Marisagnet [03-libretto-1.-4.scene]

MARI-SAGNET

OPERATEXT

I 7 BILLEDER

MUSIK

AF

JOHS. HAARKLOU

HAUSMANN & JENSEN,

KRISTIANIA

Personer:

Tore, Storbonde.

Inger, hans Hustru

Mari, deres Datter

Per, Storbondesøn.

Huldren.

Brite, Budeie.

En Præst.

Truls, ung Gut.

Synnøve, Brudeterne.

Gerd, Brudeterne.

En Degn, Bønder, Huldrefolk, Trold o. s. v.

I.

I Udmarken.

Fjeldlandskab i Hardanger. I Forgrunden Knatter og Knauser mellem smaa græsbevokste Bakker. Tilhøire et lidet Orekrat. Tilvenstre myrlændt Terræn. Den øvre Ende af et Tjern sees – ved den nedre, som ei er synlig for Publikum, tænkes en Buskap at græsse. I Baggrunden Fjelde. Et tiltrækker sig især Opmærksomhet som usædvanlig steilt og goldt, kaldes «Svarte-Fjeld». – Paa en Knaus i Forgrunden staar Brite.Lille Mari (4 a 5 aar) sidder lige ved med Fanget fuldt af Lyng og Blomster, som hun er i færd med at ordne og binde.

BRITE:

Kom alle mine Dyr!

Over Bakker og Myr

Under Svarte-Fjeld,

Solen synker i Skaret,

Det er Kvæld!

(Det synes som om Buskapen ikke vil lye – lokkende springer hun over paa en anden Knaus, og synger atter).

Kom Fagerlin,

Drople med kalven din,

Røsi og Terne

Spilmøy og Stjerne!

Kom, kom store og smaa

Farligt at gaa

Silde om Kveld

Under Svarte-Fjeld!

(Buskapen vil fremdeles ikke høre – utaalmodig vender hun tilbage til Mari).

[6]

Nei skulde nogen ha’ se’t saa ilde

De hverken se eller høre vilde,

Der staar de alle paa Pletten kvar,

Ja mindst som rent de forhexet var.

Du lille Mari, du her maa vente,

Jeg faar nok springe og selv dem hente.

MARI:

(lidt betuttet)

Kom snart igjen!

BRITE:

Ja snart igjen!

(Springer nedover mot venstre og forsvinder – man hører hende lokke og lokke – det blir fjernere – tilsidst borte. Mari kaster sig bagover i Lyngen det synes, som hun sovner.Det er begyndt at skumre.)

HULDREN:

(klædt i en skinnende Dragt og fulgt af et flakkende Lys, kommer tilsyne i Baggrunden fra venstre – gaar et Par Skridt – vender sig mod den Kant Brite formodes at være.)

Ha, ha!

(gaar videre, altid holdende Øie med Mari, nynnende Melodien til senere efterfølgende Vise – kommer frem gjennem Orekrattet, ser sig forsigtigt om.)

Hvis hun blot lar sig lokke

Paa Huldrestien ind

For evigt er hun min!

(Hun gaar opover mod Mari varsomt for ikke at skræmme hende – Mari reiser sig halvt op – overrasket, og undrende betragter hun Huldren, dere ligesom ved et Tilfælde faar Øie paa hende.)

Godaften lille Mari!

Saa vakre Blomster du har fundet

Og dem saa nydelig

I Kranse har bundet!

Aa lad mig se!

(tager nogle af Blomsterne og betragter dem med tilsynelatende Interesse. Mari viger uvilkaarlig tilbage.)

Vær ikke ræd

Vi vist hindanden kjender!

[7]

MARI:

N……ei!

HULDEREN:

Men skulde ikke saa

Vi to bli Venner? ……

Jeg er saa glad i dig!

(griber indsmigrende begge Maris Hænder – bevæger sig bagover med hende – først langsomt saa lidt hurtigere).

Følg mig, følg mig, jeg ved en Vei,

Veien saa let vi finder

Liden Hue saa roset fin,

Silkestukket! skal være din!

Blanke Spænder og Perlebaand,

Gyldne Kjæder om Hals og Haand.

Følg mig, følg mig jeg ved en Vei,

Veien saa let vi finder!

(Under Sangen, hvis Strofer hun ofte gjentager, har hun faaet Mari, der synes rent hypnotiseret, med sig opover alle Bakkerne. De standser foran Svarte Fjeld, der aabner sig i en lysende Portal, Mari staar som fængslet af hvad hun ser derinde. Huldren, i det hun vender sig:)

Nu Brite! Faa din Buskab fat

og skynd did hjem, før det blir Nat!

(De forsvinder. Fjeldet lukker sig. Nogle Øieblikke tom Scene…)

BRITE:

(kommer springende)

Mari!

(med stigende angst)

Mari! Mari!

Aa, skynd dig frem, hvis du blot dig gjemmer,

Aa kjære, kjære du ellers skræmmer

Mig rent fra Vettet, ja Livet med,

Det er saa sent, vi maa afsted!

(forskrækkeet farer hun raabende hid og did)

Aa nei, aa nei hvor er hun henne? –

Hvor skal jeg lede, hvorhen mig vende?

(kaster sig fortvivled om)

[8]

INGER:

kommer ilende og raaber idet hun ser Brite.

I blev saa længe!? (ser sig angstfuld om)

Hvor er Mari! (aandeløst)

Vel ikke langt af Vei! …….

BRITE:

(i Graad som vil hendes Hjerte briste.)

Jeg ved det ei!

INGER:

(høit i Angst.)

Brite!

TORE:

(fulgt af flere Kvinder og Mænd.)

Vort Barn! Vort Barn!

Fortæl . . . . . . .

BRITE:

Det var saa underlig her ikveld

Jeg maatte Buskapen h e n t e !

