Dragedukken [06-libretto-4.akt]

[95]

Fjerde Akt.

Første Scene.

Lene. Trine. Børnene.

(Lene sidder ved Bordet og helder sit Hoved til sin

Haand, hun synes overvunden af Sorg, og hen-

sunken i Betragtninger. Trine kommer ind med

de voxne Børn. De betragte hende tause nogle

Øieblikke og gjøre en stum Scene.Trine nærmer

sig til hende. Det er Dag.)

Trine:

Moder …. hun hører mig ikke, hun er hen-

sunken i sin Sorg …. (hun tager hendes Haand)

Moder! see din Datter, see dine Børn ….

Lene:

(der ligesom vaagner af en Bedøvelse).

Mine Børn …. arme Børn! ere I her … søge

I Trøst hos mig? o! desværre, jeg har ingen at

give Jer … hvad gjør de smaa?

[96]

Trine:

Jeg har faaet dem bragt i Roelighed, de sove

begge.

Lene:

Hvor er Peter?

Trine:

Erindrer du ikke Mo’r, at han ilede ud igjen,

saasnart han saae dig lidt beroliget, for at indhente

Efterretninger …..

Lene:

Jo, det er sandt, tilgiv mig Børn, jeg sandser

Intet …. jeg er saa adspredt … saa beklemt …

Et af Børnene:

Gode Moder, du maae ikke sørge …Fa’r kom-

mer nok igjen ….

Lene:

Mener du det min Ven? … o! det var en En-

gels Stemme ….

Trine:

Jeg hører nogen komme med hastige Skridt …

det er Peter, min Moder ….

Lene:

Gud! hva bringer han?

[97]

Anden Scene.

De Forrige. Peter.

Trine:

(i det han kommer ind)

Du bringer gode Tidender, min Ven, det siger

dit glade Aasyn mig.

Lene:

Peter … spaaer dit Øje sandt?

Peter:

Fat dig, Moder, fat dig …. nylig truede Sor-

gen at dræbe dig, har du nu et Hjerte for Glæden?

Lene:

Har du fundet ham?

Peter:

Han kommer strax.

Børnene:

Fa’r kommer …. han kommer strax … hørte du?

Lene:

(vil reise sig, men formaaer endnu ikke)

Hvor er han … hvor er han … hjelp mig hen

i hans Arme ….

Peter:

Endnu engang, fat dig Moder.

[98]

Lene:

Hvor fandt Du ham?

Peter:

Dine sorte Forvarsler drev mig til at gaae langs

med den rædsomme Kanal, i hvis Svælg Fortvivlel-

sen saa ofte udstøder sit sidste Suk; jeg kom op til

Marmorbroen, medens jeg gik deromkring, syntes

jeg at skimte noget inde i en af Hvelvingerne ved

Jernporten … det var din Mand … han har havt

mange Begivenheter i Nat, som han sagde, vi skulle

erfare, naar han kommer hjem, mat og træt havde

han sadt sig derind. Søvnen havde overfaldet ham

… jeg fandt ham endnu i dens Arme … jeg vaag-

nede ham, og … han følger mig.

Lene:

Gud, du har bønhørt mig …. hvordan er det

med ham? … har han intet opdaget?

Peter:

Jeg troer det ikke … han udlod sig ikke meget,

jeg skildrede ham din Tilstand, han fældede en Taare

og sagde: ja, jeg vil strax hjem til hende; hans Plan

er nok ikke bleven udført, thi jeg saa Kurven ved

hans Side; jeg vilde baaret den for ham, men han

afslog det og svarede; «jeg vil ikke oftere læsse min

Byrde paa nogen andens Skulder, thi den falder

[99]

dobbelt tung tilbage;» jeg vilde ikke plage ham med

Spørgsmaal, og gav mig desuden ikke tid, men jeg

løb strax alt hvad jeg kunde, for at berette dig den

glade Tidende.

Lene:

Tak, gode Ven … tak …Du har bragt mig

mere end Livet … men hvi er han her ikke alt?

gid Du ikke havde forladt ham.

