Væringene i Miklagard [04-libretto-2.akt]

[15]

Akt II.

Haralds Hal.

(en Løibænk i Baggrunden)

(Under Forspillet kommer Væringerne i lodne Skindkjortler,

med barbariske Stridshuer, med Øxer, Sværd, Skjold

og Spyd. De stille sig i Rækker, idet Harald kommer.)

Væringer: (Kor)

Stærke vi stande, stridende gange,

gjerne vi den gnistrende Glavind svinge

Brødre fra Bæltet, Bretlands Hirdmænd,

Brødre fra Bæltet, Bretlands Hirdmænd,

Drenge fra Dovres Dale voxne!

Svitjods Sønner fra Skaanes Marker,

Helte fra Heklas Dal og Jökler,

hylde vi Harald, hylde vi Harald,

hylde vi Harald Hårderåde,

rædsel for Riser, Rædsel for Riser,

rædsel for rædde Riser alle.

Sverdet Du svang paa Sikilsøen.

Liig da laa i Lyngen for Høgen.

Liig da laa i Lyngen for Høgen.

Blødhjertet Barm sit Banner svigter

Før os i Faren, fagre Konge,

før os i Faren, fagre Konge,

det er som Vin med Ven at drikke,

det er som Kvinders Kys at smage,

leende, leende lader Helten Livet,

leende lader Helten Livet.

Harald:

Velkomne I alle skal være

i Keiserens Miklagard.

Det altid var Væringers Ære

i Spidsen for Keiserens Hære

at gaa med sin Hellebard.

Her ser I de tvende Faner,

der flagrer ved hver en Dyst,

når Nordmænd, Svear og Daner

seirende Vei sig baner

og Fiendens Kampråb blir tyst.

Vor Skytspatron, hellige Olaf,

usynlig er med i vor Fest,

Ja, ofte han foran os rider

i Faren, når Modet viger,

synlig på hvide Hest.

Nu Enhver sin Plads opsøge

i Væringers Vaabenring.

De lodne Skind Jer afføre,

i lyseblå Kjortler bløde

vi samles til Vaabenthing.

[16]

Væringer: (Kor)

Falske Diser ei Daner daare,

ei de Nattens Norner ei Nordmænd blinde,

ei de Nordmænd blinde.

Nattens Norner ei Nordmænd blinde.

Kristne for Korset, knæle vi lydigt.

Kristne, for Korset, knæle vi lydigt.

Olafs Øxe, øv Du os Modet,

øv Du os Modet!

Før os i Faren, fagre Konge,

før os i Faren, fagre Konge!

det er som Vin med Ven at drikke.

Det er som Kvinders Kys at smage.

Leende, leende lader Helten Livet,

leende, leende lader Helten Livet,

leende, leende lader Helten Livet.

(Væringerne går. En ung Væring (Elisif) i Vaabendragt blir tilbage og gaar

som Vagt frem og tilbake med Øxen på Skuldrene og med en Harpe hæn-

gende ved Siden.)

Harald:    

Skal Du iaften være min Vagt?

Elisif:

Ja, Hr. Konge, det var min Agt.

Harald:

Er ganske ung, kun Somre sytten?

Elisif:

Ganske ung, kun Vintre atten.

Harald:

Atten Aar, og alt i Miklagard?

Elisif:

Var femtenaars Harald ei på Stiklestad?

Harald:

Vel svart; for første Gang jeg Dig ser.

Elisif:

Dine nye Væringer mig bragte her.

Harald:

Og alt klædt i din lysblaa Vaabendragt?

Elisif:

Mig længted hos Dig at holde Vagt.

Harald:

Men er af lange Reise Du selv ei træt?

Elisif:

For Harald at række faldt mig Reisen let.

[17]

Harald:

Hvor er dit Hjem Du så ung forlod?

Elisif:

I fjerne Rusland min Vugge stod.

Harald:

Om min Elisifs Grav da fortælle Du maa!

Elisif:

Nei, Herre Konge, denne Grav jeg ei saa.

Harald:

Du bærer en Harpe, måske Du er Skald?

Elisif:

Jeg spiller lidt, men det er ei mit Kald.

Harald:

Din Harpe stem, en Vise må jeg faa.

Elisif:

At Du falde kan isøvn,

det nok let vil gaa.

(Elisif sætter sig ved Harpen og synger.)

Vil Du vel bære denne Dragt,

som Thora Hjortur eied?

At vælge den til Høitidspragt,

hun i sin Ungdom pleied.

