Dragedukken [03-libretto-1.akt

Dragedukken er et syngespill fra 1797, i 4 akter med tekst av Enevold de Falsen og musikk av Friedrich Kunzen.

FØRSTE AKT

Det følgende er en avskrift av teksten til Dragedukken slik den er bevart i Nasjonalbibliotekets arkiv. I Nasjonalbiblioteket finnes to trykte versjoner, en fra 1797 og en fra 1832 med et forord. Teksten under er en avskrift av den første utgaven fra 1797. Avskriften følger originalens stavemåte, tegnsetting og linjefall. Sidetallene i originalen står i klammer. For å lette lesingen er sceneinndelinger satt i halvfet og rollenavn satt i halvfet med etterfølgende kolon. Betegnelsene på musikknumrene er satt med store bokstaver.

[Avskriften er gjort av Trond Olav Svendsen]

Les mer

Dragedukken

Et

Syngespil i fire Akter

af

E. Falsen

Musiken af Hr. Kunzen.

Kjøbenhavn 1797

Trykt hos J. L. Morthorstes Enke.

Personerne:

Jakob Olsen, Skoemager.

Lene, hans Kone.

Deres Børn:

  Trine.

  Sophie, et 10 Aars Barn.

  Tvende mindre Drengebørn.

Peter, Snedkersvend, forlovet med Trine.

En Urtekræmmer.

En Kommissar.

Trende Gjester.

Verten.

Vægtere.

Chor af adskillige Byens Indvaanere.

Scenen er i Kjøbenhavn.

Første Akt.

Første Scene.

Jakob: (allene).

(Et Skomager-Værksted, som tillige er daglig Stue.

Jakob sidder ved et Bord, hvorpaa staaer en Tran-

lampe. Paa Bordet og omkring det findes Læ-

der, Skoe, Støvle, Læste og Skoemager-Værktøj.

Længer hen staaer et lidet Bord med Dukker og

Legetøj til Børn. I Baggrunden en opredet Løj-

bænk. Jakob syer paa en Skoe, hvortil Magen

staaer færdig.)

ARIE.

Ved dækkede Borde, hvor Druerne spille,

De Skjalde tit qvæde om nøjsomme Kaar.

Mens Armodens Taarer paa Kinderne trille,

Om hytternes Glæder de Strengene slaaer.

[4]

Ved eenlige Lampe kom sæt dig, o Skjald!

Med Læsten i Haanden mød Hungerens Kald,

Ved kommende Morgen

Staae væbnet mod Sorgen….

Med sønderbrudt Harpe han iler sin Vej

Og raaber: de Glæder behage mig ej.

(Jakob tager sig en Priis Tobak.)

Slide og slæbe og intet fortjene; sye Skoe og

skrive Regninger; arbejde Dag og Nat for at sulte

ihjel; faa Huset fuldt af Børn og… intet at føde

dem med…. den som kalder det at leve, ham skal

jeg sælge min Plads for got Kjøb.

Gift deg ikke Jakob, plejede altid min salig Fa-

der at sige, thi saa faaer du først Fanden i Huset;

dog min Faders Ord i al Respekt, saa var det ikke

saa ganske rigtigt…. for min Lene er from som et

Lam, men Glutter har hun skaffet mig i Huset, det

faaer Jakob Olsen at finde.

Og nu i disse dyre Tider, da Næringen tager af

og Puffen tager til, at komme mig med Tvillinger –

med hele to Drenge på een Gang! det var et Dom-

medagsflag…. At der var een i Farvandet, det havde

jeg da længe nok kundet see paa Aspekterne, og det

var jeg beredt paa, men to, det var uden for mit Be-

stik…. Nej der er intet andet for, jeg maae sætte

[5]

det i Værk, som jeg har spekuleret paa i alle disse

fiorten Nætter…. jeg har grublet vaagen derpaa

…. det har staaet for mig i Drømme…. jeg maae

…. jeg vil…. men kommer der ikke nogen?

Anden Scene.

Trine. Jakob.

Jakob:

Er det dig Pige? er du ikke til Køys? hvad

vil du her paa denne Tid?

Trine:

Jeg fornam, at du var oppe endnu Fa’r – det

lader som Mo’r er falden i Søvn… jeg listede mig

derfor herind for at tale et Par Ord med dig….

