Dragedukken [05-libretto-3.akt]

[60]

Tredie Akt.

(Hos Jakob Skoemager. Værelset er det samme som

i første Akt. Det er endnu mørkt. Trine kom-

mer ind med et tændt Lys. Hun har sit Strikke-

tøj i Haanden, som hun lægger paa et Bord i

Baggrunden, imedens hun rydder og sætter til

Rette i Værelset.)

Første Scene.

Trine:

(efter at have seet hen til Løjbænken)

Fader er her ikke…. skulde han alt være gaaet

ud? arme Fader! det vil snart blive Dag ….. paa

denne Tid plejer Peter at see ind til sin Pige, førend

han gaaer hen til sit Arbejde …. er jeg kommen for

tidlig op, eller sover han for længe? og i Gaar var

han er slet ikke ….. skulde han begynde at blive

ligegyldig? nej gode Peter, du elsker mig stedse, det

vil jeg troe, fordi jeg maae troe det, saalænge jeg

kan…. men kom dog helst selv for at forvisse mig

derom.

[61]

ARIE.

Er jeg hos mit Hjertes Ven,

Hastig iler Dagen hen,

Neppe faaer den glade Pige

Tid at sige

Hvor han er mit Hjerte kjær,

At den rinder,

Vi først finder,

Naar den alt forsvunden er.

Men er jeg forladt en Dag,

O! det er en anden Sag,

I hver Lyd mit spiilte Øre

Ham vil høre,

Langsomt Tidens Viser gaaer,

Og mit Hjerte

I sin Smerte

Slag om Slag mot Klokken slaaer.

(Imedens Trine synger, har Peter listet sig ind, han

finder hendes Strikketøj paa Bordet, og omvin-

der det med Silkebaand og et Silketørklæde, hvor-

efter han igjen lister sig ud. Naar Trine har

sunget sin Arie, vil hun gaae hen at tage Strik-

ketøjet og studser.)

Hvad er dette? … er det Koglerie? … her har jo

ingen været …. men denne Stads …. disse Baand

…. et Silketørklæde …. o Peter, Peter …. du

[62]

har været her …. det er fra dig …. hvor er du?

hvor skjuler du dig? Peter, min Peter!

Peter:

(bag Kulissen)

At den rinder

Vi først finder

Naar den alt forsvunden er.

Anden Scene.

Trine. Peter.

Trine:

Peter ….

Peter:

Trine ….

(De ere i hinandens Arme.)

Trine:

Men …. hvordan kom du her ind?

Peter:

Igjennem den Dør og det uden Mirakel, for

du ved, at jeg har Nøglen dertil.

Trine:

Slemme Peter … saaledes at overraske din

Pige …. at lure paa, hvad jeg gaaer her og nynner

for mig selv.

[63]

Peter:

Maatte jeg ikke høre det?

Trine:

Hvad kunde du vel høre, som du ikke vidste før

…. men hvor var du i Gaar? og disse Baand ….

dette prægtige Tørklæde …..Peter, hvad skal alt

dette sige?

Peter:

Hvad skal jeg svare først paa?

Trine:

Hvor du var i Gaar.

Peter:

At jeg ikke var her, det har jeg følet. Du

længtes og jeg længtes, Summa Summarum, vi

længtes begge; jeg maatte tidligere end sædvanligt

paa Værkstedet … Du sov endnu, da jeg gik der-

hen, det formodede jeg i det mindste, og jeg ble der

til den mørke Nat … jeg vilde sendt dig et Bud,

men det var det heller ikke Tid til.

Trine:

Nok om det, nu er du her … men nu Baan-

dene, Tørklædet …. hvad betyder al denne dejlige

Stads?

[64]

Peter:

Har du ikke læst i Almanakken i Dag … hvad

staaer der i den?

Trine:

Hvad skulde der vel staae?

Peter:

Ja, hvad der skulde staae, det veed jeg nok,

hvis jeg maatte raade; da skulle der staae vor Bryl-

upsdag, men den staaer der ikke endnu, derimod

staaer der et Navn, som du kan læse i mit Hjerte, i

mine Øjne, i mit hele Væsen …. Trine staaer der

…. Peters Trine ….

Trine:

Gode Peter, hvor veed du, at det din Trine?

Peter:

Den Trine som staaer i min Almanak, det er

min Trine …. Ja, det er din Navnedag, og altsaa

vil jeg med din gunstige Tilladelse …..

(han omvinder hende Baandene, og hæn-

ger Tørklædet om hendes Bryst.)

DUO.

