Fjelleventyret [03-libretto-1.akt]

Fjeldeventyret,

Syngespil i to Acter

Af

H. A. Bjerregaard.

Sat i Musik af W. Thrane.

Christiania.

Trykt og forlagt af Jacob Lehmann.

1825.

Fjeldeventyret.

Personerne:

Lensmand Østmoe

Marie, hans Datter

Ragnhild, hans Søsterdatter

Mons Østmoe, hans Brodersøn

Albek

Finberg

Hansen

Sorenskriveren

Aagot, en Fjeldpige

Bønder af begge Kjøn

Scenen er i en af Norges Fjeldegne.

[1]

Første Act.

Første Scene.

(Stue hos Lensmand Østmoe).

Marie og Ragnhild (beskjæftigede med at sye).

Ragnhild:

Det er da et forfærdeligt Spectakel med disse Karle,

som skal til Fjelds efter Skøierne. Der staaer de ude i

Gaarden og tyller i sig det ene Pægel efter anden, og

saa skrige og huje de værre end Udyr. Jo det skal bli-

ve net det, naar de kommer til Skovs; vil de fare saa

frem, saa vil jeg nok vædde en Skilling paa, at de ingen

fange. Fanterne maatte jo ingen Øren have, naar de

ikke skulde gaae af Veien for dem.

Marie:

Gid de var vel af Gaarde. Al den Larm er færdig

at gjøre mig gal i Hovedet – (seer ud af Vinduet). Hu,

der er det fortredelige Menneske ogsaa hos dem.

[2]

Ragnhild:

Mons? Ja han og Morbroder staaer og præker for

dem, om hvorledes de skal bære sig ad paa Touren.

Marie:

Bare han ikke faaer Indfald at komme herind. Jeg

er slet ikke oplagt til at høre paa hans Sotiser idag.

Dersom den Gjæk dog engang kunde blive saa fornuftig

at han indsaae, hvor lidt det nytter ham at gjøre sig

Umag for en saa utaknemmelig Skabning som jeg er.

Der er ingen Ting i Verden, der er mig saa modbyde-

ligt som hans taabelige Kjærlighed – det vederstyggeli-

ge Menneske!

Ragnhild:

Men Marie da! han er dit kjødelige Sødskendbarn

– og mit med.

Marie:

Ligemeget. – Selv om jeg aldrig havde seet nogen

anden, fandt jeg ham uudstaaelig – og nu – nu da

jeg elsker en anden – o Ragnhild!Du skulde see min

Wilhelm!

Ragnhild:

Det vilde vel lidet hjælpe mig. Jeg, som aldrig

har været udenfor Bygden, er meget for enfoldig til at

have Forstand paa slige galante Bykarle. Det er en an-

den Sag med Dig. Sagtens er Du mit Sødskendebarn;

men Du har da været der inde i Byen hos Storsvoge-

[3]

ren og lært Byens Skik, saa Du er bleven meget grum-

mere end baade Præstefruen og Skriverjomfruerne.

Marie:

Gid jeg var der igjen, Ragnhild! Det Fjerdingaar

jeg har været Hjemme, har været mig et tungt Fjerdingaar.

Ikke alene har jeg været saa langt borte fra ham, –

men der gaaer ogsaa min Fader og Monsieur Mons og

plager mig. Men jeg tager ham aldrig, det kan han væ-

re vis paa. Bare Wilhelm nu snart vilde holde Ord

og komme herop. Saa fik nok Tingen en anden Ven-

ding.

Ragnhild:

Ja Gud give det! Men Du veed, at din Fader er

strid, naar han sætter sig noget i Hovedet; og han har

nu sat sig saa vist fore, at han vil afstaae Mons baade

Lensmandsombud, og Datter og Gaard. Du faaer da

nok tage ham. Hvor mangen en i dit Sted vilde ikke

være færdig at krepere af Glæde over at blive Lens-

mandsmadam og faae slig en Bixe i Bygden som Mons

Østmoe.

Marie:

Vel bekomme hvem som har lyst. Jeg tager ham

ikke.

Ragnhild:

Gud give det var mig, som fik sligt et Tilbud –

jeg tog ham med Kyshaand.

Marie:

Den Nar?

[4]

Ragnhild:

Det er dog en ganske pyntelig Karl.

Marie:

Den opløbne Bondedreng, som absolut vil lege klog

og dannet?

Ragnhild:

Det skjønner jeg mig ikke paa; jeg synes han kan

ret godt med at belægge sine Ord. Og Herregud! at

blie Lensmandsmadam for en fattig Pige som jeg – det

var da en stor Lykke. Sagtens fik han da ikke denne

Gaard; men han har jo en selv – og saa Ombudet – og

saa at hede Madam Østmoe! Ja Du, det var noget

andet end den stakkels fattige Ragnhild, som bare af Naa-

de og Barmhjertighed faaer Lov at være hos sin rige

Morbroder. Men det skal nu ikke være saa! – (hun sukker).

Marie:

Hvem kan vide det? Naar han nu slet ikke faaer

mig, saa tør han vel tage Dig, for dog at blive i Slæg-

ten. Det forekommer mig ogsaa som om han, naar in-

gen lægger Mærke til ham, seer vel saa blidt paa Dig

som paa mig.

Ragnhild: (troehjertig).

Ja men troer jeg det selv ogsaa, du; men Gaarden,

Gaarden! det er vel ikke at undres paa, at han gjerne

vil have den.

[5]

Marie:

Lad os være ved godt Mod, min Pige! Wilhelm har

lovet snart at komme herop, og mit Hjerte siger mig, at

han snart vil være her. Da tør Alt blive godt.

Ragnhild:

Ja Gud giver det for os begge.

DUET

Marie:

O Wilhelm, iil til din Veninde!

Med Smerte venter hun paa Dig;

Saa langsom monne Tiden rinde –

O kom, gjør hende lykkelig!

Ragnhild:

Snar dig din Ven imøde iler

Og trykker glad Dig til sit Bryst;

Naar i hans Arm Du salig smiler,

Jeg har dog endda ingen Trøst.

Marie:

O da – o da – vil Alt sig give;

Stol trygt kun paa min Vens Forstand.

Ragnhild:

Ja gid Du sandspaae maate blive,

Og jeg faae Mons til Ægtemand.

Marie:

Og var Du dog her,

Min Elsker kjær!

[6]

O flyv til din Pige,

Lad Rummet bortvige,

Som skiller os ad,

Først da bliver jeg glad.