Først vilde ingen af Pletten gaa,

Og saa afgaarde de rendte! –

. . . Hun sad paa Bakken og leged’ der . . .

TORE:

Kjed af at vente hun sprunget er

At finde dig.

INGER:

(vridende sine Hænder.)

Aa nei, aa nei.

BRITE:

Gud hjælpe og Gud trøste mig!

TORE:

Vi søge maa!

Tab ikke Modet inger,

[9]

Vi gaar, og hjælpe Gud vi bringer

Vort Barn igjen.

Kom alle Mænd, Ifølge mig!

INGER:

(til Tore)

Gud signe dig!

(Gaar et Par Skridt med ham – indover Scenen de øvrige Kvinder

Gruperer sig efterhaanden, kun Brite gaar speideende og urolig

Om – Inger atter frem mod Forgrunden.)

Alene! lille Mari nu –

O hvilken Gru!

Fortvivlet og forladt

I Mulm og Nat!

(Solo med Kvindekor:)

O Herre hav Barmhjertighed!

Saa saart, saa saart jeg beder!

Tag hendes lille Haand i din

Følge hende, hvor hun træder –

Den lille Fod, den er saa træt,

Saa tungt den frem sig famler,

Nu Nattens mørke Skygger trindt

Om Vei og Sti sig samler

Her er saa mange bratte Stup,

Hver Stund hun gaar i Fare!

Men tryg, hvorhen saa Veien bær

Er den, du vil bevare! –

(holder pludselig inde, som hørte hun noget.)

Tys! . . . . . det var som nogen kom! –

(alle lytter……)

EN KVINDE:

Ak nei! det var kun Sus

Af Nattens Vind . . . . . .

INGER:

(der rastløs har gaaet frem og tilbage standser igjen.)

Men nu! . . . . . . . . nu var der Trin! . . . .

[10]

EN ANDEN KVINDE:

Ved Tjernet hist – ?!

EN TREDIE KVINDE:

. . . . Der kommer nogen – det er vist!

FLERE:

(idet de hurtig reiser sig og lytter.)

Der kommer de!

INGER:

(vil springe men magter ei – synker ned paa en Sten.)

Aa . . . . skal jeg se! . . . . .

(pludselig op igjen, idet hun faar Øie paa Tore – fra sig selv af Angst.)

Tore!

TORE:

(mørkt)

Intet Spor!

INGER:

(aandeløs)

Sig, sig hvad du tror!

TORE:

(med stigende Bevægelse.)

Hun maaske gaaet er til Tjerneet

En Nøkkerose kan ha’ fristet hende

Og ……. uden Bunden saa at kjende

…… Den skraaner tidt saa brat! ……

INGER:

(høit – fortvivlet idet hun synker om.)

Min e n e s t e ! min d y r e Skat!

Det er blevet mørkt.

Tæppet falder.

[11]

II.

Udenfor Forældrenes Stue.

(Efter 13 Aars Forløb.)

Bakket Terræn. I Baggrunden samme Fjelde som i første Akt. Tilhøire henimod Forgrunden et Gjærde med en Grind. Indenfor ligger Maris Fædrenegaard. Selve Hovedbygningen er for Publikum ikke synlig, kun lidt af Udhusene, som er forfaldne. Til venste henimod Baggrunden et gammelt Asketræ, hvis sterke, knudrede Grene er slyngede som til en liden Bænk under det rigt nedhængende Løv. Lidt længere henne en Bænk. En Sti fører fra Baggrunden mod Forgrunden – en tvers over Scenen bag Gaarden. Hulderen og Mari (der er blevet rankvoxen og af sjelden Skjøndhed) kommer nedover Bakkerne – Mari altid foran forventningsfuld Speidende.

HULDREN:

Forsigtig, Mari!

Nu er vi ganske nær!

MARI:

(gledesstraalende, idet hun er sprunget op paa en Sten og faaet Øie paa Husene.)

Ja det er her!

(vil hurtig videre, men standses af Huldren.)

HULDREN:

Skynd ei saa paa.

Du høre først:

Det var med Angst,

Det vil jeg ikke dølge,

Jeg lovede at følge

Dig hid at se din Far og Mor.

Du ved jeg nødig gav mit Ord;

Men blev din Længsel mig for bitter;

Saa se dem da igjen engang.

I Stuen der de sidder!

Men ei for alt de vide maa,

Du er tilstede.

Tag derfor denne Tryllekvist

Idet du ind skal træde.

Tre Gange over Panden saa

Du sagtelig den føre.

(gjør hende det fore)

[12]

Den vil for d e m

Dig helt usynlig gjøre,

Men alting selv du ser!

(Mari neier, takker og stikker Kvisten i Beltet.)

Og glem saa ikke Mari

Hvad nys jeg sa:

Strax Klokkerne de ringe

da bort derfra!

MARI:

(idet hun skynder videre)

Ret som du byder.

(Huldren forsvinder. Lige fremme sagtner Mari pludselig, gaar Langsomt henimod Grunden – ser spørgende indover mod Gaarden.)

Nei ……?

Langt smukkere var Faders Gaard –

Vist ei det her kan være ………

(vender sig for at søge videre – løber pludselig til.)

Aa jo, der staar jo end

Det gamle Asketræ

Du kjære!

Hvor mindes jeg dig godt

Din underlige Krone

Min Barndoms Trylleslot!

Hvor tidt vi sad bag Løvet hist

Som Fugle smaa paa Kviste,

Og Per fortalte Eventyr

Om Prinser, Trold og Skogens Dyr

Alt det den Gutten vidste!

Jeg sad saa tryg foruden Skræk,

Skjønt ofte bagom Busk og Hæk

Jeg syntes Troldet stod!

Men Per han havde sligt et Mod,

Gad vidst hvor nu han er? –

……. -det er saa l æ n g e siden – !