Peter:

See din Ven med kjærlig Haand

Rækker dig et ringe Minde,

[65]

Rosens Farve bær det Baand

Hvormed jeg min Brud vil binde,

Gjetter du hvad deri laae?

Trine:

Huld som Rosen, bliid og fro

Skal din kjælne Pige være,

Troeskab skal i Hjertet boe,

Elskovs Baand er let at bære,

Siig, min Peter, var det saa?

Begge:

To elskende Hjerter hindanden forstaae.

Peter:

(i det Trine gaaer og beseer sin Stads).

See hun tripper, peen og lækker,

See, hvor yndig, net og smækker,

Skjøn som Vaarens Morgenstund!

Hul i Kinden, kjælent Øje,

Smiil som bringer Fryd og Nøje,

Røde Kinder, Rosenmund,

Denne Pige, hun er min!

Trine:

Evig, Peter, evig Din.

Nu er Turen min at sige

[66]

Smukke Ting, men jeg er Pige,

Og har kun en jevn Forstand.

Du er alt hvad jeg begjærte,

Just en Mand for Trines Hjerte,

Thi du er – en ærlig mand!

Gode Peter, du er min!

Peter: [samtidig]

Evig, Trine, evig din.

Begge:

Fra dit Hulde Øje strømmer

Held og Glæde ned til mig,

Henrykt jeg et Eden drømmer

Hver en Gang jeg favner dig.

Peter:

Ja, naar jeg seer dig … naar jeg er hos dig,

saa kjender jeg hverken Sorg eller Mangel; jeg synes,

at jeg er rigere end en Herremand … og hør nu,

jeg har gode Tidender at bringe dig: Du veed, at

min Mester har længe været fornøjet med mig, og i

Gaar blev han saa glad, fordi jeg skaffede ham et

Arbejde færdigt, som han faaer mange, mange Penge

for, at han lovede at understøtte mig til at blive Me-

ster i Lauget, og saasnart jeg da har gjort mit Me-

[67]

sterstykke, en, to, tre, vups, saa er Trine min Kone

…. ikke sandt?

Trine:

Men, bør jeg tænke paa at forlade mine gode

Forældre, saa længe det er saa kummerligt for dem?

hvo skal pleje dem, naar jeg er borte?

Peter:

Og forlader du dem da, fordi du bliver min

Kone? Nej bedste Trine, jeg deler dig gjerne med

din gode Moder, og vil Vorherre velsigne for Fliid,

hvo veed da om vi ikke kunne komme i Stand til at

hjelpe dine Forældre endnu meer? …. er denne Tanke

ikke behagelig?

Trine:

Jo det er den, min Ven, og saa er enhver

Tanke om dig og min Moder … den ejegode, hvor

hun elsker sine Børn! hvor hun stræber for os! O

Gud! kunde jeg dog gjengjelde hende een af hendes

Møjer, en af de mange Velgjerninger, jeg skylder

hende ….

Peter:

Ja det skal du kunne, gode Pige, du elsker dine

Forældre, du vil ogsaa elske din Mand …. Men jeg

glemmer alting, naar jeg er hos dig; hvordan lever

din Fader? din Moder? din gode Moder?

[68]

Trine:

Jeg veed ikke, da jeg gik herind, listede jeg mig

igjennem hendes Kammer, da lod det, som hun nød

lidt Søvn, men før i Nat har jeg hørt hende sukke,

det forekom mig som hun græd.

Peter:

Jeg vil dog ikke troe, at nogen nye Fortræd …

Tredie Scene.

De forrige. Sophie.

Sophie:

God Morgen Peter. Trine, Mo’r vil gjerne

have noget Thee. Jeg sluttede nok, at Peter var

her, og saa vilde jeg ikke kalde paa dig før …. Jeg

har hængt Vandet paa Ilden, men Theen maae du

flye mig.

Trine:

Hvad sagde vor Moder?

Sophie:

Hun kaldte paa mig og sagde: beed Trine at

hun skaffer mig lidt Thee; hun saae saa rødøjet ud,

som om, hun havde grædt.

Trine:

Har du ikke seet Fa’r i Dag?

[69]

Sophie:

Nej, var han ikke her, da du kom ind?

Trine:

Nej.

Sophie:

Han var heller ikke hos Mo’r, saa maae han

være gaaet ud.

Peter:

Han plejer jo aldrig at gaae saa tidlig ud ….

Trine:

Han sagde mig i Gaar, at han havde et Ærin-

de; men jeg løber, du bliver vel her saa længe?