Jakob:

Det betyder neppe noget Godt…. hvad er

der da paa Færde?

Trine:

Da Mo’r faldt i Barselseng, saa vilde du at jeg

skulde forestaae Husholdningen, indtil hun fik

Kræfter….

Jakob:

Ja, og det har du besørget som en brav Pi-

ge….

[6]

Trine:

Men i Gaar Aftes sagde Mo’er, nu er jeg saa

frisk, at jeg kan tage mig av Huset. Du skal have

Tak, at du har taget Byrden af for mig i disse Dage,

men i Morgen kan du levere mig alting, saa skal jeg

igjen besørge mit Kald … jeg maa altsaa i Morgen

levere Huusholdningen til Mo’r.

Jakob:

Ja, ja, det skader jo ikke.

Trine:

Nei … men ….

Jakob:

Disse Menner har Fanden skabet … nu da …

Trine:

Jeg maae levere et tomt Huus … de Penge du

har flyet mig ….

Jakob:

Ere fortærede, det kan jeg begribe …. hvad jeg

undrer mig over, er: at de har holdt saa længe.

Trine:

Jeg vil ikke dølge for dig, at jeg har været nødt

til at laane nogle af Peter forleden; jeg vidste, at det

var trangt for dig Fa’r, og vilde altsaa nødig anmode

om flere …. men i gaar var Peter her ikke ….

[7]

Jakob:

Hør Barn, du veed at jeg ikke gjerne vil, at

Peter skal laane mig … naar I skal sætte Huus een-

gang, saa kan han behøve sit … hvor meget fik du

af ham?

Trine:

To Rigsdaler.

Jakob:

Nu vel da … jeg faaer see at betale dem tilbage

… du har altsaa ingen Penge?

Trine:

Ingen Penge og …. intet Brød …

Jakob:

Intet Brød? ...

Trine:

Gode Fa’r … det slap i Dag ….

Jakob:

Ikke eengang saa meget, at din Mo’r og Bør-

nene kan faae Froekost i Morgen? ….

Trine:

Saa meget finder jeg vel …. jeg har Thee til

Mo’r, men det er paa Bunden med alting ….

Jakob:

Godt Pige …. gaae du til Sengs …. jeg syer

her paa et Par Skoe, naar de ere færdige, saa gaaer

[8]

jeg strax ud med dem i Morgen, jeg skal vel see at

skaffe Penge ….

Trine:

Du bliver dog ikke vred Fa’r?

Jakob:

Fordi du ikke gjør falske Bankosedler? eller ejer

Fortunati Pung? gaae mit gode Barn … Gud vel-

signe dig.

(Trine gaaer.)

Tredie Scene.

Jakob:

Ingen Penge, ikke Brød i Huset … fire Børn

før …. og nu Tvillinger ….. nej, nej, dette gaaer

ikke an …. den ene kunde maaske dog reddes

…. jeg vil endnu i denne Nat, medens Moderen

sover ….. jeg faaer hende dog aldrig til at samtykke

deri, og gjort Gjerning er jo halv forsvaret …

frisk Mod Jakob, det er en ærlig Sag at redde

Mennesker fra Hungersdød ….

(Han gaaer til Døren, der møder

han sin Kone og studser.)

Fjerde Scene.

Lene. Jakob.

Lene:

Vilde du gaae ind til mig Fa’r?

[9]

Jakob:

Jeg vilde … jeg vil …. sye disse Skoe færdige

… jeg troede at du sov ….

Lene:

Jeg var nys faldet i een Bluun …. Men et

af Børnene vaagnede mig … jeg hørte dig tale, og

fornam at her var Lys …. saa stod jeg op og gik

herind, for at formaae dig til at lægge dig til Hvile.

Jakob:

Strax Mo’r … strax.

Lene:

Det gaaer dog ved Gud ikke an, saaledes sidder

du den ene Nat efter den anden … det var ikke hen-

sigten hvorfor jeg har flyttet Løjbænken herind til dig,

jeg vilde du skulde nyde mere Roe end der falder

inde hos mig og Glutterne … men du bliver sid-

dende oppe … du slæber dig ihjel.

Jakob:

Kunde det endda redde os fra at sulte ihjel …

dette Par Skoe maae jeg have færdigt til i Morgen

…. jeg har lovet det.

Lene:

Men derfor maa du dog ikke tage Livet af dig,

hvad har vi da?