Peter:

Nu ingen Uroelighed Moder …. han gaaer

langsomt med sin Byrde, og gjør en Omvej for at

undgaae al Opmærksomhed …. jeg veed hvad Vej

han tager og iler ud igjen at beskytte ham mod enhver

Overlast.

Trine:

O bie, jeg følger Dig.

Børnene:

Vi ogsaa møde Fa’r ….

Lene:

Nej Børn, bliv hos mig I smaae, gaae ikke

fra Moder.

(Peter og Trine ere borte.)

[100]

Tredie Scene.

Lene. Børnene.

Et af Børnene:

Nu Moder, nu maa du være glad, nu kommer

jo Fa’r …

Lene:

Det er jeg ogsaa mine gode Børn … usigelig

glad … og I? I ville vel tage kjærlig imod ham,

naar han kommer?

Børnene:

(vexelviis).

Vi vil kysse ham, vi vil klappe ham, vi holde

alle saa meget baade af Dig og vor Fa’r.

Lene:

(reiser sig og omfavner dem).

Børn … Mand! oh! hvor jeg nu er lykkelig.

ARIE.

Han kommer igjen

Vor Fader, vor Ven!

Glædens Bud paa lette Vinge

Ilede mig Liv at bringe,

Sorgen smelter hen i Lyst.

Rene Vellyst! milde Glæde!

Smilende skal dine Spæde

Hænge ved dit Faderbryst;

[101]

Og naar da paa Moderkinder

Glædens tause Taare rinder,

I vor Favn skal du min Ven

Føle, nyde, dele den!

Fjerde Scene.

Lene. Jakob. Peter. Trine. Børnene.

(Han har begge Kurvene under Armene. Han bliver

staaende ved Indgangen. Børnene ile hen til

ham og raabe Fader! Fader! De slynge sig om

ham. Lene staaer inderlig bevæget og rækker Ar-

mene ud mod ham. Jakob er rørt.)

Jakob:

Ja, ja, her er jeg, nu Rollinger, Gud velsigne

Jer …. og min Indgang. Han har bevaret min

Udgang, at han skulde velsignet den, det var for me-

get forlangt. Det indseer jeg nu.

(under dette sætter han Kurvene paa et Bord i

Baggrunden.)

gode Lene, jeg har voldet Dig megen Angst, men det

var ikke min Hensigt.

Lene:

Det veed jeg, min Ven.

Jakob:

Hvorledes er det med dig?

[102]

Lene:

O! nu godt ….

(Hun synker i hans Arme).

Jakob:

Gid det var saa vel! denne Taare den er ogsaa

god; jeg kunde være meget lykkelig, men Skjæbnen

vil ikke tillade det.

Lene:

Jo den vil …. ere vi ikke nu alle lykkelige?

Jakob:

Og … Mangelen for Døren?

Lene:

Nu mangler jeg intet.

Peter:

Frisk Mod, Fa’r, den kan afhjelpes.

Et af Børnene:

Gud skee Lov, at Du kom hjem Fa’r, Moder

har grædt saa, medens Du var borte.

Jakob:

Det gjør mig ondt, min lille Ven, jeg har hel-

ler ikke dandset paa Roser.

Lene:

Stille med det, mine Børn, nu er han her,

og nu er alting godt; men nu bliver jeg først vaer,

[103]

at du har bragt to Kurve hjem …. hvad vil dette

sige?

Jakob:

Der er en paa Kjøbet; jeg var misfornøjet med

dine Tvillinger, nu har jeg faaet Trillinger.

Lene:

Men jeg maae dog see ….

(Hun vil aabne Kurven.)

Jakob:

Nej, bie Mutter, du skal erfare det, men alting

i sin Orden. Du kan troe det er en snurrig Tildra-

gelse, den kunde ligesaa got finde sted i Tusinde og

een Nat, som Eventyret om de tre Pukkelryggede

fra Damaskus, eller noget af de andre. Du havde

saa meget at indvende mod mit Forsæt, nu, der blev

da heller ikke noget af; kom nu først hid og tag imod

din egen, for Haand skal Haand svare …. her skal

du see, at jeg bringer din Jesper vel indpakket og

konditioneret tilbage;

(Han har under dette aabnet sin egen Kurv, og

vil tage Barnet frem)

men Herre Jemini! Drengen er saa haard som en

Steen, o! Gud hjelpe og trøste mig arme mand,

mit Barn er dødt.

