Væringene i Miklagard [03-libretto-1.akt]

«Væringerne i Miklagard»

Opera i fire Akter

Text efter Adam Øhlenschlager,

Musik af

Johannes Haarklou.

Personerne.

Zoe, græsk Keiserinde

Maria, hendes Frænke

Elisif, Prinsesse fra Gardarike

Harald Haardraade, Væringernes Høvding

Georgios, græsk Etæriarch (Overgeneral)

En gammel Eremit fra Syrien

Doris, Marias Kammerpige

En Fisker

Simeon, Marskal

Haldor Snorrosøn, en Væring 

Erik, en Væring

Et Drömmebillede

Kor af græske Piger

Kor af Væringer

Kor af græske Krigere

Handlingen foregaar i Konstantinopel

Aar 1037.

[5]

Akt I.

Hal i Keiserborgen.

(Laokons Gruppe i Baggrunden,

Apollons Billede i Forgrunden)

Zoe:

Velkommen, Georgios, min Frænde,

velkommen efter heldigt Tog,

som Helte I tilbage vende,

som Cæsar I Fienden jog;

dog dæmrer Skyen dunkel på din Pande,

Du ligner ei den Helt, som Seiren vandt.

Har ærgret Dig, at lunefulde Vande

Dig hindred række frem, før Solen randt?

Forelskte Helt, tilstaa Du vilde

den første Mai, da Pigerne de gik, –

Maria dem førte – at plukke Primle

i Morgenrøden efter gammel Skik.

Tilstaa, Du vilde Maria overraske

med gyldne Snekkers lystelige Dans?

Hun skulde Dig, som Seiervinder,

række den første friske dugbesprængte Krans?

Georgios:

Min Keiserinde, yndigste Fyrstinde!

Endskjønt Marias Gunst jeg vilde vinde,

ei ærgred mig de Snækkers lange Stands,

det var ei Primlers Krans jeg vilde vinde,

men rentud talt, – den jeg kalder Fiende,

som røve vil min Laurbærkrans. –

Zoe:

Hvo vover det? Sig, er I ikke tvende,

som eie og erobret den har?

Georgios og Harald, alle kjende,

hvad Stort udretted dette Helte-par. –

[6]

Georgios:

Indvortes Gjæring er den værste Meen,

som virker til Fordærvelse og Død.

Ja, var vi to, men vi staa Een mod En.

Det Haarderaade er, som Trods mig bød!

Zoe:

Hvad, ham forklager Du,

den stolte Aand, vor høire Haand?

Georgios:

Han spotter mig, han kalder mig den venstre.

Zoe:

Den Titel tykkes mig ei den værste.

Georgios:

Han spotter mig, fordi jeg er kun liden,

retsom paa Længden Tapperhed beror.

Var vel David, mod Saul en Mandsling,

kanske derfor ei Lige Stor?

Han aldrig taler med mig,

den Forvovne, gjør hvad han vil,

og når jeg ikke vil hvad huer ham,

han siger, at i søvne jeg gaar

og ler mig ud dertil.

Men, ved Græklands gamle Guder

og ved Oldtids Helteæt,

ei af Nordens Bjørn en Græker

længer taaler Haan og Spot.

Zoe:

Min Ven, jeg mærker, hvor Kothurnen trykker

betving din Vrede, din Ydmygelse.

Er Harald stolt og intet Venskab hykler,

ei styrtes han ved slik Forsyndelse.

Ei Klippen undergrav, den kun Dig river

i Faldet til Glemsels mørke Dal.

Est Du ei Sol, en Maane vær,

der giver det Lys den fik, beskedent,

[7]

vær ei gal! Din Lykke Du forstaa:

jeg Dig min Frænke, den deilige Maria,

gir til Brud; Du binde hendes Sind

med Ømheds Lænke.

Med Harald del den Hæder,

som gav Jer Gud!

(Georgios gaar, fortørnet)

Zoe: (alene)

Er dette Takken, Staklen sender

Harald for hans Ædelmod?

Usle Yngel af Dragetænder

vil træde Jason under Fod?

Nei, ved Græklands gamle guder

på Olympens steile Tind,

om end Avinds Ugle tuder,

Jason faar det gyldne Skind;

og hun er der end, Medea,

fyldt af hedest Kjærlighed.

Harald og Zoe, Paris og Helena,

Kjærlighed og Salighed,

ja, Salighed.

(Harald kommer.)