[10]

Jakob:

Saa har jeg dog gjort hvad jeg kunde, den

Stund jeg var i Live.Jeg faaer vel sye om Natten,

hvis Børnene skal faae Brød om Dagen … og endda ..

Lene:

Fa’r ….

Jakob:

Mo’r …. Gud glæde dig, men at du gaaer

saaledes hen og fylder mig Reden, med Tugt at sige,

hør, det var ikke efter Aftale. Lene, Lene, havde

det ikke været dig, nej for en Ufærd, den Streg havde

jeg ikke taalt af nogen anden.

Lene:

Det vil jeg troe, men hvad er derved at gjøre?

deler jeg ikke trolig Byrden med dig?

Jakob:

Jo det gjør du, men de Rollinger, de Rollin-

ger … 

Lene:

Er en Guds Velsignelse.

Jakob:

Gamle Sprikvorter Lene! ja var alting som det

burde være paa denne syndige Jord, og havde ikke

Menneskene ved deres Indretninger vendt op og ned

[11]

paa den hele Natur, saa kunde vi alle trives ved

Siden af hindanden, og Børn kunde da blevet Him-

lens bedste Gave … men naar Laugsartikler lamme

den Vindskibeliges Hænder og tilstoppe Kilderne til

ærligt Erhverv … naar Handelens Flor medbringer

dyre Tider og Overdaadighed …. naar Yppigheden

avler Fornemhed, Prakkeri og Puf … saa maae

en fattig Haandværksmand, som har Huset fuldt af

Børn og sin Bog fuld af ubetalte Regninger, nok

vrie Hænderne over den Guds velsignelse.

Lene:

Dit Mismod skildrer dig kun Faderstandens

Byrder, men nu Glæderne! er der nogen som kan

sættes ved Siden af den at danne Børn til gode

Mennesker, og Mennesker til gode Borgere? hvor

lønner den Glæde Forældrene for enhver Møie! ja

naar jeg sidder iblant min Børneflok, med mine to

smaa Engle paa Skjødet, og seer dem at favne hver

sit Bryst, og smile til mig …. o! da strømmer Glæ-

den ind i min Sjæl, jeg synes, at jeg er lykkelig som

en Dronning …. hvad siger jeg? som en Dronning?

o, nej, nej, som en Moder!

Jakob:

Ja det er got nok, men ….

[12]

Lene:

Mindes du den Gang om Vaaren, som du saa

gjerne pleier at ville høre? .. den er et Billede paa

Moderglæderne; for at adsprede dine tungsindige

Griller, vil jeg synge et Stykke deraf for dig.

Jakob:

O ja, syng væk, jeg hører dig gjerne, mit Ar-

bejde glider immer lettere, naar du synger:

Lene:

ARIE.

Hør Lærken Triller, Slag i Slag

At hylde Floras unge Dag,

Dig blide Maj, da gyldne Sol

Nedstraaler Held fra Pol til Pol.

Med Moderømhed Floras Haand

Nu løser kolde Vinters Baand,

Og Vaaren ved sit milde Bliv

Fremkalder Elskov, Lyst og Liv.

Med Løv beklædes nøgne Træ,

Af Dvalen vaagner frosne Kræ,

Hvert Væsen af sit Hie gaaer ud

Og jublende lovsynger Gud.

Hist draabeviis en frugtbar Regn

Opliver en udtørret Egn,

[13]

I svangre Fure Spiren groer,

Og Moder – er den hele Jord.

Jakob:

Ja det klinger ret artig, især naar du synger

det. Men hvad hjelper Vaaren os? Enten det er

Maj eller Mortensdag, saa hedder det: Mester Jakob

bliv ved din Læst. Der skeer ikke Mirakler mere nu

Omstunder, Oliekrukker og Vellingfade kommer ikke

dansende igjennem Luften, og hvad man skal have

til dette arme Liv, det maa møjsommeligen erhverves.

Lene:

Nu, nu, Fa’r, giv dig tilfreds, det bliver vel

engang bedre ….

