Fjelleventyret [04-libretto-2.akt]

[49]

Anden Act

Første Scene

(Lensmandens Gaardsrum. Paa den ene Side Hoved-

bygningen, paa den anden en lille Stuebygning.

Morgen.)

Marie: (sidder udenfor Døren).

Venlige Morgen, saa ren og saa blid

Kommer du hid

Ned fra de høie Tinde.

Alt dig hilser med munter Røst;

Jeg kun sukker fra bange Bryst;

Naar skal min Morgen oprinde?

Wilhelm, o Wilhelm, mit Hjertes Ven!

Naar skal igjen

Fro dig din Pige favne?

See, hun vandrer med ængstlig Hu;

Elskede Wilhelm! O kom dog nu,

Lad mig ei længer Dig savne!

[50]

Ja, Wilhelm! det er paa Tiden, Du kommer.

Daglig bliver min Plageaand mere paatrængende; –

og min fader har nu sat sig denne Plan saa fast i Ho-

vedet, at det ikke mere nytter at ville afpræke ham den.

Jeg forudser, hvilke Storme der venter mig. O gid

jeg aldrig var kommet hjem mere! – Men – det maae

nu gaae som det vil – Wilhelm forlader jeg dog al-

drig i denne Verden.

Anden Scene

Marie. Ragnhild.

Ragnhild:

Har du ikke endnu hørt noget fra ham, Marie?

Marie:

Hvor skulle jeg det? Du veed jo, hvad han sidst

skrev?

Ragnhild:

Hvem snakker om ham? – nei, fra Mons mener

jeg. –

Marie:

O gid jeg aldrig mere hørte noget fra ham.

Ragnhild:

Fy da! er det at tale om sit Sødskendebarn? –

Morbroder er forlængesiden reden ud for at møde ham,

[51]

men ingen af dem er kommen tilbage. Bare der ikke er

hendt dem noget slemt! Slige Skovrøvere ere ikke at

spøge med. Jeg er saa angst, at jeg aldrig kan sige det.

Marie:

Aa det har ingen Nød, saa mandstærke som de vare.

Ragnhild:

Ja det siger Du; men slige Folk forstaaer sommeti-

der mere end sit Fadervor. – Ja lee du ikke! tænk

bare paa, hvorledes det gik Michel Berghougen, da

Tyvene var i hans Stabur.

Marie:

Hvorledes gik det ham da?

Ragnhild:

Har Du ikke hørt det? Tyvene forgjorde ham, saa

han ikke kunde røre sig af Flekken hele Natten; og ikke

nok med det, men de troldede ogsaa slig Satansmagt

paa ham, at han maatte ligge til sengs et Fjerdingaar,

og siden den Dag har hans Mund været reent skak.

Marie:

O hvilken Skade for Mons’s nydelig Fjæs, om

han skulde faae en saadan Zirat!

Ragnhild:

Ja Du, det maa Du nok sige.

[52]

Tredie Scene

De forrige. Lensmanden.

Lensmanden: (kommer ind i Uniform).

Victoria! Victoria!

Ragnhild:

Kommer de?

Lensmanden:

Ja Bitterdød kommer de. Mons har gjort sit Me-

sterstykke. Han har vist sig ret som en Karl, ret som

en General, ret som en Generalmajor, ja ret som en

complet Lensmand. Gud give, jeg var saa vis paa ti

Tusind Daler som han er paa Ombudet. Jojo, min

Datter, man maa vide at snoe sig frem i Verden.

Ragnhild:

Har de faaet fat paa dem?

Lensmanden:

Fat paa dem? – ja det skulde jeg troe. Tre store

fæle Fanter har de grebet i Fjeldet, sikkert farlige Tyve.

De ere godt klædte Kjeltringerne; de maae nok have stjaa-

let paa mange Steder. De sad just og holdt sig lystige

i Fjeldet, da vore Folk kom listendes paa Nakken af

dem saa sagte og saa peent, at de ikke mærkede det før

de alt vare fangne. Saaledes maa man snoe sig igjen-

nem Verden. Nu gjelder det at passe paa dem, saa

[53]

de ikke løbe sin Vei igjen.Jeg skal lade dem slaae

fast til Væggen, skal jeg, det Kjæltringspak!

Ragnhild:

Der er vel ingen af Vore kommen til Skade, Mor-

broder?

Lensmanden:

Ikke en Kjæft. De gav sig godvillig, da de bare

hørte Mons nævne sit Navn; slig Skræk staaer der alt

af ham.

Marie:

Det troer jeg nok, slig en Helt!

Lensmanden:

Gjør Du ikke Nar af ham. De skal se, han er

Lensmand i denne Sommer, og faaer kanskee Medail-

len for Borgerdaad ovenikjøbet.

Marie:

Hvorfor ikke Medaillen for Tapperhed i Feldt?

det syntes mig var mere passende.

Lensmanden:

Jeg mødte dem ved Braatnæs. Der modtog jeg

Mons’s Rapport, og skyndte mig saa hjem for at berede

Alt til hans høitidelige Indtog. Han og hans Mand-

skab var bare inde der, for at faae en Hjertestyrkning.

De vil snart være her. Jeg affærdigede strax en Ex-

[54]

pres med Anmeldelse af det Forefaldne til Sorenskrive-

ren. Det er godt, han boer saa nær ved; vi har ham

nok strax, saa at Inquisiterne kan blive forhørte øieblik-

kelig. – Bitterdød! det er sandt! Marie! Du maa skyn-

de dig og lave en god Frokost i Stand til Skriveren –

og en bitter Dram. –

Marie:

Ja – strax. (Vil gaae).

Lensmanden:

Nei, holdt! bi lidt! – Og et Glas Madera –

hører du?

Marie:

Et Glas Madera! – Godt – (vil gaae).

Lensmanden:

Bie da, din Satan! lad mig tale ud. – Og Froko-

sten saa delicat som muelig! – hører du? – Man kan

ikke vide, hvad det kan tjene til. Man maae snoe sig

gjennem Verden. – (Marie gaaer ind).

Fjerde Scene.

Lensmanden. Ragnhild.

Ragnhild:

Skal jeg ikke ogsaa lave noget til for Mons?

[55]

Lensmanden:

Mons spiser med Sorenskriveren og mig. Mons er

Dagens Helt, og jeg er vis paa, at Skriveren drikker

hans Skaal i et Glas Madera. – Men det er ogsaa

en Madera! – Jeg har faaet den til Foræring af Kjøb-

manden, hvis Tømmer jeg skulde arrestere ifjor. Det

var en raisonabel Karl, ja en meget reputeerlig Karl;

men han gjorde det da heller ikke for Intet. Menne-

skene ere skabte til at tjene hindanden – og man faaer snoe

sig gjennem Verden saa godt man kan. – Skriveren

skal nok blive fornøiet; for det er bekjendt over det hele

Land, at Lensmand Østmoe er en Vert, som kan trac-

tere, naar han vil. – Den Roes har jeg, at naar jeg

gjør et Gjæstebud, da er der fuldt op baade af Vaadt

og Tørt, og jeg vil nok see paa den, som reiser ædrue

fra Østmoe.

Ragnhild:

Der kommer nogen oppe i Veien.

Lensmanden:

Lad mig see! – Det er dem. See efter Ragnhild,

om alt er i Stand i Arrestværelset.

Ragnhild:

(Gaaer ind i den lille Stuebygning og kommer igjen).

Ja, der er baade Bord og Bænke, men jeg seer

Ingen Jern.

