Marisagnet [04-libretto-5.-7.scene]

V.

I Forældrenes Stue.

Foraarsolen skinner varmt ind af de smaa blanke Ruder. Overalt er der pudset og fint. Døren tilvenstre staar aaben, og man ser ind i en Stadselig Storstue. Paa samme Side under Vinduerne et Langbord med Bænke og Kubbestole – foran en af disse, mod Forgrunden en Rok. Om Ildstedet mindre Krakke og Bænke. Paa Væggen tilhøire Hylder med blanke Kjørler og Krus. Foran Ildstedet sidder Tore beskjæftiget med at bøde nogle Redskaber – Inger ved Rokken flittig og optaget. Paa Bordet foran hende Uld og Nøster. Begge ser foryngede ud.

TORE:

(undrende.)

I Bygden ingen hende kjendte,

Ei Slægt, ei Ven hun havde her,

Det fast en Gaade er

Hvad hende bragte hid!

INGER:

Saa ung saa fager og saa elskelig

Her blot til Nød og Savn!

Og skulde ogsaa bære

(Folder Hændeerne sukkende som i Bøn.)

Mari, lille Mari

Dit uforglemmelige Navn!

TORE:

Alt har hun som forvandlet,

Jeg kjender ei min egen Gaard!

Saa blomstrende og frodigt

Og vakkert alting staar!

Hvad stolte Dyr paa Stalden ei

Ved fyldte Krybbers Rad

Saa fliede og blanke

At rent en ser sig glad!

INGER:

Hvor skal vi kund lønne

Og takke hende ret?

[23]

TORE:

Nei, visselig det skulde

Ei være let!

Dog er jeg ræd ei længe

Hun bliver her;

Thi mange alt vil vide

At Per har hende kjær.

INGER:

Men ingen Gu vi heller gav

vor kjære Mari til …..

TORE:

Nei det var sandt,

Den Gutten er nok gjild!

(idet han reiser sig, færdig med sine Redskaber.)

Kom følge mig lidt ad Veien hen!

(Tore tager sin Hat – Inger knytter Hovedtørklædet fastere under

Hagen, i det samme høres Sang ude i Svalen og strax efter

Kommer Mari tilsyne i Døren med et stort Fange nyudsprunget

Birkeløv. De gaar hende imøde, som en elsket Datter.

TORE:

Ei, ei saa flittig altid

Med Lyst og Sang!

INGER:

Du kjære –

Gud signe dig din Gang!

MARI:

(lidt undselig, men lys og glad.)

Det er saa morsom, synes jeg

At studsle lidt og stelle.

TORE:

Snart er vi her igjen!

(de gaar).

[24]

MARI:

(idet hun lægger Løvet fra sig og ordner det, smaanynner hun Lidt paa samme Vise som udenfor, derpaa med fuld Stemme.)

Naar blot jeg kunde dem fortælle –

Aa, for en Glæde stor!

At lille Mari vor ei død;

Nei, var ilive

Og lykkeligst af alle

Paa denne Jord!

(stikker Birkeløv i Gruen og nynner lidt igjen, saa atter med

fuld Stemme)

Jeg synge, synge maa

For e n, for e n bestandig

Jeg tænker paa . . . . . . . . . . . .

Synge Dagen lang!

Samme Gutten som engang –

Samme lyse Lag –

Samme stærke Mod –

Samme stolte Vilje –

Og dog saa god!

Aa Per at det er dig,

Min elskte Barndomsven,

Jeg skulde finde . . . . . .

Finde i slig en Fryd igjen!

– – – – – – – – – –

Men Mari, Mari

Du falder nok i Tanker

Tænk om de kjære kom

Og du stod endnu her!

(det banker paa Døren. Mari forundret.)

Hvem der . . . . . . kom ind!

PER:

(gløtter i Døren.)

Per, Gutten din!

MARI:

(overrasket og henrykt, men først lidt forlegen.)

Nei er . . . . . . nei er det dig.

[25]

PER:

Jeg saa de gamle la’ ivei

Saa’n Lyst jeg fik at banke paa;

Det er som Solen ikke randt

Den Dag jeg dig ei saa!

(Omfavner hende med heftig Inderlighed.)

MARI:

Du kjære!