Peter:

Til du kommer igjen.

(Trine og Sophie gaaer.)

Fjerde Scene:

Peter: (allene).

Trine elsker mig, jeg er lykkelig …. hvad er al

Jordens Skatte mod saadan en Pige? men hendes

Forældre, de ere fattige, de trænge, de kæmpe med

Skjæbnen …. om det vil gaae os ligedan! om Trine

[70]

skulde lide Mangel? om hun skulde sukke, vrie Hæn-

derne i Løndom og skjule sine Taarer for mig? hm,

hm …. Hvorfor skal der være saa mange som trænge?

hvorfor skulle nogle have saa lidt? Det kommer for-

modentlig deraf, at der er andre som have for meget,

og, lad dem have det i Roe! Jeg misunder dem det

ikke. Trine skal ikke mangle saa længe jeg har Hel-

bred og kan røre disse Hænder, de skal erhverve Brød

til hende, og om det gjelder, til hendes Forældre med.

Ja Trine, naar jeg kun ejer dig, saa gaaer jeg

Skjæbnen roelig imøde. Kjerlighed skal skaffe Kræfter

og Mod … og Nøjsomhet skal vorde vor Rigdom.

KAVATINE

Er Trine kun min, jeg et Indien ejer,

Med ingen paa Jorden ,jeg bytter mit Kaar;

Min Rigdom ej Kejserens Krone opvejer,

Paa Elskerens Vægtskaal den Undervægt faaer

Naar Mogul en Klynge

Af Guld kan opdynge,

Maaske han dog klager, at Lykken er blind,

Nej, min er lysøjet,

Den gjøre mig fornøjet,

Jeg ejer et Peru, naar Trine er min.

[71]

Femte Scene.

Peter. Trine (som komme løbende).

Trine:

O Peter! Peter! der maae være noget galt paa

Færde.

Peter:

Hvorledes?

Trine:

Da jeg kom ind til Mo’r, saa sad hun ved

Sengen og svømmede i Graad …. hun vilde forgjæ-

ves søge at skjule sine Taarer …. jeg spurgte hvorle-

des det var fat med hende, men alt hvad hun svarede,

var: har du ikke seet Fa’r i Dag? Siden spurgte hun

om dig, jeg sagde at du var her ….

Peter:

Gode Gud! hvad kan her være forefaldet?

Trine:

Gaae ind til hende min Ven, trøst hende …..

dog bie …. der troer jeg kun kommer selv … hvor

seer hun afmægtig og bekymret ud!

Sjette Scene

Lene. Peter. Trine.

(Trine og Peter gaae hende imøde og sætte en Stoel

til hende ved Bordet.)

Lene:

God Dag Peter.

[72]

Peter:

Ja Gud give dig den …. hvorledes er det fat

gode Moder?

Lene:

O det er kun slik fat … jeg veed ikke selv ….

jeg er saa afmægtig …. det er vist nok meget ilde fat

…. o Gud!

Peter:

Hvor er Fa’r? han er jo gaaet tidlig ud?

Lene:

Tidlig? ja …. hvor veed du det?

Peter:

Trine mener det, hun har ikke seet ham her.

Du spurgte jo om ham?

Lene:

Ja rigtig (afsides) o! det er grusomt at maatte

skjule sig for sine Børn!

(Hun staaer op, vrier Hænderne og gaaer nogle Skridt,

Afmagten nøder hende strax til at sætte sig.)

dog … det kan jo ikke længe blive dulgt, og til Pe-

ter maae og kan jeg betroe mig …. er Theen færdig

Trine? jeg behøver noget at styrke mig paa.

Trine:

Ja Mo’r, jeg vilde bragt dig den …. strax …

(Hun løber.)

[73]

Syvende Scene.

Lene.Peter.

Peter:

Kjæreste Moder du har Sorg …. hvorledes er

det? kan jeg hjelpe?

Lene:

O! hvad veed jeg … kun Gud kan hjelpe …

hør mig Peter, men vær taus, denne er den første

Gang at jeg har havt Hemmeligheder for mine Børn

…. jeg bad derfor just Trine gaae ud …. det er

skrækkeligt … men det kan jo ikke dølges … i Nat …

overvunden af Sorg, af Nattevaagen, af Mathed …

nedslaaet ved vor kummerfulde Forfatning, faldt Fa’r

paa den Tanke, at gaae ud med en af Tvillingerne

og sætte ham for Urtekræmmer Orgons dør ….

Peter:

Gyseligt! og det kunde du tillade?