Han er vel og blit stor med Tiden –

Om nu han havde Mari seet,

Mon da han vilde tro

Den lille Mari var fra Asketræet …….?

(med muntert Lune)

[13]

Aa nei, aa nei

Ret som forbi en fremmed

Han gik nok strunk sin Vei!

(seg sig videre om)

Aa der – det er jo Bækken!

Hvor mindes alt jeg grant –

Aa Lien!

Hvor symreblomst vi fandt – –

Aa hvor hver Nat i Drømme

Jeg gik og gik

For frem hertil at Finde

Og faa om blot et Blik!

Hvo Længsel ikke kjendte

Dens Kval han ikke tror.

(springer heftig mod Grinden)

Aa Far aa Mor!

PER:

(der under Maris sidste Replikker sees at komme med Bøsse over Skulderen henad Stien bag Gaarden, standser som slagen af hendes Skjønhed. Et Par Gange vil han spring til, men bliver atter staaende – først da Mari er lige ved at gaa ind af

Grinden nærmer han sig hurtig og raaber.)

Hvem er du, med saa fagert et Haar?

MARI:

(forfjamset og raadvild og over det uventede Møde.)

Jeg bare gaar

I Erinde til ….. for Mor og Far

Jeg maa nok fort afsted….

PER:

Saa meget Tid du sagtens har,

Vi lidt kan tales ved –

– – – – Hvad heder du?

MARI:

(gjør en undselig Bøining.)

Jeg heder Mari.

[14]

PER:

Mari – ? !

Jeg ogsaa kjendte

Engang en liden Jente

Som hedte Mari;

Og hende havde jeg saa kjær!

Hun havde just som dig

Sligt vakkert Haar;

Men hun var bare fire Aar!

(Mari ser forlegent ned, men kaster af og til et stjaalet Blik paa ham.)

……… Jeg heder Per!

MARI:

(pludselig som rent fra sig selv af Glæde, færdig til at falde ham om Halsen.)

Per – ? !

(griber sig i samme Nu, som i en Forskrækkelse.)

PER:

Ja ……. !

(blidt forundret og spørgende tager han hendes Hænder og ser betaget paa hende.)

MARI:

(slaar Øinene betuttet ned.)

Aa jeg bare syntes

Det navnet var saa vent …….

(idet hun søger at gjøre sig løs)

……. Jeg maa nok skynde mig

Det er nok sent ……….

(skynder sig atter mod Grinden, hvorfra de under de foregaaende Replikker har fjernet sig.)

PER:

(I undrende Betagenhed.)

Som skogens Tjern

Hvor Stjernens stille tindrer

Saa tyktes mig det dybe Blik!

[15]

Som noget – ei af denne Verden –

Jeg aldri før at skue fik – !

Men engang seet for stedse

I Hjertet prentet ind

Mari! aldrig mere

Du viger fra mit Sind!

Tæppet falder.

III.

I Forældrenes Stue.

Midt paa Langvæggen i Baggrunden et Ildsted. Over nogle halvt Udbrændte Gløer hænger en sodet Kobberkjædel. Tilvenstre paa en Dør, ligeledes en til høire, der fører ud til Svalen.

Paa hver Sidevæg et Vindu med smaa, tildels sprukne, blyindfattede Ruder herunder Bænke og forskjelligt Husgeraad. I hjørnet ved Døren tilvenstre en Skjænk, vakkert udskaaret, men stærkt medtaget af Tidens Tand. Midt paa Gulvet henimod Forgrunden et Langbord, herved sidder Inger og Tore ældet i hver sin Kubbestol. Tore tilvenstre – Inger tilhøire. Paa Bordet foran dem ligger opslaaet en Billedbibel – den har Spænder og Beslag, men er slidt og ramponeret. En tung dyster Stemning hviler over det Hele.

TORE:

Altid, altid, maa jeg spørge

Hvor blev hun af – – ?

Hvor fandt vor lille Mari

Sin Grav – – ?

INGER:

(mismodig rystende paa Hovedet.)

Saa rent, saa rent forsvunden

Om død …… var blot hun funden.

TORE:

(reiser sig heftigt, en tilbagevendende Smerte synes at vælde frem i ham.)

Ak Mari, lille Mari

Det var for haardt at friste.

[16]

Dit lyse Smil, din glade Røst

Saa brat, saa brat at miste

Med dig mit Haab, min Fremtids Drøm

Alt hva jeg hegned’ bygged’

Med et som styrtet laa i Grus

Af Mismods Mørke skygged.

Som sprungen Streng min sterke Arm

Sang viljeløs i Skjødet –

Hvad skulde mer den stræve for – ?

Nok naar vi havde Brødet!

Ak Mari, lille Mari

Om nu du kunde vende

Tilbage til din Faders Gaard,

Du vilde ei den kjende!

Her grønnes ingen Enge mer –

Her lyder ingen Bjelde –

Og ingen Buskab græsser der

I Lien under Fjeldet

Saa ødt, saa ødt i hver en Vraa!

Kun Vildmark alleveie –

Et gammelt Øk en rusten Plog

Er snart vort hele Eie! –

(han sætter sig tung i Kubbestolen og synes at henfalde i

mørke Grublerier.) 

INGER:

Jeg skulde bære bittert Savn;

Naar blot i kristen Jord

I Jesu Navn

Jeg lille Mari vidste!

I kristen Jord – !

TORE:

Og som vi dengang ledte – sokned hele Bunden;

Men aldrig skulde hun bli’ funden.

(han blader halvt aandsfraværende i Bibelen – Inger folder sukkende sine Hænder.I det samme aabnes Døren tilhøire og Mari viser sig. – Bliver nogle Øieblikke staaende, som gjenkjender hun ikke med det samme Forældrene – træder nærmere – ser ømt og indtrængende paa dem – udbrydere pludselig i Glæde, men stærkt tilbageholdt i det hun drager Kjendsel.)

