Dragedukken [03-libretto-1.akt
Dragedukken er et syngespill fra 1797, i 4 akter med tekst av Enevold de Falsen og musikk av Friedrich Kunzen.
FØRSTE AKT
Det følgende er en avskrift av teksten til Dragedukken slik den er bevart i Nasjonalbibliotekets arkiv. I Nasjonalbiblioteket finnes to trykte versjoner, en fra 1797 og en fra 1832 med et forord. Teksten under er en avskrift av den første utgaven fra 1797. Avskriften følger originalens stavemåte, tegnsetting og linjefall. Sidetallene i originalen står i klammer. For å lette lesingen er sceneinndelinger satt i halvfet og rollenavn satt i halvfet med etterfølgende kolon. Betegnelsene på musikknumrene er satt med store bokstaver.
[Avskriften er gjort av Trond Olav Svendsen]
Dragedukken
Et
Syngespil i fire Akter
af
E. Falsen
Musiken af Hr. Kunzen.
Kjøbenhavn 1797
Trykt hos J. L. Morthorstes Enke.
Personerne:
Jakob Olsen, Skoemager.
Lene, hans Kone.
Deres Børn:
Trine.
Sophie, et 10 Aars Barn.
Tvende mindre Drengebørn.
Peter, Snedkersvend, forlovet med Trine.
En Urtekræmmer.
En Kommissar.
Trende Gjester.
Verten.
Vægtere.
Chor af adskillige Byens Indvaanere.
Scenen er i Kjøbenhavn.
Første Akt.
Første Scene.
Jakob: (allene).
(Et Skomager-Værksted, som tillige er daglig Stue.
Jakob sidder ved et Bord, hvorpaa staaer en Tran-
lampe. Paa Bordet og omkring det findes Læ-
der, Skoe, Støvle, Læste og Skoemager-Værktøj.
Længer hen staaer et lidet Bord med Dukker og
Legetøj til Børn. I Baggrunden en opredet Løj-
bænk. Jakob syer paa en Skoe, hvortil Magen
staaer færdig.)
ARIE.
Ved dækkede Borde, hvor Druerne spille,
De Skjalde tit qvæde om nøjsomme Kaar.
Mens Armodens Taarer paa Kinderne trille,
Om hytternes Glæder de Strengene slaaer.
[4]
Ved eenlige Lampe kom sæt dig, o Skjald!
Med Læsten i Haanden mød Hungerens Kald,
Ved kommende Morgen
Staae væbnet mod Sorgen….
Med sønderbrudt Harpe han iler sin Vej
Og raaber: de Glæder behage mig ej.
(Jakob tager sig en Priis Tobak.)
Slide og slæbe og intet fortjene; sye Skoe og
skrive Regninger; arbejde Dag og Nat for at sulte
ihjel; faa Huset fuldt af Børn og… intet at føde
dem med…. den som kalder det at leve, ham skal
jeg sælge min Plads for got Kjøb.
Gift deg ikke Jakob, plejede altid min salig Fa-
der at sige, thi saa faaer du først Fanden i Huset;
dog min Faders Ord i al Respekt, saa var det ikke
saa ganske rigtigt…. for min Lene er from som et
Lam, men Glutter har hun skaffet mig i Huset, det
faaer Jakob Olsen at finde.
Og nu i disse dyre Tider, da Næringen tager af
og Puffen tager til, at komme mig med Tvillinger –
med hele to Drenge på een Gang! det var et Dom-
medagsflag…. At der var een i Farvandet, det havde
jeg da længe nok kundet see paa Aspekterne, og det
var jeg beredt paa, men to, det var uden for mit Be-
stik…. Nej der er intet andet for, jeg maae sætte
[5]
det i Værk, som jeg har spekuleret paa i alle disse
fiorten Nætter…. jeg har grublet vaagen derpaa
…. det har staaet for mig i Drømme…. jeg maae
…. jeg vil…. men kommer der ikke nogen?
Anden Scene.
Trine. Jakob.
Jakob:
Er det dig Pige? er du ikke til Køys? hvad
vil du her paa denne Tid?
Trine:
Jeg fornam, at du var oppe endnu Fa’r – det
lader som Mo’r er falden i Søvn… jeg listede mig
derfor herind for at tale et Par Ord med dig….