PER:

Mai – saa var det og en Ting

Jeg vilde tale om . . . . . .

MARI:

Ja kom, ja kom!

Kom set dig her!

(fører ham med sig mod Ildstedet – de sætter sig.)

PER:

Hør Mari hør . . . . . . . .

Vi vil ei skjule længer,

Vi har hindanden kjær . . . . .

MARI:

(med store Øine)

Per . . . . . ?

PER:

Vi vil tale vor Sag

Til dem som staar os nær!

MARI:

(op i stærk Glæde.)

Kan jeg de si! . . . . . . . ?

Fortælle mine kjære.

PER:

Saa kunde Brud og Brudgom alt

Vi denne Sommer være.

[26]

MARI:

Vi denne Sommer være – – ?

PER:

(oprømt, men lidt usikker.)

Ja Mari ja . . . . . . . .

Sig blot . . . . hvor kom du fra!

MARI:

(farer sammen som pludselig skræmt – vender sig raadvild hid og did – saa mod Per, som vilde hun sige noget, men holder inde – lidt efter med næsten toneløs Stemme.)

Jeg kan det ei.

PER:

(fortrydelig.)

Du gjør ei Ret

Af Sligt du ved

Der kommer jo

Blot dum Fortræd.

(overtalende)

Hør Mari hør

Jeg beder dig!

(Mari ude af Stand til at finde Ord, ser sig hjelpeløst om.)

PER:

(mer og mer ivrig.)

Mari! Mari!

MARI:

(bristende i Graad.)

Du s k u l d e ikke friste mig!

(hulkende kaster hun sig paa Bænken ved Bordet med Hovedet skjult i Hænderne.)

PER:

(søgende at berolige hende.)

Men Mari husk

Du maa f o r s t a a

De undrer sig i Bygden. –

[27]

MARI:

(reiser sig – ser et Øieblik hen for sig, som fattede hun en Beslutning – tager ham i Haanden – ser saart og fortvilet paa ham.)

Glem mig . . . . . . . . og lad mig gaa!

PER:

Glemme dig! Tal ikke saa!

MARI:

(sanseløs og fortvivlet.)

Aa frist mig ei

Aa lad mig gaa!

PER:

(forfærdet, synes først ved Maris sidste Replik rigtig at forstaa, at det virkelig er hendes Alvor.)

Mari, Mari . . . . . . du mener ei – – ?

Vor Lykke skulde strande!

MARI:

(bønlig kjæmpende for at komme løs.)

Aa Per, aa Per!

PER:

Mari Mari!

MARI:

Per!

PER:

Nei Mari, nei

Det Ord i Verden findes ei,

Som kunde d i g

I fra mig vriste.

Saa lad dem undre sig,

Jeg skal dig ikke friste!

Gud kjender dine Veie,

Det vidner alt dit Sind;

Hvad skulde mer jeg ville?

Er du blot min!

[28]

Jeg lover dig med Haand og Mund

At aldrig mer fra denne Stund

Jeg skal dig saare eller krænke,

Vil Mari blot som før din Tro

Og Tillid du mig skjænke.

Tal Mari tal! jeg lover dig . . . . . .

(tager hende stærkt og varmt i Haanden.)

Sig, sig at du er min!

MARI:

(søger at fatte sig famlende som efter et bedøvende Slag.)

Jeg vidste ikke ud eller ind . . . . . .

Bare at jeg aldrig kunde bære

Den Dagen ud at leve

Jeg skulde din ei Være.

(heftig kaster hun sig ham om Halsen.)

PER:

Du kjære!

Den Dag dit Øie aldri ser –

Thi intet uden Døden

Os to kan skille mer.

BEGGE:

Vi skulde sammen vandre

Omslynget gaa

I navnløs Fryd og Lykke

Der ingen Skygger naa –

Ad sommerlyse Stier

Saa lystelig en Gang

Lyttende og drømmende

Til Bæk og Fuglesang

Lyttende og drømmende

Den lyse Sommerkvæld

Til Lur og Lokketoner

Fra Dal og Fjeld.

Og alt skal os fortælle

Om livets Lyst,

Mens Hjertet banker høit

Som aldrig i vort Bryst!