[56]

Lensmanden:

Ja dem har vi ikke for det første. Men jeg skal

sende Niels hen til Smeden og faae dem. Vi faaer

imidlertid lade passe vel paa dem. Nu kommer de –

(raaber ind) Marie! kom ud og vær tilstede ved det Høi-

tidelige Indtog.

Marie:

Kjære Fader, jeg maa have Tilsyn i Kjøkkenet. Des-

uden er jeg saa bange for disse Arrestanter, at jeg ikke

tør see paa dem.

Lensmanden:

Snik snak! du har Tid nok. Lad nu Pigerne stelle

Kjøkkenet. Du maa være Vidne til din Brudgoms

Triumph.

(Han stiller sig i Positur, med Marie paa den ene

og Ragnhild paa den anden Side).

Femte Scene

Albek, Finberg, Hansen, Aagot,

(omringede af Vagten med Mons i Spidsen).

Chor af Vagten:

Uskadte komme vi tilbage,

Tre Røvere vi bringe med

Som Fanger hid til dette Sted,

Hvor deres Dom de skal modtage.

[57]

Mons: (da de ere komne ind).

Holdt! – (han saluterer Lensmanden). Jeg har Ryg-

tet det mig be- og anfortroede Ærinde, og her har jeg

Skjelmerne.

Lensmanden: (med Værdighed.)

Min Søn! jeg er fornøiet med dig! Kom min Dat-

ter, og tag de ugudelige Karle i Øiesyn. Det er sik-

kert farlige Personer.

Marie:

Jeg tør ikke see ret paa dem.

Finberg:

See kun paa os, skjønne Jomfru! vi ere ingen

Menneskeædere.

Mons.

Ja Fanden troe jer.

Marie:

(faaer Øie paa Albek – med et Skrig).

O Gud! – (sagte) det er jo ham.

Lensmanden:

Hvad er det Marie? Vær dog ikke saadan en Tosse

at være bange for dem. De kan jo intet gjøre Dig –

Du skjælver! – har Du da aldrig seet en Arrestant

før?

[58]

Albek: (til Finberg).

Quid fecimus? Metuo, ne præ timore moria-

tur.

Finberg:

Nugæ! Sanam possidere mentem in sano cor-

pore mihi videtur. Jam carabimus, ut timorem

vincat.

Albek:

Utinam!

Mons:

Hør bare, hvilket Kragemaal de tale mellem sig!

Det er udlærte Kroppe.Det er just de ægte Skøiere,

der bruge slige Tungemaal, for at ingfen skal for-

staae dem. Nu overlagde de vist et Skjelmstykke. Vi

faaer passe vel paa dem.

Marie: (sagte).

Hvad kan det betyde? – Mit blod iisner af

Skræk.

Lensmanden:

Vær nu ingen Tosse. Kom, see nærmere paa dem.

Marie:

O Gud, jeg har seet mere end nok.

Mons:

Det skulde Fanden være bange. Jeg er aldrig et Gran

ræd for dem. See her (han gaaer hen og vil knæpse Finberg

paa Næsen. – Finberg truer ad ham, han farer tilbage).

[59]

Finberg:

Nei, Monsieur Mons er ikke bange, det er sandt.

Mons:

Ja, bie Du! jeg skal nok curere Dig.

Finberg:

(Har imidlertid nærmet sig Marie og siger sagte).

Berolige Dem, Jomfru! Det hele er en Spas, som

De med os skal lee ad.

Marie:

(Seer paa Albek, som giver hende et Vink).

Jeg begriber det ikke, men det maa vel være en

Comedie, siden de seer saa muntre ud.

Finberg:

Nu har de os da, Hr. Lensmand. Hvad vil De

nu gjøre med os?

Lensmanden:

Putte jer i Arrest for det første. See paa dem,

Marie! det seer ud til at være durkdrevne Carnailler.

Ragnhild:

Jeg synes, de seer meget pyntelige og pene ud. Jeg

havde aldrig troet, at der kune være saa fine Skøiere

til i Verden.

[60]

Lensmanden:

Skue ikke Hunden paa Haarene. Klæderne har de

Kjeltringer stjaalet.

Albek:

Tag Dem iagt, hvad De sige, Hr. Lensmand. Det

Kunde hænde, at I alle sammen kom til at staae os dyrt

til Ansvar saavel herfor som for den voldsomme og rø-

vermessige Maade, hvorpaa I har gaaet frem mod fre-

delige Vandringsmænd.

Mons:

Jo, fredelige Vandringsmænd! Skøierpak, Tyvepak,

Røverpak, Landstrygere, Rømlinger, Slaver! Det er I.

Lensmanden:

Men hvad er det for en Pige, I har med?

Mons:

Hos hende traf vi dem, og tog hende med for at

forhøres med de Andre.

Aagot:

Aa kjære Læsmain! Eg ha ailder seet dessa Karein

før iaar; dekke lyt være saa lækre aa inkje gjære

me naagaa.*)

Marie:

Stakkels Pige! hun maa være meget forskrækket.

*) O kjære Lendsmand! jeg har aldrig seet disse Folk før igaar. I maae være saa gode og ikke gjøre mig noget.

[61]

Mons:

Er hun uskyldig, saa behøver hun ikke at være Bange.

Retfærdigheden pleier altid beskytte og prostituere Uskyl-

digheden.

Finberg:

Jeg har altid hørt Lensmand Østmoe berømme som

en god Vert. Det vil nu vise sig. Vi ere baade sultne

og tørstige.

Marie:

Skal jeg bringe dem noget Frokost, Faer?

Lensmanden:

Frokost til dem? Ja Tamp og Vasvelling, – det

er deres Frokost. Lensmand Østmoe forvænner aldrig

sine Arrestanter. Nei, nei, man maa sno sig gjennem

Verden.

Finberg:

O hvor en likke Hjertestyrkning skulde gjøre godt!

Ædle Mons Østmoe! høistærede Underlensmand! Jeg

læser i deres Helteøie Medlidenhedes skjønne Følelse.

Mons:

Ja Gud læste Du feil, din Satan!

Lensmanden:

Men siig mig nu, Godtfolk! Hvad for en Fæstning

ere I rømte fra.

[62]

Finberg:

Giv os en Dram og lidt at bide i, saa skal vi

svare.

Hansen:

Stil os for Forhør, saa skal vi gjøre Regnskab.

Mons:

Aa der skal I tidsnok komme. Sorenskriveren vil

nok strax arrivere.

Albek:

Destobedre.

Lensmanden:

Ja Hilledød! Sorenskriveren! Marie! hurtig –

Glem ikke Frokosten og Maderaen – hører Du? –

Maderaen! – Ragnhild, hjælp hende Du – Nu, rap,

rap!

Finberg:

Madera! – o mine Tænder løber i Vand.

(Marie og Ragnhild gaae ind).

Lensmanden:

Og nu ind i Arresten med dem.

Finberg:

Det er vel et net Hul.

Mons:

Meget for godt for Dig.

[63]

Aagot:

Ska eg være mæ der? Aa kjære vene, læt me

slæppe, eg ska inkje rømme.*)

Lensmanden:

Gaae du ind i Kjøkkenet saa længe. – Nu Vagt!

Afsted med dem. (Til Aagot) følg mig! – (sagte) det

er en vakker Tøs, og hun har vel heller ikke noget med

de andre at bestille.

Finberg:

Vær dog ikke saa grusom at berøve os vor eneste

Trøst. Lad den deilige Aagot dele vor Arrest med os.

Aagot:

Aa nei, eg tør inkje være sjaa døm, sia eg veit kaa

Kare dei æ**) – (Lensmanden og Aagot gaae ind).