Lene:

Min Ven, jeg ….

[104]

Jakob:

O jeg ulykkelige Mand… men maaske er han kun

stiv af Kulde …. Vi kan vel faae ham til Live igjen,

(i det han vil tage Barnet op, falder Omsvøbet af,

og han beholder Trædukken i Haanden.)

hvad …. hvad er dette? er det Hexeriet? det er jo

ikke mit Barn … det er jo en Trædukke ……

Lene:

Fa’r … hør mig, tilgiv at jeg ……

Jakob:

Skulde jeg have taget Fejl af Kurvene … maa-

ske har den forbandede Urtekræmmer puttet dette Ska-

bilken i Kurven for at gjøre Nar af mig,

(gaaer til den anden Kurv.)

Nej, … der ligger jo et levende Barn og sover ….

Himmel og Jord! hvad er dette for Koglerie?

Lene:

Vær roelig Fa’r og hør mig, det Koglerie kom-

mer fra mig. Du veed at jeg kune ikke afholde Dig

fra dit Forsæt, og samtykke det, kunde jeg plat ud

ikke …. jeg bedømmer ikke om der er Undskyldning

for en Fader i din Forfatning …. men det veed jeg,

at en Moder, som støder det Barn fra sig hun har

baaret under sit Bryst … hun maae være ulykkeligere

end jeg er; jeg brugte altsaa en Qvindelist for at

rædde mit Barn, medens Du var inde at klæde Dig

[105]

paa, lagde jeg Sophies Dukke i Kurven … der har

Du hele Tildragelsen, og Gud skee Lov, at du ikke

har opdaget den førend nu.

Jakob:

Nej, nu vil al Verden gjøre mig gal …. laae

ikke mit Barn i Kurven? saae jeg det ikke med mine

egne Øjne? saae ikke Urtekræmmeren ogsaa Barnet?

jeg var jo den Gang ligesaa lysvaagen, som jeg er nu.

Lene:

Fa’r, det var mørkt ….. Du har ikke seet saa

nøje til ….

Jakob:

Nej, medens jeg sad og sov deroppe, saa har

man forbyttet mit Barn, ja det er Sagen … jeg

syntes nok, at jeg saa en gammel Hex rode derom-

kring…

Lene:

Men du kan jo strax komme ud af Drømmen,

dersom du vil gaae ind i Sovekammeret, der ligger

begge dine Tvillinger og sover i min Seng.

Jakob:

Ligge de der? … begge? … Ja, der maae jeg

ind at see.

[106]

Lene:

(gaaer imidlertid hen til Kurven).

Men hvordan kan det gaae til, at han kommer

hjem med et fremmed Barn? see engang --- o see!

hvilket nydelig Barn … hvor i al Verden er han

kommen til det?

Peter:

Han har ikke udladt sig for mig … det var

først nu, da Trine og jeg mødte ham, at jeg blev

begge Kurvene vaer … det er en forunderlig Hæn-

delse …

Lene:

(til Jakob, som kommer ind igjen).

Nu, min Ven, er Du overtydet?

Jakob:

Ja, om at jeg var et Aalehoved, med Tugt

at sige, jeg har løbet April. Kone, du har nar-

ret mig.

Lene:

Tilgiv mig, min Ven, det var den første Gang,

og skal ogsaa blive den sidste, min Hensigt var god …

jeg vilde Skaane os begge for en Bebrejdelse.

Jakob:

Mon da noget Menneskes Barn paa Guds hele

Jord nogensinde har fristet saadan en Skjæbne? I

[107]

Stedet for at blive af med et Barn, faaer jeg et til

paa Halsen, maae udholde den ene Tørning efter den

anden, med Vægtere, Kræmmere, Gefreterer og

Fanden veed hvad alle de Djevle hedde, som var kom-

met løs i Nat, sidder nede i et Hul og Skjælver som

en Tyv … og alt dette hænder mig, fordi jeg bær

paa et Skabilkenhoved ….