Thi intet mer kan røre

med Harm vor Kjærlighed,

[29]

Ei Sorg ei Savn den kjender

Ei Frygt den ved

Vi skulde sammen vandre

Med Smil om Mund

Omslynget Haand i Haand

Til Livets sidste Stund.

Tæppet falder.

VI.

I Maris kammer.

Paa Bryllupsdagen i Maris Kammer. Paa Væggen midt imod Tilskuerne Vinduer. Paa høire Sidevæg en Dragkiste og noget andet Husgeraad. Midt paa Gulvet et Bord med en Stol, paa Bordet et lidet staaende Speil, Kamme og Naale. En Dør til høire.

MARI:

(kommer ind af Døren og lukker den stille efter sig.)

Mon nogen saa, jeg bort mig sneg –

Og herind jeg gik?

Saa gjerne jeg et Øieblik

Alene vilde være.

(Ser sig som halvt i Drømme om.)

Mit lille Kammer!

Saa mange minder kjære

Sig knyttet og til dig –

Her sad saa mangen Gang,

Mens jeg var ganske liden,

Jeg paa min Moders Fang;

Og glad og trygt

Jeg kunde hende «Moder» kalde.

Aa om til alle, alle

Jeg kunde raabe du,

Hvad skjult jeg nu maa bære!

Aa just i dag saa tungt

Det syntes mig at være.

(Man hører høirøstet Tale og Feleklunk udenfor.)

Nei for en Tummel og en Støi

Af Hesgter og af Kjøretøi!

Det er nok Spillemand og Kjøgemester,

Som samler sine Gjæster,

[30]

Vi skal vist snart afsted.

Hvor har jeg Kronen

Og mine Smykkesager?

Bedst at jeg frem det tager –

Jeg lagde det iaftes her.

(Aabner Kisten og tager Kronen frem, derpaa forskjellige Kjæder og Spænder, bliver efterhvert mere og mere forundret og ligesom lidt ilde tilmode. )

Jeg synes ikke Kronen

Var slig igaar . . . . . . . . .

Mer glimrende de Stene

Som nu her i den staar

. . . . . . . . . . . .    . . .

Og disse tunge Kjæder

Og gyldne Bringespænder . . . . . ?

Jeg synes ei igjen

Jeg noget af det kjender . . . . . ?

Hvem kan ha’ været her? –

Aa . . . . vel ingen Tvivl der er!

Saa blankt et Guld, saa skjønne Stene

Som dem der nu i Kronen staa

Jeg ved, at e t s t e d s kun jeg saa! –

(lægger det alt sammen betænksomt fra sig paa Bordet.)

Hvor underlig i Minde

Mig rinder nu, at just i Nat

Jeg drømte og om dem derinde!

Lad se . . . . .

(sætter sig idet hun søger at gjenkalde Drømmen i sin Erindring)

Jeg husker nok . . . . . .

De var omkring mig alle

Ifølge og i Flok

(stigende og fantasifuldt)

Men ei som naar ved Sommerkveld

Vi ud i Lunden dansed,

Og med Konval og Myskegren

Hinandens Haar omkransed.

Og ei som naar ved Vinterkveld

Vi lund med Hallen byttet

Og Sølverrokken dreied mens,

Til Strengespil vi lytted

(atter eftertænksomt og søgende)

Nei – det var ei saa!

Jeg ved ei hvor vi var . . . . .

[31]

Men følte jeg de alle bar

Slig Angst i Sind!

Saa bedende var Stemmen

Saa bleg var deres Kind!

Jeg ei det ret forstod – ?

Men blev saa saar om Hjertet

Og i min Hu saa mod . . . . .

Men kjære, det var jo blot i Drømme,

Det var jo ikke saa!

Hvor kan jeg komme paa

I tunge Tanker nu at falde

Jeg lykkeligst af alle, alle!

Hvad engang kunde være saart,

Hvad engang Hjærtet kunde nage

Er glemt i dag for alle, alle Dage.

Min elskte Barndomsven!

Du gode edle kjære!

Det er som tror mig selv jeg ei:

At Brud og Brudgom du og jeg

I dag, i dag skal være!

Mig synes at jeg staar

Paa Lykkens tinde

Og ser alt om mig skinne,

Bare skinne!

Og intet Ønske mer jeg ved!

(Brudeternerne kommer hurtig ind. Mari springer dem lykkelig og opprømt imøde.)