Mor! – Far.

(gjør en heftig Bevægelse, som vil hun springe til, men holder Øieblikkelig igjen – træder forsigtig et Par Skridt tilbage. Hendes Øine streifer Stuen, begjærligt, som vil hun indfange alt i et eneste Blik – saa atter tilbage til Forældrene.)

[17]

INGER:

Aa, om du kunde ret forstaa

Af Bogen der –

Om virkelig det er,

Saa at en stakkels liden Sjæl

Der aldrig kom

I kristen Jord

Maa flakke om

Fra Sted til Sted, som fred-

           løs Fugl

Foruden Rede, uden Skjul

Og skimte Himlens lyse Skin

Men aldrig, aldrig lukkes ind.

MARI:

(undrende og uforstaaende)

En liden Sjæl … der aldrig

Kom …. ?

I kristen Jord –

Maa flakke om ….

Jeg skjønner ei den Tale

(Man ser hvorledes hun frem-

deles anspænder sig for at

forstaa Forældrenes Samtale,

men ryster ret som det er

uforstaaende paa Hovedet.

TORE:

I Bilder staar ei sligt

Maaske i Skrift og Digt –

Men Skriftens Tegn ei Lægmand tyder,

Kun Præsten ved hvordan de lyder.

Ak kjære Ven,

Vi faar i Herrens Vilje

Os give hen!

INGER:

Men lad os atter, atter bede

Han k u n d e høre

Og frelst den lille Sjæl

Til Himlen føre.

(Strækker sine foldede Hænder i Veiret.)

Trio

Herre Jesus Krist!

Min Frelser du est

Til dig haaber jeg alene;

Jeg tror paa dig

Forlad ikke mig

Saa elendelig;

Mig trøster dit Ord det rene.

Herre Jesus Krist!

Jeg ved og forvist

Din Naade er uden Ende!

[18]

Du vil nok engang

Synes Tiden end lang

Og Haabet udslukt

Dit Aasyn imod mig vende.

Herre Jesus Krist!

TORE og INGER:

Herre Jesus Krist.

(Atter har Mari nærmet sig

helt hen til Bordet – For-

ældrenes Bevægelse og Sangen

synes at gjøre et dybt Indtryk

paa hende, hun stemmer i:)

MARI:

Herre Jesus Krist.

(synes mere og mere fængslet)

For et vakkert Ord. –

Men underlig monne det

           Klinge – –

Mig tykkes det lød

Som et Raab i Nød – ?

Men som Hjælp og Trøst

I Nødens Stund kunne

           Bringe.

For et vakkert Ord!

Som et Raab i Nød!

(Hun vil øiensynlig flere Gange

løsrive sig, men kan ikke –

overvinder sig tilsidst og gaar

langsomt mod Døren medens

Øinene hænger ved Forældrene

som kan hun ikke skilles fra

dem – siger endnu engang,

som for rigtig at indprente

sig Ordet:)

Herre Jesus Krist!

Tæppet falder.

IV.

I Huldreslot.

Stor Klippesal – stærkt oplyst og festlig smykket med guldstukkene Klæder og Tæpper i Troldmønster, hefted og fæstede med Snoge og Øglehoveder. Til høire Bænke hugne i Klipper – brogede Hynder og Dyreskind – Stenborde hvorpaa Kander og Krus. Tilvenstre Høisæde i Dragestil, hvor Hulderen sidder omgivet af sin Hird. Der danses. Huldren synes imidlertid lidet optaget af Dansen – reiser sig ret som det er, urolig speidende til alle Kanter. Der danses vildere og vildere for at

sprede hendes mørke Sind, men forgjæves.

ELVEPIGEDANS. KOR

Vi svæve saa let

Som Nattens Vind

Og slynge vort Slør

I Maanens Skin –

Mens Dansen vi træder

Over duggende Vang

I florlette Kjæder

[19]

Hver Sommernat lang!

Vi svæve saa let

Som Nattens Vind

Og slynge vort Slør

I Maanens Skin!

(Alle Slags Trold kommer ind – danser. –

Tusser og Trold

Nisse og Dverg

Gamle og Graa

Som Mose paa Berg

Hihi, hoho for et artigt Slæng!

Felen har bare en eneste Streng!

Hei, om du kan

Spænd Foden i Tag –

Mørkt er det fremme,

Og lyst er det bag

Hei om du kan

Slaa alle i kuld,

Øllet er stærkt

Og Tønnen er fuld –

Tusser og Trold

Nisser og Dverg

Gamle og Graa

Som Mose paa Berg!

(Mari kommer ind – hurtigt og aandeløs – standser med et

Midt paa Gulvet, som rammet af Hulderens bebreidende Blik.

Dansen er stilnet.)

HULDREN:

(strengt)

I bange Uro længe alt

Jeg ventede dig hid –

Hvad gjorde at du tøvede

Saa lang en Tid?

Sig, havde du da glemt

Mit Ord, der bød

Dig strax derfra at skynde

Saa snart de Klokker lød?

MARI:

(der synes neppe at kunne løfte Hovedet.)

Ak nei, ak nei.

[20]

HULDREN:

(i heftig Udbrud.)

Jeg elsker Mari dig!

Og derfor skal du vide

At aldrig mer den Angst

Jeg taale vil og lide

Jeg vover aldrig mer af Haand

At slippe dig forvist!

MARI:

(der forgjæves har famlet efter Ord, strækker med et Hænderne i Veiret og udraaber som i Vaande.)

Herre Jesus Krist!

(Pludselig Mørke. Det knager og brager som skal alt styrte samme. Skarpe Lyn farer skjærende gjennem Hallen – alle tumler som svimeslaaede om – kun Mari staar fast, men rædselsslagen. Et grelt Lys falder over Huldren, der næsten afmægtig læner sig mod Høisædet. Vaklende nærmer hun sig Mari.)

