Væringene i Miklagard [05-libretto-3.akt]

[26]

Akt III.

Marias Værelse.

(Når Tæppet går op, sidder Maria alene ved

et Bord. Står op, læser (synger) af et Stykke Papir.)

Maria:

Nu skal Maria forlade de hvælvede Haller,

følge til stormende Kyst den nordiske Helt,

sige et evigt Farvel til Cypresser og Palmer,

savne de liflige Toner fra Vinrankers Felt.

Ak, men hvad siger det alt, om jeg Grækland forlader,

Cypria følger mig did, jeg ledsager Achil.

Let er da Savnet, skjønt alle de sydlige Glæder

vende mig Ryggen, når han kun mig følge vil.

Kun Paradiset har hjemme, hvor Kjærlighed lever,

gjerne jeg går fra Paledokernes pragfulde Hvælv.

Væven at virke i Silke jeg Pigerne lærer,

når vi om Somren forsamles ved fossende Elv

Let blir mig Livet med Harald i yderste Nor,

kun Paradiset har hjemme, hvor kjærlighed bor.

Eremiten: (træder ind)

Mit vakre Barn, tilgive Du må,

at Du ser mig så sent i dit Kammer.

Jeg kunde ikke til Hvile gå,

før jeg søgte at mildne din Jammer.

Jeg selv var ung og har Kvinder kjendt,

har elsket, og selv var jeg elsket.

Jeg er din Ven, til din Redning sendt,

og som Haralds Ven har jeg handlet.

Maria:

Jeg Harald gav mit Løfte og Tro,

og med ham gjennom Livet jeg seiler.

Ermiten:

Men, hvis et Løfte forstyrred hans Ro,

Et ældre, som bandt din Beiler?

Maria:

O, pin ei mere mit arme Bryst,

i Angst det alt længe brændte.

[27]

Eremiten:

Hvor gjerne en Balsam fandt jeg først

for det Sår, som Skjæbnen Dig voldte.

Elisif, ved du, en pige sød,

med Harald var trolovet.

Maria:

Er hun ei død?

Eremiten:

Det er falskt, af Ondskab opfundet.

Alt er hun her, og som hans Brud

til Norge hun Harald vil følge.

Maria:

Elisabeth, og jeg, o Gud!

Hvor skal da Maria sig dølge?

Eremiten:

Uskyldige Barn, i din Frelsers Favn.

Maria:

Ja, fromme Fader, i Klostrets Ly

jeg søger Lindring for Hjertets Savn.

Men bygge vil en Mur så høi,

at Erindringen ude stænges?

Eremiten:

O, lad du mod Himlen vendes!

Mig endnu trods mine hvide Hår

ret ofte Erindringer gjæsted;

thi også jeg i min Ungdoms Vår

forsaged, da Lykken mig svigted.

Men fandt i Ensomheds Kirke Ro.

der leved jeg Herren til Ære.

Mari, vil Du i Ørkenen bo,

en hjælpende Datter mig være,

vil engang Du lukke mit Øie til,

og arve min Bibel og Hytte?

[28]

Maria og Eremiten:

DUET

M: Ja, fromme Fader det gjærne jeg vil,

ei mere til Verden lytte.

E: Kom vakre Barn, ei mere Du vil

til verdslige Røster lytte.

Hvor tusende Sorgers mørke Skog

fordunkler en Glædestråle,

M: med Stolthed mig fyldte Kong Haralds Ry

E: i Manden søger en Kvinde sit Ly

hvo kunde vel min Lykke måle

og hvo kan hendes

M: jeg var som forvandled, som født påny

E: hun er som forvandled

M: ved min Haralds liflige Tale

E: ved sin Beilers

som Himlens Regn på den tørre Blom,

M: den faldt i mit higende Hjerte

E: den falder i Kvindens Hjerte

M: Nu sidder jeg alene, mit Håb var omsonst

E: Men blir hun forladt, har hun elsket omsonst

M: min Sjel sig vånded i Smerte

E: hendes Sjel sig

M: Nu Døden jeg venter som Frelsens Bud

E: Da Døden hun

M: den frie mig skal fra Smerten ud

E: den frier fra Smerten ud.

(Eremiten går.).

Maria:

(synger med Harpen)

En Rose stander i Himlens Lund

den blomstrer kun Aften og Morgen.

De Liljer på Nattens mørke Grund

af Hjertet blinke de Sorgen.

De sjunge: trøst Dig, O svage Mø,

for sødt at leve, Du kun skal dø,

da Smertens Torn vil ei såre.

[29]

Så kom kun Olding og før mig bort,

jeg Undommens Kredse forlader.

En Beiler eide mit Hjerte kort

lad længe mig kalde Dig Fader.