Lene:

Var alt dette blevet bedre om Du havde havt

dit eget Barn i Kurven? Men siig os dog Fa’r, hvor

har Du faaet dette dejlige Barn?

Jakob:

Ih for Fanden! Jeg har jo sagt det, af Urte-

kræmmeren …

Lene:

Det har jeg ikke hørt, har Du da talt med Ur-

tekræmmeren …

Jakob:

Om jeg talte med ham, jo! jeg mener her er

Syn for Sagen, den Samtale kommer vi begge til

at huse.

Lene:

Men forklar dig dog, Mand! hvorledes gik

det til?

[108]

Jakob:

Ih! det var den forbitrede Dukkes skyld, jeg

holdt Øje med den, som det kunde været mit eget

Barn, og som jeg da stod der og kimede paa Urte-

kræmmerens klokke, saa kom han farende ud, greb

mig i Nakken og prakkede denne Unge paa mig …

hvor han er kommet til den, det maae Vorherre vide

… jeg sparkede imod alt hvad jeg kunde; men han

truede mig med Justitsen, Vægtere, Stokhuset og

alle de Djevle han formaaede at mane, og slog tilsidst

Døren i for min Næse … der stod jeg som en Nar,

med tugt at sige … men hvad var der ved at gjøre,

jeg kune jo ikke lade Barnet ligge og fryse ihjel paa

Gaden?

Lene:

Nej ved Gud, det kunde du ikke … en besyn-

derlig Tildragelse! … o min Ven … det var vist en

god Aand, som indskjød dig at gaae ud, for at rædde

dette nydelige Barn.

Jakob:

Rædde det … ja, den er vel bjerget som gaaer

til Søes i en Rosinkurv uden Pompe.

Lene:

Det er en Gave som Forsynet har sendt os, vi

bør troelig dele med ham, hvad vi eje.

[109]

Jakob:

Der vil falde mavert Udbytte af de Actier.

Lene:

Men hvorfor har du ladet os være i Angest saa

længe, hvorfor kom du ikke strax hjem til os?

Jakob:

Jeg kunde ikke komme igjennem for bare Ge-

freterer …

Lene:

For Gefreterer?

Jakob:

Ja, snart vilde de her hjem for at besøge dig,

snart vilde de ned i Kjelderen til mig, og havde jeg

ikke taget Mod til mig, og bildet dem ind, at jeg var

Vægter, saa veed jeg ikke, hvad der kunde bleven av

den Spas.

Lene:

Men, alt dette forstaaer jeg jo ikke et Ord af,

Mand?

Jakob:

Hør Kone, der er hændet mig saa meget i denne

Nat, at jeg selv ikke veed, om det er en Drøm eller

om jeg er vaagen …. kort og godt … det var nogle

Svirebrødre, som havde drukket lidt mere end deres

[110]

Kyllinghoveder vel kunde bære, de gjorde en Allarm,

saa at i det mindste hele Aabenraae og Landemærket

kom paa Benene … jeg sad i et Kjelderskuur og ven-

tede hvert Øjeblik at falde i Justitsens Klør, med

Tugt at sige, men Mørket, kan jeg tænke, og For-

virringen ræddede mig. Omsider fik da denne Tum-

mel en Ende; da det var bleven roeligt, saa trissede

jeg af … men jeg veed ikke, om der var Frygten som

indbildte mig, at der overalt var Gripomenusser ef-

ter mig … jeg laverede, drejede af den ene Gade i

den anden, og følte mig ikke i Sikkerhed, førend jeg

var kommen op i Buegangene ved Slottet; her tænkte

jeg, er da i det mindste hverken Vægtere eller Urte-

kræmmere; træt og fortumlet sad jeg mig ind i et

Lukaf ved Jernporten, der besluttede jeg at bie indtil

Vægterne vare af Gaden. Medens jeg sad der i

mine egne Betragtninger, saa gav den fremmede

Person en Lyd fra sig; jeg søgte at dysse ham i Søvn

igjen; under denne Forretning krævede Søvnen mig

selv en gammel Gjeld …. kort og godt, vi faldt

begge to i Søvn, og jeg havde vel sovet endnu, dersom

det ikke var faldet nogen ind at vække mig …. See

der har du min Rejsebeskrivelse i kort Begreb …

her staaer jeg da, mere hjelpeløs end da jeg gik ud,

med en Byrde mere paa Nakken, galt var det, og

værre blev det.