HULDREN:

Du maa b o r t !

Aa hvilken Smerte –

Det var som sprang i tusind Stykker

I denne Stund mit Hjerte !

Det Navn du nævnte nys

For os har Dødens Magt!

(Mari gjør en stærk bedende Bevægelse – huldren afværende)

Blot engang sagt er nok

Stor Fare alt det rummer.

(Huldrefolkene, der lidt efter lidt er kommet til sig selv, nærmer

sig Mari blege og bedrøvede.)

NOGLE AF DEM:

Aa hvilken Kummer

At vi dig miste skal!

(Atter spreder de sig i mindre Grupper, stor Sorg hersker blandt dem alle. Mari synes ikke ret at forstaa, hvad der egentlig er skeet, men af hendes talende Minespil forstaar man, hvor fortvivlet hun er over at have fremkaldt saa megen Forvirring og

Bedrøvelse.

[21]

HULDREN:

Gaa til din Faders Gaard

Søg Tjenneste der

De svarer først:

«Vi trænger ingen her!»

Men sig: de skal dig intet give;

Du vilde blot saa gjerne hos dem blive

(magtstolt)

De ange skal det ei!

Thi blomstre frem fra samme Stund

Som før skal Gaard og Grund.

(Huldrefolkene igjen om Mari.)

NOGLE AF DEM:

Vor alles Glæde, det var dig!

MARI:

(graadkvalt over Adskillelsen.)

Saa hjertensgode alle

I var mod mig.

HULDREN:

(indtrængende og formanende.)

Men e t du love maa paa Ære.

Giv aldrig Nogen Kundskab om

H v o r f r a d u k o m;

Thi grændseløs den Smerte er

Som da os overgaar,

Men aller haardest s e l v

Dig Slaget naar.

M æ r k dig mit Ord!

Og glem det ei!

MARI:

Jeg lover dig.

HULDREN:

(i stærk Bevægelse.)

Og saa farvel!

(Taager har lidt efter lidt samlet sig- tættest om Mari – Huldren gaar med tunge Skridt atter mod sit Høisæde. Man hører klagende Røster:)

Farvel, farvel. –

Tæppet falder.

[22]

V.

I Forældrenes Stue.

Foraarsolen skinner varmt ind af de smaa blanke Ruder. Overalt er der pudset og fint. Døren tilvenstre staar aaben, og man ser ind i en Stadselig Storstue. Paa samme Side under Vinduerne et Langbord med Bænke og Kubbestole – foran en

af disse, mod Forgrunden en Rok. Om Ildstedet mindre Krakke og Bænke. Paa Væggen tilhøire Hylder med blanke Kjørler og Krus. Foran Ildstedet sidder Tore beskjæftiget med at bøde nogle Redskaber – Inger ved Rokken flittig og optaget. Paa Bordet foran hende Uld og Nøster. Begge ser foryngede ud.

TORE:

(undrende.)

I Bygden ingen hende kjendte,

Ei Slægt, ei Ven hun havde her,

Det fast en Gaade er

Hvad hende bragte hid!

INGER:

Saa ung saa fager og saa elskelig

Her blot til Nød og Savn!

Og skulde ogsaa bære

(Folder Hændeerne sukkende som i Bøn.)

Mari, lille Mari

Dit uforglemmelige Navn!

TORE:

Alt har hun som forvandlet,

Jeg kjender ei min egen Gaard!

Saa blomstrende og frodigt

Og vakkert alting staar!

Hvad stolte Dyr paa Stalden ei

Ved fyldte Krybbers Rad

Saa fliede og blanke

At rent en ser sig glad!

INGER:

Hvor skal vi kund lønne

Og takke hende ret?

[23]

TORE:

Nei, visselig det skulde

Ei være let!

Dog er jeg ræd ei længe

Hun bliver her;

Thi mange alt vil vide

At Per har hende kjær.

INGER:

Men ingen Gu vi heller gav

vor kjære Mari til …..

TORE:

Nei det var sandt,

Den Gutten er nok gjild!

(idet han reiser sig, færdig med sine Redskaber.)

Kom følge mig lidt ad Veien hen!

(Tore tager sin Hat – Inger knytter Hovedtørklædet fastere under

Hagen, i det samme høres Sang ude i Svalen og strax efter

Kommer Mari tilsyne i Døren med et stort Fange nyudsprunget

Birkeløv. De gaar hende imøde, som en elsket Datter.

TORE:

Ei, ei saa flittig altid

Med Lyst og Sang!

INGER:

Du kjære –

Gud signe dig din Gang!

MARI:

(lidt undselig, men lys og glad.)

Det er saa morsom, synes jeg

At studsle lidt og stelle.

TORE:

Snart er vi her igjen!

(de gaar).

[24]

MARI:

(idet hun lægger Løvet fra sig og ordner det, smaanynner hun Lidt paa samme Vise som udenfor, derpaa med fuld Stemme.)

Naar blot jeg kunde dem fortælle –

Aa, for en Glæde stor!

At lille Mari vor ei død;

Nei, var ilive

Og lykkeligst af alle

Paa denne Jord!

(stikker Birkeløv i Gruen og nynner lidt igjen, saa atter med

fuld Stemme)

Jeg synge, synge maa

For e n, for e n bestandig

Jeg tænker paa . . . . . . . . . . . .

Synge Dagen lang!

Samme Gutten som engang –

Samme lyse Lag –

Samme stærke Mod –

Samme stolte Vilje –

Og dog saa god!

Aa Per at det er dig,

Min elskte Barndomsven,

Jeg skulde finde . . . . . .

Finde i slig en Fryd igjen!

– – – – – – – – – –

Men Mari, Mari

Du falder nok i Tanker

Tænk om de kjære kom

Og du stod endnu her!

(det banker paa Døren. Mari forundret.)