Zoe:

Nu længe Harald Haarderaad

for Grækland øved dristig Daad;

ei mere bort Du ile,

paa Laurbær nu Du Dig hvile.

Harald:

Mod dette jeg just længes,

og ei mer her jeg trænges.

En Tidende mig nu bragtes,

til Hjemmet jeg nu kaldes.

[8]

Zoe:

O, alle Helg’ne, Angst jeg bæver,

har nogen sagt ham, Elisif lever?

Harald:

Fyrstinde, mit Hjerte længes mod høie Nord,

mig tykkes, hist Bjergene vinke ved dybe Fjord.

En anden Brud jeg nu søger, som ikke dør,

men længre lever end alle, som eie den tør.

Den hellige Olafs Krone er denne fagre Brud.

Min Plads er på Norges Kongethrone,

thi død er Kong Hardeknud.

Han kaldtes Knud den Store,

han Norriges Throne besteg,

da Nordmænd sig sammensvore

mod Olaf, sin Konge de sveg.

Nu krydses skal Danekongens Rænker,

ei jeg savner Kraft eller Mod,

og brydes skal fremmede Lænker,

i mig rinder Haarfagers Blod.

Zoe:

Vil Harald drage bort,

det mig krænker,

lade ene mig i denne Sværm af Halvmænd,

som kun smider Rænker. 

Hvor er da Dronningens trygge Skjærm?

Nei aldrig, heller dø!

Jeg Harald hæver

paa Konstantin den stores Keiserstol.

Som Byzants mægtige og stolte Hersker

Du straale skal blandt Fyrster som en Sol!

Ei mer skal skjules hvad dybt herinde

mod Livet længter, som i tidlig Vaar,

naar spæde Spirer sig til Knopper binde,

når Liv der fødes med hver Dag, som gaar.

Jeg elsker Dig, jeg elsker Dig,

jeg elsker Dig, og jeg Dig helt maa eie.

Jeg rækker Dig min Haand, jeg helt er din;

min Sjæl, min Tanke jeg Dig alt vil vie.

Min Ungdom nyd som Sydens Vin,

den varme, Sydens varme Vin.

[9]

Harald:

Men Gud og Mand, din Husbond lever jo.

Du er ei Enke.

Zoe:

Er den ei Enke, som i Ungdomsvaaren

blev formælet med Vintrens kolde Sne?

Er den ei Enke, som til Glæde kaaren,

sit Haab fik knækket, kun Høsten fik se?

Har Du ei hørt, hvordan min gamle Fader

paa Dødsleiet grumt Romanos tvang,

det visne Blad, det vaklende Kadaver,

at flygte fra sin første Hustrus Fang?

I alt er vi hindanden så ulig

som Venus og Saturn, som Dag og Nat.

Jeg af den makedonske Linje,

med hans det er kun daarlig fat.

Jeg frisk som Rosen i Skjæsommervarmen,

han skjælvende som Høstens gustne Blad,

jeg raasdsnar, klog, med Mod i Barmen,

han feig, forfængelig og lad.

Er det Nyt vel, at en ung Fyrstinde

blev træt sin Hustyran, naar Kval hun led?

O, Kleopatra, og Du, Forgjængerinde,

O Theophrano, styrk mig, giv mig Raad!

Harald:

O, hvilken Daad!

Zoe:

Nei, slukt er endnu ei Elskovsflammen,

og ned ei Tæppet for Skuespillet faldt.

End står min stærke Sol paa Himlen,

til Høstens Jævndøgn er endnu langt.

Mit Liv, end nydes skal din Sommerglæde,

ei blot med Ædelsten jeg pyntes skal,

som Dyret i sit blomstersmykte klæde

når det slæbes til Tempels Offerhal.

Og hvad er vel bedste Glæde for en Kvinde,

for Mennesket, er det ei Kjærlighed?

Det er Kjærlighed, det er Kjærlighed.

[10]

Harald:

Hvad går der af Dig, mægtigste Fyrstine?

Vil myrde Romanos, o skjændig Daad!

Zoe:

Jeg myrde ham. Nei, lad Klosteret

ham begrave, hvor er det Syn jeg røver, den,

vi som et Spøgelse jo se

at rave til Graven hen?

Ved Graven vakler han og kan ei styrte.

Kun Andre hindrer han i Nydelse.

Harald:

Jeg utaknemlig var om jeg ei vyrte

dit kjække Mod og din Hengivelse.

Zoe:

Du bliver altsaa her, og ei mig røber?