Jakob:

Bedre? nej værre bliver det Dag for Dag;

Har vi ikke før kundet komme paa nogen grøn Green,

hvorledes skulde det lade sig gjøre herefter? Jeg var

Svend, da vi giftede os, Kjærlighed var vor hele

Kapital; har jeg siden formaaet at skrabe saa meget

sammen, at jeg kunde avancere i Lauget? hvad skulde

der blevet af os og af alle Guds Velsignelserne, der-

som ikke en billigere Tænkemaade i de senere Tider

havde hjulpet mig til at erhverve en Frimester Bevil-

ling? og naar alt kommer til alt, hvad siger den da

[14]

mere end at jeg har Lov til at ernære Kone og Børn

med de to Hænder, som vor Herre har givet mig?

Lene:

De have hidindtil skaffet os Brød …

Jakob:

Men jeg kan for Fanden dog ikke strække dem

længere, end de ere ….. To Hænder ere kun to

Hænder, og tog jeg nogen andens til Hielp, saa fik

jeg strax Laugsmestere, Oldermand, Bøder og alt

det Djævelskab, som til er, paa min Nakke, og

stod der som en Nar, med Tugt at sige; husker du

ikke hvorledes det gik os for nogle Aar siden, da den

tykke Oldermand ved sine Snushaner var kommen

efter, at du havde hjulpet mig med at kante et Par

Skoe? Til Trods for Ritualen dømte man mig i Bø-

der, og Lauget vaagede for, at de bleve udpantede i

din Søndagskaabe.

Lene:

Det er glemt Fa’r ….. jeg kunde undvære

den ….

Jakob:

Nei, jeg husker det nok jeg, og tillige at jeg

ikke siden har formaaet at indløse Kaaben …. Her

sidder jeg da nu selv ottende med disse to Hænder, og

[15]

en Kansellie-Bevilling til at bruge dem; intet i den

eene Haand, intet i den anden, hvordan vil det løbe

af? Hu! naar jeg tænker derpaa, saa sortner det

for mine Øjne.

Lene:

De kan nok sortne for dine Øine, naar du siddere

der ved en Lampe ud paa den mørke Nat.

Jakob:

Ja, ja, gaae du nu skjønt til Sengs, jeg er

strax færdig … Kun to Sting endnu, og saa staaer

her et Par Skoe til Sekreteren, som var her i

Forgaars, saa capitalske, at han ikke skulle skamme

sig ved dem, om han saa var Kansellieraad.

Lene:

Godt, saa faaer du jo Penge Fa’r?

Jakob:

Fordi en Sekreteer faaer Skoe? Det er ingen

Følge: hvordan de Herrer betale, det kan min Bog

fortælle dig; de eeneste Penge jeg har faaet ind i en

heel Maaned er 2 Rdlr., som jeg fik paa Haanden

forleden af Renovations-Kommisairen for disse

Brandspande, som han bestilte med Pundtlæders

saaller, for at kunne gaae tørt paa Gaden; og endda

vil du, at jeg skal føde Tvillinger.

[16]

Lene:

De arme Tvillinger! de staae dig for Hovedet.

Jakob:

Ja det giør de, og det er ikke fra i Gaar af.

Lene:

Jeg har nok mærket det Fa’r. Lige siden jeg

kom i Barselseng har jeg fornummet, at du pønsede

paa noget; jeg har ikke villet spørge dig, for jeg har

immer ventet, at du skulde betroe mig det af dig

selv.

Jakob:

Betroe dig det …. ja men da vil der ligge et

Huus … ja vist har jeg længe pønset paa noget …

I fiorten Nætter er der næsten ikke kommen Søvn paa

mine Øine …. Det kom forleden over mig paa een-

gang, ligesom en Snue, med Tugt at sige.

Lene:

Men hva er det da?

Jakob:

(som er færdig med Skoen).

Ja, jeg vil nok sige dig det, dersom du bare

vilde være fornuftig ….

Lene:

Naar jeg maae faae at høre ….

[17]

Jakob:

(rejser sig.)

Nu, ja da …. ud maae det …. jeg har længe

nok sadt og pinet mig …. jeg mærker paa alleting, at

det skal saa være …. hør nu da…. jeg vil… det

er …. Du har jo tit…. kort og godt, du kjender

jo Urtekræmmer Orgon? ham som boer paa Hjørnet

hist omme i den anden Gade?

Lene:

Ja.

Jakob:

Er han ikke en velhavende Mand?

Lene:

Saa siger man.

Jakob:

Gammel Pebersvend?

Lene:

Jo.

Jakob:

Som ingen Børn har?