Og når jeg trykker dit Øie til,

min hellige Navne mig vogte vil

og mig til Datter udkåre.

Favel min Harald, min elskte Helt,

her ser Du ei atter din Pige,

men Sorgens Timer forsvinde snelt,

og evigt er Glædernes Rige.

Som Engel hisset du hos din Gud,

omfavner Maria med samt din Brud,

da lønnes Kjærligheds Tåre.

Eremiten:

(træder atter ind)

Er du nu færdig og uforsagt?

Maria:

Jeg rede er til Ørkenen at Følge.

Eremiten:

Du skilles vel nødig fra al din Pragt?

Maria:

Fra Harpen, ja, det vil jeg ei dølge.

Eremitten:

Vi tar den med, jeg skal den bære;

Jeg siden læsser den på min Kamel.

Jeg også spiller, Herren til Ære;

Men harpen, jeg eier, er rusten og fæl.

(Doris styrter ind i stor Sindsbevægelse)

Maria:

Hva er hændt? I Angst du skjælver?

Doris:

Et rædsomt Bud jeg bringer:

ved ?? Harald, Norges Drot!

[30]

Maria:

O Gud, hvad er det du fortæller?

Doris:

Min Fæstmand Daman Du kjender.

Han Harald kun ønsker godt.

Du ved, han Harald ligner.

er mandig og svær som han;

på denne Lighed bygger Georgios en djævelsk Plan.

Han Harald har hid lokket og fængslet,

i Lænker lagt, men Daman blev befalet

i Haralds Høvdingedragt

at gå forbi Væringers Vagt

for Vægterne at bedrage: Harald er kommen afdage.

Maria:

O Himmel og alle Helgne,

kan Ondskab gå så vidt?

I rædsomt Fængsel forsmægte?

Eremiten: (med pludselig vildt Udbrud af

krigersk Heftighed).

Nei, ved St. Ansgar, det aldri skjer.

End har jeg Marv i gamle Knokler,

og Blodets Ild er ei endnu slukt.

Hårfagers Æt man slig behander,

og jeg skulde rolig se min Slægt,

ja, vene Maria, han er af min Æt.

Thi også jeg har boet i Nord.

Mit Sværd har hvilet i firti År,

men trods min Alder og hvide Hår,

mit Herte brænder i ædel Harme.

Jeg svinger Spydet i stærke Arme,

ei Fældes skal Harald ved lumpent Mord.

Maria:

Nei, fromme Fader, tving din Harm.

Med Kvindelist må Harald bli friet.

Vi går til Fængslet, gjør ingen Larm.

Du sige: Himlen har Dig indviet

i Haralds Fængsling, og nå Du gjerne

vilde bringe Fangen den sidste Trøst.

Og da en liden Kordreng medbring,

som bærer Bogen og Røgekaret.

Kan jeg da ei være denne Dreng

i Munkekappe og tæt tilsløret?

[31]

Min Kappe sig Harald må iføre.

Da åbner Vagten Fængslets Døre,

senere jeg kan af Fængslet bli løst.

Eremiten:

Gode Maria, fortjente vel at nyde Lykken.

Maria:

Ei være sagt, at den er det høieste for en Sjæl.

Til Kjærlighed denne Ånd er skabt,

den elske saligt og så forsvinde!

Eremiten:

Så vær da din Haralds Redningsengel

Du hulde sværmende Grækerinde!

Fængsel.

(under Forspillet går Harald i Lænker

grublende frem og tilbage med Armene

overkors; pludselig standser han og siger)

Harald:

Som Ragnar, hin gamle nordiske Høvding,

i Ormenes rædsomme Tårn blev slængt,

har mig denne usle græske Nidding

seegt ?? i skumle Kjælder stængt.

Knap Ragnars tapre Sønner fik høre

om feige og grufulde Skjændselsdåd,

i hellig Harm de sig sammensvorne

at hævne sin fangne Far de holdt Råd,

i Harm og Hævntørst vilde også rase

mine kjække og trofaste Væringer,

men mig kan ingen Venner hævne

thi ingen ved, jeg er her.

Farvel da usle og falske Verden

med strålende skuffende Flitterglans!

Glem, unge Harald, Kongskronen

og tænk på en pinefuld Tornekrans!

(knæler og beder)

Gode Krist, forlad mig ei i Døden

og styrk din Helt, som kjæmped for din Sag.

I Jorsal var jeg, badet mig i Jordan,

på Zion stråler gyldne Tempeltag,

Og Harald var den første kristne Fyrste,

som Muren bød at reises af sit Grus.

[32]

Og vil Du styrke dette Heltehjerte,

som ofte glemte Dig i Lykkens Rus,

en Engel send og lad ham ligne

min dyrebare, elskede Maria!

Georgios:

(træder ind)

Er dette muligt, sove roligt,

Tænk med slig en Skjæbne!