Ragnhild:

O fik jeg dog ham,

Og blev Lensmandsmadam!

Fik noget til Bedste,

Fik Køer og Heste,

Fik Gryder og Fad,

Hvor var jeg da glad!

Marie:

Og var Du dog her, etc.

Ragnhild:

O fik jeg dog ham, etc.

Anden Scene.

De forrige, Mons (med en gammel Kaarde)

Mons: (Affecterende et dannet Sprog).

Min allerdeiligste Cousine og udkaarede Brud! Ef-

ter Tingenes nu for Tiden værende Beskaffenhed, kom-

mer jeg til Dig for at gjøre min – min – Afskedsbe-

sørgelse – Visit – vilde jeg sige – og bede saa mye

vakkert om – for seer Du! – Omstændighederne fordre

min personlig Nærværelse – og da –

[7]

Marie:

Hvad vil alt dette sige? hvad er det for en Come-

die min Herr Cousin og ikke udkaarede Brudgom opfø-

rer i dag?

Mons:

Ingen Comedie, Dydzirede! jeg er en Rettens Be-

tjent og velrenoveret Underlensmand, – og det er ikke

Lag paa det, jeg kunde vel raake til – jeg vilde sige –

Tingene kunde vel tage en saadan Vending, at jeg blev

Overlensmand med. Hvad siger min lille gudsengelske

Cousine om det? men for Tiden og protempora er jeg

kommen hid for at tage en hjertebrækkende Afsked med

min deiligste Engel! Krigsbasuneren lyder, i Kraft af mit

Embede er jeg udseet til Anfører for den Armee, som i

Følge Lovens 6te Bogs 9 Cap. 12 Art. skal eftersætte,

fange, paagribe og fængslig anholde de Stiemænd, som

have søgt Fjælster i vore Skove og Sætermarker. Seer

Du nu, hvad jeg er for en Mand? Derfor er jeg kom-

men for at udbede mig min skjønne Fæstemøes hvide

Haand til Afsked.

Marie:

Det var ogsaa noget at gjøre saa megen Larm over.

Jeg syntes Du gjorde bedre i at Du skyndte Dig at kom-

me afsted, i stedet for at staae her og holde naragtige Taler.

Mons:

Men Marie da! Du veed jo, hvad Forhold der er

mellem os.

[8]

Marie:

At vi ere Søskendebørn! jo det veed jeg; men Hr.

Underlensmanden veed ogsaa, at der hverken er eller

nogensinde bliver noget andet Forhold mellem os.

Mons:

Sagde Du det Du? Men jeg kjender nok den, som

skal faae Dig til at synge en anden Vise; det kan Du

troe. Din fader har nu engang lovet mig at jeg skulde

faae baade Ombud og Gaard og Dig paa Kjøbet – og

derved bliver det.

Marie:

Mig paa Kjøbet? – Jo det er en galant Elsker! –

Aa nei, kjære Mons! Om Du var ti Gange saa god som

Du er, saa kan Du være vis paa, at der dog alligevel

ikke bliver noget af.

Mons:

Pyt! Bynykkerne sidder vel i Jomfruen endnu.

Dem skal vi nok faae ud. Hun synes vel bedre om

disse krusede fine Cabelererne derinde. Jo det er nogen

nette Gutter! Jeg æstimerer dem ikke saa meget som

saa. Nei da er en Lensmand en anden Kagse. Det er

en Mand, som har Anseelse – (stolt) og Indflydelse i

sin Kreds, og som spiser sin Steeg og drikker sin Doctor

og Punsch, naar de maae være glade ved at have Pote-

tes og Tyndtøl.

Men lad os nu ikke harselere længere? Kom nu

med Sukkernæven! Lad mig ikke drag i Krigen uden at

[9]

faae i det Mindste et Øiekast, som kan styrke mit

Mod.

Marie:

Gaa din Vei! Din Armee venter.

Mons:

Bare et Kys paa Haanden. Fanden stege mig, er

det ikke mit Alvor.

Marie:

Plag mig nu ikke.

Mons:

Til Afsked!

Marie:

Ja, hvis det var for bestandig.

Mons:

Hvem kan vide? det er kanskee et Par desperate

Karle. Kanskee falder jeg paa Ærens Mark.

Marie:

Saa staae op igjen.

Mons:

Ja men om jeg nu bliver dræbt, og ligger der saa

død som en Sild.

Marie:

Saa faaer Præst og Klokker Fortjeneste.

[10]

Mons:

Faaer jeg ingen anden Afsked?

Marie:

Ikke af mig.

Ragnhild:

Skal Du virkelig til Skogs Mons?

Mons:

Ja Gud skal jeg saa.

Ragnhild:

Vil Du da ikke tage Afsked med mig? Jeg er jo

ogsaa dit Sødskendebarn.

Mons:

Ja mit Sødskendebarn – men hun er min Cousine.

Ragnhild:

Det er jo det Samme.

Mons:

Langtfra! langtfra! Cousiner er conseneerte Folk,

Bondepiger er i det Høieste bare Sødskendebørn. – Nu

da dyzirede Cousine og Fæstemøe! Farvel og tænk paa mig

(vil tage hende om Livet).

Marie: (støder ham fra sig).

Væk! naragtige Menneske.

[11]

Mons: (synger)

Sødeste Pige,

Kan du mig sige

Haver jeg gjort Dig noget imod?

Si mig Aarsager,

Hvor du plager

Mig med saa spodske Ord?

Hvorfor Du er bleven saa sky,

Ligesom Du vilde bort fra mig flye?

Jeg paa dine Fagter

Slettes ikke agter

Mere paa denne Tid.

Marie:

Deri gjør Du ogsaa ret vel. Gaa nu Din Vei, og

udfør den store Heltedaad, i Spidsen for 10 Bevæbnede

at gribe een eller to nøgne Stympere.

Ragnhild:

Pas Dig nu vel, Mons! at Du ikke kommer til no-

gen Skade!

Marie:

Aa det har vel ingen Nød. Mons er en klog Ge-

neral, skjøndt han idag gjør sit første Feldttog.

Ragnhild:

Har Du da Niste med Dig, saa Du ikke sulter i hjel i

Skoven?

[12]

Mons:

Ole Sørbraaten har en heel Skræppe fuld med

Mad og Brændeviin.

Tredje Scene.

De forrige. Lensmanden. Bønder.

(Væbnede med Geværer, Øxer, Hellebarder o. s. v.).