Aa Synnøve og Gerd.

SYNNØVE og GERD:

De lager sig til Kirkefærd,

Alt er tilrette.

Kom Mari skal vi hjælpe dig

Med Kronen paa at sætte.

MARI:

(viser mod Bordet og sætter sig.)

Ja kom, ja kom

Her Kamme er og Naale.

[32]

SYNNØVE:

(idet hun faar Øie paa Kronen og beundrende tager den i Haanden.)

Aa nei hvor den var smuk

Og hvor den kunde straale!

GERD:

(som ser andre Smykker.)

Og se for Spænder og Kjæder!

SYNNØVE:

(som imidlertid sætter Kronen paa.)

Aa nei hvor den dig klæder! –

Se dig i Speilet her!

GERD:

Jeg sikker er,

At Kongens Datter eier

Den ikke halvt saa fin!

MARI:

Jeg synes og jeg drømmer blot,

At det er min!

GERD:

Men Kjæderne og Spænderne

Vi ikke glemme maa!

SYNNØVE:

(idet hun fæster Kjæder og Spænder.)

Nei, Kjæderne og Spænderne

Vi ikke glemme maa.

RØSTER UDENFOR:

Hei, hvor er Bruden hei!

Nu maa hun skynde sig!

MARI:

(lidt nervøs idet hun reiser sig.)

Nu kommer vi, nu kommer vi.

[33]

SYNNØVE og GERD:

(som har ført Mari med sig et Par Skridt frem paa Gulvet og kaster det sidste beundrende Blik paa hende.)

Og ingen skal vel andet si’ end Bruden vor er nydelig!

ALLE TRE:

Nu kommer vi, nu kommer vi!

Tæppet falder.

VII.

Udenfor Kirken.

Til venstre henimod Forgrunden gammel Kirke. Bag denne, og tvers over Scenen, et mosegroet Stengjærde hvori en høi Port, som staar aaben. I Baggrunden bakket Terræn med samme Fjelde som i 1ste Akt. En Vei, tildels skjult af Krat, sees at slynge sig nedover Bakkerne. Det er ved Olsoktid. Naturen staar i sin yppigste Pragt. En større Almue er samlet om Kirken – flere og flere kommer til. Tilhøire i Forgrunden en Klynge unge Jenter – tilvenstre unge Gutter, også klyngevis.

JENTERNE:

(først en saa de andre.)

Kom alle Gutter og alle Jenter

Kom lad os danse, imens vi venter

Ei flyver Tiden saa let afsted

Som med lidt Skjæmt og lidt Munterhed.

(opofrende og lidt ærtende til Gutterne, som først synes lidt Træge og ulystne til at danse.)

Kom alle Gutter, vær ei saa sene!

Det er vel morsomt, jeg skulde mene,

At svinge rundt med sin Hjærtenskjær,

Om ei til Bryllupsfest med en er.

Tra la la la o. s. v.

[34]

GUTTERNE:

Aa hei og hopsan, vi er ei sene!

Nei raske Karer, jeg skulde mene,

Og om ei Brudgom i dag en staar,

Saa kan det hænde sig næste Aar.

Og om ei Brud end i dag en staar,

Saa kan det hænde sig næste Aar!

Ei Lykkens Veie er let at kjende,

De kan sig sno og saa rart sig vende!

Men alle vil de en Kjærest ha!

Den som har ingen, han er ei gla!

Tra la la la o. s. v.

GUTTER og JENTER:

Kom alle Gutter og alle Jenter

Kom, lad os danse imens vi venter;

Nu klædes Mari i Sølverskrud,

Saa gjild vist aldrig var nogen Brud.

Tra la la la o. s. v.

TRE SLADDERKJÆRRINGER:

(kommer mens endnu Gutterne og Jenterne svinger sig, frem i Forgrunden.)

1ste.

Men ingen ved, hvorfra hun kom.

2den.

Selv sine Husbondsfolk,

Saa gode og saa snille,

Hun ei fortælle vilde

Det mindste Ord derom!

1ste.

Nei, ingen ved, hvorfra hun kom;

Og jeg har hørt, at sidste Aar

Det gik ei rigtig til paa Tores Gaard.

[35]

3die.