[111]

Lene:

Mand, Mand! … der er noget som du for-

dølger i din Fortælling … men jeg har følet det,

min gode Engel har gaaet ved din Side, eller var det

maaske dig du velsignede Barn som var denne gode

Engel? nu saa skal du være mig tilfold velkommen.

Jakob:

Ja, det er rigtig nok en Foræring, som man

bør glede sig over i vores Forfatning … vil du ikke

kysse ham?

Lene:

Jo i Sandhed, det vil jeg …. see han vaagner

… han smiler til mig … han strækker de smaa Arme

ud imod mig … ja kom du arme forladte Barn

som hele Verden støder fra sig, du skal herefter være

mit, kom i mine Arme, op til mit Bryst!

(Hun gaaer ind med Kurven, Trine og

Børnene følge hende.)

Femte Scene

Jakob. Peter.

Jakob:

Det er en forunderlig Kjelling … er hun mig

ikke oven i Kjøbet saa glad, som om hun havde

[112]

sprængt Zallotteriet. Ja, vi fikk sagtens Nummeret

nok ud. Jeg har jo vundet en heel Terne! heisa!

lystig Jakob, Du kan hænge dig, naar du behager.

Peter:

Fa’r, taal at jeg siger dig det: du har en ma-

geløs Kone, hun hænger ved Mand og Børn med sit

hele Væsen … havde du seet hendes Sorg, hendes

Sjele-Angest i din Fraværelse …. men hvor Du,

den brave, redelige, strævsomme Mand, kunde faae en

saadan Tanke … nej det begriber jeg ikke.

Jakob:

Du ogsaa! der staaer skrevet, at i Dag skal en-

hvers Haand være imod mig …. forsøg i 17 Aar at

kæmpe med Uheld og Mangel, og jeg vil see om ikke

Modet svigter Dig tilsidst.

Peter:

Det bør aldrig forlade den retskafne Mand.

Jakob:

Let sagt, men just fordi jeg gjerne vilde være

en retskaffen Mand, ikke gjøre Lurendrejerier og Fix-

fax, borge, synde, juxe, just derfor er og bliver

Jakob en Stodder; og da Kjellingen nu kom med

hele to paa eengang, og jeg sad i det op over Ørene,

med 6 Børn, uden Brød i Huset, er det vel no-

[113]

get at skraale over, at jeg i det mindste vilde søge at

bringe den ene i Behold? … overalt, saa blev jeg

vel haardt nok straffet for det Forsøg … jeg gik ud

som en Fjante, og kom hjem som en Nar … gamle

Daare! Jeg indbildte mig, at jeg skulde truffet en

Kristen, men jeg traf en Kræmmer, og Kræmmer er

hele Verden!

Peter:

Troe mig Fa’r, det nytter sjelden at ville lede

Lykken, den er særsindet; men derfor maae du ikke

lade Modet synke. En Mand kan, naar han vil,

og han maae ville, saa længe han er til. Men du

og dine skal ikke lide Nød. Jeg er ene, jeg fortjener

mere end jeg behøver, jeg har ofte tilbudet Dig mit

overflod, men du har afslaaet det … Jeg vil paa-

trænge dig det. Trines Forældre og Sødskende skal

ikke lide Nød, saalænge jeg kan røre disse Arme, nej

ved Gud, det skal de ikke.

Jakob:

Du vil da at jeg skulde være mindre ædel end

du? Du vil at jeg i Forveien skal fortære dine Børns

Føde? thi du, daarlige unge Mand, du vil jo ogsaa

gifte dig? du vil ogsaa skaffe den Rige Opvartere

[114]

og avle Mennesker, som graadigen skal opsanke Smu-

lerne af deres heldigere Brødres Bord? dog … jo,

een Gave vil jeg tage af dig … forær mig en Strik-

ke, thi i Sandhed, jeg har ikke Raad til at kjøbe

den selv.

(han kaster sig i en Stoel og læner sig op

til Bordet.)