Et hjælpeløst Vrag nu ligner Harald.

Et Lyn har truffet hans Liv

med rædsomme Trodenbrag.

Han vækkes må, nu vil jeg nyde

min Hævn i Fangens Ydmygelse.

Vågn op, Du Stolte,

nu skal Du yde Erstatning

for min Forhånelse.

(Harald vågner, springer op og

ser sig om. Da han opdager

Georgios, sætter han sig rolig igjen

med Armene overkors og venter

med et stolt Blik på, hvad

han vil sige ham).

Din Time er kommen, Hårderåde,

Din stolte Rolle til ende er spilt.

Kun Døden venter Dig, ingen Nåde,

snart Bødlen kommmer, og alt er slut.

Jeg mærker Skrækken har Dig lammet,

kan ikke stå, men sidder træt,

skjønt bedre det passed sig,

om Du fremstammed

i Angst en Bøn om Nåde for Ret.

Fald ned på Knæ, om Nåde bed,

da vil jeg det så mage ??, at Livet reddes.

Thi Du ved, vi delte Lykkens Dage;

Du da med Øinenes Forlis. ??

merk vel, det er kun billig Pris,

i evigt Fængsel havner,

forresten intet savner. –

Hvis Du ei taler, ved min Ære

jeg render Dolken i dit Bryst.

[33]

Rent død kan Harald dog ikke være.

Man skulde tro det, her er så tyst.

Harald: (med Foragt)

Feige Skurk!

Georgios: (griber hastig Dolken)

Fordømte Hund!

(Harald springer op. Georgios støder to

Gange forgjæves. Ved tredje Stød fravrister

Harald ham Dolken og truer med at an-

falde ham.)

Bi, Elendige, jeg vil spare dit usle Liv

en liden Stund.

Nu kan Du vente Dig Pinsler svære.

Siden i Jammer Dig hæst beklag,

at Du forspildte Nådens Dag!

(går)

Harald:

Så ængsted jeg Niddingen nok engang

og fik mig en herlig Daggert;

ret skarp den er og passe lang,

dens Form siger mig muntert:

Fat Mod nu Harald, ved dristigt Stød

er jeg færdig med Dødens Pine.

En stund nu nyder jeg Hvilen sød,

mens han henter Bødlene sine.

Nu kom, kjære Drøm, Du Ulykkens Ven

og fryd mig, mens sødt jeg blunder.

Vis mig det kjære, som svinder,

det salige, hvortil jeg stunder. –  

(I et Blindvindue i Fængselsmuren

kommer tilsyne en Helteskikkelse med

Hjelm, gult Hår, Skjæg og Øxen på sin

Skulder. Harald strækker sine Arme op

derimod og siger med dæmpet Røst:)

Hellig Olaf, er det Dig?

Drømmebilledet:

Du siger, hvem jeg er.

[34]

Harald:

I Døden vil Du trøste mig?

Drømmebilledet:

Nei, Broder, frygt ei mer.

Harald:

Skal uden Trøst jeg myrdes?

Drømmebilledet:

Nei, Broder, Du skal reddes

til Held for gamle Norge.

Harald:

Og hvad skal redde Harald?

Drømmebilledet:

En Kvindes Kjærlighed.

(Billedet forsvinder.)

(Eremiten og Maria træder ind.)

Maria:

O, Himmel, hvilken Redselsvrå,

de plumpe Søiler som Jetter stå,

som Bødler med lumske Miner,

ufølsomme med hans Piner.

En Lænke, fæsted til Murens Væg,

snoet er omkring Heltens Læg,

som var et Vilddyr fundet,

i mørkeste Hule bundet.

Eremiten:

(lukker låsen op)

Jeg løser Lænken.

Maria:

Står det ei til?

Som fromme Helgen Dig skatter jo Vagterne,

der gjør, hvad Du vil.

Eremitten:

Ja, fromme og gode Datter.

Din Dristighed og Blidhed med god Forstand er parret.

Harald: (isøvne)

Hellig Olaf!

Eremitten:

Han kaller.

Harald:

St. Olaf!

[35]

Eremiten:

Han Hellig Olaf kalder.

Harald:

(springer op)

Olaf, hvor er Du, redder din Slægt

som Du har lovet?

Eremiten:

(tager ham ved Hånden)

Olaf Dig redder.

Harald:

(vågen)

Sig, hvem Du er?

Eremiten:

St. Olaf, din ven,

har deg fundet og befriet,

dog en elskende Kvinde har det ledet. ??

Harald:

Nu jeg Dig kjender, fromme Eremit,

at bringe Trøst er jo dit Verk.

Eremiten:

Spild ei Tiden, fort den brugt,

nu gjælder det, at vi os rappe.

