Væringene i Miklagard [06-libretto-4.akt]

[39]

Akt IV.

Væringernes Gildeshal.

(Hellig Olafs Billede hænger i Baggrunden,

således, som han viste sig for Harald i

Drømme. Bænke langs Væggene. Mariafaner

og Herafaner på Sidene af Billedet. Under

Forspillet kommer Væringerne med lyseblå

Kjortler og Stålhjelme, søke sig med bedrø-

vede Miner og foldede Hænder på Bænkene.)

Erik:

Forstummet er Væringens glade Sang,

og Hornet muntert ei gjaller,

ei høres slik sår og skjærende Klang

i Væringers festlige Haller.

Tungt er vi rammet, dyb er vor Sorg,

hvilken grusom Skjæbnens Gåde.

Savnes må Fyrsten i Væringers Borg,

thi borte er Hårdråde.

Kor:

Tungt er vi rammet o. s. v.

Erik:

Seirende slog vi så mangt et Slag,

Harald, vor Høvding os hærded.

Fiendens Flåder de strøg sit Flag,

hvor med stålsatte Skuter vi færded.

Og ofte vi seired ved Haralds List,

vi gjorde mange Streger kåde.

Nu sturer de Kjæmper fra Normanna Kyst,

thi borte nu er Hårdråde.

Kor:

Nu sturer de Kjæmper o. s. v.

Erik:

Forstummet er Væringers glade Sang o. s. v.

Kor:

Tungt er vi rammet o. s. v.

Haldor:

Sikkert jeg håber, ingen forsmår

denne Skinke og deilige Mjød.

Erik:

Spis, om Du kan, dog Ingen forstår dine Løier,

Nu Harald er død. –

[40]

Haldor:

Skulde vel Harald som Alf gå igjen

og gjøre Løier med en gammel Ven?

Lad os drikke hans Skål ved Nadveren, ??

nu er han, hvor også vi skal hen.

Erik:

Og slik taler Du, som stod ham så nær,

Ei jeg troed Dig så hjerteløs.

Haldor:

Ei endnu jeg rigtig forstår dette her,

for ser Du, denne græske Tøs,

hun kan nok skalpere og stege en Gås,

men Skinken serverer hun rå.

Og vor Harald han sidder i lystig Kalas

i Walhalla, var det ei så?

Af Valkyrier han hædres med vældig Stas;

som hans Livvagt de omkring ham mon gå.

Tidt Harald han sagde: en sulten Helt

kun sove iro i sit Telt.

Og hvad gav os den Kraft, hvoraf slik Skræk,

jo, vort ærlige norske Spæk.

Erik:

Med vor elskede Høvding Du driver jo Gjæk,

ved Du hvad, Du er lovlig Fræk.

Haldor:

Nå, hvad var det, I fortalte:

i Vandet han faldt

Harald, der svømmer som en Fisk?

Erik:

Der ser Du hans Kappe, som Fiskeren fandt,

den er drivende våt, din Tosk.

Haldor:

Bring mig den Fisker, forhøres han må.

(man henter ham)

Du så altså Kongen styrte ned? 

[41]

Fiskeren:

Ædle Herre, det grant jeg så,

men hvordan det gik, det Himlen ved.

Han vist i Vandet fik Krampetræk

og siden af Strømmen skylledes væk.

Haldor:

Du lyver din Knegt, dit Fadervor læs,

så kan til Himlen Du gå med dit Vås.

Eller også til Helved og få det hedt,

mig er det lige fedt.

(Haldor kaster Fiskeren på Gulvet,

drager sin Daggert og sætter Foden

på ham.)

Fiskeren:

O ve, o ve, o ve, o ve.

Nåde, Nåde, og Alt jeg siger,

blot Livet dog spar.

(slipper ham)

Haldor:

Hvad rager mig dit Liv, når Harald lever,

Se der vi ham har.

(peger på Fiskeren, som forsvin-

der hurtig)

Væringerne:

(i forfjamset Glæde)

Der kommer det jeg sa. ??

Held os og Glæde.

Harald lever,

end han os Fører

og Seier os bringer.

Haldor:

Ja, vist lever han vor stolte Fører.

Nys sad i stille som døde Fluer,

Men nu I skråler, Flakser og snadrer

som Ænder, der fores med Havre.