Sjette Scene

Mons. Albek. Finberg.Hansen. Vagten.  

Mons: (til en av Vagten).

Lad os gaae ind i Arrestværelset og see, om det er

indrettet rigtig sikkert. (De gaae. De 3 Arrestanter blive

*) Skal jeg være med der? Aa kjære vakre lad mig slippe.

Jeg skal ikke rømme.

**) Ak nei, jeg tør ikke være hos dem, siden jeg veed hvad

det er for Karle. 

[64]

tilbage, og fjerne sig noget fra Vagten, som dog

holder Øie med dem).

Hansen:

Nu ere vi her da; men hva skal Enden blive?

Finberg:

I det værste Tilfælde skikker man os paa Tugthuset

som Løsgjengere. Det er den hele Stads.

Albek:

Kunde jeg dog et Øieblik faae Marie i Tale.

Hansen:

Det vil være vanskeligt.

Finberg:

Ja vel; men lad os overlægge den Ting. Det er

En vakker Pige, din Marie, Albek! hvilken Væxt! –

hvilke Øine! – hvilken Stemme! – O det gik mig

til Hjertet, da hun skreg.

Albek:

Stakkels Pige, hun blev heftig forrskrækket.

Finberg:

Det troer jeg nok. Det er heller ingen Spøg for

en øm Elskerinde pludselig at faae see sin troe Sela-

don fænglset som Røver. – Imidlertid fattede hun sig

snart, – og det gjør hendes Forstand ære, at hun saa

[65]

let kunde berolige sig, da jeg fik hvisket hende et Par

Ord i Øret.

Albek:

Hvad sagde Du hende da?

Finberg:

Det er jeg nok ikke saa gal at sige Dig, din skin-

syge Knegt. Du saae, det virkede.

Hansen:

Det er dog en underlig Situation vi ere i; bare vi

ikke trækker os en Ulykke paa Halsen.

Finberg:

Det er just Løier. Endnu er kuns den første Act

forbi. Forhøret vil blive det Bedste. Det glæder jeg

mig til. Men saa er Comedien ogsaa ude, og jeg haa-

ber, den skal ende sig som alle Comedier med et Gifter-

maal. Saa blive vi en Stund her og gjøre os tilgode,

og fortsætte derpaa vor Vandring. Men et sligt Even-

tyr støde vi nok ikke saa hastig igjen paa. – Men der

kommer Hr. Mons – vi faaer vel krybe i Buret. –

Jeg har længe ønsket at faae et Begreb om at være

Arrestant; her har vi den bedste Leilighed af Verden.

Jeg vilde kun ønske, man vilde belægge os med brav

mange Jern. – Tænk, hvilken høitidsfuld Scene, naar

vi i den tause Midnatstime, indenfor det mørke Fæng-

sels Mure, udstrakte paa vort Straaleie klirrede en Trio

med vore tunge Lænker!

Albek:

Du er gal.

[66]

Mons: (kommer igjen).

Nu er Baasen færdig. Kom nu; men pas vel paa

dem, saa ingen faaer Leilighed til at stikke paa sig. Tænk

paa, hvad det vil koste. Jeg har selv siddet paa Vand og

Brød fordi jeg lod engang en Tyv rømme. – Uf! Det var

to sure Dage! – Sagtens fik jeg baade Caffe og Bræn-

deviin, men ja Gud maatte jeg sidde paa en Vandbøtte

med en Brødlev over; for Farbroer har for megen Sam-

vittighed til ikke at Opfylde Dommen punktlig. Naa,

kom nu! –

(Han gaaer foran ind i Arresten, de andre følge efter;

men i Døren opstaaer en Trængsel, saa at Albek,

der i det samme faaer Øie paa Marie, som kom-

mer ud fra Hovedbygningen, faaer Anledning til at

slippe fra Vagten ubemærket).

Syvende Scene

Albek. Marie.     

DUET

Albek:

O Elskte, jeg seer Dig igjen!

Marie:

O Wilhelm, min trofaste Ven.

Albek:

Mig Salighed Gjensynet skjænker.

[67]

Marie:

Ak Wilhelm, jeg seer Dig i Lænker!

Albek:

For Spøg kun de Lænker jeg bær,

De briste i neste Qvarteer.

Marie:

O veed Du, hvad Skjæbne os truer?

Din Pige for Fremtiden gruer.

Albek:

Din Frygt, kun o Elskte! forjag;

Thi min skal Du vorde idag.

Dog tys! – jeg maae gaae; man mig savner.

Marie:

Saa gaa da, Du elskede Ven!

Albek:

Snart skal Du mig skue igjen:

Snart jeg som min Brud Dig omfavner.

Begge:

O salige Time, o himmelske Lyst!

Du herlig belønner det elskende Bryst.

Ottende Scene

De Forrige. Mons med Vagt.

Mons:

Der staaer han! Gudskeelov han ikke er kommen

længer. Tag ham! – Men hvad gjør Du her Marie? –

hvad har Du med Arrestanten?

[68]

Marie: (sagte).

Hvad skal jeg sige?

Albek:

Hvad hun gjør her, Herr Underlensmand! – havde

Jomfruen ikke været her, saa havde De nu neppe seet mig.

Marie:

Det er sandt.

Mons:

Hvorledes da?

Albek:

Ih – hun greb mig, da jeg vilde rømme min Vei.

Marie:

Ja, det gjorde jeg.

Mons:

Er det sandt?

Albek:

Alt for sandt, Herr Underlendsmand! Jeg tænkte, jeg

var frelst, da jeg havde sneget mig fra Vagten, og vilde

alt taget Spranget; – da kom Jomfruen og anholdt

mig, og jeg faaer nu finde mig i min Skjæbne.

Marie:

Ja jeg anholdt ham, og han er nu min Fange.

[69]

Albek:

For evig.

Mons:

Det var den rette Vagtkarl! nei, nei, der skal nok

blive passet annerledes paa Dig, til Du bliver hentet

til Slaveriet. Men hvor fik Du saa meget Mod fra, at

Du turde anholde slig en Karl?

Marie:

Jeg kom lige paa ham; i Forskrækkelsen raabte jeg:

staae! –

Albek:

Og i Forskrækkelsen blev jeg staaende.

Mons:

Det var flink gjort af min deilige Cousine. Fanden

havde været skinbarlig løs, dersom han havde sluppet.

Albek:

Jomfruen forstaaer ogsaa at sætte et Par Øine op,

som kan forbløffe den Kjækkeste! Det er mig ikke muligt

at komme af Stedet, saa længe hun seer saaledes paa mig.

Mons:

Det var da Djævelen! – Nu afsted til dine Kam-

merater!

Albek:

Farvel Jomfrue! Jeg skal vel see at vise mig tak-

nemmelig.

(Gaaer med Vagten).

[70]

Mons:

Truer Du, din Kjeltring? – det er ret nogle fæle

Folk! Man kan ret see paa dem, hvor mordiske de er.

Havde vi dem bare vel i Slaveriet! – Ret saa, aller-

deiligste Cousine og Brud! Fanden hakke mig, var ikke

det et godt Arbeide af Dig. Du er ret skabt til at være

Lensmandsmadame; nu deler Du og jeg Æren. – Nei

– nei! at saadan en liden deilig Unge kunde gribe en

farlig Tyv! – Kors, kors! – Der seer man da tydelig,

at Du og jeg ere skabte for hinanden, – begge to saa

tapre og modige og fulde af Corasi! – Og hvor vi skal

leve, naar jeg faaer Ombudet.

Marie:

Gjør ingen Regning uden Vert, Hr. Cousin. Du

veed, hvad jeg har sagt Dig, og derved bliver det.