Peter:

Nej Fa’r, det vil jeg ikke, men for at muntre

dig, vil jeg synge en Vise for Dig, som jeg lærte for-

leden paa Værkstedet af min Mester; Du veed han

er en rask Mand, som ogsaa har prøvet en Dyst med

Skjæbnen. Hør mig Fader …

ARIE.

O! vee den Mand, hvis fejge Sind

Strax raader ham at pakke ind,

Naar Modgangs Storme bruse.

Det held du søger, findes her,

Det findes baade fjern og nær,

Hvor Nøje er til Huse,

Jag vældig Hest i fuld Galop,

Bag rider Sorgen, Hop i Hop,

Og Rytteren omslynger.

[115]

Sæt Segl til Aars fra Kallundborg,

Paa Smakken stiger lede Sorg

Og med paa Bølgen gynger.

Thi vee den Mand, hvis fejge Sind

Strax raader ham at pakke ind,

Naar Modgangs Storme bruse.

Det Held du søger, findes her,

Det findes baade fjern og nær,

Hvor Nøje er til Huse,

Sjette Scene.

Jakob. Peter, Lene. Trine.

(Lene kommer hastig ind med et Brev i Haanden.)

Lene:

O Fa’r, Fa’r … Du har været ude i en lyk-

kelig Tid … al vor Sorg er til Ende …. See her,

hvad dit Hittebarn bringer Dig …

Jakob:

Hittebarn … bringer mig … er det et ny

Eventyr?

Lene:

Ja, ja, naar Nøden er størst, saa er Hjelpen

nærmest.

[116]

Trine:

Hvilken lykkelig Hændelse!

Jakob:

Men hvad er dog dette? … hvad vil I sige?

… forklar mig …

Lene:

O! min Ven, Glæden har paa eengang over-

rasket mig … hør mig, da jeg kom ind med Hitte-

barnet, saa lagde jeg det strax til mit Bryst, derpaa

vilde jeg klæde det af, og da jeg begyndte at løse op,

saa jeg, at der hang et Brev i en Silkesnoer om

Barnets Hals …. Jeg aabnede det, og fandt disse to

hundrede Rigsdaler Sedler og ……

Jakob:

To hundrede Rigsdaler-Sedler! .. nej, nej,

det kan ikke være til mig … hvor skulde jeg faa saa-

dan en Remisse fra? jeg har jo ikke indgaaet nogen

Kontrakt med den Slemme.

Lene:

De ere dine min Ven og mere til … see her,

læs dog Brevet ….

[117]

Jakob:

Kone … Kone, tag dig vare …. det er et nyt

Koglerie, den lede Satan driver skinbarlig sit Spil,

med Tugt at sige ….

Lene:

Nej, dette kommer fra en anden Haand …

Algode lad disse Taarer takke dig! … men Fa’r …

læs dog.

Jakob:

(tager Brevet).

Jeg er saa fortumlet, at Bogstaver og Sedler

og det hele Eventyr seer ud som Hexerie og Kragetæer

for mine Øjen … see der Peter, læs du det …

Peter:

(læser).

«Endskjønt vi skrive 1797, saa er der dog

endnu Fordomme til. Disse nøde en uheldig Fader

til et Skridt som Naturen fordømmer. Et Barn

som skulde blevet Forældrenes Glæde, maa jeg

sætte ud, for at skjule en Forbindelse, som paa

ingen anden muelig Maade kan blive hemmelig,

og hvis Opdagelse vilde styrte trende Væsener i

uundgaaelige Ulykker.

Mangel er ikke Drivefjæren til min Hand-

ling. Til Beviis herpaa vedlægger jeg tvende

[118]

hundrede Rigsdalers Sedler, hvilke skal tilhøre

den der modtager mit Barn. Naar Modtageren

i Adresse Avisen vil melde, at have bekommet den

tilsendte Kurv mærket indvendig paa Bunden A, B,

og angive sit Navn, skal jeg hvert Aar paa denne

Dag besørge ham tilsendt 100 Rdlr. Indtil Dren-

gens 10de Aar; inden den Tid haaber Faderen at

kunne give sig tilkjende, og skal da ikke vise sig

uskjønsom mod den, som har behandlet hans Barn

menneskekjærligen. Jeg vedlægger til den Ende

en afbrudt Ring, det andet Stykke hænger ved

mit Hjerte. Den som fremviser det er Barnets

Fader.»