Om disse Sømme tidt hun for

med sine hvide Hænder;

nu hviler hun i sorten Jord,

en anden Elskov brænder.

Jeg tør ei bære denne Dragt,

den vil mig ikke smykke.

End lever hun din unge Brud,

Du raader hendes Lykke

Hun har på Dig det første Krav,

men kan Du Dig beklage,

da send hende atter til sin Grav,

hun kommer ei tilbage.

[18]

Harald: (reiser sig forfærdet, halvt overende)

O, alle Helgne, er det en Drøm?

Hellige Olaf! Min Elisif lever!

Kom i min Arm, eller – er Du en Aand?

Elisif:

Er jeg en Ånd hvorfor Du bever

da send mig bort til Glemselens Land!

Harald:

Min Jente, Du kom i rette Tid.

Thi reiser jeg alt i morgen.

Gud være lovet, at Du kom hid,

vi strax skal følges til Norden.

(omfavner hende)

Elisif:

O glædelig Slutning på mange Savn,

nu endt er Bekymringers lange Dag?

Min trofaste Harald, min sikre Havn!

Harald:

Ja, Troskab der staar i vort hellige Flag.

Nu, gamle Gubbe, forstaar jeg dit Krav.

Elisif:

Hvad mener Du?

Harald:

Her nylig var en gammel Eremit,

som et Vink mig gav,

jeg ham ei forstod, og det bedrøved mig har.

Elisif:

Min Harald er dog ei rigtig glad,

har din Elisifs komme bedrøved Dig?

Harald:

Nei, ved St. Olaf, jeg takker Gud,

at jeg ser Dig her, min Kjære.

[19]

Var du ei kommen, min unge Brud,

ei var jeg Norges Høvding mere.

Vid, mit Barn, på en Afgrund vi gaa.

Let kan den briste, os alle opsluge,

Når Alt Du får vide, du vil forstå,

Hvad giftigste Trold kan af Ondskab udruge.

Nu er Du træt, i dit Kammer du gaa,

jeg til mine Væringer ile maa.

Elisif:

Ak, vær da ei længe!

(Elisif gaar)

Harald:

Vær ikke bange!

Harald: (Harald kaster sig paa Løibænken,

skjuler sit Ansigt i sine hænder. Derpå staar han op.)

Da Herkules på Marken stod,

hvor tvende Veie sammen stødte,

da fristed Intet Heltens Mod,

thi Vellyst ham og Dyden mødte.

Hvad hørte der Betænkning til,

sin kraft han kunde Pligten vie,

men jeg, en Bold for Lykkens Spil: 

min Elisif, og min Marie!

Min Fæstemø i sorten Grav

ei mer i fagrest Ungdom sover;

hun seiled over sorten Hav,

hun bragtes på de dunkle Vover.

Jeg troed hende længe død,

og kan jeg, Sandhed, det fortie:

Jeg glæded mig, da Lykken bød

til Vederlag en sød Marie.

Og dog jeg flygter af din Arm,

mit første Løfte mig binder,

min Elisif, ei Sorg og Harm

skal blege dine friske Kinder.

Du har et helligt Krav på mig,

Velan, så skal os Presten vie.

Jeg følger, og jeg ægter Dig,

men aldrig glæmmer jeg Marie.

(Tæppet går ned)

[20]

I Keiserhallen

(som i første Akt)

Georgios: (alene)

Hvor underlig dog denne Verden er,

når Nutid i Fortid sig speiler!

Som Narses en Belizars Gjerninger misundte,

nu Harald beiler til Kvindegunst,

til Ære og Magt, vil røve

hvad mig tilhører.

Fordømte Isbjørn, usle Pjalt,

han har skjændet mit Æresbanner. 

ei hermed nok, men Myrtens Krans,

min Fæstmø vil han mig røve.

Men vent kun Harald;

thi her skal bli en Dans,

i Smerter du snart skal brøle.

Og Keiserinden, den lumske Zoe,

forblindede, alt skal Du vide,

kun Nød og Hævn forbinder os to,

i Hjertet kun kan mig ei lide.

Zoe: (kommer)

Hvad vil du mig nu, Georgios?

Du kjeder mig med dine Klager.

Har jeg ei Bedet Dig være hos din Maria?

Skaan mig for Plager!

Georgios:

Tilgiv, Keiserinde, du ser mig her,

jeg angrer, og ærligt jeg skrifter:

Dig, vise Fyrstinde, om Nåde jeg ber,

jeg har miskjent Haralds Bedrifter.

Zoe:

Min Vrede frygt, hvis Du mig tirrer!