Lensmanden:

Kom Godfolk, faae i jer en Dram endnu, før I

gaaer afsted. I kan nok trænge til Courage. Ragnhild!

kom med Brændeviin. Nu Mons! i dag skal Du da gjø-

re dit Mesterstykke. Lykkes det for Dig, saa kan Du

være saa meget des vissere paa, at der ikke vil være no-

gen Hinder for at jeg kan faae afstaae mit Ombud til Dig.

Mons:

Vi skal nok gjøre vore Sager godt. Hvad mener

Du John? Du har jo før været i Krig.

En Bonde:

Ja bekkode har jeg saa. Jeg var med ved Matrand.

Det er bare Barneleg for mig at tage et Par Tyver.

Ragnhild: (kommer med Brændeviin).

Lensmanden: (drikker).

Nu, paa et lykkeligt Udfald! (Han skjænker, alle drik-

ker efter hinanden.) Og nu afsted.

[13]

Mons:

Ja – (sagte til Marie) – Skal vi skilles Uvenner

ad?

Marie:

Efter Behag.

Mons:

Gjør Dig bare ikke saa kostbar!Hid med Haan-

den! (Marie gaaer fra ham) – Jo, det er da en god en!

Farvel Ragnhild da!

Ragnhild: (giver ham Haanden).

Farvel Mons! god Lykke.

Mons: (sagte).

Var hun Gaardjente, saa gav jeg Fanden den for-

nemme Snærpe-Jomfru. (Høit) Kom nu da Kamme-

rater.

Chor af Bønderne:

Afsted uforsagt

Til den møisomme Jagt!

Snart føre vi bundne

Og overvundne

Tilbage igjen

De fredløse Mænd.

Nu slumre urolig

I Sæterbolig

De piger smaae,

[14]

Mens Hjerterne banke

Ved skrækkende Tanke

Om Røverne, som udi Fjeldet gaae.

Men naar vi dem finde

Og gribe og binde

Og fængslede bringe i Bygden herned,

Da Frygten skal vige

Og sjungende Pige

Skal vogte sin Bøling i Fjeldet med Fred.

Afsted, Afsted!

(De gaae sjungende).

Fjerde Scene.

Lensmanden. Marie. Ragnhild.

Lensmanden:

Nu min Datter! dette er et vigtig Tog for Dig.

Marie:

Ja som for alle andre. Det er godt, om vi engang

kan blive frie for disse farlige Personer, som volde saa

megen Skræk i hele Egnen.

Lensmanden:

Jeg meente just ikke det; men det tør blive af Vig-

tighed for din Fremtid. Mons skal nu være Lensmand

her, og jeg vil afstaae ham Ombudet. Men jeg har

længe været bange for, at Amtmanden vilde gjøre Van-

skelighed med at give et sligt Levebrød til en saa ung

[15]

Gut. Men kan han nu skille sig vel ved dette Arbeide,

saa vil det naturligvis være ham en stor Anbefaling.

Forstaaer Du mig? Naar jeg nu fortæller Skriveren,

hvor godt Mons har gjort sine Ting, saa kommer det

ind i Forhøret med mange Ophævelser og Lovtaler over

Underlensmanden, og saa læser Amtmanden det – og

saa skriver han det bag Øret. – Jo, jo, man maa for-

staae at snoe sig; og naar saa min Angsøgning kommer,

saa skriver Skriveren en lang Anbefaling, – og saa

skal jeg nok faae Fogden til at give en, – for Fogden

og jeg, vi staaer Os godt – og saa gaaer det af sig selv.

– Jo, jo; man maae forstaae at snoe sig i Verden. Saa

bliver Lensmandsombudet i Slægten som det nu har været

siden min salig Bedstefaders Tider. Ja ham kostede det

saamen to Hundrede Daler i gode Penge; men dem tog

han da igjen hundrede Gange med Renter og Rentes

Renter, kan jeg troe.

Marie:

Men hvad kommer alt dette mig ved?

Lensmanden:

Hvad det kommer Dig ved? Jo før han bliver Lens-

mand, des før bliver Du jo Lensmandsmadam. Naar

det regner paa Præsten, saa drypper det paa Klokkeren.

Ja – saa gaaer det! Havde jeg en Søn, saa skulde han

været Lensmand, og Du fik see hvad det blev af Dig, –

nu da jeg ingen har, bliver min Brodersøn det, – og

Du bliver hans Madam. Forstaaer Du mig nu? Jo,

jo, man maae snoe sig frem i Verden! Saa arves Om-

[16]

budet dog i lige Linie tilligemed Odelstomten, Gaarden

Østmoe søndre. Jeg tager Føderaad og afstaaer jer Al-

ting, Løst og Fast, Rub og Stub.

Marie:

Kjære Fader! hold engang op at plage mig med

disse Forslag. De veed, hvor umuligt det er mig at føie

mig i denne Plan.

Lensmanden:

Aa Prat! Du seer jo selv, det kan ikke være ander-

ledes. Ombudet maa gaae i Arv. Forstaaer Du?

Marie:

Det gjør det jo, naar Mons faaer det.

Lensmanden:

Men da kommer det ud af min Linie. Desuden

kommer Mons, naar han faaer Dig, til at forene Øst-

moe søndre og nordre; – han bliver næsten dobbelt saa

rig som jeg. – Nu Ombudet til – saa kan han slaae

Sparto til hele Bygden. Kanskee kommer han ovenikjø-

bet paa Storthinget: Jeg havde saa længe ønsket at

komme der, men det har ikke villet flaske sig, – aa –

Død og Pølse! for alle de deilige Forslag jeg have. –

Kommer nu han der – saa kan de komme frem endda.

– Jo jo, man maae forstaae at Snoe sig i Verden.

[17]

Marie:

Men hvad hjælper alt dette mig? Jeg bedømmer

ikke Lyksalighed efter Rigdom eller Indflydelse. For mig

maa Mons gjerne sidde paa Storthinget sin Levetid; men

min Mand bliver han ikke.

Lensmanden:

Din Mand bliver han ikke? Det er noget dumt Snak;

forstaaer du mig? Hvad har du at udsætte paa Mons?

Er det ikke en vakker Knegt? er det ikke en flink en

Satan? er han ikke Underlensmand, og skal han ikke

faae Ombudet efter mig?

Marie:

Lad ham blive Keiser, om han vil; det skal være ham

vel undet. Men den, som skal være min Mand, maa i

det Mindste vide at være elskværdig i mine Øine.

Lensmanden:

Jeg skulde bare have vidst det før. – Du skulde

Fanden ikke faaet Lov til at reise til din Moster i Byen.