Som Kordreng mig fulgte denne vakre Gut,

kom Harald og svøb Dig i hans Kappe,

og han blir her,

til Væringers frelsende Flok vi ser.

Harald:

Du gode Barn, tør vove Livet for Harald?

Maria:

Ædle Helt, kun ringe er, hvad jeg har vovet,

Min Hjælp kun tag, eler er Du for stolt?

Harald:

Ei var jeg Menneske, ei var jeg Kjød,

om ei jeg kjendte Lyst til at leve,

at frelses fra skjændig Pinselsdød.

Mine Væringer trofaste, gjæve

skal Dig siden af Fængslet frie.

Maria:

Og lov mig ei her at bie, men gå

og lad mig være her. 

Harald:

Ved St. Olaf, det dyrt jeg svær!

[36]

Maria:

(afkaster Kappen)

Velan, så har Du din Frihed.

Harald:

O, alle Helgne, Maria!

Eremiten:

(afsides)

Denne sidste Stund i Stilhed

til Afsked man de vie.

(Eremiten går)

Harald:

Du vilde redde mig, min Elskte.

Maria:

Vil sige min Harald Farvel.

Harald:

Hvad har Du vovet?

Maria:

Jeg tænkte

Du glemte din Pigelil.

Harald:

Venninde, Dig, aldrig jeg glemmer,

Du ved jo, et Løfte mig bandt.

Maria:

Deet ved jeg, og derfor jeg gjemmer

den eneste Ven jeg fandt

i evigt taknemligt Minde

og ønsker, Du lykken må finde.

Harald:

En Himlens Engel Du ligner,

til Jorden sendt som dens Pryd.

Og i det Ansigt smiler

Frelserens stille Dyd.

Ei den Salighed Skalden besynger,

som speiler sig i dit Blik,

dit Smil din Harald forynger,

i din Tåre Trøst jeg fik.

Og følg mig Du ædleste Kvinde,

og vær mig en Tro Veninde!

[37]

Maria:

Vel min Kjærlighed er ulykkelig,

blot til Venskab dog er den for god,

og adskillelsen vil blive smertelig,

ulykkeligst blir jeg på Jord.

Men Tid og Rum ei adskiller

og gjør det så smerteligt,

som Livets daglige Vaner,

som Venskabets kalde Pligt.

Hvo ved, om ei muntre Svale,

som kvidrer i Syriens Vår

i Norriges fagre Dale

til Sommeren høre Du får.

Thi Hjertet har Englevinger

og Malurt en Dråbe sød;

i Haralds Nærhed at trenge ?? mig kald

blev kun langsom Død.

Harald:

Ei her kan jeg lade Dig være.

Maria:

Det ved Olaf deg dyrt Du fiør ??

Harald:

Forlokket med Svig, Du kjære.

Maria:

Min Harald, min Hjælp Du forsmår,

da sikkert Du tilgrunde går.

Harald:

Hvor Kjærlighed dog kan udtænke

så ædel Spidsfindighed!

Deg, ingen Kjærligheds Lænke,

Ja, ingen Magt jeg ved;

som Harald kan overtale

at gå Fra sin Elskte feig.

Men en Helgen vil Hjælp mig sende,

jeg så ham i Fager Drøm,

og knap var Drømmen tilende,

før Redning og Trøst den kom.

Så vil nok Himmelen bevare

den Engel den sendte mig.

Maria:

Det vil han.

Harald:

Om nst ?? jeg iler

til trofaste Væringers Hus,

kun Mod, mine Mænd Dig befrier,

om hele Fængslet skal lægges i Grus.  

[38]

Begge:

Maria/Min Harald, Du deilige, rene

for sidste, sidste Gang

jeg ser Dig, kun Dig alene

og hører din Stemmes Klang,

den Stemme, som Livslyst mig lærte

ved Tonen ??, lig Harpens lyd,

den Tone, som fyldte mit Hjerte

med Saligheds stille Fryd.

Det låkt er, når Lykken viger,

når Skuffelser lide vi må,

men snarest i Sjælen det kiver

sin Elskede ei at få.

Maria:

Hvi lod deg den grusomme Skjæbne

for mig og min Harald vel dæmre

en lykkelig Kjærligheds Vår?

Kun kort blev vor Kjærligheds Sture ??,

men lange blir Sorgens år.

Harald:

Min Elskede, lad mig Dig trykke,

Du Kvindernes deiligste Smykke

i Afskedens Stund i min Favn.

Maria:

Ei agted jeg Modgang og Møie,

når kun jeg min Harald måtte eie

og bære hans stolte Navn.

Begge:

Af Kjærligheds Kilde vi drikke,

en sidste usigelig Lykke

skal lindre Adskillelsens Savn,

en sidste usigelig Lykke

skal indre vort lange Savn.