Hvem der . . . . . . kom ind!

PER:

(gløtter i Døren.)

Per, Gutten din!

MARI:

(overrasket og henrykt, men først lidt forlegen.)

Nei er . . . . . . nei er det dig.

[25]

PER:

Jeg saa de gamle la’ ivei

Saa’n Lyst jeg fik at banke paa;

Det er som Solen ikke randt

Den Dag jeg dig ei saa!

(Omfavner hende med heftig Inderlighed.)

MARI:

Du kjære!

PER:

Mai – saa var det og en Ting

Jeg vilde tale om . . . . . .

MARI:

Ja kom, ja kom!

Kom set dig her!

(fører ham med sig mod Ildstedet – de sætter sig.)

PER:

Hør Mari hør . . . . . . . .

Vi vil ei skjule længer,

Vi har hindanden kjær . . . . .

MARI:

(med store Øine)

Per . . . . . ?

PER:

Vi vil tale vor Sag

Til dem som staar os nær!

MARI:

(op i stærk Glæde.)

Kan jeg de si! . . . . . . . ?

Fortælle mine kjære.

PER:

Saa kunde Brud og Brudgom alt

Vi denne Sommer være.

[26]

MARI:

Vi denne Sommer være – – ?

PER:

(oprømt, men lidt usikker.)

Ja Mari ja . . . . . . . .

Sig blot . . . . hvor kom du fra!

MARI:

(farer sammen som pludselig skræmt – vender sig raadvild hid og did – saa mod Per, som vilde hun sige noget, men holder inde – lidt efter med næsten toneløs Stemme.)

Jeg kan det ei.

PER:

(fortrydelig.)

Du gjør ei Ret

Af Sligt du ved

Der kommer jo

Blot dum Fortræd.

(overtalende)

Hør Mari hør

Jeg beder dig!

(Mari ude af Stand til at finde Ord, ser sig hjelpeløst om.)

PER:

(mer og mer ivrig.)

Mari! Mari!

MARI:

(bristende i Graad.)

Du s k u l d e ikke friste mig!

(hulkende kaster hun sig paa Bænken ved Bordet med Hovedet skjult i Hænderne.)

PER:

(søgende at berolige hende.)

Men Mari husk

Du maa f o r s t a a

De undrer sig i Bygden. –

[27]

MARI:

(reiser sig – ser et Øieblik hen for sig, som fattede hun en Beslutning – tager ham i Haanden – ser saart og fortvilet paa ham.)

Glem mig . . . . . . . . og lad mig gaa!

PER:

Glemme dig! Tal ikke saa!

MARI:

(sanseløs og fortvivlet.)

Aa frist mig ei

Aa lad mig gaa!

PER:

(forfærdet, synes først ved Maris sidste Replik rigtig at forstaa, at det virkelig er hendes Alvor.)

Mari, Mari . . . . . . du mener ei – – ?

Vor Lykke skulde strande!

MARI:

(bønlig kjæmpende for at komme løs.)

Aa Per, aa Per!

PER:

Mari Mari!

MARI:

Per!

PER:

Nei Mari, nei

Det Ord i Verden findes ei,

Som kunde d i g

I fra mig vriste.

Saa lad dem undre sig,

Jeg skal dig ikke friste!

Gud kjender dine Veie,

Det vidner alt dit Sind;

Hvad skulde mer jeg ville?

Er du blot min!

[28]

Jeg lover dig med Haand og Mund

At aldrig mer fra denne Stund

Jeg skal dig saare eller krænke,

Vil Mari blot som før din Tro

Og Tillid du mig skjænke.

Tal Mari tal! jeg lover dig . . . . . .

(tager hende stærkt og varmt i Haanden.)

Sig, sig at du er min!

MARI:

(søger at fatte sig famlende som efter et bedøvende Slag.)

Jeg vidste ikke ud eller ind . . . . . .

Bare at jeg aldrig kunde bære

Den Dagen ud at leve

Jeg skulde din ei Være.

(heftig kaster hun sig ham om Halsen.)

PER:

Du kjære!

Den Dag dit Øie aldri ser –

Thi intet uden Døden

Os to kan skille mer.

BEGGE:

Vi skulde sammen vandre

Omslynget gaa

I navnløs Fryd og Lykke

Der ingen Skygger naa –

Ad sommerlyse Stier

Saa lystelig en Gang

Lyttende og drømmende

Til Bæk og Fuglesang

Lyttende og drømmende

Den lyse Sommerkvæld

Til Lur og Lokketoner

Fra Dal og Fjeld.

Og alt skal os fortælle

Om livets Lyst,

Mens Hjertet banker høit

Som aldrig i vort Bryst!

Thi intet mer kan røre

med Harm vor Kjærlighed,

[29]

Ei Sorg ei Savn den kjender

Ei Frygt den ved

Vi skulde sammen vandre

Med Smil om Mund

Omslynget Haand i Haand

Til Livets sidste Stund.

Tæppet falder.

VI.

I Maris kammer.

Paa Bryllupsdagen i Maris Kammer. Paa Væggen midt imod Tilskuerne Vinduer. Paa høire Sidevæg en Dragkiste og noget andet Husgeraad. Midt paa Gulvet et Bord med en Stol, paa Bordet et lidet staaende Speil, Kamme og Naale. En Dør til høire.

MARI:

(kommer ind af Døren og lukker den stille efter sig.)

Mon nogen saa, jeg bort mig sneg –

Og herind jeg gik?

Saa gjerne jeg et Øieblik

Alene vilde være.

(Ser sig som halvt i Drømme om.)

Mit lille Kammer!

Saa mange minder kjære

Sig knyttet og til dig –

Her sad saa mangen Gang,

Mens jeg var ganske liden,

Jeg paa min Moders Fang;

Og glad og trygt

Jeg kunde hende «Moder» kalde.