Lene:

Du kaldte ham Pebersvend.

Jakob:

Ja, derfor kunde gjerne Fanden have fristet

ham, med Tugt at sige.

[18]

Lene:

Men hvor vil du hen med din Urtekræmmer og

alle disse Præludier?

Jakob:

Strax, strax, det er mig paa Tungen, men jeg

veed ikke hvordan det er, naar jeg seer paa dig,

saa har jeg ikke Mod til at sige Ordet ud …. jeg

kjender dig …. der vil blive en Skraalen!

Lene:

Plejer jeg da skraale saa højt? men jeg vil

hjelpe dig paa Veien, vor Fa’r, jeg gjetter din Me-

ning, vore mange Bærn volde dig Bekymringer, du

vil, at vi skulle see at formaae Urtekræmmeren til at

tage et af dem til sig?

Jakob:

Du er dog en Fandens Kjelling, du kan see

hvad der gaaer for sig inden i mig … nu ja, hvad

siger du dertil Lene?

Lene:

Ja nu, dersom Urtekræmmeren er en god Mand,

og vil tage et av vore Børn til sig og sørge for Bar-

net, hvorfor ikke det? vore Børn maae dog ud i

Verden, saasnart de kunne, men derom kan vi jo tale

i Morgen.

[19]

Jakob:

Nej hør Lene, i Morgen kan vi ikke tale derom,

nu, just nu, maae vi have Sagen afgjort, før faaer

jeg ikke Roelighed; siden der nu er kommen Hul paa

Bylden med Tugt at sige, saa maae det herud alt-

sammen ….. hør mig Kone …. Nøden er for Dø-

ren; før, da vi kun havde fire Børn, da du og Trine

kunde fortjene noget paa Jeres Kant, ved at sye og

vaske for Folk, saa var det enda ikke mere, end at

Baaden bar; nu faaer du ikke gjort andet end at passe

de to smaa, Trine har ogsaa Hænderne fulde i Huset,

alting hviler paa mig alene, og jeg er dog kun et

Menneske ….

Lene:

Ja Fa’r, derfor har jeg intet imod, om vi kunne

formaae Urtekræmmeren til at tage et af vore Børn

til sig … jeg vil velsigne ham derfor ….

Jakob:

Formaae ham ….. ja det er just Knuden …..

for Urtekræmmeren er en gjerrig Djeævel, og den

slags Folk kunde man ligesaa snart formaae til at

tage Rottekrud, som til at gjøre en god Handling.

Ingen af vore Børn er saa voxen, at det kunde være

ham til Nytte undtagen Trine …. hun er vor Øje-

steen og hende giver jeg ikke Slip paa, førend Peer

[20]

Snedker løber af med hende. Overalt, dersom baade

du og hun skal komme i Stand til at gaae mig no-

get til Haande, saa maae vi være af med en af de

Smaa, ja …. Det er en af Tvillingerne ……

som vi maae af med ….. (Lene studser) min Mening

er derfor …. at vi … maae …see … at nøde

ham til at tage imod vor Foræring.

Lene:

Nøde ham?

Jakob:

Ja, nu i Guds Navn da …. Det er vel ikke

saa uhørt, at man har lagt et fattigt Barn for et

kristen Menneskes Dør.

Lene:

Bevare dig Gud Fa’r! jeg skulde tage et Barn

fra mit Bryst, og lægge det hen paa Gaden.

Jakob:

Nei, ikke du, men jeg; det skal desuden ikke

ligge paa Gaden, det skal jeg nok sørge for. Jakob

Skoemager slaaer heller ikke sine Børn ihjel, lad

mig sørge for den Sag.

Lene:

Aldrig ….aldrig.

[21]

Jakob:

Hør Lene, nu det er kommen ud, efterat jeg

saa længe har gaaet frugtsommelig dermed, med Tugt

at sige, saa lad os ikke spilde Tiden med lang Pas-

siar; Natten er bælmørk, den passer sig til Værket,

men snart er den forbi….rask Lene, ingen Kjel-

lingagtighed ….du er ogsaa Moder til de andre

fem, og ikke til den sjette allene, som du for deres

Skyld skiller dig ved; og jeg slænger jo ikke Barnet

bort ….tager Urtekræmmeren det til sig, saa veed

jeg jo, hvor mit Barn bliver af, jeg kan holde Øje

med det; hjelper vor Herre os eengang, saa kan jeg

jo fordre det tilbage; hvor mange Forældre have vel

ikke før puttet deres Børn i Kassen ved Friderichs

Hospital, og siden aldrig hørt til dem?