Mons:

Du skal obsalvere, at man spørger Dig ikke stort

derom, forstaaer Du. Jeg maa jo gifte mig, naar jeg

blier Lensmand.

Marie:

For mig gjerne, naar det bare ikke blier med mig.

Du kan jo tage Ragnhild. Hun vil vist blive Dig en

meget kjærligere og føieligere Kone end jeg.

Mons:

Du prater som Du har Vid til. Tage Ragnhild,

tage Ragnhild! – Fanden tage mig, gjorde jeg det ikke,

[71]

naar hun kunde bringe mig et Ombud og en Gaard i

Hjemmegifte.

Marie:

Du er en egennyttig Knegt, Mons.

Mons:

Egennyttig? ja det er jeg; hvem Fanden skulde jeg

være nyttig for, naar det ikke skulde være mig selv?

Marie:

En smuk Philosophie. – Men tys! der kommer

nogen ridende.

Mons:

Det er Skriveren.

Marie:

Saa faaer jeg ind.

Mons:

Og jeg faaer møde ham. (De gaae).

Niende Scene

(Stue hos Lensmanden. I et Hjørne et dækket Bord;

i Forgrunden bringes et Bord med Stole for Dom-

mer og Laugrette).

Marie og Ragnhild: (komme ind med Frokosten).

Lensmanden: (fra en Sidedør).

Skriveren kommer. Min Hat! min Hat! Hvor

er min Hat! – Jeg maa tage imod ham.

[72]

Ragnhild:

Her er Hatten Morbroder! (Lensmanden gaaer). Men

hvad er det Du siger Marie? – en af Arrestanterne er

din Kjæreste? Hvorledes er han da kommen i Skøier-

følget?

Marie:

Veed jeg det? – Men de sagde, at det Hele er

en Comedie. Rimeligviis ere de ikke mere Skøiere

end Du og jeg.

Ragnhild:

Men de laae jo dog i Skoven.

Marie:

Hørte Du da ikke, hvad Sæterpigen fortalte om

dem? Det er vel nogle unge Mennesker, som har gjort

en Fjeldvandring, for at tegne og botanisere; og Mons’s

Dumhed er Aarsag i, at de ere blevne grebne. – Jeg

skal ikke nægte, jeg blev lidt bange, da jeg saae ham;

men jeg fattede mig snart igjen, thi jeg vidste jo nok,

at Wilhelm ikke kunde være nogen Forbryder. Nu skal

de snart under Forhør, og da haaber jeg Alting vil

faae en glædelig Ende.

[73]

Tiende Scene

De Forrige. Sorenskriveren, Lensmanden.

Mons: (bær en Væske med Protocollen).

TRIO

Lensmanden:

Velkommen til mit ringe Hjem,

Herr Sorenskriver!

Mons:

Vi tjene Staten, tjene Dem

Med megen Iver.

Begge:

Vi vores Reverents Dem gjør,

Mons:

Ærbødigst –

Lensmanden:

Som sig hør og bør.

Begge:

Tres-humble serviteur!

Sorenskriveren:

Og spar paa deres Complimenter,

Jeg ellers dem betale maae

[74]

Med Renter og med Rentesrenter,

Og der blier ingen Ende paa.

Mons:

Forund min ringeste Person

Dog gunstig Deres Protection.

Lensmanden:

Jeg vil ei rose ham,

Men gid jeg faae en Skam,

Har han ei dertil gjort sig værdig –

Mons:

Ja jeg har viist mig flink og færdig!

Jeg – jeg har grebet dette Pak.

Sorenskriveren:

Nu – derfor skal Du have Tak.

Lensmanden:

Maa jeg et lille Glas Dem byde?

Det ægte Dry Madera er!

Mons:

Vil De en lille Frokost nyde?

Strax kommer den paa Bordet her.

Sorenskriveren:

Fortidlig er det nu at nyde;

Bie til Forhøret færdig er.

[75]

Lensmanden:

Men et Glas Viin – (drikker).

Jeg har den Ære –

Mons: (drikker).

Jeg har den Ære ligesaa!

Sorenskriveren:

Skaal, skaal! – velan, det faaer saa være;

Men saa vi Retten sætte maae.

Naar først Forhøret er forbi,

Da Frokosten indtage vi.

Lensmanden og Mons:

Da Frokosten indtage vi,

Og den skal extra blie. –

Sorenskriveren:

Men der har vi jo vor lille Marie! God Morgen!

Undskyld, at jeg ikke før har hilset paa Dig; men for

bare Complimenter har jeg ikke før faaet Øie paa Dig.

Lensmanden:

Nei smukt, min Datter – og kys Hr. Sorenskri-

veren paa Haanden. –

Sorenskriveren:

Ih Gud bevare os! – Det tilkommer mig at

kysse din Haand; men som en gammel Mand fortryder

[76]

Du vel ei Paa, at jeg heller kysser Dig paa Munden.

Vi er jo desuden gamle Bekjendte, skjønt Du i den

Tid Du var i Byen er bleven baade større og smukkere.

Mons: (sagte).

Der gaaer han og kysser hende! Det faaer jeg al-

drig Lov til. Ja – var du ikke Skriver! –

Lensmanden:

Jeg kan nu have den Ære at presentere min Dat-

ter som Forlovet.

Sorenskriveren:

Som Forlovet?

Lensmanden:

Ja, jeg har bestemt hende for min Brodersøn. Jeg

begynder nu at blive gammel, og saa har jeg tænkt paa

at afstaae baade Gaard og Ombud til ham. Maatte

bare han og jeg være saa lykkelige at faae den høie Øv-

righeds Samtykke.

Mons:

Jeg veed ikke, om mine ringe personlige Meriter og

Tangenter skulde kunne – skulde kunne gjøre mig – due-

lig og værdig, skulde – æ – æ – forskaffe mig –

jeg er et ringe og uværdigt Subject – men naar Herr

Sorenskriveren med sin høie Formaaelse vilde recommo-

dere og prostituere mig – og lægge et godt Ord ind

for mig hos Amtmanden – saa henlever jeg i det Haab

– at – –

[77]

Lensmanden:

At det vilde kunne lade sig gjøre. Man maa snoe

sig frem i Verden. Mons har nu idag saa at sige gjort

sit Prøvestykke; – han har befriet Bygden fra disse Karle,

som med sine demagogiske Omdrev i Fjelderne har været

alle rolige Medborgeres Skræk, – og jeg haaber der-

for – –

Sorenskriveren:

Ja, det var flinkt gjort, – og vil vistnok være ham

en Anbefaling! Men Mons er noget ung endnu –

Lensmanden:

Jeg var saamen ikke meget ældre, da jeg blev Lens-

mand, og der gaaer nu min Datter; hun er heller ikke

for at vente ret lenge.

Marie:

For den Sags Skyld har det ingen Hast.

Lensmanden:

Vil du tie! – (høit) Og jeg vilde ogsaa gjerne

komme i Rolighed; det varer vel ikke længe før jeg luk-

ker mine Øine. Turde jeg derfor være saa dristig at

haabe –

Sorenskriveren:

De veed jo nok, kjære Lensmand, at det beroer ikke

paa mig –

[78]

Lensmanden:

Ikke directe, – det veed jeg; men Herr Sorenskri-

verens mægtige Indflydelse – Maa jeg byde et Glas

Madera til?

Sorenskriveren:

Tak – ikke nu.

Lensmanden:

Ikke et Glas Madera? – Man maae snoe sig gjen-

nem Verden.

Sorenskriveren:

Siden, siden. Lad os nu faae Retten sat. Er

Laugrettet tilstede?