Peter:

(byer Jakob Brevet).

Til Lykke vor Fa’r … og (i det han seer til Lene)

Barnet ønsker jeg ogsaa til Lykke.

Lene:

Det arme Barn!

Jakob:

Men kan da Ingen sige mig, om jeg er vaa-

gen eller om det er en Drøm alt sammen? i Nat en

[119]

Prakker, i Dag Penge og aarlig Pension … Disse

Sedler de ere altsaa virkelig mine?

Lene:

Ja min Ven, naar Du opfylder hvad Brevet

tilholder og sørger for Barnet.

Jakob:

Ja hør Lene, det vil jeg lade være din Sag,

dermed mener jeg at baade Barnet og Forældrene

vil blive best tjent.

Lene:

Jeg skal omhyggelig stræbe at staae det kjære

Barn i Moders Sted.

Jakob:

Godt Lene; men min Urtekræmmer, han vil

bide sig i Fingrene, han havde vist ikke været saa ge-

svindt til at prakke Ungen paa mig, dersom det

havde ahnet ham, at der laa Bankosedler i Kurven.

Som Moer, lad mig dog engang betragte disse skjønne

Sedler! det er den første Gang i min Livstid, at

jeg har den Ære at gjøre saa fornemt Bekjendtskab.

«Naar forlanget, betaler Banken i Kjøbenhavn … »

det er mere end mine Kunder gjøre … «100 Rdlr.,

[120]

skriver Et hundrede Rigsdaler, til Ihændehave-

ren» … det er jo mig? 100 Rdlr., 200 Rdlr.,

hvordan kan man være saa riig? og desuden 100 Rd.

aarlig, var det ikke saa?

Lene:

Jo min Ven.

Jakob:

Hvad skal jeg tage mig for med alle de Penge?

Der løber allerede Alskens Spekulationer om i mit

Hoved … hør paa mig Mo’r … veed Du vel hvad

jeg vil gjøre? Nu vil jeg strax see at komme ind i

Lauget … jeg vil holde Svende og Drenge, vil jeg

… jeg vil indkjøbe Læder og oprette en Boutik, lige-

som den engelske Skoemager, jo, jo! der vil gaae

Rye av den Skoemager, som finder Børn der ere

udspækkede med Bankosedler …… man er ofte kom-

men for Orde for mindre … Folk her i Byen ere

kurøse af sig, de vil hen at see paa det underlige

Dyr …. har Du seet ham Masør? har Du været

der Monfrere? nu kommer den hele Bye … en be-

stiller et par Skoe … en anden kjøber et Par Støvle

… man vil saa gar finde noget besynderligt ved

mit Arbejde, og Næringen vil strømme ind … jo,

jo, hør engang, hvad jeg vil gjøre:

[121]

ARIE.

Først jeg Mesterstykke gjør,

Saa en Bod opretter,

Mester Jakob paa sin Dør

Saadan Indskrift sætter:

«Kommer Landsmænd, kommer Kunder!

Her er Skoe til al Slags Læst,

Yndest mig og Næring under,

Vælger hvad jer passer best.»

Skoe til Pikkenik og Bal

Petitmætren finde skal,

Danserindens pene Fod

Nydelig skal vorde skoed.

Men her skal og Støvler være

Som kan tung Borgmester bære,

Stive Støvle til Majorer,

Springboots med smaa bitte Sporer,

Til Grassat at ride med,

Eller lade som man reed.

Og alt hvad I kan attraae,

I min Bod parat skal staae.

Skoe af Rusvard, Klædelister,

For de Herrer Podagrister.

[122]

Til en Lænestoels Madamme,

Til en munter Balbyes Amme,

Jeg, som det sig hør og bør,

Tøffelen forskjellig gjør.

Er mit Arbeid Fuskeri,

Boden strax jeg lukker i.

Støvle, Tøfler og Gramasker,

Tynde Skoe og Skoe med Rand,

Fra Pampusser til Kalosker,

Alting, I her finde kan.