Jakob:
Det betyder neppe noget Godt…. hvad er
der da paa Færde?
Trine:
Da Mo’r faldt i Barselseng, saa vilde du at jeg
skulde forestaae Husholdningen, indtil hun fik
Kræfter….
Jakob:
Ja, og det har du besørget som en brav Pi-
ge….
[6]
Trine:
Men i Gaar Aftes sagde Mo’er, nu er jeg saa
frisk, at jeg kan tage mig av Huset. Du skal have
Tak, at du har taget Byrden af for mig i disse Dage,
men i Morgen kan du levere mig alting, saa skal jeg
igjen besørge mit Kald … jeg maa altsaa i Morgen
levere Huusholdningen til Mo’r.
Jakob:
Ja, ja, det skader jo ikke.
Trine:
Nei … men ….
Jakob:
Disse Menner har Fanden skabet … nu da …
Trine:
Jeg maae levere et tomt Huus … de Penge du
har flyet mig ….
Jakob:
Ere fortærede, det kan jeg begribe …. hvad jeg
undrer mig over, er: at de har holdt saa længe.
Trine:
Jeg vil ikke dølge for dig, at jeg har været nødt
til at laane nogle af Peter forleden; jeg vidste, at det
var trangt for dig Fa’r, og vilde altsaa nødig anmode
om flere …. men i gaar var Peter her ikke ….
[7]
Jakob:
Hør Barn, du veed at jeg ikke gjerne vil, at
Peter skal laane mig … naar I skal sætte Huus een-
gang, saa kan han behøve sit … hvor meget fik du
af ham?
Trine:
To Rigsdaler.
Jakob:
Nu vel da … jeg faaer see at betale dem tilbage
… du har altsaa ingen Penge?
Trine:
Ingen Penge og …. intet Brød …
Jakob:
Intet Brød? ...
Trine:
Gode Fa’r … det slap i Dag ….
Jakob:
Ikke eengang saa meget, at din Mo’r og Bør-
nene kan faae Froekost i Morgen? ….
Trine:
Saa meget finder jeg vel …. jeg har Thee til
Mo’r, men det er paa Bunden med alting ….
Jakob:
Godt Pige …. gaae du til Sengs …. jeg syer
her paa et Par Skoe, naar de ere færdige, saa gaaer
[8]
jeg strax ud med dem i Morgen, jeg skal vel see at
skaffe Penge ….
Trine:
Du bliver dog ikke vred Fa’r?
Jakob:
Fordi du ikke gjør falske Bankosedler? eller ejer
Fortunati Pung? gaae mit gode Barn … Gud vel-
signe dig.
(Trine gaaer.)
Tredie Scene.
Jakob:
Ingen Penge, ikke Brød i Huset … fire Børn
før …. og nu Tvillinger ….. nej, nej, dette gaaer
ikke an …. den ene kunde maaske dog reddes
…. jeg vil endnu i denne Nat, medens Moderen
sover ….. jeg faaer hende dog aldrig til at samtykke
deri, og gjort Gjerning er jo halv forsvaret …
frisk Mod Jakob, det er en ærlig Sag at redde
Mennesker fra Hungersdød ….
(Han gaaer til Døren, der møder
han sin Kone og studser.)
Fjerde Scene.
Lene. Jakob.
Lene:
Vilde du gaae ind til mig Fa’r?
[9]
Jakob:
Jeg vilde … jeg vil …. sye disse Skoe færdige
… jeg troede at du sov ….
Lene:
Jeg var nys faldet i een Bluun …. Men et
af Børnene vaagnede mig … jeg hørte dig tale, og
fornam at her var Lys …. saa stod jeg op og gik
herind, for at formaae dig til at lægge dig til Hvile.
Jakob:
Strax Mo’r … strax.
Lene:
Det gaaer dog ved Gud ikke an, saaledes sidder
du den ene Nat efter den anden … det var ikke hen-
sigten hvorfor jeg har flyttet Løjbænken herind til dig,
jeg vilde du skulde nyde mere Roe end der falder
inde hos mig og Glutterne … men du bliver sid-
dende oppe … du slæber dig ihjel.
Jakob:
Kunde det endda redde os fra at sulte ihjel …
dette Par Skoe maae jeg have færdigt til i Morgen
…. jeg har lovet det.