Mons:

Jeg skal hente dem (gaaer).

Sorenskriveren: (aabner sin Væske).

Ih – hvor har jeg nu været henne? Der har jeg

taget Notarialprotocollen istedetfor Forhørsprotocollen. –

Nu ja, jeg faaer afholde Forretningen paa løst Pa-

piir og siden føre den ind. Har De et Par Ark Papiir.

Lensmanden:

Her er. (Lægger Papiir paa Bordet. Sorenskriveren sætter sig

og skriver.)

Marie: (til Lensmanden).

Kan jeg være inde Faer)

[79]

Lensmanden:

Det beroer paa Hans Velbaarenhed, Hr. Sorenskri-

veren.

Sorenskriveren:

Bliv du, min Pige.

Ragnhild:

Og jeg?

Sorenskriveren:

Hvem der har Lyst. Der er ingen Grund til at

holde Retten inden lukte Døre.

Ellevte Scene

De Forrige. Mons. Laugrettet.   

Sorenskriveren:

Kom og sæt Jer Lensmand! Vil De føre Protocollen?

Lensmanden:

Med Fornøielse.

(Lensmanden og Laugrettet sætte sig).

Sorenskriveren:

Retten er sat. Mons, vær saa god at staae frem.

(dicterende) Fremstod som 1ste Deponent Mons Østmoe,

Underlensmand, for hvem hans indgivne Rapport af

[80]

Dags Dato blev Oplæst. – – – Min kjære Mons!

Du har indgivet en Rapport saalydende:

«Ærbødigst Rapport!

Efter tillagt Ordre begav jeg Underskrevne, Mons

Østmoe, Stedets Underlensmand, mig igaar den Femte

hujus i denne Maaned mig, ledsaget af vedbørlig

Vagt, afsted for at eftersøge og paagribe nogle Skøie-

re, eller saakaldte umoralske Mennesker, der skulde hu-

sere, rumstere og søge Skjul udi Fjeldene, da saa-

danne Vagabønderfolk ikke kunde taales af den høie

Øvrighed, som ligger og røver samt begaaer Tyverier

i Fjeldene til Skræk og Skade for Budeierne og den

menige Mand. Efterat have gjennomsøgt og inquine-

neret flere Sæterboligere og Kløfter udi Fjeldet, og

der fandtes intet Spor af noget Mistænkeligt, men

Budeierne sagde sig at have seet til forskjellige Tider

stygge Fanter af en slavisk Fisiolomie at vanke om udi

Fjeldet. Vi begave os derpaa længere ind udi Fjeldet;

og det begyndte allerede at blive mørkt; hvorpaa saa

kom Tore Sørumsengen, som havde været udsendt for

at spionere udi Fjeldet, og anmeldte sig at have opdaget

3de Karmænd eller Personer udi Fjeldet, som opholdt

sig ved en liden Sæterstue, Knartebergsæteren kaldet.

Paa Grund heraf begave vi os til bemeldte Sted udi

Fjeldet, og bleve da 3de Stykker seete af os tillige-

med en i Sæteren værende Pige eller Qvindesperson,

der tydelig kunde skjønnes at føre Ondt i Sindet, ef-

terdi de skraalede og skreg som Graabener. Hvorpaa

saa begave vi os derpaa til dem, nemlig bemeldte Va-

gabønder, og de vilde gjøre Modstand, efterdi de hav-

[81]

de drukket noget, som syntes at være Puns af en taale-

lig god Bonitet, ligesom de alle syntes at være vel-

klædte, og da saadant strider høilig mod den Lydighed

man er Rettens Middel skyldig, saa lavede vi os til

at karnefle dem overeensstemmende med Lovbogen, og

da gave de sig godvilligen til Fange, og hvorpaa vi

arresterede dem alle og bragte dem under Bedækning

til Arresten tilligemed den ommeldte Sæterpige eller

Budeie. Dette berettes ydmygst til Velbaarne Hr.

Sorenskriver, for at samme kan blie taget under For-

hør og faae sin fortjente Løn for sin ulovlige Adfærd

efter Loven.

Ærbødigst

Mons Østmoe.»

Datum ut supra.

Bekjender Du denne Rapport som rigtig?

Mons:

Ja i alle dens Dele og Puncter.

Sorenskriveren: (seer i Papiiret og dicterer).

Hvilken han vedtog som rigtig. Dimitteret. – Kald

nu Arrestanterne ind. (Mons gaaer).

Tolvte Scene.

De forrige. Siden Mons med Albek, Finberg, Han-

sen, Aagot, Vagten og flere Bønderfolk af begge

Kjøn, der efterhaanden komme ind og holde sig

i Baggrunden.

Sorenskriveren:

Nu faaer vi da see de Godtfolk.

[82]

Lensmanden:

Ja Hr. Sorenskriveren skal see, det er farlige Per-

soner. Min Datter havde næsten daanet af Skræk

imorges, da hun saae dem. Men siden blev hun saa

corasig, at hun endogsaa paagreb den ene af dem, som

vilde rømme; ja, min Troe gjorde hun saa.

Sorenskriveren:

Det var meget; jeg havde ikke troet, at Du, Ma-

rie, var saa kjæk.

Marie:

Det hører slet ingen Kjækhed til; jeg turde nok

paatage mig at passe paa ham alene, uden at han skulde

faae rømme.

Sorenskriveren:

Der er jeg bange, Du lover vel meget, medmindre

Du forstaaer Dig paa Trolddom.

Marie:

Ja hvem veed?

Sorenskriveren:

Tys! siig ikke det her i Retten, jeg kunde falde

paa strax at forhøre Dig.

Marie:

For de Forhører, som holdes paa løst Papiir, er

jeg ikke Bange.

[83]

Sorenskriveren:

Tak for den Skose, Madame!

Lensmanden:

Min Datter! vogt dig, hvad du siger. Man maa

snoe sig gjennem Verden.

(Mons kommer med Vagten og Fangerne, der stille sig

i nogen Frastand).

Sorenskriveren:

Nu, der ere de. (Dicterer) Fremstod derefter fri

for Baand og Fængsel en af de Arresterede, der navngav

sig – (Til Finberg, som imidlertid er ført frem) – Hvad

heder Du?

Finberg:

Ole.

Sorenskriver:

Hvad hed din Fader?

Finberg:

Peter.

Sorenskriveren:

Altsaa (dicterer) Ole Pedersen.

Lensmanden:

Denne lader til at være den farligste Person af

dem.

[84]

Sorenskriveren:

Godt, vi vil see, hvad vi kan gjøre ved ham. (Til

Finberg) Hvor er du født?

Finberg:

I Norge.

Sorenskriveren:

Den Karl er ikke af mange Ord. I hvilken Deel

af Norge?

Finberg:

I en af Fjeldbygderne eller Høilandene.

Sorenskriveren:

Høilandene? – hm – hm – og din Faders navn

var Peder?

Finberg:

Ja.

Sorenskriveren:

Aha! Der har vi fanget en gammel Ræv. Du er

altsaa den berygtede Ole Pedersen Høiland?

Finberg:

Saa kan jeg vel ogsaa kaldes; ellers er det ikke

mit almindelige Navn.

Sorenskriveren:

Ja jeg troer nok, du har mange Navne, Godkarl.

[85]

Folk af din Classe pleie gjerne at have god Forraad der-

af. Har du ikke været i Slaveriet?

Finberg:

Jo paa en vis Maade har jeg været der; hu, det

var en fæl Tid! – De fordømte Love og Anordninger!

