane Jonsen slukker Lykten. Larmen udenfor tiltager, Porten stödes op og i Maaneskjæret sees en Skare mörkklædte Mænd ifört Graabrödrenes Munkekapper. En bærer en Fakkel. Marsk Stig förende Palle Little stormer ind, hele Skaren efter.)

Chor af Sammensvorne:

Hvor er han! Hvor har Tyrannen sig gjemt? 

Har Rædselen lamslaa’t hans Mod? 

Hevnen har nölet, er dog ei glemt, 

vi törste efter hans Blod, 

og derfor har vi i denne Nat

ham Straffens Retfærdsstevne sat, 

ve over Kong Erik!

(De Sammensvorne slaa Kreds om Rane og Kertesvendene, de Sidste vige forfærdede tilbage.)

Marsk Stig: 

(til Rane)

Sig os om Kongen i Laden er?

Rane Jonsen: 

(med Kraft)      

Ja, han har skjult sig i Halmen der!

De Sammensvorne:

(dæmpet) 

Her?

Rane Jonsen:

(stærkt)            

Der!

(De Sammensvorne drage Sværdene, Rane overgiver Palle Little sit Sværd, denne famler krampaktig efter Haandtaket og föres af Marsken mod Halmdyngen der skjuler Kongen.)

Palle Little:

I Helvedes Flammer vil jeg gaa, 

hvis ei mit Sværd ham först kan naa,

og svigter end Synet af Kummer og Smerte, 

dog ramme jeg skal hans falske Hjærte.

(Han styrter sig over halmdyngen, efter en kort Kamp reiser Kongen sig, slynger Palle til Side men falder strax tilbage gjennemboret af de Sammensvorne. Under Kampen blier Fakkelen kastet i Halmdyngen, – Laden brænder, Kongens Lig trækkes frem, – Ridderne slaar Halvkreds om Liget og stötter sig paa Sværdene. Kertesvendene i Baggrunden.)

Chor:

(dæmpet)           

Hvad som af Mænd er lovet og sagt, 

det er af Riddere ærlig fuldbragt.

(Trompet i det Fjerne)

Marsk Stig:

Der kommer Drost Peder med Kongens Mænd, 

de söge sin Herre, de ile herhen,

afsted! – til Hest!

(De sammensvorne styrte ud, – Palle Little har famlet sig frem til Kongeliget og mishandler det, – Aage griber Ranes Sværd og stöder det i Oldingens Hjærte. Begge Kertesvendene slæbe Kongeliget til Ladeporten. Drosten kommer, med ham Jægere, Hornblæsere og en Flok Bönder.)

Drost Peder:

(i dyb Bevægelse)  

Falden er Kongen, 

myrdet af Stimænd,

slagen ved Niddingsdaad. 

Himlens er Hevnen,

Jordens Forsagelsen, ve, 

nu staar Landet i Graad. 

(til Jægerne)

Tager Jer Kongens Lig, 

læg det paa Baare,

fölg det for sidste Gang, 

tung over Danmarks Vang

tone skal Vaadesang, 

Kongen er död, –

Kongen er dræbt.

(Liget lægges paa Baare og föres bort. Jægere og Bönder slutte sig til Fölget, Hornblæserne spille en Sörgemarch der tilslut hendör i det Fjerne. Tæppet falder langsomt.)