Lene:
Men derfor maa du dog ikke tage Livet af dig,
hvad har vi da?
[10]
Jakob:
Saa har jeg dog gjort hvad jeg kunde, den
Stund jeg var i Live.Jeg faaer vel sye om Natten,
hvis Børnene skal faae Brød om Dagen … og endda ..
Lene:
Fa’r ….
Jakob:
Mo’r …. Gud glæde dig, men at du gaaer
saaledes hen og fylder mig Reden, med Tugt at sige,
hør, det var ikke efter Aftale. Lene, Lene, havde
det ikke været dig, nej for en Ufærd, den Streg havde
jeg ikke taalt af nogen anden.
Lene:
Det vil jeg troe, men hvad er derved at gjøre?
deler jeg ikke trolig Byrden med dig?
Jakob:
Jo det gjør du, men de Rollinger, de Rollin-
ger …
Lene:
Er en Guds Velsignelse.
Jakob:
Gamle Sprikvorter Lene! ja var alting som det
burde være paa denne syndige Jord, og havde ikke
Menneskene ved deres Indretninger vendt op og ned
[11]
paa den hele Natur, saa kunde vi alle trives ved
Siden af hindanden, og Børn kunde da blevet Him-
lens bedste Gave … men naar Laugsartikler lamme
den Vindskibeliges Hænder og tilstoppe Kilderne til
ærligt Erhverv … naar Handelens Flor medbringer
dyre Tider og Overdaadighed …. naar Yppigheden
avler Fornemhed, Prakkeri og Puf … saa maae
en fattig Haandværksmand, som har Huset fuldt af
Børn og sin Bog fuld af ubetalte Regninger, nok
vrie Hænderne over den Guds velsignelse.
Lene:
Dit Mismod skildrer dig kun Faderstandens
Byrder, men nu Glæderne! er der nogen som kan
sættes ved Siden af den at danne Børn til gode
Mennesker, og Mennesker til gode Borgere? hvor
lønner den Glæde Forældrene for enhver Møie! ja
naar jeg sidder iblant min Børneflok, med mine to
smaa Engle paa Skjødet, og seer dem at favne hver
sit Bryst, og smile til mig …. o! da strømmer Glæ-
den ind i min Sjæl, jeg synes, at jeg er lykkelig som
en Dronning …. hvad siger jeg? som en Dronning?
o, nej, nej, som en Moder!
Jakob:
Ja det er got nok, men ….
[12]
Lene:
Mindes du den Gang om Vaaren, som du saa
gjerne pleier at ville høre? .. den er et Billede paa
Moderglæderne; for at adsprede dine tungsindige
Griller, vil jeg synge et Stykke deraf for dig.
Jakob:
O ja, syng væk, jeg hører dig gjerne, mit Ar-
bejde glider immer lettere, naar du synger:
Lene:
ARIE.
Hør Lærken Triller, Slag i Slag
At hylde Floras unge Dag,
Dig blide Maj, da gyldne Sol
Nedstraaler Held fra Pol til Pol.
Med Moderømhed Floras Haand
Nu løser kolde Vinters Baand,
Og Vaaren ved sit milde Bliv
Fremkalder Elskov, Lyst og Liv.
Med Løv beklædes nøgne Træ,
Af Dvalen vaagner frosne Kræ,
Hvert Væsen af sit Hie gaaer ud
Og jublende lovsynger Gud.
Hist draabeviis en frugtbar Regn
Opliver en udtørret Egn,
[13]
I svangre Fure Spiren groer,
Og Moder – er den hele Jord.
Jakob:
Ja det klinger ret artig, især naar du synger
det. Men hvad hjelper Vaaren os? Enten det er
Maj eller Mortensdag, saa hedder det: Mester Jakob
bliv ved din Læst. Der skeer ikke Mirakler mere nu
Omstunder, Oliekrukker og Vellingfade kommer ikke
dansende igjennem Luften, og hvad man skal have
til dette arme Liv, det maa møjsommeligen erhverves.
Lene:
Nu, nu, Fa’r, giv dig tilfreds, det bliver vel
engang bedre ….