Sorenskriveren:

Dem kan Du ikke lide; meget naturligt! De maae

vistnok genere Folk af din Profession en Smule. Men

jeg haaber, de skal bringe Dig derind engang endnu.

Finberg:

Det skal ingen Magt i Verden, siden jeg selv gjorde

mig fri.

Sorenskriveren:

Hvorledes kom Du da ud?

Finberg:

Ved Hjælp af de Penge, jeg arvede efter en Onkel.

Sorenskriveren:

Det var ogsaa et klogt Arbeid at give Dig Penge

under Hænder. (til Lensmanden) Han er ellers temmelig

aabenhjertig – (til Finberg) Hvor har Du opholdt Dig

siden Du kom ud?

Finberg:

Rundtomkring; sidst her i Fjeldene. Det var en

fordømt Vandring. Jeg havde ingen Lyst dertil; men

[86]

mine Kammerater havde nu faaet disse romantiske Nyk-

ker i Hovedet.

Sorenskriveren:

Tre romantiske Slaver! det har jeg aldrig før hørt.

Finberg:

O Hr. Sorenskriver! Mine Kammerater ere saa ro-

mantiske, at de kan leve af bare Maaneskin og Regn-

buefarver; mig arme Djævel havde de altid noget at

udsætte paa, fordi jeg af og til vilde have lidt solidere

Kost.

Sorenskriveren: (sagte).

Det er en underlig Patron. (Høit) hvor længe har

I opholdt Eder her i Fjeldene?

Finberg:

Skam faae den, der veed. Jeg har ikke holdt saa

nøie Regnskab over det, og desuden veed De jo vel, at

deroppe er der næsten ingen Forskjel paa Nat og Dag.

Jeg har levet Minuter, der slæbte sig hen som Uger og

Uger, der fløi som Secunder, og da seer De selv, der

er ikke at tenke paa nogen ordentlig Tidsregning.

Sorenskriveren:

Nu har han faaet Munden paa Gang. Du tilstaaer

altsaa, at du er Ole Høiland?

Finberg:

Kan det interessere Dem, hvorfor ikke? et Navn

er en Lyd, der kun tjener til at skille den ene Person

[87]

fra den anden: ligemeget kan det være, hvilket man gi-

ver mig, naar jeg blot faaer eet.

Sorenskriveren:

Du fører et Sprog, synes mig, som man ikke skul-

de vente af Dig.

Finberg:

Hvad venter De da af mig?

Sorenskriveren:

Ikke meget godt; – Du er bekjendt nok, min

kjære Ole!

Finberg:

Det skulde glæde mig. Jeg har altid ønsket at

gjøre mig bekjendt. Men desværre frygter jeg for, at

mit Rennomée endnu ikke er kommet synderlig langt.

Sorenskriveren:

Du hører, jeg kjender Dig. Jeg veed, hvilken gjen-

nemdreven Spitsbube Du er, og hvor vanskeligt det

hidtil har været at holde paa Dig.

Finberg:

Ja, det har mere end een skjøn Jomfrue maattet

sande.

Lensmanden:

Og mere end een Lensmand; men bie! – – fra Lensmand

Østmoe kommer du ikke saa let. Forstaaer Du mig?

[88]

Finberg:

Ja, jeg veed, De er en god Vert; men mig drikker

De ikke saa let under Bordet. Jeg har været med før.

Men velan! lad det gjælde en Prøve.

Lensmanden:

Ja om jeg har gode Jern.

Finberg:

Gode Vine, vil De sige.

Sorenskriveren:

Husk paa, Du staaer for en Ret.

Finberg:

Ja Gud give det var en Ret god Dyresteeg, – for

det er min Livret.

Sorenskriveren:

Husk, vi har Midler at tvinge Dig. – Du forvær-

rer kun din Sag ved sligt Gjækkerie. Bekjend heller

aabenhjertig din Brøde og fortryd den oprigtig.

Finberg:

Hvad skal jeg bekjende? man har endnu ikke spurgt

mig om nogen Brøde.

Sorenskriveren:

Hvad har Du bestilt i Fjeldene her?

Finberg:

Allehaande.

[89]

Sorenskriveren:

Har Du ingen Tyverier begaaet?

Finberg:

Jo mange.

Sorenskriveren:

Hvad har Du stjaalet?

Finberg:

Dage fra vor Herre og Kysse fra Sæterpigerne.

Sorenskriveren:

Vil din Slyngel kaste Retfærdigheden Sand i Øi-

nene?

Finberg:

Det vilde lidet nytte; for den er jo blind.

Sorenskriveren:

Vil Du svare ordentlig?

Finberg:

Paa slige Spørsmaal har jeg slige Svar.

Sorenskriveren:

Hvem ere dine Kammerater?

Finberg:

Spørg Dem selv. Lad hver svare for sig, saa

gjør jeg.

[90]

Mons: (til Albek).

Vil Du holde Dig fra min Kjæreste, Du!

Albek:

Jeg er jo hendes Fange, og hun maa passe paa mig.

Sorenskriveren: (til Finberg).

Vil du endnu ikke svare?

Finberg:

Nu har jeg svaret nok. Tag nu fat paa de Andre,

og see hvordan de kan klare sig. Jeg varer Dem ad,

Hr. Lensmand, for ham der (viser paa Albæk); han er Dem

farligere end De troer.

Sorenskriveren:

Nu velan! lad ham træde af. Maaskee de Andre

ere mindre forstokkede. (Til Lensmanden) Hvad har De?

Nu – Ole Pedersen (dicterer) født i Norges Høilande.

Efterat være alvorlig foreholdt at bekjende, om han ikke

var den berygtede Ole Høiland, gav han blot undvi-

gende Svar. Dog tilstod han at have været Slave, og

at have undveget ved Hjælp af en efter en Onkel be-

kommet Arv. Paa flere Spørgsmaale var han ikke

at formaae til at give nogen nærmere Forklaring,

hvorfor han indtil videre aftraadte. – Igjen fremstod

– (til Mons) kom med Een af de Andre. (Albek føres

frem) – Hvad heder Du?

Marie: (sagte).

Nu skjælver jeg.

[91]

Sorenskriveren:

Nu – kan du svare? Hvad er dit Navn?

Albek:

Fornavn eller Tilnavn?

Sorenskriveren:

Fornavn.

Albek:

Wilhelm.

Sorenskriveren:

Og Tilnavn?

Albek:

Spørger de for Alvor eller Spøg?

Sorenskriveren:

Mener din Knegt, jeg sidder paa Dommersædet

for at spøge?

Albek:

Vil De da vide mit fulde Navn?

Sorenskriveren:

Hvad andet? Du vil kanskee nødig ud med det.

Albek:

De vil blive forundret, naar de hører det.

[92]

Sorenskriveren:

Nu ingen Snak. Tving mig ikke til at bruge

haarde Midler. Formodentlig har Du ogsaa et bekjent

Tyvenavn. Nu – hvad bliver det? – Hvad heder

Du?

Albek:

Tillad mig først at melde et Par Ord om Hensig-

ten af min Vandring hid til Bygden.

Sorenskriveren:

Nu – hvad er den vel? Formodentlig at stjæle.

Albek:

Langtfra. Først er det at frie til Lensmand Øst-

moes Datter.

Lensmanden:

Hvad? Min Datter? Uforskammede Knegt! En

net Svigersøn!

Marie: (sagte):

Nu bryder det løs! – Hvordan vil det gaae?

Mons:

Til min Kjæreste? Du Tyveknegt?

Albek:

Ja det har jeg saamen tænkt paa.

Lensmanden:

Jeg skal lære din impertinente Slyngel.