Lene:

Peter ….. du bør kjende mig …. Nej, det

kunde jeg ikke tillade.

Peter:

(kysser hendes Haand).

Tilgivelse, min Moder …. jeg vilde heller

miste Livet end fornærme dig …. men Fa’r ….

hvorledes kunde han? …..

[74]

Lene:

Bedøm den ulykkelige med Skaansel … det var

Kummer, Nød og Tvang, der aftvang ham en Be-

slutning, som kun Fortvivlelse kunde udklække i en

saa kjærlig Faders Barm, Du veed, at naar han

med Bestemthed har sat sig noge for, saa faaer man

ham ikke strax derfra …. For at rædde min Mand

og mit Barn, fandt jeg paa en Qvindelist …. jeg

lagde den Dukke som Du forleden gav Sophie, i

Kurven, svøbede den ind som et Barn, og med den

gik han afsted.

Peter:

Dit Barn er altsaa i Behold!Gud skee Lov!

o min Moder … du er dig stedse selv liig …

Lene:

Jeg gjorde hvad der er enhver Moders Pligt

…. og jeg var overbeviist om, at min Mand ved

kold Eftertanke snart vilde fortryde et Indfald, som

blot var Virkning af en misledet Faderfølelse ….

Men jeg er i den gyseligste Sjele-Angst …. Klokken

kunde vel være mellem 3 og 4, da han gik bort …

og endnu … endnu er han ikke kommet tilbage! der

maae være tilstødt ham noget …. jeg gruer for en-

hver Forestilling derom …. Maaske er jeg i dette

Øjeblik den ulykkeligste Kone ….. den ulyksaligste

Moder ….

[75]

Peter:

Vær roelig, kjæreste Mo’r, lad ikke Indbild-

ningen skabe dig sorte Forestillinger … hvad skulde

der vel kunne hændet ham?

Lene:

O! meget …. meget …. han var jo uvidende

om mit Foretagende … han kan være bleven arrest-

ret … hans Ærlighed gjør ham enhver Usandhed

umuelig … han kan have tilstaaet det Forsæt, jeg

hindrede ham fra at udføre … han kan …. o!

hvad veed jeg …. Gud! jeg gruer for det som endnu

værre er …..

Peter:

Jeg vil ikke afsted for at opsøge ham.

Lene:

Det var just hvad jeg vilde bede dig om ….

see om du hos nogen af Urtekræmmerens Folk behæn-

digen kan udfritte noget om min Mand … see …

o! mit hele Legeme skjælver …. jeg frygter, at vi

kun alt for snart faae vor Skjæbne at vide, og dog

er Uvisheden derom en gyselig Qval.

Peter:

Stræb at bringe dit Sind i Roelighed kjæreste

Moder … jeg skal sikkert opspørge ham …. jeg skal

[76]

bringe gode Tidender …. trøst dig … Jeg iler at

indhente Efterretninger og kommer strax tilbage.

(Han gaaer.]

Ottende Scene.

Lene:

(allene).

Hvilken Angst bespænder mig … skulde maaske

Fortvivlelsen … skulde mine Ulykker have naaet

deres Maal …. Og Gud! lad dog ikke mit Uheld blive

hvad min Frygt forestiller mig!

(Hun sætteer sig afmægtig ned ved Bordet,

og helder Hovedet til sin Arm.)

Niende Scene.

Lene. Trine.

Trine:

Her er Theen, kjæreste Moder … gid den maatte

styrke dig …. du seer i Dag saa sygelig ud ….

Lene:

Jeg er ikke vel, mit Barn, men det gaaer vel

over, (hun drikker) tak min Pige …. det gjør mig

got …. lad mig nu være alene.

Trine:

Bedste Modser, du har kummer, og du vil dølge

den! fortjener jeg da ikke din Fortroelighed?

[77]

Lene:

Jo vist Trine …. men … jeg har …. endnu

intet at betroe dig …. det gaaer nok over ….

Trine:

Det haaber jeg af Gud! men du forøger din

Kummer ved at dølge den … Udøs den i din Dat-

ters Barm!

Lene:

Du plager mig.

Trine:

Jeg plager dig, (i det hun gaaer, bedrøvet) det

var den første Gang jeg hørte dette Ord af min Mo-

ders Mund …

Lene:

(rejser sig og gaaer efter hende).

Omfavn mig mit Barn! ja jeg har Kummer,

megen Kummer …. Jeg vilde gjerne dølge den ….

ak …. du faaer den maaske kun alt for tidlig at vide

…. men gaae nu mit Barn …. gaae ind til de

Smaa … de ligge alene … see til dem Trine.