Jakob:
Bedre? nej værre bliver det Dag for Dag;
Har vi ikke før kundet komme paa nogen grøn Green,
hvorledes skulde det lade sig gjøre herefter? Jeg var
Svend, da vi giftede os, Kjærlighed var vor hele
Kapital; har jeg siden formaaet at skrabe saa meget
sammen, at jeg kunde avancere i Lauget? hvad skulde
der blevet af os og af alle Guds Velsignelserne, der-
som ikke en billigere Tænkemaade i de senere Tider
havde hjulpet mig til at erhverve en Frimester Bevil-
ling? og naar alt kommer til alt, hvad siger den da
[14]
mere end at jeg har Lov til at ernære Kone og Børn
med de to Hænder, som vor Herre har givet mig?
Lene:
De have hidindtil skaffet os Brød …
Jakob:
Men jeg kan for Fanden dog ikke strække dem
længere, end de ere ….. To Hænder ere kun to
Hænder, og tog jeg nogen andens til Hielp, saa fik
jeg strax Laugsmestere, Oldermand, Bøder og alt
det Djævelskab, som til er, paa min Nakke, og
stod der som en Nar, med Tugt at sige; husker du
ikke hvorledes det gik os for nogle Aar siden, da den
tykke Oldermand ved sine Snushaner var kommen
efter, at du havde hjulpet mig med at kante et Par
Skoe? Til Trods for Ritualen dømte man mig i Bø-
der, og Lauget vaagede for, at de bleve udpantede i
din Søndagskaabe.
Lene:
Det er glemt Fa’r ….. jeg kunde undvære
den ….
Jakob:
Nei, jeg husker det nok jeg, og tillige at jeg
ikke siden har formaaet at indløse Kaaben …. Her
sidder jeg da nu selv ottende med disse to Hænder, og
[15]
en Kansellie-Bevilling til at bruge dem; intet i den
eene Haand, intet i den anden, hvordan vil det løbe
af? Hu! naar jeg tænker derpaa, saa sortner det
for mine Øjne.
Lene:
De kan nok sortne for dine Øine, naar du siddere
der ved en Lampe ud paa den mørke Nat.
Jakob:
Ja, ja, gaae du nu skjønt til Sengs, jeg er
strax færdig … Kun to Sting endnu, og saa staaer
her et Par Skoe til Sekreteren, som var her i
Forgaars, saa capitalske, at han ikke skulle skamme
sig ved dem, om han saa var Kansellieraad.
Lene:
Godt, saa faaer du jo Penge Fa’r?
Jakob:
Fordi en Sekreteer faaer Skoe? Det er ingen
Følge: hvordan de Herrer betale, det kan min Bog
fortælle dig; de eeneste Penge jeg har faaet ind i en
heel Maaned er 2 Rdlr., som jeg fik paa Haanden
forleden af Renovations-Kommisairen for disse
Brandspande, som han bestilte med Pundtlæders
saaller, for at kunne gaae tørt paa Gaden; og endda
vil du, at jeg skal føde Tvillinger.
[16]
Lene:
De arme Tvillinger! de staae dig for Hovedet.
Jakob:
Ja det giør de, og det er ikke fra i Gaar af.
Lene:
Jeg har nok mærket det Fa’r. Lige siden jeg
kom i Barselseng har jeg fornummet, at du pønsede
paa noget; jeg har ikke villet spørge dig, for jeg har
immer ventet, at du skulde betroe mig det af dig
selv.
Jakob:
Betroe dig det …. ja men da vil der ligge et
Huus … ja vist har jeg længe pønset paa noget …
I fiorten Nætter er der næsten ikke kommen Søvn paa
mine Øine …. Det kom forleden over mig paa een-
gang, ligesom en Snue, med Tugt at sige.
Lene:
Men hva er det da?
Jakob:
(som er færdig med Skoen).
Ja, jeg vil nok sige dig det, dersom du bare
vilde være fornuftig ….
Lene:
Naar jeg maae faae at høre ….
[17]
Jakob:
(rejser sig.)
Nu, ja da …. ud maae det …. jeg har længe
nok sadt og pinet mig …. jeg mærker paa alleting, at
det skal saa være …. hør nu da…. jeg vil… det
er …. Du har jo tit…. kort og godt, du kjender
jo Urtekræmmer Orgon? ham som boer paa Hjørnet
hist omme i den anden Gade?
Lene:
Ja.
Jakob:
Er han ikke en velhavende Mand?
Lene:
Saa siger man.
Jakob:
Gammel Pebersvend?