[93]

Mons:

Jeg skal banke din Kjole, din Tyv!

Albek:

Hr. Sorenskriver! byd dem dog Respect for Ret-

ten, og lad mig fuldende min Bekjendelse.

Sorenskriveren:

Tal ud! men saa kommer Touren til mig.

Albek:

Ja, det er sandt; thi min anden Hensigt var at

besøge Dem.

Sorenskriveren:

Mig? bestjæle mig formodentlig.

Albek:

Nei besøge Dem, og tilbringe nogle Uger i Deres

Huus.

Sorenskriveren:

Det er en endnu større Slyngel end den anden.

Men nu varer jeg Dig ad, at du Erindrer hvor Du

staaer! og alvorlig spørger jeg Dig nu om, hvad Du

heder.

Albek:

Nu vel, saa faaer det da herud. Jeg heder Wil-

helm Christian Albek.

[94]

Sorenskriveren: (springer op.)

Albek? – Hvad? – Min Søstersøn!

Alle:

Hans Søstersønn?

Albek:

Ja, deres Søstersøn.

OCTET OG CHOR

Sorenskriveren:

Hvad hører jeg? – Du skulde være? –

Albek:

Ja Deres Søstersøn jeg er.

Lensmanden:

Forunderligt! – ja paa min Ære! –

Sorenskriveren:

Men siig mig, hvordan kom Du her?

Mons:

Lad Dem ei af hans Snak bedrage. –

Marie:

O troe ham, thi han siger sandt.

Sorenskriveren:

Jeg veed ei frem, veed ei tilbage.

Mons:

Tro meg, et er en Skøierfant.

[95]

Sorenskriveren:

Men kan Du Dig legitimere?

Ei kan jeg troe dit blotte Ord.

Finberg og Hansen:

Vi begge for ham cautionere,

Saa haabe vi, at De os troer. 

Lensmanden og Mons:

Caution af to Arrestanter,

Af to omstreifende Fanter!

Hahahaha! Det herligt er.

Albek: (leverer et Brev).

De sikker kjender

Blandt tusind Hænder

Den Haandskrift her!

Sorenskriveren:

Mit eget Brev til Albek jeg seer.

Marie:

Seer De, at han den rette er.

Chor:

Visselig han den rette er.

Albek:

De selv, Hr. Onkel, indbød mig hid –

Mig vinked Kjærligheds Stjerne blid.

[96]

Marie, Elskede! kom til mit Bryst! –

Snart Savnet glemmes i Elskovs lyst.

Marie og Albek:

Elskte! Hvilken Salighed!

Herligt smiler til os ned

Elskovsmorgenrøden.

Tro den engang svorne Ed

Er jeg Din til Døden.

Mons:

Hvilken uforskammet Knegt!

Dog – han er af fornem Slægt,

Jeg tør ham ei røre;

Ellers skulde grov Confect

Vanke paa hans Øre.

Ragnhild: (paa samme Tid).

Ak, hvis hun fik ham til Mand

Kom jeg kanskee og i Stand,

Blev Madam med Ære;

Mons jeg veed dog ikke kan

Kone reent undvære.

Albek:

Hr. Onkel i deres Haand vil jeg give

Min Skjæbne, min Lykke, min Roe.

Jeg haaber saa froe,

De vil Kjærligheds Skytsengel blive.

[97]

Albek, Marie, Finberg, Hansen og

Ragnhild:

Vi haabe saa froe,

De vil Kjærligheds Skytsengel blive.

Lensmanden og Mons:

Det skeer ei, mens jeg er i Live.

Sorenskriveren:

En Engel? Den Rolle er skjøn og stor;

Hør Lensmand, vi tales et sindigt Ord,

Saa vil vel det Hele sig give.

Lensmanden:

Nei, aldrig mens jeg er i Live.

Marie og Albek:

Han vist vores Engel vil blive.

Chor:

Hva Ende vil herpaa vel blive?

Sorenskriveren:

Men forklar mig dog Patron! Hvad vil alt dette

sige? – jeg finder dig her som Arrestant ifølge med

to mistænkelige Personer.

Mons:

Ja, det er sandt, han bør gjøre Rede og Rigtig-

hed for sig.

[98]

Sorenskriveren:

Hvor kom Du i Følge med dem?

Albek:

Fra Byen af. Vi har fulgtes den hele Tid. Den

ene, Hr. Hansen der, er Botaniker og ønskede i den

Anledning at gjøre en Tour i Fjeldene; og da jeg, som

De veed, lægger mig efter Malerie, fandt jeg natur-

ligviis ogsaa megen Interesse i at gjennemvandre disse

romantiskskjønne Egne; og vi kan begge vise et ganske

smukt Udbytte af vor Reise.

Sorenskriveren:

Men den tredie Person da?

Finberg:

Ja han er rigtignok ikke meget mere end en Vaga-

bond. Ellers troer jeg, min Fader har den Ære at

være kjendt af Hr. Sorenskriveren.

Sorenskriveren:

De er en Søn af – –

Finberg:

Provst Peter Finberg.

Sorenskriveren:

Min Ungdomsven. De er mig hjertelig velkom-

men! – men hvordan skal jeg forstaae, hvad De før sag-

de om at have været i Slaveriet.

[99]

Finberg:

Figurlig, Hr. Sorenskriver. Jeg studerede et Par

Aar Lovkyndigheden – og det hele Væsen var mig et

sandt Slaverie. Til Lykke døde en Morbroder af mig

i Holland og testamenterede mig en Formue, der er til-

strækkelig til at lade mig leve uden at bekymre mig om

enten Jus publicum eller privatum.

Sorenskriveren:

Jeg gratulerer. Saaledes opløser sig jo alting paa

den meest tilfredsstillende Maade. Det hele Forhør er

altsaa en Nullitet, og saa var det jo dog godt, at jeg

glemte Protocollen. Nu kan vi rive den hele Visk itu.

Finberg:

O nei, lad mig faae det til en Erindring. Jeg

samler paa Curiosa.

Sorenskriveren:

Ja nok. Men kjære Mons! hvorledes har Du baa-

ret Dig ad, at gaae hen og arrestere Folk, som ikke

havde det mindste Mistænkelige ved sig? Imidlertid ere

de rette Tyveknegte slupne os af Hænderne.

Mons:

Jeg gjorde – jeg kunde ikke vide – min Ordre –

Hvem Fanden kunde ogsaa drømt om sligt? (kløer sig i

Hovedet).

Finberg:

Ja nu kommer Touren til os, min Gode Mons!

Mener han, at vi kan lade en saadan Tort gaae upaa-

[100]

anket hen? Nei, min Ven!Baade han og den, som

gav ham Ordren, skal staae os til Ansvar. Vi vil have

Revange!

Hansen:

Vi vil have Satisfaction!

Albek:

Opreisning paa vor Ære.

Hansen:

Vi klage til Amtmanden.

Albek:

Til Regjeringen.

Finberg:

Til Storthinget.

Lensmanden:

Jeg seer, vi have feilet, men jeg haaber, Hr. So-

renskriveren og de ærede Herrer Arrestanter – hvad siger

jeg? – mine ærede og høistærede Herrer Gjæster gun-

stigst pardonnerer. Man kommer ofte i vanskelige Til-

fælde. Man maa snoe sig gjennem Verden. – Maa

jeg byde et Glas Madera?

Finberg:

Sagen er for vigtig for vor Ære til at indlade os

paa Forlig. Som sagt, vi klage. De vil blive sat un-

der Forhør.

[101]

Lensmanden:

Jeg er et ulykkelig Menneske.