Trine:

Min Moder …

Lene:

Gaae mit gode Barn.

(Trine gaaer.)

[78]

Tiende Scene.

Lene:

Ikke at torde tale …. at slaae Øinene ned for

sine Børn …. dette er da bleven min Lod! (seer ud

af Vinduet) endnu ingen Dag! skal da denne rædsel-

fulde Nat aldri tage Ende! men har jeg mere Held

at haabe af Dagen? …. ulykkelige Moder …..

ulyksalige Børn … hvad var min Brøde? at jeg

frelste mit Barn …. Gud! hvad forestaaer mig?

hvad forestaaer dem? skal de Uskyldige vorde Fader-

løse …..

(nedslagen sætter hun sig ned og aftørrer en Taare)

o Barn! Barn! du er min Smertes Søn! da man

første Gang løftede dig og din Broder op til mit mo-

derlige Bryst, da slog mit Hjerte af Glæde …. skulde

da denne Glæde saa snart forvandles til Sorg!

ARIE.

Glemt var al udstanden Smerte,

Ømt slog dette Moderhjerte,

Søn! da jeg dig Livet gav!

Snart stod Kummer ved din Vugge,

Taarer du dit Svøb bedugge,

Borte er vor Støttestav!

Himmel, trøst de spæde Poder,

[79]

Medens den forladte Moder

Vandrer eensom til sin Grav.

Ellevte Scene.

Lene. Trine. Strax efter en Kommissair.

Trine:

Mo’r, Mo’r, her er een som vil tale med dig

… han kom op av Gaarden ind af Kjøkkendøren …

han kalder sig en Kommissair ….

Lene: (forskrækket).

Maaskee en Politiebetjent?

Trine:

Nej, han bærer ikke Uniform … men han seer

rigtignok ud til at være en Retsbetjent eller saadant

noget.

Lene:

Jeg skjælver ….

Trine:

Han spurgte efter Fa’r …. og da han hørte,

at han var gaaet ud, saa sagde han, at han vilde tale

med dig … han vil ikke lade sig afvise.

Lene:

Ja, ja, mit Barn, lad ham komme …. (Trine

gaaer) hvor jeg ængstes …. hvad kan der være fore-

gaaet?

(Kommissairen og Trine kommer ind.)

[80]

Kommissairen:

Jeg beder om Forladelse, at jeg uroer Madam-

men saa tidlig paa Dagen, men jeg tænkte paa denne

Tid ufejlbarlig at finde ham selv hjemme …. plejer

han at gaae saa tidlig ud?

Lene:

Hvad skal jeg svare? undertiden …. naar han

har Ærinde …. er det da saa tidlig? hvad er vel

Klokken?

Komm.:

Den er vel saa paa et Pas, 7 eller halv 8,

tænker jeg … hm … hm … det var ilde, at den

kjære Mand netop i Dag skulde gaae saa tidlig ud.

Lene:

Hvorfor mer ilde i Dag end en anden Dag?

men maae jeg spørge om Deres Ærinde?

Komm.:

Ja saa hun maae …. jeg faaer vel sige Ma-

dammen det siden hendes kjære Husbond ikke er til-

stæde … og det er just heller ingen Hemmelighed kan

jeg troe …. det er en Ting som kan hænde saa mang-

gen en brav Mand, og derfor kan han være lige god

… men Retten maae have sin Gang.

Lene:

Til Sagen, om jeg maae bede.

[81]

Komm.:

Ih, nu ja, siden det skal saa være … det er

desuden vel ikke Madammen uvitterligt, hvordan

det har sig med den kjære Mand ….

Lene:

Med min Mand …. hvorledes?

Komm.:

Nu, du min Gud, hun har jo ikke nødig at

blive saa bange. Jeg har dem paa min Liste, som

staaer værre i det end han.

Lene:

Jeg beder Dem, min Herre, gjør Ende derpaa

…. jeg vil dog ikke troe, at min Mand …..

Komm.:

Ja, hvad Sagen i sig selv angaaer, saa lader

den sig ikke benægte, og det vilde vist den kjære Æg-

tefælle ikke heller, saafremt han var selv tilstæde.

Lene:

Sagen …. ikke benægte …. hvad vil de dog

sige med alt dette?