Harald:

Nei, thi jeg, hvad tillid kræver, ved.

Zoe:

Du røber ei Enken, som i Ungdomsvaaren

blev formælet med Vintrens kolde Sne.

Du røber ei Enken, som til Glæde kaaren

sit Haab fik knækket, kun Høsten fik se.

Jeg har talt meget, thi ofte Munden løber

når Hjertet vil sprænges af Kjærlighed,

naar grusomt Fængsel for Glæden stænger,

når Livet tæres af langsom Død.

Jeg Kvinde er, og skjønt det Blod,

der ruller i mine Aarer,

gav mig Mandens Mod et Øieblik,

nu Modet atter svinder, jeg ængstes alt,

undseelig jeg gjør Bod.

Ei svare skal Du strax, o raske Høvding,

imorgen først, når Du betænkt Dig har.

Kun reise maa Du ei, mit Hjertes yndling,

taknemlig vær mod den, som god Dig var!

(gaar) 

[11] 

(Harald gaar. Ved Udgangen møder han

Maria og nogle græske Piger med Lyrer; de bringer

Primelkranse, Harald følger tilbage med dem.)

De græske Piger:

Evig Naturen skjænker sine Gaver,

Is ødelægger ei de græske Haver.

Vaaren med Sangfugl, Zefir og Aurora

kommer med Flora.

Laurbærret grønnes deilig tilvisse,

ak, men det pryder ei Heltens Isse.

Fjernt nu fra Thule, fra det kolde Bælte

drage kun Helte.

Jorden er venlig, alle Skabtes Moder,

Skjønhed er Søster, Tapperhed er Broder.

Ei da forsmaa, Du ei da forsmaa

en Tak af din Søster, af din Søster.

Fienden, som fræk sig Grændsen havde nærmet,

veg for din Glavind. Du har os beskjærmet.

Fienden, som fræk sig Grændsen havde nærmet.

veg for din Glavind, Du har os skjærmet,

Du har os skjærmet, Du har os skjærmet,

Du har os skjærmet.

Tag da Krandsen. Haabet har den bundet,

tag da Krandsen, Haabet har bundet.

tag da Krandsen.

(De sætte den på hans Hoved.)

Harald:

I Kamp og i Larm under Vaabners Klang

har Harald sit Liv henlevet.

Ei troed sig Harald ved hulde Sang

til taarekvalt Gråd ble henrevet.

Nu mærker jeg, Harald, blir ogsaa rørt

ved yndige Sang, han ei før har hørt.

Maria:

Tilgiv dette Skridt, thi Beundring

og Taknemlighed drev vore Hjerter.

Kun lidet om mørke Nutid vi ved,

Fordærvelsen os kun smerter.

I Ensomhed, under Palmens Ly

vi skued det gamle Grækland.

[12]

For os var Athenen fremdeles ny,

end levede Fortidens Vismand.

Og daglig vi fulgte Patroklos Achil,

da Heltemod skatte vi lærte.

Nu Purpurlapper og Frækhed vil

erstatte os Fortidens Helte.

Da Harald fra fjerne Kyst Du kom ned

til Grækenland med dine Kjæmper.

og atter Patroklos, Achilles med,

stod levende i vore Tanker.

Kun mere from end den gamle Helt,

som Hektor, den døende Kjæmpe,

lod haane og slæbe til Seirherrenes Telt,

sit Overmod ei kunde dæmpe.

Du bøier i Ydmyghed stolte Knæ

for Korsets Træ.

Harald og de greske piger:

Du bøier i Ydmyghed stolte Knæ

for Korsets Træ, for Korsets Træ

Harald:

Hulde Pige, hør min Bøn,

lad Veninderne gå tilside!

(Pigerne gaar.)

Over Mandens Mod jeg ei undred mig før,

dog nu kan jeg ei begribe,

hvorfra jeg faar det, hvordan jeg tør

mig nærme saa fager en Pige.

Du skjænker mig din Yndest,

det glæder mig, Maria,

thi Dig jeg elsker.

Til mange Omsvøb er her ei Tid,

og Taler jeg slet kun behersker.

Jeg er en Høvding fra fjerne Nord,

en halv Barbar mod Maria,

men ærlig, trofast og hjertegod.

Kan Du nøies mig slig at eie?

Der er min Hånd, som blev atter fri,

da min Elisif Døden mon gjemme.

Kan keiserlig Pragt, som Du lever i,

Du forsage og Miklagard glemme?