Væringerne

(i Jubel)

Held os og Glæde.

Høvdingen lever,

end han os fører i Lyst og i Nød.

Nu alle Væringer Hornet hæver,

lad det fyldes med stærkeste Mjød.

[42]

Eremitten: (træder ind og hilser med Korsets Tegn)

I ved dette, I Væringer, nu da behøver

jeg ei at sige Jer, hvorfor jeg kom.

Hvide Krist nu lover og ærer,

at han vor Olaf Bønner fornam.

Erik:

Men, hvorfor fortælles de dumme Skrøner?

Eremitten:

Selv han kommer om en liden Stund,

da I erfarer, hvad selv han ønsker.

I vide må, af hans egen Mund.

sammen med Landsmænd

han til et Fængsel

gik for at befrie en uskyldig Mø.

Haldor:

Gutter, så er han ei mer i Fængsel,

ser I han har ingen Hast med at dø.

Før tog han Lande og Riger,

herjede ilde ved Land og ved Strand,

nu han fanger Miklagardske Piger,

mangt et Hjerte han tænder i Brand.

Nu Gutter, vi på gammel nordisk Vis

i Gammen os bænke om min Gris.

(de skåler og drikker)

(Alle Væringer sætte sig rolige ned und-

tagen Haldor og Erik, der blir stånede

for Eremiten)

Eremiten:

Guds Fred, I stærke Kjæmper fra Nord,

hvis I tillader, jeg gjerne ønsker

at dvæle en Stund ved Jert Aftenbord.

Jeg elsker Nordmænd og tapre Dansker,

ofte de hos mig i Klostret rasted,

når de mod hellige Jorsal hasted. –

[43]

Haldor:

Sid ned fromme Fader og vær vor Gjæst.

Eremitten:

Ei spise jeg vil, men gjerne jeg hører

lidt Nyt fra Norden ved Vøringers Fest.

Sig, lever end Einar Tambarskjelver?

Erik:

Einar han lever både godt og gjævt.

Skibe han bygger, store og mange,

men intet skib blir så berømt,

som Olafs vældige «Ormen Lange».

Eremitten:

(ser på Billedet)

Hvem, Hellig Olaf?

Erik:

Ak nu, har I Drømt?

Han mener kong Olaf Trygvason.

Eremiten:

Hvem var denne Olaf, var han berømt?

Har han Kjærlighed vundet som Folkets Løn?

Erik:

En Idrætsmand, den bedste og stærkeste Olaf var.

En Vandrer forvillet sig på Hornelens Rand,

Kong Olaf ham hented og ned ham bar.

Var bedste Skytte og bedste Svømmer,

spøgte gjerne, var fuld af Skjæmt,

grusom mod Fiender, trofast mod Venner

og derfor han i Norge aldrig blir glemt.

(Eremiten ser igjen på Billedet)

Eremiten:

Og dog ham Hellig Olaf fordunklet?

Haldor:

Nei, han vandred kun i Tryggvasons Spor.

Eremiten:

Det første kristne Frø, som ble lagt

i Norges Stengrund, hvor raskt det gror.

[44]

Håkon Adelsten ned det lagde,

som begge Olaffer, tapper og stærk,

men mere kristelig Dyd han havde.

Da Adelsten gjorde det største verk,

så større er og hans Hellighed –

mal Håkon der (peger på Billedet),

tag Olaf ned!

Væringerne:

(springer op og gribe sine Øxer)

Forræderi! Han ned vil rive kong Olafs Billed,

og han skal dø!

Eremiten:

Vil Landsmænd atter nu Hug mig give,

Som da jeg mødte dem på Svolder Sjø.

Dengang dog ei de mit Liv fik tage,

skjønt alle Skibe med Årerne slog af Glæde,

at nu var jeg kommen afdage.

Jeg svømmede bort, til Venden jeg drog,

derefter til Grækland og Syriens Ørken,

som fattig Pilgrim til Klostrets Tugt,

hvor jeg som troende ydmyg Kristen

vandt fromme Brødres og Verdens Agt.

Hid kom jeg at hilse på Norges Sønner,

at se dem hædres i Miklagard

ved tonende festligt Trisagion.

Men atter hæver sig truende Øxer,

det er norsk taknemlig Færd!

Her står for Jer: Olaf Tryggvason!

Erik:

Trygvason! umuligt!