Lene:
Jo.
Jakob:
Som ingen Børn har?
Lene:
Du kaldte ham Pebersvend.
Jakob:
Ja, derfor kunde gjerne Fanden have fristet
ham, med Tugt at sige.
[18]
Lene:
Men hvor vil du hen med din Urtekræmmer og
alle disse Præludier?
Jakob:
Strax, strax, det er mig paa Tungen, men jeg
veed ikke hvordan det er, naar jeg seer paa dig,
saa har jeg ikke Mod til at sige Ordet ud …. jeg
kjender dig …. der vil blive en Skraalen!
Lene:
Plejer jeg da skraale saa højt? men jeg vil
hjelpe dig paa Veien, vor Fa’r, jeg gjetter din Me-
ning, vore mange Bærn volde dig Bekymringer, du
vil, at vi skulle see at formaae Urtekræmmeren til at
tage et af dem til sig?
Jakob:
Du er dog en Fandens Kjelling, du kan see
hvad der gaaer for sig inden i mig … nu ja, hvad
siger du dertil Lene?
Lene:
Ja nu, dersom Urtekræmmeren er en god Mand,
og vil tage et av vore Børn til sig og sørge for Bar-
net, hvorfor ikke det? vore Børn maae dog ud i
Verden, saasnart de kunne, men derom kan vi jo tale
i Morgen.
[19]
Jakob:
Nej hør Lene, i Morgen kan vi ikke tale derom,
nu, just nu, maae vi have Sagen afgjort, før faaer
jeg ikke Roelighed; siden der nu er kommen Hul paa
Bylden med Tugt at sige, saa maae det herud alt-
sammen ….. hør mig Kone …. Nøden er for Dø-
ren; før, da vi kun havde fire Børn, da du og Trine
kunde fortjene noget paa Jeres Kant, ved at sye og
vaske for Folk, saa var det enda ikke mere, end at
Baaden bar; nu faaer du ikke gjort andet end at passe
de to smaa, Trine har ogsaa Hænderne fulde i Huset,
alting hviler paa mig alene, og jeg er dog kun et
Menneske ….
Lene:
Ja Fa’r, derfor har jeg intet imod, om vi kunne
formaae Urtekræmmeren til at tage et af vore Børn
til sig … jeg vil velsigne ham derfor ….
Jakob:
Formaae ham ….. ja det er just Knuden …..
for Urtekræmmeren er en gjerrig Djeævel, og den
slags Folk kunde man ligesaa snart formaae til at
tage Rottekrud, som til at gjøre en god Handling.
Ingen af vore Børn er saa voxen, at det kunde være
ham til Nytte undtagen Trine …. hun er vor Øje-
steen og hende giver jeg ikke Slip paa, førend Peer
[20]
Snedker løber af med hende. Overalt, dersom baade
du og hun skal komme i Stand til at gaae mig no-
get til Haande, saa maae vi være af med en af de
Smaa, ja …. Det er en af Tvillingerne ……
som vi maae af med ….. (Lene studser) min Mening
er derfor …. at vi … maae …see … at nøde
ham til at tage imod vor Foræring.
Lene:
Nøde ham?
Jakob:
Ja, nu i Guds Navn da …. Det er vel ikke
saa uhørt, at man har lagt et fattigt Barn for et
kristen Menneskes Dør.
Lene:
Bevare dig Gud Fa’r! jeg skulde tage et Barn
fra mit Bryst, og lægge det hen paa Gaden.
Jakob:
Nei, ikke du, men jeg; det skal desuden ikke
ligge paa Gaden, det skal jeg nok sørge for. Jakob
Skoemager slaaer heller ikke sine Børn ihjel, lad
mig sørge for den Sag.
Lene:
Aldrig ….aldrig.
[21]
Jakob:
Hør Lene, nu det er kommen ud, efterat jeg
saa længe har gaaet frugtsommelig dermed, med Tugt
at sige, saa lad os ikke spilde Tiden med lang Pas-
siar; Natten er bælmørk, den passer sig til Værket,
men snart er den forbi….rask Lene, ingen Kjel-
lingagtighed ….du er ogsaa Moder til de andre
fem, og ikke til den sjette allene, som du for deres
Skyld skiller dig ved; og jeg slænger jo ikke Barnet
bort ….tager Urtekræmmeren det til sig, saa veed
jeg jo, hvor mit Barn bliver af, jeg kan holde Øje
med det; hjelper vor Herre os eengang, saa kan jeg
jo fordre det tilbage; hvor mange Forældre have vel
ikke før puttet deres Børn i Kassen ved Friderichs
Hospital, og siden aldrig hørt til dem?