Maria:

Ja, Harald, min Helt og min eneste Ven,

jeg kan, og jeg vil Dig ledsage.

Harald:

Da lykkelig er jeg, og Du bære den,

som Brudekrans Du den tage!

[13]

Men reise må vi fra fæle Zoe.

Maria:

Og fra min forhadte Beiler.

Harald:

Kan alt imorgen vi seile vi to?

Maria:

Maria slet intet eier,

et kjærligt Sind er det ene jeg har,

det tog Du jo med, om Du reiste.

Harald:

Da er Du min Brud, og et Kys jeg faar.

(Eremiten træder ind.)

Eremiten:

Nei, Harald, det må Du ei friste.

Ei tænd i det unge Hjerte en Brand,

som ei Du magter at kvæle.

Harald:

Hvem er Du?

Maria:

Ak, Eremiten fra Syriens Ørk, ak Fader!

Eremiten:

Maria, ei her Du dvæle!

Du skal nok forstå mine hårde Ord,

når Sløret fra Gaaden løftes.

Harald:

Jeg kan ei tyde hans dunkle Sprog,

som Vanvid det mig tykkes.

Maria:

Farvel, min Harald, jeg lyde må,

men aldrig skal Dig jeg glemme.

[14]

Saalænge mit elskende Hjerte kan slå,

jeg følger Dig, hvor Du har hjemme.

Eremiten:

Nei, ved St. Ansgar, det gjør Du ei,

din Lidenskab dæmp, hvis ei, forgaa!

Harald:

Du røver mig min Brud?

Eremiten:

Din Brud, aanei!

Hendes Ret jeg kun værner

og den skal hun nå.

TRIO

Maria:

Hvi må mig ramme den tunge Sorg,

at Harald ifra mig rykkes?

Hvi må mig ramme den tunge Sorg,

at Harald ifra mig rykkes?

Hvi må mig ramme den tunge Sorg?

Hvi må mig ramme den tunge Sorg?

Milde Gud Fader, gjør Maria stærk,

Maria, din Nåde Du skjænke.

Min Harald at følge til fremmed Land

saa saare mit Hjerte higer,

og må jeg lyde den hellige Mand,

min Tanke fra Harald ei viger;

den søge ham skal i den sidste Kvæld,

naar jeg gjemmes bag Gravens Dække.

Jeg finde ham skal en Morgen mild,

jeg finde ham skal,

jeg finde ham skal en Morgen mild,

naar Himlens Klokker mig vække.

Jeg finde ham skal!

Harald:

Jeg kan ei tyde hans dunkle Sprog,

som Vanvid, ja, som Vanvid det mig tykkes.

Den gamle Sværmer, han vil være klog,

vil som en Vismand dyrkes.

Jeg kan ei tyde hans dunkle Sprog.

Jeg kan ei tyde hans Sprog.

Kommer forrykt fra fjerne Ørk

vil Konger og Fyrster beherske

med myndig Tale og Mine mørk,

til Helved med slige Klerke!

Jeg ensom vandrer på Livets Strand,

en kostelig Perle jeg finder.

Kommer en Havmand fra mørke Vand

vil røve mig Perlen, der tindrer,

vil røve mig Perlen, der tindrer.

Lad Havmanden rase over mit Held,

han skal ei forstyrre min Lykke.

Den unge Perle, den unge Perle,

skal stråle i Kronens Guld

som gjildest Smykke,

som gjildest Smykke

den skal stråle i Kronens Guld,

skal stråle som gjildest Smykke.

Den stråle skal!

Eremiten:

De skal forstaa, når Sløret af Gaaden løftes,

de skal nok forstå mine haarde Ord,

når Sløret fra Gaaden løftes.

De skal forstå mine strenge Ord,

de skal forstaa mine Ord.

Lad Harald rase som vilde Berserk!

Elisif må han ei krænke,

from Elisif fra Gardarik må han ei krænke.

Ei tænd i Marias Hjerte en Brand,

den slukkes ei, men stiger,

den slukkes ei, mens stiger,

når Elisif fra Gardarik sig viser,

når Elisif fra Gardarik sig viser.

Stakkels Maria!

Stakkels Maria, ledet vild af Zoe,

den lystne og frække.

Stakkels Maria, stakkels Maria!

skal ei ofres for flygtige Nykke,

ei skal ofres for flygtige Nykke.

Nei, Jarisleivs Datter, god og mild.

hun skal ei ofres for flygtige Nykke,

hun ei ofres skal!