Lene:

Men, var det Ret?

Jakob:

Men, var det Ret, at lade dem døe af Sult?

Lene:

Nej, jeg kan ikke ….. o Fa’r! Du kjender

ikke en Moders Følelse.

Jakob:

(med Taarer).

Men jeg kjender en Faders, kort og godt:

Jeg har sagt dig vor Forfatning, om jeg under

[22]

disse Omstændigheder nøder en gammel riig Mand,

som ingen Børn har, til at føde en Overkomplet for

mig, saa gaaer der vel en Nød af ham? Eller vil

du, at jeg skal lade det blive, som det er, stole paa

Guds Forsyn, og lade jer krepere alle sammen?

Lene:

Det faaer gaae som Gud vil, men at udlægge

sit Barn, og det er jo en Gjerning, som er forbuden

baade i Guds og Kongens Lov…

Jakob:

I Kongens? nu ja, men der staaer ogsaa, at

Nødværge er tilladt; der staaer i Guds Lov: du skal

elske din Næste som dig selv …. Men see om man

gjør det …. man kaster med Nakken af os, panter

os, flaaer os, den fattige har ingen Næste; nu vil

jeg nøde Urtekræmmeren til at være min Næste ….

mon han skulde være for god dertil? …

DUO.

Lene:

Hvordan …. sit Barn at rive

Fra Moderbrystet hen,

Og det til Priis at give,

Siig, er det Ret, min Ven?

[23]

Jakob:

Naar Armod os omspænder

Og Børn forlange Brød,

Naar Trang, hvor jeg mig vender

Spaaer Undergang og Død?

Lene:

Det bør vort Mod opgløde

Os give Kraft og Lyst.

Jakob:

Naar Mangel Barnets Føde

Borttørrer i dit Bryst?

Lene:

Seer du ej Himlens Fugle

Sin Føde daglig faae,

Hvi skal Algodhed skjule

Sin Haand for dine Smaae?

Jakob:

Der skeer ej Under, Lene,

Os truer Hunger, Død,

Dit Suk kun rammer Stene,

De skaffe intet Brød.

Lene:

Mit Barn, mit Haab, min Glæde…

[24]

Jakob:

Du frelse skal fra Nød.

Lene:

Og Pligten overtræde…

Jakob:

Mit Forsæt Pligten bød.

Lene:

O Gud! hvad skal jeg gjøre,

Til hvem staaer jeg min Lid?

Naaer Dydens Bud mit Øre

Hvor pligter er i Strid?

Jakob: [samtidig]

Du skal en Fader høre,

Til Manden staae din Lid;

Jeg Barnet vil bortføre

Til Held, mens det er Tid.

Lene:

O Gud! o Gud!Mand ……

Jakob:

Nu, den Lamenteren, disse Jeremiæ Begrædel-

ser! Jakob Olsen er heller ikke af Flintesteen, det

veed du ….

Lene:

O ja, jeg veed at du gjør alt hvad en ærlig

Mand kan gjøre for Kone og Børn….

[25]

Jakob:

Nu ja da, men nu siger hun stop. Vi ere paa

Bunden …. ikke en Skilling i Huset … i Morgen,

i Dag maaske er Sultens Dag …. saa gesvindt

Kjelling, kom med den eene ….

Lene:

Hvilken af dem?

Jakob:

Hvilke? Ih nu … Peer …. nej Jesper …

nej, dog … for en Ufærd, de ere jo begge som to

Alen af et Stykke …. tag i Guds Navn, hvilken

du vil.

Lene:

Hvilken jeg vil?

Jakob:

Nu hurtig, medens jeg har Mod …. Gjør

mig ikke blødhjertet. Tiden gaaer ….Klokken vil

snart være 4 …. og saa ingen Græden og Tuden,

naar jeg kommer igjen, men rask til Arbejde ….saa

gaae nu Mo’r, og tag den der ligger for Haanden….

Lene:

(gaaer men standser ved Døren.)

Men …..

Jakob:

Intet men, med et men fanger du ikke en Flue

…. Drengen vel indpakket; tag den lille Kurv med

[26]

Laaget, og put ham i, boer et Hul derpaa, saa han

kan faae Luft …. og saa …. Gud befalet.