Lene:
Men, var det Ret?
Jakob:
Men, var det Ret, at lade dem døe af Sult?
Lene:
Nej, jeg kan ikke ….. o Fa’r! Du kjender
ikke en Moders Følelse.
Jakob:
(med Taarer).
Men jeg kjender en Faders, kort og godt:
Jeg har sagt dig vor Forfatning, om jeg under
[22]
disse Omstændigheder nøder en gammel riig Mand,
som ingen Børn har, til at føde en Overkomplet for
mig, saa gaaer der vel en Nød af ham? Eller vil
du, at jeg skal lade det blive, som det er, stole paa
Guds Forsyn, og lade jer krepere alle sammen?
Lene:
Det faaer gaae som Gud vil, men at udlægge
sit Barn, og det er jo en Gjerning, som er forbuden
baade i Guds og Kongens Lov…
Jakob:
I Kongens? nu ja, men der staaer ogsaa, at
Nødværge er tilladt; der staaer i Guds Lov: du skal
elske din Næste som dig selv …. Men see om man
gjør det …. man kaster med Nakken af os, panter
os, flaaer os, den fattige har ingen Næste; nu vil
jeg nøde Urtekræmmeren til at være min Næste ….
mon han skulde være for god dertil? …
DUO.
Lene:
Hvordan …. sit Barn at rive
Fra Moderbrystet hen,
Og det til Priis at give,
Siig, er det Ret, min Ven?
[23]
Jakob:
Naar Armod os omspænder
Og Børn forlange Brød,
Naar Trang, hvor jeg mig vender
Spaaer Undergang og Død?
Lene:
Det bør vort Mod opgløde
Os give Kraft og Lyst.
Jakob:
Naar Mangel Barnets Føde
Borttørrer i dit Bryst?
Lene:
Seer du ej Himlens Fugle
Sin Føde daglig faae,
Hvi skal Algodhed skjule
Sin Haand for dine Smaae?
Jakob:
Der skeer ej Under, Lene,
Os truer Hunger, Død,
Dit Suk kun rammer Stene,
De skaffe intet Brød.
Lene:
Mit Barn, mit Haab, min Glæde…
[24]
Jakob:
Du frelse skal fra Nød.
Lene:
Og Pligten overtræde…
Jakob:
Mit Forsæt Pligten bød.
Lene:
O Gud! hvad skal jeg gjøre,
Til hvem staaer jeg min Lid?
Naaer Dydens Bud mit Øre
Hvor pligter er i Strid?
Jakob: [samtidig]
Du skal en Fader høre,
Til Manden staae din Lid;
Jeg Barnet vil bortføre
Til Held, mens det er Tid.
Lene:
O Gud! o Gud!Mand ……
Jakob:
Nu, den Lamenteren, disse Jeremiæ Begrædel-
ser! Jakob Olsen er heller ikke af Flintesteen, det
veed du ….
Lene:
O ja, jeg veed at du gjør alt hvad en ærlig
Mand kan gjøre for Kone og Børn….
[25]
Jakob:
Nu ja da, men nu siger hun stop. Vi ere paa
Bunden …. ikke en Skilling i Huset … i Morgen,
i Dag maaske er Sultens Dag …. saa gesvindt
Kjelling, kom med den eene ….
Lene:
Hvilken af dem?
Jakob:
Hvilke? Ih nu … Peer …. nej Jesper …
nej, dog … for en Ufærd, de ere jo begge som to
Alen af et Stykke …. tag i Guds Navn, hvilken
du vil.
Lene:
Hvilken jeg vil?
Jakob:
Nu hurtig, medens jeg har Mod …. Gjør
mig ikke blødhjertet. Tiden gaaer ….Klokken vil
snart være 4 …. og saa ingen Græden og Tuden,
naar jeg kommer igjen, men rask til Arbejde ….saa
gaae nu Mo’r, og tag den der ligger for Haanden….
Lene:
(gaaer men standser ved Døren.)
Men …..