Det er der, du har faaet disse Stornykker. – Ja vist!

Jomfruen har Byopdragelse; vi og vore Lige ere hende

ikke længer gode nok. Hun har forgabet sig derinde i

en Monsieur Laps, som ingenting er og ingenting har.

Jeg kan tænke, han vilde nok gjerne have Fingre i Øst-

moe søndre; – jo jo! man maa forstaae at snoe sig

gjennem Verden. Jeg kommer nok ihu den deilige fine

Brevlap, som jeg fik Fingre i, strax efter du var kommen

hjem. «Til Jomfru Marie Østmoe, franco» – jo jo!

[18]

og «din evige troe Wilhelm!» – Den Brevveksling fik

jeg da sagtens forpurret.

Ragnhild: (sagte).

Du skulde bare vide, hvormange Breve der er kom-

men siden!

Lensmanden:

Ja, lad Du den troe Wilhelm komme og melde sig!

– jeg skal min Sandt betale ham baade Franco og

Banco, det kan han være vis paa.

Marie:

De skulde ikke bryde Staven over ham, før De kjend-

te ham, min Fader! kjendte De ham, saa er jeg vis paa,

De vilde elske ham.

Lensmanden:

Jeg er ingen naragtig forlibt Tøs, som forgaber

mig i det første det bedste røde og hvide Springfyransigt,

forstaaer du mig?

Marie:

Wilhelm er ingen Springfyr; han er en god og

ædel, dannet og duelig ung Mand, agtet af alle, som

kjende ham.

Lensmanden:

Ja af disse indbildske fine Byfolk. Paa Landet duer

han dog ikke mere end en gammel Ploughest. Har han

nogen Indflydelse i Bygden?

[19]

Marie:

Nei, han er ikke engang kjendt her af Navn.

Lensmanden:

Er han Eier af en Gaard som Østmoe nordre?

Marie:

Ikke engang af en Plads.

Lensmanden:

Har han Penge paa Rente?

Marie:

Nei, men han har Kundskaber, hvormed han skal

fortjene Penge.

Lensmanden:

Prat! nei, da takker jeg mig de Penge, man har og

ikke først skal fortjene. Kundskaber? ja det er ilde for

de Stympere, som behøve dem for at leve. Kan han

gjøre Dig til Lensmandsmadam?

Marie:

Det skjøtter jeg ikke om at være.

Lensmanden:

Aha! Du vil være Frue, kan jeg troe. Derfor er

Mons for gemeen for Dig.Jaja, man maae snoe sig

gjennem Verden. Men tænk bare paa, hvad en fattig

Frue dog er for et daarligt Kreatur på Guds Jord

[20]

imod en rig Madam! Du mener en Lensmand er et

Nummer Nix! Aha! Du veed ikke, hvad han er for en

Karl.

Den første Mand i Bygden er

En Lensmand sikkerlig.

Han nyder Ære af enhver,

Og alle bukke sig

For ham, hvorhelst han træder frem;

Han kan jo stævne, pante dem.

Jo jo!

Man maa i Verden frem sig snoe.

En Foged er en svare Mand,

En skriver ligesaa;

Dog vil de noget faae i Stand,

Til Lensmand maae de gaae.

Fast ingenting de kan faae frem,

Hvis han ei understøtter dem.

Jo jo!

Man maa i Verden frem sig snoe.

Naar mangen Boglærd neppe veed

Det tørre Brød at faae,

Og i sit Ansigts varme Sveed

Maa arm og sorgfuld gaae,

Da sidder Lensmand glad og mæt,

Han Roe er sød, hans Arbeid let.

Jo jo!

Man maa i Verden frem sig snoe.

Seer du, Marie, saa gaaer det i Verden. Du er

[21]

undskyldt, din stakkels Gaas; Du er opdragen i Byen,

og kjender ikke til, hvorledes det har sig paa Landet.

Men faaer Du bare Mons, da kan Du leve i Herlighed

og Glæde; Du kan have fuldt op at æde og Drikke og

gjerne klæde Dig i Gyldenstykke, om Du lyster det.

Men den «troe Wilhelm» blev det saa ikke andet end

Sultihjel.

Marie:

Men jeg har nu engang ingen Sands for alle disse

Herligheder; og troe mig, min Fader! der gives en an-

den og høiere Lykke, som ikke er afhængig af Mad og

Drikke eller glimrende Klæder. Denne ønsker jeg mig,

og skal da vist ikke misunde Nogen alle de øvrige gode

Ting. Jeg veed, De vil min Lykke; men jeg veed og-

saa, De har Agtelse for Hjertets Røst, og at De i det

Mindste ikke vil tvinge Mig til en Forbindelse, der vilde

gjøre mig ulykkelig.

Lensmanden:

Jeg har sagt Dig, at Du har din frie Villie, og

At jeg ikke tvinger Dig til Noget; men Fanden hakke

mig skal Du ikke være Madame Østmoe, nu svor jeg.

Forstaaer Du mig? Man maa forstaae at snoe sig frem

i Verden. (Gaaer)

Marie:

For Intet i Verden min Fader! om jeg saa skulde

være nødt til at forlade mit Hjem og søge mit Brød i

den vide Verden. Wilhelm, Wilhelm! kjendte Du min

[22]

Nød, saa vilde Du ile mig til Hjælp. Kom Ragnhild,

følg mig; jeg har saa meget at tale med Dig om. Oven-

paa ere vi uforstyrrede. (De gaae).

Femte Scene.

(Fjeldegn, udenfor en Sæterhytte. – Aften. – Man hø-

rer udenfor Toner af en Luur, og Sæterpiger, der

lokke og synge for Qvæget).

Aagot: Kommer med en Melkespand.

(Synger, medens hun pusler udenfor Huset).

Sole gaar bak Aasen ne,

Skuggjin bli saa langje;

Naatte kjøm snart atteve

Tækje meg ti Fangje.

Krytrein uti Qvee staaer,

Eg aat Sæterstuli gaaer.

Myrkt de æ ti qvar ei Bygd,

Ti de djupe Dale;

Her paa Fjeill ha Sole drygd

Mæ aa gaa taa Gale

Test æg qvile onde Tak,

Maargaa æ ho tile vak.

Snart eg æ naa klar i Qvel,

Saa gaar eg ti Qvile,

Søv saa roleg onde Fell

Test i Maargaa tile,

[23]

Nær eg da ha somna in,

Drømer eg om Guten min.*)

Jou du! naa ska eg sovaa godt, fyst eg fæ sæt fraa

me Mjølken aa gjort rein Koppein. Bære æg tordest

være oræd for Fantein, som grasera ti Maarken. Gud skee

lov; dei ha inkje vore sjaa meg ænnaa.**)

(Gaaer ind).