Lene:

Nu ja da, du er deres Fader …. det er dit

Barn.

(Hun gaaer.)

Femte Scene.

Jakob: (allene.)

D e r e s F a d e r ….. ja det veed jeg …. d e t

e r d i t Barn …. ja det er jo en følgelig Sag ….

jeg gjorde heller ikke det for nogen andens …. Men

hvad gjør jeg da? lægger mit Barn hen …. støder

det fra mig …. nej ved Gud, det gjør jeg ikke,

men jeg rædder det, maaske deet alene fra den Nød

som truer os alle …. O! dette er den første Gang,

at Jakob Skoemager er mismodig, men, det er og-

saa den første Gang, at jeg ser Dagen grye, uden

at eje Brød i Huset, eller middel til at faae det.

Sjette Scene.

Jakob. Lene (med et spædt Barn).

Lene:

See her Fa’r, da jeg kom ind, da var Peter

vaagen, jeg tog ham, seer du, han smiler til dig.

[27]

Jakob:

Ja jeg seer det …. Gud velsigne dig …. Nu

saa gaae ind igjen, og tag ham som sover.

(aftørrer en Taare.)

Lene:

Fa’r ….

Jakob:

Gaae Mo’r, gaae …. ham som sover siger

jeg, vel indpakket i Kurven ….. hører du, og nu,

Punctum.

(Lene gaaer.)

Syvende Scene.

Jakob:

(i det han ordner sit Skoemager Redskab).

Der maae dog engang blive en Ende paa, har

jeg ikke nu i al denne Tid, Nat og Dag, grublet, pøn-

set, overvejet …. det er, som det var kastet et Lod

over mig; det var forbuden i Loven, sagde Lene … det

faaer saa være …. den Ulykkeliges Lovbog er hans

Hjerte, og mit har aldrig raadet mig til nogen skam-

melig Gjerning. Skulde jeg maaske lægge Hæn-

derne i Skjødet, og see paa, at Kone og Børn hen-

tæres af Hunger .. vansmægte og døe …. ha!

afsted Jakob, afsted Fader! det maae gaae som det

vil, enhver anden Ulykke er en Tue imod denne.

[28]

Ottende Scene.

Jakob. Lene (med en tillukt Kurv).

Lene:

Nu da Fa’r, det er skeet som du vilde; her

ligger Jesper indpakket saa godt som jeg kunde, men

see eengang paa det arme Barn ….(hun lukker Laa-

get op) har du Hjerte til ….

Jakob:

Hjerte til at rædde ham fra at døe af Sult?

jo, det har jeg …. troer du da at det er en Lyst-

rejse jeg gjør? dog den Praten, den Passiaren …..

jeg kunde jo alt være kommen tilbage; handles vil det

i denne Verden, ikke sladdres …. (han betragter

barnet) nu han ligger godt, han sover trygt …. i

Guds Navn. (vil gaae.)

Lene:

Fa’r, Fa’r …. du vil dog vel ikke gaae saale-

des? i Tøfler, uden Hat, uden …

Jakob:

Du har Ret, jeg tænkte ikke derpaa, det er alt-

sammen herinde, det skal snart være gjort.

(Sætter Kurven paa Bordet og gaaer ind.)

[29]

Niende Scene.

Lene: (alene).

Han er bestemt …. ulyksalige Moder, hvor-

ledes afværger jeg dette grusomme Stød? At faae

ham fra hvad han saa fast har sat sig i Hovedet, det

er umuligt; jeg troede han skulde betænkt sig, naar

han saa Børnene, men Ulykken har gjort ham haard,

jeg faaer ham ikke fra dette ulyksalige Forsæt … hans

mening er redelig ….. (hun lukker Laaget op paa

Kurven) mit arme Barn …. nej, nej, du skal ikke

ligge for nogen Dør, saa længe din Moders Hjerte

slaaer, jeg maae rædde mit Barn og min Mand;

men hvad gjør jeg da? hvorledes kan jeg hindre? jeg

faaer et Indfald …. denne Trædukke som Peter for-

leden forærede min Sophie … ja jeg troer det lader sig

gjøre …. kommer han kun ikke i det samme, jeg

maae skynde mig ….