Kom da Venner, kommer Kunder!

Og en Landsmand Hansel under,

Men, er han jer ej til Lags,

Tydsken er ved Haanden strax.

Peter.

Gu skee Lov, vor Fa’r, at Glæden kom til-

bage her i Huset, Din blide Sjæl kunde ikke længe

huse Kummer, paa en mødig Nat fulgte en glædelig

Morgen.

Jakob:

(som staaer og grunder.)

Ja, det er godt nok…. Men det kommer mig

dog for, som om der var noget underligt i denne

[123]

Maade at komme til Penge paa. Barnet var jo

sadt uden for Urtekræmmerens Dør?

Trine:

Men, han stødte det jo fra sig.

Peter:

Og det staaer jo i Brevet, at Pengene skal tilhøre den er modtager Barnet.

Jakob:

Staaer det i Brevet? hm… hm… det er

Sandt, at det gaaer intet Sted saa løjerlig til som i

Verden, … netop da jeg falder paa et fortvivlet

Stykke…. I det jeg udlægger mit Barn…

Lene:

Men Fa’r, du udlagde jo ikke dit Barn…

Jakob:

Nej det er sandt, det var en Dragedukke jeg

bar paa, for den har bragt Penge til Huset; nu vel

da, lad oss tage hvad Skjæbnen sender os… jeg vil

ikke længere gruble derpaa… det er vel overalt ikke

den første Gang, at En har spillet om Galgen, og

vundet en Pension. Men, jeg er dog virkelig nu

paa eengang bleven alt for riig, see her Peter, skil  

[124]

mig ved den ene 100 Rigsdalers Seddel, gjør dit

Mesterstykke, og tag Tøsen som staaer der og smid-

ler til Dig.

Peter:

Hvad jeg modtager af din Gave er ikke den

mindste Deel, giv mig Trine, og tag min sønlige

Tak. Pengene behøver jeg ikke, min Mester har

lovet at hjelpe mig ind i Lauget… Du har nok at

bruge dem til.

Jakob:

Nu vel Mo’r, saa gjem Du det hele Rageri.

Du vil vel sørge for at udstyre din Datter, saa godt

vi formaae. Og Du Trine, sørg Du for at betale

Petter min Gjeld.

Peter og Trine:

Gode Fader!

Jakob:

Kommer alle til mit Hjerte!... en god Hustrue,

fromme Børn, er en uskatteerlig Lykke… Gud skee

Lov, den ejede jeg stedse… For Resten gjækkede

Lykken mig længe… omsider fik jeg dog den ustadige

fat, men vist nok er det, at den kom igjennem en

Bagdør.

[125]

FINAL.

Jakob:

Hold Lampen tændt, sye Tøfler, Skoe,

Bryd aarle op, gaae seent til Roe,

Det fylder ej din Lomme.

Men gjør engang en Narrestreg

Og Blindebuk med Lykken leeg,

Maaske den da tør komme.

Lene:

Lad Daaren friste Lykkens Harm,

Den Vise i sin egen Barm

Fandt Kilden til sin Glæde.

Den ejer nok, som vel tilfreds

Sig fryder i en huuslig Kreds,

Hvor Venskab har sit Sæde.

Peter:

Min Lykke er min højre Haand,

Min Tillid er en skyldfri Aand,

Min Fryd, min Piges Hjerte.

Er Pigen min, er Haanden fri,

Kan Lykken gaae min Dør forbi,

Jeg har hvad jeg begjerte.

[126]

Trine:

I kjælen Barm skal Nøje boe,

Et Eden om vor Hytte groe,

Hvor Sjæle sammenflyde.

Glad ved det Baand som Hjertet bandt,

Om større Lod en anden vandt,

Det skal mig ej fortryde.

Alle:

Himmel! gid hver bitter Taare

Som paa Brødres Kinder randt,

Hver en Braad som dem vil saare,

Svinde som vort Uheld svandt!

Jakob og Peter:

Manden skjænk en huld Veninde.

Lene og Trine:

Hytten glæder… Borgen Fred.

Alle:

Olding, Yngling. Mand og Qvinde,

Alle naae Lyksalighed!

Ende.