*) Solen gaaer bag Aasen ned

Skyggen lang sig drager,

Natten med sin stille Fred

Snart i Favn mig tager.

Qvæget i sin Hegn nu staaer,

Jeg til Sæterhuset gaaer.

Hist i Dalen mørkt det er,

Dagens Lys der svinder;

Solen endnu dvæler her

Mellem Klippetinder;

Naar jeg hviler, ned den gaaer,

Snart den atter klar opstaer.

Snart mit Dagværk fuldbragt er,

Rolig da jeg hviler

Til paa Fjeldets Tinde her

Morgenrøden smiler.

Drømmen mig skal vise froe

Billed af min Ven saa troe.

**) Ja Du, nu skal jeg sove godt, naar jeg faaer sat fra mig

Melken og gjort Kopperne rene. Bare jeg kunde være

uræd for Fanterne, som grasserer i Marken. Gud skee

Lov; de har ikke været hos mig endnu.

[24]

Sjette Scene.

Aagot (indenfor). Albek, Hansen, Finberg.

(Med Randseler, komme fra Fjeldet).

Finberg:  

Endelig har vi da overstaaet. Puh! Det var en in-

fernalsk Vandring; jeg tænkte vi vare blevne forhexede

og fordømte til evig at vandre om mellem disse forbistre-

de Fjelde.

Hansen:

Forbistrede Fjelde? – o min Ven!Det er ret en

Guldgrube – see her! Her i min Kasse har jeg samlet

over 20 forskjellige Alpeplanter. See for Exempel den-

ne Saxifraga, – hvilket deiligt Exemplar!

Finberg:

Jeg vilde ønske, baade Du og din Saxifraga sad paa

Bloksbjerg; jeg for min Deel vilde give alle Alpeplan-

ter i Verden bort for et eneste Stykke Beefsteg. Jeg

er sulten som en Ulv. Hvad siger du Albek?

Albek: (blader i en Portefeuille med Tegninger).

Hvilke herlige Prospecter! see dette! – Den stolte

Klippe til Høire og den skummende kridhvide Fos, som

styrter frem mellem en forgaaet Verdens Ruiner – den

herlige, duftende Fyrreskov i Forgrunden og Sneefjeldet

høit i Baggrunden! – See dette! det klare Fjeldvand,

hvori hine underlige Kæmpeformer speile sig – og her

[25]

Sæterhytterne paa den grønne Kratbevoxede Flade; –

O det er en herlig Egn!

Finberg:

I ere begge lige gale. Naar den ene kan ligge og

rode efter al Slags Ukrud og den anden male allehaa-

nde Klipper, Fosser og Gravhøie paa graat Papiir, saa

sultede I gjerne ihjel. Jeg siger Pas for slige For-

nøielser.

Albek:

Du er vred i Qvel, Finberg! Før har Du dog mo-

ret Dig ret godt paa vor Tour; i dag er Du som Du

var forbyttet.

Hansen:

Det volder, han ingen smukke Sæterpiger har stødt

paa siden iMiddags.

Finberg:

Støde paa? Du skal nok see vi støde paa dem midt

i de uveisomste Fjelde. Stene har jeg stødt paa mere

end jeg skjøtter om, det faaer mine Ben at føle. I

har jo med Flid søgt saadanne Steder, hvor intet for-

nuftigt Menneske sætter sin Fod; og kom vi engang et

Steds hvor der var nogle, saa brændte Jorden under

jer for at komme bort igjen. Mener I, jeg reiser for

at lede efter Alpegræs som en Steengjed eller at falde

i Henrykkelse over hver en Bæk, som styrter sig ned

over et Klippestykke, fordi den har intet andet Sted at

[26]

gjøre af sig? Saadant noget er godt at tage med for

en Gangs Skyld; men evig det Samme og det Samme

– det er for galt. Ja saa længe vi af og til saae

Mennesker – da moerede jeg mig som en Prinds.Thi

jeg reiser for at see Mennesker, iagttage deres forskjelli-

ge Sæder og Skikke, sammenligne deres udvortes og

indvortes Characteer i de forskjellige Egne. Det kan

jeg kalde Noget; Naturen er meget god, meget herlig,

men Mennesket er dog dens Chef d’oeuvre og det In-

teressanteste, den kan opvise.

Hansen:

Især de smukke Fjeldpiger.

Finberg:

Ogsaa det. Det finere Kjøn øver jo altid en mag-

netisk Kraft over det mandlige Hjerte; og hvilke Skab-

ninger ere ikke disse Fjeldpiger!

Gyldne Lokker, silkebløde

Slynge sig i yndig Krands.

Roser huldt paa Kinden gløde,

Barmen svulmer dig imøde.

Blændende med Sneens Glands.

Øiet, blaat som Himlens Bue,

Straaler i sin hulde Pragt,

Tænder Kjærlighedens Lue,

Mens udi den nette Dragt

Som en Gratie hun svæver;

Skjønhed blænder – Uskyld hæver

Sjælen med sin Tryllemagt.

[27]

Albek:

Vor Ven er begeistret. Men han maa være fa-

tigueret efter den lange Harangue. Hansen! Du har

jo Flasken! Giv ham et Glas Brændeviin at styrke sig

paa.

Finberg:

Det var det første fornuftige Ord, jeg har hørt

af Dig paa lang Tid. Næsten havde jeg forsvoret no-

gensinde at faae høre noget mere. Kom med Glasset!

Alle smukke Fjeldpigers Skaal. (drikker). Det gjorde

godt.

Hansen:

Nu troer jeg, Du kommer i et folkeligere Lune.

Finberg:

I et kosteligt. Hvormange fortryllende Billeder

passere ikke nu Revue for min Sjæl! Vor Reise har

dog været rig paa interessante Scener, – fortræffelig

Commers. Bare vi vilde holde os en Smule mere i

dalene og overlade Fjeldene til Reensdyrene og Le-

mændene.

Albek:

Kom nu bare ikke paa den Materie igjen.

Finberg:

Men hvorfor see vi ikke at komme ind i Sæteren

her – see det ryger dog af Taget.

[28]

Albek:

Det er din egen Skyld, som holder os op med al

denne Snak. Her kunde vi ellers for længe siden faaet

os en Skaal Melk.