Aa om til alle, alle

Jeg kunde raabe du,

Hvad skjult jeg nu maa bære!

Aa just i dag saa tungt

Det syntes mig at være.

(Man hører høirøstet Tale og Feleklunk udenfor.)

Nei for en Tummel og en Støi

Af Hesgter og af Kjøretøi!

Det er nok Spillemand og Kjøgemester,

Som samler sine Gjæster,

[30]

Vi skal vist snart afsted.

Hvor har jeg Kronen

Og mine Smykkesager?

Bedst at jeg frem det tager –

Jeg lagde det iaftes her.

(Aabner Kisten og tager Kronen frem, derpaa forskjellige Kjæder og Spænder, bliver efterhvert mere og mere forundret og ligesom lidt ilde tilmode. )

Jeg synes ikke Kronen

Var slig igaar . . . . . . . . .

Mer glimrende de Stene

Som nu her i den staar

. . . . . . . . . . . .    . . .

Og disse tunge Kjæder

Og gyldne Bringespænder . . . . . ?

Jeg synes ei igjen

Jeg noget af det kjender . . . . . ?

Hvem kan ha’ været her? –

Aa . . . . vel ingen Tvivl der er!

Saa blankt et Guld, saa skjønne Stene

Som dem der nu i Kronen staa

Jeg ved, at e t s t e d s kun jeg saa! –

(lægger det alt sammen betænksomt fra sig paa Bordet.)

Hvor underlig i Minde

Mig rinder nu, at just i Nat

Jeg drømte og om dem derinde!

Lad se . . . . .

(sætter sig idet hun søger at gjenkalde Drømmen i sin Erindring)

Jeg husker nok . . . . . .

De var omkring mig alle

Ifølge og i Flok

(stigende og fantasifuldt)

Men ei som naar ved Sommerkveld

Vi ud i Lunden dansed,

Og med Konval og Myskegren

Hinandens Haar omkransed.

Og ei som naar ved Vinterkveld

Vi lund med Hallen byttet

Og Sølverrokken dreied mens,

Til Strengespil vi lytted

(atter eftertænksomt og søgende)

Nei – det var ei saa!

Jeg ved ei hvor vi var . . . . .

[31]

Men følte jeg de alle bar

Slig Angst i Sind!

Saa bedende var Stemmen

Saa bleg var deres Kind!

Jeg ei det ret forstod – ?

Men blev saa saar om Hjertet

Og i min Hu saa mod . . . . .

Men kjære, det var jo blot i Drømme,

Det var jo ikke saa!

Hvor kan jeg komme paa

I tunge Tanker nu at falde

Jeg lykkeligst af alle, alle!

Hvad engang kunde være saart,

Hvad engang Hjærtet kunde nage

Er glemt i dag for alle, alle Dage.

Min elskte Barndomsven!

Du gode edle kjære!

Det er som tror mig selv jeg ei:

At Brud og Brudgom du og jeg

I dag, i dag skal være!

Mig synes at jeg staar

Paa Lykkens tinde

Og ser alt om mig skinne,

Bare skinne!

Og intet Ønske mer jeg ved!

(Brudeternerne kommer hurtig ind. Mari springer dem lykkelig og opprømt imøde.)

Aa Synnøve og Gerd.

SYNNØVE og GERD:

De lager sig til Kirkefærd,

Alt er tilrette.

Kom Mari skal vi hjælpe dig

Med Kronen paa at sætte.

MARI:

(viser mod Bordet og sætter sig.)

Ja kom, ja kom

Her Kamme er og Naale.

[32]

SYNNØVE:

(idet hun faar Øie paa Kronen og beundrende tager den i Haanden.)

Aa nei hvor den var smuk

Og hvor den kunde straale!

GERD:

(som ser andre Smykker.)

Og se for Spænder og Kjæder!

SYNNØVE:

(som imidlertid sætter Kronen paa.)

Aa nei hvor den dig klæder! –

Se dig i Speilet her!

GERD:

Jeg sikker er,

At Kongens Datter eier

Den ikke halvt saa fin!

MARI:

Jeg synes og jeg drømmer blot,

At det er min!

GERD:

Men Kjæderne og Spænderne

Vi ikke glemme maa!

SYNNØVE:

(idet hun fæster Kjæder og Spænder.)

Nei, Kjæderne og Spænderne

Vi ikke glemme maa.

RØSTER UDENFOR:

Hei, hvor er Bruden hei!

Nu maa hun skynde sig!

MARI:

(lidt nervøs idet hun reiser sig.)

Nu kommer vi, nu kommer vi.

[33]

SYNNØVE og GERD:

(som har ført Mari med sig et Par Skridt frem paa Gulvet og kaster det sidste beundrende Blik paa hende.)

Og ingen skal vel andet si’ end Bruden vor er nydelig!

ALLE TRE:

Nu kommer vi, nu kommer vi!

Tæppet falder.

VII.

Udenfor Kirken.

Til venstre henimod Forgrunden gammel Kirke. Bag denne, og tvers over Scenen, et mosegroet Stengjærde hvori en høi Port, som staar aaben. I Baggrunden bakket Terræn med samme Fjelde som i 1ste Akt. En Vei, tildels skjult af Krat, sees at slynge sig nedover Bakkerne. Det er ved Olsoktid. Naturen staar i sin yppigste Pragt. En større Almue er samlet om Kirken – flere og flere kommer til. Tilhøire i Forgrunden en Klynge unge Jenter – tilvenstre unge Gutter, også klyngevis.

JENTERNE:

(først en saa de andre.)

Kom alle Gutter og alle Jenter

Kom lad os danse, imens vi venter

Ei flyver Tiden saa let afsted

Som med lidt Skjæmt og lidt Munterhed.

(opofrende og lidt ærtende til Gutterne, som først synes lidt Træge og ulystne til at danse.)