Komm.:

Saavidt jeg mærker er Madammen altsaa ikke

underrettet …. Oh ja! deri kan hendes kjære Mand

have ganske Ret, for ubehagelige Tidender komme al-

[82]

tid tids nok …. Det gjør mig kun ondt, at jeg altsaa

paa en dobbelt Maade maae være til Ulejlighed …

men hvad er der ved at gjøre, Retten maae, som

sagt, have sin Gang.

Lene:

(synker tilbage paa Stolen).

O Gud! o Gud!

Komm.:

Bevare os vel, hjerte Madam … hun maae

ikke blive saa altereret …. 3 Maaneders Extraskat

er jo ikke al Verden, og naar De betaler Restancen,

saa er jo det forbi.

Lene:

Hvad siger De? Extraskat …. Restancen …

maae jeg spørge, hvem De er?

Komm.:

Velbestalter Extraskat-Kommissair til pligtskyl-

digst Tjeneste.

Lene:

Hvilken Angst han satte mig i! det er altsaa

Extraskatten det gjelder om?

Komm.:

Ja saa vist er det saa, det sidste Qvartals

Extra-Skat, i sig selv en Bagatel …. den kjære

[83]

Mand, kan jeg tænke, har glemt den, og saa har

Huusejeren ladet mig anmode at bringe ham disse

Smaating i Erindring, for Rigtigheds Skyld; see

her har jeg Udpantnings Listen … ja her finder jeg

dem … Jakob Olsen, Skoemager, Frimester ….

det er netop tre Maaneder og er for hver Maaned, for

den kjære Mand, for Madammen selv og for den

ældste Jomfrue Datter …. thi flere af de kjære Børn

har vel ikke fyldt det 12te Aar?

Lene:

Nej, af flere Børn betale vi ikke Skat.

Komm.:

Det er altsaa 8 Sk. pr. Maaned for hver af de

Benævnte, gjør for tre Maaneder tilsammen 4 Mk.

8 Sk., hertil kommer 24 Spc. pr. Maaned i Extra-Skat

for de Fattige, Summa Summarum 9 Mk. danske.

Lene:

For de Fattige? Det maae være en Fejltagelse

… man skal dog vel ikke betale for de Fattige, naar

Man selv er tiggefærdig?

Komm.:

Ja det faaer Madammen afhandle med den

høje Extra-Skat-Kommission, jeg er for ringe til

at bedømme dens Forstand og locale Kundskaber, men

jeg er vis paa, at den gjør ikke mer end billigt kan

[84]

være … behager De selv at læse Listen … og her er

Skatteforordningen.

ARIE.

De faaer at give Dem tilfreds

See her er Skattebrevet,

Forordningen af to og treds,

Da Skatten blev udskrevet.

Da lagdes alle, Store, Smaa,

Til Landets Tarv, en Kopskat paa.

Der ingen sig beklage kan,

Thi den gjør alle lige,

Den rammer både Viv og Mand,

Den Arme, som den Rige.

Paa Listen hver, fra tolvte Aar,

Med eller uden Buxer staaer.

Lene:

Jeg beklager mig ikke heller, uden over, at jeg

nu ikke er i Stand til at betale Dem, og over den

Tid De spilder meg …

Komm.:

Ja Tiden er kostbar … altsaa vil jeg da med

Madammens Tilladelse, uden videre Tidsspilde skride

til at udføre mit Ærinde, paa det at Retten kan have

sin Gang. Tør jeg anmode Madammen at anvise

[85]

mig noget, hvori jeg kan udlægge Fordringen, siden

der ikke er Penge ved Haanden?

Lene:

Hvad vi eje, bestaaer kun i de allernødvendigste

Møbler ….

Komm.:

(i det han seer sig om).

Det seer jeg, og derfor vil jeg nødig berøve

Dem noget deraf; men der henne staaer en opredt

Løjbænk … maaske kunde Madammen undvære nogle

Sengklæder?

Lene:

Vil De da virkelig pante Dynen under os?

Komm.:

Det vil især komme an paa Overdynens Boni-

tet … Fordringen er, som De ser, ikke stor …. i

al Fald beholder De Halmen tilbage, thi Gud bevare

mig fra at gaae nogen nærmere en Rettens Gang

fordrer, men, man maae gjøre sit Embete.

Lene:

Det forstaaer sig, naar man har paataget sig

det. Jeg vil gaae ind og see, om jeg finder noget

som kan fyldestgjøre Retfærdigheden.

(Hun gaaer.)

[86]

Tolvte Scene.

Trine. Kommissairen.

Komm.:

Hendes kjære Mo’r er bedrøvet …. det gjør

mig virkelig ondt, men hvad skal man gjøre.