Finberg:

Ja og kogt Vand til Punsch. Kom lad os gaae

ind. (Tager i Døren.) Den er lukket.

Hansen:

Saa bank paa.

Finberg: (banker).

Luk op, luk op – Ingen svarer! Det begynder alt

at mørknes – et lille Glas Punsch vilde være forban-

det godt at faae. (Banker) Luk op! luk op!

Aagot: (indenfor).

Kæm æ detta?*)

Finberg:

Skikkelige Folk! luk op! (til de andre). Det er

en deilig Stemme! (banker) luk op! Luk op, du vel-

signede søde Glut!

Aagot: (indenfor).

Dekka kan inkje komma in.**)

*) Hvem er der?

**) I kan ikke komme ind.

[29]

Albek:

Luk Du kun op, min Pige! Vi skal intet ondt gjø-

re Dig.

Aagot:

Eg lyt ful da, (aabner Døren og kommer ud).In-

kje seer dessa ut som Fante. (høit) Kaa er dekka for

Kare?*)

Finberg:

O hvilken Pige! vi ere vandrende Riddere, bered-

te til at vove Liv og Blod for Skjønheden, og ti Gan-

ge for en Skjønhed som Dig. Befal, og du seer Os

for dine Fødder.

Aagot:

Eg forstaaer inkje dæ, som du taalaa.**)

Hansen:

Bryd Dig ikke om ham. Vi ere reisende Folk, som

gjøre en Vandring her i Fjeldet, for at samle Urter

– see her! (viser sin Kasse).

Albek:

Og Tegninger – see her (viser sin Portefeuille).

*) Jeg maa da vel. Ikke see disse ud som Fanter. Hvad

er I for folk? 

**) Jeg forstaaer ikke, hvad Du siger.

[30]

Aagot:

Nei! – jabbe mena eg de æ Fossen uppeve her.*)

Albek:

Ja det er det. Saa Du kjender den igjen? Det

er mig kjært.

Aagot:

Nei du, dæ va rart! Sligt har eg aller set. (til Fin-

berg). Men Du da? Ka æ dæ du gjere?**)

Finberg:

Jeg seer paa de smukke Piger.

Aagot:

Inkje va dæ mykjy tungt Arbe.***)

Hansen:

Men hvad heder Du da, vakre Jente!

Aagot:

Aagot.

Finberg:

Aagot! Et sødt navn. Alle de, som bære det, er

gjerne deilige Piger.

*) Nei! – Ja sandelig troer jeg det er Fossen herovenfor.

**) Nei Du! det var besynderligt. Sligt har jeg aldrig

seet. – Men Du da? hvad er det, Du bestiller?

***) Det var ikke noget meget tungt Arbeide.  

[31]

Aagot:

Men dekka lyt væra tyste. Eg ska gaa sta ette lite

Mjølk.*) (gaaer ind).

Finberg:

En deilig Pige! Her vil vi hvile ud.

Albek:

Det er for tidligt. Vi har ikke langt til Bygden.

Finberg:

Saa? Har du lyst at komme der om Natten? Jeg

ikke. Det bliver alt mørkt. Om I slaaer mig ihjel,

saa faaer I mig ikke til at flytte en Fod herfra. Jeg

har føiet mig efter jer, og løbet som en Nar bergop

og bergned; nu kan I ogsaa føie jer efter mig.

Albek:

Du er gal! Men velan, lad saa være. Noget Ret

kan Du vel have.

Aagot:

(kommer med Melk).

Finberg:

Tak, deilige Aagot.Drik os til.

Aagot:

Eg æ inkje tyst.**)

*) Men I maa være tørstige. Jeg skal hente noget Melk.

**) Jeg er ikke tørstig.

[32]

Finberg:

Nip i det Mindste til Melken med dine Rosenlæ-

ber. (Aagot drikker og giver ham Skaalen) Nu smager det

mig dobbelt saa godt, da jeg drikker af det Sted, Du

har berørt. (De drikke). Men nu Punsch! Kan Du

skaffe os lidt varmt Vand?

Aagot:

Vart Vatten! Jou dæ lyt eg ful freste.*) (Hun gaaer

ind).

Albek:

Nu Finberg, begynder Du at forvinde din Harme?

Finberg:

O jeg er i Elysium! Melken – Pigen – og nu

oven i Kjøbet Udsigten til Punsch! Det maatte jo væ-

re et Klippehjerte, haardere end Fjeldet vi staae paa,

som ikke blev rørt derved.

Albek:

Angrer Du endnu paa din Fjeldvandring?

Finberg:

Angre paa den? Da maatte jeg være gal. Det er

imidlertid godt, at vi nu alle tre har fundet Stof for

vore Liebhaberier, Du Situationer, Hansen Planter og

jeg Mennesker! Hold I jer kun til den døde Natur,

jeg foretrækker den levende.

*) Varmt Vand! jo det faaer jeg vel forsøge.

[33]

Aagot: (kommer ud).

Naa kokje Vatne.*)

Finberg:

Skjønt! Herligt! Nu Hansen, forret dit Embete.

Du har jo alle Requisiter.

Hansen:

Kan Du skaffe en Skaal?

Aagot:

Jou, vil Du være mæ in ti Stugo, saa skal dæ

fullan bli Raa te di.**)(Hansen følger hende).

Finberg:

Nu Albek! I morgen komme vi jo til din Onkel.

Ak hvor jeg længtes efter igjen engang at komme i en

ordentlig Seng. Jeg troer jeg skal sove i 3 Dage.

Albek:

Du skal Fanden heller. Mener Du, vi i saa lang

Tid kan være foruden dit behagelige Selskab?

Hansen: (raaber ud).

Finberg! Du maae komme og hjælpe mig.

Finberg:

Avec beaucoup de plaisir (gaaer ind).

*) Nu koger Vandet.

**) Jo vil Du være med ind i Stuen, saa skal der vel

blive Raad dertil. 

[34]

Hansen: (kommer igjen).

Hu! Det er varmt!Lad nu Finberg sørge for Re-

sten; jeg vil imidlertid lave Glassene til rette. (Tager 3

Bægere frem af Randselen). Og saa lidt Mad, ellers cre-

perer han for os.

Albek:

Aa nu bliver der nok Liv i ham, da han har den

smukke Aagots Øine at suge Næring af. Hvorledes er

det ellers med vor Proviant?

Hansen:

Saaledes at vi trænge godt til at komme blandt

Folk, for at recrutere den. Imidlertid bliver der vel

nok for i Aften. Her paa denne Steen ville vi holde

vort Taffel. Her er Brød, her er Kjød, her er Spege-

pølse – mere fortære vi ikke for det Første.