Jakob:
Intet men, med et men fanger du ikke en Flue
…. Drengen vel indpakket; tag den lille Kurv med
[26]
Laaget, og put ham i, boer et Hul derpaa, saa han
kan faae Luft …. og saa …. Gud befalet.
Lene:
Nu ja da, du er deres Fader …. det er dit
Barn.
(Hun gaaer.)
Femte Scene.
Jakob: (allene.)
D e r e s F a d e r ….. ja det veed jeg …. d e t
e r d i t Barn …. ja det er jo en følgelig Sag ….
jeg gjorde heller ikke det for nogen andens …. Men
hvad gjør jeg da? lægger mit Barn hen …. støder
det fra mig …. nej ved Gud, det gjør jeg ikke,
men jeg rædder det, maaske deet alene fra den Nød
som truer os alle …. O! dette er den første Gang,
at Jakob Skoemager er mismodig, men, det er og-
saa den første Gang, at jeg ser Dagen grye, uden
at eje Brød i Huset, eller middel til at faae det.
Sjette Scene.
Jakob. Lene (med et spædt Barn).
Lene:
See her Fa’r, da jeg kom ind, da var Peter
vaagen, jeg tog ham, seer du, han smiler til dig.
[27]
Jakob:
Ja jeg seer det …. Gud velsigne dig …. Nu
saa gaae ind igjen, og tag ham som sover.
(aftørrer en Taare.)
Lene:
Fa’r ….
Jakob:
Gaae Mo’r, gaae …. ham som sover siger
jeg, vel indpakket i Kurven ….. hører du, og nu,
Punctum.
(Lene gaaer.)
Syvende Scene.
Jakob:
(i det han ordner sit Skoemager Redskab).
Der maae dog engang blive en Ende paa, har
jeg ikke nu i al denne Tid, Nat og Dag, grublet, pøn-
set, overvejet …. det er, som det var kastet et Lod
over mig; det var forbuden i Loven, sagde Lene … det
faaer saa være …. den Ulykkeliges Lovbog er hans
Hjerte, og mit har aldrig raadet mig til nogen skam-
melig Gjerning. Skulde jeg maaske lægge Hæn-
derne i Skjødet, og see paa, at Kone og Børn hen-
tæres af Hunger .. vansmægte og døe …. ha!
afsted Jakob, afsted Fader! det maae gaae som det
vil, enhver anden Ulykke er en Tue imod denne.
[28]
Ottende Scene.
Jakob. Lene (med en tillukt Kurv).
Lene:
Nu da Fa’r, det er skeet som du vilde; her
ligger Jesper indpakket saa godt som jeg kunde, men
see eengang paa det arme Barn ….(hun lukker Laa-
get op) har du Hjerte til ….
Jakob:
Hjerte til at rædde ham fra at døe af Sult?
jo, det har jeg …. troer du da at det er en Lyst-
rejse jeg gjør? dog den Praten, den Passiaren …..
jeg kunde jo alt være kommen tilbage; handles vil det
i denne Verden, ikke sladdres …. (han betragter
barnet) nu han ligger godt, han sover trygt …. i
Guds Navn. (vil gaae.)
Lene:
Fa’r, Fa’r …. du vil dog vel ikke gaae saale-
des? i Tøfler, uden Hat, uden …
Jakob:
Du har Ret, jeg tænkte ikke derpaa, det er alt-
sammen herinde, det skal snart være gjort.
(Sætter Kurven paa Bordet og gaaer ind.)
[29]
Niende Scene.
Lene: (alene).
Han er bestemt …. ulyksalige Moder, hvor-
ledes afværger jeg dette grusomme Stød? At faae
ham fra hvad han saa fast har sat sig i Hovedet, det
er umuligt; jeg troede han skulde betænkt sig, naar
han saa Børnene, men Ulykken har gjort ham haard,
jeg faaer ham ikke fra dette ulyksalige Forsæt … hans
mening er redelig ….. (hun lukker Laaget op paa
Kurven) mit arme Barn …. nej, nej, du skal ikke
ligge for nogen Dør, saa længe din Moders Hjerte
slaaer, jeg maae rædde mit Barn og min Mand;
men hvad gjør jeg da? hvorledes kan jeg hindre? jeg
faaer et Indfald …. denne Trædukke som Peter for-
leden forærede min Sophie … ja jeg troer det lader sig
gjøre …. kommer han kun ikke i det samme, jeg
maae skynde mig ….