Trine:

Min Herre, jeg troer dog at De er en Kristen,

omendskjønt de panter for Extra-Skat …. siig mig

snart, hvad anslaaer De dette Silketørklæde for ….

Komm.:

Ja seer hun, det kommer an paa, om man vil

sælge det eller kjøbe det …. det første er formodentlig

Jomfruens Tilfælde … men Kjøberen maa især

være forsigtig, man kan let blive bedraget med slige

Vare, det er farlige Tider, her er saa fuldt af Spits-

buber i Byen, en ærlig Mand maae have et Øie paa

hver Finger.

Trine:

Det troede jeg var snarerer Skjelmernes Maade,

men maae jeg spørge, hvad de vil sige med Deres

Betænkelighed?

Komm.:

Det fejler vel ikke …. at Jomfruen …. har

sin Hjemmelsmand? ja, ja, jeg kan tænke, saadan

en smuk, ung Pige ….

[87]

Trine:

Min herre, skaan mig for Deres betragtnin-

ger … gjør Deres Embede, men forhaan ikke den

Fattige, som de plyndrer …. De kan være sikker

paa, at Tørklædet er mit med fuld Ret; kort og

godt: Deres Fordring er 9 Mk., Tørklædet er i det

mindste det dobbelte værd … lad det betale mine For-

ældres Gjeld.

Komm.:

Nu i Sandhed, Jomfruen er vist et dydigt

Barn, ja, hun kan være vis paa, at jeg kan vurdere

saa godt, som nogen Auctionskone i den hele Bye.

Vel da, for hendes Skyld, saa vil jeg tage det for

god Betaling.

Trine:

Jeg tør haabe at de bliver Skadesløs, maa

jeg nu bede Dem at give mig en Qvittering, og

snart …..

Komm.:

Hun har saadan en Hast, min Lille, det er jo

dog en ærlig Sag, vi afhandle imellem os, vil jeg

haabe ….. nu, nu, Qvitteringen har jeg bragt med

mig, og jeg stoler paa, at hun hjemler mig Effecten.

[88]

Trettende Scene.

De Forrige. Lene.

Lene:

Jeg har efterseet vore Sengeklæder, og troer at

kunne undvære en Dyne, vil de tage den i Øjesyn?

Komm.:

I dette Øjeblik har Jomfruen ……

(Trine gjør ham Tegn at han skal tie.)

ja hun vil nok ikke, at jeg skal sige det …. men man

farer dog altid sikkerst ved at handle med Forældrene

…. hun flyede mig dette Silketørklæ, som jeg har

lovet hende at tage for god Betaling, det er dog vel

med Madammens Minde?

Lene:

Trine ….

Komm.:

Jeg vil dog haabe, at Jomfruen …. at det

har sin Rigtighed?

Trine:

Naar min Datter har flyet dem det, saa er

enhver Tvivl en Fornærmelse, men jeg ønskede helst

at betale Dem selv.

Komm.:

Nu, naar De siger mig det, saa er Handelen

gjort, det øvrige kommer nok Madammen og Jom-

[89]

fruen til Rette om. Der er Qvitteringen; jeg re-

kommanderer mig og beder at hilse den kjære Mand,

det gjør mig i Sandhed ondt, at jeg skulle gjøre saa

megen Uleilighed, men Retten maae have sin Gang

…. gaaer jeg her ud?

Trine:

(i det hun lukker Døren op).

Nej her, min Herre, er nærmest, jeg skal lukke

op, paa det at Retten kan faae sin Gang.

(Kommissairen gaaer.)

Fjortende Scene.

Lene. Trine.

Lene:

Trine … hvorledes har det sig med dette Sil-

ketørklæde?

Trine:

Kjæreste Moder, bliv ikke vred, jeg vilde skille

dig af med det slemme Menneske. Tørklædet fik jeg

i Morges af Peter …. han sige; at det er min

Navnedag …. saa gav han mig det og disse Baand

…. jeg har lige til nu ikke fundet Lejlighed at sige

dig det.

Lene:

En Foræring af din Kjæreste paa din Navnedag

… med den betaler Du Extra-Skat for dine For-

ældre?

[90]

Trine:

Kunde jeg gjøre mindre?

Lene:

Kunde Du gjøre mere? gode Barn …. Kom

i mine Arme! Du har lønnet mig for 16 Aars Om-

sorg ….. anderledes kan jeg ikke lønne dig.

Trine:

O! denne Løn er al min Attraa.

Femtende Scene.

Lene. Trine. Peter.

Lene: (farer op.)