Finberg: (indenfor )

Den er færdig; men hent den selv – jeg har an-

det at bestille. (Hansen gaaer ind og kommer ud

med en Træskaal fuld af Punsch).

Aagot:

(i Døren, søger at slide sig løs fra Finberg, som holder hende).

Eg mena Du æ daarlig – slæp me, si eg!*)

*) Jeg mener Du Primer. Slip mig, siger jeg!

[35]

Finberg:

Et Kys – et eneste lille Kys – Punschen vinker

saa venlig og innbydende, men endnu mere dine Pur-

purlæber, Du himmelske Fjeldnymphe!

Aagot:

Inkje gir eg deg dæ, aa inkje ska Du taka dæ, fyst

eg inkje vil.*)

Finberg:

Grusomme Tigerhjerte! Et Kys maa jeg have, en-

ten Du vil eller ikke! (Vil kysse hende med Magt. Hun

river sig med en behændig Vending løs og flygter op ad

Fjeldet. Finberg vil følge, men snubler og falder).

Aagot: (leer ham ud).

Va de inkje dæ eg sa deg, ovetug?**) (kommer ned

igjen og gaaer ind).

Finberg: (gnider sig).

Den Taske.

Hansen:

Kom nu, og lad hende være. Dine Bestræbelser ere

saa omsonst, arme Finberg! Her er et Glas! Sæt

Dig nu hos os! Drik og spiis.

*) Ikke gier jeg Dig det, og ikke skal Du tage det, naar

jeg ikke vil.

**) Var det ikke det, jeg sagde Dig, Uskikkelig?

[36]

Albek: (drikker)

Hvor herligt smager den duftende Drik her i Na-

turens store herlige Hal, mellem disse urgamle Klipper!

Hvilken Natur! fast og stærk og stolt som vore gamle

Fædre, som vandrede mellom disse Kæmpemasser. De

har seet dem i deres stolte Færd, hvorledes de gik kjække

i Striden som til Leeg.

Finberg:

Ja, og hvorledes de drak! Det var Karle, som

kunde stikke sit Horn ud til Bunden! Deres Skaal!

Albek:

Ja deres Skaal!

Finberg:

Men – glem nu Oldtiden. Nutiden har ogsaa sin

Ret. Aagot sagde mig, at der kuns er en kort Fjerding-

vei ned til Bygden, og at der boer en Lensmand, som

skal have en smuk Datter. Jeg glæder mig alt til den

Commers, vi skal faae med hende.

Albek:

Det skal Du smukt lade være, Høistærede! det er

min Kjæreste.

Finberg:

Din Kjæreste!Ja – det er sandt – det var jo

Lensmand Østmoe hun sagde. Jeg lagde kun halv Mær-

ke til Navnet, da jeg hørte at Tøsen var smuk.

[37]

Albek:

Men er vi alt saa nær? Havde jeg vist det, jeg

havde ikke givet mig til Taals her. O min Marie! saa

skal jeg da see Dig igjen! Saa skal jeg igjen høre Lyden

af denne kjære Stemme, der saa tit tonede Fryd i mit

Hjerte! Saa skal jeg igjen læse Kjærlighed i dit skjøn-

ne hulde Øie, mens dit trofaste Hjerte banker ved mit.

Finberg:

Saa skal jeg igjen see dine hvide Hænder og smaae

Puselanker, etc. etc. Vi kan jo den hele Lectie udenad.

Løb nu ikke der som en Nar, men sæt dig til os, og

drik din Piges Skaal i et Glas Punsch, før den bliver

kold.

Saa kom og klink og drik Kjærligheds Skaal,

Mens Tanken flyver hen til din Pige!

Hvis du er Elsker, vil Du ei svige

See, Broder, her er breddefuldt Maal,

Hæv Glasset høit, sjung hendes Navn,

Den Hulde, hvem vi Skaalen vie:

Gjenlyde skal den fra Klippens favn,

Thi den er helliget Marie.

Chor:

Hæv Glasset høit, sjung hendes Navn etc.

Hansen:

I Norges herlige Klippers ly

Den norske Møe vi festligen hædre

[38]

Med fulde Glasse som vore Fædre,

Mens Tonen høit sig hvirvler mod Sky.

See, al Naturen er saa tyst,

Alt om os lytte maa og tie,

Mens i den herlige Hall med Lyst

Vi sjunge til din Priis, Marie!

Chor:

See al Naturen er saa tyst etc.

Albek:

Ja Brødre, ja, hun er Skaalen værd,

Den hulde, den livsalige Pige,

Hun er saa skjøn saa god tillige –

Hun er saa tro i Sind og i Færd,

Tag Glasset da og hæv det høit!

Den hulde Møe vi det indvie,

Tømme i Klippernes Ly fornøit

En festlig Skaal for dig, Marie!

Chor:

Tag Glasset da og hæv det høit etc.

(Under denne Sang har en Bonde viist sig paa Klippen,

lyttet og sagte igjen fjernet sig).

Alle:

Maries Skaal!

Finberg:

Nu et Hurra saa Fjeldet kan ryste.

[39]

Alle:

Hurra! Hurra! Hurra!

Finberg:

Nu imorgen er da den lykkelig Dag, da Du seer

hende igjen. Men hvorledes mener Du, at Du vil bli-

ve optaget af den gamle Lensmand?

Albek:

Vel ikke paa det Bedste. Han har faaet den Idee

at gifte hende med sin Brodersøn, en Monsieur Mons

Østmoe, – som skal være en uudstaaelig Knegt.

Finberg:

Og som Jomfruen ikke kan lide. See, det kommer

af denne Byopdragelse. Nu, denne gode Hr. Mons skal

vi vel see at spille med. Det vil give artige Løier.

Albek:

Mit Haab staaer i dette Punct til min Onkel, som

skal have en Smule Indflydelse paa Lensmanden. Rig-

tignok har jeg ikke seet ham siden jeg var et Barn, men

efter hans Breve at dømme, maa det være en Mand,

som man kan tale et fornuftigt Ord med.

Finberg:

Det var honet. Vi vil drikke hans Skaal – han

leve!

Alle:

Han leve! (de drikker). Hurra! Hurra! Hurra!

[40]

Syvende Scene.

De Forrige. Mons og Bønderne.

(liste sig frem paa Klippen).

En Bonde:

Der sidde de!