Georgios:

Jeg troede, Harald var herskesyg og stolt;

men Zoe, endskjønt for din Vrede jeg dirrer,

jeg vover dog sige: Han er en Pjalt.

[21]

Zoe:

Nu Døden over dit Hoved svæver.

Georgios:

Ifald Du ei hører din Redningsmand,

Fyrstinden snart selv for Døden bæver.

Zoe:

Du redde mig?

Georgios:

Ja, fra Afgrundens Rand,

thi Harald Dig til Keiseren vil forraade.

Zoe:

Mig forraade, hvad har jeg da forbrudt?

Georgios:

Et ubestem Ord, nogle Indfald kaade,

der ei kom fra Hjertet, var snart fortrudt;

I Lidenskaben man let sig forløber,

hans Vildskab har fængslet din Fantasi;

at Vildmanden ei på din Nåde agter,

ei skatter Kulturens Blomster som vi;

din Tillid misbruger, frækt Dig bedrager,

en Anden elsker, mens Zoe han vrager.

Zoe:

O, alle Helgne, hvad må jeg høre!

Sig, hvad Du ved!

Georgios:

Gode Fyrstinde!

Ved slig en Sag er det farligt at røre

vanskeligt passende Ord at finde:

Om jeg nu sagde Dig lige ud,

at Keiseren vil Du fra Thronen styrte,

at Harald skal hæves op som en Gud,

men at Harald som ei din Kjærlighed vyrte,

elsker Maria, vil hende bortføre,

hvordan klang det i Fyrstindens Øre?

[22]

Zoe:

O, alle Helgne!

(hun falder i hans Arme).

Georgios:

Fat Dig Fyrstinde!

Ha, hvilken deilig Byrde at bære!

Fordømte Isbjørn, forsmaa slig en Kvinde;

magter ei fatte saa stor en Ære.

Zoe:

Har han fornærmet mig,

vil han forraade mig,

miste han Livet!

Georgios:

Vel, lad gaa!

Men, Keiserinde, hvordan vi Du hævne Dig?

Zoe:

Han er en Forræder, han falde må.

Vis mig den Urt ved Lethes Bred,

som gjemer en smertelig, sikker Gift!

Georgios:

Harald må falde som Landsforræder.

Keiseren selv må afsige Dommen.

Zoe:

Rasende, tror du Keiseren dræber den,

som redder ham Livet og Thronen?

Georgios:

Jeg bringer to betalte Vidner,

som begge saa og begge hørte:

Harald vil myrde Romanos,

og derpå selv på Thronen stige,

Ser Du, den Fordel er ei ringe,

trods borgerlig Dyd og husligt Pjat,

at man sig falske Vidner kan tinge,

med dem gjør man sin Fiende mat.

[23]

Zoe:

Hvad vil Du sige?

Georgios:

Endnu to Vidner,

dem fandt jeg let nok blandt Byens Pak.

Der findes slige blandt alle Stænder,

med to, tre Drakmer jeg mine bestak.

Hvad synde de om, de gaar i Hallen

til Væringer og sige dem:

Kong Harald faldt udover Rælingen,

da han skulde hjem.

Vor Lykke er, han er tidt på Farten,

uden Følge, ganske alene.

Hvis han ei kommer alene iaften,

opsættes Hævnen til senere.

Først når Keiseren har Dommen fældet,

let vi ham griper, knevler;

lægger ned i et Skrin og fører ham til Fængslet.

En Græker jeg kjender, han Harald ligner;

med nedfaldne Haar, med Haralds Kåbe

og Hjelm han går forbi Væringers Vagt

da den råber: Giv Agt!

Saa sender til Havnen jeg Haralds Skygge,

hvor den forsvinder bag Strandens Brygge.

Paa Vandet Heltens brune Kåbe

sees at flyde, da vil man råbe:

Druknet er Harald Haarderaade:

Hvem kan greie saa dunkel Gaade?

Væringers Mænd snart i Sorg blir tyste;

da Harald kan himle, når vi lyste.

Zoe:

En rigtig vakker Djævel Du er,

men hvad står mig inde for,

at Du, som saa godt kan lyve,

ei mig bedrager?

[24]

Georgios:

Saa skaf Dig Vished! Her et Vers Du ser,

Du kjender jo Haralds Kragetær,

vil Du mer Bevis?

Det skrevet er til Marias Pris.

Zoe: (læser)

«Trofast Harald tænker tidt på sin Maria.

Helved skal ei Helten fra sin Himmel skille.»