Kom alle Gutter, vær ei saa sene!

Det er vel morsomt, jeg skulde mene,

At svinge rundt med sin Hjærtenskjær,

Om ei til Bryllupsfest med en er.

Tra la la la o. s. v.

[34]

GUTTERNE:

Aa hei og hopsan, vi er ei sene!

Nei raske Karer, jeg skulde mene,

Og om ei Brudgom i dag en staar,

Saa kan det hænde sig næste Aar.

Og om ei Brud end i dag en staar,

Saa kan det hænde sig næste Aar!

Ei Lykkens Veie er let at kjende,

De kan sig sno og saa rart sig vende!

Men alle vil de en Kjærest ha!

Den som har ingen, han er ei gla!

Tra la la la o. s. v.

GUTTER og JENTER:

Kom alle Gutter og alle Jenter

Kom, lad os danse imens vi venter;

Nu klædes Mari i Sølverskrud,

Saa gjild vist aldrig var nogen Brud.

Tra la la la o. s. v.

TRE SLADDERKJÆRRINGER:

(kommer mens endnu Gutterne og Jenterne svinger sig, frem i Forgrunden.)

1ste.

Men ingen ved, hvorfra hun kom.

2den.

Selv sine Husbondsfolk,

Saa gode og saa snille,

Hun ei fortælle vilde

Det mindste Ord derom!

1ste.

Nei, ingen ved, hvorfra hun kom;

Og jeg har hørt, at sidste Aar

Det gik ei rigtig til paa Tores Gaard.

[35]

3die.

Nei no’e Slag af Styggedom

Har drevet der sit Spil;

Og aldri spurgte no’e sligt

Før Mari kom dertil .

TO JENTER:

(kommer springende med Gutten Truls mellem sig.)

Nei hør, han Truls, han kan fortælle.

TRULS:

Ja naar en slig det kunde stelle!

Kornet hun saaet den ene Dag –

Den andren da var det alt under Tag!

Laaven saa fuld, den var nær ved at revne

Det er ikke Ret at ha slig en Evne!

Øxen, den hug i Skogen alene

Stærkeste Stammer og sværeste Grene;

Og Grisen blev født med Kjæften fuld

Af bareste myntet Guld!

(efter hver Vers korser alle sig og gjentager Trulses Ord med stigende Forundring.)

GAMMEL KJÆRRING:

Aa Gud bevare baade mig og Næsten!

NOGLE FRA BAGGRUNDEN:

Hys, støi ei saa, der kommer Præsten.

PRÆSTEN:

(kommer ind ad Porten ledsaget af og i Samtale med sin Degn.)

Der kom saa underlige Ting

Mig nys for Øre

Vel skal man ei

Paa onde Tunger høre;

Men ganske uden Grund

Vel løber ei fra Mund til Mund

Og finder Tro et saadant Rygte

Gud os bevare!

Vi kunde jo det værste frygte!

[36]

Vor Kirkes Hellighed at skjænde!

Den Fare for hver Pris

Vi maa afvende!

(De bøier af og gaar ind Sakristidøren. I det samme høres Felelaat. Almuen samler sig stærkt interesseret om Porten og Kirkedøren, speidende efter Brudefølget, som komme tilsyne oppe i Veien. Følget dreier om bag Kirken, kommer atter frem og bevæger sig med Brud og Brudgom i Spidsen ind ad Porten. Idet Brudeparet vil gaa op af Kirkens Trap, viser Præsten sig i Døren med opløftende og afvisende Hænder. Begge gribes af

Forskrækkelse. – Mari næsten segnefærdig og vigende. – Per heftig stemmende imod, som vil han true sig frem. Stærk Uro og Forvirring. I det samme viser Huldren sig i Baggrunden, hun synes at være i stor Vaande. Almuen har kun sin Opmærksomhed fæstet paa Brudepaaret.)

PRÆSTEN:

Jeg lukker ei op Guds hellige Dør

Før Mari, du svarer mig her:

Hvorfra er du kommen?

Sig hvem du er!

(Nogle Øieblikkes aandeløs Spænding.)

MARI:

(ser sig halvt sanseløs om som efter en mulig Redning – saa med klar Stemme, men som lød den fra en anden Verden.)

Fra Huldren kom jeg!

(det gaar som et elektrisk Stød gjennem alle. Huldreslottet styrter sammen med et Brag.)

Lille Mari er jeg –

som borte blev en Sommerkveld;

Lokket fra stakkels Brite

I Svarte Fjeld!

PRÆSTEN:

(mildt og spørgende idet hans Arme sænker sig og indtager en modtagende Stilling.)

Lille Mari! som kun var fire Aar.

FORÆLDRENE:

(over Mari der er segnet.)

Vort Barn, Vort Barn?

Nu alt vi ret forstaar!

[37]

KOR:

Som Døden hun blegned,

Som livløs hun segned,

Hun er død, hun er død o ve!

TORE:

Mari, Mari!

Hvad end der maatte ske –

Vi fik dig dog tilbage!

Det var en Lykke stor!

INGER:

Vor Bøn er hørt, ei maa vi klage –

Ei bittert mer en noget Savn!

I kristen Jord i Jesu Navn’

Skal lille Mari hvile!

PER:

(i ubehersket Smerte.)

Død, død!

Forstedse hende mistet!

Nei, nei, det er ei saa!

Jeg kan det ikke fatte –

Jeg vil det ei forstaa!

(idet han kaster sig fortvivlet ned mod hende.)

Elskede Mari!

KOR:

Beskyt os, beskyt os

Mod Mørkets Magt

Mod alle som staar

Med dets Fyrste i Pagt!

Lad aldrig os daare

Af Smil eller Taare –

Falskt er deres Væsen

Arg er deres List!

Beskyt os, beskyt os

Herre Jesus Kristt!

Tæppet falder.