(hun tager Barnet af Kurven og lægger det i
Løjbænken, og skjuler det med Lagenet, derefter
tager hun Huen af Barnets Hoved, og binder den
om Dukkens, og omvinder denne med hvad hun
kan finde, hvorpaa hun lægger Dukken i Kurven.)
ja, det gaaer rigitg an, vil han nu kun ikke først
see alt for nøje efter ….. (hun lukker Kurven) nu er
jeg saa let om Hjertet, det bebrejder mig ikke denne
List; (seer hen til Barnet) sov mit gode Barn! røb ikke
[30]
din Moder, det er den første Gang, jeg bedrager din
Fader, men det er mit Barn det gjelder, tys …
han kommer.
Tiende Scene.
Lene. Jakob (paakledt i en gammel Frak).
Jakob:
Nu er jeg da færdig; naa Lene, Gud be-
falet, jeg kommer strax igjen, gaae nu skjønt til
Seng.
Lene:
O! jeg faaer ingen Søvn mere i Nat; men
Fa’r! endnu engang, betænk dig, tag dig i Agt ….
jeg er saa beklemt ….. at gaae paa Gaden paa denne
Tid ….. med en Byrde, Vægterne kunde jo anfalde
dig, og ….
Jakob:
Vægterne? Ja da vil de blive snydt, de vil snart
see at dette ikke er Tyvekoster, og efter det Slags
Vare er ingen begjerlig.
Lene:
Men …..
Jakob:
Dette Men faaer at blive ubesvaret, til jeg
kommer tilbage; kom mit stakkels Barn …. vi ville
[31]
erfare, om her boer kristne Folk i Byen …. farvel
saa længe Lene.
(Tager Kurven og gaaer hastig ud.)
Ellevte Scene.
Lene:
Borte er han … nu gid der ikke maae tilstøde
ham nogen Fortræd! Naar jeg hører ham komme, vil
jeg gjemme Barnet i min Seng, og see at faae ham
til at tage nogen Hvile her, og naar han i Morgen
savner dig, saa vil han fortryde et Forsæt som Kum-
meren indgav ham, da vil jeg tage dig frem, du skal
lee venlig til ham, og han vil tilgive mig en uskyld-
dig List.
Vor Nød er haard, men dette Redningsmiddel
var endnu haardere! Algode, du vil ikke forlade de
Ulykkelige! En skyldfrie Barm, sagde min Moder,
er den Fattiges Guldmine … gode Moder! endnu hør-
er jeg Dig, naar du sat i Kredsen af Dine Børn, og
udbredede Lyksalighed, glæde og Tilfredshed rundt
omkring Dig; endnu svæver den Sang for mit Øre
som Du saa ofte trøstede os med, naar vi klagede
over trange Kaar, og beskyldte Skjæbnen for Uret-
færdighed.
[32]
ROMANCE.
1.
I Haven gik Signe en Rose at faae,
Til Festen den hende skal smykke.
Men Torne i Baghold ved Roserne laa,
For silkeblød Finger at trykke.
2.
Hvi vover min Signe med Tornene Dyst?
Den Terne begyndte at mukke,
See, Rosen skal pryde skjøn Jomfrues Bryst.
Os andre det bør, den at plukke.
3.
Men Signelils Fader var ædel som god,
Dyd fordum gav Adel i Norden,
Tungsindig hun fritter, hvi deles vor Lod
I ulige Skaaler paa Jorden?
4.
Og Gubben han glatter de sneehvide Haar,
En Taare flød ned af hans Kinder,
Tit blændes vort Øje af udvortes Kaar,
Men Gløden fra Hjerterne rinder.
[33]
5.
See Fyrster sig vaande paa Edderduun blød,
De stinges av martrende Pile,
Og Armod paa Straaleje glemmer sin Nød,
Naar Uskyld betrygger dens Hvile.
(Hun tager Barnet og gaaer ud.)
Ende paa første Akt.
Informasjon
(Objekt ID 154460)Objekttype | Originalverk |
Originaltittel | Dragedukken |
Verktype | Musikk |
Publiseringsdato | 1797 |
Språk | Dansk |
Originalspråk | Dansk |