Peter …. hvad Tidender bringer Du?

Peter:

Mine Undersøgelser have hidindtil været spildte

…. dog maae du ikke forskrækkes, der er med Guds

Hjelp ingen Fare paa Færde …. jeg gjorde mig et

Ærinde ind i Urteboden, og søgte ved den Lejlighed

at komme efter, om man vidste noget …. men jeg

kunde ikke fornemme at nogen der vidste det mindste

om din Mand.

Lene:

Mit Hjerte brister …. almægtige Gud ….

hvor er han blevet af ….

[91]

Peter:

Gid jeg kunde berolige Dig ved at sige, at han

ikke er bragt op eller arresteret, dette veed jeg med

Vished; Larm og Støj har der været i Gaden i Nat,

men det var nogle Svirebrødre som voldte den ….

trøst dig Mo’r … han vil snart være her ...

Lene:

Snart være her? …. o! Peter, du søger for-

gjeves at trøste mig og at forestille dig …. i meer

end 4 Timer er han borte …. han er ikke arresteret

…. o at han var det …. en langt gyseligere Frygt

har længe martred mig …. Elendigheden …. For-

tvivlelsen …. o Gud! jeg faaer ham ikke mere at

see ….

Peter og Trine:

Moder ….

Peter:

For Himlens Skyld, forjag disse sorte Forestil-

linger …. Jeg skal gaae ud igjen og opsøge …. og

finde ham … jeg torde ikke længere lade Dig være

alene med din Sorg …

Lene: (holder ham).

Nej gaae ikke …. det er forgjæves … lad mig

dog beholde een Ven …. o det fortvivlede Indfald

som Angesten indgav mig …. det har opbragt den

ulykkelige Mand …. han har troet at hans egen

[92]

Kone vilde forhaane ham …. jeg Elendige … jeg

er Skyld i det Uheld, som knuser os alle.

TRIO.

Lene:

Nu slukkes sidste Glimt af Haab,

Mig vente Kummers Dage.

Peter:

Mild hører Himlen Dydens Raab,

Han kommer snart tilbage.

Trine: (til sin Moder).

Dit blide Øje idel Held

Os plejer at tilsmile,

Hvi raser Kummer i din Sjel?

Kan Dyden vel fortvile?

Lene:

Min Mand …. o Sorg …

Trine:

Hvor er vor Fa’r?

Peter:

Hvad skal jeg hende sige?

Lene:

Mit Hjerte mig forledet har.

Trine: (til Peter).

Dølg intet for din Pige.

[93]

Alle Tre.

Rædsomme Skygger mit Øje omsvæver …

Nær ved en Afgrund jeg skjelvende staaer,

Frygtsom jeg aander … jeg haaber … og bæver,

Hjertet i Angesten zittrende slaaer.

Lene: (til Peter).

Til dig flyer jeg min Datter hen,

Du hende ej forlader …

(til Trine)

I ham du finde skal en Ven,

De Smaa, en kjærlig Fader.

Trine: [samtidig]

Min Moder … tael dog

grumme Ven,

Siig … har jeg ingen Fader?

Peter: (til Trine)

Hent Børnene … o kald dem … iil …

Kun de kan Trøst indgyde.

Trine:

Ja ved de Spædes kjelne Smiil

Skal Modertaarer flyde.

(Trine gaaer ind.)

Lene:

Gud! hvilket Valg var levnet mig …..

Snart brister dette Hjerte.

Peter:

Lad trofast Venskab trøste dig,

Jeg deler al din Smerte.

[94]

Lene:

Hvi dvæler Enken? følg mig, kom …

Jeg til hans Grav vil iile.

(Trine kommer ind med de tre ældste Børn.)

Peter:

Du sværmer …. Moder! see dig om,

Her … lad din Kummer hvile!

Peter og Trine:

O Moder … hør Naturens Røst,

Hør os, skue dine Spæde,

Fra Uskylds Øje straaler Trøst,

I deres Favn er Glæde.

(Lene sætter sig og Børnene omslynge hende.)

Peter og Trine:

O Moder! hør Naturens Røst,

Hør os, skue dine Spæde,

Fra Uskulds Øje straaler Trøst,

I deres Favn er Glæde.

Lene: [samtidig]

Ja, kommer til mit Moderbryst,

End savner jeg de Spæde,

I disse Arme er der Trøst,

I dette Favntag, Glæde.

(Peter, Trine og Børnene gjøre en Gruppe

omkring Moderen, og Dækket falder.)

Ende paa den tredie Akt.

[95]