(hun tager Barnet af Kurven og lægger det i

Løjbænken, og skjuler det med Lagenet, derefter

tager hun Huen af Barnets Hoved, og binder den

om Dukkens, og omvinder denne med hvad hun

kan finde, hvorpaa hun lægger Dukken i Kurven.)

ja, det gaaer rigitg an, vil han nu kun ikke først

see alt for nøje efter ….. (hun lukker Kurven) nu er

jeg saa let om Hjertet, det bebrejder mig ikke denne

List; (seer hen til Barnet) sov mit gode Barn! røb ikke

[30]

din Moder, det er den første Gang, jeg bedrager din

Fader, men det er mit Barn det gjelder, tys …

han kommer.

Tiende Scene.

Lene. Jakob (paakledt i en gammel Frak).

Jakob:

Nu er jeg da færdig; naa Lene, Gud be-

falet, jeg kommer strax igjen, gaae nu skjønt til

Seng.

Lene:

O! jeg faaer ingen Søvn mere i Nat; men

Fa’r! endnu engang, betænk dig, tag dig i Agt ….

jeg er saa beklemt ….. at gaae paa Gaden paa denne

Tid ….. med en Byrde, Vægterne kunde jo anfalde

dig, og ….

Jakob:

Vægterne? Ja da vil de blive snydt, de vil snart

see at dette ikke er Tyvekoster, og efter det Slags

Vare er ingen begjerlig.

Lene:

Men …..

Jakob:

Dette Men faaer at blive ubesvaret, til jeg

kommer tilbage; kom mit stakkels Barn …. vi ville

[31]

erfare, om her boer kristne Folk i Byen …. farvel

saa længe Lene.

(Tager Kurven og gaaer hastig ud.)

Ellevte Scene.

Lene:

Borte er han … nu gid der ikke maae tilstøde

ham nogen Fortræd! Naar jeg hører ham komme, vil

jeg gjemme Barnet i min Seng, og see at faae ham

til at tage nogen Hvile her, og naar han i Morgen

savner dig, saa vil han fortryde et Forsæt som Kum-

meren indgav ham, da vil jeg tage dig frem, du skal

lee venlig til ham, og han vil tilgive mig en uskyld-

dig List.

Vor Nød er haard, men dette Redningsmiddel

var endnu haardere! Algode, du vil ikke forlade de

Ulykkelige! En skyldfrie Barm, sagde min Moder,

er den Fattiges Guldmine … gode Moder! endnu hør-

er jeg Dig, naar du sat i Kredsen af Dine Børn, og

udbredede Lyksalighed, glæde og Tilfredshed rundt

omkring Dig; endnu svæver den Sang for mit Øre

som Du saa ofte trøstede os med, naar vi klagede

over trange Kaar, og beskyldte Skjæbnen for Uret-

færdighed.

[32]

ROMANCE.

1.

I Haven gik Signe en Rose at faae,

Til Festen den hende skal smykke.

Men Torne i Baghold ved Roserne laa,

For silkeblød Finger at trykke.

2.

Hvi vover min Signe med Tornene Dyst?

Den Terne begyndte at mukke,

See, Rosen skal pryde skjøn Jomfrues Bryst.

Os andre det bør, den at plukke.

3.

Men Signelils Fader var ædel som god,

Dyd fordum gav Adel i Norden,

Tungsindig hun fritter, hvi deles vor Lod

I ulige Skaaler paa Jorden?

4.

Og Gubben han glatter de sneehvide Haar,

En Taare flød ned af hans Kinder,

Tit blændes vort Øje af udvortes Kaar,

Men Gløden fra Hjerterne rinder.

[33]

5.

See Fyrster sig vaande paa Edderduun blød,

De stinges av martrende Pile,

Og Armod paa Straaleje glemmer sin Nød,

Naar Uskyld betrygger dens Hvile.

(Hun tager Barnet og gaaer ud.)

Ende paa første Akt.

Informasjon

(Objekt ID 154460)
Objekttype Originalverk
Originaltittel Dragedukken
Verktype Musikk
Publiseringsdato 1797
Språk Dansk
Originalspråk Dansk
Det finnes ingen vedlegg tilhørende dette objektet. Om du har bilder eller andre relevante vedlegg, kan du sende disse til oss på e-post: redaksjon@sceneweb.no
Rapportér feil eller mangler