Nei no’e Slag af Styggedom

Har drevet der sit Spil;

Og aldri spurgte no’e sligt

Før Mari kom dertil .

TO JENTER:

(kommer springende med Gutten Truls mellem sig.)

Nei hør, han Truls, han kan fortælle.

TRULS:

Ja naar en slig det kunde stelle!

Kornet hun saaet den ene Dag –

Den andren da var det alt under Tag!

Laaven saa fuld, den var nær ved at revne

Det er ikke Ret at ha slig en Evne!

Øxen, den hug i Skogen alene

Stærkeste Stammer og sværeste Grene;

Og Grisen blev født med Kjæften fuld

Af bareste myntet Guld!

(efter hver Vers korser alle sig og gjentager Trulses Ord med stigende Forundring.)

GAMMEL KJÆRRING:

Aa Gud bevare baade mig og Næsten!

NOGLE FRA BAGGRUNDEN:

Hys, støi ei saa, der kommer Præsten.

PRÆSTEN:

(kommer ind ad Porten ledsaget af og i Samtale med sin Degn.)

Der kom saa underlige Ting

Mig nys for Øre

Vel skal man ei

Paa onde Tunger høre;

Men ganske uden Grund

Vel løber ei fra Mund til Mund

Og finder Tro et saadant Rygte

Gud os bevare!

Vi kunde jo det værste frygte!

[36]

Vor Kirkes Hellighed at skjænde!

Den Fare for hver Pris

Vi maa afvende!

(De bøier af og gaar ind Sakristidøren. I det samme høres Felelaat. Almuen samler sig stærkt interesseret om Porten og Kirkedøren, speidende efter Brudefølget, som komme tilsyne oppe i Veien. Følget dreier om bag Kirken, kommer atter frem og bevæger sig med Brud og Brudgom i Spidsen ind ad Porten. Idet Brudeparet vil gaa op af Kirkens Trap, viser Præsten sig i Døren med opløftende og afvisende Hænder. Begge gribes af

Forskrækkelse. – Mari næsten segnefærdig og vigende. – Per heftig stemmende imod, som vil han true sig frem. Stærk Uro og Forvirring. I det samme viser Huldren sig i Baggrunden, hun synes at være i stor Vaande. Almuen har kun sin Opmærksomhed fæstet paa Brudepaaret.)

PRÆSTEN:

Jeg lukker ei op Guds hellige Dør

Før Mari, du svarer mig her:

Hvorfra er du kommen?

Sig hvem du er!

(Nogle Øieblikkes aandeløs Spænding.)

MARI:

(ser sig halvt sanseløs om som efter en mulig Redning – saa med klar Stemme, men som lød den fra en anden Verden.)

Fra Huldren kom jeg!

(det gaar som et elektrisk Stød gjennem alle. Huldreslottet styrter sammen med et Brag.)

Lille Mari er jeg –

som borte blev en Sommerkveld;

Lokket fra stakkels Brite

I Svarte Fjeld!

PRÆSTEN:

(mildt og spørgende idet hans Arme sænker sig og indtager en modtagende Stilling.)

Lille Mari! som kun var fire Aar.

FORÆLDRENE:

(over Mari der er segnet.)

Vort Barn, Vort Barn?

Nu alt vi ret forstaar!

[37]

KOR:

Som Døden hun blegned,

Som livløs hun segned,

Hun er død, hun er død o ve!

TORE:

Mari, Mari!

Hvad end der maatte ske –

Vi fik dig dog tilbage!

Det var en Lykke stor!

INGER:

Vor Bøn er hørt, ei maa vi klage –

Ei bittert mer en noget Savn!

I kristen Jord i Jesu Navn’

Skal lille Mari hvile!

PER:

(i ubehersket Smerte.)

Død, død!

Forstedse hende mistet!

Nei, nei, det er ei saa!

Jeg kan det ikke fatte –

Jeg vil det ei forstaa!

(idet han kaster sig fortvivlet ned mod hende.)

Elskede Mari!

KOR:

Beskyt os, beskyt os

Mod Mørkets Magt

Mod alle som staar

Med dets Fyrste i Pagt!

Lad aldrig os daare

Af Smil eller Taare –

Falskt er deres Væsen

Arg er deres List!

Beskyt os, beskyt os

Herre Jesus Kristt!

Tæppet falder.