Du skinner så fornøiet, Artemis,

Du smiler rolig, er kold som Is

med blege Diadem om hviden Pande,

dog Skjæbnens Rædsel i dit Blik mon stande.

Hekate Du er Titanernes Datter,

din Trolldom sig strækker fra Øster til Vester

saa langt som Natten med forte Vinge.

Hekate, du er min Gudinde,

mit Øie sig vender fra Gud og hans Helgne,

ei mer ved Himlen det dvæler,

i Mørkets Afgrund ny kraft det finder.

Thyestes Aander, på ny mig besjæl,

min Medlidenhed sluk,

gjør mig hævnsyg og vild,

omskab mig til Furie, rasende, fæl.

opfyld mit blod med fortærende Ild!

Endnu der af Aphrodites Saft,

jeg føler det, flyder i disse Aarer,

den Svage begræder taus sin Foragt,

og end mit Øie skjæmmes af Taarer,

Men Svaghed skal mig ei mer beskjæmme,

med Strenghed skal jeg Frækheden tæmme.

Georgios, lad dine Krigere komme

at værne sin Dronning i dybest Nød.

(Georgios gaar at hente de græske Krigere.)

Ildne dem vil jeg, til Daad dem opflamme,

Harald skal lide Forræderens Død.

Harald mig ofred for falske Maria,

som jeg har hentet fra Gaden op.

Zoe nu skal Jer til Døden vie,

vil Jer udrydde som giftige Sop.

Styrk mig, Hekate, lad Trøst mig finde

når Hjertet pines af Tørst efter Hævn,

At min forhadte Medbeilerinde

får Kjærligheds Løn i Dødens Favn.

Hellas’ Kjæmper, Achilles’ Sønner!

Byzants’ Dronning Jer maner til Daad

Skjændigt behandler os falske Venner,

skjændigst af alle dog Haarderaad.

[25]

Georgios: (kommer med Krigerne.)

Længe nok Væringers Aag vi tålte,

dristig, ja Fræk blev kun Nordens Barbar.

Byzants’ Throne han nu vil vælte,

styrte sin Dronning, som god ham var.

Zoe:

Hellas’ Kjæmper, Achilles’ Sønner,

Byzants’ Dronning Jer maner til Daad.

Frelses må Hellas fra Nordens Tyranner,

fældes må Harald Haarderaad!

Græske krigere:

Fældes ma nu Harald! Hævnes må vor Dronning.

Frælses skal nu Grækland fra Væringers Aag.

Giorgios:

Skal vi længer taale

de vilde Væringers skjændige Færd?

Græske krigere:

Skal vi længer taale, at Nordens vilde Skarer

ter sig som Herrer selv i Keiserens Borg?

Zoe og Georgios:

Skal vi længer taale

de vilde Væringers skjændige Færd?

Græske krigere:

Skal vi længer taale, at Nordens vilde Skarer

ter sig som Herrer selv i Keiserens Borg?

Skam og Skjændsel, Skam og Skjændsel,

Skam og Skjændsel over hver en Græker,

som feigt sig gjemmer, ei Sværdet griper,

når Byzants Dronning tynges af Sorg

over Væringhøvdingens troløse Færd.

Zoe og Georgios:

Længe nok Væringers Aag vi tålte,

dristig, ja Fræk blev kun Nordens Barbar.

Græske krigere:

Høit vi nu sværge, vor Dronning at værge,

at skjærme mod Fremmedes Rænker og Vold.

Skal vi dem længer taale, skal dem længer taale?

Zoe:

Skal vi dem længer taale?

Skal vi dem længer taale?

Græske krigere:

Høit vi sværge, høit vi sverge, vor Dronning at værge,

at skjærme mod Fremmedes Rænker og Vold.

Zoe og Giorgios:

Dyrt skal sone, dyrt skal sone, om Byzants Throne

vover at vælte det stygge nordiske Trold.

Græske krigere:

Dyrt skal sone, dyrt skal sone, om Byzants Throne

vover at vælte det stygge nordiske Trold.

Zoe:

Hekate, Du er, Du er min Gudinde,

Skjænk mig Hævn over Harald!

(med vild Fanatisme i Foredraget.)

Hekate, Du er, Du er min Gudinde,

Skjænk mig Hævn over Harald!

Skjænk mig Hævn! Skjænk mig Hævn!

Græske krigere:

Dyrt skal sone, dyrt skal sone, om Byzants Throne

vover at vælte det stygge nordiske Trold.

Fældes skal nu Harald,

hævnes skal vor Dronning,

frelses skal Grækland fra Væringers Åg.

Tæppet falder.