Haldor:

Å, nei; fortalte ei Gåter,

at Tryggvason de så, da til Jorsal han reiste?

Og Ansigtstrækkene lyver ei.

Fortæller ei Edvard, Kongens Ven

at ved Svolder Himlen ham frelste?

Alle Væringer

(faldt på Knæ)

Olaf Trygvason, Norges Konge, bitterst vi angres

tusinde Gange, at vi ei kjendte vor kjæreste Drot.

[45]

Væringer elsker og ydmygt deg hylder,

vær Du vor Skytsånd, Du Kjæmpen fra Svolder,

glem, hvad Landsmænd har mod Dig forbrudt!

Eremiten:

(dybt bevæget)

Så lever der end en Kjærligheds Tanke,

den jeg med Thyra troede død.

Ei vil i Vemodslængsel jeg klynke,

når jeg i Syriens Sommerglød,

higer at skue den grønne Bølge,

de nordiske Kongers Element.

Ofte jeg vandred, jeg skal det ei dølge,

til Kysten ned, når midt Dagverk var endt,

sendte til Himlen fromme Sukke

for Norge og Norriges Kongers Lykke.

Atter jeg nu blant Landsmænd står,

Mærker, at Nordmænd mig endnu erindrer.

Styrket jeg atter til Ørkenen går.

Brødre, farvel, jeg Jer Alle velsigner.

(breder sine Arme ud og velsigner

Dem. De bøie sine Hoveder, dybt be-

Vægede).

Harald:

(styrter fortvilet ind, men standser da han

ser Væringerne knæle).

Alle velsigner Du, fromme Fader,

kun ikke mig, o Du har ret.

Vilde Drifter og Hævntørst råder,

spinder mig ind i sit lumske Net.

Væringerne:

(i Begeistring)

Harald er reddet, Harald er vor,

høit nu jublende Kvad skal runge.

Harald:

Ja, som et Gravens Gjenfærd jeg går,

manet frem som hin gamle Konge.

Velan, så skal idetmindste jeg gå

som et frygteligt Spøkelse frem af Mørket.

Miklagard, din Time skal slå,

som Sodom synke Du ned i Dyndet!

som Nastrands Ånder i vilden Rus

skal Væringer trampe på dit Grus.

[46]

Eremiten:

Hvad feiler, Dig, min Søn?

Er Maria død?

Harald:

Ved det ei, måske hun lever?

Hvis ei, da gid jeg aldrig var fød.

Jeg kan ei tale, af Angst jeg skjælver.

Lumske Zoe, usle Argyros

Kjæltringen Giorgios i Fængsel mig kasted.

Maria frelste sin Ven fra Døden,

Ble for mig i Fængslet bunden.

Da jeg kom igjen, var hun forsvunden.

(vrider sine Hænder)

Eremiten:

Vogt Dig Miklagard, hvis Du vover

krænke Maria, den gode Fe,

hvis hun på blodige Vinger

svæver mod Himlen op,

Du Miklagard, ve! 

Væringerne:

(med Indignation)

Hævn over Miklagard, falske Skjøge,

Skjændigt Du handled mod Væringers Drot.

Farligt det blir Dig med Harald at spøge,

hastig skal hævnes hvad Du har forbrudt.

Værgende vogted vi keiserens Riger,

Hedningers Skarer for Væringer viger

Længe nok svelged Du i Nydelsens Rus.

Utak blev lønnen, tag nu Skammen!

Hastig fortære Dig Vredesflammen,

Længe nok svælged Du, i frække ?? Nydelsens Rus.

Hævn over Miklagard o. s. v.

[47]

Hallen i Keiserborgen.

Zoe:

Er Hæren samlet?

Simeon:

Alle Græker, som Våben kan bære

og tro vil være, forsamlet ere i store Skarer.

Zoe:

Lad det da briste eller bære!

Altfor længe vi midt i Pragten

kun Slaver var under Væringers Åg.

Men Væringers Flok skal nok følge Magtren,

når alle Græker gjør fælles Sag.

Men Keiseren?

Simeon:

Han bleg og sagte han sig sniger

Gjennem Borgens Haller.

Vin han drikker og fræske Dråber,

falder i Afmagt og får sig en Lur. 