Hansen:

Tiltalt for en Commision.

Lensmanden:

O Gud frie mig arme Mand.

Finberg:

For Rigsretten.

Mons:

Aa bitter haarde Død! for Rigsretten!

Lensmanden:

Hvad skal jeg gjøre? Maa jeg byde et Glas Port-

vin og en lille smule Frokost.

Sorenskriveren:

Ja, mine Venner! her er gjort en Sottise; jeg kan

ikke nægte det. Det vil blive en slem Affaire, hvis der

klages. Saameget er vist, at der da slet ikke kan blive

at tænke paa at Mons faaer Ombudet.

Finberg:

Intet i Verden skal afholde mig fra at søge Satis-

faction.

Hansen:

Nei, intet i Verden. Vi vil og vi maae have

Hevn.

Albek:

Jeg skulde ikke være saa uvillig til at give Slip

paa min Ret og see den hele fatale Sag neddysset.

[102]

Det er dog ubehageligt for Svogerskabets Skyld. – Jeg

ønskede ikke at volde min Maries Slægtninger nogen

Uleilighed.

Sorenskriveren:

Ja – hvordan var det? Du talte før om din Kjær-

lighed til Marie! – Men hun er jo forlovet –

Mons:

Ja med mig.

Albek:

Nei med mig. Det har hun nu været i mere end

et Aar. Jeg lærte at kjende hende i Byen, og at kjen-

de og elske hende var eet.

Sorenskriveren:

Men Mons da?

Mons:

Ja jeg da?

Lensmanden: (sagte).

Aha! der er den troe Wilhelm.

Sorenskriveren:

Hvem elsker du da Marie? Du har dog her den

fornemste Stemme.

Marie:

Jeg elsker Wilhelm, ingen uden Wilhelm.

Sorenskriveren:

Hvad siger De dertil, Lensmand?

Lensmanden:

Hm, hvad skal jeg sige?

[103]

Mons:

Siig nei, Farbroder!

Lensmanden:

Mons har mit Løfte, – og saa – saa –

Finberg:

Hr. Sorenskriver! jeg haaber, De modtager og paa-

tegner min Klage. Hvad mener han, Monsieur Mons!

skulde ikke Giftelysten forgaae ham, naar han kommer til

at sidde paa en Fæstning? 

Mons:

O Herre Je! paa en Fæstning.

Sorenskriveren:

Ja, min kjære Lensmand, det er en slem Affaire;

Ombudet faaer nu Mons under ingen Omstændigheder,

naar det klages; og saa vil De vel heller ikke give ham

Deres Datter.

Lensmanden:

Nei saa skam om jeg vil.

Sorenskriveren:

Og De seer selv, hva de er udsat for.

Finberg:

Vi giver ingenlunde Slip paa vor Ret. Det Eneste,

som skulde bevæge os dertil var, naar De kom i Svoger-

skab med vor Ven Albek. For hans Skyld –

Hansen:

Kunde vi maaske findes villige til at tage Tingen

fra en mildere Side.

[104]

Lensmanden: (for sig).

Mons mister Ombudet – kanskee jeg med! – hvad

skal jeg gjøre?

Sorenskriveren:

Min Søstersøn er en duelig ung Mand, han er i

en god Vei – og Deres Datter elsker ham –

Marie:

O min Fader! giv Deres Samtykke. De vil faae

en god Svigersøn i Wilhelm.

Sorenskriveren:

Jeg beder Dem ogsaa derom. Saa bliver vi to i

Svogerskab, og jeg skal vel see at faae Sagen neddysset.

Lensmanden: (sagte).

Rigsretten – miste Ombudet – – Straf – Penge-

udgift – hm, hm, – Sagen neddysset – bliver i Om-

budet – Svogerskab med Skriveren! – jeg faaer vel

give mig. (Høit) Nu vel da! jeg giver mit Samtykke. Man

maa snoe sig gjennem Verden som man kan. Men saa –

Finberg:

Ja, det er en anden Sag! saa frafalde vi al Klage.

Mons:

Men jeg da? hvad faaer saa jeg?

Sorenskriveren:

Vær glad, at Du slippe dermed. Dog siden Sagen

nu er afgjort i det Mindelige – skal jeg vel see at ma-

ge det saa, at der ikke skal blive lagt noen Hinder i

Veien for Afstaaelsen av Ombudet – siden jeg vel kan

[105]

formode, at Svoger Lensmand gjerne ønsker, at det skal

blive i Familien. 

Lensmanden:

Ja, velbaarne Hr. Svoger! Det kan jeg ikke nægte.

Mons:

Men saa faaer jeg jo ingen Kone.

Marie:

Kjære Fætter Mons! Det skal jeg sørge for. Du

skal faae en, som vil holde meget mere af Dig end jeg

vilde have gjort i mit hele Liv.

Albek:

Vil du ogsaa stifte Partier, Kirsten Giftekniv? Bi

dog til Du bliver en gammel Matrone.

Marie:

Nei, min Ven! Jeg maa strax øve mine Talenter.

(Til Ragnhild, som undseelig skjuler sig bag de Andre).

Ragnhild! kom hid – Nu, være ikke blye! – Vil Du

være Mons’s Kone?

Sorenskriveren:

Det er ret. Saa bliver det ved Familien.

Ragnhild:

Nei da, Marie! hvad er det Du gjør?

Lensmanden:

Slaa til Mons! Ragnhild er en ferm Pige, og jeg

skal udstyre hende som om hun var min Datter.

[106]

Mons:

Er det sandt det? Men det kan vel ikke gaae an,

siden Farbroder har en Livsarving.

Albek:

Jeg er vis paa min Marie har intet imod, at hen-

des Veninde betragtes som hendes Søster i alle Dele.

Marie:

Min Fader opfylder derved mit kjæreste Ønske. Nu

da Mons?

Mons:

Ja naar saa er – saa skal det ikke være mig imod.

Vil Du have mig Ragnhild? Du har altid været en

snild Pige mod mig.

Ragnhild:

Jeg har altid holdt af Dig Mons, og ofte grædt

for din Skyld.

Lensmanden:

Nu saa ønsker jeg begge Brudeparrene til Lykke og

Velsignelse. Alting er da nu bragt til en lykkelig Ende.

Saaledes maa man snoe sig igjennem Verden. Jeg

haaber, Hr. Sorenskriveren og øvrige gode Venner ta-

ger til Takke hos mig i dag; – saa vil vi i et godt Glas

Vin drikke de forlovedes Skaal og i Aften skal Ung-

dommen have sig en Springom; og dertil indbyder jeg

alle de unge Karle og Piger; der er tilstede.

Marie:

Nu Ragnhild! hvad sagde jeg igaar?

[107]

Ragnhild:

Gudskeelov! nu er vi begge hjulpne.

Albek:

O min Marie! hvor jeg er lykkelig.

Aagot: (lister sig frem til Finberg)

Mena Du eg kain gaa atte naa Du?*)

Finberg:

Gaae? Nei Du har udstaaet saa megen Angst idag,

at Intet kan være billigere end at Du faaer nogen Er-

statning. Du bliver nu her til i Aften, og saa dandser

jeg den første Polskdands med Dig.

SLUTNINGSCHOR

Saa endes det Hele med Jubel og Leeg,

Skjønt Dagen med Storme og Uveir opsteeg.

Forbi er al Uro, al Frygt og al Klage,

Og Troskab og Kjærlighed Lønnen modtage.

I Aften vi samles med Spøg og med Sang

Ved Strengenes Toner og Glassenes Klang.

*) Mener Du jeg nu naa kan gaa igjen, Du?