Mons:  

Bitterdød! Det seer ud til at være nogle desperate

Karle. Hvem veed hvormange de alt har slaaet ihjel.

Nu frem da – og tag dem!

Anden Bonde:

Gaae foran Du Mons, Du er jo et Slags Øvrig-

hed.

Mons:

Nei tak – jeg vil være bagefter og see, at det

gaaer ordentlig til. Gaae Du frem, Niels.

Anden Bonde:

Fanden tage den, som gjør – det er ikke saa greit

at have med slige rømte Slaver at gjøre. John, Du

har været med før; – frem Du!

John:

Aa I er nogle Klodsmajorer alle sammen.

Finberg: (til de andre).

Nu vil jeg proponere en Skaal. Pereat Mons Øst-

moe!

[41]

Mons: (til Bønderne).

De tale om mig! Skulde de have Tæften af os?

Albek, Hansen, Finberg:

Pereat Mons Østmoe! (drikke)

John:

Nu er det paa Tiden. Lad os løbe rask paa dem.

Alle som en Mand!

FINALE

Bønderne:

(styrte frem med deres Vaaben).

Landstrygere! giv jer til Fange!

Nu er I solgte alle tre.

Albek, Finberg, Hansen:

Hva er dog det for Armee?

Bønderne:

Hei Godtfolk, giv jer, vi er mange.

Albek, Finberg, Hansen:

Men sig os, er I rasende?

Mons: (for sig).

De Karle har jo ingen Vaaben!

Nu kommer jeg mig lidt igjen.

(høit og stolt).

Nu Slaveriet staaer jer aaben!

Vagt! Tag dem fat og før dem hen.

[42]

Finberg:

Hvem er da han, min tapre Ven?

Albek:

En Røvertrop os tør angribe

Saa nære ved tætte Bygden her?

Mons:

Ha ha, Godtfolk – I er i Knibe.

Velan da, stræk nu smukt Gevær.

Albek:

Før skal Du selv i Græsset bide,

Du Fugleskræmme, der Du staaer.

Mons:

Jeg haaber, at I vel vil vide,

Hvorvidt mod Rettens Folk I gaaer –

Afsted med dem! –

Albek:

(Griber ham i Armen og vrister Kaarden fra ham)

Saa sagte Du!

Kom Røverpak! –

Mons:

(kryber bag de andre).

Nu, nu, nu, nu!

Bønderne:

Afsted, afsted! – lad os dem tage.

[43]

Albek, Finberg, Hansen:

(true med Kaarden og deres Stokke). –

Forgjæves I jer kun umage.

Aagot: (titter ud).

Kaa dette æ, da lyt eg sjaae.*)

Albek, Finberg, Hansen.

Væk Røverpak!

Bønderne:

Vi Bønder ere –

Mons:

Og jeg mon Underlensmand være.

Albek, Finberg, Hansen:

Hvad vil I os?

Bønderne:

Jer arrestere.

Albek:

Hvorfor?

Bønderne:

Det tidsnok vidst I faae.

*) Hvad dette er, det see jeg maa.

[44]

Mons:

Siig er I ei bortrømte Slaver,

Som her i Fjeldet Tilhold haver? –

Hansen:

Siig, er du drukken eller gal?

Jeg bliver underlig tilmode.

Hvad mon dog det betyde skal?

Mons:

Nu giv jer ikkun med det Gode.

Finberg:

Før slaae vi eder ned for Fode,

Pak jer, hvis det skal gaae jer vel.

Aagot:

Aa jou, dæ va ful Fantein læl.*)

Bønderne:

Nu giv jer strax!

De Tre:

I Vold vil øve?

Bønderne:

Vi binde jer.

*) Ak jo, det var dog Fanter vel. 

[45]

De Tre:

Det kan I prøve.

Bønderne:

I Skøierfanter!

Paa disse Kanter

Jert Væsen har Ende.

I skal os kjende.

Slaae dygtig paa!

De Tre:

I dumme Fjanter,

Paa gale Kanter

I jer mon vende, –

Vi overende

Jer samtlig slaae. –

(De brydes – pludselig raaber)

Finberg:

Holdt!

Vi Vaabenstilstand gjør! Vi vil capitulere.

Mons:

Hvad gratulere!

Finberg:

Vi overgiver os til eders General.

Mons:

Det var min sandt en anden Tale!

Albek:

Men Finberg? – er du bleven bindegal?

Finberg:

Genier af min Art er aldrig gale.

Min Herre! deres Navn?

[46]

Mons:

Mons Østmoe –

Albek:

Min Rival!

Finberg: (til Albek).

Forstaaer Du mig, min Ven, – Du kommer,

Som Du nu heraf klarlig seer,

Paa allernemmeste Maneer

Til Rosen mellem alle Blommer.

Hansen:

Ja han har Ret! – hvad er det saa vel meer?

Finberg:

En herlig Spas jeg forudseer,

Naar de skal til os at forhøre. –

Siig kan vi noget bedre gjøre?

Mons: (til Bønderne).

Nu har vi skræmt dem, men pas paa!

Forsigtige vi være maa.

Albek:

Nu vel! – men tys!

Hansen og Finberg:

Ja tys, tys, tys!

[47]

Mons:

I gier jer!

Finberg:

Som jeg sagde nys.

Albek, Finberg, Hansen:

Paa Krigsmaneer Gevær vi strække,

Og Helten Mons dem overrække.

(De overrække Kaarden og deres Stokke).

Mons:

Saa gaae vi da.

En Bonde: (kommer med Aagot fra Sæterhuset).

Her er en Jente.

Som jeg i Lag med Følget saae.

Aagot: (grædende)

Eg inkje dessa Karein kjente,

Aa kjære vene læt meg gaae.*)

Mons:

Nei, nei, Du med at vidne maa.

Finberg: (til Aagot).

Frygt ei, man intet Ondt dig gjør.

*) Jeg ikke disse Karle kjendte

O kjære, vakre, lad mig gaae.

[48]

Aagot:

Eg ailder va hjaa Læsmain før.*)

Mons:

Kom Gutter, nu vi hjemad gaaer.

(for sig).

Nu Ombudet jeg sikkert faaer.

Bønderne:

Afsted, aftsted, vi hjemad gaaer.

Snart Tyvene sin Løn nu faaer.

Albek, Finberg, Hansen:

Afsted, afsted, det herligt gaaer.

En lystig Spas os forestaaer.

(De gaae, omringede af Bønderne, med Mons i Spidsen).

*) Jeg aldrig var hos Lensmand før.