Snart han i Byens Katakomber

skjule sig vil bag skumle Mur,

snart han sig klæder i keiserlig Pragt,

sig sætter med Septret på Thronen,

men så igjen han kaster sin Dragt,

hyller sin Legeme i usleste Lagen.

Zoe:

Ha, Konstantinos, kraften svinder,

dybt sank Septret i Tidens Hånd.

Men er nu Mænd blevne Kvinder,

Så skal en Kvinde vorde Mand.

Falde jeg vil som Carthagos Dido,

men hævnes først, bring mig Maria!

(Simeon går)

[48]

Væringerne:

(bag Scenen)

Hævn over Miklagard o. s. v. som før

Zoe: (samtidig)

Hør hvilke luiske gaug ??!

De raskt sig nærme i bælmørk Nat

de tunge Døre.

Sig ruste til Strid de Nordmænd grimme.

Harald! Så det var min hede Kjærligheds Løn

Træder (Simeon bringer Maria og går på Kei-

serindens Vink)

Zoe:

Maria! Usle Forræderske,

Sig, hvem Du skylder, at hentet Du blev

til Triklinion fra Gaden op og

nød Hoffets Gunst?

Hvem har deg fundet blant Mængdens Aigloder ??

Skjænket Dig Mestre, som meget Dig lærte

om Grækenlands Kunst?

Hvem har Dig pyntet med kosteligt Smykke,

hvem kan Du takke for al denne Lykke?

Maria:

Zoe, jeg skylder min Ungdomspleie

gjerne jeg gav Dig mit Hjerte til Eie og Tak.

Zoe:

Og nu Du Dig frækt forbinder –

i Utaknemlighed – med mine Fiender!

Jeg ammed ved kjærligt Moderbryst,

var tåbelig nok, en giftig Slange.

Maria:

Ingen Brøde jeg er mig bevidst.

Zoe:

Til Tårnet Du sneg Dig,

har reddet min Fange.

[49]

Maria:

En Helt jeg frelste fra skjændig Død.

Zoe:

Og hvem har sagt Dig, han skulle reddes?

Maria:

Den Gud, som lærte mig Kjærlighets Glød.

Zoe:

Men Zoe burde deg vel mere elskes?

Maria:

Den Barm, som kun vilde Lyst udruger,

til Kjærlighed ei Hjerterne rører.

Zoe:

Men når Grækenlands Vel Dig Hadet bød?

Maria:

Som Antigone da kjækt jeg svarer,

skjønt truet han var af den visse Død,

dog Broderens Liig hun dækked med Roser.

Ei jeg var din Fiende,

kun din Medelskende.

Zoe:

Ja, syndig Brynde Dig til ham bragte.

Maria:

Fra Harald mig skiller hans nordiske Brud.

Zoe:

Du elsker ham dog, eller kan Du Negte?

Maria:

Mennesker, Engle og Kjærligheds Gud

må høre det, at jeg ham elsker.

Zoe:

Og elsker da Harald dig igien?

Maria:

Harald mig elsker, men er kun min Ven,

til Norge sin Brud han følger.

[50]

Simeon:

Georgios slagen, fly Keiserinde,

Harald med Væringer op nu styrter.

Zoe:

Dig skal han ikke redde.

(støder Dolken i hende og

Går mod Baggrunden)

Maria:

Giv i Himlen, Zoe myrder meg,

milde Gud Fader, tag min Sjæl.

(Maria raver hen og holder

sig opreist foran Apollons Billed)

Harald:

(kommer, opdager Maria)

Maria myrdet, ak, grusomme Skjæbne,

der står hun med Dolken i sin Barm.

Hvem er den Morder, kan Du ham nævne,

hård skal han rammes af Hævnens Arm.

Zoe:

(træder fram og siger

med iskald grusom Hån)

Forelskte Harald! Byzants Dronning

ved, at Du elsker den vakre Maria.

Jeg vil ei være din Kjærligheds Hindring.

Harald Hårdråde, den elskte Maria,

min Myndling, nu har Du til Eie.

Zoe som dansende Brudepige,

følger Maria, en hædrende Gjest

Styrk mig Hekate, ei fra mig Du vige,

nu drager Zoe til Bryllupsfest.

(river Dolken af Marias Bryst,

og støder den i sit eget,

vakler og styrter bagover.

Maria udånder i Haralds

Arme. Harald råber hendes Navn.)

Fine.